Billeder fra Luxemburg-Liebknecht-Lenin Demonstrationen i Berlin

Den 12. januar 2020 marcherede revolutionære fra hele Europa i den tyske hovedstad Berlin for at mindes mordet på Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht i 1919. Luxemburg og Liebknecht blev myrdet efter ordre fra det tyske Socialdemokrati blot to uger efter at have stiftet Tysklands Kommunistiske Parti og efter årtiers kamp for den Proletariske Verdensrevolution og den socialistiske revolution i Tyskland.

Til dette års LLL Demonstration marcherede de revolutionære i en blok organiseret af Berlins Internationalistiske Kollektiv og Tyrkiets Kommunistiske Parti/Marxister-Leninister. Der blev råbt paroler som: »Styrk den internationale solidaritet!«, »Leve Marx! Leve Lenin! Leve Mao Tse-tung!«, »Kun massernes greb om geværet, vil skabe socialisme her!«, »Udbytning kan aldrig stemmes væk, boykot bourgeoisiets valg!« og »Ned med imperialismen! Folkekrig indtil Kommunismen!«.

Luxemburg Liebknecht Lenin Demonstration 2020 05
Luxemburg Liebknecht Lenin Demonstration 2020 06
Luxemburg Liebknecht Lenin Demonstration 2020 11
Luxemburg Liebknecht Lenin Demonstration 2020 12
Luxemburg Liebknecht Lenin Demonstration 2020 08

Dokument: »Leve den Proletariske Feminisme!«

Vi publicerer hermed en uofficiel dansk oversættelse af væsentlige dele af dokumentet »Leve den proletariske feminisme!«, der er blevet sendt til os. Dokumentet er forfattet af Komiteerne for Grundlæggelsen af Østrigs (Maoistiske) Kommunistiske Parti og udgør et vigtigt bidrag til den marxistisk-leninistisk-maoistiske forståelse af patriarkatet og kvindebevægelsen.


Proletarer i alle lande, forén jer!
Den politiske magt vokser ud fra geværløbet!

Leve den proletariske feminisme!
– Uddrag –

1. Patriarkatets oprindelse og udvikling

Den videnskabelige socialismes grundlæggere, Karl Marx og Friedrich Engels, fandt patriarkatets oprindelse og væsen i klassesamfundets daggry, bevisende at førstnævnte er en betingelse for sidstnævnte. Deres videnskabelige forklaring af undertrykkelsen og udbytningen af kvinden må være vores udgangspunkt i spørgsmålet om kvindekampe i dag, hvilket er en vigtig og hovedsagelig forskel ift. enhver borgerlig pseudovidenskabelig analyse af patriarkalske forhold. Dermed vil vi forsøge at opsummere det korrekte marxistiske standpunkt til patriarkatets udvikling i dette første afsnit.

1.1. Patriarkatets oprindelse

Opstående fra akkumulationen af menneskeskabte værdier og fremskridt i de praktiske eksperimenter, produktionen og omformningen af naturen i ursamfundet, gjorde menneskeheden et samfundsmæssigt spring: udviklingen af privatejendommen i produktionsmidlerne og de tilsvarende »store arbejdsdelinger« fra »forskellige historiske strømninger«. Fremfor alt andet er det i privatejendommen til produktionsmidlerne at oprindelsen til inddelingen af menneskeheden i klasser ligger, og med den, undertrykkelsen og udbytningen af kvinden, udviklingen af patriarkatet.

I samme forhold, som rigdommene forøgedes, gav de altså på den ene side manden en vigtigere stilling i familien end kvinden og fremkaldte på den anden side en tilskyndelse til at benytte denne styrkede stilling til at omstøde den hævdvundne arvefølge i børnenes favør. Dette kunne imidlertid ikke lade sig gøre, så længe afstamningen ifølge moderretten var den gældende. Denne måtte altså omstødes, og den blev omstødt. Det var nu heller ikke så svært, som det i dag ser tid for os. Thi denne revolution – en af de mest afgørende, som menneskene har oplevet – behøvede ikke at berøre eet eneste af de levende medlemmer af en gens. Alle dens medlemmer kunne blive ved at være, hvad de havde været hele tiden; det var tilstrækkeligt at tage den enkle beslutning, at for fremtiden skulle de mandlige medle­mmers efterkommere forblive i gensen, mens efterkommerne af de kvindelige medlemmer skulle udelukkes, idet de overgik til deres faders gens. Dermed var afstamningsberegningen i kvindelig linie og arveretten efter moderen omstødt, den mandlige afstamningslinie og arveretten efter faderen oprettet. […]

Moderrettens omstyrtelse var kvindekønnets verdenshistoriske nederlag. Manden tog styret også i hjemmet, kvinden blev nedværdiget, kuet, gjort til en slave af hans lyster og til et rent og skært redskab til børneavl.1

Etableringen af privatejendommen til produktionsmidlerne imod fællesejet og den eksklusion af kvinden fra denne privatejendom der fulgte med den, lagde grundlaget for kvindens underkastelse til manden, såvel som kvindens degraderede stilling i det bredere samfund. Den verdenshistoriske revolution som sejren for privatejendommen til produktionsmidlerne udgør, er ydermere grundlaget for udviklingen af den monogame familie, i hvilken kvinden er bundet til manden på basis af hans økonomiske stilling; og derfor er hun bundet fastere til selve det monogame forhold end manden er. Den store medgrundlægger af den videnskabelige socialisme, Friedrich Engels, karakteriserede denne familieform som den første, der var baseret på udelukkende økonomiske betingelser. Eftersom patriarkatet har sin oprindelse i privatejendommen til produktionsmidlerne, udgør det en underordnet modsigelse. Men dette vil ikke sige at spørgsmålet er underordnet.

For at kunne bevare, styre og forsvare de nye ejendoms- og produktionsforhold, opbyggede den herskende klasse et maskineri til systematisk klasseundertrykkelse, staten. Lenin lærer os at staten er et maskineri til den »systematiske magtanvendelse og underkastelse af folk med magt«. Statens væsen er eksistensen af »en særlig kategori af folk, der skiller sig ud for at regere andre og, for dette herredømmes skyld, systematisk og permanent at væbne sig med et vist tvangsmaskineri, et voldsmaskineri«. Enhver stat der er baseret på privatejendommen til produktionsmidlerne, og derfor den private appropriering af andres arbejde, er en stat der undertrykker kvinden gennem den systematiske brug af volden, en der foreviger patriarkatet.

1.2. Dobbelt udbytning og undertrykkelse

I det kapitalistiske samfund, baseret på hovedmodsigelsen mellem lønarbejdet og kapitalen, optager den kvindelige arbejder en stilling med dobbelt undertrykkelse og udbytning. Den kvindelige arbejder, ligesom hendes mandlige modstykke, tvinges til at arbejde for en løn og udbyttes dermed af kapitalen. Imidlertid, pga. den patriarkalske undertrykkelse, udfører den kvindelige arbejde derudover også størsteparten af arbejdet i hjemmet og opdragelsen af børn. Lenin opsummerede perfekt dette problem for kommunisternes arbejde:

Men man kan ikke inddrage masserne i politik uden også at inddrage kvinderne. For den kvindelige halvdel af menneskeslægten er dobbelt undertrykt under kapitalismen. Arbejderkvinden og bondekvinden er blevet undertrykt af kapitalen og vedbliver derudover i selv de mest demokratiske borgerlige republikker, for det første at mangle ligeberettigelse, fordi loven ikke giver dem ligestilling med manden; for det andet – og det er det vigtigste – forbliver de i »husslaveri«, som »husslaver«, al den stund de holdes nede af det for mennesket mest småtskårne, mest grove, mest anstrengende, mest fordummende arbejde i køkkenet og overhovedet i hver isoleret familiehusholdning.2

Det er kapitalen og patriarkatet der bebyrder den kvindelige arbejder med den dobbelte udbytnings og undertrykkelses tilstand.

Masseinklusionen af kvinden i fabriksarbejde betød ikke blot frembringelsen af basis for den dobbelte udbytning, men også nedsættelse af arbejdskraftens værdi som resultat af forhøjet konkurrence i salget af denne vare mellem mænd og kvinder. Kapitalisten behøvede ikke længere at betale arbejderen en løn, der muliggjorde reproduktionen af hele den proletariske familie, men kunne sprede den ud mellem manden og kvinden. Dette betød en større profit for kapitalisten og mindre arbejde for en mindre løn for arbejderklassefamilien. Den videnskabelige socialismes grundlægger og organisator og Fører af det første Kommunistiske Parti og I. Internationale, Karl Marx, forklarede det på følgende måde:

Arbejdskraftens værdi afhang ikke blot af den arbejdstid, som er nødvendig til underhold af den enkelte voksne arbejder, men også af den arbejdstid, der kræves til arbejderfamiliens underhold. Idet maskinerne kaster alle medlemmer af arbejderfamilien ud på arbejdsmarkedet, fordeler de værdien af familiefaderens arbejdskraft på hele hans familie. Maskinerne nedsætter derfor værdien af hans arbejdskraft. Det er muligt, at det koster mere at købe de fire arbejdskræfter, som familien f.eks. nu er udparcelleret i, end det før kostede at købe familie-faderens arbejdskraft, men til gengæld er der nu fire arbejdsdage i stedet for en og deres pris falder derfor med det overskud af merarbejde, som fire arbejdskræfter leverer i forhold til det, en leverer. Fire må nu levere ikke blot arbejde, men også merarbejde til kapitalen for at en familie kan leve.3

Her begynder opdelingen i kvindelige og mandlige arbejdere: kapitalisten gør dem til konkurrenter på arbejdsmarkedet.

1.3. Den dobbelte undertrykkelse og udbytning af den arbejdende kvinde under imperialismen

Den dobbelte undertrykkelse af kvinden er nået til en kvalitativt ny etape under imperialismen: i modsætning til den borgerlige propaganda om »progressiv frigørelse«, er kvinden under imperialismen gjort endnu mere afhængig af den borgerlige stat og kernefamilien. Dette er især tilfældet for den arbejdende kvinde, for hvem en selvstændig eksistens stort set ikke er økonomisk mulig. Imperialisme betyder fascisme, »selve finanskapitalens herredømme«. Parallelt til den kapitalistiske økonomiske basis, der udvikler sig fra frihandel til den højere etape med imperialistisk koncentration og monopol, den borgerlige stats bliven fuldkommen opslugt og domineret af finanskapitalen, udvikledes overbygningens tilsvarende form for herredømme fra det borgerlige demokrati til fascismen. Denne udvikling betød at korporativismens greb om kvinden blev fastere.

De imperialistiske stater udviklede nye former og metoder for undertrykkelsen og udbytningen. Med korporativismen skabte imperialisterne et tæt netværk af bureaukrati og kontrol over arbejderklassen og folkemasserne. Dette medbragte et skift i reproduktionen af de arbejdende familier. Dermed begyndte borgerskabet at nedskære familielønnen og udvide statens kontrol over reproduktionen. Gennemsnitslønnen for arbejderklassens lavere lag i dag er ikke nok til reproduktionen. Arbejderklassefamilien afhænger af »bistand«4 som den borgerlige stat tilbyder i form af udbetalinger til familien, boligen og andet. (Disse tages igen fra selve arbejderklassen gennem beskatning og »velfærds« betalinger.) Dette svarer til en forhøjning af den dobbelte udbytning og undertrykkelse af den arbejdende kvinde under imperialismen. Lønnen trykkes, arbejde i hjemmet og opdragelse af børn forlanges, den arbejdende kvinde gøres mere og mere afhængig af den borgerlige stat, politisk og økonomisk. Udviklingen af korporativismen under imperialismen forstærker objektivt borgerskabets kontrol over den arbejdende kvinde.

Imperialisme betyder uretfærdige krige. Disse føres af imperialisterne hovedsageligt på ryggen af kvinden, hvis dobbelte undertrykkelse og udbytning fordybes af den imperialistiske krigs betingelser og som gøres til slaver af den imperialistiske nation. Dermed er kvinden særligt modtagelig over for Folkekrigen som massernes modsvar til uretfærdig imperialistisk krig, og for Verdensfolkekrigen som modsvar til den imperialistiske verdenskrig.

1.4. Imperialistisk aggression imod kvinden gennem halvfeudale/halvkoloniale betingelser

I de undertrykte lande udvikles imperialismen og vedligeholder de halvkoloniale/halvfeudale betingelser såvel som den bureaukratiske kapitalisme, der vedligeholder undertrykkelsen af kvinden gennem patriarkatet i dens feudale, halvfeudale og bureaukratkapitalistiske former. Formand Mao, Fører af Kinas Kommunistiske Parti og den langvarige Folkekrig, og indleder og Fører af den Store Proletariske Kulturrevolution, taler om en firedobbelt undertrykkelse af kvinden under Kinas på det tidspunkt feudale og halvfeudale betingelser:

Hvad kvinder angår, domineres de foruden af disse tre myndighedssystemer også af mændene (ægtemandens myndighed). Disse fire myndigheder ― politisk, klan-, religiøs og maskulin ― er legemliggørelsen af hele den feudalt-patriarkalske ideologi og det feudaly-patriarkalske system og er de fire tykke reb, der binder det kinesiske folk, især bønderne.5

Størstedelen af kvinder i dag lever i halvkoloniale/halvfeudale lande. Dette betyder at objektivt er især kvinden drivkraften i den nydemokratiske revolution, som har en anti-feudal og anti-imperialistisk karakter, og løfter opgaven af national befrielse og indførelse af et nydemokratisk program. Derfor modstår den også feudal-patriarkalsk undertrykkelse, såvel som dens bureaukrat-kapitalistiske form, de to former for patriarkatet der er tættest forbundet til imperialismen. Dette gør kvinden til en fremstående drivkraft i den Proletariske Verdensrevolution. Uden at mobilisere kvindemasserne til Folkekrigen under det Kommunistiske Partis vejledning, er det umuligt at løse disse opgaver. Uanset om det er den imperialistiske krig eller dens fordybende politiske, ideologiske og økonomiske krise: imperialismen er fjenden af enhver frigørelse af undertrykte klasser, enhver befrielse af undertrykte nationer og især frigørelsen af kvinden fra det patriarkalske åg.

