København: Aktion til forsvar for Formand Gonzalos liv

Vi har modtaget rapport om en graffitiaktion udført under parolen: »Forsvar Formand Gonzalos liv!«, i anledning af 85-året for Formand Gonzalos fødsel, d. 03.12.1934.

Formand Gonzalo er Fører af det internationale proletariat, Perus Kommunistiske Parti og den peruanske revolution, og har siden september 1992 siddet i isolationsfængsel, påtvunget af den reaktionære gamle peruanske stat, der kun venter på en chance for at myrde den store kommunist.

Den Internationale Kommunistiske Bevægelse anerkender Formand Gonzalo som den største nulevende marxist-leninist-maoist på Jordens overflade og mener at kampagnen til forsvar for hans liv er uløseligt forbundet til kampen for at gennemtvinge maoismen som den Proletariske Verdensrevolutions befalende og vejledende ideologi.

Udtalelse: »Knus den danske imperialisme! Frihed for Grønland!« [DANSK/ENGLISH]

Vi publicerer hermed en udtalelse af Røde Bølge som er blevet sendt til os.


Proletarer i alle lande, forén jer!

Udtalelse

Knus den danske imperialisme!
Frihed for Grønland!

I et skamløst forsøg på at forøge den bureaukratiske kapitals udbytning af det grønlandske folk, har kolonistyret (det såkaldte »Grønlandske Selvstyre«) for nylig indført højere udgifter på dagligvarer såsom sukker, alkohol, brændstof og bæreposer. Prisen på et kilo sukker stiger f.eks. med mere end 10 danske kroner, og dette påvirker alle sukkerholdige varer.

Under kapitalismen findes der en klasse, der ikke ejer andet end sin arbejdskraft ― proletariatet. Denne klasse forbruger generelt ikke luksusvarer, men i stedet bruges hele lønnen på at reproducere klassen, dvs. at købe dagligvarer. Ved at hæve priserne på dagligvarer kan man øge den kapitalistiske udbytning af proletariatet.

Grønland er en dansk koloni, hvor et feudalsystem blev oprettet med tvang af den danske kolonimagt i 1700-tallet, og hvor der siden 1950’erne på den nu halvfeudale basis har rejst sig en bureakratisk kapitalisme, dvs. en monopolkapitalisme bundet til halvfeudalismen og imperialismen. Den bureaukratiske kapitalisme på Grønland har frembragt et storborgerskab med to fraktioner ― den statsmonopolistiske fraktion, repræsenteret af f.eks. Siumut og den siddende grønlandske koloniregering, og den ikke-statslige monopolistiske fraktion, repræsenteret af interesser der ønsker at underlægge Grønland til yankee-imperialismen og den kinesiske socialimperialisme. Begge fraktioner udgør sammen én klasse og regerer landet i ledtog og strid med hinanden.

De nye afgifter på dagligvarer er et tydeligt forsøg fra det statsmonopolistiske borgerskab på at øge sin udbytning af det grønlandske folk, hovedsageligt proletariatet, og dette tjener den danske imperialismes interesser. De revolutionære må tydeligt fordømme dette og påvise forbindelsen til den danske imperialisme, hejsende parolen: »Knus den danske imperialisme! Frihed for Grønland!«. Den grønlandske nation har ret til national selvbestemmelse og løsrivelse, men imperialismen og dens lakajer fornægter denne ret, og taler kun om »selvstyre«.

Den danske imperialisme kan ikke løse det grønlandske folks problemer, ej heller yankee-imperialismen, den kinesiske socialimperialisme, den russiske imperialisme eller nogen anden imperialistisk magt eller supermagt. Det kan kun den nydemokratiske revolution, den socialistiske revolution og de på hinanden følgende proletariske kulturrevolutioner, anført af Grønlands Kommunistiske Parti, der skal konstitueres som et militariseret marxistisk-leninistisk-maoistisk Parti.

Og hvad angår de danske revolutionæres rolle, gælder kun det kriterium som Lenin etablerede ― virkelig internationalisme vil sige at arbejde for revolutionen i ens eget land og støtte til revolutionen i alle andre lande. I det vil det sige Folkekrig i ens eget land og støtte til Folkekrigen i alle andre lande. Folkekrigen i Danmark og Folkekrigen i Grønland, rekonstitueringen af Danmarks Kommunistiske Parti og konstitueringen af Grønlands Kommunistiske Parti, er uløseligt forbundne og vil indvirke på hinanden. Vi revolutionære må være på vagt over for og bekæmpe imperialistisk chauvinisme, der vil fornægte det grønlandske folks kamp for uafhængighed fordi den ikke bliver et fint lille teselskab, og socialpatriotismen, der vil portrættere den danske imperialisme som en progressiv kraft ift. Grønland.

KNUS DEN DANSKE IMPERIALISME!
FRIHED FOR GRØNLAND!

FOLKEKRIG TIL KOMMUNISMEN!

Røde Bølge ― Danmark
22.11.2019


Proletarians of all countries, unite!

Statement

Smash Danish Imperialism!
Freedom for Greenland!

In a shameless attempt to increase the bureaucratic capitalist exploitation of the Greenlandic people, the colonial administration (the so-called “Home Rule of Greenland”) recently implemented higher taxes on daily consumer goods such as sugar, alcohol, fuel and plastic bags. The price of a kilogram of sugar for example is raised by more than 10 DKK, and this affects all sugary goods.

Under capitalism, a class exists which owns nothing besides its own labor power ― the proletariat. This class generally does not consume luxury goods, but instead spends all of its wage on reproducing the class, i.e., buying daily consumer goods. By raising the prices on daily consumer goods, one can increase the capitalist exploitation of the proletariat.

Greenland is a Danish colony, where a feudal system was established by force by Danish colonialism in the 18th century, and where, since the 1950s, on the now semi-feudal basis, a bureaucratic capitalism has been erected, i.e. a monopoly capitalism bound to semi-feudalism and imperialism. Bureaucratic capitalism in Greenland has given rise to a big bourgeoisie with two factions ― the state-monopolist faction, represented by for example Siumut and the current Greenlandic colonial government, and the non-state-monopolist faction, represented by interests who wish to subordinate Greenland to Yankee imperialism and Chinese social-imperialism. Both factions together constitute one class and govern the country in collusion and strife with one another.

The new taxes on daily consumer goods are an obvious attempt from the state-monopolist bourgeoisie to increase its exploitation of the Greenlandic people, principally the proletariat, and this serves the interests of Danish imperialism. The revolutionaries must clearly condemn this and prove the connection to Danish imperialism, hoisting the slogan: “Smash Danish imperialism! Freedom for Greenland!”. The Greenlandic nation has the right to national self-determination and independance, but imperialism and its lackeys deny this right, and only talk of “home rule”.

