Ecuador: »Hæder og ære til Taita Manuel!«

Vi publicerer hermed en uofficiel dansk oversættelse af en udtalelse fra Ecuadors Kommunistiske Parti — Røde Sol.


Vi må med stor fortrydelse rapportere, at Kammerat JUAN MANUEL ANAGUARQUI afgik ved døden som 70-årig som følge af sygdom. Taita1 Manuel.

Indføt, bonde, kommunist. Grundlægger af Ecuarunari, Forbundet af Sand Juans Bondeorganisationer, senere Chimborazos Indfødte Bevægelse og af adskillige bondeorganisationer i provinserne Cañar, Tungurahua og Cotopaxi.

I 1974 sluttede han op om kampen for jorden i Chunchi i amtet Toctesinin, hvor han sammen med Lázaro Condo blev angrebet af hærens og politiets forenede styrker uden grund. Lázaro blev myrdet og Kammerat Juan Manuel alvorligt såret. Deres kampvilje forblev intakt.

Utrættelig, ubesejrelig kæmper, overbevist om det uundgåelige behov for at kæmpe for jorden med våben i hånd.

Den gamle ødemarksulv, Cumbreños sols brændende torden; mester og medstifter af Ecuadors Kommunistiske Parti ― Røde Sol, organisator af den første marxistisk-leninistisk-maoistisk-Gonzalo tænknings bondefront i Chimborazos sumpe i San Juan og Ballagán, hans hjem.

Den gamle muldvarp, den gamle mark, den gamle taita. Som den gamle del af Partiet, vil han leve evigt i verdens undertrykte folks hjerter og kampe.

HÆDER OG ÆRE TIL KAMMERAT JUAN MANUEL!

TAITA MANUEL, I VERDENS UNDERTRYKTE FOLKS HJERTE OG KAMP!

LEVE MARXISMEN-LENINISMEN-MAOISMEN-GONZALO TÆNKNING!

EROBR BEFRIELSENS RØDE SOL: KOMMUNISMEN!

1„Taita“ betyder fader eller onkel i betydningen „leder“.

Coronavirussen, reaktioniseringen af staten og den økonomiske krise

Den 12. marts præsenterede Finansminister Nicolai Wammen fire tiltag, der skulle sikre den danske økonomi imod en ny økonomisk krise, udløst af Covid-19 og fald i olieprisen. De fire tiltag inkluderer: 1) Frigivelse af den kontracykliske kapitalbuffer, dvs. en ekstra pengebeholdning opbygget af bankerne siden finanskrisen, for at kunne fortsætte med at låne penge ud. 2) Der afsættes penge fra staten til en garantiordning for store firmaer og en anden for mellemstore og små firmaer. 3) Virksomheder får refusion fra dag ét, hvis en ansat bliver syg eller sat i karantæne pga. coronavirus. 4) Virksomheder kan nemmere sætte ansatte ned i tid, hvilket staten dækker via supplerende dagpenge. Dermed forsøger regeringen af afdæmpe faldet, når Danmark træder ind i den nye økonomiske krise.

Der åbnes ikke kun op for økonomiske tiltag for at bekæmpe krisen. For at bekæmpe spredningen af selve coronavirussen, har Socialdemokratiet og dets socialfascistiske leder, Statsminister Mette Frederiksen, åbnet en Pandoras Æske af reaktionære tiltag, der vil forøge statens og dermed imperialisternes kontrol med masserne og arbejdskraften. Der indføres forbud imod forsamlinger på mere end 100 mennesker, lukning af uddannelsesinstitutioner, tvungen husundersøgelse, karantæne og behandling, lukning af små virksomheder, hjemsendelse af arbejdere, lukning for indrejse, militær ved grænserne osv. osv. Dette er en del af reaktioniseringen af staten og korporativiseringen af masserne, at gøre dem afhængige af den herskende klasse og tvinge dem ind i klassesamarbejde ― uanset om formålet er at bekæmpe en virus eller ej, er dette den objektive, materielle effekt det vil få, både nu og efter udbruddet er forbi.

Samtidig er den nye krise i fuld gang. Det danske aktiemarked har den 12. marts alene tabt over 200 milliarder kr. i værdi. Faldet i C25-indekset, det ledende danske aktieindeks, er det største siden krakket i 2008. USA’s økonomi er blevet erklæret i recession af flere økonomer og den Europæiske Centralbank har indført store lån til bankerne i de forskellige lande, så der kan indføres kassekredit for en lang række store og små firmaer. Alt ser mere eller mindre ud til en ny krise på størrelse med finanskrisen i 2008.

Selvom denne krise er udløst af coronavirussen og fald i olieprisen, er den ikke unik i historisk sammenhæng. Den kapitalistiske økonomi har siden 1825 oplevet en økonomisk krise hvert 8.-12. år. De borgerlige økonomer lader som om, hver krise er unik og ikke kunne forudsiges, og de navngives efter den udløsende faktor: „Coronakrisen“ i 2020, „Finanskrisen“ i 2008, „Dot-Com Krisen“ i 2000, osv. Disse kriser falder ikke ned fra Himlen, men stammer fra overproduktionen i det kapitalistiske samfund. For at kunne konkurrere, må hver kapitalist producere mere, hurtigere og billigere end sine konkurrenter. Samtidig må han trykke lønnen mest muligt. Men dette medfører, at der produceres mere end arbejderne (som jo køber varerne) har råd til at købe! Dermed får kapitalisterne ikke deres investeringer retur og kriser bryder ud ― gang på gang. Ingen enkelt kapitalist kan lade være med at deltage i dette økonomiske cirkus uden at gå konkurs. Dette er årsagen til alle de cykliske kriser, uanset om krakket i sidste ende udløses af oliepriser, tulipaner, coronavirus eller dårlige webshops.

Ud over disse cykliske økonomiske kriser, trådte kapitalismen ind i imperialismen omkring 1880-1910, hvilket udløste imperialismens generelle krise ― en gradvis almindelig forrådnelse af verdens økonomiske, politiske og kulturelle system, der har udløst to imperialistiske verdenskrige og en større mængde hungersnød og sygdom end nogensinde før i verdenshistorien. Denne almene imperialistiske beskrivelse er sammenfattet som følger i den sovjetiske lærebog Politisk Økonomi fra 1954, skrevet i løbet af fire år under vejledning af Kammerat Stalin:

Med væksten i kapitalismens modsigelser ophobedes forudsætningerne for kapitalismens almene krise. Den yderste skærpelse af modsætningerne inden for imperialismens lejr, sammenstødene mellem de imperialistiske magter, der munder ud i verdenskrige, forenelsen af proletariatets klassekamp i undertrykkerlandene med kolonifolkenes nationale befrielseskamp ― alt dette medfører, at det kapitalistiske verdenssystem bliver føleligt svækket, at imperialismens kæde brydes, og at enkelte lande ad revolutionær vej skiller sig ud af det kapitalistiske system. V. I. Lenin har udarbejdet grundlaget for læren om kapitalismens almene krise.

Kapitalismens almene krise er en altomfattende krise i hele det kapitalistiske verdenssystem, kendetegnet ved krige og revolutioner, ved kamp mellem den døende kapitalisme og den fremvoksende socialisme. Kapitalismens almene krise omfatter alle sider af kapitalismen, såvel den økonomiske som den politiske. Dens grundlag er på den ene side den tiltagende opløsning af den kapitalistiske verdensøkonomis system og på den anden side den voksende økonomiske styrke i de lande, som har skilt sig ud af kapitalismens system.

Det er denne generelle imperialistiske krise, som har medført det, som Formand Gonzalo kalder for „verdensrevolutionens strategiske offensiv“ ― den periode på de næste 50 år, hvor imperialismen for altid vil blive fejet bort fra Jordens overflade og socialismen vil sejre. Det er også denne generelle krise, der medfører forværringen af de cykliske økonomiske kriser, hvor hver er værre end den sidste, og medfører endnu mere krig, hungersnød og sygdom end den sidste. Det er kun gennem at afskaffe det kapitalistiske sygdom, oprette socialismen i hvert eneste land og træde ind i Kommunismen, at kriserne vil kunne afskaffes for altid.