1.5. Den ideologiske undertrykkelse af kvinden

Den politisk-økonomiske basis for den ideologiske undertrykkelse under imperialismen er kvindens forhold til kapitalen, den borgerlige kernefamilie og den imperialistiske stat. Borgerskabet forsøger at skjule den kendsgerning at det er dets klasseherredømmes økonomiske og politiske forhold, der foreviger patriarkatet.

Teorien om »kvindens naturlige underlegenhed« er så gammel som selve patriarkatet. I slavesamfundenes verdensanskuelse ser vi kvinden blive henvist åbent til som »mangelvæsen«, »ond« eller »beskidt«. Den ideologiske undertrykkelse af kvinden i dag eksisterer i en række reaktionære, chauvinistiske og åbent fascistiske standpunkter (faktisk for mange til at nævne her), fra synet på kvinden som mandens og den imperialistiske nations slave, til »alternative« standpunkter om kvinden som et »mildt«, »godsindet« eller »svagt« væsen. De forskellige former for undertrykkelse i offentligheden og medierne er resultatet af sådanne synspunkter, der udtrykkes i forskellige kombinationer, afhængende af den nationale kultur og strømninger inden for borgerskabet. Synet på kvinden som et underlegent køn fremsættes ofte i dag med konceptet om »ny femininitet«, der påstår at kvinden har visse biologiske karaktertræk, der gør hende væsentligt moderlig, stærk og især social og pacifistisk. Denne reaktionære teori skjuler den sande kilde til undertrykkelsen ved at reducere alting til spørgsmålet om biologisk køn og fremsætter et »kvindeligt væsen« baseret på forskelle ift. manden. Dette fornægter klasseskel og sætter spørgsmålet om køn frem for alt andet.

I tidligere klassesamfund har religionen spillet en vigtig rolle i undertrykkelsen af kvinden, især på det ideologiske område. Religioner er i essensen patriarkalske konstruktioner, der udspyer reaktionære ideologier vedrørende kvinden ― dette er sandt for både Kristendommen, Jødedommen og Islam, såvel som forskellige oldtidsreligioner og -kultur. Kammerat Lenin opsummerede perfekt religionens generelle funktion for den herskende klasse:

Alle undertrykte klasser har behov for to samfundsmæssige funktioner for at værne om deres herredømme: bøddelens funktion og præstens funktion.6

Det, der imidlertid får Kristendommen til at stå frem, er dens historiske grad af sammensmeltning med finanskapitalen. Uanset det faktiske antal følgere gør dette Kristendommen til det hovedsagelige problem i det ideologiske og kulturelle spørgsmålt ift. andre religioner, eftersom dens forskellige former er mest intimt bundet op med de gamle imperialistiske stater. Dens centraliserede bureaukratier i form af Pavedømmet (Katolicismen), Kirkelige Råd7 (Protestantismen) og Patriarker (Ortodoksiet) forsvarer imperialismens interesser og spiller en vigtig rolle i deres indførelse. Ikke alene er dette bureuakrati en udøvende del af det imperialistiske system, men deltager også i udviklingen af imperialistisk missionærarbejde, der ikke tilfældigt hovedsageligt fokuserer på massernes laveste lag og ofte kvinderne. Problemet er ikke kun historisk: selv i dag, og selv i dens mest liberale form, udgør den kristne religion en vigtig støtte for imperialismen og patriarkatet i udviklingen af de nationale kulturer og dermed massernes ideologiske lænker. Den vigtige tyske socialist August Bebel noterede allerede forbindelsen mellem kirke og imperialistisk stat: »Vor kristne regering, hvis Kristendom søges forgæves når den virkelig behøves, men mødes med hvor den er overflødig ― vor kristne regering er ligesom vort kristne borgerskab, hvis interesser den tjener.« At denne standpunkt er et korrekt princip forandres ikke af den kendsgerning, at mere »liberale« varianter af den kristne reaktion har udviklet sig. Tværtimod: at borgerskabet tyer til religionens instrument i klassekampen viser dets dekadence, udstrækningen af dets forrådnelse i imperialismen og dets strategiske svaghed. Bebel noterede også: »Sikke en forskel der findes mellem borgerskabet af sidste år, der fejrede Voltaires Écrasez l’infâme! [Knus den berygtede: Kirken!] og Feuerbachs og David Strauß’ ateistiske lærdomme, og borgerskabet af i dag, der påstår at have religiøse synspunkter, som det ikke selv tror på, og støtter religiøse foretagender, som det selv væmmes af. Alt sammen ud af frygten for det fremskridende Socialdemokrati.«

Kommunisterne må bekæmpe religiøs ideologi og de religiøse institutioners politiske magt. Religiøse synspunkter blandt masserne skal bekæmpes (hovedsageligt gennem debat og overbevisning), især blandt kvinderne. Men religiøse synspunkter blandt folket kan generelt kun fuldt ud besejres efter en langvarig ideologisk omdannelseskamp under socialismen. Fortroppen må imidlertid ikke tolerere nogle mystisk, idealistisk eller religiøse ideologier i sine rækker, allerede i dag.

1.6. Reformisme og revisionisme: den borgerlige feminisme i proletariatets rækker

Revisionismens rolle i spørgsmålet om frigørelsen af kvinden er at overføre den borgerlige ideologi til proletariatet, styrkende den kontra-revolutionære linje i feminismen. Dette sker gennem forskellige teorier, såsom den om »arbejdsdelingen som roden til patriarkatet« eller udbredelsen af »lighedsreformer«. Selv i dets revolutionære fase kunne borgerskabet ikke give kvinden mere end formel lighed, der er forblevet et undslippende ideal for de fleste kvinder under det verdensomspændende imperialistiske system til i dag. Den kendsgerning at revisionismen beklager sig over manglen på »lighed«, givet af det imperialistiske borgerskab, samtidig med at den opløfter den daglige politik til det hovedsagelige spørgsmål for kvindebevægelsen, viser hvor langt den er sammenvævet med det imperialistiske statsmaskineri ― i det mindste på et ideologisk niveau (og hvor den har fået en vis styrke, også det politiske) ― uanset hvor radikal den kan præsentere sig som værende. Det viser også hvor meget håb revisionismen har for det imperialistiske borgerskab og dets repræsentanter, dermed fornægtende den grundlæggende marxistiske sandhed at imperialismen er »reaktion hele vejen«.

I de imperialistiske lande finder revisionismen, den borgerlige linje i proletariatets rækker, sin objektive basis i arbejder-aristokratiet, der lever af ekstraprofitterne som imperialismen udsuger af de udbyttede og undertrykte halvkoloniale/halvfeudale lande og må derfor objektivt forsvare det imperialistiske borgerskabs interesser. Arbejder-aristokratiet, hvis tendens er at gå nedad i antal, udgør et korrumperet lag af arbejderklassen. Eftersom det udgøres af hovedsageligt faglærte mandlige arbejdere, finder det ingen relevant basis blandt de kvindelige arbejdere. Arbejder-aristokratiet er den objektive materielle basis i arbejderklassen for at borgerskabet kan overføre reaktionær ideologi til proletariatet, inklusiv om spørgsmålet om kvinden og den borgerlige familie. I arbejderklassen er det kun arbejder-aristokratiets familie, der har nogen forudsætninger for en langvarig eksistens i form af den borgerlige kernefamilie, eftersom de nyder godt af visse privilegier i reproduktivt arbejde. På et ideologisk niveau svarer dette til at udspye reaktionære teorier vedrørende kvindens rolle i forsøget på at neutralisere dem i kampen mod patriarkatet. Blandt arbejder-bureaukratiet er kvinder fra arbejderklassen imidlertid mere talrigt repræsenteret. Dette betyder at der her findes mere af en objektiv materiel basis for arbejder-aristokratiets ideologi og revisionismen, hvilket er hvorfor sidstnævnte ofte foretrækker at basere sig på arbejdet i korporativistiske institutioner. Selve den borgerlige ideologi, såvel som dens arbejder-aristokratiske form, overføres også til arbejderklassen gennem de forskellige tråde, der forbinder den til andre klasser og samfundslag.

I dag under imperialismen er det tydeligt at borgerskabet ikke blot er ude af stand til at give kvinden nogen virkelig frigørelse, men at det faktisk styrker den økonomiske, politiske og ideologiske undertrykkelse af kvinden. Imperialismen og revisionismen er hovedfjenderne for verdens folk og kvindemasserne. Imperialismen konfronterer objektivt størstedelen af kvinderne med behovet for at kæmpe og gøre modstand imod deres dårlige stilling og gør dem dermed til bitre fjender af verdensreaktionen.

2. Marxismen-leninismen-maoismen og kvindespørgsmålet

2.1. Marxismen og frigørelsen af kvinden

Frigørelsen af kvinden begynder med hendes inklusion i produktionen og klassekampen! Kvindernes massedeltagelse i produktionsprocessen skabte muligheden for massepolitiseringen og -organiseringen af kvindelige proletarer. Dette fandt sted gennem deres deltagelse i proletariatets tidlige, udviklende kampe. Som Karl Marx og Friedrich Engels genkendte i 1848 i det Kommunistiske Partis Manifest, kommunisternes generelle program, vedrørende perspektivet for proletariatet i disse kampe: det vigtige var ikke deres umiddelbare resultater, men den kendsgerning at proletariatet begyndte at forene sig gennem dem. Dette gælder også for kvinder i produktionen, hvilket vil sige at grundlaget for en yderligere udvikling af den proletariske kvindebevægelse blev skabt.

Med Karl Marx og Friedrich Engels, hovedsageligt Marx, fik hele proletariatet sin verdensanskuelse: den videnskabelige socialisme, den eneste videnskabelige og afmystificerende ideologi. Det, der derfor også begynder med Marx og Engels, er afmystificeringen af kvindens særligt undertrykte stilling, hvis årsager nu kunne forstås videnskabeligt ved at gå ud fra de samfundsmæssige forhold. Marx og Engels tillagde stor betydning til kvindespørgsmålet og gav den proletariske kvindebevægelse vigtig vejledning i selve dens begyndelse, i løbet af de borgerlige revolutioners storme i 1848. I det Kommunistiske Partis Manifest skriver de:

En borgerlig ser i sin kone et rent og skært produktionsmiddel. Han hører, at produktionsmidlerne skal udnyttes i fællesskab og kan naturligvis ikke tænke sig andet, end at fællesskabet også vil komme til at omfatte kvinderne. Han aner ikke, at det netop drejer sig om at ophæve kvindernes stilling som rene produktionsmidler.8

For Marx og Engels er det tydeligt at patriarkatet opstod med udviklingen af privatejendommen til produktionsmidlerne, ved at den medfølgende ejendomsret ekskluderede kvinden, der selv degraderes til privatejede produktionsmidler. Dette lagde grundlagene for den proletariske feminisme. Kvinden, der tjener manden og kapitalen som (re)produktionsmidler, kan kun frigøre sig selv fuldstændig, efter at have befriet sig selv fra det kapitalistiske og hjemlige slaberi, når deres stilling som produktionsmidler afskaffes.

Fra dette uddrage Marx og Engels, hovedsageligt Marx, konklusionen at frigørelsen af kvinden først og fremmest er et spørgsmål om magt, eftersom det kræver ødelæggelsen af de gamle ejendomsforhold. Som store kommunister udkæmpede de en beslutsom kamp i Internationalen om spørgsmålet om frigørelsen af kvinden. I denne kamp påpegede de at den proletariske revolution ikke kunne sejre uden kvindens deltagelse, at mobiliseringen af kvinden derfor er en vigtig pligt for kommunisterne:

Enhver, der kender noget til historien, ved også at store samfundsmæssige revolutioner er umulige uden det kvindelige gæringsstof. Det samfundsmæssige fremskridt kan måles nøjagtigt på det fagre køns samfundsmæssige stilling (inklusive de grimme).9

Her udtaler Marx ikke blot at kvindens deltagelse er en endegyldig nødvendighed for revolutionen, men peger også til fremtiden i og med at det generelle fremskridt og frigørelsen af kvinden er så tæt forbundne, at samfundsmæssigt fremskridt kan (og vil) »måles nøjagtigt« på graden af frigørelse. Dette er et ektraordinært vigtigt signal som Kammerat Marx har givet os, der er frit for enhver mekanisme eller skematisme.

