Oversætterens Note
I anledning af 40-året for indledningen af Folkekrigen i Peru den 17. maj 1980, publicerer vi hermed denne uofficielle danske oversættelse af dokumentet: „Resumédokument for den III. Samling i den I. Partikongres“, henvisende til Perus Kommunistiske Partis (PKP) I. Partikongres, afholdt i 1988-89. 30-året for denne Kongres, Partiets første marxistiske Kongres og den første marxistisk-leninistisk-maoistiske Partikongres i verdenshistorien, er netop blevet fejret af den Internationale Kommunistiske Bevægelse (IKB) i 2019.
Det er meget vigtigt at hejse, forsvare og anvende den I. Partikongres, ikke blot for revolutionære i Peru, men i hele verden. Hvorfor? Fordi denne første maoistiske Kongres i verdenshistorien gav os maoismen, den nuværende og nye, tredje og højere etape af marxismen, og den gav os Gonzalo tænkning og dens almengyldige bidrag til en ny, fjerde og højere etape af marxismen, som vi er sikre på en dag vil blive smedet i praksis. At hejse, forsvare og hovedsageligt anvende denne Kongres skelner venstre i IKB fra højre, det skelner den virkelige forståelse af maoismen som -isme fra en forståelse af „maoismen“ som blot en ny betegnelse for „Mao Tse-tung tænkning“.
Enhver ideologi forstås gennem dens praktiske anvendelse, hvordan den bruges til at omforme verden. Der er ingen „god idé“, som ikke resulterer i „god praksis“. Maoismen som sådan, som en -isme, ikke blot som den vejledende tænkning for den Kinesiske Revolution, men som en almengyldig ny etape af marxismen, blev kun forstået gennem praksis i Folkekrigen i Peru; den blev kun forstået gennem dens kreative anvendelse til den Peruanske Revolutions konkrete betingelser i form af Gonzalo tænkning. Derfor ― for at forstå maoismen må man forstå Folkekrigen i Peru, man må forstå Gonzalo tænkningen og dens almengyldige aspekter. Lige så vel som det var umuligt at forstå marxismen-leninismen uden at forstå Kammerat Stalins praksis, hans vejledende tænkning og hans almengyldige bidrag til vores ideologi.
Det er på tide at de revolutionære i Danmark væbner sig med denne Kongres, samt med PKPs andre betydningsfulde dokumenter. Det tjener til at forene os under maoismen, der må blive befaler og vejleder for den Danske Revolution, som en del af den Proletariske Verdensrevolution. Må fejringen af 40-året for Folkekrigen i Peru tjene til dette formål. Ligesom det blev etableret for 27 år siden med kampagnen til fejring af 100-året for fødslen af Formand Mao Tse-tung:
„[…] fejringen af 100-året for Formand Mao er en nødvendighed, den er af historisk vidtrækkende betydning, har et dybt strategisk indhold og det er en glorværdig opgave i overensstemmelse med verdensrevolutions strategiske offensiv og den nye store bølge af den proletariske verdensrevolution, og den er uadskilleligt forbundet med kampagnen til Forsvar for Formand Gonzalos Liv. Vi skal fylde Jorden med vajende røde faner der skal hejse parolen: LEVE MAOISMEN! til tops og som jublende skal flamme op for at hilse Formand Mao Tse-tungs Fødsel, tænkningens og handlingens store titan, hvis liv til det sidste var opfyldt af marxismens uforgængelige lys, massernes almægtige skabende kraft og med den ånd at tjene folket.“1
Proletarer i alle lande, forén jer!
Resumédokument
for den III. Samling i den I. Partikongres
RESUMÉDOKUMENT FOR DEN I. PARTIKONGRES
PERUS KOMMUNISTISKE PARTIS I. PARTIKONGRES
(marxistisk Kongres, marxistisk-leninistisk-maoistisk, Gonzalo tænknings Kongres)
III. SAMLING
FORBEREDENDE MØDE
BERETNING: VEDRØRENDE DEN III. SAMLING OG DAGSORDENEN
― HILSEN. Modtag Centrallederskabets, Partiets lederes, kadrers og militanters, Folkeguerillahærens kæmpere, den Nye Magts massers og masserne, der arbejder tættere sammen med os, inderlige hilsener i disse ni år med ekspansiv og sejrrig Folkekrig.
