Vi publicerer hermed en uofficiel dansk oversættelse af væsentlige dele af dokumentet »Leve den proletariske feminisme!«, der er blevet sendt til os. Dokumentet er forfattet af Komiteerne for Grundlæggelsen af Østrigs (Maoistiske) Kommunistiske Parti og udgør et vigtigt bidrag til den marxistisk-leninistisk-maoistiske forståelse af patriarkatet og kvindebevægelsen.
Proletarer i alle lande, forén jer!
Den politiske magt vokser ud fra geværløbet!
Leve den proletariske feminisme!
– Uddrag –
1. Patriarkatets oprindelse og udvikling
Den videnskabelige socialismes grundlæggere, Karl Marx og Friedrich Engels, fandt patriarkatets oprindelse og væsen i klassesamfundets daggry, bevisende at førstnævnte er en betingelse for sidstnævnte. Deres videnskabelige forklaring af undertrykkelsen og udbytningen af kvinden må være vores udgangspunkt i spørgsmålet om kvindekampe i dag, hvilket er en vigtig og hovedsagelig forskel ift. enhver borgerlig pseudovidenskabelig analyse af patriarkalske forhold. Dermed vil vi forsøge at opsummere det korrekte marxistiske standpunkt til patriarkatets udvikling i dette første afsnit.
1.1. Patriarkatets oprindelse
Opstående fra akkumulationen af menneskeskabte værdier og fremskridt i de praktiske eksperimenter, produktionen og omformningen af naturen i ursamfundet, gjorde menneskeheden et samfundsmæssigt spring: udviklingen af privatejendommen i produktionsmidlerne og de tilsvarende »store arbejdsdelinger« fra »forskellige historiske strømninger«. Fremfor alt andet er det i privatejendommen til produktionsmidlerne at oprindelsen til inddelingen af menneskeheden i klasser ligger, og med den, undertrykkelsen og udbytningen af kvinden, udviklingen af patriarkatet.
I samme forhold, som rigdommene forøgedes, gav de altså på den ene side manden en vigtigere stilling i familien end kvinden og fremkaldte på den anden side en tilskyndelse til at benytte denne styrkede stilling til at omstøde den hævdvundne arvefølge i børnenes favør. Dette kunne imidlertid ikke lade sig gøre, så længe afstamningen ifølge moderretten var den gældende. Denne måtte altså omstødes, og den blev omstødt. Det var nu heller ikke så svært, som det i dag ser tid for os. Thi denne revolution – en af de mest afgørende, som menneskene har oplevet – behøvede ikke at berøre eet eneste af de levende medlemmer af en gens. Alle dens medlemmer kunne blive ved at være, hvad de havde været hele tiden; det var tilstrækkeligt at tage den enkle beslutning, at for fremtiden skulle de mandlige medlemmers efterkommere forblive i gensen, mens efterkommerne af de kvindelige medlemmer skulle udelukkes, idet de overgik til deres faders gens. Dermed var afstamningsberegningen i kvindelig linie og arveretten efter moderen omstødt, den mandlige afstamningslinie og arveretten efter faderen oprettet. […]
Moderrettens omstyrtelse var kvindekønnets verdenshistoriske nederlag. Manden tog styret også i hjemmet, kvinden blev nedværdiget, kuet, gjort til en slave af hans lyster og til et rent og skært redskab til børneavl.1
Etableringen af privatejendommen til produktionsmidlerne imod fællesejet og den eksklusion af kvinden fra denne privatejendom der fulgte med den, lagde grundlaget for kvindens underkastelse til manden, såvel som kvindens degraderede stilling i det bredere samfund. Den verdenshistoriske revolution som sejren for privatejendommen til produktionsmidlerne udgør, er ydermere grundlaget for udviklingen af den monogame familie, i hvilken kvinden er bundet til manden på basis af hans økonomiske stilling; og derfor er hun bundet fastere til selve det monogame forhold end manden er. Den store medgrundlægger af den videnskabelige socialisme, Friedrich Engels, karakteriserede denne familieform som den første, der var baseret på udelukkende økonomiske betingelser. Eftersom patriarkatet har sin oprindelse i privatejendommen til produktionsmidlerne, udgør det en underordnet modsigelse. Men dette vil ikke sige at spørgsmålet er underordnet.
For at kunne bevare, styre og forsvare de nye ejendoms- og produktionsforhold, opbyggede den herskende klasse et maskineri til systematisk klasseundertrykkelse, staten. Lenin lærer os at staten er et maskineri til den »systematiske magtanvendelse og underkastelse af folk med magt«. Statens væsen er eksistensen af »en særlig kategori af folk, der skiller sig ud for at regere andre og, for dette herredømmes skyld, systematisk og permanent at væbne sig med et vist tvangsmaskineri, et voldsmaskineri«. Enhver stat der er baseret på privatejendommen til produktionsmidlerne, og derfor den private appropriering af andres arbejde, er en stat der undertrykker kvinden gennem den systematiske brug af volden, en der foreviger patriarkatet.
1.2. Dobbelt udbytning og undertrykkelse
I det kapitalistiske samfund, baseret på hovedmodsigelsen mellem lønarbejdet og kapitalen, optager den kvindelige arbejder en stilling med dobbelt undertrykkelse og udbytning. Den kvindelige arbejder, ligesom hendes mandlige modstykke, tvinges til at arbejde for en løn og udbyttes dermed af kapitalen. Imidlertid, pga. den patriarkalske undertrykkelse, udfører den kvindelige arbejde derudover også størsteparten af arbejdet i hjemmet og opdragelsen af børn. Lenin opsummerede perfekt dette problem for kommunisternes arbejde:
Men man kan ikke inddrage masserne i politik uden også at inddrage kvinderne. For den kvindelige halvdel af menneskeslægten er dobbelt undertrykt under kapitalismen. Arbejderkvinden og bondekvinden er blevet undertrykt af kapitalen og vedbliver derudover i selv de mest demokratiske borgerlige republikker, for det første at mangle ligeberettigelse, fordi loven ikke giver dem ligestilling med manden; for det andet – og det er det vigtigste – forbliver de i »husslaveri«, som »husslaver«, al den stund de holdes nede af det for mennesket mest småtskårne, mest grove, mest anstrengende, mest fordummende arbejde i køkkenet og overhovedet i hver isoleret familiehusholdning.2
Det er kapitalen og patriarkatet der bebyrder den kvindelige arbejder med den dobbelte udbytnings og undertrykkelses tilstand.