Kammeraterne Marx og Engels kæmpede for det korrekte standpunkt til spørgsmålet om kvindens frigørelse, imod alle slags forkerte småborgerlige og kontra-revolutionære synspunkter, især når disse forsøgte at opføre sig »progressivt«. Anarkisten Proudhon, f.eks., påstod at kvinden i sit væsen er manden underlegen og kun har omkring »8/27 af en mands værd«. Marx og Engels smadrede ikke blot disse synspunkter, men dedikerede også sig selv til de kvindelige arbejderes daglige kampe med fuld revolutionær energi. F.eks. argumenterede de for særlige arbejdssikkerhedslove for kvinderne og kæmpede for kravet om »lige løn for begge køns arbejde« i programmet for det Franske Arbejderparti.

Marx og Engels fremsatte det grundlæggende, historisk-dialektiske, materialistiske syn på kvinden i klassesamfundet, de anerkendte kvindens rolle i revolutionen, smadrede anarkisternes borgerlige synspunkter og antog på deres tid en ledende stilling i de kvindelige arbejderes daglige kampe.

2.2. Leninismen og frigørelsen af kvinden

Lenin var en stor discipel af Marx og udviklede marxismen i den udviklende imperialismes tidsalder. Tilsvarende udviklede Lenin også det marxistiske standpunkt til kvindespørgsmålet. Følgende Marx understregede han også forbindelsen mellem kvinden og revolutionens succes:

[…] revolutionens succes afhænger af kvindens deltagelsesgrad.10

Den store grundlægger af det Bolsjevikiske Parti brugte mange kræfter på spørgsmålene om den bevidste organisering af kvinden og gjorde dette til en grundlæggende hjørnesten for de russiske kommunisters politik:

Det er nødvendigt at vi fuldt udvikler systematisk arbejde blandt disse kvindemasser. Vi må uddanne de kvinder, det er lykkedes os at vriste ud af passiviteten, vi må rekruttere dem og bevæbne dem til kampen, ikke kun den proletariske kvinde, som arbejder i fabrikken eller slider i hjemmet, men også bondekvinden, kvinden i småborgerskabets forskellige lag.11

Med disse ord ødelægger Lenin undervurderingen af det planmæssige og systematiske arbejde blandt kvinderne, som den udviklede sig i arbejderbevægelsen med den reformistiske degenerering af det gamle Socialdemokrati. Kammerat Lenin, der også var en stor militær leder, påpeger ydermere at kvinden ikke er noget objekt for politiske manøvrer, men må bevæbnes for at deltage i aktiv kamp. Ydermere anerkendte han muligheden for at de proletariske og småborgerlige kvinder kunne føre en fælles kamp imod den imperialistiske kapital i kampen for frigørelsen, og gjorde det tydeligt over for sit Parti at en sådan alliance var nødvendig.

Som den første Fører af et Parti, der lykkedes i at slå imperialismen og opbygge socialismen, vidste Lenin hvor vigtigt det er, at den offentlige autoritet så vidt muligt baseres på og organiseres af masserne selv. I denne sammenhæng betragtede han også kvindespørgsmålet. Lenins program var ikke blot at integrere kvinden i produktionen, men at bevæbne hende og integrere hende i den nye stats anliggender, hvilket han gjorde tydeligt var en vigtig faktor i opbygningen af socialismen:

At sammensmelte politistyrken, hæren og bureaukratiet med hele det væbnede folk; […] en virkelig Folkemilits, dvs. for det første en, der består af hele befolkningen, af alle voksne borgere af begge køn; og for det andet en, der kombinerer Folkehærens funktioner med politiets funktioner, med den offentlige ordens og offentlige administrations hovedsagelige og grundlæggende organ. […] Hvis kvinden ikke inddrages i offentlighedens tjeneste, i militsen, i det politiske liv, hvis kvinden ikke flås ud af sit fordummende hus- og køkkenmiljø, vil det være umuligt at garantere ægte frihed, vil det være umuligt at opbygge demokratiet, for slet ikke at tale om socialismen.12

Følgende Karl Marx udviklede Lenin spørgsmålet om politiseringen af kvinden. Under hans personlige ledelse anførte Partiet de første illegale kvindemasseorganisationr, såvel som efter erobringen af magten. Lenin så det som et krav at kvinden under socialismen deltager i administrationen og gennemtvingelsen af statsmagten og han systematiserede det politiske program om at bevæbne kvinden i løbet af den på det tidspunkt passende militære teori om Folkemilitsen. Han lærte os at kvinden må gribe om geværet, også under socialismen, for at bevæge sig til deres endelige frigørelse, til klassernes afskaffelse.

Efter proletariatet erobrede magten under Bolsjevikkernes ledelse, blev love vedtaget i Sovjetunionen der gav kvinden lighed ift. manden, indførte barselsorlov, retten til særlig arbejdsbeskyttelse såvel som abort. Kvinderne blev i massevis flået ud af den lænkende tilværelse inden for deres fire mure og inddraget i produktionen. Men selvom programmerne for frigørelsen af kvinden i Sovjetunionen var store og jordrystende på denne tid, må vi også anerkende at der var alvorlige afvigelser fra den marxistiske linje i løbet af opbygningen af socialismen i Sovjetunionen. I spørgsmålet om frigørelsen af kvinden begyndte disse relativt tidligt, udtrykt f.eks. af Alexandra Kollontaj. I hedes forelæsninger om »Kvindens stilling i opbygningen af samfundet« hejser hun synspunkter, der undervurderer rollen af privatejendommen til produktionsmidlerne i udviklingen af patriarkatet, hvilket leder hende til at uddrage revisionistiske følgeslutninger:

Takket være denne politik (Den Nye Økonomiske Politik) er det muligt at fuldkommen forandre forholdet mellem kønnene. Kvinden ophører med at følge mandens ønsker som familiens forsørger. Hun er uafhængig, går på arbejde, har sin egen tidsplan og sit eget rationeringskort. Manden ophører med at være familiens overhoved, herre af hjemmet.

Og videre:

Konklusionen vi kan drage af dette er, at kønnenes lighed snart vil realiseres på alle andre områder. Som vi ved, afhænger kvindens rolle i samfundet og forholdene mellem kønnene af deres funktion i produktionen.

I Kollontaj tabes den ideologiske og politiske kamp for magten fuldkommen. Fuldkommen mekanisk går hun ud fra at rollen i produktionen på en eller anden måde vil lede til »patriarkatets bortdøen« uden ideologisk og politisk kamp.

Kammerat Stalin, der fortsatte Lenins værk og besejrede fascismen, ledte Sovjetunionen på en tid, hvor den udialektiske og mekaniske opfattelse af frigørelsen af kvinden under socialismen spredte sig. Stalin anførte personligt kampe imod dette. Kvindeinternationalen blev udvidet, kimformerne til militariserede masseorganisationer der blev opbygget i den Internationale Kommunistiske Bevægelse under hans Førerskab skabte deres egne kvindesektioner. Derfor udbyggede Stalin Lenins standpunkt om at kvinden kun vil knuse patriarkatet med geværet i hånden. Ydermere var det Generalissimo Stalin der, fremhævende det militære spørgsmål, påpegede til den kommunistiske verdensbevægelse at kvinderne ikke er nogen simpel reserve, men en drivkraft for revolutionen:

Men de arbejdende kvinder er ikke blot en reserve. De kan og skal ― gennem arbejderklassens rigtige politik ― blive en virkelig arbejderklassens hær, der kæmper mod borgerskabet.13

Stalin kæmpede imod højre-fraktionen og især imod fascisten Trotskijs eskapader, der fuldkommen genrejste det mekaniske synspunkt om den »faste udvikling« i kvindespørgsmålet, der gør sidstnævnte til en ideologisk pioner for mange revisionister. Det var især under tiden med den Store Fædrelandskrig imod fascisterne, at Stalin førte en politisk kamp på kvindefrigørelsens front. Piger og unge kvinder spillede en vigtig og ledende rolle i ungdommens produktionsbrigader ― ungkommunistiske kvinder og piger (Komsomol) var indledere af bevægelsen for at opfylde produktionsmål under en mangel på arbejdskraft. Umiddelbart efter den fascistiske invasion ledte Komsomol tvungen militær træning for alle sine medlemmer og et stort antal kvinder deltog i partisanerenhederne og forsvaret af byerne Leningrad og Stalingrad. De gjorde dette med en sådan begejstring og beslutsomhed at det er tvivlsomt, hvorvidt disse byer kunne have overlevet uden de kvindelige partisaners og rødarmisters aktive rolle. Det vi også mener er vigtigt er den systematiske udvikling af politisk arbejde for at vinde kvinderne for Partiet under Kammerat Stalin. Mens kun omkring 20% af Partiets medlemmer var kvinder i 1941, var det i 1945 35%. Tilsammen blev antallet af politisk organiserede kvinder hævet til over én million i løbet af disse felttog.

Eftersom kampen imod revisionismen under Stalins Førerskab på visse områder blev ført utilstrækkeligt, og ofte også på ukorrekt vis, kunne disse felttog historisk ikke gennemtvinge sig selv. Med revisionismens vækst og dens senere erobring af magten, blev kvinderne drevet bort fra de samfundsmæssige stillinger, de havde kæmpet for. Angående »marxistisk-leninistisk« revisionisme må det siges, at stien til kvindens frigørelse i Sovjetunionen var begrænset fra et ideologisk synspunkt, og mange alvorlige fejl blev begået. I dag, i maoismens tidsalder, er det ikke blot falskt at gentage de mekanistiske teser, men ydermere revisionistisk og direkte modsat til kampen for frigørelsen af kvinden.

2.3. Maoismen og frigørelsen af kvinden

Med marxismen-leninismen-maoismen (MLM), hovedsageligt maoismen ― den tredje, højeste og endelige etape14 af den proletariske verdensanskuelse og den eneste videnskabelige ideologi ― nåede forståelsen af frigørelsen af kvinden også en ny kvalitet i den kommunistiske bevægelse. Den udgør udviklingen og fuldførelsen af den proletariske feminisme inden for områderne filosofi, politisk økonomi og videnskabelig socialisme.

Maoismen, som marxismen og leninismen før den, afviser den borgerlige teori om en »generel menneskelige natur«, indbefattet den om »kvindens natur«. For maoismen er kvinden, ligesom manden, et produkt af samfundsmæssig praksis, af klassekampen som den menneskelige histories udviklingslov. Ved at gå ud fra den marxistiske indsigt at undertrykkelsen og udbytningen af kvinden begynder med udviklingen af privatejendommen til produktionsmidlerne, noterede Formand Mao, Fører af Kinas Kommunistiske Parti og de demokratiske og socialistiske revolutioner, indleder og Fører af den Store Proletariske Kulturrevolution:

Ægte lighed mellem kønnene kan kun virkeliggøres under samfundets socialistiske omformning som helhed.15

Formand Mao ser ikke spørgsmålet om frigørelsen af kvinden som en separat »etape«, der skal håndteres i slaget for socialismen, men at den kun kan besvares med udviklingen af socialismen til Kommunismen og klassernes afskaffelse.

I den nuværende situation er det ikke svært at forstå, at virkeliggørelsen af den ægte lighed mellem kønnene og afslutningen på Kvindebefrielsesbevægelsen kun kan opnås, når den samfundsmæssige omformningsproces af samfundet som helhed færdiggøres, når udbytterklassen eller -klasserne udryddes og når den feudalt-patriarkalske og andre udbytterklasseideologier fuldkommen rives op med rode ― alt sammen under ledelse af et marxistisk-leninistisk politisk Parti.16

Dette betyder tydeligvis: under Kommunismen!

Allerede under Folkekrigen så Formand Mao ikke mobiliseringen og organiseringen af kvinden som et problem, der skulle vente på perioden efter sejren, eller skulle defineres uden for sammenhængen af krigsdeltagelsen, som reflekteres i Partiets befaling:

[…] hjælpe ungdommen og kvinderne med at organisere sig for at deltage på lige fod i alt arbejde, der er nyttigt for krigsindsatsen og for socialt fremskridt […]17

Under Folkekrigen udviklede Formand Mao politisk Marx’ princip om at »en samfundsmæssig revolution ikke er mulig uden kvinden«, ved at understrege organiseringen af kvinden i den væbnede kamp for magten, i Folkekrigen. Efter revolutionens sejr i 1949 var der endnu et opsving i kvindens militære deltagelse. Kinas Folkebefrielseshær var i lang tid den hær med den højeste grad af kvinders deltagelse på hele Jorden.

Flere og flere kvinder skrev sig op til Hæren, Flåden og Luftvåbenet. De trådte frivilligt ind i disse tjenester efter at have bestået en kropslig undersøgelse.18

Formand Mao anførte kvindebevægelsen i det strategiske fremsyn, at kampen for frigørelsen af kvinden har internationalistisk karakter, eftersom kvinder i hele verden står overfor forskellige former for patriarkatet, der imidlertid har de samme rodsårsager.