Danish imperialism cannot solve the problems of the Greenlandic people, nor can Yankee imperialism, Chinese social-imperialism, Russian imperialism or any other imperialist power or superpower. Only the new-democratic revolution, the socialist revolution and the successive proletarian cultural revolutions can do this, led by the Communist Party of Greenland, which must be constituted as a militarized, Marxist-Leninist-Maoist Party.

And regarding the role of the Danish revolutionaries, the only criterion which counts is the one which was established by Lenin ― real internationalism means to work for the revolution in one’s own country and supporting the revolution in all other countries. Today, that means People’s War in one’s own country and support for People’s War in all other countries. The People’s War in Denmark and the People’s War in Greenland, the reconstitution of the Communist Party of Denmark and the constitution of the Communist Party of Greenland, are unseperably connected and will affect one another. Us revolutionaries must be vigilant against and combat imperialist chauvinism, which wants to deny the struggle of the Greenlandic people for independance because it won’t be a nice little dinner party, and social-patriotism, which wants to portray Danish imperialism as a progressive force regarding Greenland.

SMASH DANISH IMPERIALISM!
FREEDOM FOR GREENLAND!

PEOPLE’S WAR TO COMMUNISM!

Red Wave ― Denmark
22.11.2019

»Vedrørende Lenins Tænkning« (Del 1) af Komite Røde Fane

Vi publicerer her følgende uofficielle danske oversættelse af 1. del af dokumentet Vedrørende Lenins Tænkning af Komite Røde Fane, som er blevet sendt til os. Dokumentet er oprindelig skrevet som indlæg til nr. 2 af Tidsskriftet Maoisten, der udkommer på spansk. Dokumentet er et væsentligt bidrag til forståelsen af det marxistisk-leninistisk-maoistiske begreb »vejledende tænkning« og indeholder hidtil ukendte uddrag af Perus Kommunistiske Partis værker.


Proletarer i alle lande, forén jer!

Vedrørende Lenins Tænkning [1]

Der findes dogmatisk marxisme og kreativ marxisme. Jeg går ind for sidstnævnte.
– Stalin –

I det nærværende dokument forsøgte vi at vise, hvordan Lenins tænkning udvikledes, fra den russiske revolutions vejledende tænkning til leninismen, den anden etape af marxismens udvikling. Nogle ville måske sige at sådan en anstrengelse er unødvendig og kun har historisk interesse, men vi mener at sådanne folk tager fejl, fordi den korrekte forståelse af hvad en vejledende tænkning er, er et spørgsmål om liv og død for verdens kommunister, et spørgsmål om sejr og nederlag.

Uden den kreative anvendelse af marxismen-leninismen-maoismens, hovedsageligt maoismens, almengyldige sandhed, til hver revolutions konkrete betingelser, er det umuligt at afslutte revolutionen, om den så har demokratisk, socialistisk eller kulturel karakter, og at fortsætte denne march til Kommunismen. De, der går imod denne marxistiske bekræftelse, påstår ikke sjældent at den kinesiske erfarings tilfælde, eller for at formulere det mere nøjagtigt, det kinesiske proletariats og Kinas Kommunistiske Partis (KKP) kampproces, der frembragte Formand Mao og hans vejledende tænkning, der senere blev til maoismen, var et særtilfælde fra hvilket man ikke kan uddrage en almindelig lov; disse folk påstår at »Marx havde ingen tænkning, ej heller Lenin«. De tager på dybtgående vis fejl og det følgende viser dette med Lenin som eksempel.

For at fortsætte med dette problem betragter vi det som nødvendigt at begynde med at have »et fælles sprog« – som Formand Mao sagde – eftersom der er så megen forvirring om hvad en vejledende tænkning er, så vi begynder dér.

Hvad er vejledende tænkning?

Det er nødvendigt at definere de begreber vi bruger for at håndtere marxismens udvikling, så lad os se på hvad forskellen er mellem linje, vejledende tænkning og »-isme«.

En linje er et struktureret system af standpunkter – vi skelner mellem opfattelser, kriterier, tilgange og standpunkter. Standpunkter er er tilgange (at tage stilling) overfor konkrete problemer. Beslutninger, der definerer handlingen, i vort tilfælde kommunisternes og de revolutionæres, i områderne ideologi, politik og organisation, økonomi, militære spørgsmål og så videre. Ethver standpunkt er udtryk for en verdensanskuelse, for en ideologi og derfor har det klassekarakter. Når en række standpunkter systematiseres i et fuldkomment system, er det en struktureret linje (før summen af standpunkterne systematiseres, er det en ustruktureret linje).

Ved at anvende marxismen-leninismen-maoismens, hovedsageligt maoismens, almengyldige sandhed til en konkret revolution, om det så er i et specifikt land eller verdensrevolution, etableres programmet for revolutionen i dens generelle politiske linje, den kommunistiske kamp for at etablere lovmæssighederne der styrer klassekampen i den specifikke sammenhæng.

Vedrørende disse punkter ved vi, at der er forholdsvis stor enighed i den Internationale Kommunistiske Bevægelse (IKB).

Ethvert Kommunistisk Parti har sit program og sin generelle politiske linje – begge uddybet til forskellig grad afhængigt af udviklingen af anvendelsesprocessen af det internationale proletariats ideologis almengyldige sandhed til hver revolutions konkrete betingelser, henholdsvist; udtrykkende udviklingsgraden af processen af konstituering eller rekonstituering af hvert Parti, men uden program og generel politisk linje er der intet Kommunistisk Parti. Selv da, når vi ser på IKBs historie og nuværende situation, kan vi se at det ikke er nok – men at den korrekte generelle politiske linje, som sytematiserer lovmæssighederne for den specifikke revolution, kun kan findes hvis den er udtryk for en vejledende tænkning.

Den vejledende tækning som en anvendelse af maoismen, der er almengyldig, sigter på særegenhederne ved vor specifikke revolution, det der er specifikt og særligt ved den, fordi hvis vi ikke griber det specifikke, vil vi håndtere denne revolution, som Partiet leder, dårligt. Men eftersom Partiet er et væsen bestående af et system af organisationer, gør det dette gennem sine ledere, sine kadrer, sine militanter, der sætter alle resten af organisationerne i bevægelse. Kun på denne måde tjener vi til at indlede og udvikle Folkekrigen, ifølge det specifikke tilfælde, med erobringen af magten i hele landet i perspektiv. Disse er meget stærke praktiske årsager, årsager med afventende og nødvendige krav, revolutionens behov [2].