Den sidste økonomiske krise medførte at mere end 1.000.000.000 mennesker sultede. Priserne på dagligvarer steg enormt. Utallige blev gjort arbejdsløse og enorme bygningsprojekter, fabrikker osv. måtte stå tomme og rådne op. Som Marx har sagt det, kan kapitalisterne kun redde sig fra en overproduktionskrise ved at ødelægge deres egne produktionsmidler. Dette øger samtidig massernes revolutionære potentiale. Siden krisen i 2008 har verden oplevet enorme folkeoprør, f.eks. i Mellemøsten og Nordafrika i 2011, men op til i dag også i Latinamerika, Afrika, Asien og endda i selve Europa og Nordamerika. Den nye økonomiske krise vil kun svare til at helde benzin på bålet, og det ved imperialisterne udmærket ― det er derfor de forsøger at afbøde faldet gennem indførelsen af økonomiske forholdsregler, såsom Minister Wammens fire tiltag.

Samtidig er den Internationale Kommunistiske Bevægelse i enorm fremgang, den største siden 1990erne. I Peru, Tyrkiet, Indien og på Fillippinerne udkæmpes der Folkekrige under ledelse af marxistisk-leninistisk-maoistiske Kommunistiske Partier. I lande som Brasilien og Ecuador er der væbnede kampe anført af revolutionære, der kæmper for at rekonstituere deres Partier. Og i flere og flere lande dannes der revolutionære organisationer med samme formål. Midt i dette panorama ― på den ene side massernes oprør, på den anden side fremvæksten af de revolutionære kræfter, alt sammen ansporet af imperialismens generelle krise og den nye cykliske økonomiske krise ― vil imperialismen rammes af nye slag og tage nye skridt mod sin undergang.

I Danmark ser vi også, hvordan masserne gør sig klar til kamp imod imperialismen, og hvordan de revolutionære kræfter vokser frem. I forbindelse med forhandlingerne om den nye overenskomst benytter staten, pamperne og kapitalisterne frygten for coronavirus til at forsøge at forhindre arbejdermanifestationer og strejker og afdæmpe en evt. konflikt. Arbejderne kræver en kraftig stigning i mindstelønnen, samtidig med at flere firmaer trykker lønnen i forberedelse på krisen. Der har allerede været strejker og aktioner i forbindelse med forhandlingerne. Ud over dette kæmper masserne fortsat ― der var mindre gadekampe den 1. marts i forbindelse med en autonom demonstration og kampene imod Ghettolovene tilskærpes. Samtidig udvikles de revolutionære krafter i landet mere og mere. Med den nye krise går vi store kampe i møde, i Danmark og i hele verden.


For mere information om coronavirussen og den igangværende økonomiske krise, se følgende artikler fra norske Tjen Folket Media:

Overblik: Arbejderkvindernes Internationale Kampdag 2020

I Danmark blev der publiceret en udtalelse af Røde Bølge: „Leve 110-året for Arbejderkvindernes Internationale Kampdag!“ og afholdt et oplæg af Fælles Aktion København om den proletariske feminisme på Nørrebro. I Tingbjerg udførtes en graffitiaktion under parolen: „Køkken, mand, fædreland… Vores svar: Modstand!“. Der er også blevet publiceret en dansk oversættelse af teksten „Leve den proletariske feminisme! Uddrag“ af kammerater fra Østrig, som blev solgt til oplægget.

8maerz schweden 1

I Sverige deltog de revolutionære fra Sveriges Kommunistiske Forbund i en demonstration i Stockholm. En graffitiaktion under parolen: „Knus patriarkatet og kapitalismen! Leve den proletariske feminisme!“ blev udført imod en stripklub i Gøteborg og kammeraterne dér udførte flere banneraktioner. Der blev også hængt plakater op flere steder i landet.

I Norge har der været aktioner i Oslo, Trondhjem, Bergen og Kristiansand, bl.a. graffitimalerier, plakataktioner for at hylde kvindelige revolutionære ledere, bannere osv. Der var en filmfremvisning i Kristiansand. Desuden har Forlaget Røde Fane har publiceret teksten „Filosofiske strømninger i kvindebevægelsen“ af Kammerat Avanti fra Indien på norsk.

I Finland blev der udført flere aktioner, bl.a. et bannerdrop i Tampere under parolen: „Leve den proletariske feminisme!“. De revolutionære deltog også i en demonstration på omkring 75 mennesker i Turku. Der blev også udført flere graffitiaktioner.

I Forbundsrepublikken Tyskland blev der udført aktioner i alle dele af landet. De Røde Kvindekomiteer i Nordtyskland fokuserede på at skabe en stor manifestation i Bremen, hvor den proletariske kvindebevægelse er i vækst, og deltog også i en demonstration i Hamborg. Den Røde Kvindekomite i Berlin deltog i en demonstration dér og der var et oplæg om den proletariske feminisme i Weimar. Udviklingen i Freiburg var især stor, hvor en kraftfuld rød blok blev organiseret under demonstrationen, et bannerdrop blev udført og vi med al sikkerhed vil se fremkomsten af en Rød Kvindekomite i den nære fremtid.

I Østrig publicerede de revolutionære både en løbeseddel om nødvendigheden af en kæmpende kvindeorganisation og et nyt nummer af „Kæmperinden“, et revolutionært proletarfeministisk masseblad. Et enormt banner blev hængt fra en motorvejsbro med et billede af Hedy Urach, en dygtig kvindelig kadre fra Østrigs Kommunistiske Parti, og parolen: „Slip kvindens vrede løs som en mægtig kraft for revolutionen!“, hvilket borgerlige medier rapporterede om.

I Frankrig deltog især kammeraterne fra Folkekvindebevægelsen og de Unge Revolutionære i demonstrationer i hele landet, bl.a. i Brest, Caen, Clermont-Ferrand og Nantes.

I USA blev et særligt tryknummer af „Incendiary News“ under titlen: „Kæmp for en revolutionær proletarisk kvindebevægelse!“, distribueret i Oxnard, Kansas City og Orlando af Incendiary Støttekomiteerne. Der var også aktioner flere steder: I Austin anførte Folkekvindebevægelsen en demonstration i et proletarisk nabolag, der blev brutalt undertrykt af politiet. I Los Angeles afholdtes en manifestation foran byens arrestcentrum, hvor kvindelige repræsentanter for forskellige progressive organisationer holdt taler. I Pittsburgh samledes aktivister fra Tjen Folket Pittsburgh sig til en manifestation i et sort nabolag. I Houston og Charlotte afholdtes revolutionære kulturarrangementer.

I Peru distribuerede aktivister fra SUTE-fagforeningen i Lambayeque løbesedler under titlerne: „Evig hæder og ære til folkets bedste døtre, der har givet livet for en ny og bedre verden!“ og „Hyldest til proletarkvinden!“. For omkring en uge siden udførtes et bagholdsangreb imod politiet og en kendt stikker i Ayacucho.

I Mexico var der store kampe imod kvindemord i landet i Mexico City, hvor flere og flere kvinder slutter op om klassebevidste paroler, og der blev kastet med molotov-cocktails, brosten og fyrværkeri imod politiet. I Oaxaca har Folkets Flodbølge ― Røde Sol, en revolutionær masseorganisation, afsløret hvordan politiet chikanerer dem og offentliggjort deres nye felttog imod udbytningen og undertrykkelsen af det mexicanske folk, der vil begynde den 18. marts. Folkekvindebevægelsen publicerede også en udtalelse under titlen: „Kraftfuld dag for at genbekræfte Arbejderkvindernes Internationale Kampdag“.

I Chile deltog mere end 300.000 kvinder i demonstrationer for kvinders rettigheder.

I Brasilien afholdte Folkekvindebevægelsen et vigtigt møde i Varzelândia i Norte de Minas Gerais, hvor mere end 60 kvinder og 15 børn deltog. Her mindedes de Kammerat Sandra Lima og kaldte på at fuldføre den nydemokratiske revolution i Brasilien, uafbrudt til socialismen og indtil hele verden træder ind i Kommunismen, som vejen for frigørelsen af kvinden. I Belo Horizonte organiserede Folkekvindebevægelsen sammen med andre klassebevidste organisationer, såsom Arbejdsforbundet, Fattigbondeforbundet og den Revolutionære Folkestudenterbevægelse, en fejring af den proletariske kvindebevægelse i Brasilien og betydningen af den proletariske feminisme for frigørelsen af både kvinden og arbejderklassen.