Den kinesiske revolutionære kvinde bør ikke kun bekymre sig om revolutionen og opbygningen herhjemme, men også alle landes folks og kvinders revolutionære kampe, tage både moderlandets og verdens interesser til hjerte, udvise proletarisk internationalisme og tilstræbe at bidrage til hele menneskehedens fuldkomne frigørelse.19

I spørgsmål om den politiske økonomi forstod Formand Mao vel, at det ikke »bare« var målet at flå kvinden ud af »deres egne fire mures« slaveri, men at kvinder der arbejder inden for forbruget også skal integreres i produktionen, hvilket ledte til forskellige store bevægelser, især under det Store Spring Fremad. Dette var basis for at kvinden kunne påtage sig lige og ofte ledende stillinger i den socialistiske omdannelse af økonomien, både i landbruget såvel som industrien, og ikke blot integreres som ekstra arbejde.20 Massebevægelserne »Lær af Taching i industrien!« og »Lær af Tachai i landbruget!« er bevis nok for kendsgerningen at forståelsen af kampen for frigørelsen af kvinden og dens relation til økonomien under socialismen kun blev en korrekt forståelse af socialismens politiske økonomi under Formand Maos Førerskab. Kvinder påtog sig ledende stillinger i omdannelsen af produktionen, især under den Store Proletariske Kulturrevolution. Nogle betydelige massebevægelser i relation til dette var: »8. Marts Arbejdsvagter«, »8. Marts Jernbanebedrifter«, »Jernpigebrigaderne«, »Røde Kvindedelinger« og mange flere.

Forén jer og deltag i produktion og politisk virksomhed for at forbedre kvindernes økonomiske og politiske status.21

Med disse ord advarer Formand Mao den Internationale Kommunistiske Bevægelse om at være på vagt over for strømninger, der ser kvinden som simpel ekstra arbejdskraft at integrere i produktionen, og ikke anerkender dem som en særlig drivkraft for den revolutionære omdannelse af samfundet.

Under Formand Mao Tse-tungs Førerskab blev en livagtig kamp fuld af revolutionær begejstring ført imod alle mekanistiske opfattelser af frigørelsen af kvinden. Især under den Store Proletariske Kulturrevolution videreudvikledes den politiske mobilisering af kvinden som en betingelse for den fortsatte kamp imod patriarkatet, da man vandt tydelighed om at sætte politikken som befaler:

Det vigtigste for kvinder i opnåelsen af deres frigørelse, er at beskæftige sig med og deltage i den politiske kamp. Pga. de gamle opfattelsers og gamle skikkes indflydelse, deltog ikke mange kvinder i politiske aktiviteter eller var faste i at føre kampe. Ved at springe ud i den politiske kamp for at klare storme og stå ansigt til ansigt med verden, har kvinderne fået en bedre forståelse af de revolutionære principper, opløftet deres politiske bevidsthed og fået kamperfaring.22

Dette er en principerklæring. Kinas kvinders kampe under Kinas Kommunistiske Partis Formands korrekte ledelse på basis af dette princip endte ikke blot med at kvindemasserne påtog sig en aktiv, ledende stilling i militære og politisk-økonomiske spørgsmål. De blev også mobiliseret i Partiets, arbejderklassens og folkemassernes egne rækker.

Den arbejdende kvinde Chang Shu-fen gav det følgende eksempel:

Min fader er delegeret for foreningen af fattige og lavere middelbønder i vores Kommune. Han viser meget mod, når det kommer til oprør imod den håndfuld af herskere i Partiet, der er slået ind på den kapitalistiske vej, og hvad angår andres forkerte opfattelser og handlinger. Men når det kommer til ham selv, ønsker han ikke at rejse sig til oprør imod sine egne opfattelser om patriarkalsk myndighed. Derhjemme er hans ord lov. Han skubber andres forslag til side, men alle skal lytte til hans. I kampen imod disse min faders gamle opfattelser, var jeg ikke fri for selviske tanker. Jeg var bekymret for at vi ville skændes og at vore forskelle ville blive kendt og lede til sladder. Min fader var arrogant når det kom til hans opfattelser. Han brugte ofte den gamle talemåde: »Og hvis der var tusinde familiemedlemmer, kunne kun én være familieoverhovedet.«, og tilføjede at »sådan har det været siden tidernes morgen«. […] Jeg tænkte: Hvis jeg ikke vovede at konfrontere disse min faders gamle opfattelser, ville det svare til at beskytte dem.23

Kampen imod undertrykkelsen af kvinden gennem store uddannelsesfelttog og politiske massebevægelser blev ikke kun udført i økonomien og hele den samfundsmæssige overbygning af politikken, kunsten og militæret, men blev også på systematisk vis ført ind i familien. Dér blev oprøret sluppet løs, ikke blot imod åbenlyse reaktionære, men også imod de patriarkalske standpunkter hos »gode revolutionære«, kammerater i deres egne rækker. Dette viser hvilken høj forståelse af det »dobbelte brud«, som Marx gav den Internationale Kommunistiske Bevægelse som opgave i »Det Kommunistiske Partis Manifest«, blev opnået under vejledning af Formand Mao Tse-tung. Alt dette illustreres meget vel i Kammerat Chang Shu-fens rapport.

Den ideologiske kamp under den store Formand Maos Førerskab krystalliseredes generelt under den Store Proletariske Kulturrevolution, og i løbet af dens gang, i specifikke felttog såsom »Kritsér Liu Shao-chi!«, »Kritisér Mencius’ og Konfucius’ doktriner!« og »Kritisér Lin Piao og Konfucius!«. Disse massebevægelser smadrede mekanistiske standpunkter, såsom »teorien om produktivkræfterne«, såvel som overlevende feudal-patriarkalske synspunkter og teorier om »klassekampens forsvinden under socialismen« eller »to-linje kampens bortvisnen under socialismen«. I løbet af disse kampe og den Store Proletariske Kulturrevolution generelt, blev spørgsmålet om klassekampens fortsættelse under socialismen udviklet generelt, såvel som spørgsmålet om fortsættelsen af kampen for frigørelsen af kvinden specifikt, som allerede var til stede i Marx og Lenin (og som var en stor prioritet i de førnævnte felttog24). Dermed blev marxismen-leninismen også opløftet til en højere etape i dette spørgsmål: marxismen-leninismen-maoismen, hovedsageligt maoismen, som understregede behovet for talrige proletariske kulturrevolutioner i løbet af socialismen og udtrykkes i kvindespørgsmålet gennem den proletariske feminisme. Denne udvikling er resultatet af klassekampen og står inden for socialismens videnskabelige ideologi. At gå tilbage eller står bagved ift. dette, som i dag prædikes af hoxhaister, marxister-leninister og andre strømninger, der kun er kommunistiske i navn, betyder revisionisme i et vigtigt spørgsmål og derfor manglen på evnen til at vise den revolutionære vej i kampen mod patriarkatet. De kinesiske kommunisters kamp under Kammerat Mao Tse-tungs Førerskab imod den særlige udbytning og undertrykkelse af kvinden gennemgik en række etaper: 1. Imod feudalt og bureaukrat-kapitalistisk patriarkat, direkte påtvunget af imperialismen, gennem den nydemokratiske revolution. 2. Imod de feudalt-patriarkalske skikke der fortsatte med at eksistere og blev udtrykt i nye former under det nye demokrati blandt folket og inde i Partiet (selvom patriarkalske relationer allerede blev bekæmpet og skubbet tilbage i hele samfundet), gennem kampen for socialistisk udvikling. 3. Imod det røde borgerskabs patriarkalske ideologi under den Store Proletariske Kulturrevolution. Alt dette er klassekamp og derfor en revolutionær sandhed som blev tilkæmpet i proletariatets revolutionære slag og betalt for med blod. Det er åbenlyst at der i menneskehedens histories løb aldrig har været en dybere kamp imod patriarkatet og at frigørelsen af kvinden aldrig var så fremskreden som under Formand Maos vejledning, der gav verdenskvindebevægelsen den proletariske feminisme som den marxistiske linje i kvindespørgsmålet.

3. Den proletariske feminisme

Feminismen er i sit væsen revolutionær. Den dobbelte undertrykkelse af kvinden under imperialismen og patriarkatet gør hende til en objektiv fjende af den herskende orden, og frigørelsen kan kun opnås gennem Kommunismen. Men kvinder er ikke én ensartet gruppe med de samme interesser baseret på deres køn, klasseskellet trækker linjer. Den store peruanske kommunist José Carlos Mariátegui noterede:

Kvinderne, som mændene, er reaktionære, centrister eller revolutionære. De kan derfor ikke alle udkæmpe det samme slag side om side. I det nuværende menneskelige panorama, skelnes der mere mellem individider på basis af klasse end køn.25

På basis af klasseantagonismerne inden for feminismen kan vi skelne mellem linjer baseret på deres klassekarakter: proletarisk, småborgerlig og borgerlig feminisme.

3.1. Den borgerlige feminisme

Den borgerlige feminisme er udtryk for den borgerlige kvinde. Tilsvarende er dens former yderst konservative, eftersom den uafbrudt må forsøge at forene det imperialistiske borgerskabs interesser i privatejendommen til produktionsmidlerne med kvindens interesser. Dette betyder at den borgerlige kvinde kun kan blive kæmper for frigørelsen af kvinden, hvis hun bryder med sin egen klasse.

3.2. Den småborgerlige feminisme

Småborgerskabet står mellem proletariatet og borgerskabet, uafbrudt mast mellem de to hovedsagelige klasser, hvilket får det til at vakle i klassekampen. Dette leder det til et vaklende og individualiseret standpunkt i kvindekampene også, og får den småborgerlige feminisme til at prædike individuelle standpunkter i kvindebevægelsen: bedre organisering af reproduktionen for at hjælpe den enkelte, »karriere og børn«, undertrykkelse af manden, at skabe »rum« gennem hvilke bruddet med patriarkatet ses som en frivillig handling fremfor som en del af klassekampen, osv., er alle tilgange inden for denne strømning. De småborgerlige kvinders lavere lag har objektivt en større interesse i ødelæggelsen af patriarkatet end dets forevigelse, men deres øvre lag udvikler stærke konservative strømninger og er tættere på den borgerlige feminisme.

Både den borgerlige og den småborgerlige feminisme drypper med idealisme, hvilket forbinder dem tæt til borgerskabets såkaldte akademiske »diskurser«, til erstatningen af klassekampen med en kønskamp, kønsroller som det hovedsagelige problem, osv.

3.3. Den proletariske feminisme ― den revolutionære linje i feminismen

Den proletariske feminisme er den eneste videnskabelige verdensanskuelse, proletariatets ideologi i spørgsmålet om frigørelsen af kvinden. Den tager udviklingen af produktionsmidlerne som udgangspunktet for udviklingen af patriarkatet og, følgende fra dette, anerkender behovet for den proletariske revolution, Folkekrigen, proletariatets diktatur og på hinanden følgende proletariske kulturrevolutioner for at opnå frigørelsen af kvinden gennem klassernes afskaffelse.

Kvindens samfundsmæssige fremskridt var og er folkets fremskridt. Imidlertid fik de ikke passivt gavn af fremskridtet, men var våbensøstre, beslutsomme kæmpere for de undertryktes sag og militanter af første rang. Overalt er folkets skyttegrave også farvet med deres blod. Kvinden er ikke, som det siges, upolitisk og ligeglad, kvinden, især når hun kommer fra folket, er en revolutionær kæmper. […] Kvinden er ikke blot et passivt væsen, hverken udsmykningsgenstande eller upolitiske redskaber. Den klassebevidste kvinde er en utrættelig kæmper og en beslutsom militant.

3.3.1. Den proletar-feministiske kvindebevægelse må hærde ledere fra sin midte!

Den proletariske feminisme forlanger at kvindebevægelsen må udkrystallisere ledere fra sin egen midte. Denne opgave følger af loven om personlighedens rolle i historien og er blevet historisk bevist i klassekampene, i hvilke ledende kvinder udgjorde det »kvindelige gæringsstof«, de arbejdende kvinders aktive styrke i de proletariske legioner. Vi bedømmer at dette spørgsmål er vigtigt og vil give nogle kontra-eksempler til den ukorrekte udtænkning, at historien hovedsageligt skabes af de mandlige masser. Dette er vigtigt for at vi tydeligt kan se og opnå en forståelse af kvindernes militante historie i de undertryktes revolutionære bevægelser ― dette er også et krav fra den proletariske feminisme, på hvilket principperne »Løsslip kvindens revolutionære vold som en kraft for den Proletariske Verdensrevolution!« og »Kvinden bærer det halve af himlen!« må baseres.

a) Kapitalismen, marxismen og Pariserkommunen.

Den fri konkurrences kapitalisme var marxismens og I. Internationales tidsalder. Den militære form som de undertrykte og udbyttedes kampe antog var barrikadekampen. Vi ønsker at fremhæve to store kvindelige ledere, hærdet i deres tids kampe under marxismens vejledning: Louise Michel. Kæmper på barrikaderne under Pariserkommunen af 1871, grundlægger af Kommunens Kvindebataljoner og medlem af den I. Internationale Arbejderforening. Eleanor Marx-Aveling. Hun var den første kvinde i den proletariske bevægelse som på systematisk vis udviklede marxistiske standpunkter til kvindespørgsmålet. Hun bidrog også i høj grad ved at anskaffe og udgive vigtige værker af Karl Marx. Marx-Aveling var en vigtig våbenfælle for Friedrich Engels, som hun ledsagede til hans død. Indtil sin egen død kæmpede hun en æreværdig kamp imod de tidlige revisionister, som ønskede at forfalske Marx’ lære.

b) Den tidlige imperialisme, leninismen og Oktoberrevolutionen.

