Vi publicerer her dette dokument som i nogen tid har cirkuleret i den revolutionære bevægelse i Kongeriget Danmark. Vi tager ikke ansvar for indholdet og forholder os kritisk til det, men anser det for et godt bidrag til forståelsen af den patriarkalske undertrykkelse af kvinden og queerfolk.
Proletarer
i alle lande, forén jer!
FOR EN KLASSELINJE I
QUEER-BEVÆGELSEN!
I dette dokument vil vi
fremstille vor opfattelse af proletariatets standpunkt, hvad angår
patriarkatet og queer-bevægelsen, internationalt og i Danmark,
historisk og nutidigt. Dette er et vigtigt spørgsmål, både for at
forstå hvordan man skal udvikle klassekampen i vort land i retning
af den socialistiske revolution, men også fordi
marxismen-leninismen-maoismen ikke har behandlet dette emne
tilstrækkeligt på det nuværende tidspunkt. Vi håber således at
kunne gøre et lille og ydmygt bidrag til proletariatets forståelse
hvad angår den proletariske feminisme, specifikt dens underordnede
aspekt: queer-spørgsmålet.
Det er meget vigtigt at
fremstille dette, for at proletariatet ikke skal lade sig narre af
opfattelser, standpunkter og kriterier, der vil lede dets kamp på
dette område i en borgerlig eller småborgerlig retning. Der findes
mange sådanne strømninger i vort land og internationalt, der netop
søger at fjerne klassestandpunktet fra feminismen og
queer-bevægelsen. Dette er meget skadeligt og tjener ikke den
socialistiske revolution.
Queer-undertrykkelse er
afledt af kvindeundertrykkelse
I anledning af
Arbejderkvindernes Internationale Kampdag, den 8. marts 2019,
udstedte 5 marxistisk-leninistisk-maoistiske organisationer i Europa
en fælles erklæring ved navn Proletarisk feminisme for
Kommunismen!. Denne erklæring er bl.a. underskrevet af Perus
Folkebevægelse, Perus Kommunistiske Partis skabte organisation til
Partiets udlandsarbejde; dette Parti sammenfattede maoismen som
marxismens nye, tredje og højere etape, og står i spidsen for en
Folkekrig der er en flammende fakkel for proletariatet i hele verden,
så vi anser denne udtalelse for at være højst autoritativ og
gyldig for klassen og folket.
I denne erklæring finder vi
et udførligt proletarisk standpunkt om feminismen. Vi vil her citere
de dele af udtalelsen, der vedrører queer-spørgsmålet:
De regerende imperialister
hævderat undertrykkelsen af kvinden i Vesteuropa er et
problem der for det meste er løst. De såkaldte
»højrepopulisters« åbenlyst racistiske kræfter hævder, at
problemet hører til det muslimske fællesskab. Småborgerlige
»teoretikere« reducerer undertrykkelsen af kvinden til et spørgsmål
om »identitetspolitik«. Revisionister og opportunister følger trop
og fortæller om »sexisme« og sidestillerundertrykkelsen af
kvinden med undertrykkelsen af LGBTQ personer. Alt dette fungerer som
en distraktion for at skjule den reelle situation, den kendsgerning
at undertrykkelse og udbytning af kvinden er et udtryk for
patriarkatet, som opstodmed fremkomsten af den private
ejendomsret og derfor kan patriarkatet kun afskaffes når den private
ejendomsret bliver afskaffet. […]
Hele konceptet om
»identitetspolitik« er idealisme og en den af den generelle
kontra-revolutionære offensiv imod marxismen. Vi bliver fortalt at
den materielle virkelighed, klassekamp og fundamentale modsigelser i
nutidens verden er sekundære, vi skal tro at der ikke kan være
nogen sandheder og at alt er et spørgsmål omkring det subjektive og
personlige følelser. De proklamerer at der ikke er nogen
videnskabelig ideologi, at alt er en »konstruktion«. Det er en
absolut ophævelseaf dialektisk materialisme. I følge denne
tankegang snakker man om »sexisme«, som om undertrykkelsen og
udbytningen af kvinden udelukkende er et spørgsmål om opfattelser
og ikke uadskilleligt fra den private ejendom, er falsk og reducerer
den patriarkalske undertrykkelse af kvinden til det samme niveau af
mænd som lider på baggrund af deres seksuelle orientering.