Masseinklusionen af kvinden i fabriksarbejde betød ikke blot frembringelsen af basis for den dobbelte udbytning, men også nedsættelse af arbejdskraftens værdi som resultat af forhøjet konkurrence i salget af denne vare mellem mænd og kvinder. Kapitalisten behøvede ikke længere at betale arbejderen en løn, der muliggjorde reproduktionen af hele den proletariske familie, men kunne sprede den ud mellem manden og kvinden. Dette betød en større profit for kapitalisten og mindre arbejde for en mindre løn for arbejderklassefamilien. Den videnskabelige socialismes grundlægger og organisator og Fører af det første Kommunistiske Parti og I. Internationale, Karl Marx, forklarede det på følgende måde:
Arbejdskraftens værdi afhang ikke blot af den arbejdstid, som er nødvendig til underhold af den enkelte voksne arbejder, men også af den arbejdstid, der kræves til arbejderfamiliens underhold. Idet maskinerne kaster alle medlemmer af arbejderfamilien ud på arbejdsmarkedet, fordeler de værdien af familiefaderens arbejdskraft på hele hans familie. Maskinerne nedsætter derfor værdien af hans arbejdskraft. Det er muligt, at det koster mere at købe de fire arbejdskræfter, som familien f.eks. nu er udparcelleret i, end det før kostede at købe familie-faderens arbejdskraft, men til gengæld er der nu fire arbejdsdage i stedet for en og deres pris falder derfor med det overskud af merarbejde, som fire arbejdskræfter leverer i forhold til det, en leverer. Fire må nu levere ikke blot arbejde, men også merarbejde til kapitalen for at en familie kan leve.3
Her begynder opdelingen i kvindelige og mandlige arbejdere: kapitalisten gør dem til konkurrenter på arbejdsmarkedet.
1.3. Den dobbelte undertrykkelse og udbytning af den arbejdende kvinde under imperialismen
Den dobbelte undertrykkelse af kvinden er nået til en kvalitativt ny etape under imperialismen: i modsætning til den borgerlige propaganda om »progressiv frigørelse«, er kvinden under imperialismen gjort endnu mere afhængig af den borgerlige stat og kernefamilien. Dette er især tilfældet for den arbejdende kvinde, for hvem en selvstændig eksistens stort set ikke er økonomisk mulig. Imperialisme betyder fascisme, »selve finanskapitalens herredømme«. Parallelt til den kapitalistiske økonomiske basis, der udvikler sig fra frihandel til den højere etape med imperialistisk koncentration og monopol, den borgerlige stats bliven fuldkommen opslugt og domineret af finanskapitalen, udvikledes overbygningens tilsvarende form for herredømme fra det borgerlige demokrati til fascismen. Denne udvikling betød at korporativismens greb om kvinden blev fastere.
De imperialistiske stater udviklede nye former og metoder for undertrykkelsen og udbytningen. Med korporativismen skabte imperialisterne et tæt netværk af bureaukrati og kontrol over arbejderklassen og folkemasserne. Dette medbragte et skift i reproduktionen af de arbejdende familier. Dermed begyndte borgerskabet at nedskære familielønnen og udvide statens kontrol over reproduktionen. Gennemsnitslønnen for arbejderklassens lavere lag i dag er ikke nok til reproduktionen. Arbejderklassefamilien afhænger af »bistand«4 som den borgerlige stat tilbyder i form af udbetalinger til familien, boligen og andet. (Disse tages igen fra selve arbejderklassen gennem beskatning og »velfærds« betalinger.) Dette svarer til en forhøjning af den dobbelte udbytning og undertrykkelse af den arbejdende kvinde under imperialismen. Lønnen trykkes, arbejde i hjemmet og opdragelse af børn forlanges, den arbejdende kvinde gøres mere og mere afhængig af den borgerlige stat, politisk og økonomisk. Udviklingen af korporativismen under imperialismen forstærker objektivt borgerskabets kontrol over den arbejdende kvinde.
Imperialisme betyder uretfærdige krige. Disse føres af imperialisterne hovedsageligt på ryggen af kvinden, hvis dobbelte undertrykkelse og udbytning fordybes af den imperialistiske krigs betingelser og som gøres til slaver af den imperialistiske nation. Dermed er kvinden særligt modtagelig over for Folkekrigen som massernes modsvar til uretfærdig imperialistisk krig, og for Verdensfolkekrigen som modsvar til den imperialistiske verdenskrig.
1.4. Imperialistisk aggression imod kvinden gennem halvfeudale/halvkoloniale betingelser
I de undertrykte lande udvikles imperialismen og vedligeholder de halvkoloniale/halvfeudale betingelser såvel som den bureaukratiske kapitalisme, der vedligeholder undertrykkelsen af kvinden gennem patriarkatet i dens feudale, halvfeudale og bureaukratkapitalistiske former. Formand Mao, Fører af Kinas Kommunistiske Parti og den langvarige Folkekrig, og indleder og Fører af den Store Proletariske Kulturrevolution, taler om en firedobbelt undertrykkelse af kvinden under Kinas på det tidspunkt feudale og halvfeudale betingelser:
Hvad kvinder angår, domineres de foruden af disse tre myndighedssystemer også af mændene (ægtemandens myndighed). Disse fire myndigheder ― politisk, klan-, religiøs og maskulin ― er legemliggørelsen af hele den feudalt-patriarkalske ideologi og det feudaly-patriarkalske system og er de fire tykke reb, der binder det kinesiske folk, især bønderne.5
Størstedelen af kvinder i dag lever i halvkoloniale/halvfeudale lande. Dette betyder at objektivt er især kvinden drivkraften i den nydemokratiske revolution, som har en anti-feudal og anti-imperialistisk karakter, og løfter opgaven af national befrielse og indførelse af et nydemokratisk program. Derfor modstår den også feudal-patriarkalsk undertrykkelse, såvel som dens bureaukrat-kapitalistiske form, de to former for patriarkatet der er tættest forbundet til imperialismen. Dette gør kvinden til en fremstående drivkraft i den Proletariske Verdensrevolution. Uden at mobilisere kvindemasserne til Folkekrigen under det Kommunistiske Partis vejledning, er det umuligt at løse disse opgaver. Uanset om det er den imperialistiske krig eller dens fordybende politiske, ideologiske og økonomiske krise: imperialismen er fjenden af enhver frigørelse af undertrykte klasser, enhver befrielse af undertrykte nationer og især frigørelsen af kvinden fra det patriarkalske åg.
1.5. Den ideologiske undertrykkelse af kvinden
Den politisk-økonomiske basis for den ideologiske undertrykkelse under imperialismen er kvindens forhold til kapitalen, den borgerlige kernefamilie og den imperialistiske stat. Borgerskabet forsøger at skjule den kendsgerning at det er dets klasseherredømmes økonomiske og politiske forhold, der foreviger patriarkatet.
Teorien om »kvindens naturlige underlegenhed« er så gammel som selve patriarkatet. I slavesamfundenes verdensanskuelse ser vi kvinden blive henvist åbent til som »mangelvæsen«, »ond« eller »beskidt«. Den ideologiske undertrykkelse af kvinden i dag eksisterer i en række reaktionære, chauvinistiske og åbent fascistiske standpunkter (faktisk for mange til at nævne her), fra synet på kvinden som mandens og den imperialistiske nations slave, til »alternative« standpunkter om kvinden som et »mildt«, »godsindet« eller »svagt« væsen. De forskellige former for undertrykkelse i offentligheden og medierne er resultatet af sådanne synspunkter, der udtrykkes i forskellige kombinationer, afhængende af den nationale kultur og strømninger inden for borgerskabet. Synet på kvinden som et underlegent køn fremsættes ofte i dag med konceptet om »ny femininitet«, der påstår at kvinden har visse biologiske karaktertræk, der gør hende væsentligt moderlig, stærk og især social og pacifistisk. Denne reaktionære teori skjuler den sande kilde til undertrykkelsen ved at reducere alting til spørgsmålet om biologisk køn og fremsætter et »kvindeligt væsen« baseret på forskelle ift. manden. Dette fornægter klasseskel og sætter spørgsmålet om køn frem for alt andet.