Fortsættende, den vejledende tænkning har en ideologisk basis der nærer den, fordi uden ideologisk basis er der ingenting. Fordi en tænkning også indebærer opbygning. Selvfølgelig indebærer den også opbygning og uden ideologisk basis – hvilken opbygning kan der så findes?

Vedrørende teorien: »hvordan den håndterer og anvender marxismen-leninismen-maoismens, hovedsageligt maoismens, tre integrerede bestanddele«, har vi her et godt eksempel at fremhæve på, at det ikke er nok at have en generel politisk linje og et program, hvis man i den politiske økonomi ikke forstår problemet om den bureaukratiske kapitalisme (i et land domineret af imperialismen). Eller problemet om at forstå ansvaret over for ens egen revolution som en del af og til tjeneste for verdensrevolutionen, som vi vil se forneden i Tysklands tilfælde. Disse er problemer som mange Partier står overfor, når de skal udvikle den egentlige vejledende tænkning, som er grundlaget for ethvert Førerskab.

Et andet spørgsmål følger: en vejledende tænkning har et indhold. Hovedsageligt udtrykt i den generelle politiske linje og dens centrum, den militære linje. Det er problemet om specificeringerne, især af den generelle politiske linje og den militære linje. Sigtende på spørgsmålet om magten. I landet, selv som en tænkning der udfolder sig inden for marxismen-leninismen-maoismen, er det nødvendigt at den »forbindes uløseligt til erobringen af magten for proletariatet i hele landet«, uden hvilket den ikke ville være kommunistisk, ikke ville – i geometrisk forstand, så man bedre forstår det – inden for marxismen-leninismen-maoismen og en vejledende tænkning, der vedligeholder programmets kurs.

Nogle ord om dette. Det er den mest indholdsrige og mest udviklede del af den generelle politiske linje, om dette må vi være meget tydelige. Læg mærke til: På denne tænkning næres linjen og dens fem bestanddele og i sidste ende den militære linje som dens centrum. Det vil sige: Hvordan, hvorfor næres linjen af tænkningen og kan en generel politisk linje udvikles?

Et tredje spørgsmål: Programmet, fordi den vejledende tænkning »fast vedligeholder programmets kurs«, er dette tydeligt? Dette er de tre spørgsmål der skal fremhæves.

Nøglespørgsmålet i problemet er når man ser hvordan denne proces finder sted i den praktiske klassekamp og to-linje kampen om anvendelsen. Der er problemet at forstå springet som dette indebærer for at virkeliggøre den vejledende tænkning.

Det var Formand Gonzalo der fremhævede disse tre spørgsmål på PKPs I. Kongres i sin tale vedrørende gonzalo tænkningen og som vi har præsenteret her i et kort resume, ved at henvise os til den vejledende tænkning, og vi fortsætter forneden med det der blev etableret i denne del af Perus Kommunistiske Partis I. Kongres.

I historien kan vi se, at selv når man har et program og en generel politisk linje, og fortræffelige betingelser for at videreføre revolutionen, når de specifikke problemer for revolutionen i hvert land ikke løses og man ikke går ud over de generelle formler, fejlede kommunisterne i at opfylde deres ansvar over for proletariatet og verdens folk. I Tyskland har vi et meget sigende eksempel, hvor vi havde det Kommunistiske Parti, det andet største i verden dengang, der havde et højt udviklet og klandestint militært apparat, Kammerat Ernst Thälmann [3] og andre ledere af Tysklands Kommunistiske Parti (TKP), fordi de forblev inden for den Kommunistiske Internationales generelle retningslinjer og fejlede i at tilstrækkeligt udvikle anvendelsen af marxismen til den konkrete virkelighed af revolutionen i Tyskland, på kreativ vis for at løse nye problemer, fejlede i at indlede og vedligeholde den revolutionære væbnede kamp, og som resultat blev Partiet praktisk talt tilintetgjort og kunne ikke opstille en større modstand imod den tyske imperialismens fascistiske bæst, som så var i stand til at starte sin krig imod verdens folk. I den nuværende situation ser vi at der er mange Kommunistiske Partier, der ikke går fremad i opfyldelsen af deres mål, som ikke tager de nødvendige spring i den revolutionære kamp, om det så er for at indlede eller udvikle den væbnede kamp, altså Folkekrigen, fordi de ikke går fremad i processen af kreativ anvendelse af det internationale proletariats almegyldige ideologi, som løser nye problemer for den specifikke revolution. Det ville være forkert at kalde hele verden for »revisionister«, for selv hvis der i forskellig grad og på forskellige måder er problemer med revisionisme, så mener vi at problemet generelt er med det nye, at forstå og kreativt anvende det nye, marxismen-leninismen-maoismen, med maoismen som den nye, tredje og højere udviklingsetape, til hver revolutions specifikke betingelser.

Det var Formand Mao og KKP, der introducerede begrebet »tænkning« for at beskrive en højere udviklingsetape af det Kommunistiske Partis linje. På dets VII. Kongres påtager KKP sig mao tse-tung tænkningen (og bruger i det givne øjeblik betegnelsen »mao tse-tungs opfattelser«) og på dets IX. Kongres kendetegner det den som almengtldig – definerende den som »marxismen-leninismen i den æra, hvor imperialismen går imod sit fuldkomne sammenbrud og socialismen går fremad til sin sejr i hele verden«, men officielt gik KKP ikke så langt som at definere, at hver revolution må frembringe sin egen specifikke vejledende tænkning.

Det var Formand Gonzalo der udarbejdede den marxistiske forståelse af hvad en vejledende tænkning er, ved at tage det som udgangspunkt der blev fremsat af Formand Mao og KKP selv.

På Perus Kommunistiske Partis I. Kongres blev det defineret:

Enhver revolution skaber i sin udviklingsproces, gennem proletariatets kamp som ledende klasse og frem for alt gennem det Kommunistiske Partis kamp som hejser dets ufrasigelige klasseinteresser, en gruppe førere og hovedsageligt én som repræsenterer og leder den, en Fører med anerkendt autoritet og indflydelse; i vor virkelighed er dette blevet konkretiseret, af historisk nødvendighed og tilfældighed, i Formand Gonzalo, Fører af Partiet og revolutionen.