Brasil 8 Maerz 2020 3

I Tyrkiet var der store demonstrationer i Istanbul, Mersin, Dersim, Diyarbarkır og Ankara, bl.a. organiseret af den nydemokratiske kvindeorganisation, der flere gange stødte sammen med politiet. Demonstrationerne bestod især af unge kvinder, der bekæmpede volden imod kvinder i det tyrkiske samfund og fremhævede især arbejderkvindernes kamp. Tyrkiske kammerater i Frankrig, Belgien, Nederlandene, Svejts, Tyskland og Østrig gik også på gaden.

I Indien offentliggjorde Indiens Kommunistiske Parti (Maoister) en liste over 22 kvindelige kadrer, der er blevet dræbt i sammenstød med den gamle stats sikkerhedsstyrker i løbet af det seneste år. I delstaten Bastar har Partiet udført en kampagne imod udbytningen af stammekvinden og den bureaukratiske kapitals forsøg på at udnytte kvinden til at blive fodsoldater for reaktionen eller sexobjekter i medierne.

Filippinerne har den revolutionære kvindeorganisation MAKIBAKA udstedt en udtalelse, der fordømmer udbytningen og undertrykkelsen af den filippinske kvinde, især i landområderne, hvor en 15-årig blev voldtaget og dræbt for nylig. De revolutionære kvinder kalder på at fortsætte Folkekrigen og den nydemokratiske revolution helt til sejren, fordi kvinden ellers ikke kan frigøres.

I Ecuador har Folkekvindebevægelsen publiceret en udtalelse under titlen: „Leve den arbejdende og revolutionsforpligtede kvindes dag!“.

I Kameroon, Kenya og Sudan var der også store kvindedemonstrationer og -forsamlinger, der gjorde opmærksom på kvindens problemer i disse halvfeudale og halvkoloniale lande.

[Dansk/English] Røde Bølge: »Leve 110-året for Arbejderkvindernes Internationale Kampdag!«

Proletarer i alle lande, forén jer!

Udtalelse

Leve 110-året for
Arbejderkvindernes Internationale Kampdag!

„Kvinden bærer det halve af Himlen ― og hun må også erobre den!“

Formand Mao Tse-tung

1. Indledning

I august 1910 afholdtes den II. Internationale Socialistiske Kvindekonference i København, i det daværende Folkets Hus ― nu ruinerne af Ungdomshuset på Jagtvej 69. Konferencen var indkaldt af kvinderne i de forskellige socialdemokratiske partier, der dengang generelt var revolutionære, marxistiske Partier. Formand for Konferencen var den danske revolutionære socialdemokrat Elisabeth Mac. Konferencen faldt sammen med II. Internationales socialistiske verdenskongres, også afholdt i København. På denne Konference blev det vedtaget på Kammerat Clara Zetkins forslag, at den 8. Marts hvert år skulle være en kampdag for de proletariske kvindemasser i hele verden. Således blev den 8. Marts stiftet i Danmark for 110 år siden.

I dagens Danmark og i hele resten af verden eksisterer der stadig et patriarkat, hvis oprindelse stammer tilbage fra oprindelsen af klassesamfundet og staten. Dette patriarkat har antaget forskellige former i løbet af klassesamfundets udvikling ― under Vikingetidens trældom, under Middelalderens feudalisme og under den nutidige kapitalisme ― men det består den dag i dag, og tjener til at opretholde udbytningen og undertrykkelsen af proletariatet og folket. Derfor har Arbejderkvindernes Internationale Kampdag stadig enorm betydning. Derfor fejrer vi 110-året for vedtagelsen af Kampdagen dette år, ved at udbrede viden om den proletariske feminisme her i landet.

2. Den proletariske feminisme1

Vi vil i dette afsnit fokusere på tre grundlæggende aspekter af den proletariske feminisme. Disse tre aspekter er ikke de eneste, men har den største betydning for den nuværende kreative anvendelse af den proletariske feminisme i Danmark.

2.1. Frigørelsen af kvinden må erobres af kvindemasserne selv!

Karl Marx skrev i statutterne for den Internationale Arbejderforening i 1864: Arbejderklassens frigørelse må erobres af arbejderklassen selv. […] I sin kamp mod de besiddende klassers forenede magt kan proletariatet kun da optræde som klasse, hvis det konstituerer sig selv som et særligt politisk parti, der står i modsætning til alle tidligere partier, dannede af de besiddende klasser. […] Da jordens og kapitalens herrer bestandig betjener sig af deres politiske privilegier til at beskytte og forevige deres økonomiske monopoler og til at knægte arbejdet, bliver erobringen af den politiske magt proletariatets ophøjede pligt.2 Dette gør sig også gældende for frigørelsen af kvinden. Kvindemassernes frigørelse kan ikke erobres af mændene. Og det Kommunistiske Parti, der eksisterer for at lede kampen for den politiske magt, er lige så nødvendigt for frigørelsen af kvinden som for frigørelsen af proletariatet generelt. Samtidig gjorde Marx også store bidrag til udviklingen af den proletariske feminisme, ved at analysere den borgerlige familie og prostitutionen i „Det Kommunistiske Partis Manifest“ (1848), hans nære kammerat Friedrich Engels skildrede oprindelsen af patriarkatet i „Familiens, privatejendommens og statens oprindelse“ (1884) og Marx selv sammenfattede problemet om patriarkatet i sætningen: „Enhver, der kender noget som helst til historien, ved, at store samfundsmæssige forandringer er umulige uden det kvindelige gæringsstof. Det samfundsmæssige fremskridt kan måles nøjagtigt på det smukke køns samfundsmæssige stilling (indbefattet de grimme af dem).“3

Den store Lenin, Føreren af Bolsjevikpartiet og den Store Socialistiske Oktoberrevolution, etablerede tydeligt betydningen af kvindebevægelsen for hele den revolutionære bevægelse: „Den historiske erfaring viser, at den revolutionære bevægelses succes afhænger af graden af kvindelig deltagelse.“4 I kampen for opbygningen af socialismen i Sovjetunionen efter Lenins død, og fremkomsten af to forskellige linjer, blev det fremsat af Trotskij at kvinden var „en væsentlig reserve for revolutionen“. Dette standpunkt var faktisk revisionistisk, det benægtede at frigørelsen af kvinden var en særlig nødvendighed, at hun ikke blot er en „reserve“ for en revolution, som implicit ledes af manden. Trotskij var også i praksis imod kvindekampen. F.eks. skrev han den 23. februar 1917, midt under Februarrevolutionen: „På trods af alle direktiver, strejkede de kvindelige tekstilarbejdere i adskillige fabrikker.“5 Kammerat Stalin forkastede dette standpunkt: „Ikke én af de undertryktes store bevægelser i menneskehedens historie har kunnet klare sig uden de arbejdende kvinders deltagelse. De arbejdende kvinder, de mest undertrykte af alle undertrykte, ville og kunne aldrig holde sig tilbage fra frihedsbevægelsens store vej. […] Vil kvindereserven være for arbejderklassen eller imod den ― deraf afhænger den proletariske bevægelses skæbne, den proletariske revolutions nederlag eller sejr, proletarmagtens sejr eller nederlag. […] Men de arbejdende kvinder er ikke blot en reserve. De kan og skal ― gennem arbejderklassens rigtige politik ― blive en virkelig arbejderklassens hær, der kæmper mod borgerskabet.“6

Imidlertid er det hovedagelige det, som Formand Mao Tse-tung har etableret: „Frigørelsen af kvinden er en del af frigørelsen af proletariatet.“7 At kvindebevægelsen altså er en del af den generelle revolutionære bevægelse, den kan ikke sejre alene. Derfor er det politiske mål for os at rekonstituere DKP ― kun det Kommunistiske Parti er i stand til at samle ledelsen af alle dele af den revolutionære bevægelse, også kvindebevægelsen, under én fane, og kanalisere deres energi i kampen for den politiske magt, konkret Folkekrigen. Dannelsen af en virkelig Rød Kvindebevægelse i Danmark afhænger af rekonstitueringen af Danmarks Kommunistiske Parti (DKP), og derfor er ethvert skridt i retning af rekonstitueringen et fremskridt for kvindebevægelsen.

Det var da også som led i processen af rekonstitueringen af Perus Kommunistiske Parti, at Folkekvindebevægelsen blev dannet og Formand Gonzalo for første gang sammenfattede den proletariske feminisme i mesterværket „Marxismen, Mariátegui og kvindebevægelsen“ (1973). Partiet opbyggede den stærkeste kvindebevægelse i nyere tid på et eksplicit revolutionært grundlag, hvilket kan ses tydeligt i bl.a. dokumentaren „People of the Shining Path“ (1992) fra britisk TV.