Undertrykkelsen af LGBTQ
personer er sekundær til undertrykkelsen og udbytningen af kvinden,
men rødderne er det samme patriarkat. Der er en chauvinistisk
tendens blandt nogle opportunister, der kæmper imod
»identitetspolitik« med arbejderisme, økonomisme og åbenlys
chauvinisme. Maoister og proletariske feminister er i samme båd som,
og ønsker at organisere, alle der er undertrykte af patriarkatet og
bekæmpe den herskende chauvinisme.
Som vi kan se, behandler
udtalelsen fra de 5 organisationer emnet på basis af
marxismen-leninismen-maoismen, altså videnskabeligt og proletarisk.
Det siges: spørgsmålet om undertrykkelse af queer-personer er et
underordnet og afledt spørgsmål ift. spørgsmålet om
undertrykkelse af kvinden1,
»men rødderne er er det samme patriarkat« og vi skal organisere
»alle der er undertrykte af patriarkatet og bekæmpe den herskende
chauvinisme«. Spørgsmålet om queer-bevægelsen må ikke ignoreres,
for så overlader de revolutionære netop bevægelsen til
chauvinister, identitetspolitikere, opportunister, karrieremagere og
post-modernister, og der bliver intet redskab for de revolutionære
til at rense sig selv for det patriarkalske samfunds
queer-fjendtlige snavs. Samtidig er det nødvendigt for at forstå
queer-spørgsmålet at forstå dens modstykke: kvindespørgsmålet,
for tilsammen udgør de den proletariske feminisme.
Vi ønsker at påpege visse
punkter: (1) At privatejendommen og patriarkatet er uløseligt
forbundet, de opstod samtidig og vil kun blive fuldkommen afskaffet
sammen. I urtiden, dengang mennesker levede i et urkommunistisk
stammesamfund, var der hverken privatejendom, stat eller patriarkat.
Men da man fik bedre redskaber og et merprodukt, kunne nogle
mennesker sætte andre til at arbejde for sig. Krigsfanger blev nu
til slaver og klassesamfundet opstod. Samtidig måtte den herskende
klasse udøve organiseret vold for at blive på magten, og således
opstod staten. Men for at ejendom kunne blive i slægten, måtte der
indføres samfundsmæssig kontrol med kvinderne, og patriarkatet
opstod. (2) Fordi der er en økonomisk basis for patriarkatets
eksistens (på den ene side overførelse af arv til ens børn i den
borgerlige familie; på den anden side nødvendigheden af ulønnet
reproduktivt arbejde), er det ikke kun et spørgsmål om »sexisme«,
for chauvinistiske opfattelser og vaner findes for at vedligeholde
og understøtte denne økonomiske basis. Ligeledes med
patriarkalsk lovgivning, der også findes for at vedligeholde og
understøtte den økonomiske udbytning af kvinden.
Patriarkatets væsen
Patriarkatets væsen beskrives
rammende og nøjagtigt af Perus Kommunistiske Parti i dets
fabelagtige dokument, Marxismen, Mariátegui og kvindebevægelsen.
Dette dokument fremlægger patriarkatets aspekter utrolig
tydeligt for os marxister-leninister-maoister: 1) Det historiske
perspektiv. At patriarkatet har sin historiske oprindelse med
fremkomsten af privatejendommen og staten. At det har sin historiske
proces, hvor det har tilpasset sig slaveriets, feudalismens og
kapitalismens behov. At kapitalismen ikke frigør, men kun skaber
muligheden for frigørelse, ved at proletariatet erobrer den
politiske magt og gennem kulturrevolutioner når frem til et
kommunistisk samfund, at kun kommunismen vil frigøre kvinden (og
queer-personen). 2) Den økonomiske basis. At den borgerlige
familie er en familie for at nedarve privatejendom og at
proletariatet i denne forstand er familieløst. At arbejderkvinden er
dobbelt udbyttet, idet hun både udfører ulønnet reproduktivt
arbejde i hjemmet og i stigende grad tvinges ud på arbejdsmarkedet
som proletar. 3) Den politiske overbygning. At hun
umyndiggøres og afpolitiseres af den borgerlige stat. At
arbejderkvinden er dobbelt undertrykt, både som kvinde og som
proletar. At man for at knuse imperialismen skal danne særlige
organisationer for at politisere kvinden, for at inkorporere hende i
klassekampen, især i Folkekrigen. 4) Den kulturelle overbygning.