Lad os på sejrrig vis forsegle den I. Partikongres, en marxistisk Kongres, en marxistisk-leninistisk-maoistisk, Gonzalo tænknings Kongres.
I. OM DAGSORDENEN. Dagsordenen skal ses som værende inden for lovene af de tidligere samlinger i Kongressen, men den har sine specifikke spørgsmål. Vi foreslår at benævne den Kongressens III. Samling, husk, dette er Kongressens sidste samling. Dagsordenen vil bestå af tre dele:
I. DEN I. PARTIKONGRES.
1. Om Folkekrigen.
2. Udvikling af Kongressen.
II. PILOTPLANENS STORE FULDFØRELSE.
1. Aktioner.
2. Opbygning.
3. Rettelsesfelttog.
III. DEN STORE PLAN FOR AT UDVIKLE BASER OG EROBRINGEN AF MAGTEN I PERSPEKTIV.
1. Grundlag, betingelser og perspektiv, hvori det forekommer.
2. STOR PLAN.
3. Anvendelse af Planen i Komiteerne og organisationerne.
HVORDAN AT UDVIKLE DEN
I den første del er vi nødt til at udvikle Kongressen og afslutte det afventende spørgsmål: at analysere Folkekrigen, deraf punkt 1. Vedrørende Folkekrigen skal man huske på, at vi i den I. Samling analyserede det ideologisk-politiske og i den II. Samling opbygningen. På dette punkt har hver base fremlagt beretning om Folkekrigen, en undersøgelse der blev vedtaget i den II. Samling, der blev udført på de Ledende Komiteers niveau; i Centrallederskabet mener vi, at det er et godt grundlag at udvikle sig på, i dette vil der være en undersøgelse, der vil føre os til den efterfølgende udarbejdelse af et dokument om Folkekrigen. Derfor er der det grundlæggende materiale til at opfylde dette afventende punkt, som, selvom det ikke er enestående, er vigtigt.
2. Udviklingen af Kongressen består i at evaluere denne historiske milepæl i dens tre Samlinger og i dens anvendelse og specifikt med det formål at afslutte Kongressens arbejde for at afslutte denne store opgave.
I den anden del er det et spørgsmål om at gøre status over Planen, den anden del af Pilotplanens III. Felttog.
1. Aktioner. Vi ser et stort spring i kvalitet og kvantitet, der er mere end 60.000 aktioner i dette Felttog; de 4 former for kamp er i fuld udvikling, og erobringen af våben og midler, især moderne våben, udmærker sig. Partiet har med Folkekrigen fjernet de mest skjulte dybder af landet; så meget, at reaktionen, der er blevet fjernet, forsøger at overveje sin strategi, der ikke er i stand til at bekæmpe os, men uanset hvad det bliver til, ledes Folkekrigen vel og er uovervindelig. Det store spring udtrykkes i alle Partiapparater og nogle Komiteer udtrykker allerede deres grundlæggende tilstand. Vi må føle os så begejstrede for Folkekrigens aktioner, især fordi vi går dybere og dybere ind i massernes krig.
2. Opbygning. Det går fremad, især for Folkeguerillahæren, der er vokset enormt, og dette kan ikke andet ind lede os til Partiets vækst; Jeg understreger endnu en gang, at af grunde, der er letforståelige, fordi det er proletariatets fortrop, fordi Partiet opsluger klassens bedste børn og pga. vort samfunds karakter, kan Partiet ikke vokse så hurtigt, men Kongressen fremmer det ideologisk. Derfor har vi politisk og organisk allerede elementerne til at forbedre det hver dag. Den Nye Stat har betydelig vækst og de fire former for Folkekomiteerne, og i nogle tilfælde udtrykkes den femte form.
Således udvikles opbygningen gennem Folkekrigen, en brændende og strålende smedje, der giver os store fremskridt i opbygningen af de tre instrumenter; og vor praksis viser, at maoismen er almengyldig, det er et tydeligt bevis på, hvad Formand Mao lærer os, at alting vokser ud af geværløbet.