2.2. Hærd den kvindelige militans!

Det Kommunistiske Parti er et udtryk for proletariatet, en organisation af klassens fortropselementer, de mest klassebevidste og aktive mennesker fra klassen, der er i stand til at opnå massernes respekt og derfor lede bevægelsen i retning af den socialistiske revolution og helt til Kommunismen. Klassen består ikke mindst af kvinder. Kvinden bærer mere end det halve af Himlen ― ergo må hun også udgøre mere end halvdelen af fortroppen, i sidste ende. Hvis vi skal have noget som helst håb om at lede kvindemasserne, har vi brug for at hærde kvindelige aktivister, kæmpere, militanter, kadrer og ikke mindst ledere og førere, der er i stand til at have overblik over den revolutionære bevægelse og føre den fremad. Dette gør mobiliseringen, politiseringen og organiseringen af kvinden til nøglepunktet. Enhver organisation, der ikke fra begyndelsen af prioriteter hærdningen af den kvindelige militans, er ikke revolutionær i andet end navn.

Selve hærdningen af kvindelig militans foregår på to fronter: i klassekampen og i to-linje kampen. I klassekampen er det hovedsagelige hærdningen i den revolutionære vold ― at kvinden skal oplæres i brugen af politisk magt, i brugen af geværet (i overført forstand). Kvindelige masser skal deltage i militære og halvmilitære aktioner, i demonstrationer, i gadekampe, de skal vænne sig mentalt til brugen af organiseret vold for at opnå frigørelse. På dén måde vil de blive hærdet i klassekampen og forberede sig på at blive ledere af den revolutionære bevægelse, kæmpere i Folkekrigen og administratorer i proletariatets diktatur. I to-linje kampen er nøglen at bekæmpe den forsonende og underkastende indstilling, som kvinder opdrages med i det patriarkalske samfund ― at oplære dem i kritik og selvkritik, i kampfilosofien, at gå imod strømmen. Især i Danmark, hvor et nationalt særpræg er Janteloven, der mere eller mindre opdrager danskere til at være forsonende, og hvor småborgerlige strømninger er meget stærke og dybt rodfæstede.

Der skal afholdes særlige arrangementer, hvor kvinder fra de dybeste og bredeste masser kan deltage. Der skal tænkes meget grundigt over, at de fleste af disse masser har børn at passe og meget arbejde i hjemmet, og derfor er en væsentlig del af mobiliseringen at sørge for at børnene også kan tages med (og at sørge for pasning af småbørn). Politiseringen, dvs. den ideologiske skoling, skal foregå på kvindemassernes egne præmisser, og derfor skal kammeraterne være opmærksomme på at det kan være nødvendigt at organisere studier sent om aftenen (når børnene sover) eller om formiddagen (når børnene er i skole, hvis kvinden er hjemmegående). Organiseringen af kvindemasser i den revolutionære bevægelse kræver også organiseringen af deres mænd, således at arbejdsbyrden i familien kan organiseres, så man kan prioritere kvindens deltagelse i det revolutionære arbejde og deres mænd (eller andre kammerater fra bevægelsen) derfor må løfte en større byrde i det reproduktive arbejde.

Med disse retningslinjer vil hærdningen af den kvindelige militans kunne opbygges skridt for skridt.

2.3. Revisionisme er forræderi mod kvindebevægelsen!

Revisionismen er borgerskabets forpost i arbejderbevægelsen. Den er borgerlig ideologi forklædt som marxisme og tjener til at udhule den revolutionære bevægelse og fjerne dens allervæsentligste aspekt, nemlig kampen for den politiske magt, og omdanne bevægelsen til en bevægelse for reformer inden for rammerne af det imperialistiske system. Imperialisterne fører en bevidst politik om at bestikke det øverste lag af arbejderklassen og danne et arbejderaristokrati netop for at frembringe en økonomisk basis for revisionisme. Imperialismen finansierer dette gennem udplyndringen af den Tredje Verden. I Danmark har denne politik historisk været meget succesfuld, især i perioden fra Kanslergadeforliget (1933) frem til enden på 1970erne. Gennem denne politik forsøger man også at korporativisere masserne, dvs. tvinge dem ind i klassesamarbejde med monopolborgerskabet, gøre dem afhængige af det borgerlige diktatur og således pacificere dem. Men imperialismens krise fordybes år for år og den økonomiske basis for opretholdelsen af det enorme danske arbejderaristokrati fra 1970erne eksisterer ikke længere. Derfor har man siden starten på 1980erne set en udhuling af „velfærdsstaten“. Med den nuværende „røde“ regering under ledelse af Mette Frederiksen gøres der igen forsøg på at udvide korporativiseringen og bestikkelsen ― men dette foregår på bekostning af en forstærket udbytning og undertrykkelse af endda dele af proletariatet i Danmark, især masserne i de såkaldte „ghettoer“, hvis boliger rives ned for at gøre plads til privat „byforskønnelse“.8

Revisionismens sejr betyder altid borgerskabets sejr. Den betyder overgangen fra et Kommunistisk Parti til et borgerligt parti med røde faner, den betyder overgangen fra proletariatets diktatur til borgerskabets diktatur. Om revisionismen har Formand Gonzalo tydeligt etableret: „Revisionismen er en fare på et almengyldigt plan for enhver kommunist og revolutionær, såvel som for folket. Husk at Formand Mao advarede os om at beskytte os imod revisionisme i Centralkomiteen; for os, så hvis revisionismen er i stand til at trives og tronrane Partiet, ville der ikke ske tre forandringer, men fire: forandring i befaleren, forandring i linjen, forandring i Partiet, såsom i 1979, men nu ville der også være forandring i Folkekrigen. Folkekrigen kunne forlades, hvilket ville være den mest uvurderlige tjeneste til reaktionen, som lider alvorlige problemer i dag, eller den kunne forblive som en udelukkende væbnet kamp eller lejesoldater til tjeneste for den højest bydende imperialist; men det ville ikke længere være en Folkekirg og ej heller tjene frigørelsen af klassen eller folket. Læg mærke til, at de fire forandringer legemliggøres først i forandring i befaleren; dette forandrer ikke den kendsgerning, at kampen begynder med opfattelser.“9

Revisionismen har historisk betydet forræderi imod ikke blot revolutionen generelt, men også kvindekampen specifikt. I Sovjetunionen gjorde man f.eks. under Lenin og Stalin en enorm indsats for at rehabilitere prostituerede, give dem produktivt arbejde og afvænne dem fra misbrug. Under Khrusjtjov, efter kontra-revolutionen i 1956, holdt man op med at bekæmpe prostitutionen og den voksede enormt, hvilket har ført til den samfundsmæssige krise for kvinder i dagens Rusland.

I Kinas Folkerepublik var der enorme opnåelser for kvindemasserne, især under den Store Proletariske Kulturrevolution, hvor man kritiserede kulturelle og politiske levn fra det gamle samfund og omdannede selve den måde, folk tænkte på ― også hvad angår kvinden, der i højere grad end nogensinde blev mobiliseret, politiseret og organiseret i de Røde Garder og Kinas Kommunistiske Parti. Kammerat Chiang Ching, der ledte Partiet efter Maos død og var en af Kulturrevolutionens førere, producerede storslåede operaer hvor den revolutionære kvinde blev sat i centrum og ikke længere skulle „frigøres“ af mandlige revolutionære. Men efter Hua Kuo-fengs og Teng Hsiao-pings kontra-revolution i 1976 forsvandt kvindernes opnåelser som dug for solen og man indførte ultra-reaktionær lovgivning, såsom den berygtede „1-barns politik“.