At patriarkatet frembringer »den kvindelige natur«, en pendant
til »den menneskelige natur«, for at retfærdiggøre og understøtte
sin udbytning og undertrykkelse, og at denne skal hårdt bekæmpes i
alle dens former, ved at forstå kvinden som et samfundsmæssigt
produkt, forskelligt fra land til land. 5) Nødvendigheden af at
mobilisere, politisere, organisere og bevæbne kvindemasserne, i
kampen for rekonstitueringen af det Kommunistiske Parti, i
Folkekrigen og i de proletariske kulturrevolutioner, samtidig med at
bekæmpe chauvinismen i selve den revolutionære bevægelse.
Den internationale udtalelse
af den 8. marts 2019 har da også erklæret:
Undertrykkelsen og udbytningen
af kvinden er på ingen måde forsvundet i Vesteuropa, ligesom det
ikke er forsvundet noget andet sted i verden. Tværtimod, kvinden
bliver betalt mindre end manden for det samme arbejde og skal stadig
bære byrden af højst nødvendigt socialt reproduktivt arbejde.
Kvinder bliver udsat for patriarkalsk vold overalt og bliver dræbt i
tusindvis af mænd i hvad der kynisk bliver kaldt »vold i hjemmet«.
Mord, voldtægt og misbrug af kvinder findes overalt, imens en
offensiv fra imperialisterne går imod de rettigheder kvinderne og
arbejderklassen har fremskaffet, de ønsker sågar at fratage retten
til abort, ved at bruge den mest reaktionære propaganda. […]
Kvinderne udgør mindst
halvdelen af arbejderklassen og de er dobbelt undertrykte og
udbyttede i forhold til deres klassebrødre. Det er uvurderligt at
udvikle en klar klassebevidst linje i kvindebevægelsen, en
proletar-feministisk linje der ideologisk, politisk og organisatorisk
smadrer borgerskabets og småborgerskabets linjer og udtrykkeligt
tager i betragtning kampen for frigørelsen af kvinden som en
afgørende og uundværlig del af kampen for frigørelsen af
arbejderklassen. Uden kampen for frigørelsen af kvinden kan der ikke
være nogen reel kamp for kommunismen. Uden kampen for kommunismen
kan der ikke være nogen reel kamp for frigørelsen af kvinden.
Derfor giver parolen: »Proletarisk feminisme for
kommunismen!« en korrekt basal orientering for
marxister-leninister-maoisterne i kvindebevægelsen.
Og hvad angår
queer-spørgsmålet, kan vi tilføje hvorledes patriarkatet agerer,
ved at tage disse samme aspekter i betragtning: 1) Det historiske
perspektiv. At undertrykkelsen af queer-folk opstår sammen med
undertrykkelsen af kvinden. At den udvikler sig i henhold til
produktionsmåden, hvorfor vi ofte ser mindre rigide kønsnormer i
mere tilbagestående samfund før imperialismens fremkomst og den
bureaukratiske kapitalismes vækst i et land2.