I tidligere klassesamfund har religionen spillet en vigtig rolle i undertrykkelsen af kvinden, især på det ideologiske område. Religioner er i essensen patriarkalske konstruktioner, der udspyer reaktionære ideologier vedrørende kvinden ― dette er sandt for både Kristendommen, Jødedommen og Islam, såvel som forskellige oldtidsreligioner og -kultur. Kammerat Lenin opsummerede perfekt religionens generelle funktion for den herskende klasse:
Alle undertrykte klasser har behov for to samfundsmæssige funktioner for at værne om deres herredømme: bøddelens funktion og præstens funktion.6
Det, der imidlertid får Kristendommen til at stå frem, er dens historiske grad af sammensmeltning med finanskapitalen. Uanset det faktiske antal følgere gør dette Kristendommen til det hovedsagelige problem i det ideologiske og kulturelle spørgsmålt ift. andre religioner, eftersom dens forskellige former er mest intimt bundet op med de gamle imperialistiske stater. Dens centraliserede bureaukratier i form af Pavedømmet (Katolicismen), Kirkelige Råd7 (Protestantismen) og Patriarker (Ortodoksiet) forsvarer imperialismens interesser og spiller en vigtig rolle i deres indførelse. Ikke alene er dette bureuakrati en udøvende del af det imperialistiske system, men deltager også i udviklingen af imperialistisk missionærarbejde, der ikke tilfældigt hovedsageligt fokuserer på massernes laveste lag og ofte kvinderne. Problemet er ikke kun historisk: selv i dag, og selv i dens mest liberale form, udgør den kristne religion en vigtig støtte for imperialismen og patriarkatet i udviklingen af de nationale kulturer og dermed massernes ideologiske lænker. Den vigtige tyske socialist August Bebel noterede allerede forbindelsen mellem kirke og imperialistisk stat: »Vor kristne regering, hvis Kristendom søges forgæves når den virkelig behøves, men mødes med hvor den er overflødig ― vor kristne regering er ligesom vort kristne borgerskab, hvis interesser den tjener.« At denne standpunkt er et korrekt princip forandres ikke af den kendsgerning, at mere »liberale« varianter af den kristne reaktion har udviklet sig. Tværtimod: at borgerskabet tyer til religionens instrument i klassekampen viser dets dekadence, udstrækningen af dets forrådnelse i imperialismen og dets strategiske svaghed. Bebel noterede også: »Sikke en forskel der findes mellem borgerskabet af sidste år, der fejrede Voltaires Écrasez l’infâme! [Knus den berygtede: Kirken!] og Feuerbachs og David Strauß’ ateistiske lærdomme, og borgerskabet af i dag, der påstår at have religiøse synspunkter, som det ikke selv tror på, og støtter religiøse foretagender, som det selv væmmes af. Alt sammen ud af frygten for det fremskridende Socialdemokrati.«
Kommunisterne må bekæmpe religiøs ideologi og de religiøse institutioners politiske magt. Religiøse synspunkter blandt masserne skal bekæmpes (hovedsageligt gennem debat og overbevisning), især blandt kvinderne. Men religiøse synspunkter blandt folket kan generelt kun fuldt ud besejres efter en langvarig ideologisk omdannelseskamp under socialismen. Fortroppen må imidlertid ikke tolerere nogle mystisk, idealistisk eller religiøse ideologier i sine rækker, allerede i dag.
1.6. Reformisme og revisionisme: den borgerlige feminisme i proletariatets rækker
Revisionismens rolle i spørgsmålet om frigørelsen af kvinden er at overføre den borgerlige ideologi til proletariatet, styrkende den kontra-revolutionære linje i feminismen. Dette sker gennem forskellige teorier, såsom den om »arbejdsdelingen som roden til patriarkatet« eller udbredelsen af »lighedsreformer«. Selv i dets revolutionære fase kunne borgerskabet ikke give kvinden mere end formel lighed, der er forblevet et undslippende ideal for de fleste kvinder under det verdensomspændende imperialistiske system til i dag. Den kendsgerning at revisionismen beklager sig over manglen på »lighed«, givet af det imperialistiske borgerskab, samtidig med at den opløfter den daglige politik til det hovedsagelige spørgsmål for kvindebevægelsen, viser hvor langt den er sammenvævet med det imperialistiske statsmaskineri ― i det mindste på et ideologisk niveau (og hvor den har fået en vis styrke, også det politiske) ― uanset hvor radikal den kan præsentere sig som værende. Det viser også hvor meget håb revisionismen har for det imperialistiske borgerskab og dets repræsentanter, dermed fornægtende den grundlæggende marxistiske sandhed at imperialismen er »reaktion hele vejen«.
I de imperialistiske lande finder revisionismen, den borgerlige linje i proletariatets rækker, sin objektive basis i arbejder-aristokratiet, der lever af ekstraprofitterne som imperialismen udsuger af de udbyttede og undertrykte halvkoloniale/halvfeudale lande og må derfor objektivt forsvare det imperialistiske borgerskabs interesser. Arbejder-aristokratiet, hvis tendens er at gå nedad i antal, udgør et korrumperet lag af arbejderklassen. Eftersom det udgøres af hovedsageligt faglærte mandlige arbejdere, finder det ingen relevant basis blandt de kvindelige arbejdere. Arbejder-aristokratiet er den objektive materielle basis i arbejderklassen for at borgerskabet kan overføre reaktionær ideologi til proletariatet, inklusiv om spørgsmålet om kvinden og den borgerlige familie. I arbejderklassen er det kun arbejder-aristokratiets familie, der har nogen forudsætninger for en langvarig eksistens i form af den borgerlige kernefamilie, eftersom de nyder godt af visse privilegier i reproduktivt arbejde. På et ideologisk niveau svarer dette til at udspye reaktionære teorier vedrørende kvindens rolle i forsøget på at neutralisere dem i kampen mod patriarkatet. Blandt arbejder-bureaukratiet er kvinder fra arbejderklassen imidlertid mere talrigt repræsenteret. Dette betyder at der her findes mere af en objektiv materiel basis for arbejder-aristokratiets ideologi og revisionismen, hvilket er hvorfor sidstnævnte ofte foretrækker at basere sig på arbejdet i korporativistiske institutioner. Selve den borgerlige ideologi, såvel som dens arbejder-aristokratiske form, overføres også til arbejderklassen gennem de forskellige tråde, der forbinder den til andre klasser og samfundslag.