3. Rettelsesfelttog. Vi må blive mere opmærksomme på, at det er en bestemt måde at håndtere klassekampen i Partiet, to-linje kampen specifikt, og stræbe efter at bedre styre dette instrument, fordi det er dén, der giver os mulighed for at forhindre fremkomsten af en Højre-Opportunistisk Linje, der ville være revisionistisk. Det er også den, der giver os mulighed for at begribe og løse nye problemer, som vi allerede står overfor.
Vi beder jer om mere fasthed og tydelighed, når I anvender det, for at vejledes af målene om at forene sig, skelne og styre os selv, ikke at blive overrasket over problemer i håndteringen af denne, især hvis det er et nyt instrument, desto mere synes vi, at det skal føre os til et ideologisk spring, overlegent end i begyndelsen, det er en ny udfordring at erobre magten i hele landet; i første omgang et spring i Partiet, i alle dets Planer der begynder med det ideologiske, og om det andet spring, der vil finde sted i masserne, begyndende med kæmperne i Folkeguerillahæren, derefter i masserne i den Nye Magt og endelig i de brede masser, fordi vi selvfølgelig er nødt til at forene 90% efter de klassekriterier som vi er urokkelige tilhængere af og endnu mere urokkeligt anvender.
Og vi ved at det i perspektiv åbner op for proleblemet om proletariatets diktatur, der logisk gennemgår fællesdiktaturet i det Nye Demokrati, der skal afslutte den første etape af den Peruanske Revolution med dannelsen af Perus Folkerepublik.
Derudover er betydningen ikke kun i det, der er blevet sagt, men er tilknyttet vores indstilling som proletariske internationalister, dvs. for at tjene verdensrevolutionen, især ved at betragte hvad der sker i verden i dag.
I den tredje del skal vi se den STORE PLAN OM AT UDVIKLE BASER, der blev godkendt i ’86, der begyndte som en Pilotplan, se dens centrale placering i Folkekrigen, da det har at gøre med Støttebaser, vejen at erobre byerne fra landet er derudover knyttet til erobringen af magten i hele landet, hvorfor denne store Plan skal lede os til den strategiske ligevægt.
1. Grundlag, betingelser og perspektiv, hvori det forekommer. Vi må se, at den er solidt baseret i hele Kongressen og på tidligere Partimøder, såsom den IV. Landskonference og Centralkomiteens I. Plenum; desuden er den blevet bevist i praksis i mere end to år fra ’86 til ’89 i Pilotplanens tre Felttog.
At specificere den til betingelserne af den internationale og nationale klassekamp, hvori den forekommer, især under de politiske betingelser.
På nationalt plan skal man se at at modsigelsen det gamle samfund-det nye samfund udtrykkes, husk at dette gamle samfunds økonomiske basis er halvfeudalismen, hvorpå de to imperialistiske supermagter agerer, især Yankee, men man skal fortsætte med at se, hvordan socialimperialismen trænger mere ind, uden at ignorere de øvrige imperialistiske magters handlinger, for at se, hvordan den bureaukratiske kapitalisme fordyber sig, der, som Partiet sagde i 1974, er født syg af det gamle peruanske samfunds i forskellige grader halvfeudale basis, og af den døende imperialisme. Og husk, at den siden ’80 er trådt ind i sin endelige ødelæggelse.
Analysér, hvordan dette gamle samfund i dag er gået ind i et regeringsskifte, en valgsituation, det vil vare længe indtil den nye regering er indsat, hvadend det bliver et civilt eller militært styre. At se dette skærpe modsigelserne inden for reaktionen og at enheden og kampen er en dagligdags ting; kendsgerningerne beviser at det, der blev aftalt i de foregående samlinger i Kongressen om konkretiseringen af perioden, er retfærdigt og korrekt.
Men vi er nødt til at analysere mere, hvordan kampen imod os udvikles på det ideologiske plan; alle peger imod os, vi må derfor se godt og skelne Kirkens rolle som et ideologisk skjold, uden at overse dens politiske rolle, der vil vokse mere og mere, for uvidende, fjedrende og ærkereaktionære personligheder som F. Guerra, der i „Expreso“ fra 17. maj ’89, langer ud imod Marx, men dybest set mod os og kalder os for fundamentalister, en moderigtig sangfugl, det startede med F. Iwasaki, historiker, antrolog, eller jeg ved ikke hvad; plus alle dem, der i dag går ud for at „bekæmpe os på det ideologiske plan“, der drømmer om at „bortfeje marxismen, kommunismen og kommunisterne“, det er kun et storborgerskab, der forsvarer det gamle samfund, tilhængere af den forældede orden og en ideologisk udvikling af storborgerskabet har ikke noget perspektiv.