2) Den økonomiske basis. At der ligger en økonomisk
nødvendighed i undertrykkelsen af queer-folk, idet ingen mænd må
fritages for »pligten« til at undertrykke kvinden, og ingen kvinder
må »undslippe« mandens undertrykkelse. Således tjener
queer-undertrykkelsen udbytningen af kvinden. 3) Den politiske
overbygning. At politisk repression imod queer-folk tjener til at
skræmme queer-folk til at gemme deres tilstand for omverdenen, at
»bide det i sig« og leve »ordentligt«, at »blive i skabet«. Vi
ser således at der findes repression imod queer-folk uanset deres
klasse, men at den antager forskellige former pga. proletarens
»familieløshed« ift. den borgerlige familie, sådan at
storborgeren ofte kan udøve sin seksualitet i fred når først han
har arvinger, mens proletaren skal underkues af staten så
reproduktionen af arbejdskraften fortsætter i det uendelige. 4)
Den kulturelle overbygning. At ideologiske strømninger for at
retfærdiggøre og understøtte den patriarkalske undertrykkelse også
findes her, såsom homofobi og transfobi, der desuden tjener til at
spalte proletariatet og folket.
Disse aspekter bør udvikles
yderligere, især med hensyn til deres historiske oprindelse og
proces i vort land.
Sammenfattet: Patriarkatet
er en modsigelse, bestående af to aspekter. Undertrykkelsen af
kvinden er det hovedsagelige aspekt, undertrykkelsen af queer-folk er
det underordnede aspekt. Queer-undertrykkelse tjener ingen funktion
ud over at understøtte udbytningen og undertrykkelsen af kvinden.
Denne har behov for queer-undertrykkelsen for at fungere, ellers
ville kvinder og mænd kunne »undslippe« deres »pligt« i
patriarkatet, rollen som undertrykker eller undertrykt. Der er ingen
særlig udbytning af queer-folk udover udbytningen af dem som
proletarer.
Det er vigtigt at bemærke, at
det kan virke underligt, at queer-folk tilsyneladende er mere
accepterede i imperialistiske lande som Danmark, Tyskland og USA, end
i tilbagestående og undertrykte lande som Uganda og Iran. Men her
ønsker vi at fremhæve noget: (1) Denne tilsyneladende accept er
resultatet af årtiers hårdnakket klassekamp, der i nyere tid
begyndte med Stonewall-kampene i USA i 1969. (2) Denne tilsyneladende
accept gør sig i høj grad kun gældende for småborgerlige og
borgerlige queer-folk, der har en økonomisk situation der giver
mulighed for at benytte sig af retten til adoption og
ægteskab, retten til medicinsk kønsskifte3,
retten til at eje egen virksomhed eller en plads som topchef,
politiker osv., der alle er privilegier, der afhænger af ens klasse.
Proletariatet står udenfor og udsættes oftest for chikane og
diskrimination. (3) Denne tilsyneladende accept kan rulles tilbage,
det øjeblik imperialismen går ind i en fordybet krise og indfører
fascisme. F.eks. så man i Tyskland i 1920’erne stigende accept for
homoseksuelle og transkønnede, men dette blev tilbagerullet efter
Hitlers statskup i 1933 i stor stil, og queer-folk blev som bekendt
udsat for Holocausten. Det ville være naivt at tro, at der i et
fascistisk Danmark ville være lige så stor accept for queer-folk,
som i et borgerligt-demokratisk Danmark. De nyeste udviklinger i
f.eks. USA beviser også, at patriarkatet konsolideres i krisetider.
Queer-kampen har
klassekarakter
Det er også Perus
Kommunistiske Partis grundlægger, José Carlos Mariátegui, der har
udtalt:
Kvinder, som mænd, er
reaktionære, centrister eller revolutionære. De kan derfor ikke
alle udkæmpe den samme kamp side om side. I dagens menneskelige
panorama er individet særskilt mere på grund af klasse end køn.
Det tør siges at det samme
gør sig gældende for queer-folk og for queer-bevægelsen, der i
Danmark netop viser sin udtalte borgerlige og småborgerlige
karakter, afhængigt af den specifikke gruppe eller organisation.