I dag under imperialismen er det tydeligt at borgerskabet ikke blot er ude af stand til at give kvinden nogen virkelig frigørelse, men at det faktisk styrker den økonomiske, politiske og ideologiske undertrykkelse af kvinden. Imperialismen og revisionismen er hovedfjenderne for verdens folk og kvindemasserne. Imperialismen konfronterer objektivt størstedelen af kvinderne med behovet for at kæmpe og gøre modstand imod deres dårlige stilling og gør dem dermed til bitre fjender af verdensreaktionen.
2. Marxismen-leninismen-maoismen og kvindespørgsmålet
2.1. Marxismen og frigørelsen af kvinden
Frigørelsen af kvinden begynder med hendes inklusion i produktionen og klassekampen! Kvindernes massedeltagelse i produktionsprocessen skabte muligheden for massepolitiseringen og -organiseringen af kvindelige proletarer. Dette fandt sted gennem deres deltagelse i proletariatets tidlige, udviklende kampe. Som Karl Marx og Friedrich Engels genkendte i 1848 i det Kommunistiske Partis Manifest, kommunisternes generelle program, vedrørende perspektivet for proletariatet i disse kampe: det vigtige var ikke deres umiddelbare resultater, men den kendsgerning at proletariatet begyndte at forene sig gennem dem. Dette gælder også for kvinder i produktionen, hvilket vil sige at grundlaget for en yderligere udvikling af den proletariske kvindebevægelse blev skabt.
Med Karl Marx og Friedrich Engels, hovedsageligt Marx, fik hele proletariatet sin verdensanskuelse: den videnskabelige socialisme, den eneste videnskabelige og afmystificerende ideologi. Det, der derfor også begynder med Marx og Engels, er afmystificeringen af kvindens særligt undertrykte stilling, hvis årsager nu kunne forstås videnskabeligt ved at gå ud fra de samfundsmæssige forhold. Marx og Engels tillagde stor betydning til kvindespørgsmålet og gav den proletariske kvindebevægelse vigtig vejledning i selve dens begyndelse, i løbet af de borgerlige revolutioners storme i 1848. I det Kommunistiske Partis Manifest skriver de:
En borgerlig ser i sin kone et rent og skært produktionsmiddel. Han hører, at produktionsmidlerne skal udnyttes i fællesskab og kan naturligvis ikke tænke sig andet, end at fællesskabet også vil komme til at omfatte kvinderne. Han aner ikke, at det netop drejer sig om at ophæve kvindernes stilling som rene produktionsmidler.8
For Marx og Engels er det tydeligt at patriarkatet opstod med udviklingen af privatejendommen til produktionsmidlerne, ved at den medfølgende ejendomsret ekskluderede kvinden, der selv degraderes til privatejede produktionsmidler. Dette lagde grundlagene for den proletariske feminisme. Kvinden, der tjener manden og kapitalen som (re)produktionsmidler, kan kun frigøre sig selv fuldstændig, efter at have befriet sig selv fra det kapitalistiske og hjemlige slaberi, når deres stilling som produktionsmidler afskaffes.
Fra dette uddrage Marx og Engels, hovedsageligt Marx, konklusionen at frigørelsen af kvinden først og fremmest er et spørgsmål om magt, eftersom det kræver ødelæggelsen af de gamle ejendomsforhold. Som store kommunister udkæmpede de en beslutsom kamp i Internationalen om spørgsmålet om frigørelsen af kvinden. I denne kamp påpegede de at den proletariske revolution ikke kunne sejre uden kvindens deltagelse, at mobiliseringen af kvinden derfor er en vigtig pligt for kommunisterne:
Enhver, der kender noget til historien, ved også at store samfundsmæssige revolutioner er umulige uden det kvindelige gæringsstof. Det samfundsmæssige fremskridt kan måles nøjagtigt på det fagre køns samfundsmæssige stilling (inklusive de grimme).9
Her udtaler Marx ikke blot at kvindens deltagelse er en endegyldig nødvendighed for revolutionen, men peger også til fremtiden i og med at det generelle fremskridt og frigørelsen af kvinden er så tæt forbundne, at samfundsmæssigt fremskridt kan (og vil) »måles nøjagtigt« på graden af frigørelse. Dette er et ektraordinært vigtigt signal som Kammerat Marx har givet os, der er frit for enhver mekanisme eller skematisme.
Kammeraterne Marx og Engels kæmpede for det korrekte standpunkt til spørgsmålet om kvindens frigørelse, imod alle slags forkerte småborgerlige og kontra-revolutionære synspunkter, især når disse forsøgte at opføre sig »progressivt«. Anarkisten Proudhon, f.eks., påstod at kvinden i sit væsen er manden underlegen og kun har omkring »8/27 af en mands værd«. Marx og Engels smadrede ikke blot disse synspunkter, men dedikerede også sig selv til de kvindelige arbejderes daglige kampe med fuld revolutionær energi. F.eks. argumenterede de for særlige arbejdssikkerhedslove for kvinderne og kæmpede for kravet om »lige løn for begge køns arbejde« i programmet for det Franske Arbejderparti.
Marx og Engels fremsatte det grundlæggende, historisk-dialektiske, materialistiske syn på kvinden i klassesamfundet, de anerkendte kvindens rolle i revolutionen, smadrede anarkisternes borgerlige synspunkter og antog på deres tid en ledende stilling i de kvindelige arbejderes daglige kampe.
2.2. Leninismen og frigørelsen af kvinden
Lenin var en stor discipel af Marx og udviklede marxismen i den udviklende imperialismes tidsalder. Tilsvarende udviklede Lenin også det marxistiske standpunkt til kvindespørgsmålet. Følgende Marx understregede han også forbindelsen mellem kvinden og revolutionens succes:
[…] revolutionens succes afhænger af kvindens deltagelsesgrad.10
Den store grundlægger af det Bolsjevikiske Parti brugte mange kræfter på spørgsmålene om den bevidste organisering af kvinden og gjorde dette til en grundlæggende hjørnesten for de russiske kommunisters politik:
Det er nødvendigt at vi fuldt udvikler systematisk arbejde blandt disse kvindemasser. Vi må uddanne de kvinder, det er lykkedes os at vriste ud af passiviteten, vi må rekruttere dem og bevæbne dem til kampen, ikke kun den proletariske kvinde, som arbejder i fabrikken eller slider i hjemmet, men også bondekvinden, kvinden i småborgerskabets forskellige lag.11
Med disse ord ødelægger Lenin undervurderingen af det planmæssige og systematiske arbejde blandt kvinderne, som den udviklede sig i arbejderbevægelsen med den reformistiske degenerering af det gamle Socialdemokrati. Kammerat Lenin, der også var en stor militær leder, påpeger ydermere at kvinden ikke er noget objekt for politiske manøvrer, men må bevæbnes for at deltage i aktiv kamp. Ydermere anerkendte han muligheden for at de proletariske og småborgerlige kvinder kunne føre en fælles kamp imod den imperialistiske kapital i kampen for frigørelsen, og gjorde det tydeligt over for sit Parti at en sådan alliance var nødvendig.