Men endvidere, og dette er ethvert Førerskabs fundament, skaber revolutionerne en tænkning som vejleder dem, det er resultatet af anvendelsen af det internationale proletariats ideologis almengyldige sandhed til de konkrete betingelser af enhver revolution; en vejledende tænkning som er uundværlig for at opnå sejren og erobre den politiske magt, og endvidere, for at fortsætte revolutionen og altid holde kursen mod det eneste storslåede mål, Kommunismen; vejledende tænkning som, når den har nået til et kvalitativt spring af afgørende betydning for den revolutionære proces som den leder, identificerer sig med navnet på den person som teoretisk og praktisk har formet den. I vor situation blev denne foreteelse først specificeret som vejledende tænkning, senere som Formand Gonzalos vejledende tænkning og siden hen som gonzalo tænkning; fordi det er Formanden der har frembragt den, ved skabende at anvende marxismen-leninismen-maoismen til de konkrete betingelser i den peruvianske virkelighed, og således forsynede han Partiet og revolutionen med et uundværligt våben som er garanti for triumf.

Fortsættende det grundlæggende i det samme dokument fremsatte PKP:

Gonzalo tænkningen har smedet sig gennem mange års intens, urokkelig og uophørlig kamp for at hejse, forsvare og anvende marxismen-leninismen-maoismen, for at genoptage Mariáteguis1 vej og udvikle den, for at rekonstituere Partiet og hovedsageligt for at indlede, fastholde og udvikle folkekrigen i Peru til tjeneste for verdensrevolutionen og for at marxismen-leninismen-maoismen, hovedsageligt maoismen, såvel i teorien som i praksis skal være dens eneste befaler og vejleder.

Det er en væsentlig nødvendighed for Partiet at studere gonzalo tænkningen, for en mere retfærdig og korrekt forståelse af den generelle politiske linje og hovedsageligt af den militære linje, med det formål at uddybe den peruvianske revolutions ejendommeligheder, det specifikke og særegne som Formand Gonzalo mesterligt har fremhævet; således vil vi tjene »den store plan for at udvikle baser«, folkekrigens udvikling og perspektivet om at erobre den politiske magt i hele landet.

Vi skal studere gonzalo tænkningen ved at gå ud fra den historiske kontekst som har skabt den; se på det ideologiske grundlag som understøtter den; præcisér dens indhold, som er mere væsentligt udtrykt i den generelle politiske linje og den militære linje som er dens centrum; der skal sigtes mod det grundlæggende i den, magtspørgsmålet, at erobre den politiske magt her i Peru, uløseligt forbundet med proletariatets erobring af den politiske magt i hele verden; og skænk meget opmærksomhed til dens smedning i to-linje kampen.

Ved at specificere den historiske sammenhæng fremsatte det, vedrørende den internationale sammenhæng:

Men nøglespørgsmålet er at se hvordan gonzalo tænkningen, i denne storslåede klassekamp på verdensplan, anser at der opstår en tredje etape i proletariatets ideologi: først som marxismen-leninismen, mao tse-tung tænkning; senere marxismen-leninismen-mao tse-tung tænkning; og for senere hen at definere den som maoismen ved at forstå dens almengyldighed; og på denne måde at nå til marxismen-leninismen-maoismen, hovedsageligt maoismen som marxismens nuværende udtryk.

Vedrørende den historiske nationale kontekst:

Her er grundlæggende hvordan gonzalo tænkningen dybtgående forstår det peruvianske samfund, ved at centrere i det afgørende problem, den bureaukratiske kapitalisme, indser nødvendigheden af at rekonstituere Partiet og erobre og forsvare den politiske magt med Folkekrigen.

Vedrørende dens ideologiske grundlag, fremsætter PKP:

Uden marxismen-leninismen-maoismen kan man ikke forestille sig gonzalo tænkningen, fordi denne er den kreative anvendelse af marxismen-leninismen-maoismen til vor virkelighed. Nøglespørgsmålet i dette punkt ligger i forståelsen af proletariatets ideologis historiske udviklingsproces, af dens tre etaper udformet i marxismen-leninismen-maoismen og maoismen som den hovedsagelige; væsentligt er, hovedsageligt, dens anvendelse af marxismen-leninismen-maoismen som almengyldig sandhed til den peruvianske revolutions konkrete betingelser; derfor er gonzalo tænkningen specifikt hovedsagelig for Perus Kommunistiske Parti og den revolution som det leder.

PKP understreger også:

I gonzalo tænkningen skal vi fremhæve den bemærkelsesværdige opfyldelse af de krav der blev rejst af Formand Mao: teoretisk soliditet, forståelse af historien og en god praktisk styring af politikken.

Så vi ser: Et system af strukturerede standpunkter er en linje. En generallinje i et Kommunistisk Partis program må svare til revolutionens generelle lovmæssigheder. En vejledende tænkning kommer til at findes når nye specifikke og konkrete problemer, som man står overfor, løses i processen af et Kommunistisk Parti og en specifik revolution, gennem Partiets og proletariatets kamp, midt i to-linje kampen og klassekampen, og med dette gøres der bidrag til marxismens udvikling, med nye elementer. Denne proces tager form, materialiserer i kampen i Partiet og dets ledelse, som udøves af en gruppe af ledere, blandt hvilke – som følge af loven om modsigelse – én vil træde frem, som bliver Fører af Partiet og revolutionen.

Det er nødvendigt at bemærke den meget vigtige skelnen, som Formand Gonzalo og PKP gør mellem »vejledende tænkning«, »vejledende tænkning identificeret med navnet på Føreren af revolutionen« og »tænkning«, fordi alle disse tre begreber udtrykker en forskellig udviklingsgrad, ifølge hvor mange nye elementer den indebærer, som er blevet bekræftet i Partiets og den revolution som det leders praksis, til marxismens udvikling. Formand Gonzalo og PKP fremsætter ikke at enhver revolution nødvendigvis vil frembringe en vejledende tænkning der når den udviklingsgrad som for eksempel selve gonzalo tænkningen har haft, der identificeres med den der frembragte den, en udvikling som det ikke er muligt at finde sted i enhver vejledende tænkning3, men hver revolution må udvikle en kreativ anvendelse der løser de specificerede problemer, håndterer hver specifik virkeligheds specifikke love, hvilket indebærer et spring i den specifikke anvendelse.