F.eks. den borgerlige karakter af en organisation som LGBT Danmark,
en gennemrådden, borgerlig-queer NGO, der er den fuldstændige
negation af den proletariske klassekamp. En organisation der, da den
sad til forhandlingsbordet med Sundhedsstyrelsen angående
transkønnedes rettigheder i Danmark, ikke fremstillede ét eneste
omfattende og gennemgribende dagskrav! Dette makværk af en
organisation blev stiftet af et nazistisk overklasseindivid, der
brugte sin tid som »aktivist« på at distribuere pornografi,
agitere for retten til at at have sex med mindreårige prostituerede
og personligt deltog i LGBT Danmarks »pædofilgruppe«, som agerede
i organisationen mellem 1974 og 1985. Al anden kamp for
»bøssebefrielse« må simpelthen ses som underordnet til denne
afskyelige karriere, og organisationen kan ikke løbe fra denne
mands4
billede, lige så lidt som den kan løbe fra, at dens udelukkende
borgerlige klassekarakter kun tillader den at arbejde for »reformer«
og andre lappeløsninger, og aldrig nogensinde nogen kamp for
politisk magt for det overvældende flertal af queer-personer, der
tilhører proletariatet og folket, som uden politisk magt og en ende
på udbytningen, aldrig kan nyde godt af disse reformer alligevel.
Organisationen LGBT+ Ungdom, der ellers ofte ønsker at distancere
sig fra moderorganisationen LGBT Danmark, er desuden direkte styret
af denne og har dermed en udtalt borgerlig klassekarakter.
Og så er der desuden
»Copenhagen Pride«, der pryder sig af at være en af verdens længst
afholdte Pride-parader og som ikke mindst tillader Politiets og
Yankee-ambassadens deltagelse i paraden, men som også har flyttet
sig fra den historiske Stonewall-dag i juni, hvor det internationale
proletariat fejrer queerkampen, og til august; der er intet bedre
symbol på denne parades klassestandpunkt! Denne kommercialiserede
firmafestdag er frakoblet det internationale proletariat, er
frakoblet al historisk kontekst, er gennemsyret med imperialistisk
deltagelse — som om imperialismen med al verdens champagne og
regnbueglimmer nogensinde kan skjule og vaske queermassernes blod af
hænderne.
Den småborgerlige tendens i
queer-bevægelsen, i høj grad udtalt som anarkismen og
post-modernismen hos visse smågrupper, er også tydelig, grupper der
bruger al taletid på at hejse en diskussion om »normer«,
»forventninger«, »snævre idealer« osv. — ikke at denne
kulturelle del af spørgsmålet bør ignoreres, men den er kun
en underordnet del af det større billede, hvor forgrunden består af
det politiske spørgsmål, kampen for den politiske magt, og
hvor der er et mere grundlæggende økonomisk problem der
skaber disse. De småborgerlige grupperinger, hvor radikale de end
ser ud til at være, ser ikke den økonomiske basis for patriarkatet,
ser ikke nødvendigheden af at kæmpe for den politiske magt — at de
kan spille en positiv rolle i kampen mod de borgerlige er utvivlsomt,
de rejser mange vigtige spørgsmål (såsom at gå imod
kommercialiseringen af Priden, at gå imod kapitalismen og staten
osv.), men dette er ikke nok, de skal forbinde sig med proletariatets
kamp for politisk magt, ved at tjene rekonstitueringen af det
Kommunistiske Parti her i landet, på basis af
marxismen-leninismen-maoismen.
Den småborgerlige del af
queer-bevægelsen, der har sine positive punkter men hovedsageligt er
anti-proletarisk i sin ideologi og praksis, kommer til udtryk enten
som »anarka-feminisme«, post-modernisme eller andre retninger. Der
er her tale om alternative Pride-parader, småkollektiver,
tidsskrifter mm. Sådanne grupper fokuserer ikke på at mobilisere,
politisere og organisere de dybeste og bredeste masser til kamp imod
imperialismen og patriarkatet. De taler om »sociale konstruktioner«,
»privilegier«, at »cis-mænd generelt er undertrykkere«, »retten
til at prostituere sig«, at »transkønnede oplever for det meste
den samme undertrykkelse som cis-kvinder« osv. osv. De tager intet
klassestandpunkt, de fremhæver ikke den økonomiske basis for
patriarkatet eller proletariatets særlige rolle, nødvendigheden af
den socialistiske revolution, af at erobre den politiske magt, eller
noget andet nøglespørgsmål. På klassisk post-modernistisk vis
forsøger de at forfladige »undertrykkelserne«, således at der
ikke bliver noget svar på, hvem man kan forene til hvilke kampe, og
alle bliver til separate individer i et hav af »magtrelationer«,
»identiteter« osv. I stedet for at være videnskabelige og prøve
at afmysticere virkeligheden, forsøges det at yderligere
mystificere virkeligheden, at gøre det umuligt for proletariatet
at besvare spørgsmålet: »Hvem er vore venner, hvem er vore
fjender?«, og at fremsætte en revolutionær strategi for at nå
frem til det kommunistiske samfund.