Det samme kan ses i det Forenede Venstres revisionister og opportunister; dem fra „Enhed“ er meget bekymrede over, at deres ridning på massernes ryg udløber politisk, deres kroning af Perestrojkaen er kun en gentagelse fra deres herre og bekræfter, hvad vi blev enige om i de tidligere samlinger: at de har indledt en ny, revisionistisk, kontrarevolutionær offensiv. I „Forandring“ den 15. juni angreb de Gonzalo tænkning, men baggrunden er deres anti-maoisme, deres revisionisme, som de ikke siger noget om; kun infusioner imod os, men deres „ideologiske kamp“ er også uden grundlag, at de udtrykkeligt fejlrepræsenterer hvad vi siger og endog også forvrænger Formand Mao, som de ikke forestiller sig som på linje med Marx og Lenin. Også i „Amaua“ findes der bl.a. en artikel af Winer, hvor de bekæmper os som fundamentalister, men hvad vil de fortælle os? At vi har en forestilling om en religiøs baggrund, ligesom den idiot til F. Guerra, der gentager en englænder og tildækkes med opkast. Alt dette er kun en del af den gamle opfattelse om, at ideologierne er gået af mode, og dette er ikke nyt, det er fra 30 år siden. På det ideologiske plan åbnes således endnu mere en kamp imod os, og det kunne ikke være anderledes, men de møder den mest magtfulde, virkelig videnskabelige og uovervindelige ideologi: marxismen-leninismen-maoismen, hovedsageligt maoismen.
Se også det politiske indhold af den kamp, de fører imod os, de tror de kan besejre Folkekrigen, men hvis vi anvender den retfærdigt og korrekt efter dens principper, er den uovervindelig, og den kan ikke besejres med kampvogne, bomber, helikoptergranater eller jægerflybomber.
Vær opmærksom på den bekymring, de viser vedrørende vores fremskridt blandt masserne; både de reaktionære, revisionisterne og opportunisterne, også Kirken, se, hvilke former de vil bruge imod Partiet, imod Folkekrigen, f.eks. i „Enhed“, „Forandring“ og „Amauta“ opfordres Minekongressen til at fordømme os ligesom den Nationale Folkeforsamling, et revisionistisk organ, der ellers ikke gør noget, det er kun et tegn på at de er bekymrede for vores fremskridt i proletariatet, det ses tydeligt i „Enhed“-revisionistkongressen i en beslutning. De påstår at repræsentere klassen, der kæmper for os, og betegner os som folkemordere i stedet, APRA foreslår at generalisere deres repression yderligere; eller vi ser positurer fra Villanueva, Mantilla eller García selv, der overfor de væbnede styrkers angreb rejser ud og beder dem om ikke at stoppe.
De er bekymrede over vores fremskridt blandt bondestanden, García har hævdet, at det er en fejltagelse at bekæmpe kokadyrkerne, og „Amauta“ har netop opdaget at de, der dyrker koka, er bønder der lever af det, og at hvis de bekæmpes, vil de deltage i vore rækker, næsten det samme som med den før nævnte, men de opdager det først efter at Pentagon har hævdet det i sine dokumenter. De river sig i håret når de ser på vores fremskridt blandt fattigbondestanden, f.eks. opdager det Forenede Mariáteguistiske Parti, at SAIS er ubrugelige, men efter at have forsvaret dem i 20 år, selv under Velasco; dunjakkerne i „Republikken“ siger, at hvis SAIS Cahuide kollapser, vil hele SAIS i Peru kollapse; Kirken i Puno handler også imod os. Det bekræfter, hvad Partiet har fremlagt siden 1960erne, at jordproblemet er brændende, ikke blot produktiviteten, men ejendommen til jorden, det er jorden der er det grundlæggende problem, der bevæger klassekampen på landet. I Puno indledte vi jordbesættelserne, og PUM rendt i halen på APRA og bad regeringen om at omstrukturere sig, forskellen var kun, hvem der kørte den; landbrugsstoppene i Puno og Cusco, såvel som de 74 i dag, med variationer, har også tjent for at regeringen kunne anvende sine planer, og de underskrevne handlinger afprøves.