Som den første Fører af et Parti, der lykkedes i at slå imperialismen og opbygge socialismen, vidste Lenin hvor vigtigt det er, at den offentlige autoritet så vidt muligt baseres på og organiseres af masserne selv. I denne sammenhæng betragtede han også kvindespørgsmålet. Lenins program var ikke blot at integrere kvinden i produktionen, men at bevæbne hende og integrere hende i den nye stats anliggender, hvilket han gjorde tydeligt var en vigtig faktor i opbygningen af socialismen:
At sammensmelte politistyrken, hæren og bureaukratiet med hele det væbnede folk; […] en virkelig Folkemilits, dvs. for det første en, der består af hele befolkningen, af alle voksne borgere af begge køn; og for det andet en, der kombinerer Folkehærens funktioner med politiets funktioner, med den offentlige ordens og offentlige administrations hovedsagelige og grundlæggende organ. […] Hvis kvinden ikke inddrages i offentlighedens tjeneste, i militsen, i det politiske liv, hvis kvinden ikke flås ud af sit fordummende hus- og køkkenmiljø, vil det være umuligt at garantere ægte frihed, vil det være umuligt at opbygge demokratiet, for slet ikke at tale om socialismen.12
Følgende Karl Marx udviklede Lenin spørgsmålet om politiseringen af kvinden. Under hans personlige ledelse anførte Partiet de første illegale kvindemasseorganisationr, såvel som efter erobringen af magten. Lenin så det som et krav at kvinden under socialismen deltager i administrationen og gennemtvingelsen af statsmagten og han systematiserede det politiske program om at bevæbne kvinden i løbet af den på det tidspunkt passende militære teori om Folkemilitsen. Han lærte os at kvinden må gribe om geværet, også under socialismen, for at bevæge sig til deres endelige frigørelse, til klassernes afskaffelse.
Efter proletariatet erobrede magten under Bolsjevikkernes ledelse, blev love vedtaget i Sovjetunionen der gav kvinden lighed ift. manden, indførte barselsorlov, retten til særlig arbejdsbeskyttelse såvel som abort. Kvinderne blev i massevis flået ud af den lænkende tilværelse inden for deres fire mure og inddraget i produktionen. Men selvom programmerne for frigørelsen af kvinden i Sovjetunionen var store og jordrystende på denne tid, må vi også anerkende at der var alvorlige afvigelser fra den marxistiske linje i løbet af opbygningen af socialismen i Sovjetunionen. I spørgsmålet om frigørelsen af kvinden begyndte disse relativt tidligt, udtrykt f.eks. af Alexandra Kollontaj. I hedes forelæsninger om »Kvindens stilling i opbygningen af samfundet« hejser hun synspunkter, der undervurderer rollen af privatejendommen til produktionsmidlerne i udviklingen af patriarkatet, hvilket leder hende til at uddrage revisionistiske følgeslutninger:
Takket være denne politik (Den Nye Økonomiske Politik) er det muligt at fuldkommen forandre forholdet mellem kønnene. Kvinden ophører med at følge mandens ønsker som familiens forsørger. Hun er uafhængig, går på arbejde, har sin egen tidsplan og sit eget rationeringskort. Manden ophører med at være familiens overhoved, herre af hjemmet.
Og videre:
Konklusionen vi kan drage af dette er, at kønnenes lighed snart vil realiseres på alle andre områder. Som vi ved, afhænger kvindens rolle i samfundet og forholdene mellem kønnene af deres funktion i produktionen.
I Kollontaj tabes den ideologiske og politiske kamp for magten fuldkommen. Fuldkommen mekanisk går hun ud fra at rollen i produktionen på en eller anden måde vil lede til »patriarkatets bortdøen« uden ideologisk og politisk kamp.
Kammerat Stalin, der fortsatte Lenins værk og besejrede fascismen, ledte Sovjetunionen på en tid, hvor den udialektiske og mekaniske opfattelse af frigørelsen af kvinden under socialismen spredte sig. Stalin anførte personligt kampe imod dette. Kvindeinternationalen blev udvidet, kimformerne til militariserede masseorganisationer der blev opbygget i den Internationale Kommunistiske Bevægelse under hans Førerskab skabte deres egne kvindesektioner. Derfor udbyggede Stalin Lenins standpunkt om at kvinden kun vil knuse patriarkatet med geværet i hånden. Ydermere var det Generalissimo Stalin der, fremhævende det militære spørgsmål, påpegede til den kommunistiske verdensbevægelse at kvinderne ikke er nogen simpel reserve, men en drivkraft for revolutionen:
Men de arbejdende kvinder er ikke blot en reserve. De kan og skal ― gennem arbejderklassens rigtige politik ― blive en virkelig arbejderklassens hær, der kæmper mod borgerskabet.13
Stalin kæmpede imod højre-fraktionen og især imod fascisten Trotskijs eskapader, der fuldkommen genrejste det mekaniske synspunkt om den »faste udvikling« i kvindespørgsmålet, der gør sidstnævnte til en ideologisk pioner for mange revisionister. Det var især under tiden med den Store Fædrelandskrig imod fascisterne, at Stalin førte en politisk kamp på kvindefrigørelsens front. Piger og unge kvinder spillede en vigtig og ledende rolle i ungdommens produktionsbrigader ― ungkommunistiske kvinder og piger (Komsomol) var indledere af bevægelsen for at opfylde produktionsmål under en mangel på arbejdskraft. Umiddelbart efter den fascistiske invasion ledte Komsomol tvungen militær træning for alle sine medlemmer og et stort antal kvinder deltog i partisanerenhederne og forsvaret af byerne Leningrad og Stalingrad. De gjorde dette med en sådan begejstring og beslutsomhed at det er tvivlsomt, hvorvidt disse byer kunne have overlevet uden de kvindelige partisaners og rødarmisters aktive rolle. Det vi også mener er vigtigt er den systematiske udvikling af politisk arbejde for at vinde kvinderne for Partiet under Kammerat Stalin. Mens kun omkring 20% af Partiets medlemmer var kvinder i 1941, var det i 1945 35%. Tilsammen blev antallet af politisk organiserede kvinder hævet til over én million i løbet af disse felttog.
Eftersom kampen imod revisionismen under Stalins Førerskab på visse områder blev ført utilstrækkeligt, og ofte også på ukorrekt vis, kunne disse felttog historisk ikke gennemtvinge sig selv. Med revisionismens vækst og dens senere erobring af magten, blev kvinderne drevet bort fra de samfundsmæssige stillinger, de havde kæmpet for. Angående »marxistisk-leninistisk« revisionisme må det siges, at stien til kvindens frigørelse i Sovjetunionen var begrænset fra et ideologisk synspunkt, og mange alvorlige fejl blev begået. I dag, i maoismens tidsalder, er det ikke blot falskt at gentage de mekanistiske teser, men ydermere revisionistisk og direkte modsat til kampen for frigørelsen af kvinden.
2.3. Maoismen og frigørelsen af kvinden
Med marxismen-leninismen-maoismen (MLM), hovedsageligt maoismen ― den tredje, højeste og endelige etape14 af den proletariske verdensanskuelse og den eneste videnskabelige ideologi ― nåede forståelsen af frigørelsen af kvinden også en ny kvalitet i den kommunistiske bevægelse. Den udgør udviklingen og fuldførelsen af den proletariske feminisme inden for områderne filosofi, politisk økonomi og videnskabelig socialisme.