I Folkekrigen i Peru har man også set tydeligt, hvordan patriarkalsk politik hænger uløseligt sammen med revisionismen. Efter arrestationen af Formand Gonzalo i 1992 og fremkomsten af først den II. Højre-Opportunistiske Linje og dernæst den „Venstre“-Opportunistiske Linje/Militaristerne, har man set hvordan revisionisternes „[…] feudal-imperialistiske karakter også meget tydeligt udtrykkes i [deres] ærke-reaktionære opfattelse af kvindens rolle i revolutionen, for disse rotter er de kvindelige kammerater andenrangs kæmpere, mandens tjenere og denne opfattelse har de forsøgt at gennemtvinge i et Parti, der havde den højeste grad af kvindelig deltagelse i historien, det Parti, der frembragte den største andel kvindelige ledere, kadrer, militanter, kæmpere og masser i den Internationale Kommunistiske Bevægelses historie, de ønskede at gennemtvinge dette i det Parti, der frembragte Kammerat Norah, Partiets og revolutionens største heltinde, en storslået kommunistisk leder og nådesløs anti-revisionistisk kæmper.“10

Vi vil i afsnittet om den proletariske kvindebevægelse i Danmarkshistorien tydeligt se, hvad revisionismens sejr i Partiet betyder for ikke blot den socialistiske revolution generelt i dette land, men også specifikt for kvindebevægelsen. Kort sagt betyder revisionisme forræderi imod kvindebevægelsen, indførelsen af en patriarkalsk og borgerlig linje i kvindebevægelsen, som erstatter den proletarfeministiske linje.

3. Kort oprids af den proletariske kvindebevægelse i Danmarkshistorien

Det moderne proletariat opstod i Danmark som følge af den Industrielle Revolution, der havde sin spæde begyndelse med jernbanerne og manufakturen i 1840erne. Med det tidlige proletariat og dets politiske fortropsorganisationer ― hovedsageligt Håndværkerdannelsesforeningen ― frembragtes førende skikkelser inden for klassen, såsom Frederik Dreier. Denne skrev f.eks. om nødvendigheden for en klassebaseret kvindebevægelse i sin kritik af den borgerlige feminisme, der dengang var ved at opstå: Den ringe forskel, der er mellem mandens og kvindens grad af frihed er noget forsvindende imod ligheden i den trældom, hvori deres fælles fordomme holder dem i den store sociale trædemølle.“11

I efterdønningerne af Pariserkommunen skabes den danske sektion af I. Internationale af Louis Pio, der havde været i korrespondence med Marx og Engels gennem en længere periode. Selvom Internationale knustes under Slaget på Fælleden i 1872, blev Danmarks Socialdemokratiske Arbejderparti rejst af dets asker. Selvom det danske Socialdemokrati aldrig blev konstitueret som et virkeligt marxistisk Parti, sådan som f.eks. det russiske blev det i 1903 under Lenins Førerskab, bidrog det alligevel meningsfuldt til at udvikle proletariatets kamp for den politiske magt ― hovedsageligt pga. presset fra revolutionære marxister som Gerson Trier, Nikolaj Petersen og Gustav Bang. Sidstnævnte skrev væsentlige politiske dokumenter for kvindebevægelsen, bl.a. „Prostitutionen“ (1904) og „Arbejdernes ægteskaber“ (1913).

I denne sammenhæng udvikledes også Socialdemokratiets kvindearbejde. Dette kulminerede i afholdelsen af den II. Internationale Socialistiske Kvindekonference i København i august 1910, nævnt foroven i indledningen. Dette var Socialdemokratiets største sejr på kvindekampens område. Imidlertid blev denne kampdag misbrugt af de parlamentariske kretinister i partiet, der udelukkende centrerede i valgretten og ikke kampen for den politiske magt i Danmark ― men militanterne i Socialdemokratiets græsrødder kæmpede samtidig hårdt og voldsomt for bl.a. tjenestepigernes dagskrav, hvor en kampagne af revolutionær vold imod landborgerskabet blev udløst gennem bl.a. nedbrænding af herregårde.

Med den Store Socialistiske Oktoberrevolution i 1917, udløsningen af den Første Store Bølge af den Proletariske Verdensrevolution og endelig konstitueringen af DKP i november 1919, dette storslåede værk som Kammerat Gerson Trier banede vejen for helt til sin død blot ét år før konstitueringen, nåede proletariatets kamp i Danmark sit højeste indtil nu. Gennem 1920erne, 30erne og 40erne udvikles proletariatets klassekamp ― og som led i denne, kvindekampen. Partiet skabte Arbejderkvindernes Oplysningsforening i 1925. Denne organisation skulle komme til at frembringe nogle af det danske proletariats mest hårdføre kvindelige militanter, såsom Kammerat Inger Gamburg.

Vi fremhæver Kammerat Inger Gamburg som en af de største kommunister i Danmarkshistorien. Hun begyndte som metalarbejder og faglig aktivist i Kvindeligt Arbejdsforbund. Herfra trådte hun ind i Partiet og var med til at lede den store kvindelige metalarbejderstrejke i 1930, der varede i seks uger. Hun opstillede for første gang nogensinde i Danmark dagskravene om ligeløn for kvinde- og børnearbejdere og om fri abort. På Partikongressen i 1930 blev hun udpeget til Centralkomiteen og det Politiske Bureau ― posten i Centralkomiteen behold hun indtil 1955. Hun var en del af DKPs Røde Fraktion under ledelse af Aksel Larsen12, der kæmpede for at gennemtvinge marxismen-leninismen og bolsjeviseringen af Partiet, i hård to-linje kamp imod Thøger Thøgersens højre-opportunistiske linje, og hun blev et forbillede på den proletariske kvindelige kadre, fremhævet af den Kommunistiske Internationale. Under Besættelsen blev hun fængslet og sendt til KZ-lejrene Vestre Fængsel, Horserød og Stutthof af de tyske imperialister og deres danske lakajer ― men selv i Stutthof blev hun genvalgt in absentia som faglig leder. Inger Gamburg var en dygtig kadre af den kaliber, som sjældent ses i Danmark.

Vedrørende den Væbnede Modstandskamp 1942-45, kan vi sige at kvindemasserne spillede en enorm rolle under de store folkeopstande imod den tysk-imperialistiske besættelse af Danmark. De kvindelige aktivister spillede også en vigtig rolle i at huse politiske flygtninge, især de professionelle revolutionære, der var gået under jorden som led i modstandskampen. Men spørgsmålet om kvindernes rolle i selve den væbnede kamp og i Partiets klandestine ledelse er åbent og fortjener at blive yderligere undersøgt.

Efter revisionismens overtagelse af DKP og dens forvrængning af Partiets linje i retning af parlamentarisk kretinisme, konkret ved at stoppe den væbnede kamp i 1945 og indtræde i „Befrielsesregeringen“, udvikles også kvindearbejdet i en revisionistisk og patriarkalsk retning. Der fokuseres ikke på frigørelsen af kvinden, men på at bevare hendes rolle som moderen i den borgerlige familie o.lign. Men kvindemasserne fortsætter med at kæmpe. Dette er forbundet til fremkomsten af anti-revisionistiske marxistisk-leninistiske organisationer i 1960erne og 70erne, især Kommunistisk Forbund Marxister-Leninister (KFML), der i 1973 danner Kvindefronten som en revolutionær kvindelig masseorganisation. Kvindefronten udfører sit arbejde med mobiliseringen, politiseringen og organiseringen af kvindemasserne, der især giver genlyd blandt de pædagogiske medhjælpere, der gik med røde stofbleer på håret som symbol på deres støtte til den socialistiske revolution og kampen for det Kommunistiske Parti. Imidlertid nedlægges Kvindefronten i 1978 i forbindelse med KFMLs omdannelse til „Kommunistisk Arbejderparti“ (KAP) og dets revisionistiske retning.

Vedrørende den marxistisk-leninistisk-maoistiske bevægelse i 1990erne og 2000erne ved vi meget lidt om det kvindearbejde, der blev udført, og vil derfor ikke fremsætte nogen konklusioner.

4. Sammenfatning

Kvinden bærer det halve af Himlen. Mere end halvdelen af al udbytning og undetrykkelse i det imperialistiske samfund ligger på kvindens skuldre. Og dermed kæmper kvinden, hun rejser sig til mægtige storme i klassekampen og spiller en nøglerolle i proletariatets fortrop. Sådan har det altid været i Danmarkshistorien ― sådan vil det blive i fremtiden.

Vi ønsker at fremhæve tre hovedsagelige punkter:

For det første har kvindemasserne altid spillet en nøglerolle i klassekampen i dette land. De har rejst sig til store kampe og kæmpet for deres frigørelse, og dette har været som led i den proletariske bevægelse og kampen for den socialistiske revolution. I den tidlige fase under Socialdemokratiets ledelse, dernæst og hovedsageligt under DKPs ledelse og senere under KFMLs ledelse. Uden kvindemasserne er der ingen revolutionær bevægelse.