Dette lille udpluk af den
danske queer-bevægelse bør gøre det overordentligt klart og
tydeligt: For at proletariatet skal få noget som helst ud af
queer-bevægelsen, må den skabe sig sin egen røde
fraktion i den, en klassebevidst fraktion, der arbejder ud fra en
marxistisk-leninistisk-maoistisk klasselinje, og forene alle
progressive masser omkring sig i stedet for omkring imperialismens
skuffeorganisationer. Ellers vil klassen og folket strande
i opportunismens sump. Det er desuden en ventende opgave at evaluere
klassenaturen af de historiske dele af queer-bevægelsen i Danmark,
for således at bidrage til rekonstitueringen af det Kommunistiske
Parti.
Køn og magt hos
post-modernismen
En yndet sætning hos
post-modernisterne er, at »køn er en social konstruktion«. Javel,
det er meget muligt. Men hvornår blev den »konstrueret«? Hvilken
konkret funktion har kønsstrukturen? Hvordan reproduceres denne
»konstruktion«? Tilsyneladende findes køn udelukkende i
tankernes verden for post-modernisterne, eftersom der
intet nævnes om nogen økonomisk basis eller funktion. »Køn er
dannet af et normsamfund«, men hvorfor findes disse normer i første
omgang? Det må guderne vide! Som marxister ved vi, at der findes en
økonomisk basis for alle samfundsmæssige opfattelser og tanker, at
de tjener bestemte klasser, at »social væren afgør social
bevidsthed«. Dette er videnskabeligt, det er materialistisk, mens
det post-modernistiske standpunkt er idealistisk og uvidenskabeligt.
Naturligvis er køn noget, der varierer fra samfund til samfund, men
der har aldrig været et samfund uden køn overhovedet. Måske vil
køn forsvinde under Kommunismen, det ved vi ikke, og naturligvis bør
vi gøre op med patriarkalske normer og opfattelser, for de tjener
kun til at undertrykke kvinden og fastholde hende i udbytningen, og
de fastholder også undertrykkelsen af queer-folk. Men at være »imod
køn« — det er rendyrket idealisme, det er ahistorisk, det bidrager
slet ikke til frigørelsen af kvinden eller queer-folk.
Der er også spørgsmålet om
transkønnede. Vi mener ikke, at dette spørgsmål behandles korrekt
af post-modernismen. Det behandles heller ikke korrekt af de rigide
og dogmatiske »rødstrømper«, der insisterer på, ligesom de
reaktionære, at »kvinden er kvinde pga. hendes livmoder«. Dette er
åbent reaktionært. Transkønnede mennesker eksisterer, og at sige
enten »køn er en social konstruktion« eller »køn er udelukkende
biologisk« ophæver denne videnskabelige kendsgerning. Marxismen
skal besvare dette spørgsmål faktuelt. Vi mener ikke, at der findes
nogen særskilt undertrykkelse af transkønnede, i stedet
undertrykkes de som enten queer eller kvinder, baseret på hvordan
samfundet opfatter dem. Og det er rent ud sagt fordi ens identitet,
der er noget idémæssigt, noget der eksisterer i tankernes
verden, ikke direkte forårsager samfundets behandling af en. At sige
at ens bevidsthed skaber ens sociale væren, er rendyrket idealisme,
der blev forkastet af Marx allerede i 1845, da hans skrev:
»Menneskets sociale væren bestemmer dets sociale bevidsthed.«
Ingen kan læse vore tanker eller vor identitet, med mindre vi bruger
de tanker til bevidst og materielt at omforme hvordan vi
interagerer med omverdenen på; altså kan tanker indvirke på
materien, men de kan ikke bestemme materien; det er faktisk
lige omvendt. Det er fuldkommen forkert, at transkønnede kvinder
seksualiseres, dømmes og udsættes for samme forventninger som
ciskvinder. Processen er helt anderledes — dette finder kun sted,
hvis samfundet opfatter én som ciskvinde, når man er
transkønnet, det finder ikke sted alene på basis af ens identitet,
man skal »passere« i hvert fald noget af tiden5
for at samfundet i det hele taget har en basis at kønne en som ens
ønskede køn på. Igen, samfundet kan ikke læse ens tanker.