Hvad vi må gøre er at definere forskellen mellem en vejledende tænkning i dens mest udviklede form, som er tilfældet med gonzalo tænkningen, og en »-isme«. For at håndtere denne definition korrekt, tager vi det som udgangspunkt som PKP etablerede i dokumentet Om marxismen-leninismen-maoismen:

Dog, imens marxismen-leninismen har opnået anerkendelse af dens almengyldighed, er maoismen ikke anerkendt fuldstændigt som tredje etape; for mens nogen simpelthen fornægter dens tilstand som sådan, når andre kun til at anerkende den som »mao tse-tung tænkning«. Men i essensen, i begge tilfælde, med de indlysende forskelle der findes mellem dem, fornægter de den generelle udvikling af marxismen gjort af Formand Mao Tse-tung; ikke at anerkende dens »isme« karakter som maoisme, er at fornægte dens almengyldighed og som følge heraf dens tilstand af at være den tredje, nye og højere etape af det internationale proletariats ideologi: marxismen-leninismen-maoismen, hovedsageligt maoismen som vi hejser, forsvarer og anvender. […]

Marxismen har tre dele: marxistisk filosofi, marxistisk politisk økonomi og den videnskabelige socialisme; en udvikling i dem alle som frembringe et kvalitativt spring for marxismen som helhed, som enhed til et højere niveau, indebærer en ny etape. Følgelig, det essentielle er at vise at Formand Mao har frembragt, som det kan ses i både teorien og praksis, et sådant kvalitativt spring. […]

… det er med den Store Proletariske Kulturrevolution at den intenst bliver udbredt og dens prestige stiger kraftfuldt, og Formand Mao bliver anerkendt Fører af verdensrevolutionen og skaber en ny etape af marxismen-leninismen; …

Så forskellen mellem en vejledende tænkning, i særdeleshed i dens mest udviklede form, såsom gonzalo tænkningen, hvilket vil sige »et stort kvalitativt spring i marxismen som helhed, som en enhed« og »-isme« er ikke at den første kun er af meget specifik betydning, specifik for den konkrete virkelighed i ét land – fordi ved at løse nye problemer, gør den bidrag til marxismens skattekammer generelt – men at den ikke har gjort »et stort kvalitativt spring i marxismen som helhed, som en enhed«, dette vil sige en udvikling i dens tre integrerede bestanddele, hvilket ville sige at vi stod overfor en ny udviklingsetape af marxismen. Når en tænkning gør dette store kvalitative spring, antager den karakter af »-isme« for at påpege dens samlede almengyldighed som en ny etape af marxismen.

Igen, i det vi netop forklarede kan vi se, at nøglen til at skelne mellem vejledende tænkning, gonzalo tænkning og »-isme« eller en ny etape af proletariatets almengyldige ideologi, er at forstå springet, og springet er nøglen til modsigelsen. Fordi enhver løsning på et nyt problem i den proletariske verdensrevolution betyder et bidrag til marxismen-leninismen-maoismen, uanset hvilken vejledende tænkning gør dem, for ellers er den ikke sådan, i dens mest udviklede form gør den vigtige bidrag, hvilket er tilfældet med gonzalo tænkningen, der er vigtige bidrag til proletariatets almengyldige ideologi, og derfor har disse bidrag også almengyldig karakter og, fordi de er løsninger på nye problemer, bidrager til en ny udvikling af marxismen og derfor til en ny etape, men er stadig ikke en »-isme«, fordi disse almengyldige bidrag ikke har betydet en ny udvikling i enhver af dens tre integrerede bestanddele og derfor i dens helhed, som har opløftet marxismen til en ny etape. Som vi vil se i de dele som vi senere citerer i Formand Gonzalos præsentation vedrørende gonzalo tænkningen på den I. Kongres (det ikke-offentlige dokument):

Men det er vigtigt at i denne sidste del (Vedrørende gonzalo tænkningen), hvor der står: »… nøglespørgsmålet er at se hvordan gonzalo tænkningen, i denne storslåede klassekamp på verdensplan, anser at der opstår en tredje etape i proletariatets ideologi: først som marxismen-leninismen, mao tse-tung tænkning; senere marxismen-leninismen-mao tse-tung tænkning; og for senere hen at definere den som maoismen ved at forstå dens almengyldighed; og på denne måde at nå til marxismen-leninismen-maoismen, hovedsageligt maoismen som marxismens nuværende udtryk.«.

Vedrørende gonzalo tænkningen:

Nøglespørgsmålet til dette punkt ligger i forståelsen af den proletariske ideologis historiske udviklingsproces, i dens tre etaper formet i marxismen-leninismen-maoismen og med maoismen som den hovedsagelige; og, hovedsageligt, er det anvendelsen af marxismen-leninismen-maoismen som almengyldig sandhed til den peruanske revolutions konkrete betingelser; dermed er gonzalo tænkningen specifikt hovedsagelig for Perus Kommunistiske Parti og den revolution som det leder. (…) »forståelsen af proletariatets ideologis historiske udviklingsproces«, dette er nøglen, hvordan det internationale proletariats ideologis proces forstås, hvilket leder os til: hvad? Maoismen som hovedsagen. Dette er grundlaget der nærer den, derfor er den hovedsagen. Uden den er der ingenting. Og derefter (…) »anvendelsen af marxismen-leninismen-maoismen som almengyldig sandhed til den peruanske revolutions konkrete betingelser«. Dette er det væsentlige, det er ikke nok at sige at det hovedsagelige er at tage marxismen-leninismen-maoismen op, hvis man ikke tilføjer at det væsentlige er hovedsageligt anvendelsen til de konkrete betingelser, for uden den, ville gonzalo tænkningen ikke give mening, man bliver nødt til at se de to ting, og dette i streng anvendelse af hvad Formand Mao har lært os. Marxismens problem ligger i dens anvendelse, og det er hvad Lenin lærte os og hvad Marx lærte os. Jeg mener at denne del skal holdes rigtig meget for øje og hvad der er væsentligt; fjerne man det, fjerner man gonzalo tænkningens essens, den står uden essens.

Derefter, man skal bekymre sig om hvad der står: konsekvent, tag dette grundlag, maoismen, fra denne anvendelse som er væsentlig: hvad leder den til? »således er gonzalo tænkningen specifikt hovedsagelig for Perus Kommunistiske Parti og revolutionen det leder«. Her er ordet »specifikt«, det er hvad man skal fange her. Fordi hvis der ikke stod »specifikt hovedsagelig« ville kammeraterne ophæve at det hovedsagelige er marxismen-leninismen-maoismen. Forstår I hvad jeg gerne vil sige? Det ville være ikke at se dens almengyldighed, og det må vi ikke. At være kommunist vil først og fremmest sige at være marxist-leninist-maoist, og eftersom vi agerer i dette land der kaldes Peru, er det væsentligt at anvende den her i Peru, men uden det første har man ikke det andet. Af dette følger: gonzalo tænkningen er hovedsagelig for Partiet, ja. Specifikt: hvad vil det sige? Vedrørende anvendelsen, vedrørende vor revolutions nødvendighed, i dette specifikke tilfælde, til dette konkrete spørgsmål; på denne måde kan man på ingen måde tilsidesætte marxismen-leninismen-maoismen, fordi den er den almengyldige sandhed og kilden vi altid må drikke af.