For det andet har hærdningen af kvindelige kadrer været nøglen til konstitueringen af DKP som et marxistisk-leninistisk Parti. Kammerat Inger Gamburg er blot ét eksempel på dette ― hun spillede uden tvivl en nøglerolle i at gennemtvinge den røde linje i Partiet. Uden kvindelige kadrer og ledere er det intet Kommunistisk Parti.

For det tredje har revisionismen altid betydet forræderi imod kvindebevægelsen. Revisionismen i Socialdemokratiet kanaliserede kvindemassernes oprør over i kampen for en meningsløs valgret, imens den hovedsagelige klassekamp fandt sted på herregårdene. Revisionismen i DKP fornægtede nødvendigheden af den proletariske feminisme og fokuserede på kvindens „særlige rolle som moder“. Revisionismen i KAP nedlagde Kvindefronten. Revisionisme betyder forræderi mod frigørelsen af kvinden.

Vi håber at dette 110-år for Arbejderkvindernes Internationale Kampdag kan være en anledning for udbredningen af den proletariske feminisme i dette land, tjenende rekonstitueringen af DKP til Folkekrigen, på basis af den kreative anvendelse af marxismen-leninismen-maoismen, hovedsageligt maoismen, med Formand Gonzalos almengyldige bidrag, dvs. Gonzalo tænkning, til Danmarks specifikke betingelser. Dette er et nøglepunkt, fordi kun ledet af det rekonstituerede DKP og gennem Folkekrigen vil den dobbelte udbytning og undertrykkelse af kvinden under imperialismen kunne bortfejes for altid, når vi træder ind i den evigt skinnende Kommunisme.

Vi opfordrer alle virkelige revolutionære: Slut op om kampen for kvindernes retfærdige dagskrav! Slut om op kampen for rekonstitueringen af DKP! Hejs, forsvar og hovedsageligt anvend den proletariske feminisme, der er i selve hjertet af marxismen-leninismen-maoismen! Uden den proletariske feminisme bliver der ingen socialistisk revolution, fordi uden den proletariske feminisme vil halvdelen af Himlen forblive uerobret.

HEJS, FORSVAR OG ANVEND MARXISMEN-LENINISMEN-MAOISMEN,
HOVEDSAGELIGT MAOISMEN, MED FORMAND GONZALOS
ALMENGYLDIGE BIDRAG, DVS. GONZALO TÆNKNING!

PROLETARISK FEMINISME FOR KOMMUNISMEN!

FOR REKONSTITUERINGEN AF
DANMARKS KOMMUNISTISKE PARTI!

Røde Bølge ― Danmark
Marts 2020

1Det er ikke passende at vi fremsætter en fuldkommen sammenfatning af den proletariske feminisme her. Vi henviser i stedet til dokumentet: „Leve den proletariske feminisme! Uddrag“, af Komiteerne for Grundlæggelsen af Østrigs (Maoistiske) Kommunistiske Parti (2016), der er oversat til dansk på bloggen socialistiskrevolution.wordpress.com.

2Karl Marx: „Almindelige Statutter for den Internationale Arbejderforening“, 1864.

3Brev fra Karl Marx til Dr. Kugelmann, 12. december 1868.

4Citeret fra Perus Kommunistiske Parti: „Marxismen, Mariátegui og kvindebevægelsen“, 1973.

5For mere om hvordan Trotskij bekæmpede Lenin og Bolsjevikpartiet, kontra hvad den småborgerlige trotskistiske bevægelse i dag påstår, se tjen-folket.no: „Trotskisme mot leninisme fra 1904 til 1917“ (2012).

6J. V. Stalin: „Til den Internationale Kvindedag“, 1925.

7Citeret fra Perus Kommunistiske Parti: „Marxismen, Mariátegui og kvindebevægelsen“ (1973).

8For mere om Socialdemokratiets kursskifte under Mette Frederiksen, der reelt repræsenterer triumfen af partiets socialfascistiske fraktion, se artiklen på demvolkedienen.org: „Wahlsieg der Sozialdemokraten in Dänemark“ (8. juni 2019).

9Citeret fra Perus Kommunistiske Parti: „Instrukser“, 1994.

10Forening Nyt Demokrati: „For den Generelle Reorganisering af Perus Kommunistiske Parti som en del af udviklingen af Folkekrigen for at erobre magten i hele landet! Grib Gonzalo tænkning for at løse nye problemer“, 2011.

11Frederik Dreier: „Blik på det verdenshistoriske værk „Clara Raphael“ og den derved fremkaldte damelitteratur“, 1851.

12Aksel Larsen begyndte som revolutionær og spillede en nøglerolle i at gennemtvinge marxismen-leninismen i DKP og bolsjeviseringen af Partiet. Indtil 1938 var han yderst revolutionær. Men på DKPs Konference i Odense 1938 fremkommer der revisionistiske standpunkter, hvorfra der kan trækkes en rød tråd direkte til opgivelsen af den væbnede kamp i 1945, det revisionistiske Program af 1952, den højre-likvidationistiske dannelse af SF i 1959 og Aksel Larsens senere karriere som agent for det Yankee-imperialistiske CIA. Dette ændrer ikke på den hovedsageligt positive historiske rolle, han spillede før den Væbnede Modstandskamp.


Proletarians of all countries, unite!

Statement

Long live the 100th anniversary of the
International Working Women’s Day of Struggle!

„Women hold up half the sky ― and they must conquer it as well!“

Chairman Mao Tse-tung

1. Introduction

In August of 1910, the II International Socialist Women’s Conference was held in Copenhagen, in the then-People’s House ― now the ruins of the Youth House on Jagtvej 69. The Conference was assembled by the women of the various social-democratic parties, which then were generally revolutionary, Marxist Parties. The chairman of the Conference was the Danish revolutionary social-democrat Elisabeth Mac. The Conference coincided with the Socialist World Congress of the II International, also held in Copenhagen. At this Conference, it was decided on the initiative of Comrade Clara Zetkin to make the 8th of March every year into a day of struggle for the proletarian women masses in the entire world. Thus, the 8th of March was founded in Denmark 110 years ago.

In the Denmark and world of today, there still exists a patriarchy, which has its origins in the origin of class society and the State. This patriarchy has taken different forms during the development of class society ― during the slavery of the Viking Age, during the feudalism of the Middle Ages and during the current capitalism ― but it persists today, and serves to uphold the exploitation and oppression of the proletariat and the people. That is why the International Working Women’s Day of Struggle still carries enormous significance. That is why we celebrate the 110th anniversary of the founding of the Day of Struggle this year, by propagating knowledge about proletarian feminism in this country.

2. Proletarian Feminism1

In this chapter, we will focus on three basic aspects of proletarian feminism. These three aspects are not the only ones, but have the largest importance for the contemporary creative application of proletarian feminism in Denmark.

2.1. The emancipation of woman must be conquered by the women masses themselves!

In the statutes of the International Worker’s Asssociation, Karl Marx wrote in 1864: The emancipation of the working classes must be conquered by the working classes themselves. […] In its struggle against the combined power of the propertied classes, the proletarian can only appear as a class by constituting itself as a special political party, opposed to all earlier parties formed by the propertied classes. […] Since the lords of land and capital constantly use their political privileges to protect and renew their economic monopolies and to crush labor, the conquest of political power becomes the solemn task of the proletariat.“2 This is also the case for the emancipation of woman. The emancipation of the women masses cannot be conquered by the men. And the Communist Party, which exists to lead the struggle for political Power, is just as necessary for the emancipation of woman as for the emancipation of the proletariat in general. At the same time, Marx also made great contributions to the development of proletarian feminism, by analyzing the bourgeois family and prostitution in „Manifesto of the Communist Party“ (1848), his close comrade Friedrich Engels outlined the origins of patriarchy in „Origin of the Family, Private Property and the State“ (1884) and Marx himself synthesized the problem of patriarchy in the sentence: „Anybody who knows anything of history knows that great social changes are impossible without the feminine ferment. Social progress can be measured exactly by the social position of the fair sex (the ugly ones included).“3