Men derudover opdager de, at bonde-rondas kan bruges af reaktionen imod Folkekrigen og imod bondens egne interesser, idet de glemmer, at det Forenede Venstre selv godkendte dem i parlamentet sammen med apristerne, acciopopulisterne og andre reaktionære. Kongressen har allerede udtalt sig om bonde-rondaerne og hvilken specifik politik vi skal anvende. Vi har sagt at vi skal se deres klasseindhold, hvem de tjener, og at vi er imod væbnede organisationer, der ledes af fagforeningerne, da Partiet skal lede de væbnede styrker.
I intelligensen har Folkekrigen flere og flere konsekvenser og de begynder at skelne og vende sig i retning af os. Reaktionen vil også handle imod dem for at skræmme dem og fjerne dem fra os, de vil anvende større repression, end de allerede har anvendt i dag; revisionisterne vil, ligesom med masserne generelt, traffikere med deres interesser, og nogle intellektuelle er intet andet end falske revolutionære.
Således udtrykkes vore fremskridt i masserne mere og mere som massernes krig, der ryster reaktionen og revisionismen alvorligt.
Vi må også se, hvordan modsigelsen gammel stat-ny stat kommer til udtryk i valgsituationen, på den ene side er der dem, der forsvarer ordenen og forsøger at bevare den. Deres politiske problem er at slås og strides sammen med den, og vinde flere stillinger, men med forskellige specificeringer: APRA, at være en regering; den forældede demoliberale FREDEMO og det Forenede Venstre med deres brud og kirkesamfund, der præsenterer sig selv som „socialister“; de har også problemet med det statskup, der altid er lige under overfladen. På den anden side er der dem, der kæmper for opbygningen af den nye orden gennem Folkekrigen.
På det økonomiske område er fordybningen af den bureaukratiske kapitalismes krise så abenlys, at de selv ser den økonomiske situation og deres perspektiv som sort. Hvad APRA i dag sigter mod er at bruge landets få økonomiske ressourcer til dets valgkamp. Vi vil yderligere afsløre alle deres skæve „projekter“, fordi de tjener til fortsat at udbytte og undertrykte klassen, bondestanden, vort folks masser, hvis eksplosivitet vil vokse endnu mere.
Dermed bliver klassekampen i landet endnu mere akut i de ideologisk-politiske og militære aspekter, men hovedsageligt på det politiske plan, og vinden blæser i vort favør. Alt dette bekræfter kun vore holdninger, der blev aftalt i Kongressens to foregående samlinger, og vi skal definere andre holdninger om nye problemer.
Vi må også se betingelserne for den internationale klassekamp. Vi har delvist behandlet Perestrojka, vi må fortsætte med at bekæmpe den, fordi den er en del af den uhyggelige kontrarevolutionære revisionistiske offensiv, i denne samling vil vi fokusere mere på at analysere situationen i Kina. Stræb efter at finde de historiske egenskaber som Kina har, der er i dag 1.000.000.000 indbyggere, og den enorme masse tynger verden; da den demokratiske revolution sejrede i 1949, ændredes sammenhængen mellem styrkerne i verden og den socialistiske lejr opstod dengang; vi hørte Yankee’ernes talsmænd anmærke, at hvis den politiske situation i Kina ikke kunne styres, ville der opstå militære problemer igen, og den balance, de stræbte efter at opretholde, ville blive brudt. Dette er ikke underligt, fordi modsigelserne mellem de to imperialistiske supermagter og andre imperialistiske magter konvergerer dér, mne der er også proletariatet, bondestanden, mennesker, og hvad vi er interesserede i at se er, at der er kommunister, der er et venstre, og det kommer til udtryk. At se Kinas geografiske placering som nøglen til Stillehavsområdet, hvor de nuværende konflikter fordyber sig, det er det kommende århundredes hav, og dette er ikke geopolitisk, men politisk forståelse. Hvad ville det betyde for Sovjetunionen at blande sig i Kina? Eller USA? Eller Frankrig? Eller Tyskland? Eller Japan? Eller England? Det ville være en alvorlig udplyndringskrig, den europæiske stabilitet ville blive deaktiveret. Gorbatjov er forsigtigt tavs og har kun i dag udtrykt sin bekymring. Bush har ikke udtalt sig offentligt bortset fra gennem sine talsmænd. Kina kan blive en ny scene.