Ved at grave dybere ned i relationen mellem vejledende tænkning og maoisme, siger Formand Gonzalo:

»(…) man kan ikke fremsætte en tænkning uden at holde den almengyldige sandhed for øje, der er en integreret del«.

Gonzalo tænkningens indhold. a. Teorien. Vi har brug for at vide godt hvordan at udtænke gonzalo tænkningen: den er en specificering af vor revolution, af vort proletariat, af vort Parti, af klassekampen og af krigen som er dens højeste form og den må betragtes således. Hvis vi ser den specifikt på denne måde, er vort problem ikke at sætte den på niveau med marxismen-leninismen-maoismen, fordi det må man ikke, det ville være en dødelig fejltagelse, vi kunne aldrig gøre det, aldrig, kammerater. Vi bør ikke forvirre tingene. Når vi behandler teorien er det vi må gøre at se hvordan den håndteres, hvordan marxismen-leninismen-maoismen anvendes, og dens tre integrerede bestanddele; hvis der er et bidrag, dette er underordnet i dag, kan det være at det udvikles i morgen, men i morgen er ikke i dag. Jeg mener at vi må være meget tydelige og meget konkrete, forstå det bedre, mere, når vi fremsætter teorien, teorien for her kan vi tale om – gentager jeg – den almengyldige sandheds tre integrerede bestanddele og kun her kan vi tale om hvordan den anvendes, hvordan den håndteres; tiden vil vise om der er bidrag. For mig er dette nøglen, kammerater, spørgsmålet om dens indhold er fjernt – dette vil vi se -, der er en forskel. (Opmærksomhed! Se forskellen der er mellem teorien – de tre integrerede bestanddele, hvor man skal se hvordan den anvendes – og gonzalo tænkningens indhold.)

Vedørende teorien, hvad sagde dokumentet? Derfor fremsætter det: »hvordan at forstå og anvende« – det er derfor det sagde -, »hvordan den forstår og anvender marxismen-leninismen-maoismens tre integrerede bestanddele«, det er hvad det siger. Her siges det ikke hvordan den udvikles. Jeg mener at man må være objektiv og ja, der er perspektiver, man kan se perspektiver, men for mig er perspektiv perspektiv, først må perspektivet udføres, så at sige er dette sandheden nu (…) forstå ikke perspektivet som virkeligheden. Men vedrørende teorien, må man være meget forsigtig, fordi den behandler den almengyldige sandhed. Man må være meget snedig og forsigtig og derfor står der »hvordan at forstå og anvende«.

I delen vedrørende indholdet, etablerer Formand Gonzalo selv forholdet mellem gonzalo tænkningens almengyldige bidrag og maoismen. b. »(…) for at nå til punktet om gonzalo tænkningens indhold – vi taler om delen der siger »mest indholdsrige og mest udviklet« er den Generelle Politiske Linje – fordi her er problemet. Hvor er det? I specificeringerne af vor linje, i hvad vi betragter som typisk eller særegent i vor revolution, med alt perspektivet det her eller kan have på nogle punkter. Derfor nummererer vi kun specificeringerne af den Generelle Politiske Linje og bidragene til verdensrevolutionen som vi må fremhæve. Jeg sagde jer at I må sætte det i linjen; kammerater, det første er den almengyldige teori, vær meget forsigtige med dette; hvis der er bidrag, se på dem i den Generelle Politiske Linje, som er den indholdsrige eller mest indholdsrige, mest udviklede. Derfor fremsætter vi det som følger: specificeringer af den Generelle Politiske Linje og bidrag til verdensrevolutionen som vi må fremhæve.« Derefter går det videre til at opremse gonzalo tænkningens almengyldige bidrag til verdensrevolutionen, der indeholdes i de fem bestanddele af den generelle politiske linje, der i sidste ende har den militære linje som sit centrum.

Formand Gonzalo tydeliggør mere, når han knuser nogle udtryk som kunne udtrykkes vedrørende denne relation, som følger: »det er absurd at sammenligne historiske figurer, historiske personligheder; enhver af os udvikler sig i en forskellig og præcis historisk sammenhæng. Vi kunne aldrig modsætte os til til vor glorværdige grundlægger Marx eller Lenin eller Formand Mao, og ikke disse to med den første, og ikke en imod en anden, aldrig, jeg taler om kendsgerninger; for at modsætte den som taler [Formand Gonzalo] til Formand Mao, virkelig!, det virker for mig som en dårlig vittighed og i dårlig smag. Hvordan kan man modsætte specificeringen til ét land til den almengyldige ideologis højeste punkt, hvordan? Det giver ingen mening, kammerater, det er ikke engang rigtig værd at tale om.«

Sammenfattende: »Hvad har gonzalo tænkningen gjort? To ting: a) defineret en tredje, nye og højere etape af marxismen, marxismen-leninismen-maoismen, hovedsageligt maoismen, og b) Folkekrigen, som er hovedsagen?, nuvel, (…) selvfølgelig maoismen.«

Vedrørende indholdet må vi fremhæve de specificeringer som vi fremsætter som et spørgsmål at udvikle, fordi vi må studere mere, men vi må starte et sted. Hvorfor? Fordi det er nøglen til behandlingen af spørgsmålet, vedrørende at det er den mest indholdsrige og udviklede del af gonzalo tænkningen. Men dér er spørgsmålenen specificeringen fra hvilken bidragene til verdensrevolutionen udledes. Det grundlæggende er problemet om erobringen af magten her i Peru, i funktion af proletariatets diktatur i verden, for således at tjene Kommunismen. Det er meget konkret. Hærdningen kalder os simpelthen til dette: at se hvordan gonzalo tænkningen er blevet smedet og udvikles i to-linje kampen; uden denne to-linje kamp er der ingen gonzalo tænkning, den kan ikke udvikles, kun på dén måde opstår og udvikles en tænkning, ikke på nogen anden måde.

Vi spørger: Bør kommunisterne i verden anvende gonzalo tænkningens almengyldige bidrag? Selvfølgelig, som det er blevet defineret af Latinamerikas maoistiske Partier og Organisationer på deres V. Møde, og Europas maoistiske Partier og Organisationer på deres I. Møde, det vil sige: Anvend marxismen-leninismen-maoismen, med gonzalo tænkningens almengyldige bidrag!