Nadezjda Krupskaja. Bolsjevik og medlem af det Kommunistiske Partis Centralkomite. Hun var en militant af Oktoberrevolutionen, gjorde store bidrag til det illegale arbejde og udviklede vigtige grundlag for den marxistiske pædagogik efter proletariatets diktatur blev oprettet. Clara Zetkin. Fører af den internationale proletariske kvindebevægelse. Forkvinde for den Kommunistiske Kvindeinternationale, indleder af 8. Marts som Kvindernes Internationale Kampdag. Deltog i den socialistiske revolution i Tyskland og grundlægningen af Tysklands Kommunistiske Parti sammen med Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht.

c) Den døende imperialisme, maoismen, Folkekrigen og den Store Proletariske Kulturrevolution.

Liu Hu-lan. Ledte bønderne i hendes landsby i Folkekrigen imod de japanske besættere og blev medlem af Kinas Kommunistiske Parti. Hun blev arresteret af det kontra-revolutionære Kuomintang og skulle halshugges. Før sin henrettelse udråbte hun: »Jeg vil hellere dø end give op!« og »Hvis jeg var bange for at dø, ville jeg ikke have været kommunist!«. Formand Mao skrev om hende: »Et storslået liv, en glorværdig død.« Chiang Ching. Medlem af Kinas Kommunistiske Partis Centralkomite og fører af den Store Proletariske Kulturrevolution. Hun blev arresteret og dømt som en del af »Firebanden« af revisionisterne Teng Hsiao-ping og Hua Kuo-feng.

… … …

… … …

1Engels: »Familiens, privatejendommens og statens oprindelse«, 1884.

2Lenin: »Arbejderkvindernes internationale dag«, 1921.

3Marx: »Kapitalen«, bd. 1, 1867.

4Oprindelig »bonusudbetalinger«, rettet til »bistand« ift. det danske systems navn for fænomenet. O.A.

5Formand Mao Tse-tung: »Rapport om en undersøgelse af bondebevægelsen i Hunan«, 1927.

6Lenin: »II. Internationales sammenbrud«, 1915.

7I Danmark blev det Kirkelige Råd nedlagt i 1902. Imidlertid har den Luthersk-Evangelske Folkekirke en høj grad af sammensmeltning med den imperialistiske danske stat, bl.a. gennem Kirkeministeriet. O.A.

8Marx og Engels: »Det Kommunistiske Partis Manifest«, 1848.

9Brev fra Marx til Kugelmann i Hanover, 12. december 1868.

10Lenin i Izvestija, 20. november 1918.

11Citeret fra Perus Kommunistiske Parti: »Marxismen, Mariátegui og kvindespørgsmålet«, 1973.

12Lenin: »Breve fra det fjerne«, 3. brev: »Vedrørende en proletarisk milits«, 1917.

13Stalin: »Til den Internationale Kvindedag«, 1925.

14Standpunktet om at maoismen skulle være den »højeste og endelige etape«, som fremsættes her, deles ikke af resten af den Internationale Kommunistiske Bevægelse, der i stedet bruger formuleringen »ny, tredje og højere etape«. O.A.

15Formand Mao Tse-tung: Indledende note til »Kvinder har begivet sig til arbejdsfronten«, 1955.

16Citeret fra Peking Review nr. 6, 1972.

17Formand Mao Tse-tung: »Om Koalitionsregeringen«, 1945.

18Citeret fra Peking Review nr. 6, 1972.

19Citeret fra Peking Review nr. 11, 1973.

20Spørgsmålet om den ledende rolle i omdannelsen af den politiske økonomi går ud over dette og kan kategoriseres i tre etaper: 1. den nye økonomi under Folkekrigen, 2. løsningen af opgaverne efterladt af den demokratiske revolution, 3. den socialistiske omdannelse af økonomien under den Store Proletariske Kulturrevolution.

21Inskription til tidsskriftet »Det Nye Kinas Kvinder«, trykt i dets første nummer, 20. juli 1949.

22Citeret fra Peking Review nr. 10, 1972.

23Citeret fra Peking Review nr. 49, 1968.

24Se »Pekings Dagsblad« d. 28.10.1978 og »Folkets Dagblad« d. 08.01.1974.

25Citeret fra Perus Kommunistiske Parti: »Marxismen, Mariátegui og kvindebevægelsen«, 1973.

Formand Mao Tse-tung: »Tyve Udtryk for Bureaukratiet«

07.01.2020: Vi har foretaget rettelser i de ufuldendte dele af oversættelsen og beklager ulejligheden.


Vi publicerer hermed en uofficiel dansk oversættelse af Formand Mao Tse-tungs analyse af bureaukratiet fra 1970, som er blevet tilsendt os.


Tyve udtryk for bureaukratiet

1.  På det højeste niveau er der meget lidt viden; de forstår ikke massernes mening; de undersøger og studerer ikke; de begriber ikke specifikke politikker; de udfører ikke politisk og ideologisk arbejde; de er adskilt fra virkeligheden, fra masserne og fra Partiets ledelse; de udsteder altid ordrer, og ordrene er sædvanligvis forkerte, i hvert fald vildleder de landet og folket; i det mindste obstruerer de den faste tilhang til Partiets linje og politik; og de kan ikke mødes med folket.

2.  De er hovmodige, selvtilfredse og de diskuterer politik målløst. De begriber ikke deres arbejde, de er subjektive og ensidige; de er hensynsløse; de lytter ikke til folket; de er grusomme og vilkårlige; de gennemtvinger ordrer; de går ikke op i virkeligheden; de vedligeholder blind kontrol. Dette er det autoritære bureaukrati.

3.  De har meget travlt fra morgen til aften, de arbejder hele året rundt; de undersøger ikke folk og de undersøger ikke problemerne; de studerer ikke politikkerne; de støtter sig ikke på masserne; de forbereder ikke deres udtalelser; de planlægger ikke deres arbejde. Dette er hjerneløst, vildledt bureaukrati. Med andre ord er det rutinepolitik.

4.  Deres bureaukratiske indstilling er enorm; de kan ikke have nogen retning; de er egoistiske; de slår på deres trommer for at bane vejen; de gør folk bange blot ved at kigge på dem; de slynger gentagne gange alskens fornærmelser imod folk; deres arbejdsstil er grov; de behandler ikke folk som ligeværdige. Dette er herremandsbureaukratiet.

5.  De er uvidende; de skammer sig over at spørge om noget som helst; de overdriver og de lyver; de er meget falske; de giver folk skylden for fejl; de giver sig selv æren for succeser; de svindler centralregeringen; de vildleder dem over sig og snyder dem under sig; de dækker over mangler og tilsminker fejl. Dette er det uærlige bureaukrati.

6.  De forstår ikke politik; de gør ikke deres arbejde; de skubber tingene over på andre; de lever ikke op til deres ansvar; de forhandler; de udskyder ting; de er ubehøvlede; de mister deres årvågenhed. Dette er det uansvarlige bureaukrati.

7.  De forsømmer ting; de klarer sig så godt som de kan; de har intet at gøre med folk; de begår altid fejl; de stiller sig respektfuldt til rådighed for dem over sig og er dovne overfor dem under sig; de er altid forsigtige; de har otte sider og er slimede som ål. Dette er bureaukratiet af de funktionærer, der lige akkurat slæber sig gennem livet.

8.  De lærer ikke politik fuldkomment; de gør ikke fremskridt i deres arbejde; deres talemåde er smagløs; de har ingen retning i deres ledelse; de forsømmer deres rangs pligter men tager imod lønnen; de finder på ting for udseendets skyld. Snylterne indleder ikke nogen problemer, men koncentrerer sig hovedsageligt om deres dovenskab; de, der arbejder hårdt, er dydige og ikke opfører sig som funktionærerne, behandles dårligt. Dette er det vildledende, talentløse bureaukrati.

9.  De er dumme; de er forvirrede; de tænker ikke selv; de er rådne sensualister; de overspiser dag for dag; de er slet ikke flittige, de er usammenhængende og de er uvidne. Dette er det dumme, ubrugelige bureaukrati.

10.  De vil have andre til at læse dokumenter; de andre læser mens de selv sover; de kritiserer uden at se på tingene; de kritiserer fejl og giver folk skylden; de har intet at gøre med fejlene selv; de diskuterer ikke tingene; de skubber tingene til siden og ignorerer dem; de siger ja til dem over sig; de lader som om de forstår dem under sig, selvom de ikke gør; de gestikulerer; og de gemmer på uenigheder med dem på deres eget niveau. Dette er det dovne bureaukrati.

11.  Regeringskontorerne vokser sig større og større; tingene forvirres mere; der er flere folk end arbejdspladser; de går i cirkler; de skændes og bagtaler; folk har ikke lyst til at gøre ekstra ting; de opfylder ikke deres specifikke pligter. Dette er regeringskontorernes bureaukrati.

12.  Dokumenterne er talrige; der er skrankepaver; instrukserne formerer sig; der er talrige ulæste rapporter som ikke kritiseres; mangle kronogrammer og skemaer optegnes og bruges ikke; der er talrige arbejdsmøder og intet videreføres; og der er mange studiemøder, men intet læres. Dette er det formalistiske skrankepavebureaukrati.

13.  De søger nydelse og frygter sværhed; de laver aftaler under bordet; én bliver funktionær og hele familien nyder godt af det; én når til Nirvana og alle hans bekendte stiger til Himlen; der holdes fester og gives gaver. … Dette er de exceptionelles bureaukrati.

14.  Jo større en funktionær bliver, jo værre bliver dens temperament; dens krav for at understøtte sig selv bliver større og større; dens hjem og dets møbler bliver mere og mere luksuriøse; og dens adgang til ting bliver bedre og bedre. Det øvre lag får størstedelen mens det lavere får høje priser; der er ødsel og spild; det øvre og lavere og venstre og højre rejser sine hænder. Dette er de officielle toners bureaukrati.

15.  De er egoistiske; de tilfredsstiller private mål ved offentlige midler; der er korruption og spekulation; jo mere de fortærer, jo mere vil de have; og de træder aldrig tilbage eller giver op. Dette er det egoistiske bureaukrati.

16.  De slås med hinanden for magt og penge; de rækker hænderne ind i Partiet; de vil være berømte og rige; de vil have stillinger, og får de dem ikke, er de ikke tilfredse; de vælger at være fede eller slanke; de er meget opmærksomme på lønnen; de hygger sig med kammeraterne, men er ligeglade med masserne. Dette er bureaukratiet, der slås for magt og penge.

17.  En kollektiv ledelse kan ikke forenes i harmoni; de udøver sig selv i mange retninger og deres arbejde er i kaos; de forsøger at udmanøvrere hinanden; toppen er adskilt fra bunden og der er hverken centralisering eller demokrati. Dette er det uforenede bureaukrati.

18.  Der er ingen organisering; de hyrer personlige venner; de deltager i fraktionspolitik; de vedligeholder feudale forhold; de danner kliker for at fremme deres egen selvinteresse; de beskytter hinanden, individet står over alt andet; disse småfunktionærer skader masserne. Dette er det sekteriske bureaukrati.

19.  Deres revolutionære vilje er svag; deres politik er degenereret og har skiftet karakter; de opfører sig som om de er højt kvalificerede; de har en officiel tone; de øver hverken sind eller hånd. De spiser rigeligt hver dag; de undgår nemt hårdt arbejde; de ringer til en læge, når de ikke er syge; de tager på rejser til bjergene og stranden; de gør ting overfladisk; de bekymrer sig om deres selvinteresse, men slet ikke om den nationale interesse. Dette er det degenererede bureaukrati.

20.  De fremmer fejlagtige strømninger og en reaktionær ånd; de ser igennem fingrene med dårlige folk og tolererer dårlige situationer; de begår skurkestreger og bryder loven; de spekulerer; de er en trussel mod Partiet og staten; de undertrykker demokratiet; de slås og hævner sig, de bryder love og reguleringer; de beskytter dårlige folk; de skelner ikke mellem fjenden og os selv. Dette er de fejlagtige strømningers reaktionære bureaukrati.

København: Aktioner til fejring af 70-året for den Kinesiske Revolution

Vi har modtaget rapport om at der adskillige steder i bydelen Nørrebro i København er blevet sat plakater op, der fejrer 70-året for den Kinesiske Revolution og oprettelsen af Kinas Folkerepublik. Vi deler her følgende billeder.

Blågårds Plads
Jagtvej 69
Det Natur- og Sundhedsvidenskabelige Fakultetsbibliotek
Internationalt Forum

Der blev også rapporteret om plakater på Det Frie Gymnasium og forskellige revolutionistiske barer og caféer på Nørrebro, men vi har ikke kunnet få billedlig dokumentation af dette.

København: Aktion til forsvar for Formand Gonzalos liv

Vi har modtaget rapport om en graffitiaktion udført under parolen: »Forsvar Formand Gonzalos liv!«, i anledning af 85-året for Formand Gonzalos fødsel, d. 03.12.1934.

Formand Gonzalo er Fører af det internationale proletariat, Perus Kommunistiske Parti og den peruanske revolution, og har siden september 1992 siddet i isolationsfængsel, påtvunget af den reaktionære gamle peruanske stat, der kun venter på en chance for at myrde den store kommunist.

Den Internationale Kommunistiske Bevægelse anerkender Formand Gonzalo som den største nulevende marxist-leninist-maoist på Jordens overflade og mener at kampagnen til forsvar for hans liv er uløseligt forbundet til kampen for at gennemtvinge maoismen som den Proletariske Verdensrevolutions befalende og vejledende ideologi.

Udtalelse: »Knus den danske imperialisme! Frihed for Grønland!« [DANSK/ENGLISH]

Vi publicerer hermed en udtalelse af Røde Bølge som er blevet sendt til os.