Vi må huske alt, hvad Formand Mao fortalte os, fordi vi er maoister og i hans lys analysere og tage standpunkt som marxister-leninister-maoister, som kommunister, fordi det er vores forpligtelse; at se alting fra et klassestandpunkt, vor uovervindelige ideologi. Formand Mao fortalte os, at hvis Kina ændrede farve, ville det blive fra rødt til sort og fascistisk; han fortalte os, at siden 1911, da det sidste dynasti blev styrtet, har ingen været i stand til at opretholde ro i Kina, Chiang Kai-shek kunne højst forblive i 20 år, længere kunne de ikke opretholde Kinas enhed. Han fortalte os at det var meget sandsynligt at højre ville overtage magten ved hans død, men at deres liv ikke ville blive roligt. Han lærer os at den proces af genoprettelse og kontra-genoprettelse, der fandt sted i Kina mellem slavebesiddere og feudalister, krævede en proces på 250 års klassekamp for at magten kunne erobres i hele landet. Han fortalte os også, at det ville være en stor kamp, der ville finde sted mellem højre og venstre. Og midt i Kulturrevolutionen sagde han, at vi har mindst 20 til 50 års klassekamp tilbage i Kina, og hvad ser vi i dag? Formand Mao afgik ved døden i 1976, der er ikke engang gået 20 år, og hvad sker der? Begivenhederne i Kina har denne baggrund.
Klassen, proletariatet, kommunisterne, venstre udtrykker sig dér, og dette er det vigtigste, selvfølgelig vil dette ikke blive spredt af den reaktionære presse, men vi må se det, venstre udtrykker sig lidt efter lidt, den handler som en stærk erosion, der fortsætter sin offensiv. Såsom med billeder af Formand Mao i demonstrationerne, det vil ikke blive en skov af røde faner, som vi så i går, men det er allerede et tegn på kommunisternes handling, den kendsgerning, at tre elendige mennesker har kastet blæk mod det officielle portræt af Formand Mao. Det får én til at tro, at det kunne have været Tengs løgn at sige: De har endda vovet at gå imod Formand Mao!, og dette er klassekamp, fordi det han prøver at gøre er at fjerne ham, men sådan er styrken hos kommunisterne, proletariatet, hos de mennesker, der ikke har været i stand til at gøre det, og de kæmper allerede deres slag, og dimensionen af massernes kamp må overvejes i et større perspektiv. I Shanghai dømmer de tre arbejdere til døden, er det klassekamp eller ej? Overfor kampvogne fra den reaktionære, fascistiske hær, er en gruppe ved navn „Vove“ dukket op! Er det ikke hvad Formand Mao har lært os, at problemet om at lave eller ikke lave revolutionen, er at vove? Kender vi ikke citatet, at den, der ikke er bange for døden ved tusinde stik, vover at vælte kejseren? De former for kamp som de anvender, det heltemod som de udviser, den kendsgerning at et banner indeholder et citat fra Formanden: „Folket og kun folket er drivkraften…“, er alt dette ikke et ekko af den Store Proletariske Kulturrevolution? Jeg siger ikke, at der i dag er en kulturrevolution, men vi må se kendsgerningernes bund, at disse er en del af den proces af kampe og krige, gennem hvilken venstre, kommunisterne vil genvinde magten og styrte revisionisterne og maoismen igen vil skinne i Kina.
At borgerskabet siger at det er en bevægelse for „frihed“, for „demokrati“, overrasker os ikke, det er deres klassestandpunkt, at andre kun ser massakren på Den Himmelske Freds Plads, de ser ikke det vigtigste i kampen, „Amauta“ og „Forandring“ ringer som revisionisterne i USSR, er de ikke tilhængere af deres taktstok? Hvorfor er de tavse om det heltemod, som kun kommunisterne, klassen, folket kan udvise? Pga. deres anti-maoisme! Der skelnes tydeligt imellem os.