… … …


[1] Da vi skrev denne artikel gav nogle kammerater os adgang til nogle dokumenter af Perus Kommunistiske Parti (PKP), der ikke er blevet publiceret af Partiet. I dette afsnit og generelt i teksten baserer vi os på et dokument ved navn Præsentation af gonzalo tænkningens grundlag, der tilhører den ikke-udgivne dokumentation af PKPs I. Kongres. Det udgivne dokument om gonzalo tænkningen: Vedrørende gonzalo tænkningen, er endnu et dokument som vi også henviser til i den nærværende tekst. Hvad angår henvisningerne vedrørende de ikke-offentlige dokumenter, bruger vi uddragene som integrerede dele af vor tekst, eftersom de ikke er blevet redigeret til publicering af selve PKP.

[2] Det er nødvendigt at understrege, at vi ikke anser Kammerat Thälmann for at have været revisionist. Han var en sand forsvarer af Kammerat Stalin, han var en militant af III. Internationale, han udvise stor tapperhed og heltemod ved at give hele sit liv til tjeneste for den proletariske verdensrevolution. Men selv da havde han ikke det som den historiske nødvendighed krævede. Han var ikke den fører, klassen havde brug for, han vidste ikke hvordan han skulle anvende marxismen-leninismen uafhængigt og under hans ledelse antog TKP en række højre-standpunkter; det er nødvendigt at undersøge yderligere for at kunne konkludere om disse udgjorde en struktureret højre-opportunistisk linje eller ej, og dette arbejde er en del af processen i hvilken kommunisterne under dannelse i Forbundsrepublikken Tyskland går fremad med i kampen for rekonstitueringen af vort Parti. I denne forstand er kritikken foretaget af Kammerat Alfred Klahr meget vigtig at holde for øje og giver os gode retninger at følge.

[3] Vi må være opmærksomme på at Formand Gonzalos hovedsagelige bidrag er at have defineret maoismen som den nye, tredje og højere etape af det internationale proletariats ideologi; det var med gonzalo tænkningen at det blev defineret, at være marxist i dag vil sige at være marxist-leninist-maoist, hovedsageligt maoist. Det ville være absurd at forvente, at enhver vejledende tænkning vil gøre sådanne bidrag til marxismens skattekiste, for hvis det var tilfældet, ville vi have en uendelig mængde »-ismer«.

25.11.2019 – Demonstration imod vold mod kvinder i Hamborg

Vi deler her en dansk oversættelse af løbesedlen om demonstrationen den 25. november i Hamborg imod vold imod kvinder. Vi deler også en video på tysk med engelske undertekster om demonstrationen.

Sørg ikke! Slå igen!

Den 25. november er den internationale dag mod vold mod kvinder. Kvinder fra alle lande kæmper på gaden den dag, fordi de ikke længere ønsker at blive slået, lemlæstet, voldtaget og myrdet af patriarkalske grunde.


Det, vi skal være opmærksomme på, er, at patriarkatet og den tilhørende vold mod os ikke kun er en fantasi, som nogen er kommet frem til for at holde os i kæder. Patriarkatet har privatejendommen som oprindelse. Patriarkatet hører således til imperialismen, der har milliarder af mennesker i kæder. Udbytning og undertrykkelse, volden, som vi oplever hver dag, er blevet så almindeligt for os. Og det tjener de herskende omstændigheder.


Vi kvinder skal anerkende denne tilstand som en selvfølgelighed og forblive i en rolle, som det borgerlige samfund giver os, ved hjælp af den påståede »underlegne kvindelige natur«. Men vi er hverken de blide væsener, der tager alt for givet, og vi er heller ikke apolitiske og mener, at den vold, vi oplever i imperialismen, aldrig kunne blive fejet bort én gang for alle.


Vi kvinder bærer den halve himmel! Vi ønsker ikke de love fra den herskende klasse, som de smider ned til os, og som ikke bringer os noget! De herskere, der foregiver at beskytte os, er de samme, som voldtager masser af kvinder i krige. Og vi skulle tro dem? Vi ønsker ikke længere at tage volden mod os.


Det er tid for os at organisere som en kampvillig kvindebevægelse, som en kæmpende kvindebevægelse, der udfordrer systemet!


Vi må spørge os selv, hvad vi vil: love, der ikke hjælper eller en verden uden vold, uden udbytning og uden undertrykkelse?


Vores feminisme betyder ikke, at vi vil op til chefetagen, men at vi ønsker en verden uden lidelse og elendighed! Og vores feminisme betyder, at det er vi, der stormer deres halvdel af himlen!


Og det inkluderer ikke kun at sørge over mordet på en af ​​vores søstre, der blev myrdet af sin partner, men at være vred og slippe denne vrede løs som en styrke, der vil føre os til at bekæmpe patriarkatet.


Og det sammen med alle, der er undertrykt af regeringssystemet. Ligegyldigt hvilken alder, ligegyldigt hvilket køn, ligegyldigt hvilken nationalitet. Men kun hvis vi som kvinder deltager i det, kan vi opbygge en fremtid, hvor patriarkat hører fortiden til!


Ud til dagen imod vold mod kvinder!
Sammen er vi stærke!
Kvindelige mord er politiske!
Ni una menos – Ikke mindre!
Jin, Jiyan, Azadi!
Styrk den internationale solidaritet!


Internationalistisk Kvindeforbund

Svenske maoister afholder Enhedskonference

Delt fra Kommunistisk Forbunds hjemmeside.

Kammerater fra forskellige dele af Sverige gennemførte for nylig en Enhedskonference. Gruppediskussioner om et udkast til en resolut blev gennemført. Grupperne foreslog ændringer til det oprindelige udkast. Kongerencen vedtog således enstemmigt den nedenstående resolution.

Et revolutionært kommunistisk parti må genskabes!

Der savnes et revolutionært kommunistisk parti i dag i Sverige. Der savnes et kommunistisk parti, som er knyttet til den revolutionære teori, som indledtes med Marx/Engels og Første Internationale, fortsatte med Lenin, Stalin, bolsjevikpartiet og Komintern og som udvikledes af Mao Zedong og Kinas Kommunistiske Parti under hans ledelse og gennem de folkekrige som foregår i verden i dag i Indien, Peru, Tyrkiet og på Filippinerne. Der savnes et kommunistisk parti som knytter sig til de revolutionære traditioner i Sverige.