Maoismen, som marxismen og leninismen før den, afviser den borgerlige teori om en »generel menneskelige natur«, indbefattet den om »kvindens natur«. For maoismen er kvinden, ligesom manden, et produkt af samfundsmæssig praksis, af klassekampen som den menneskelige histories udviklingslov. Ved at gå ud fra den marxistiske indsigt at undertrykkelsen og udbytningen af kvinden begynder med udviklingen af privatejendommen til produktionsmidlerne, noterede Formand Mao, Fører af Kinas Kommunistiske Parti og de demokratiske og socialistiske revolutioner, indleder og Fører af den Store Proletariske Kulturrevolution:
Ægte lighed mellem kønnene kan kun virkeliggøres under samfundets socialistiske omformning som helhed.15
Formand Mao ser ikke spørgsmålet om frigørelsen af kvinden som en separat »etape«, der skal håndteres i slaget for socialismen, men at den kun kan besvares med udviklingen af socialismen til Kommunismen og klassernes afskaffelse.
I den nuværende situation er det ikke svært at forstå, at virkeliggørelsen af den ægte lighed mellem kønnene og afslutningen på Kvindebefrielsesbevægelsen kun kan opnås, når den samfundsmæssige omformningsproces af samfundet som helhed færdiggøres, når udbytterklassen eller -klasserne udryddes og når den feudalt-patriarkalske og andre udbytterklasseideologier fuldkommen rives op med rode ― alt sammen under ledelse af et marxistisk-leninistisk politisk Parti.16
Dette betyder tydeligvis: under Kommunismen!
Allerede under Folkekrigen så Formand Mao ikke mobiliseringen og organiseringen af kvinden som et problem, der skulle vente på perioden efter sejren, eller skulle defineres uden for sammenhængen af krigsdeltagelsen, som reflekteres i Partiets befaling:
[…] hjælpe ungdommen og kvinderne med at organisere sig for at deltage på lige fod i alt arbejde, der er nyttigt for krigsindsatsen og for socialt fremskridt […]17
Under Folkekrigen udviklede Formand Mao politisk Marx’ princip om at »en samfundsmæssig revolution ikke er mulig uden kvinden«, ved at understrege organiseringen af kvinden i den væbnede kamp for magten, i Folkekrigen. Efter revolutionens sejr i 1949 var der endnu et opsving i kvindens militære deltagelse. Kinas Folkebefrielseshær var i lang tid den hær med den højeste grad af kvinders deltagelse på hele Jorden.
Flere og flere kvinder skrev sig op til Hæren, Flåden og Luftvåbenet. De trådte frivilligt ind i disse tjenester efter at have bestået en kropslig undersøgelse.18
Formand Mao anførte kvindebevægelsen i det strategiske fremsyn, at kampen for frigørelsen af kvinden har internationalistisk karakter, eftersom kvinder i hele verden står overfor forskellige former for patriarkatet, der imidlertid har de samme rodsårsager.
Den kinesiske revolutionære kvinde bør ikke kun bekymre sig om revolutionen og opbygningen herhjemme, men også alle landes folks og kvinders revolutionære kampe, tage både moderlandets og verdens interesser til hjerte, udvise proletarisk internationalisme og tilstræbe at bidrage til hele menneskehedens fuldkomne frigørelse.19
I spørgsmål om den politiske økonomi forstod Formand Mao vel, at det ikke »bare« var målet at flå kvinden ud af »deres egne fire mures« slaveri, men at kvinder der arbejder inden for forbruget også skal integreres i produktionen, hvilket ledte til forskellige store bevægelser, især under det Store Spring Fremad. Dette var basis for at kvinden kunne påtage sig lige og ofte ledende stillinger i den socialistiske omdannelse af økonomien, både i landbruget såvel som industrien, og ikke blot integreres som ekstra arbejde.20 Massebevægelserne »Lær af Taching i industrien!« og »Lær af Tachai i landbruget!« er bevis nok for kendsgerningen at forståelsen af kampen for frigørelsen af kvinden og dens relation til økonomien under socialismen kun blev en korrekt forståelse af socialismens politiske økonomi under Formand Maos Førerskab. Kvinder påtog sig ledende stillinger i omdannelsen af produktionen, især under den Store Proletariske Kulturrevolution. Nogle betydelige massebevægelser i relation til dette var: »8. Marts Arbejdsvagter«, »8. Marts Jernbanebedrifter«, »Jernpigebrigaderne«, »Røde Kvindedelinger« og mange flere.
Forén jer og deltag i produktion og politisk virksomhed for at forbedre kvindernes økonomiske og politiske status.21
Med disse ord advarer Formand Mao den Internationale Kommunistiske Bevægelse om at være på vagt over for strømninger, der ser kvinden som simpel ekstra arbejdskraft at integrere i produktionen, og ikke anerkender dem som en særlig drivkraft for den revolutionære omdannelse af samfundet.
Under Formand Mao Tse-tungs Førerskab blev en livagtig kamp fuld af revolutionær begejstring ført imod alle mekanistiske opfattelser af frigørelsen af kvinden. Især under den Store Proletariske Kulturrevolution videreudvikledes den politiske mobilisering af kvinden som en betingelse for den fortsatte kamp imod patriarkatet, da man vandt tydelighed om at sætte politikken som befaler:
Det vigtigste for kvinder i opnåelsen af deres frigørelse, er at beskæftige sig med og deltage i den politiske kamp. Pga. de gamle opfattelsers og gamle skikkes indflydelse, deltog ikke mange kvinder i politiske aktiviteter eller var faste i at føre kampe. Ved at springe ud i den politiske kamp for at klare storme og stå ansigt til ansigt med verden, har kvinderne fået en bedre forståelse af de revolutionære principper, opløftet deres politiske bevidsthed og fået kamperfaring.22
Dette er en principerklæring. Kinas kvinders kampe under Kinas Kommunistiske Partis Formands korrekte ledelse på basis af dette princip endte ikke blot med at kvindemasserne påtog sig en aktiv, ledende stilling i militære og politisk-økonomiske spørgsmål. De blev også mobiliseret i Partiets, arbejderklassens og folkemassernes egne rækker.