Imidlertid er det korrekt at »afvigelse« straffes af samfundet —
det er netop dette, queer-undertrykkelse består i, at blive
»straffet« med vold, chikane, undertrykkelse, umyndiggørelse osv.
pga. at man ikke lever op til de patriarkalske kønskategorier. Med
andre ord: Man kan kun blive undertrykt som kvinde, hvis samfundet
opfattet en som kvinde. Hvis ikke, bliver man undertrykt som queer,
som »afviger«, om man så er transkønnet eller ej. Der findes
ingen særskilt undertrykkelse, der behandler transkønnede
anderledes fra homoseksuelle eller andre queer-folk, for samfundet
bedømmer ikke udfra ens identitet, men udfra om man udfylder sin
»rette plads« i patriarkatet. Post-modernismen sammenblander
objektiv social væren med ens idémæssige selvopfattelse. Dette er
idealistisk og metafysisk, altså aldeles uvidenskabeligt.
Proletariatet mister således sit bedste våben: sin videnskabelige
verdensanskuelse.
Desuden behandler
post-modernismen spørgsmålet om »magt« aldeles forkert. Som
maoister ved vi, at »politisk magt vokser ud fra geværets løb«,
og at »magt« i den post-modernistiske forstand kun bidrager til at
mystificere den objektive verden. Post-modernisterne siger, at det
generelt er ciskønnede mænd, der har magten i samfundet ift.
kvinder og transkønnede. Hvordan kan »cis-mænd« generelt have
»magten«? Det er en videnskabelig kendsgerning, at manden gøres
til undertrykkeren i familien pga. patriarkatet, »i familien er
arbejdermanden til kvinden hvad den borgerlige er til ham selv på
arbejdspladsen« som Engels sagde. Men ift. kvinder og queer-folk i
hele samfundet er den individuelle mand ingen undertrykker; selvom
han i familiens opfordres til at indtage en stilling som
undertrykker, er den proletariske mand hovedsageligt en
våbenfælle for klassen og folket. At sige at det er
»ciskønnede heteroseksuelle mænd, der har magten og dermed bliver
undertrykkerne«, er det samme som at berøve de proletariske kvinder
deres nærmeste allierede i kampen for socialismen og kommunismen.
Dette er et forsøg på at ligestille kønskamp og klassekamp, i
stedet for videnskabeligt at se den ene som afledt af den anden, og
det forhindrer proletariatet i at samle sig omkring klassekampen ved
at dele den ad forskellige mekaniske linjer. Dette er helt og aldeles
forkert.
Der er sagt nok om
post-modernismens syn på køn og patriarkat. Det er blevet påvist,
at den er en skadelig og småborgerlig retning, der agerer i
queer-bevægelsen, repræsenteret af forskellige grupper og
bevægelser. Det er nødvendigt og påtrængende at bekæmpe dens
indflydelse, at bevæbne proletariatet med en klasselinje i
queer-bevægelsen og forene folkets uhyre flertal bag denne klasse
til kamp for socialismen og Kommunismen.
Konklusion
Vi
har i dette dokument fremsat først proletariatets standpunkt i
queer-bevægelsen, at forstå
patriarkatet som en modsigelse hvor undertrykkelsen af queer-folk er
det underordnede og nødvendige aspekt.