Partiet skal ikke mekanisk kopiere tidligere politik uden at holde fast ved en korrekt princippolitik og forkaste det som viste sig som fejlagtigt politik. Med princippolitik menes en grundlæggende politik, som er rigtig uanset situationen, f.eks. at det kommunistiske parti må være et kadreparti, som består af aktive medlemmer. Derimod behøver det kommunistiske partis medlemmer ikke at være enige om historiske spørgsmål af akademisk natur eller i politiske detaljespørgsmål på forhånd. Der vil altid opstå modsigelser i et kommunistisk parti. Klassekampen kræver at det kommunistiske parti hele tiden formår at fremdiskutere og udarbejde rigtige handlingslinjer. Dette indebærer at marxismen-leninismen-maoismen skal tilpasses på kreativ vis til dagens betingelser. Partiet må afvise dogmatismen, dvs. at mekanisk overføre en politik, som er tilpasset til andre konkrete betingelser.

Hvilken princippolitik bør altså gælde? Hvad afgrænser os fra revisionistiske retninger såsom trotskismen, højreopportunismen og venstreopportunisme såsom anarkosyndikalismen?

1. Partiet må være en fortrop, et kadreparti med aktive medlemmer, som anvender demokratisk centralisme. Centralismen, dvs. enhed i handling, realiseres ved at rigtige opfattelser koncentreres i partiet gennem demokratisk diskussion. Et kommunistisk parti anvender kritik og selvkritik i sine organer.

2. Partiet må anvende masselinjen, fra masserne til masserne, og arbejde blandt masserne, inklusive i reaktionære og borgerlige masseorganisationer når det er nødvendigt.

3. Partiet må konsekvent opbygge en klassefront og anvende enhedsfrontens metode, dvs. stræbe efter at enes med så mange som muligt på en hovedsageligt rigtig platform i den pågældende klassekamp. Det må gælde kampen i nabolagene og arbejdspladserne eller på nationalt niveau. Det er for hele tiden at fremskubbe partiets og arbejderklassens standpunkter.

4. Partiet forener dagskravskampen med kampen for den socialistiske revolution. Partiet må i sin propaganda og agitation vise at et socialistisk samfundssystem er nødvendigt.

5. Partiet afviser den fredelige parlamentariske vej til socialismen. Det borgerlige statsmaskineri må knuses gennem en væbnet revolution og proletariatets diktatur oprettes.

6. Partiet kombinerer illegale og legale metoder, så længe det er muligt, for at opnå maksimal slagkraft.

7. Partiet må bekæmpe alle fascistiske strømninger og forsøg på at bruge racisme til at spalte arbejderklassen på etnisk og religiøs grund og bekæmpe »socialpatriotismen«.

8. Partiet bekæmper den dobbelte undertrykkelse af kvinden og arbejder for en proletarfeministisk kvindebevægelse. Desuden bekæmper partiet alle forsøg fra borgerskabets side på at spalte proletariatet efter seksualitet og kønsidentitet.

9. Partiet anvender en revolutionær sikkerhedspolitik, som går ud på at skærme det store flertal af kadrerne imod borgerskabets sikkerhedstjenester og fascister. Partiet må kunne overleve et slag imod det fra borgerskabets voldsmaskineris side hvis det gøres ulovligt.

10. Partiet går ud fra hovedmodsigelsen mellem proletariat og borgerskab i alt sit arbejde. Denne hovedmodsigelse kan kun løses gennem en socialistisk revolution. Proletariatet er den eneste konsekvent revolutionære klasse, eftersom det står i grundlæggende set uforsonlig modsætning til borgerskabet.

11. Partiet må være et proletarisk-internationalistisk parti, som konsekvent støtter befrielsesbevægelser og kommunistiske bevægelser, især i nykoloniale lande i Asien, Afrika, Amerika og Østeuropa. Desuden bør partiet opretholde forbindelser på ligestillet basis med alle revolutionære partier i hele verden.

12. Partiet må løbende studere verdenssituationen, følge kampen mellem USA og Kina, og ikke tøve med at angribe disse supermagter og andre imperialistmagter.

13. Partiet må forsvare alle nationers ret til løsrivelse fra de overmægtige imperialistiske stater og samtidig bekæmpe det svenske borgerskabs imperialisme hvorsomhelst den optræder.

14. Partiet må studere erfaringerne fra den socialistiske opbygning i fremfor alt Sovjetunionen og Kina, revisionismens magtovertagelse og disse staters omdannelse til kapitalistiske og imperialistiske stater. Det er helt klart at klassekampen fortsætter under socialismen. Et kommunistisk samfund forudsætter at kapitalismen og imperialismen er udslettet i verden. Samtidig er udgangspunktet at et socialistisk Sverige kun kan udgå fra de særlige, historisk betingede forhold i Sverige.

15. En rigtig linje kan kun udformes i kamp imod fejlagtige linjer. Derfor må et kommunistisk parti under dannelse føre en ideologisk og teoretisk kam imod alle slags borgerlig ideologi, fremfor alt inden for proletariatet, om den så tager form af reformisme, revisionisme, trotskisme, højreopportunisme eller venstreopportunisme. Overfor masserne, som er de virkelige helte, indtager det kommunistiske parti en ydmyg holdning og lytter til kritik og er beredt på at udøve selvkritik når det begår fejl.

Vedtaget på Enhedskonferencen i november 2019.

Revolutionære i Danmark fejrer 100-året for Danmarks Kommunistiske Parti

Revolutionære fra Røde Bølge fejrede den 9. november 100-året for konstitueringen af Danmarks Kommunistiske Parti, ifølge en rapport sendt til Socialistisk Revolution. Fejringen var præget af en kampvillig og klassebevidst stemning, med kampråb såsom »Danmark skal dø, det kan alle se! Én vej frem, genrejs DKP!«, »Styrk den internationale solidaritet! Proletariatets kampenhed!«, »Død, død, død over Danmark!«, »Danmark er et diktatur! Folkekrig er vores kurs!«, »Leve Marx! Leve Lenin! Leve Mao Tse-tung!« og »Forsvar Formand Gonzalos liv!«.

Der blev afholdt taler af marxistisk-leninistisk-maoistiske revolutionære fra forskellige lande og fremvist både en dokumentarfilm om den Internationale Kommunistiske Bevægelses historie og en video, der fordømte den danske imperialisme, hyldede Partiet og den væbnede modstandskamp, og opfordrede revolutionære i Danmark til at slutte op om Røde Bølge. Der var også deltagelse fra massernes side.

Ved samme lejlighed har Røde Bølge tilsendt Socialistisk Revolution en udtalelse og den video, der blev fremvist til fejringen.

Vi har også fået tilsendt et billede af det graffitimaleri, der indgik i videoen: