Resolution fra det V. Møde af MLM Partier og Organisationer i Europa: »Hejs og fejr 15-året for dannelsen af Indiens Kommunistiske Parti (Maoister)!«

Proletarer i alle lande, forén jer!

V. Møde af Marxistisk-Leninistisk-Maoistiske Partier og Organisationer i Europa

Resolution: Hejs og fejr 15-året for dannelsen af Indiens Kommunistiske Parti (Maoister)!


Hvis der skal være revolution, så må der være et revolutionært Parti. Uden et revolutionært Parti, uden et Parti bygget på den revolutionære marxistisk-leninistiske teori og af den revolutionære marxistisk-leninistiske type, er det umuligt at lede arbejderklassen og de brede folkemasser til sejr over imperialismen og dens lakajer. – Formand Mao Tsetung

Vore varmeste og flammende proletarisk-internationalistiske hilsener til kammeraterne fra Indiens Kommunistiske Parti (Maoister) [I.K.P. (Maoister)], der fejrede 15-året for dets dannelse på den 22. september 2019.

Vore internationalistiske hilsener til Partiets Centralkomite, til Generalsekretæren, til dets kadrer, militanter og til alle kæmpende masser i Indien, der sætter sig selv til tjeneste for den Proletariske Verdensrevolution.

Vore hilsener er også til Kammerat Ganapathi, der viede sit liv til Partiet siden dets grundlæggelse, til tjeneste for det internationale proletariat, og ledede Partiet gennem glorværdige tider. Han hejste, forsvarede og anvendte marxismen-leninismen-maoismen, hovedsageligt maoismen, på en tid hvor kontrarevolutionen udførte sine mest ondskabsfulde angreb imod det indiske folk. Han gav det nødvendige lederskab til det indiske folk og det internationale proletariat indtil en høj alder!

Vore dybeste proletariske hilsener er også til Kammerat Basavaraju! Vi er fuldkommen sikre på at Indiens folkemasser under hans lederskab vil marchere fremad med faste skridt i den nydemokratiske revolution!

Vi hilser også udviklingerne i Folkets Guerillabefrielseshær og at kampen føres for at videreudvikle Folkets Guerillabefrielseshær til en Folkebefrielseshær. Dette skridt viser I.K.P. (Maoister)’s høje niveau og Folkekrigens høje kvalitet.

Vi genbekræfter os endnu engang i at hejse og forsvare Folkekrigen i Indien, under ledelse af det glorværdige I.K.P. (Maoister), som en strategisk akse i hele dens betydning og i dens store vægt for den Proletariske Verdensrevolution.

Folkekrigens fremskridt vises også i løsladelsen af Kammerat Ajith. Den internationale solidaritet og det internationale felttog for løsladelsen af Kammerat Ajith, som blev støttet i forskellige lande, er en sejr og bidrager til udviklingen af den Proletariske Verdensrevolution. Det er en sejr, der kun kan vedligeholdes og bekræftes ved at forsvare hans frihed.

I.K.P. (Maoister)’s kampe og sejre er det internationale proletariats og alle verdens undertryktes kampe og sejre. Forenet i kampen imod imperialismen og revisionismen, under marxismen-leninismen-maoismen, hovedsageligt maoismens faste befaler, bekræfter vi vor dybe forbindelse til I.K.P. (Maoister)! Vi bekræfter at vor forbindelse udgør en objektiv nødvendighed af stor betydning, for at marchere fremad til den Forenede Internationale Maoistiske Konference. Internationalt forenet under marxismen-leninismen-maoismen, hovedsageligt maoismen som befaler, vil sejrene i Folkekrigen i Indien opnå endnu mere effektiv magt inden for proletariatets verdensomspændende kamp, for de kommende opgaver om rekonstitueringen og befæstelsen af de Kommunistiske Partier, forberedelsen, indledningen og udviklingen af Folkekrigene til tjeneste for den Proletariske Verdensrevolution!

Leve Indiens Kommunistiske Parti (Maoister)!

Leve Kammerat Ganapathi!

Leve Centralkomiteen og dens Generalsekretær Basavaraju!

Leve marxismen-leninismen-maoismen!

Leve den Proletariske Verdensrevolution!

Folkebevægelsen Peru

Brasiliens Kommunistiske Parti (Rød Fraktion)

Tyrkiets Kommunistiske Parti / Marxister-Leninister

Komite Røde Fane – Forbundsrepublikken Tyskland

Komiteer for Grundlæggelsen af Østrigs (Maoistiske) Kommunistiske Parti

Tjen Folket – Norge

Maoistisk Kommunistisk Parti i den franske stat

Kollektivet Røde Fane – Finland

September 2019

Advertisements

Dokument: »For en klasselinje i queerbevægelsen!«

Vi publicerer her dette dokument som i nogen tid har cirkuleret i den revolutionære bevægelse i Kongeriget Danmark. Vi tager ikke ansvar for indholdet og forholder os kritisk til det, men anser det for et godt bidrag til forståelsen af den patriarkalske undertrykkelse af kvinden og queerfolk.


Proletarer i alle lande, forén jer!

FOR EN KLASSELINJE I QUEER-BEVÆGELSEN!

I dette dokument vil vi fremstille vor opfattelse af proletariatets standpunkt, hvad angår patriarkatet og queer-bevægelsen, internationalt og i Danmark, historisk og nutidigt. Dette er et vigtigt spørgsmål, både for at forstå hvordan man skal udvikle klassekampen i vort land i retning af den socialistiske revolution, men også fordi marxismen-leninismen-maoismen ikke har behandlet dette emne tilstrækkeligt på det nuværende tidspunkt. Vi håber således at kunne gøre et lille og ydmygt bidrag til proletariatets forståelse hvad angår den proletariske feminisme, specifikt dens underordnede aspekt: queer-spørgsmålet.

Det er meget vigtigt at fremstille dette, for at proletariatet ikke skal lade sig narre af opfattelser, standpunkter og kriterier, der vil lede dets kamp på dette område i en borgerlig eller småborgerlig retning. Der findes mange sådanne strømninger i vort land og internationalt, der netop søger at fjerne klassestandpunktet fra feminismen og queer-bevægelsen. Dette er meget skadeligt og tjener ikke den socialistiske revolution.

Queer-undertrykkelse er afledt af kvindeundertrykkelse

I anledning af Arbejderkvindernes Internationale Kampdag, den 8. marts 2019, udstedte 5 marxistisk-leninistisk-maoistiske organisationer i Europa en fælles erklæring ved navn Proletarisk feminisme for Kommunismen!. Denne erklæring er bl.a. underskrevet af Perus Folkebevægelse, Perus Kommunistiske Partis skabte organisation til Partiets udlandsarbejde; dette Parti sammenfattede maoismen som marxismens nye, tredje og højere etape, og står i spidsen for en Folkekrig der er en flammende fakkel for proletariatet i hele verden, så vi anser denne udtalelse for at være højst autoritativ og gyldig for klassen og folket.

I denne erklæring finder vi et udførligt proletarisk standpunkt om feminismen. Vi vil her citere de dele af udtalelsen, der vedrører queer-spørgsmålet:

De regerende imperialister hævderat undertrykkelsen af kvinden i Vesteuropa er et problem der for det meste er løst. De såkaldte »højrepopulisters« åbenlyst racistiske kræfter hævder, at problemet hører til det muslimske fællesskab. Småborgerlige »teoretikere« reducerer undertrykkelsen af kvinden til et spørgsmål om »identitetspolitik«. Revisionister og opportunister følger trop og fortæller om »sexisme« og sidestillerundertrykkelsen af kvinden med undertrykkelsen af LGBTQ personer. Alt dette fungerer som en distraktion for at skjule den reelle situation, den kendsgerning at undertrykkelse og udbytning af kvinden er et udtryk for patriarkatet, som opstodmed fremkomsten af den private ejendomsret og derfor kan patriarkatet kun afskaffes når den private ejendomsret bliver afskaffet. […]

Hele konceptet om »identitetspolitik« er idealisme og en den af den generelle kontra-revolutionære offensiv imod marxismen. Vi bliver fortalt at den materielle virkelighed, klassekamp og fundamentale modsigelser i nutidens verden er sekundære, vi skal tro at der ikke kan være nogen sandheder og at alt er et spørgsmål omkring det subjektive og personlige følelser. De proklamerer at der ikke er nogen videnskabelig ideologi, at alt er en »konstruktion«. Det er en absolut ophævelseaf dialektisk materialisme. I følge denne tankegang snakker man om »sexisme«, som om undertrykkelsen og udbytningen af kvinden udelukkende er et spørgsmål om opfattelser og ikke uadskilleligt fra den private ejendom, er falsk og reducerer den patriarkalske undertrykkelse af kvinden til det samme niveau af mænd som lider på baggrund af deres seksuelle orientering.

Undertrykkelsen af LGBTQ personer er sekundær til undertrykkelsen og udbytningen af kvinden, men rødderne er det samme patriarkat. Der er en chauvinistisk tendens blandt nogle opportunister, der kæmper imod »identitetspolitik« med arbejderisme, økonomisme og åbenlys chauvinisme. Maoister og proletariske feminister er i samme båd som, og ønsker at organisere, alle der er undertrykte af patriarkatet og bekæmpe den herskende chauvinisme.

Som vi kan se, behandler udtalelsen fra de 5 organisationer emnet på basis af marxismen-leninismen-maoismen, altså videnskabeligt og proletarisk. Det siges: spørgsmålet om undertrykkelse af queer-personer er et underordnet og afledt spørgsmål ift. spørgsmålet om undertrykkelse af kvinden1, »men rødderne er er det samme patriarkat« og vi skal organisere »alle der er undertrykte af patriarkatet og bekæmpe den herskende chauvinisme«. Spørgsmålet om queer-bevægelsen må ikke ignoreres, for så overlader de revolutionære netop bevægelsen til chauvinister, identitetspolitikere, opportunister, karrieremagere og post-modernister, og der bliver intet redskab for de revolutionære til at rense sig selv for det patriarkalske samfunds queer-fjendtlige snavs. Samtidig er det nødvendigt for at forstå queer-spørgsmålet at forstå dens modstykke: kvindespørgsmålet, for tilsammen udgør de den proletariske feminisme.

Vi ønsker at påpege visse punkter: (1) At privatejendommen og patriarkatet er uløseligt forbundet, de opstod samtidig og vil kun blive fuldkommen afskaffet sammen. I urtiden, dengang mennesker levede i et urkommunistisk stammesamfund, var der hverken privatejendom, stat eller patriarkat. Men da man fik bedre redskaber og et merprodukt, kunne nogle mennesker sætte andre til at arbejde for sig. Krigsfanger blev nu til slaver og klassesamfundet opstod. Samtidig måtte den herskende klasse udøve organiseret vold for at blive på magten, og således opstod staten. Men for at ejendom kunne blive i slægten, måtte der indføres samfundsmæssig kontrol med kvinderne, og patriarkatet opstod. (2) Fordi der er en økonomisk basis for patriarkatets eksistens (på den ene side overførelse af arv til ens børn i den borgerlige familie; på den anden side nødvendigheden af ulønnet reproduktivt arbejde), er det ikke kun et spørgsmål om »sexisme«, for chauvinistiske opfattelser og vaner findes for at vedligeholde og understøtte denne økonomiske basis. Ligeledes med patriarkalsk lovgivning, der også findes for at vedligeholde og understøtte den økonomiske udbytning af kvinden.

Patriarkatets væsen

Patriarkatets væsen beskrives rammende og nøjagtigt af Perus Kommunistiske Parti i dets fabelagtige dokument, Marxismen, Mariátegui og kvindebevægelsen. Dette dokument fremlægger patriarkatets aspekter utrolig tydeligt for os marxister-leninister-maoister: 1) Det historiske perspektiv. At patriarkatet har sin historiske oprindelse med fremkomsten af privatejendommen og staten. At det har sin historiske proces, hvor det har tilpasset sig slaveriets, feudalismens og kapitalismens behov. At kapitalismen ikke frigør, men kun skaber muligheden for frigørelse, ved at proletariatet erobrer den politiske magt og gennem kulturrevolutioner når frem til et kommunistisk samfund, at kun kommunismen vil frigøre kvinden (og queer-personen). 2) Den økonomiske basis. At den borgerlige familie er en familie for at nedarve privatejendom og at proletariatet i denne forstand er familieløst. At arbejderkvinden er dobbelt udbyttet, idet hun både udfører ulønnet reproduktivt arbejde i hjemmet og i stigende grad tvinges ud på arbejdsmarkedet som proletar. 3) Den politiske overbygning. At hun umyndiggøres og afpolitiseres af den borgerlige stat. At arbejderkvinden er dobbelt undertrykt, både som kvinde og som proletar. At man for at knuse imperialismen skal danne særlige organisationer for at politisere kvinden, for at inkorporere hende i klassekampen, især i Folkekrigen. 4) Den kulturelle overbygning. At patriarkatet frembringer »den kvindelige natur«, en pendant til »den menneskelige natur«, for at retfærdiggøre og understøtte sin udbytning og undertrykkelse, og at denne skal hårdt bekæmpes i alle dens former, ved at forstå kvinden som et samfundsmæssigt produkt, forskelligt fra land til land. 5) Nødvendigheden af at mobilisere, politisere, organisere og bevæbne kvindemasserne, i kampen for rekonstitueringen af det Kommunistiske Parti, i Folkekrigen og i de proletariske kulturrevolutioner, samtidig med at bekæmpe chauvinismen i selve den revolutionære bevægelse.

Den internationale udtalelse af den 8. marts 2019 har da også erklæret:

Undertrykkelsen og udbytningen af kvinden er på ingen måde forsvundet i Vesteuropa, ligesom det ikke er forsvundet noget andet sted i verden. Tværtimod, kvinden bliver betalt mindre end manden for det samme arbejde og skal stadig bære byrden af højst nødvendigt socialt reproduktivt arbejde. Kvinder bliver udsat for patriarkalsk vold overalt og bliver dræbt i tusindvis af mænd i hvad der kynisk bliver kaldt »vold i hjemmet«. Mord, voldtægt og misbrug af kvinder findes overalt, imens en offensiv fra imperialisterne går imod de rettigheder kvinderne og arbejderklassen har fremskaffet, de ønsker sågar at fratage retten til abort, ved at bruge den mest reaktionære propaganda. […]

Kvinderne udgør mindst halvdelen af arbejderklassen og de er dobbelt undertrykte og udbyttede i forhold til deres klassebrødre. Det er uvurderligt at udvikle en klar klassebevidst linje i kvindebevægelsen, en proletar-feministisk linje der ideologisk, politisk og organisatorisk smadrer borgerskabets og småborgerskabets linjer og udtrykkeligt tager i betragtning kampen for frigørelsen af kvinden som en afgørende og uundværlig del af kampen for frigørelsen af arbejderklassen. Uden kampen for frigørelsen af kvinden kan der ikke være nogen reel kamp for kommunismen. Uden kampen for kommunismen kan der ikke være nogen reel kamp for frigørelsen af kvinden. Derfor giver parolen: »Proletarisk feminisme for kommunismen!« en korrekt basal orientering for marxister-leninister-maoisterne i kvindebevægelsen.

Og hvad angår queer-spørgsmålet, kan vi tilføje hvorledes patriarkatet agerer, ved at tage disse samme aspekter i betragtning: 1) Det historiske perspektiv. At undertrykkelsen af queer-folk opstår sammen med undertrykkelsen af kvinden. At den udvikler sig i henhold til produktionsmåden, hvorfor vi ofte ser mindre rigide kønsnormer i mere tilbagestående samfund før imperialismens fremkomst og den bureaukratiske kapitalismes vækst i et land2. 2) Den økonomiske basis. At der ligger en økonomisk nødvendighed i undertrykkelsen af queer-folk, idet ingen mænd må fritages for »pligten« til at undertrykke kvinden, og ingen kvinder må »undslippe« mandens undertrykkelse. Således tjener queer-undertrykkelsen udbytningen af kvinden. 3) Den politiske overbygning. At politisk repression imod queer-folk tjener til at skræmme queer-folk til at gemme deres tilstand for omverdenen, at »bide det i sig« og leve »ordentligt«, at »blive i skabet«. Vi ser således at der findes repression imod queer-folk uanset deres klasse, men at den antager forskellige former pga. proletarens »familieløshed« ift. den borgerlige familie, sådan at storborgeren ofte kan udøve sin seksualitet i fred når først han har arvinger, mens proletaren skal underkues af staten så reproduktionen af arbejdskraften fortsætter i det uendelige. 4) Den kulturelle overbygning. At ideologiske strømninger for at retfærdiggøre og understøtte den patriarkalske undertrykkelse også findes her, såsom homofobi og transfobi, der desuden tjener til at spalte proletariatet og folket.

Disse aspekter bør udvikles yderligere, især med hensyn til deres historiske oprindelse og proces i vort land.

Sammenfattet: Patriarkatet er en modsigelse, bestående af to aspekter. Undertrykkelsen af kvinden er det hovedsagelige aspekt, undertrykkelsen af queer-folk er det underordnede aspekt. Queer-undertrykkelse tjener ingen funktion ud over at understøtte udbytningen og undertrykkelsen af kvinden. Denne har behov for queer-undertrykkelsen for at fungere, ellers ville kvinder og mænd kunne »undslippe« deres »pligt« i patriarkatet, rollen som undertrykker eller undertrykt. Der er ingen særlig udbytning af queer-folk udover udbytningen af dem som proletarer.

Det er vigtigt at bemærke, at det kan virke underligt, at queer-folk tilsyneladende er mere accepterede i imperialistiske lande som Danmark, Tyskland og USA, end i tilbagestående og undertrykte lande som Uganda og Iran. Men her ønsker vi at fremhæve noget: (1) Denne tilsyneladende accept er resultatet af årtiers hårdnakket klassekamp, der i nyere tid begyndte med Stonewall-kampene i USA i 1969. (2) Denne tilsyneladende accept gør sig i høj grad kun gældende for småborgerlige og borgerlige queer-folk, der har en økonomisk situation der giver mulighed for at benytte sig af retten til adoption og ægteskab, retten til medicinsk kønsskifte3, retten til at eje egen virksomhed eller en plads som topchef, politiker osv., der alle er privilegier, der afhænger af ens klasse. Proletariatet står udenfor og udsættes oftest for chikane og diskrimination. (3) Denne tilsyneladende accept kan rulles tilbage, det øjeblik imperialismen går ind i en fordybet krise og indfører fascisme. F.eks. så man i Tyskland i 1920’erne stigende accept for homoseksuelle og transkønnede, men dette blev tilbagerullet efter Hitlers statskup i 1933 i stor stil, og queer-folk blev som bekendt udsat for Holocausten. Det ville være naivt at tro, at der i et fascistisk Danmark ville være lige så stor accept for queer-folk, som i et borgerligt-demokratisk Danmark. De nyeste udviklinger i f.eks. USA beviser også, at patriarkatet konsolideres i krisetider.

Queer-kampen har klassekarakter

Det er også Perus Kommunistiske Partis grundlægger, José Carlos Mariátegui, der har udtalt:

Kvinder, som mænd, er reaktionære, centrister eller revolutionære. De kan derfor ikke alle udkæmpe den samme kamp side om side. I dagens menneskelige panorama er individet særskilt mere på grund af klasse end køn.

Det tør siges at det samme gør sig gældende for queer-folk og for queer-bevægelsen, der i Danmark netop viser sin udtalte borgerlige og småborgerlige karakter, afhængigt af den specifikke gruppe eller organisation. F.eks. den borgerlige karakter af en organisation som LGBT Danmark, en gennemrådden, borgerlig-queer NGO, der er den fuldstændige negation af den proletariske klassekamp. En organisation der, da den sad til forhandlingsbordet med Sundhedsstyrelsen angående transkønnedes rettigheder i Danmark, ikke fremstillede ét eneste omfattende og gennemgribende dagskrav! Dette makværk af en organisation blev stiftet af et nazistisk overklasseindivid, der brugte sin tid som »aktivist« på at distribuere pornografi, agitere for retten til at at have sex med mindreårige prostituerede og personligt deltog i LGBT Danmarks »pædofilgruppe«, som agerede i organisationen mellem 1974 og 1985. Al anden kamp for »bøssebefrielse« må simpelthen ses som underordnet til denne afskyelige karriere, og organisationen kan ikke løbe fra denne mands4 billede, lige så lidt som den kan løbe fra, at dens udelukkende borgerlige klassekarakter kun tillader den at arbejde for »reformer« og andre lappeløsninger, og aldrig nogensinde nogen kamp for politisk magt for det overvældende flertal af queer-personer, der tilhører proletariatet og folket, som uden politisk magt og en ende på udbytningen, aldrig kan nyde godt af disse reformer alligevel. Organisationen LGBT+ Ungdom, der ellers ofte ønsker at distancere sig fra moderorganisationen LGBT Danmark, er desuden direkte styret af denne og har dermed en udtalt borgerlig klassekarakter.

Og så er der desuden »Copenhagen Pride«, der pryder sig af at være en af verdens længst afholdte Pride-parader og som ikke mindst tillader Politiets og Yankee-ambassadens deltagelse i paraden, men som også har flyttet sig fra den historiske Stonewall-dag i juni, hvor det internationale proletariat fejrer queerkampen, og til august; der er intet bedre symbol på denne parades klassestandpunkt! Denne kommercialiserede firmafestdag er frakoblet det internationale proletariat, er frakoblet al historisk kontekst, er gennemsyret med imperialistisk deltagelse — som om imperialismen med al verdens champagne og regnbueglimmer nogensinde kan skjule og vaske queermassernes blod af hænderne.

Den småborgerlige tendens i queer-bevægelsen, i høj grad udtalt som anarkismen og post-modernismen hos visse smågrupper, er også tydelig, grupper der bruger al taletid på at hejse en diskussion om »normer«, »forventninger«, »snævre idealer« osv. — ikke at denne kulturelle del af spørgsmålet bør ignoreres, men den er kun en underordnet del af det større billede, hvor forgrunden består af det politiske spørgsmål, kampen for den politiske magt, og hvor der er et mere grundlæggende økonomisk problem der skaber disse. De småborgerlige grupperinger, hvor radikale de end ser ud til at være, ser ikke den økonomiske basis for patriarkatet, ser ikke nødvendigheden af at kæmpe for den politiske magt — at de kan spille en positiv rolle i kampen mod de borgerlige er utvivlsomt, de rejser mange vigtige spørgsmål (såsom at gå imod kommercialiseringen af Priden, at gå imod kapitalismen og staten osv.), men dette er ikke nok, de skal forbinde sig med proletariatets kamp for politisk magt, ved at tjene rekonstitueringen af det Kommunistiske Parti her i landet, på basis af marxismen-leninismen-maoismen.

Den småborgerlige del af queer-bevægelsen, der har sine positive punkter men hovedsageligt er anti-proletarisk i sin ideologi og praksis, kommer til udtryk enten som »anarka-feminisme«, post-modernisme eller andre retninger. Der er her tale om alternative Pride-parader, småkollektiver, tidsskrifter mm. Sådanne grupper fokuserer ikke på at mobilisere, politisere og organisere de dybeste og bredeste masser til kamp imod imperialismen og patriarkatet. De taler om »sociale konstruktioner«, »privilegier«, at »cis-mænd generelt er undertrykkere«, »retten til at prostituere sig«, at »transkønnede oplever for det meste den samme undertrykkelse som cis-kvinder« osv. osv. De tager intet klassestandpunkt, de fremhæver ikke den økonomiske basis for patriarkatet eller proletariatets særlige rolle, nødvendigheden af den socialistiske revolution, af at erobre den politiske magt, eller noget andet nøglespørgsmål. På klassisk post-modernistisk vis forsøger de at forfladige »undertrykkelserne«, således at der ikke bliver noget svar på, hvem man kan forene til hvilke kampe, og alle bliver til separate individer i et hav af »magtrelationer«, »identiteter« osv. I stedet for at være videnskabelige og prøve at afmysticere virkeligheden, forsøges det at yderligere mystificere virkeligheden, at gøre det umuligt for proletariatet at besvare spørgsmålet: »Hvem er vore venner, hvem er vore fjender?«, og at fremsætte en revolutionær strategi for at nå frem til det kommunistiske samfund.

Dette lille udpluk af den danske queer-bevægelse bør gøre det overordentligt klart og tydeligt: For at proletariatet skal få noget som helst ud af queer-bevægelsen, må den skabe sig sin egen røde fraktion i den, en klassebevidst fraktion, der arbejder ud fra en marxistisk-leninistisk-maoistisk klasselinje, og forene alle progressive masser omkring sig i stedet for omkring imperialismens skuffeorganisationer. Ellers vil klassen og folket strande i opportunismens sump. Det er desuden en ventende opgave at evaluere klassenaturen af de historiske dele af queer-bevægelsen i Danmark, for således at bidrage til rekonstitueringen af det Kommunistiske Parti.

Køn og magt hos post-modernismen

En yndet sætning hos post-modernisterne er, at »køn er en social konstruktion«. Javel, det er meget muligt. Men hvornår blev den »konstrueret«? Hvilken konkret funktion har kønsstrukturen? Hvordan reproduceres denne »konstruktion«? Tilsyneladende findes køn udelukkende i tankernes verden for post-modernisterne, eftersom der intet nævnes om nogen økonomisk basis eller funktion. »Køn er dannet af et normsamfund«, men hvorfor findes disse normer i første omgang? Det må guderne vide! Som marxister ved vi, at der findes en økonomisk basis for alle samfundsmæssige opfattelser og tanker, at de tjener bestemte klasser, at »social væren afgør social bevidsthed«. Dette er videnskabeligt, det er materialistisk, mens det post-modernistiske standpunkt er idealistisk og uvidenskabeligt. Naturligvis er køn noget, der varierer fra samfund til samfund, men der har aldrig været et samfund uden køn overhovedet. Måske vil køn forsvinde under Kommunismen, det ved vi ikke, og naturligvis bør vi gøre op med patriarkalske normer og opfattelser, for de tjener kun til at undertrykke kvinden og fastholde hende i udbytningen, og de fastholder også undertrykkelsen af queer-folk. Men at være »imod køn« — det er rendyrket idealisme, det er ahistorisk, det bidrager slet ikke til frigørelsen af kvinden eller queer-folk.

Der er også spørgsmålet om transkønnede. Vi mener ikke, at dette spørgsmål behandles korrekt af post-modernismen. Det behandles heller ikke korrekt af de rigide og dogmatiske »rødstrømper«, der insisterer på, ligesom de reaktionære, at »kvinden er kvinde pga. hendes livmoder«. Dette er åbent reaktionært. Transkønnede mennesker eksisterer, og at sige enten »køn er en social konstruktion« eller »køn er udelukkende biologisk« ophæver denne videnskabelige kendsgerning. Marxismen skal besvare dette spørgsmål faktuelt. Vi mener ikke, at der findes nogen særskilt undertrykkelse af transkønnede, i stedet undertrykkes de som enten queer eller kvinder, baseret på hvordan samfundet opfatter dem. Og det er rent ud sagt fordi ens identitet, der er noget idémæssigt, noget der eksisterer i tankernes verden, ikke direkte forårsager samfundets behandling af en. At sige at ens bevidsthed skaber ens sociale væren, er rendyrket idealisme, der blev forkastet af Marx allerede i 1845, da hans skrev: »Menneskets sociale væren bestemmer dets sociale bevidsthed.« Ingen kan læse vore tanker eller vor identitet, med mindre vi bruger de tanker til bevidst og materielt at omforme hvordan vi interagerer med omverdenen på; altså kan tanker indvirke på materien, men de kan ikke bestemme materien; det er faktisk lige omvendt. Det er fuldkommen forkert, at transkønnede kvinder seksualiseres, dømmes og udsættes for samme forventninger som ciskvinder. Processen er helt anderledes — dette finder kun sted, hvis samfundet opfatter én som ciskvinde, når man er transkønnet, det finder ikke sted alene på basis af ens identitet, man skal »passere« i hvert fald noget af tiden5 for at samfundet i det hele taget har en basis at kønne en som ens ønskede køn på. Igen, samfundet kan ikke læse ens tanker. Imidlertid er det korrekt at »afvigelse« straffes af samfundet — det er netop dette, queer-undertrykkelse består i, at blive »straffet« med vold, chikane, undertrykkelse, umyndiggørelse osv. pga. at man ikke lever op til de patriarkalske kønskategorier. Med andre ord: Man kan kun blive undertrykt som kvinde, hvis samfundet opfattet en som kvinde. Hvis ikke, bliver man undertrykt som queer, som »afviger«, om man så er transkønnet eller ej. Der findes ingen særskilt undertrykkelse, der behandler transkønnede anderledes fra homoseksuelle eller andre queer-folk, for samfundet bedømmer ikke udfra ens identitet, men udfra om man udfylder sin »rette plads« i patriarkatet. Post-modernismen sammenblander objektiv social væren med ens idémæssige selvopfattelse. Dette er idealistisk og metafysisk, altså aldeles uvidenskabeligt. Proletariatet mister således sit bedste våben: sin videnskabelige verdensanskuelse.

Desuden behandler post-modernismen spørgsmålet om »magt« aldeles forkert. Som maoister ved vi, at »politisk magt vokser ud fra geværets løb«, og at »magt« i den post-modernistiske forstand kun bidrager til at mystificere den objektive verden. Post-modernisterne siger, at det generelt er ciskønnede mænd, der har magten i samfundet ift. kvinder og transkønnede. Hvordan kan »cis-mænd« generelt have »magten«? Det er en videnskabelig kendsgerning, at manden gøres til undertrykkeren i familien pga. patriarkatet, »i familien er arbejdermanden til kvinden hvad den borgerlige er til ham selv på arbejdspladsen« som Engels sagde. Men ift. kvinder og queer-folk i hele samfundet er den individuelle mand ingen undertrykker; selvom han i familiens opfordres til at indtage en stilling som undertrykker, er den proletariske mand hovedsageligt en våbenfælle for klassen og folket. At sige at det er »ciskønnede heteroseksuelle mænd, der har magten og dermed bliver undertrykkerne«, er det samme som at berøve de proletariske kvinder deres nærmeste allierede i kampen for socialismen og kommunismen. Dette er et forsøg på at ligestille kønskamp og klassekamp, i stedet for videnskabeligt at se den ene som afledt af den anden, og det forhindrer proletariatet i at samle sig omkring klassekampen ved at dele den ad forskellige mekaniske linjer. Dette er helt og aldeles forkert.

Der er sagt nok om post-modernismens syn på køn og patriarkat. Det er blevet påvist, at den er en skadelig og småborgerlig retning, der agerer i queer-bevægelsen, repræsenteret af forskellige grupper og bevægelser. Det er nødvendigt og påtrængende at bekæmpe dens indflydelse, at bevæbne proletariatet med en klasselinje i queer-bevægelsen og forene folkets uhyre flertal bag denne klasse til kamp for socialismen og Kommunismen.

Konklusion

Vi har i dette dokument fremsat først proletariatets standpunkt i queer-bevægelsen, at forstå patriarkatet som en modsigelse hvor undertrykkelsen af queer-folk er det underordnede og nødvendige aspekt. Dernæst har vi kritiseret et småborgerligt standpunkt i denne, der søger at fordreje spørgsmålet og lede klassen og folket bort fra klassekampen for den politiske magt som det hovedsagelige i en sådan bevægelse. I Danmark agerer de borgerlige og småborgerlige strømninger stærkt i queer-bevægelsen, og derfor er det særlig vigtigt at rette sin kritik imod dem, og genbekræfte sig i proletariatets klassestandpunkt og i den proletariske feminisme. Det er nødvendigt og påtrængende at frembringe Røde Queerkomiteer under marxistisk-leninistisk-maoistisk ledelse, der kan mobilisere, politisere og organisere queermasserne omkring en proletarisk klasselinje til kamp for deres daglige krav, til kamp for rekonstitueringen af det Kommunistiske Parti og til kamp for den politiske magt.

Derfor rejser vi til slut parolen: »For en klasselinje i queerbevægelsen!«. Denne parole er et koncentreret udtryk for den politik, der er blevet fremlagt i dette dokument. Uden en proletarisk linje i queer-bevægelsen, vil det overvældende flertal af queermasserne blive fortabt i den borgerlige sump, hvor man kan vælge mellem karrierepolitik, meningsløs svælgen i »autonomi« eller den dybeste elendighed. Vi er imod at skulle vælge mellem disse tre. Vi er for at rejse queer-bevægelsen i Danmark og internationalt på klassekampens grundlag, på basis af kampen for at rekonstituere det Kommunistiske Parti, på basis af marxismen-leninismen-maoismen.

For en klasselinje i queer-bevægelsen!

Leve 50-året for Stonewall-oprøret!

I anledning af 50-året for Stonewall-oprøret.

1Det kan skabe forvirring, at vi insisterer på at skrive »kvinden« fremfor »kvinder« eller »kvinderne«. Det er netop for at fremhæve, at der er tale om en arketype på kvinden, et samfundsmæssigt produkt, en slags form som alle kvinder forsøges presset ind i. Det er ikke blot en totalitet af individuelle kvinder, men én enkelt kvindelig »skabelon«, der afhænger af samfundstypen og det specifikke lands kultur.

2Vi ønsker at fremhæve, at kapitalismen har et skærpet behov for at undertrykke queer-folk ift. tidligere produktionsmåder, såsom feudalismen og slaveriet. Dette er et særpræg ved patriarkatet under kapitalismen. Derfor ser vi en traditionel accept for »afvigere« fra kønsnormerne i lande som Thailand, Albanien, Indien, Pakistan, USA og Uganda, før imperialismen ankommer til landet, den bureaukratiske kapitalisme opstår underlagt imperialismens behov, og der skabes et mere rigidt patriarkat, tilpasset imperialismens økonomiske behov. I lande som Peru og Indien ser man da netop også, at f.eks. homoseksualitet er langt mere acceptabelt på landet end i byerne, netop fordi den bureaukratiske kapitalisme er stærkest i byerne.

3Med »medicinsk kønsskifte« henviser vi til alle de forskellige former for medicinsk, kirurgisk osv. behandling, som en transkønnet person behøver for at deres fysiske fremtræden kan stemme overens med deres kønsidentitet.

4Der er her tale om Axel Axgil, stifter af Kredsen af 1948 og kendt borgerlig bøsseaktivist i Danmark. Vi henviser til Politikens artikel: »Vejnavnenævn dropper Axel Axgils Plads« fra den 27. maj 2013 for mere info om denne mands karriere som pædofilaktivist og nazist-sympatisør.

5I denne forstand kommer ens samfundsmæssige (ikke identitetsmæssige) køn an på øjnene der ser. Man kan blive kønnet forskelligt af sin familie, sine venner, myndighederne, sin kapitalist, fremmede på gaden osv. Man kan blive kønnet forskelligt på forskellige tidspunkter. Sådan er det ofte for queer-folk. Vi kan ikke tillade os at se mekanisk på dette spørgsmål, og det er mekanisk at sige at man kun kan opfattes som det ene eller det andet køn, baseret på sin biologi, identitet eller noget helt tredje.

Gennemtving maoismen som befaler og vejleder for den Proletariske Verdensrevolution!

Vi deler her denne uofficielle norske oversættelse af Tidsskriftet Maoistens udtalelse i anledning af 27-året for Formand Gonzalos historiske tale af 24. september 1992. Oversættelsen stammer fra Tjen Folket Media.

Proletarer i alle land, forén dere!

Tving gjennom maoismen i kommandoen og som veiledning for den proletariske verdensrevolusjonen

“‘I dag er det kun én realitet; de samme pådriverne til første og andre verdenskrig forbereder nå en tredje ny verdenskrig. Vi bør vite dette, og at vi som barn av en undertrykt nasjon er en del av opprøret. Vi kan ikke tolerere dette! Nok imperialistisk utnytting! Vi må gjøre ende på dem! Vi er av den tredje verden, og den tredje verden er grunnlaget for den proletariske verdensrevolusjonen, på én betingelse; At de kommunistiske partiene fører og leder. Dette er hva vi må gjøre! (…)‘ å understreke viktigheten av at de undertrykte nasjonene vil være senter for den proletariske revolusjonen og den umiddelbare nødvendigheten av å generere maoistiske kommunistpartier som utvikler folkekrig for den nye store bølgen av verdensrevolusjon som tvinger gjennom maoismen i kommandoen og som veiledning.”

(Discurso del Presidente Gonzalo del 24 de septiembre de 1992)

I anledning denne høytidelige feiringen av 27-årsjubileet for formann Gonzalos tale, hilser vi ideologien vår, marxismen-leninismen-maoismen, det internasjonale proletariatet og folket i verden, som når de kroppsliggjør maoismen, har skapt sine kommunistiske partier for å med folkekrig tvinge den [maoismen] gjennom i kommandoen og som veiledning for den nye store bølgen av verdensrevolusjon som garanterer dens seierrike marsj og knuser revisjonismen for å feie imperialismen og reaksjonen vekk fra jordens overflate.

Vi hilser formann Gonzalo, den store lederen for kommunistpartiet i Peru og den peruanske revolusjonen, som i hendene på reaksjonen, i absolutt isolasjon ved marinebasen i Callao, med den faste og stålsatte viljen til en stor kommunistisk leder, trosser alle vanskeligheter og holder stillingen i den største skinnende skyttergraven i folkekrigen. Formann Gonzalo har skapt Gonzalos tenkning som den kreative bruken av marxismen-leninismen-maoismen i den peruanske revolusjonen, en tenkning som er uunnværlig for jordens kommunister for å forstå maoismen.

Ved denne strålende anledningen stadfester vi nødvendigheten av at kommunistene bruker maoismen med de universelt anvendelige bidragene til formann Gonzalo på en kreativ måte i hver enkelt konkrete revolusjon.

Vi bekrefter at av alle bidragene fra formann Gonzalo til verdensrevolusjonen, er det to som er uatskillelig knyttet sammen. Under han ble maoismen definert og folkekrigen i Peru ble initiert og utviklet. Dermed ble riktigheten og den universelle anvendeligheten av maoismen og folkekrigen bevist. Dette ble anerkjent av partiets øverste organ og høyeste nivå, av den første kongressen for Perus Kommunistiske Parti (PKP) [avholdt i 1989, oversetteren] og ble fremmet kampen for maoismen helt fra 1982 for å gjøre den anerkjent som det nye, tredje og høyeste stadiet av marxismen. Dette er årsaken til at kampen for maoismen og kampanjen for å forsvare livet til formann Gonzalo er ikke kan skilles fra hverandre.

I denne høytidelige feiringen av 27-årsjubileet for formann Gonzalos tale, uttrykker vi våre hilsener til PKP og dets kamp for dens generelle reorganiseringen i og for folkekrigen, som ved å bruke den store ledelsens tale som et våpen i kampen som føres av kommunistene, krigerne og massene, har oppfylt sine oppgaver.

Vi mener også at det er uunnværlig å fulle av entusiasme hilse formann Gonzalo og PKP i den kommende feiringen av 30-årsjubileet for den første kongressen i Perus Kommunistiske Parti, en marxistisk kongress, en marxist-leninist-maoistisk Gonzalos tenkning-kongress som, etter flere tiår med utrettelig kamp for proletariatet i Peru, etablerte denne store milepælen som en seier for den peruanske revolusjonen og for verdensrevolusjonen, som bare kunne vinnes gjennom folkekrigen. De reiste til topps de for alltid skinnende fanene til Marx, Lenin og formann Mao, tre seiersfaner som alltid vil bæres med fast grep i hendene til det internasjonale proletariatet som hver av oss er en livlig del av.

For oss er dette en utmerket anledning til å gjøre en evaluering av kampen for anerkjennelse av maoismen, av hvordan den kroppsliggjøres blant verdens folkeslag, og hvordan kampen føres videre for å skape maoistiske kommunistpartier for å utvikle folkekrig og gå videre til å kommandere den nye store bølgen av verdensrevolusjonen.

Marxismen har ikke tatt et eneste steg framover i sitt liv, eller oppnådd noe som helst, annet enn med kamp. Maoismen, som marxismens tredje stadium, verken er eller kan være et unntak. Det er og vil fortsette å være hardt, langvarig, komplisert og vanskelig. Den kan aldri tvinge seg gjennom spontant. Betingelsen er å knuse revisjonismen i sine forskjellige uttrykk. Siden 1982 da PKP innledet kampen for maoismens anerkjennelse, har vi kommet langt og enda lenger etter den første kongressen, som er en stor seierrik milepæl på denne veien. Og deretter fikk den sin, i det minste formelle, anerkjennelse av RIM i 1993 [i en erklæring fra disse, oversetter].

Hvis vi ser på den internasjonale situasjonen som en helhet, øker forråtnelsen av imperialismen mer for hver dag som går. Dette bekrefter at den er i sin endelige kollaps og at den vil feies vekk av verdensrevolusjonen gjennom folkekrig. Revolusjon er den historiske og politiske hovedtendensen i verden i dag og verdensrevolusjonen har gått inn i fasen av strategisk offensiv.

Imperialismen, hovedsakelig yankee-imperialismen som er verdens eneste og hegemoniske supermakt, i en tilstand av samarbeid og konkurranse med sine imperialistiske rivaler, utvider og utdyper sine aggressive kriger mot og plyndring av for det byttet som de undertrykte landene utgjør. Slik arbeider de for å erobre eller befeste posisjoner og sikre sitt verdenshegemoni for alltid.

Men imperialismen marsjerer i dag bare fra nederlag til nederlag mot motstanden fra folk, nasjoner og land som kjemper for revolusjon, frigjøring og selvstendighet.

Massene i de undertrykte landene reiser seg i en kraftig storm og gir den imperialistiske aggressoren og dens lakeier presise og kraftige slag, slik patriotene i Jemen i disse dager har satt fyr på yankee-lakeiene i det saudiske monarkiet. Reaksjonen bare skjerper revolusjonen og den nye store bølgen av verdensrevolusjon utvikler seg videre. Det er rett å gjøre opprør!

Mens imperialismen synker ned i kriser og kriger av alle slag, går maoismen framover for å lede denne nye store bølgen ved å generere maoistiske kommunistpartier som initierer nye folkekriger, i kjølvannet av folkekrigene som allerede utvikler seg i India, Peru, Filippinene og Tyrkia. Utviklingen av disse folkekrigene viser at de væpnede kampene i de undertrykte nasjonene, fungerer som sjokkstyrken til den marxist-leninist-maoistiske revolusjonære motoffensiven, som er i ferd med å beseire den generelle kontrarevolusjonære offensiven som ble sluppet løs på begynnelsen av 1990-tallet av yankee-imperialismen.

Med folkekrigen knuses den nye revisjonismen, med dens uttrykk som LOD [den høyreopportunistiske linja, oversetter] i Peru, den såkalte «prachandaismen» og «avakianismen» og så videre. Disse er alle sammen uttrykk for den generelle kontrarevolusjonære offensiven som en antimaoistisk motstrøm som forsøker å holde tilbake den proletariske verdensrevolusjonen. Den nye revisjonismen angriper marxismen, partiet, sosialismen og proletariatets diktatur, men den konsentrerer sitt angrep i å fornekte folkekrigen som en vesentlig og integrert del av maoismen.

Vi har gjort fremskritt i å knuse den nye revisjonismen i den internasjonale kommunistiske bevegelsen, men den nye revisjonismen har fortsatt en viss innflytelse gjennom sentristiske og likvidatoriske tendenser, og av den grunn må kampen mot den fortsette og fordypes.

Utviklingen av folkekrigene i India, i Peru, Filippinene og Tyrkia viser maoismens forvandlende kraft og folkekrigens uovervinnelighet. De tjener som eksempel for de forskjellige væpnede kampene som utvikles i verden i dag for å forvandle dem til folkekriger ledet av kommunistpartiet.

Folkekrigen ledet av det maoistiske kommunistpartiet i India er av stor betydning for verdensrevolusjonen på grunn av landets beliggenhet, størrelse og de indiske massenes enorme vekt. Den seierrike utviklingen har innflytelse hver dag, ikke bare i Sørøst-Asia, men over hele verden. Den er også spesiell på grunn av den historiske sammenhengen med det sosialimperialistiske Kina, og dette skjer allerede. Maoistene i Kina kjemper for å rekonstituere partiet som revisjonismen kapret, og for å gjeninnføre sosialismen med folkekrig.

Perus Kommunistiske Parti, med fast forankring i det store lederskapet til formann Gonzalo og Enhetsgrunnlaget til partiet (BUP)

[som består av partiets grunnleggende dokumenter og av partiets
politiske generallinje, oversetter.]

stadfestet av den første partikongressen og i alle partidokumenter og arrangementer, har utviklet sin generelle reorganisering i og for folkekrigen. De knuser den revisjonistiske og kapitulasjonistiske høyreopportunistiske linja (LOD) som ble dannet i fengslene med støtte fra CIA og den peruanske reaksjonen med en svart og svikefull linje mot formann Gonzalo, enhetsgrunnlaget, partiet og folkekrigen. De knuser også en “venstre”-opportunistisk linje mot maoismen, partiet og Gonzalos tenkning, ledet av «José» og kompani, vasaller for forhandlinger og betalte forræderier på vegne av reaksjonen. PKP slår tilbake disse angrepene mot maoismen, lederskapet, formann Gonzalo, partiet, folkekrigen, den nye makta og den uavbrutte demokratiske revolusjonen fram til kommunismen, og de går videre i den generelle reorganiseringen av partiet i og for folkekrigen.

Kommunistene går videre i oppgaven med å rekonstituere eller konstituere de kommunistiske partiene, midt i klassekampens storm og brann, midt i tolinjekampen, og i mange tilfeller med den kvaliteten at dette oppfylles midt i væpnet konfrontasjon mellom revolusjon og kontrarevolusjon.

I denne kampen for kommunistpartiene, løfter vi fram fremgangen i rekonstitueringen av partiene i Latin-Amerika som i Brasil, Ecuador, Mexico, Chile, Colombia og så videre. Vi går framover i arbeidet for å rekonstituere kommunistpartiet i USA selv, i selve buken til monsteret. Vi går framover i de imperialistiske landene i Europa, som i Frankrike, Østerrike, Tyskland, Norge og så videre. Vi går framover i Tyrkia, der partiet knuser høyrelikvidasjonismen, en avgjørende viktig oppgave da dette er en dør inn til det utvidede Midtøsten. Våre markeringsdager og kampanjer har hatt innvirkning selv i Asia og Afrika. Det er ekstremt viktig å fortsette å utvikle den internasjonale kampanjen for å støtte folkekrigen i India. Med møtene av partier og organisasjoner som ble holdt i Latin-Amerika og Europa har vi gjort fremskritt i å forene venstresiden og overvinne splittelsen i den internasjonale kommunistiske bevegelse. Vi lærer å opptre samlet i forskjellige land og kontinenter, som en forent styrke med felles retning på grunnlag av ideologisk og politisk samling.

Alt dette gir oss solid grunnlag for den internasjonale kommunistiske bevegelsen for å marsjere framover til en ny internasjonale. Dette viser seg i innkallingen til den forente maoistiske internasjonale konferansen [på spansk forkortet CIMU, oversetter.] for å konstituere en ny organisasjon av det internasjonale proletariatet som garantert vil være et slag for den generelle kontrarevolusjonære offensiven til imperialismen og verdensreaksjonen, så vel som mot revisjonismen og all opportunisme.

En ny internasjonal organisasjon av proletariatet vil påta seg som hovedoppgave å kjempe for å tvinge gjennom maoismen i kommandoen og som veiledning for den proletariske verdensrevolusjonen, som tjener konstitueringen og rekonstitueringen av marxist-leninist-maoistiske kommunistpartier over hele verden og initieringen, utviklingen og koordineringen av folkekrigene i verden for å rekonstituere den kommunistiske internasjonalen.

Lenge leve formann Gonzalo!

Foren dere under maoismen!

Folkekrigen vil uunngåelig seire!

Redaksjonen for magasinet El Maoísta

24. september, 2019

Kina: Lancering af ny maoistisk hjemmeside

I anledning af 70-året for den Kinesiske Revolution har revolutionære i Kina dannet hjemmesiden Marxistisk-Leninistisk-Maoistisk Bibliotek.

På det seneste har mange oversættelser af betydningsfulde dokumenter fra den Internationale Kommunistiske Bevægelse, såsom erklæringer af Perus Kommunistiske Parti eller møderne mellem de marxistisk-leninistisk-maoistiske Partier og Organisationer i både Latinamerika og Europa, cirkuleret i visse kredse på Internettet. Nu har kammeraterne fra Kina, midt under den velkendte statslige overvågning i Kina, været i stand til at lancere en hjemmeside dedikeret til udbredningen af disse udtalelser og marxismen-leninismen-maoismens og gonzalo tænkningens grundlæggende dokumenter på det kinesiske sprog.

Hamborg: Demonstration imod den Tyske Enhedsdag

Det tysk-sprogede revolutionære medie Tjen Folket har publiceret følgende rapport om en demonstration i Hamborg d. 03.10.2019, som vi her deler i uofficiel dansk oversættelse.

I Hamborg fandt en demonstration sted den 3. oktober imod fejringen af den »Tyske Enhedsdag«. Under parolen »Tyskland skal dø, så vi kan leve!« samledes omkring 200 demonstranter og marcherede fra Rote Flora til den såkaldte Krigsklods, der hylder den tyske imperialismes deltagelse i Verdenskrigene.

Til demonstrationen hørtes bl.a. de kraftfulde paroler: »Den Tyske Forbundsrepublik er ikke vores stat, al magt til proletariatet!«, »Sandheden om deres demokrati – massemordere, det er de!« og »Tro ikke på udbytternes løgne, det er rigtigt at gøre oprør!«. Demonstrationens udtryk blev suppleret af nogle proletariske revolutionære, som med deres banner understregede den proletariske internationalismes rolle i kampen imod den tyske imperialisme. På et højbanner stod den Internationale Kommunistiske Bevægelses parole: »Proletarer i alle lande, forén jer!« sammen med »Ned med den tyske imperialisme!«.

Panserne forsøgte at holde demonstrationens start tilbage, men de fik langt flere styrker til at ledsage demoen ved det første kryds. Der blev placeret pansertropper ved flere offentlige bygninger, såsom domstole, anklagere osv., for at beskytte dem. Panserne havde en lidt højtidelig stemning.

Demonstrationens overvældende ungdommelige udtryk gjorde det tydeligt, at i tider med stigende imperialistisk chavinisme og socialpatriotisme, har de udbyttede og undertrykte ingen grund til at fejre »tysk enhed«.