The great Lenin, Great Leader of the Bolshevik Party and the Great Socialist October Revolution, clearly established the importance of the women’s movement for the entire revolutionary movement: „Historical experience confirms that the success of the revolutionary movement depends on the degree of women’s participation.“4 In the struggle for the construction of socialism in the Soviet Union after the death of Lenin and the appearance of two different lines, it was put forward by Trotsky that woman was „an important reserve of the revolution“. This position was in fact revisionist, as it denied the emancipation of woman being a special necessity, that she is not simply a „reserve“ for a revolution which is implicitly led by the man. Trotsky was also against the women’s movement in practice. For example, on the 23rd of February 1917, in the midst of the February Revolution, he wrote: „Despite all directives, the female textile workers in several factories went on strike.“ Comrade Stalin rejected these positions: „There has not been in the history of mankind a single great movement of the oppressed in which women toilers have not participated. Women toilers, the most oppressed of all the oppressed, have never kept away from the high road of the emancipation movement, and never could have done so. […] The side that [the women’s movement] takes — for or against the working class — will determine the fate of the proletarian movement, the victory or defeat of the proletarian revolution, the victory or defeat of the proletarian power. […] But the women toilers are not only a reserve. If the working class pursues a correct policy, they can and must become a real working-class army, operating against the bourgeoisie.“5

However, what is principal is that which Chairman Mao Tse-tung has established: „The emancipation of woman is part of the emancipation of the proletariat.“6 That the women’s movement is part of the general revolutionary movement, it cannot gain victory alone. Therefore, the political objective for us is to reconstitute the Communist Party of Denmark (CPD) ― only the Communist Party is capable of gathering the leadership of all parts of the revolutionary movement, the women’s movement included, under one banner, and channel their energy into the struggle for political Power, concretely the People’s War. The formation of a genuine Red Women’s Movement in Denmark depends on the reconstitution of the CPD, and therefore, any step in the direction of reconstitution is a step forward for the women’s movement.

It was indeed also as part of the process of reconstituting the Communist Party of Peru that the Popular Women’s Movement was formed and Chairman Gonzalo for the first time synthesized proletarian feminism in his masterpiece: „Marxism, Mariátegui and the Women’s Movement“ (1973). The Party constructed the strongest women’s movement in modern times on an explicitly revolutionary basis, which can be seen clearly in for example the documentary „People of the Shining Path“ from British television.

2.2. Forge female militancy!

The Communist Party is an expression of the proletariat, an organization of the vanguard elements of the class, the most class conscious and active people from the class, who are capable of gaining the respect of the masses and thereby lead the movement in the direction of the socialist revolution and all the way to Communism. The class consists first and foremost of women. The woman holds up half of Heaven ― therefore, she must also make up more than half of the vanguard in the final instance. If we are to have any hope at all of leading the women masses, we need to forge women activists, combatants, militants, cadres and first and foremost leaders and Great Leaders, who are capable of overviewing the revolutionary movement and leading it forwards. This makes the mobilization, politicization and organization of woman the key point. Any organization which does not from the beginning prioritize the forging of female militancy is only revolutionary in name.

The forging of female militancy itself is carried out on two fronts: in class struggle and in two-line struggle. In class struggle, it is principally forging in revolutionary violence ― that the woman must be educated in the use of political Power, in the use of the gun. Female masses must participate in military and semimilitary actions, in demonstrations, in street combat, they must mentally get used to applying organized violence to attain emancipation. In that way, they will be forged in the class struggle and prepare themselves to become leaders of the revolutionary movement, combatants in the People’s War and administrators of the dictatorship of the proletariat. In two-line struggle, the key is to combat the conciliatory and submissive attitude which women are raised with in patriarchal society ― to educate them in criticism and self-criticism, in the philosophy of struggle, in going against the current. Especially in Denmark, where a national characteristic is the „Law of Jante“, which more or less raises Danes to be conciliatory, and where petty-bourgeois currents er very strong and deep-rooted.

Special events must be held where women from the deepest and broadest masses can participate. A lot of thought must be put into the fact that most of these masses have children to take care of and a lot of work in the home, and therefore an important part of the mobilization is to ensure that the children can be brought along (and taking care of small children). Politicization, that is to say, ideological formation, must happen on the premises of the women masses themselves, and therefore comrades must be aware that it may be necessary to organize studies late at night (when the children are sleeping) or before noon (when the children are at school, if the woman works from home). The organization of women masses in the revolutionary movement also demands organizing their men, so that the burden of labor in the family can be organized, so the participation of woman in revolutionary work can be prioritized and their men (or other comrades from the movement) therefore must lift a greater burden in reproductive labor.

With these guiding lines, the forging of female militancy can be constructed step by step.

2.3. Revisionism is betrayal of the women’s movement!

Revisionism is the advance guard of the bourgeoisie in the labor movement. It is bourgeois ideology disguised as Marxism and serves to hollow out the revolutionary movement and remove its most important aspect, that is, the struggle for political Power, and transform the movement into a movement for reforms within the confines of the imperialist system. The imperialists carry out a conscious policy of bribing the upper layer of the working class and forming a labor aristocracy precisely to generate an economic basis for revisionism. Imperialism finances this through exploitation of the Third World. In Denmark, this policy has historically been very succesful, especially in the period from the Kanslergade Agreement (1933) until the end of the 1970s. Through this policy, one attempts also to corporativize the masses, that is, force them into class collaboration with the monopoly bourgeoisie, make them dependant upon the bourgeois dictatorship and thus pacify them. But the crisis of imperialism is deepened year after year and the economic basis for upholding the enormous Danish labor aristocracy of the 1970s no longer exists. That is why one has seen the hollowing-out of the „welfare State“ from the 1980s and onwards. With the current „red“ government led by Mette Frederiksen, attempts are again made to expand corporativization and bribery ― but this demands more exploitation and oppression of even parts of the proletariat in Denmark, especially the masses in the so-called „ghettoes“, whose homes are being torn down to make room for private „city beautification“.7

The victory of revisionism always means the victory of the bourgeoisie. It means the transition from a Communist Party to a bourgeois party with red flags, it means the transition from the dictatorship of the proletariat to the dictatorship of the bourgeoisie. On revisionism, Chairman Gonzalo has clearly established: Revisionism is a danger at a universal level for every communist and revolutionary, and for the people as well. Remember that Chairman Mao warned us to protect ourselves from revisionism in the Central Committee; for us, if revisionism is able to prosper and usurp the Party, there would not be three changes, but four: change in leadership, change in line, change in the Party, such as in 1979, but now there would also be a change in the People’s War. There could be an abandonment of the Peoples War, the most priceless service to reaction which is suffering serious problems today, or it might remain as a purely armed struggle or mercenary troops at the service of the highest imperialist bidder; but that would no longer be a People’s War nor serve the emancipation of the class or people. Note that the four changes materialize first in change of leadership; this doesn’t change the fact that the struggle begins with ideas.8

Revisionism has historically meant betrayal of not just the revolution in general, but the women’s struggle specifically. In the Soviet Union, for example, there was a huge effort made under Lenin and Stalin to rehabilitate prostitutes, give them productive labor and turn them off drug abuse. Under Khrushchev, after the counter-revolution of 1956, one stopped combatting prostitution and it grew enormously, which has led to the social crisis for women in the Russia of today.

In the People’s Republic of China, there were huge achievements for the women masses, especially during the Great Proletarian Cultural Revolution, where cultural and political remnants of the old society were criticized and the way people thought itself was transformed ― also regarding the woman, who to a higher degree than ever before was mobilized, politicized and organized in the Red Guards and the Communist Party of China. Comrade Chiang Ching, who led the Party after the death of Mao and was a Great Leader of the Cultural Revolution, produced great operas where the revolutionary woman was put in the center and no longer was no be „emancipated“ by male revolutionaries. But after the counter-revolution of Hua Kuo-feng and Teng Hsiao-ping in 1976, the achievements of women disappeared like vapor in the morning, and one implemented ultra-reactionary laws, such as the infamous „one child policy“.