Proletarer i alle lande, forén jer!

Udtalelse

Knus den danske imperialisme!
Frihed for Grønland!

I et skamløst forsøg på at forøge den bureaukratiske kapitals udbytning af det grønlandske folk, har kolonistyret (det såkaldte »Grønlandske Selvstyre«) for nylig indført højere udgifter på dagligvarer såsom sukker, alkohol, brændstof og bæreposer. Prisen på et kilo sukker stiger f.eks. med mere end 10 danske kroner, og dette påvirker alle sukkerholdige varer.

Under kapitalismen findes der en klasse, der ikke ejer andet end sin arbejdskraft ― proletariatet. Denne klasse forbruger generelt ikke luksusvarer, men i stedet bruges hele lønnen på at reproducere klassen, dvs. at købe dagligvarer. Ved at hæve priserne på dagligvarer kan man øge den kapitalistiske udbytning af proletariatet.

Grønland er en dansk koloni, hvor et feudalsystem blev oprettet med tvang af den danske kolonimagt i 1700-tallet, og hvor der siden 1950’erne på den nu halvfeudale basis har rejst sig en bureakratisk kapitalisme, dvs. en monopolkapitalisme bundet til halvfeudalismen og imperialismen. Den bureaukratiske kapitalisme på Grønland har frembragt et storborgerskab med to fraktioner ― den statsmonopolistiske fraktion, repræsenteret af f.eks. Siumut og den siddende grønlandske koloniregering, og den ikke-statslige monopolistiske fraktion, repræsenteret af interesser der ønsker at underlægge Grønland til yankee-imperialismen og den kinesiske socialimperialisme. Begge fraktioner udgør sammen én klasse og regerer landet i ledtog og strid med hinanden.

De nye afgifter på dagligvarer er et tydeligt forsøg fra det statsmonopolistiske borgerskab på at øge sin udbytning af det grønlandske folk, hovedsageligt proletariatet, og dette tjener den danske imperialismes interesser. De revolutionære må tydeligt fordømme dette og påvise forbindelsen til den danske imperialisme, hejsende parolen: »Knus den danske imperialisme! Frihed for Grønland!«. Den grønlandske nation har ret til national selvbestemmelse og løsrivelse, men imperialismen og dens lakajer fornægter denne ret, og taler kun om »selvstyre«.

Den danske imperialisme kan ikke løse det grønlandske folks problemer, ej heller yankee-imperialismen, den kinesiske socialimperialisme, den russiske imperialisme eller nogen anden imperialistisk magt eller supermagt. Det kan kun den nydemokratiske revolution, den socialistiske revolution og de på hinanden følgende proletariske kulturrevolutioner, anført af Grønlands Kommunistiske Parti, der skal konstitueres som et militariseret marxistisk-leninistisk-maoistisk Parti.

Og hvad angår de danske revolutionæres rolle, gælder kun det kriterium som Lenin etablerede ― virkelig internationalisme vil sige at arbejde for revolutionen i ens eget land og støtte til revolutionen i alle andre lande. I det vil det sige Folkekrig i ens eget land og støtte til Folkekrigen i alle andre lande. Folkekrigen i Danmark og Folkekrigen i Grønland, rekonstitueringen af Danmarks Kommunistiske Parti og konstitueringen af Grønlands Kommunistiske Parti, er uløseligt forbundne og vil indvirke på hinanden. Vi revolutionære må være på vagt over for og bekæmpe imperialistisk chauvinisme, der vil fornægte det grønlandske folks kamp for uafhængighed fordi den ikke bliver et fint lille teselskab, og socialpatriotismen, der vil portrættere den danske imperialisme som en progressiv kraft ift. Grønland.

KNUS DEN DANSKE IMPERIALISME!
FRIHED FOR GRØNLAND!

FOLKEKRIG TIL KOMMUNISMEN!

Røde Bølge ― Danmark
22.11.2019


Proletarians of all countries, unite!

Statement

Smash Danish Imperialism!
Freedom for Greenland!

In a shameless attempt to increase the bureaucratic capitalist exploitation of the Greenlandic people, the colonial administration (the so-called “Home Rule of Greenland”) recently implemented higher taxes on daily consumer goods such as sugar, alcohol, fuel and plastic bags. The price of a kilogram of sugar for example is raised by more than 10 DKK, and this affects all sugary goods.

Under capitalism, a class exists which owns nothing besides its own labor power ― the proletariat. This class generally does not consume luxury goods, but instead spends all of its wage on reproducing the class, i.e., buying daily consumer goods. By raising the prices on daily consumer goods, one can increase the capitalist exploitation of the proletariat.

Greenland is a Danish colony, where a feudal system was established by force by Danish colonialism in the 18th century, and where, since the 1950s, on the now semi-feudal basis, a bureaucratic capitalism has been erected, i.e. a monopoly capitalism bound to semi-feudalism and imperialism. Bureaucratic capitalism in Greenland has given rise to a big bourgeoisie with two factions ― the state-monopolist faction, represented by for example Siumut and the current Greenlandic colonial government, and the non-state-monopolist faction, represented by interests who wish to subordinate Greenland to Yankee imperialism and Chinese social-imperialism. Both factions together constitute one class and govern the country in collusion and strife with one another.

The new taxes on daily consumer goods are an obvious attempt from the state-monopolist bourgeoisie to increase its exploitation of the Greenlandic people, principally the proletariat, and this serves the interests of Danish imperialism. The revolutionaries must clearly condemn this and prove the connection to Danish imperialism, hoisting the slogan: “Smash Danish imperialism! Freedom for Greenland!”. The Greenlandic nation has the right to national self-determination and independance, but imperialism and its lackeys deny this right, and only talk of “home rule”.

Danish imperialism cannot solve the problems of the Greenlandic people, nor can Yankee imperialism, Chinese social-imperialism, Russian imperialism or any other imperialist power or superpower. Only the new-democratic revolution, the socialist revolution and the successive proletarian cultural revolutions can do this, led by the Communist Party of Greenland, which must be constituted as a militarized, Marxist-Leninist-Maoist Party.

And regarding the role of the Danish revolutionaries, the only criterion which counts is the one which was established by Lenin ― real internationalism means to work for the revolution in one’s own country and supporting the revolution in all other countries. Today, that means People’s War in one’s own country and support for People’s War in all other countries. The People’s War in Denmark and the People’s War in Greenland, the reconstitution of the Communist Party of Denmark and the constitution of the Communist Party of Greenland, are unseperably connected and will affect one another. Us revolutionaries must be vigilant against and combat imperialist chauvinism, which wants to deny the struggle of the Greenlandic people for independance because it won’t be a nice little dinner party, and social-patriotism, which wants to portray Danish imperialism as a progressive force regarding Greenland.

SMASH DANISH IMPERIALISM!
FREEDOM FOR GREENLAND!

PEOPLE’S WAR TO COMMUNISM!

Red Wave ― Denmark
22.11.2019

»Vedrørende Lenins Tænkning« (Del 1) af Komite Røde Fane

Vi publicerer her følgende uofficielle danske oversættelse af 1. del af dokumentet Vedrørende Lenins Tænkning af Komite Røde Fane, som er blevet sendt til os. Dokumentet er oprindelig skrevet som indlæg til nr. 2 af Tidsskriftet Maoisten, der udkommer på spansk. Dokumentet er et væsentligt bidrag til forståelsen af det marxistisk-leninistisk-maoistiske begreb »vejledende tænkning« og indeholder hidtil ukendte uddrag af Perus Kommunistiske Partis værker.


Proletarer i alle lande, forén jer!

Vedrørende Lenins Tænkning [1]

Der findes dogmatisk marxisme og kreativ marxisme. Jeg går ind for sidstnævnte.
– Stalin –

I det nærværende dokument forsøgte vi at vise, hvordan Lenins tænkning udvikledes, fra den russiske revolutions vejledende tænkning til leninismen, den anden etape af marxismens udvikling. Nogle ville måske sige at sådan en anstrengelse er unødvendig og kun har historisk interesse, men vi mener at sådanne folk tager fejl, fordi den korrekte forståelse af hvad en vejledende tænkning er, er et spørgsmål om liv og død for verdens kommunister, et spørgsmål om sejr og nederlag.

Uden den kreative anvendelse af marxismen-leninismen-maoismens, hovedsageligt maoismens, almengyldige sandhed, til hver revolutions konkrete betingelser, er det umuligt at afslutte revolutionen, om den så har demokratisk, socialistisk eller kulturel karakter, og at fortsætte denne march til Kommunismen. De, der går imod denne marxistiske bekræftelse, påstår ikke sjældent at den kinesiske erfarings tilfælde, eller for at formulere det mere nøjagtigt, det kinesiske proletariats og Kinas Kommunistiske Partis (KKP) kampproces, der frembragte Formand Mao og hans vejledende tænkning, der senere blev til maoismen, var et særtilfælde fra hvilket man ikke kan uddrage en almindelig lov; disse folk påstår at »Marx havde ingen tænkning, ej heller Lenin«. De tager på dybtgående vis fejl og det følgende viser dette med Lenin som eksempel.

For at fortsætte med dette problem betragter vi det som nødvendigt at begynde med at have »et fælles sprog« – som Formand Mao sagde – eftersom der er så megen forvirring om hvad en vejledende tænkning er, så vi begynder dér.

Hvad er vejledende tænkning?

Det er nødvendigt at definere de begreber vi bruger for at håndtere marxismens udvikling, så lad os se på hvad forskellen er mellem linje, vejledende tænkning og »-isme«.

En linje er et struktureret system af standpunkter – vi skelner mellem opfattelser, kriterier, tilgange og standpunkter. Standpunkter er er tilgange (at tage stilling) overfor konkrete problemer. Beslutninger, der definerer handlingen, i vort tilfælde kommunisternes og de revolutionæres, i områderne ideologi, politik og organisation, økonomi, militære spørgsmål og så videre. Ethver standpunkt er udtryk for en verdensanskuelse, for en ideologi og derfor har det klassekarakter. Når en række standpunkter systematiseres i et fuldkomment system, er det en struktureret linje (før summen af standpunkterne systematiseres, er det en ustruktureret linje).

Ved at anvende marxismen-leninismen-maoismens, hovedsageligt maoismens, almengyldige sandhed til en konkret revolution, om det så er i et specifikt land eller verdensrevolution, etableres programmet for revolutionen i dens generelle politiske linje, den kommunistiske kamp for at etablere lovmæssighederne der styrer klassekampen i den specifikke sammenhæng.

Vedrørende disse punkter ved vi, at der er forholdsvis stor enighed i den Internationale Kommunistiske Bevægelse (IKB).

Ethvert Kommunistisk Parti har sit program og sin generelle politiske linje – begge uddybet til forskellig grad afhængigt af udviklingen af anvendelsesprocessen af det internationale proletariats ideologis almengyldige sandhed til hver revolutions konkrete betingelser, henholdsvist; udtrykkende udviklingsgraden af processen af konstituering eller rekonstituering af hvert Parti, men uden program og generel politisk linje er der intet Kommunistisk Parti. Selv da, når vi ser på IKBs historie og nuværende situation, kan vi se at det ikke er nok – men at den korrekte generelle politiske linje, som sytematiserer lovmæssighederne for den specifikke revolution, kun kan findes hvis den er udtryk for en vejledende tænkning.

Den vejledende tækning som en anvendelse af maoismen, der er almengyldig, sigter på særegenhederne ved vor specifikke revolution, det der er specifikt og særligt ved den, fordi hvis vi ikke griber det specifikke, vil vi håndtere denne revolution, som Partiet leder, dårligt. Men eftersom Partiet er et væsen bestående af et system af organisationer, gør det dette gennem sine ledere, sine kadrer, sine militanter, der sætter alle resten af organisationerne i bevægelse. Kun på denne måde tjener vi til at indlede og udvikle Folkekrigen, ifølge det specifikke tilfælde, med erobringen af magten i hele landet i perspektiv. Disse er meget stærke praktiske årsager, årsager med afventende og nødvendige krav, revolutionens behov [2].

Fortsættende, den vejledende tænkning har en ideologisk basis der nærer den, fordi uden ideologisk basis er der ingenting. Fordi en tænkning også indebærer opbygning. Selvfølgelig indebærer den også opbygning og uden ideologisk basis – hvilken opbygning kan der så findes?

Vedrørende teorien: »hvordan den håndterer og anvender marxismen-leninismen-maoismens, hovedsageligt maoismens, tre integrerede bestanddele«, har vi her et godt eksempel at fremhæve på, at det ikke er nok at have en generel politisk linje og et program, hvis man i den politiske økonomi ikke forstår problemet om den bureaukratiske kapitalisme (i et land domineret af imperialismen). Eller problemet om at forstå ansvaret over for ens egen revolution som en del af og til tjeneste for verdensrevolutionen, som vi vil se forneden i Tysklands tilfælde. Disse er problemer som mange Partier står overfor, når de skal udvikle den egentlige vejledende tænkning, som er grundlaget for ethvert Førerskab.