Dernæst har vi kritiseret et småborgerligt standpunkt i denne, der
søger at fordreje spørgsmålet og lede klassen og folket bort fra
klassekampen for den politiske magt som det hovedsagelige i en sådan
bevægelse. I Danmark agerer de borgerlige og småborgerlige
strømninger stærkt i queer-bevægelsen, og derfor er det særlig
vigtigt at rette sin kritik imod dem, og genbekræfte sig i
proletariatets klassestandpunkt
og i den proletariske feminisme.
Det er nødvendigt og påtrængende at frembringe Røde Queerkomiteer
under marxistisk-leninistisk-maoistisk ledelse, der kan mobilisere,
politisere og organisere queermasserne omkring en proletarisk
klasselinje til kamp for deres daglige krav, til kamp for
rekonstitueringen af det Kommunistiske Parti og til kamp for den
politiske magt.
Derfor
rejser vi til slut parolen:
»For en klasselinje i queerbevægelsen!«. Denne parole er et
koncentreret udtryk for den politik, der er blevet fremlagt i dette
dokument. Uden en proletarisk linje
i queer-bevægelsen, vil det overvældende flertal af queermasserne
blive fortabt i den borgerlige sump, hvor man kan vælge mellem
karrierepolitik, meningsløs svælgen i »autonomi« eller den
dybeste elendighed. Vi er imod at
skulle vælge mellem disse tre. Vi er for
at rejse queer-bevægelsen i Danmark og internationalt på
klassekampens grundlag,
på basis af kampen for at rekonstituere det Kommunistiske Parti, på
basis af marxismen-leninismen-maoismen.
For en klasselinje i
queer-bevægelsen!
Leve 50-året for
Stonewall-oprøret!
I anledning af 50-året for Stonewall-oprøret.
1Det
kan skabe forvirring, at vi insisterer på at skrive »kvinden«
fremfor »kvinder« eller »kvinderne«. Det er netop for at
fremhæve, at der er tale om en arketype på kvinden, et
samfundsmæssigt produkt, en slags form som alle kvinder forsøges
presset ind i. Det er ikke blot en totalitet af individuelle
kvinder, men én enkelt kvindelig »skabelon«, der afhænger af
samfundstypen og det specifikke lands kultur.
2Vi
ønsker at fremhæve, at kapitalismen har et skærpet behov for at
undertrykke queer-folk ift. tidligere produktionsmåder, såsom
feudalismen og slaveriet. Dette er et særpræg ved patriarkatet
under kapitalismen. Derfor ser vi en traditionel accept for
»afvigere« fra kønsnormerne i lande som Thailand, Albanien,
Indien, Pakistan, USA og Uganda, før imperialismen ankommer til
landet, den bureaukratiske kapitalisme opstår underlagt
imperialismens behov, og der skabes et mere rigidt patriarkat,
tilpasset imperialismens økonomiske behov. I lande som Peru og
Indien ser man da netop også, at f.eks. homoseksualitet er langt
mere acceptabelt på landet end i byerne, netop fordi den
bureaukratiske kapitalisme er stærkest i byerne.
3Med
»medicinsk kønsskifte« henviser vi til alle de forskellige former
for medicinsk, kirurgisk osv. behandling, som en transkønnet person
behøver for at deres fysiske fremtræden kan stemme overens med
deres kønsidentitet.
4Der
er her tale om Axel Axgil, stifter af Kredsen af 1948 og kendt
borgerlig bøsseaktivist i Danmark. Vi henviser til Politikens
artikel: »Vejnavnenævn
dropper Axel Axgils Plads« fra den 27. maj 2013 for mere info om
denne mands karriere som pædofilaktivist og nazist-sympatisør.
5I
denne forstand kommer ens samfundsmæssige (ikke identitetsmæssige)
køn an på øjnene der ser. Man
kan blive kønnet forskelligt af sin familie, sine venner,
myndighederne, sin kapitalist, fremmede på gaden osv. Man kan blive
kønnet forskelligt på forskellige tidspunkter. Sådan er det ofte
for queer-folk. Vi kan ikke tillade os at se mekanisk på dette
spørgsmål, og det er mekanisk at sige at man kun kan opfattes som
det ene eller det andet køn, baseret på sin biologi, identitet
eller noget helt tredje.