Den arbejdende kvinde Chang Shu-fen gav det følgende eksempel:
Min fader er delegeret for foreningen af fattige og lavere middelbønder i vores Kommune. Han viser meget mod, når det kommer til oprør imod den håndfuld af herskere i Partiet, der er slået ind på den kapitalistiske vej, og hvad angår andres forkerte opfattelser og handlinger. Men når det kommer til ham selv, ønsker han ikke at rejse sig til oprør imod sine egne opfattelser om patriarkalsk myndighed. Derhjemme er hans ord lov. Han skubber andres forslag til side, men alle skal lytte til hans. I kampen imod disse min faders gamle opfattelser, var jeg ikke fri for selviske tanker. Jeg var bekymret for at vi ville skændes og at vore forskelle ville blive kendt og lede til sladder. Min fader var arrogant når det kom til hans opfattelser. Han brugte ofte den gamle talemåde: »Og hvis der var tusinde familiemedlemmer, kunne kun én være familieoverhovedet.«, og tilføjede at »sådan har det været siden tidernes morgen«. […] Jeg tænkte: Hvis jeg ikke vovede at konfrontere disse min faders gamle opfattelser, ville det svare til at beskytte dem.23
Kampen imod undertrykkelsen af kvinden gennem store uddannelsesfelttog og politiske massebevægelser blev ikke kun udført i økonomien og hele den samfundsmæssige overbygning af politikken, kunsten og militæret, men blev også på systematisk vis ført ind i familien. Dér blev oprøret sluppet løs, ikke blot imod åbenlyse reaktionære, men også imod de patriarkalske standpunkter hos »gode revolutionære«, kammerater i deres egne rækker. Dette viser hvilken høj forståelse af det »dobbelte brud«, som Marx gav den Internationale Kommunistiske Bevægelse som opgave i »Det Kommunistiske Partis Manifest«, blev opnået under vejledning af Formand Mao Tse-tung. Alt dette illustreres meget vel i Kammerat Chang Shu-fens rapport.
Den ideologiske kamp under den store Formand Maos Førerskab krystalliseredes generelt under den Store Proletariske Kulturrevolution, og i løbet af dens gang, i specifikke felttog såsom »Kritsér Liu Shao-chi!«, »Kritisér Mencius’ og Konfucius’ doktriner!« og »Kritisér Lin Piao og Konfucius!«. Disse massebevægelser smadrede mekanistiske standpunkter, såsom »teorien om produktivkræfterne«, såvel som overlevende feudal-patriarkalske synspunkter og teorier om »klassekampens forsvinden under socialismen« eller »to-linje kampens bortvisnen under socialismen«. I løbet af disse kampe og den Store Proletariske Kulturrevolution generelt, blev spørgsmålet om klassekampens fortsættelse under socialismen udviklet generelt, såvel som spørgsmålet om fortsættelsen af kampen for frigørelsen af kvinden specifikt, som allerede var til stede i Marx og Lenin (og som var en stor prioritet i de førnævnte felttog24). Dermed blev marxismen-leninismen også opløftet til en højere etape i dette spørgsmål: marxismen-leninismen-maoismen, hovedsageligt maoismen, som understregede behovet for talrige proletariske kulturrevolutioner i løbet af socialismen og udtrykkes i kvindespørgsmålet gennem den proletariske feminisme. Denne udvikling er resultatet af klassekampen og står inden for socialismens videnskabelige ideologi. At gå tilbage eller står bagved ift. dette, som i dag prædikes af hoxhaister, marxister-leninister og andre strømninger, der kun er kommunistiske i navn, betyder revisionisme i et vigtigt spørgsmål og derfor manglen på evnen til at vise den revolutionære vej i kampen mod patriarkatet. De kinesiske kommunisters kamp under Kammerat Mao Tse-tungs Førerskab imod den særlige udbytning og undertrykkelse af kvinden gennemgik en række etaper: 1. Imod feudalt og bureaukrat-kapitalistisk patriarkat, direkte påtvunget af imperialismen, gennem den nydemokratiske revolution. 2. Imod de feudalt-patriarkalske skikke der fortsatte med at eksistere og blev udtrykt i nye former under det nye demokrati blandt folket og inde i Partiet (selvom patriarkalske relationer allerede blev bekæmpet og skubbet tilbage i hele samfundet), gennem kampen for socialistisk udvikling. 3. Imod det røde borgerskabs patriarkalske ideologi under den Store Proletariske Kulturrevolution. Alt dette er klassekamp og derfor en revolutionær sandhed som blev tilkæmpet i proletariatets revolutionære slag og betalt for med blod. Det er åbenlyst at der i menneskehedens histories løb aldrig har været en dybere kamp imod patriarkatet og at frigørelsen af kvinden aldrig var så fremskreden som under Formand Maos vejledning, der gav verdenskvindebevægelsen den proletariske feminisme som den marxistiske linje i kvindespørgsmålet.
3. Den proletariske feminisme
Feminismen er i sit væsen revolutionær. Den dobbelte undertrykkelse af kvinden under imperialismen og patriarkatet gør hende til en objektiv fjende af den herskende orden, og frigørelsen kan kun opnås gennem Kommunismen. Men kvinder er ikke én ensartet gruppe med de samme interesser baseret på deres køn, klasseskellet trækker linjer. Den store peruanske kommunist José Carlos Mariátegui noterede:
Kvinderne, som mændene, er reaktionære, centrister eller revolutionære. De kan derfor ikke alle udkæmpe det samme slag side om side. I det nuværende menneskelige panorama, skelnes der mere mellem individider på basis af klasse end køn.25
På basis af klasseantagonismerne inden for feminismen kan vi skelne mellem linjer baseret på deres klassekarakter: proletarisk, småborgerlig og borgerlig feminisme.
3.1. Den borgerlige feminisme
Den borgerlige feminisme er udtryk for den borgerlige kvinde. Tilsvarende er dens former yderst konservative, eftersom den uafbrudt må forsøge at forene det imperialistiske borgerskabs interesser i privatejendommen til produktionsmidlerne med kvindens interesser. Dette betyder at den borgerlige kvinde kun kan blive kæmper for frigørelsen af kvinden, hvis hun bryder med sin egen klasse.
3.2. Den småborgerlige feminisme
Småborgerskabet står mellem proletariatet og borgerskabet, uafbrudt mast mellem de to hovedsagelige klasser, hvilket får det til at vakle i klassekampen. Dette leder det til et vaklende og individualiseret standpunkt i kvindekampene også, og får den småborgerlige feminisme til at prædike individuelle standpunkter i kvindebevægelsen: bedre organisering af reproduktionen for at hjælpe den enkelte, »karriere og børn«, undertrykkelse af manden, at skabe »rum« gennem hvilke bruddet med patriarkatet ses som en frivillig handling fremfor som en del af klassekampen, osv., er alle tilgange inden for denne strømning. De småborgerlige kvinders lavere lag har objektivt en større interesse i ødelæggelsen af patriarkatet end dets forevigelse, men deres øvre lag udvikler stærke konservative strømninger og er tættere på den borgerlige feminisme.
Både den borgerlige og den småborgerlige feminisme drypper med idealisme, hvilket forbinder dem tæt til borgerskabets såkaldte akademiske »diskurser«, til erstatningen af klassekampen med en kønskamp, kønsroller som det hovedsagelige problem, osv.
3.3. Den proletariske feminisme ― den revolutionære linje i feminismen
Den proletariske feminisme er den eneste videnskabelige verdensanskuelse, proletariatets ideologi i spørgsmålet om frigørelsen af kvinden. Den tager udviklingen af produktionsmidlerne som udgangspunktet for udviklingen af patriarkatet og, følgende fra dette, anerkender behovet for den proletariske revolution, Folkekrigen, proletariatets diktatur og på hinanden følgende proletariske kulturrevolutioner for at opnå frigørelsen af kvinden gennem klassernes afskaffelse.