Et andet spørgsmål følger: en vejledende tænkning har et indhold. Hovedsageligt udtrykt i den generelle politiske linje og dens centrum, den militære linje. Det er problemet om specificeringerne, især af den generelle politiske linje og den militære linje. Sigtende på spørgsmålet om magten. I landet, selv som en tænkning der udfolder sig inden for marxismen-leninismen-maoismen, er det nødvendigt at den »forbindes uløseligt til erobringen af magten for proletariatet i hele landet«, uden hvilket den ikke ville være kommunistisk, ikke ville – i geometrisk forstand, så man bedre forstår det – inden for marxismen-leninismen-maoismen og en vejledende tænkning, der vedligeholder programmets kurs.

Nogle ord om dette. Det er den mest indholdsrige og mest udviklede del af den generelle politiske linje, om dette må vi være meget tydelige. Læg mærke til: På denne tænkning næres linjen og dens fem bestanddele og i sidste ende den militære linje som dens centrum. Det vil sige: Hvordan, hvorfor næres linjen af tænkningen og kan en generel politisk linje udvikles?

Et tredje spørgsmål: Programmet, fordi den vejledende tænkning »fast vedligeholder programmets kurs«, er dette tydeligt? Dette er de tre spørgsmål der skal fremhæves.

Nøglespørgsmålet i problemet er når man ser hvordan denne proces finder sted i den praktiske klassekamp og to-linje kampen om anvendelsen. Der er problemet at forstå springet som dette indebærer for at virkeliggøre den vejledende tænkning.

Det var Formand Gonzalo der fremhævede disse tre spørgsmål på PKPs I. Kongres i sin tale vedrørende gonzalo tænkningen og som vi har præsenteret her i et kort resume, ved at henvise os til den vejledende tænkning, og vi fortsætter forneden med det der blev etableret i denne del af Perus Kommunistiske Partis I. Kongres.

I historien kan vi se, at selv når man har et program og en generel politisk linje, og fortræffelige betingelser for at videreføre revolutionen, når de specifikke problemer for revolutionen i hvert land ikke løses og man ikke går ud over de generelle formler, fejlede kommunisterne i at opfylde deres ansvar over for proletariatet og verdens folk. I Tyskland har vi et meget sigende eksempel, hvor vi havde det Kommunistiske Parti, det andet største i verden dengang, der havde et højt udviklet og klandestint militært apparat, Kammerat Ernst Thälmann [3] og andre ledere af Tysklands Kommunistiske Parti (TKP), fordi de forblev inden for den Kommunistiske Internationales generelle retningslinjer og fejlede i at tilstrækkeligt udvikle anvendelsen af marxismen til den konkrete virkelighed af revolutionen i Tyskland, på kreativ vis for at løse nye problemer, fejlede i at indlede og vedligeholde den revolutionære væbnede kamp, og som resultat blev Partiet praktisk talt tilintetgjort og kunne ikke opstille en større modstand imod den tyske imperialismens fascistiske bæst, som så var i stand til at starte sin krig imod verdens folk. I den nuværende situation ser vi at der er mange Kommunistiske Partier, der ikke går fremad i opfyldelsen af deres mål, som ikke tager de nødvendige spring i den revolutionære kamp, om det så er for at indlede eller udvikle den væbnede kamp, altså Folkekrigen, fordi de ikke går fremad i processen af kreativ anvendelse af det internationale proletariats almegyldige ideologi, som løser nye problemer for den specifikke revolution. Det ville være forkert at kalde hele verden for »revisionister«, for selv hvis der i forskellig grad og på forskellige måder er problemer med revisionisme, så mener vi at problemet generelt er med det nye, at forstå og kreativt anvende det nye, marxismen-leninismen-maoismen, med maoismen som den nye, tredje og højere udviklingsetape, til hver revolutions specifikke betingelser.

Det var Formand Mao og KKP, der introducerede begrebet »tænkning« for at beskrive en højere udviklingsetape af det Kommunistiske Partis linje. På dets VII. Kongres påtager KKP sig mao tse-tung tænkningen (og bruger i det givne øjeblik betegnelsen »mao tse-tungs opfattelser«) og på dets IX. Kongres kendetegner det den som almengtldig – definerende den som »marxismen-leninismen i den æra, hvor imperialismen går imod sit fuldkomne sammenbrud og socialismen går fremad til sin sejr i hele verden«, men officielt gik KKP ikke så langt som at definere, at hver revolution må frembringe sin egen specifikke vejledende tænkning.

Det var Formand Gonzalo der udarbejdede den marxistiske forståelse af hvad en vejledende tænkning er, ved at tage det som udgangspunkt der blev fremsat af Formand Mao og KKP selv.

På Perus Kommunistiske Partis I. Kongres blev det defineret:

Enhver revolution skaber i sin udviklingsproces, gennem proletariatets kamp som ledende klasse og frem for alt gennem det Kommunistiske Partis kamp som hejser dets ufrasigelige klasseinteresser, en gruppe førere og hovedsageligt én som repræsenterer og leder den, en Fører med anerkendt autoritet og indflydelse; i vor virkelighed er dette blevet konkretiseret, af historisk nødvendighed og tilfældighed, i Formand Gonzalo, Fører af Partiet og revolutionen.

Men endvidere, og dette er ethvert Førerskabs fundament, skaber revolutionerne en tænkning som vejleder dem, det er resultatet af anvendelsen af det internationale proletariats ideologis almengyldige sandhed til de konkrete betingelser af enhver revolution; en vejledende tænkning som er uundværlig for at opnå sejren og erobre den politiske magt, og endvidere, for at fortsætte revolutionen og altid holde kursen mod det eneste storslåede mål, Kommunismen; vejledende tænkning som, når den har nået til et kvalitativt spring af afgørende betydning for den revolutionære proces som den leder, identificerer sig med navnet på den person som teoretisk og praktisk har formet den. I vor situation blev denne foreteelse først specificeret som vejledende tænkning, senere som Formand Gonzalos vejledende tænkning og siden hen som gonzalo tænkning; fordi det er Formanden der har frembragt den, ved skabende at anvende marxismen-leninismen-maoismen til de konkrete betingelser i den peruvianske virkelighed, og således forsynede han Partiet og revolutionen med et uundværligt våben som er garanti for triumf.

Fortsættende det grundlæggende i det samme dokument fremsatte PKP:

Gonzalo tænkningen har smedet sig gennem mange års intens, urokkelig og uophørlig kamp for at hejse, forsvare og anvende marxismen-leninismen-maoismen, for at genoptage Mariáteguis1 vej og udvikle den, for at rekonstituere Partiet og hovedsageligt for at indlede, fastholde og udvikle folkekrigen i Peru til tjeneste for verdensrevolutionen og for at marxismen-leninismen-maoismen, hovedsageligt maoismen, såvel i teorien som i praksis skal være dens eneste befaler og vejleder.

Det er en væsentlig nødvendighed for Partiet at studere gonzalo tænkningen, for en mere retfærdig og korrekt forståelse af den generelle politiske linje og hovedsageligt af den militære linje, med det formål at uddybe den peruvianske revolutions ejendommeligheder, det specifikke og særegne som Formand Gonzalo mesterligt har fremhævet; således vil vi tjene »den store plan for at udvikle baser«, folkekrigens udvikling og perspektivet om at erobre den politiske magt i hele landet.

Vi skal studere gonzalo tænkningen ved at gå ud fra den historiske kontekst som har skabt den; se på det ideologiske grundlag som understøtter den; præcisér dens indhold, som er mere væsentligt udtrykt i den generelle politiske linje og den militære linje som er dens centrum; der skal sigtes mod det grundlæggende i den, magtspørgsmålet, at erobre den politiske magt her i Peru, uløseligt forbundet med proletariatets erobring af den politiske magt i hele verden; og skænk meget opmærksomhed til dens smedning i to-linje kampen.

Ved at specificere den historiske sammenhæng fremsatte det, vedrørende den internationale sammenhæng:

Men nøglespørgsmålet er at se hvordan gonzalo tænkningen, i denne storslåede klassekamp på verdensplan, anser at der opstår en tredje etape i proletariatets ideologi: først som marxismen-leninismen, mao tse-tung tænkning; senere marxismen-leninismen-mao tse-tung tænkning; og for senere hen at definere den som maoismen ved at forstå dens almengyldighed; og på denne måde at nå til marxismen-leninismen-maoismen, hovedsageligt maoismen som marxismens nuværende udtryk.

Vedrørende den historiske nationale kontekst:

Her er grundlæggende hvordan gonzalo tænkningen dybtgående forstår det peruvianske samfund, ved at centrere i det afgørende problem, den bureaukratiske kapitalisme, indser nødvendigheden af at rekonstituere Partiet og erobre og forsvare den politiske magt med Folkekrigen.

Vedrørende dens ideologiske grundlag, fremsætter PKP:

Uden marxismen-leninismen-maoismen kan man ikke forestille sig gonzalo tænkningen, fordi denne er den kreative anvendelse af marxismen-leninismen-maoismen til vor virkelighed. Nøglespørgsmålet i dette punkt ligger i forståelsen af proletariatets ideologis historiske udviklingsproces, af dens tre etaper udformet i marxismen-leninismen-maoismen og maoismen som den hovedsagelige; væsentligt er, hovedsageligt, dens anvendelse af marxismen-leninismen-maoismen som almengyldig sandhed til den peruvianske revolutions konkrete betingelser; derfor er gonzalo tænkningen specifikt hovedsagelig for Perus Kommunistiske Parti og den revolution som det leder.

PKP understreger også:

I gonzalo tænkningen skal vi fremhæve den bemærkelsesværdige opfyldelse af de krav der blev rejst af Formand Mao: teoretisk soliditet, forståelse af historien og en god praktisk styring af politikken.

Så vi ser: Et system af strukturerede standpunkter er en linje. En generallinje i et Kommunistisk Partis program må svare til revolutionens generelle lovmæssigheder. En vejledende tænkning kommer til at findes når nye specifikke og konkrete problemer, som man står overfor, løses i processen af et Kommunistisk Parti og en specifik revolution, gennem Partiets og proletariatets kamp, midt i to-linje kampen og klassekampen, og med dette gøres der bidrag til marxismens udvikling, med nye elementer. Denne proces tager form, materialiserer i kampen i Partiet og dets ledelse, som udøves af en gruppe af ledere, blandt hvilke – som følge af loven om modsigelse – én vil træde frem, som bliver Fører af Partiet og revolutionen.

Det er nødvendigt at bemærke den meget vigtige skelnen, som Formand Gonzalo og PKP gør mellem »vejledende tænkning«, »vejledende tænkning identificeret med navnet på Føreren af revolutionen« og »tænkning«, fordi alle disse tre begreber udtrykker en forskellig udviklingsgrad, ifølge hvor mange nye elementer den indebærer, som er blevet bekræftet i Partiets og den revolution som det leders praksis, til marxismens udvikling. Formand Gonzalo og PKP fremsætter ikke at enhver revolution nødvendigvis vil frembringe en vejledende tænkning der når den udviklingsgrad som for eksempel selve gonzalo tænkningen har haft, der identificeres med den der frembragte den, en udvikling som det ikke er muligt at finde sted i enhver vejledende tænkning3, men hver revolution må udvikle en kreativ anvendelse der løser de specificerede problemer, håndterer hver specifik virkeligheds specifikke love, hvilket indebærer et spring i den specifikke anvendelse.

Hvad vi må gøre er at definere forskellen mellem en vejledende tænkning i dens mest udviklede form, som er tilfældet med gonzalo tænkningen, og en »-isme«. For at håndtere denne definition korrekt, tager vi det som udgangspunkt som PKP etablerede i dokumentet Om marxismen-leninismen-maoismen:

Dog, imens marxismen-leninismen har opnået anerkendelse af dens almengyldighed, er maoismen ikke anerkendt fuldstændigt som tredje etape; for mens nogen simpelthen fornægter dens tilstand som sådan, når andre kun til at anerkende den som »mao tse-tung tænkning«. Men i essensen, i begge tilfælde, med de indlysende forskelle der findes mellem dem, fornægter de den generelle udvikling af marxismen gjort af Formand Mao Tse-tung; ikke at anerkende dens »isme« karakter som maoisme, er at fornægte dens almengyldighed og som følge heraf dens tilstand af at være den tredje, nye og højere etape af det internationale proletariats ideologi: marxismen-leninismen-maoismen, hovedsageligt maoismen som vi hejser, forsvarer og anvender. […]

Marxismen har tre dele: marxistisk filosofi, marxistisk politisk økonomi og den videnskabelige socialisme; en udvikling i dem alle som frembringe et kvalitativt spring for marxismen som helhed, som enhed til et højere niveau, indebærer en ny etape. Følgelig, det essentielle er at vise at Formand Mao har frembragt, som det kan ses i både teorien og praksis, et sådant kvalitativt spring. […]

… det er med den Store Proletariske Kulturrevolution at den intenst bliver udbredt og dens prestige stiger kraftfuldt, og Formand Mao bliver anerkendt Fører af verdensrevolutionen og skaber en ny etape af marxismen-leninismen; …

Så forskellen mellem en vejledende tænkning, i særdeleshed i dens mest udviklede form, såsom gonzalo tænkningen, hvilket vil sige »et stort kvalitativt spring i marxismen som helhed, som en enhed« og »-isme« er ikke at den første kun er af meget specifik betydning, specifik for den konkrete virkelighed i ét land – fordi ved at løse nye problemer, gør den bidrag til marxismens skattekammer generelt – men at den ikke har gjort »et stort kvalitativt spring i marxismen som helhed, som en enhed«, dette vil sige en udvikling i dens tre integrerede bestanddele, hvilket ville sige at vi stod overfor en ny udviklingsetape af marxismen. Når en tænkning gør dette store kvalitative spring, antager den karakter af »-isme« for at påpege dens samlede almengyldighed som en ny etape af marxismen.