Hvis man ser på Sovjetunionen, er afghanernes problem det samme, der også opstår i Litauen, Letland og Estland, det er alt sammen nationale kampe, der finder sted ligesom i Georgien, Armenien, i de muslimske sovjetrepublikker, selvom hver enkelt har sine særlige kendetegn; tænl over det! Hvis Sovjetunionen mister bare én undertrykt nation, mister den dem alle til sidst.
Der er yderst alvorlige og vigtige situationer, problemer i Østeuropa og Ungarn har krævet, at Nagy skal dømmes og henrettes for at have befalet kampene i ’56. I Polen ser vi skandaløse bestræbelser på at udvikle borgerlige politiske former endnu mere, i overensstemmelse med Yankee-imperialismen.
I deres eget system mellem de imperialistiske supermagter og de vestlige imperialistiske magter er der alvorlige problemer; f.eks. er det dokument, der er underskrevet mellem Sovjetunionen og RFA, et abonnement på Perestrojka, forsvar af menneskerettighederne frem for klasserne, hvorfor underskrives det af en kristen-fascistisk demokrat? Fordi disse teser kommer til ham som en ring til fingeren, og det hænger sammen med USAs problemer.
Vi fremlægger alt dette, fordi vi ser, at denne revisionistiske, kontrarevolutionære offensiv har oplevet alvorlige problemer, de går direkte ind i problemerne, hvilken anden vej skal de gå, hvilken kurs? Hvad er det, som masserne ønsker og behøver? Vi skal se alvorligt på kendsgerningerne og hovedsageligt se deres perspektiv; jorden begynder at skælve under de selvudnævnte Jordens magtfulde herskere, de er kun „en håndfuld sand“, som Formand Mao lærer os, og hans ord er uudslettelige. De er gået for langt, og når højre går over stregen begynder masserne at reagere, og de vil ikke lade sig narre længere, dette lærte Formanden os også. Verden er hvilken rolig eller fredelig, vindene og stormene blæser, de rejser sig til fordel for verdensrevolutionen.
2. DEN STORE PLAN FOR AT UDVIKLE BASER. Det er spørgsmålet om, hvordan denne store Plan bringer os til den strategiske ligevægt, det er et omskrevet og vigtigt øjeblik at springe fra guerillakrig til bevægelseskrig, endnu mere på det tidspunkt, hvor de reaktionære myndigheder ændrer sig for at bevare den gamle orden, men som modstykke har reaktionen opbygningen af den Nye Magt gennem Folkekrigen, og dette er i vore hænder. At også mene, at den Store Plan for at Udvikle Baser bringer os til mere vanskelige og indviklede situationer, men det er nødvendigt for erobringen af magten i hele landet.
3. […] Så det, der er tilsvarende for os alle, er at kæmpe hårdt gennem Folkekrigen for at erobre magten i hele landet og træde ind i processen med opbygningen af magtens erobring. I betragtning af indholdet af den dagsorden, som vi foreslår, må vi huske, at denne III. Samling hører under lovene for Kongressen, at vi i den Stående Komite, da vi forberedte denne samling, var meget bekymrede over, at denne samling, der afsluttede Kongressen, kunne byde på problemer; det var fordi den i sidste ende sanktionerer alting, og vi mener at det kun er hvis Folkekrigen ses, og dette er det vigtigste, sammen med opbygningen, som basis og Kongressen som vejledning for alting, hvis det er en del af den Militære Linje og denne er centrum for den Generelle Politiske Linje. Det har også at gøre med udpegningen af ledelsen, selvom vi allerede fra den I. Samling har været enige om dette.
Vi overvejer, at den nuværende samling er moden, betingelserne er på plads og den har allerede de to forudgående samlinger som fordel, den er baseret på den strålende og voksende Folkekrig, som er blevet fremskubbet enormt, den vil også være baseret på øjeblikkelige forberedelser, såsom det kollektive studium af dokumenter af Formand Mao, af oplæg af Formand Gonzalo og af Partiets udgivelser. Den er også baseret på verdensrevolutionen, som er den hovedsagelige strømning, dens succes er i vore hænder.
Sammenfattende mener Centrallederskabet at Kongressens III. Samling på den ene side indeholder bekræftelse af alt, der allerede er besluttet, og på den anden side udviklingen af perspektivet om magtens erobring.
1Perus Kommunistiske Partis Centralkomité: „Resolution. Leve Maoismen!“, 1993.
socialistiskrevolution.wordpress.com 