Kvindens samfundsmæssige fremskridt var og er folkets fremskridt. Imidlertid fik de ikke passivt gavn af fremskridtet, men var våbensøstre, beslutsomme kæmpere for de undertryktes sag og militanter af første rang. Overalt er folkets skyttegrave også farvet med deres blod. Kvinden er ikke, som det siges, upolitisk og ligeglad, kvinden, især når hun kommer fra folket, er en revolutionær kæmper. […] Kvinden er ikke blot et passivt væsen, hverken udsmykningsgenstande eller upolitiske redskaber. Den klassebevidste kvinde er en utrættelig kæmper og en beslutsom militant.
3.3.1. Den proletar-feministiske kvindebevægelse må hærde ledere fra sin midte!
Den proletariske feminisme forlanger at kvindebevægelsen må udkrystallisere ledere fra sin egen midte. Denne opgave følger af loven om personlighedens rolle i historien og er blevet historisk bevist i klassekampene, i hvilke ledende kvinder udgjorde det »kvindelige gæringsstof«, de arbejdende kvinders aktive styrke i de proletariske legioner. Vi bedømmer at dette spørgsmål er vigtigt og vil give nogle kontra-eksempler til den ukorrekte udtænkning, at historien hovedsageligt skabes af de mandlige masser. Dette er vigtigt for at vi tydeligt kan se og opnå en forståelse af kvindernes militante historie i de undertryktes revolutionære bevægelser ― dette er også et krav fra den proletariske feminisme, på hvilket principperne »Løsslip kvindens revolutionære vold som en kraft for den Proletariske Verdensrevolution!« og »Kvinden bærer det halve af himlen!« må baseres.
a) Kapitalismen, marxismen og Pariserkommunen.
Den fri konkurrences kapitalisme var marxismens og I. Internationales tidsalder. Den militære form som de undertrykte og udbyttedes kampe antog var barrikadekampen. Vi ønsker at fremhæve to store kvindelige ledere, hærdet i deres tids kampe under marxismens vejledning: Louise Michel. Kæmper på barrikaderne under Pariserkommunen af 1871, grundlægger af Kommunens Kvindebataljoner og medlem af den I. Internationale Arbejderforening. Eleanor Marx-Aveling. Hun var den første kvinde i den proletariske bevægelse som på systematisk vis udviklede marxistiske standpunkter til kvindespørgsmålet. Hun bidrog også i høj grad ved at anskaffe og udgive vigtige værker af Karl Marx. Marx-Aveling var en vigtig våbenfælle for Friedrich Engels, som hun ledsagede til hans død. Indtil sin egen død kæmpede hun en æreværdig kamp imod de tidlige revisionister, som ønskede at forfalske Marx’ lære.
b) Den tidlige imperialisme, leninismen og Oktoberrevolutionen.
Nadezjda Krupskaja. Bolsjevik og medlem af det Kommunistiske Partis Centralkomite. Hun var en militant af Oktoberrevolutionen, gjorde store bidrag til det illegale arbejde og udviklede vigtige grundlag for den marxistiske pædagogik efter proletariatets diktatur blev oprettet. Clara Zetkin. Fører af den internationale proletariske kvindebevægelse. Forkvinde for den Kommunistiske Kvindeinternationale, indleder af 8. Marts som Kvindernes Internationale Kampdag. Deltog i den socialistiske revolution i Tyskland og grundlægningen af Tysklands Kommunistiske Parti sammen med Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht.
c) Den døende imperialisme, maoismen, Folkekrigen og den Store Proletariske Kulturrevolution.
Liu Hu-lan. Ledte bønderne i hendes landsby i Folkekrigen imod de japanske besættere og blev medlem af Kinas Kommunistiske Parti. Hun blev arresteret af det kontra-revolutionære Kuomintang og skulle halshugges. Før sin henrettelse udråbte hun: »Jeg vil hellere dø end give op!« og »Hvis jeg var bange for at dø, ville jeg ikke have været kommunist!«. Formand Mao skrev om hende: »Et storslået liv, en glorværdig død.« Chiang Ching. Medlem af Kinas Kommunistiske Partis Centralkomite og fører af den Store Proletariske Kulturrevolution. Hun blev arresteret og dømt som en del af »Firebanden« af revisionisterne Teng Hsiao-ping og Hua Kuo-feng.
… … …
… … …
1Engels: »Familiens, privatejendommens og statens oprindelse«, 1884.
2Lenin: »Arbejderkvindernes internationale dag«, 1921.
3Marx: »Kapitalen«, bd. 1, 1867.
4Oprindelig »bonusudbetalinger«, rettet til »bistand« ift. det danske systems navn for fænomenet. O.A.
5Formand Mao Tse-tung: »Rapport om en undersøgelse af bondebevægelsen i Hunan«, 1927.
6Lenin: »II. Internationales sammenbrud«, 1915.
7I Danmark blev det Kirkelige Råd nedlagt i 1902. Imidlertid har den Luthersk-Evangelske Folkekirke en høj grad af sammensmeltning med den imperialistiske danske stat, bl.a. gennem Kirkeministeriet. O.A.
8Marx og Engels: »Det Kommunistiske Partis Manifest«, 1848.
9Brev fra Marx til Kugelmann i Hanover, 12. december 1868.
10Lenin i Izvestija, 20. november 1918.
11Citeret fra Perus Kommunistiske Parti: »Marxismen, Mariátegui og kvindespørgsmålet«, 1973.
12Lenin: »Breve fra det fjerne«, 3. brev: »Vedrørende en proletarisk milits«, 1917.
13Stalin: »Til den Internationale Kvindedag«, 1925.
14Standpunktet om at maoismen skulle være den »højeste og endelige etape«, som fremsættes her, deles ikke af resten af den Internationale Kommunistiske Bevægelse, der i stedet bruger formuleringen »ny, tredje og højere etape«. O.A.
15Formand Mao Tse-tung: Indledende note til »Kvinder har begivet sig til arbejdsfronten«, 1955.
16Citeret fra Peking Review nr. 6, 1972.
17Formand Mao Tse-tung: »Om Koalitionsregeringen«, 1945.
18Citeret fra Peking Review nr. 6, 1972.
19Citeret fra Peking Review nr. 11, 1973.
20Spørgsmålet om den ledende rolle i omdannelsen af den politiske økonomi går ud over dette og kan kategoriseres i tre etaper: 1. den nye økonomi under Folkekrigen, 2. løsningen af opgaverne efterladt af den demokratiske revolution, 3. den socialistiske omdannelse af økonomien under den Store Proletariske Kulturrevolution.
21Inskription til tidsskriftet »Det Nye Kinas Kvinder«, trykt i dets første nummer, 20. juli 1949.
22Citeret fra Peking Review nr. 10, 1972.
23Citeret fra Peking Review nr. 49, 1968.
24Se »Pekings Dagsblad« d. 28.10.1978 og »Folkets Dagblad« d. 08.01.1974.
25Citeret fra Perus Kommunistiske Parti: »Marxismen, Mariátegui og kvindebevægelsen«, 1973.