Igen, i det vi netop forklarede kan vi se, at nøglen til at skelne mellem vejledende tænkning, gonzalo tænkning og »-isme« eller en ny etape af proletariatets almengyldige ideologi, er at forstå springet, og springet er nøglen til modsigelsen. Fordi enhver løsning på et nyt problem i den proletariske verdensrevolution betyder et bidrag til marxismen-leninismen-maoismen, uanset hvilken vejledende tænkning gør dem, for ellers er den ikke sådan, i dens mest udviklede form gør den vigtige bidrag, hvilket er tilfældet med gonzalo tænkningen, der er vigtige bidrag til proletariatets almengyldige ideologi, og derfor har disse bidrag også almengyldig karakter og, fordi de er løsninger på nye problemer, bidrager til en ny udvikling af marxismen og derfor til en ny etape, men er stadig ikke en »-isme«, fordi disse almengyldige bidrag ikke har betydet en ny udvikling i enhver af dens tre integrerede bestanddele og derfor i dens helhed, som har opløftet marxismen til en ny etape. Som vi vil se i de dele som vi senere citerer i Formand Gonzalos præsentation vedrørende gonzalo tænkningen på den I. Kongres (det ikke-offentlige dokument):

Men det er vigtigt at i denne sidste del (Vedrørende gonzalo tænkningen), hvor der står: »… nøglespørgsmålet er at se hvordan gonzalo tænkningen, i denne storslåede klassekamp på verdensplan, anser at der opstår en tredje etape i proletariatets ideologi: først som marxismen-leninismen, mao tse-tung tænkning; senere marxismen-leninismen-mao tse-tung tænkning; og for senere hen at definere den som maoismen ved at forstå dens almengyldighed; og på denne måde at nå til marxismen-leninismen-maoismen, hovedsageligt maoismen som marxismens nuværende udtryk.«.

Vedrørende gonzalo tænkningen:

Nøglespørgsmålet til dette punkt ligger i forståelsen af den proletariske ideologis historiske udviklingsproces, i dens tre etaper formet i marxismen-leninismen-maoismen og med maoismen som den hovedsagelige; og, hovedsageligt, er det anvendelsen af marxismen-leninismen-maoismen som almengyldig sandhed til den peruanske revolutions konkrete betingelser; dermed er gonzalo tænkningen specifikt hovedsagelig for Perus Kommunistiske Parti og den revolution som det leder. (…) »forståelsen af proletariatets ideologis historiske udviklingsproces«, dette er nøglen, hvordan det internationale proletariats ideologis proces forstås, hvilket leder os til: hvad? Maoismen som hovedsagen. Dette er grundlaget der nærer den, derfor er den hovedsagen. Uden den er der ingenting. Og derefter (…) »anvendelsen af marxismen-leninismen-maoismen som almengyldig sandhed til den peruanske revolutions konkrete betingelser«. Dette er det væsentlige, det er ikke nok at sige at det hovedsagelige er at tage marxismen-leninismen-maoismen op, hvis man ikke tilføjer at det væsentlige er hovedsageligt anvendelsen til de konkrete betingelser, for uden den, ville gonzalo tænkningen ikke give mening, man bliver nødt til at se de to ting, og dette i streng anvendelse af hvad Formand Mao har lært os. Marxismens problem ligger i dens anvendelse, og det er hvad Lenin lærte os og hvad Marx lærte os. Jeg mener at denne del skal holdes rigtig meget for øje og hvad der er væsentligt; fjerne man det, fjerner man gonzalo tænkningens essens, den står uden essens.

Derefter, man skal bekymre sig om hvad der står: konsekvent, tag dette grundlag, maoismen, fra denne anvendelse som er væsentlig: hvad leder den til? »således er gonzalo tænkningen specifikt hovedsagelig for Perus Kommunistiske Parti og revolutionen det leder«. Her er ordet »specifikt«, det er hvad man skal fange her. Fordi hvis der ikke stod »specifikt hovedsagelig« ville kammeraterne ophæve at det hovedsagelige er marxismen-leninismen-maoismen. Forstår I hvad jeg gerne vil sige? Det ville være ikke at se dens almengyldighed, og det må vi ikke. At være kommunist vil først og fremmest sige at være marxist-leninist-maoist, og eftersom vi agerer i dette land der kaldes Peru, er det væsentligt at anvende den her i Peru, men uden det første har man ikke det andet. Af dette følger: gonzalo tænkningen er hovedsagelig for Partiet, ja. Specifikt: hvad vil det sige? Vedrørende anvendelsen, vedrørende vor revolutions nødvendighed, i dette specifikke tilfælde, til dette konkrete spørgsmål; på denne måde kan man på ingen måde tilsidesætte marxismen-leninismen-maoismen, fordi den er den almengyldige sandhed og kilden vi altid må drikke af.

Ved at grave dybere ned i relationen mellem vejledende tænkning og maoisme, siger Formand Gonzalo:

»(…) man kan ikke fremsætte en tænkning uden at holde den almengyldige sandhed for øje, der er en integreret del«.

Gonzalo tænkningens indhold. a. Teorien. Vi har brug for at vide godt hvordan at udtænke gonzalo tænkningen: den er en specificering af vor revolution, af vort proletariat, af vort Parti, af klassekampen og af krigen som er dens højeste form og den må betragtes således. Hvis vi ser den specifikt på denne måde, er vort problem ikke at sætte den på niveau med marxismen-leninismen-maoismen, fordi det må man ikke, det ville være en dødelig fejltagelse, vi kunne aldrig gøre det, aldrig, kammerater. Vi bør ikke forvirre tingene. Når vi behandler teorien er det vi må gøre at se hvordan den håndteres, hvordan marxismen-leninismen-maoismen anvendes, og dens tre integrerede bestanddele; hvis der er et bidrag, dette er underordnet i dag, kan det være at det udvikles i morgen, men i morgen er ikke i dag. Jeg mener at vi må være meget tydelige og meget konkrete, forstå det bedre, mere, når vi fremsætter teorien, teorien for her kan vi tale om – gentager jeg – den almengyldige sandheds tre integrerede bestanddele og kun her kan vi tale om hvordan den anvendes, hvordan den håndteres; tiden vil vise om der er bidrag. For mig er dette nøglen, kammerater, spørgsmålet om dens indhold er fjernt – dette vil vi se -, der er en forskel. (Opmærksomhed! Se forskellen der er mellem teorien – de tre integrerede bestanddele, hvor man skal se hvordan den anvendes – og gonzalo tænkningens indhold.)

Vedørende teorien, hvad sagde dokumentet? Derfor fremsætter det: »hvordan at forstå og anvende« – det er derfor det sagde -, »hvordan den forstår og anvender marxismen-leninismen-maoismens tre integrerede bestanddele«, det er hvad det siger. Her siges det ikke hvordan den udvikles. Jeg mener at man må være objektiv og ja, der er perspektiver, man kan se perspektiver, men for mig er perspektiv perspektiv, først må perspektivet udføres, så at sige er dette sandheden nu (…) forstå ikke perspektivet som virkeligheden. Men vedrørende teorien, må man være meget forsigtig, fordi den behandler den almengyldige sandhed. Man må være meget snedig og forsigtig og derfor står der »hvordan at forstå og anvende«.

I delen vedrørende indholdet, etablerer Formand Gonzalo selv forholdet mellem gonzalo tænkningens almengyldige bidrag og maoismen. b. »(…) for at nå til punktet om gonzalo tænkningens indhold – vi taler om delen der siger »mest indholdsrige og mest udviklet« er den Generelle Politiske Linje – fordi her er problemet. Hvor er det? I specificeringerne af vor linje, i hvad vi betragter som typisk eller særegent i vor revolution, med alt perspektivet det her eller kan have på nogle punkter. Derfor nummererer vi kun specificeringerne af den Generelle Politiske Linje og bidragene til verdensrevolutionen som vi må fremhæve. Jeg sagde jer at I må sætte det i linjen; kammerater, det første er den almengyldige teori, vær meget forsigtige med dette; hvis der er bidrag, se på dem i den Generelle Politiske Linje, som er den indholdsrige eller mest indholdsrige, mest udviklede. Derfor fremsætter vi det som følger: specificeringer af den Generelle Politiske Linje og bidrag til verdensrevolutionen som vi må fremhæve.« Derefter går det videre til at opremse gonzalo tænkningens almengyldige bidrag til verdensrevolutionen, der indeholdes i de fem bestanddele af den generelle politiske linje, der i sidste ende har den militære linje som sit centrum.

Formand Gonzalo tydeliggør mere, når han knuser nogle udtryk som kunne udtrykkes vedrørende denne relation, som følger: »det er absurd at sammenligne historiske figurer, historiske personligheder; enhver af os udvikler sig i en forskellig og præcis historisk sammenhæng. Vi kunne aldrig modsætte os til til vor glorværdige grundlægger Marx eller Lenin eller Formand Mao, og ikke disse to med den første, og ikke en imod en anden, aldrig, jeg taler om kendsgerninger; for at modsætte den som taler [Formand Gonzalo] til Formand Mao, virkelig!, det virker for mig som en dårlig vittighed og i dårlig smag. Hvordan kan man modsætte specificeringen til ét land til den almengyldige ideologis højeste punkt, hvordan? Det giver ingen mening, kammerater, det er ikke engang rigtig værd at tale om.«

Sammenfattende: »Hvad har gonzalo tænkningen gjort? To ting: a) defineret en tredje, nye og højere etape af marxismen, marxismen-leninismen-maoismen, hovedsageligt maoismen, og b) Folkekrigen, som er hovedsagen?, nuvel, (…) selvfølgelig maoismen.«

Vedrørende indholdet må vi fremhæve de specificeringer som vi fremsætter som et spørgsmål at udvikle, fordi vi må studere mere, men vi må starte et sted. Hvorfor? Fordi det er nøglen til behandlingen af spørgsmålet, vedrørende at det er den mest indholdsrige og udviklede del af gonzalo tænkningen. Men dér er spørgsmålenen specificeringen fra hvilken bidragene til verdensrevolutionen udledes. Det grundlæggende er problemet om erobringen af magten her i Peru, i funktion af proletariatets diktatur i verden, for således at tjene Kommunismen. Det er meget konkret. Hærdningen kalder os simpelthen til dette: at se hvordan gonzalo tænkningen er blevet smedet og udvikles i to-linje kampen; uden denne to-linje kamp er der ingen gonzalo tænkning, den kan ikke udvikles, kun på dén måde opstår og udvikles en tænkning, ikke på nogen anden måde.

Vi spørger: Bør kommunisterne i verden anvende gonzalo tænkningens almengyldige bidrag? Selvfølgelig, som det er blevet defineret af Latinamerikas maoistiske Partier og Organisationer på deres V. Møde, og Europas maoistiske Partier og Organisationer på deres I. Møde, det vil sige: Anvend marxismen-leninismen-maoismen, med gonzalo tænkningens almengyldige bidrag!

… … …


[1] Da vi skrev denne artikel gav nogle kammerater os adgang til nogle dokumenter af Perus Kommunistiske Parti (PKP), der ikke er blevet publiceret af Partiet. I dette afsnit og generelt i teksten baserer vi os på et dokument ved navn Præsentation af gonzalo tænkningens grundlag, der tilhører den ikke-udgivne dokumentation af PKPs I. Kongres. Det udgivne dokument om gonzalo tænkningen: Vedrørende gonzalo tænkningen, er endnu et dokument som vi også henviser til i den nærværende tekst. Hvad angår henvisningerne vedrørende de ikke-offentlige dokumenter, bruger vi uddragene som integrerede dele af vor tekst, eftersom de ikke er blevet redigeret til publicering af selve PKP.

[2] Det er nødvendigt at understrege, at vi ikke anser Kammerat Thälmann for at have været revisionist. Han var en sand forsvarer af Kammerat Stalin, han var en militant af III. Internationale, han udvise stor tapperhed og heltemod ved at give hele sit liv til tjeneste for den proletariske verdensrevolution. Men selv da havde han ikke det som den historiske nødvendighed krævede. Han var ikke den fører, klassen havde brug for, han vidste ikke hvordan han skulle anvende marxismen-leninismen uafhængigt og under hans ledelse antog TKP en række højre-standpunkter; det er nødvendigt at undersøge yderligere for at kunne konkludere om disse udgjorde en struktureret højre-opportunistisk linje eller ej, og dette arbejde er en del af processen i hvilken kommunisterne under dannelse i Forbundsrepublikken Tyskland går fremad med i kampen for rekonstitueringen af vort Parti. I denne forstand er kritikken foretaget af Kammerat Alfred Klahr meget vigtig at holde for øje og giver os gode retninger at følge.

[3] Vi må være opmærksomme på at Formand Gonzalos hovedsagelige bidrag er at have defineret maoismen som den nye, tredje og højere etape af det internationale proletariats ideologi; det var med gonzalo tænkningen at det blev defineret, at være marxist i dag vil sige at være marxist-leninist-maoist, hovedsageligt maoist. Det ville være absurd at forvente, at enhver vejledende tænkning vil gøre sådanne bidrag til marxismens skattekiste, for hvis det var tilfældet, ville vi have en uendelig mængde »-ismer«.