In the People’s War in Peru, one has also clearly seen how patriarchal policy irrevocably goes together with revisionism. After the arrest of Chairman Gonzalo in 1992 and the appearance of first the II Right-Opportunist Line and thereafter the „Left“-Opportunist Line/the Militarists, one has seen how their „feudal-imperialist character is also very clearly expressed in its arch-reactionary conception of the role of women in the revolution, for these rats the female comrades are second-class fighters, the servants of men and this conception they have tried to impose in a Party which had the highest percentage of feminine participation in history, the Party that generated the largest percentage number of female leaders, cadres, party members, combatants and masses of women in the history of international communist movement, they wanted to impose this in the party which generated Comrade Norah, the greatest heroine of the Party and the revolution, a great communist leader and relentless anti-revisionist fighter.“9

In the chapter about the proletarian women’s movement in the history of Denmark, we will clearly see what the victory of revisionism in the Party means, not just for the socialist revolution in general in this country, but also specifically for the women’s movement. In short, revisionism means betrayal against the women’s movement, the implementation of a patriarchal and bourgeois line in the women’s movement, replacing the proletarian-feminist line.

3. Short outline of the proletarian women’s movement in the history of Denmark

Kort oprids af den proletariske kvindebevægelse i Danmarkshistorien

The modern proletariat arose in Denmark as a result of the Industrial Revolution, which had its early beginnings with the railroads and manufacturing in the 1840s. With the early proletariat and its political vanguard organizations ― principally the Craftmen’s Education Association ― leading figures in the class were generated, such as Frederik Dreier. He for example wrote of the necessity of a class-based women’s movement in his criticism of bourgeois feminism, which was then emerging: „The small difference which exists between the degree of freedom of man and woman is insignificant compared to the equality in slavery, in which their common prejudices keep them in the great social treadmill.“10

After the Commune of Paris, the Danish section of the I International was formed by Louis Pio after a longer period of correspondance with Marx and Engels. Although the International was smashed during the Battle of the Commons in 1872, the Danish Social-Democratic Labor Party arose from its ashes. Although the Danish Social-Democracy was never constituted as a genuine Marxist Party, as the Russian for example was in 1903 under the Great Leadership of Lenin, it still contributed positively to developing the struggle for political Power of the proletariat ― principally because of the pressure from revolutionary Marxists, such as Gerson Trier, Nikolaj Petersen and Gustav Bang. The latter wrote important political documents of the women’s movement, among others „Prostitution“ (1904) and „The Marriages of the Workers“ (1913).

In this context, the women’s work of Social-Democracy was also expanded. This culminated in the execution of the II International Socialist Women’s Conference in Copenhagen in August 1910, mentioned above in the introduction. This was the greatest victory of Social-Democracy on the field of women’s struggle. However, this Day of Struggle was abused by the parliamentary cretinists in the party, who excludingly centered on the voting rights and not the struggle for political Power in Denmark ― but the militants in the grassroots of Social-Democracy struggled hard and violently at the same time for among others the revindications of the service women, where a campaign of revolutionary violence against the rural bourgeoisie was unleashed through, among other things, burning down mansions.

With the Great Socialist October Revolution in 1917, the unleashing of the First Great Wave of the Proletarian World Revolution and finally the constitution of the CPD in November 1919, this great work which Comrade Gerson Trier paved the road for all the way until his death only one year before the constitution, the struggle of the proletariat in Denmark reached its peak until now. Through the 1920s, ‘30s and ‘40s, the class struggle of the proletariat was developed ― and as part of this, the women’s struggle. The Parry generated the Working Women’s Education Association in 1925. This organization would come to generate some of the most hardcore female militants of the Danish proletariat, such as Comrade Inger Gamburg.

We emphasize Comrade Inger Gamburg as one of the greatest communists in the history of Denmark. She began as a metal worker and trade union activist in the Women’s Labor League. From here, she joined the Party and helped lead the great women’s metal worker strike in 1930, which lasted for six weeks. For the first time ever in Denmark, she raised the revindications of equal wages for women and child workers, and free access to abortion. At the Party Congress in 1930, she was appointed to the Central Committee and the Political Bureau ― she kept the post in the Central Committee until 1955. She was part of the Red Faction of the CPD led by Aksel Larsen11, which struggled to impose Marxism-Leninism and the bolshevization of the Party, in hard two-line struggle against the right-opportunist line of Thøger Thøgersen, and she became an example of the proletarian female cadre, emphasized by the Communist International. During the Occupation, she was jailed and sent to the concentration camps West Prison, Horserød and Stutthof by the German imperialists and their Danish lackeys ― but even in Stutthof, she was re-elected in absentia as trade union leader. Inger Gamburg was a skilled cadre of a level rarely seen in Denmark.

Regarding the Armed Resistance Struggle of 1942-45, we can say that the women masses played a huge role during the great people’s insurrections against the German imperialist occupation of Denmark. The female activists also played an important role in housing political refugees, especially the professional revolutionaries who had gone underground as part of the resistance struggle. But the question of the role of women in the armed struggle and clandestine Party leadership themselves is open and deserves further investigation.

After revisionism usurped the CPD and distorted the line of the Party in the direction of parliamentary cretinism, concretely by stopping the armed struggle in 1945 and entering into the „Liberation Government“, the women’s work was also developed in a revisionist and patriarchal direction. One no longer focused on the emancipation of woman, but on maintaining her role as the mother in the bourgeois family, etc. But the women masses continue to struggle. This is related to the emergence of anti-revisionist Marxist-Leninist organizations in the 1960s and ‘70s, especially the Communist League Marxist-Leninist (KFML), which in 1973 formed the Women’s Front as a revolutionary women’s mass organization. The Women’s Front carried out its work with mobilizing, politicizing and organizing the women masses, which especially resonated among the pedagogical assistants, who wore red cloth diapers on their hair as a symbol of their support for the socialist revolution and the struggle for the Communist Party. However, the Women’s Front was dissolved in 1978 in relation to the transformation of the KFML into the „Communist Labor Party“ (KAP) and its revisionist course.

Regarding the Marxist-Leninist-Maoist movement in the 1990s and 2000s, we know very little about the women’s work that was carried out, and we will therefore not put any conclusions forward.

4. Synthesis

Women hold up half of Heaven. More than half of all exploitation and oppression in imperialist society is on the backs of women. And thus the women struggle, they rise to mighty storms in the class struggle and play a key role in the vanguard of the proletariat. It has always been so in the history of Denmark ― it will be so in the future.

We wish to emphasize three principal points:

First, the women masses have always played a key role in the class struggle in this country. They have risen to great struggles and fought for their emancipation, and this as part of the proletarian movement and the struggle for the socialist revolution. In the early phase under Social-Democratic leadership, then and principally under CPD leadership and later under KFML leadership. Without the women masses, there is no revolutionary movement.

Second, the forging of female cadres has been the key to the constitution of the CPD as a Marxist-Leninist Party. Comrade Inger Gamburg is only one example of this ― she without a doubt played a key role in imposing the red line in the Party. Without female cadres and leaders, there is no Communist Party.

Third, revisionism has always meant betrayal against the women’s movement. Revisionism in Social-Democracy channelled the rebellion of the women masses into the struggle for meaningless voting rights, while the principal class struggle took place in the mansions. Revisionism in the CPD denied the necessity of proletarian feminism and focused on the „special role of the woman as the mother“. Revisionism in the KAP dissolved the Women’s Front. Revisionism means betrayal against the emancipation of woman.

We hope that this 110th anniversary of the Working Women’s International Day of Struggle can be an occasion for the propagation of proletarian feminism in this country, serving the reconstitution of the CPD for the People’s War, on the basis of the creative application of Marxism-Leninism-Maoism, principally Maoism, with the universal contributions of Chairman Gonzalo, that is to say, Gonzalo Thought, to the specific conditions of Denmark. This is a key point, because only led by the reconstituted CPD and through the People’s War, the double exploitation and oppression of woman under imperialism can be swept away forever, once we enter the ever-shining Communism.

We call upon all genuine revolutionaries: Join the struggle for the just revindications of women! Join the struggle for the reconstitution of the CPD! Hoist, defend and principally apply proletarian feminism, which is at the very heart of Marxism-Leninism-Maoism! Without proletarian feminism, there will be no socialist revolution, because without proletarian feminism, half of Heaven will remain unconquered.

HOIST, DEFEND AND APPLY MARXISM-LENINISM-MAOISM,
PRINCIPALLY MAOISM, WITH THE UNIVERSAL CONTRIBUTIONS
OF CHAIRMAN GONZALO, THAT IS TO SAY, GONZALO THOUGHT!

PROLETARIAN FEMINISM FOR COMMUNISM!

FOR THE RECONSTITUTION OF THE
COMMUNIST PARTY OF DENMARK!

Red Wave ― Denmark
March 2020

1It is not fitting for us to present a complete synthesis of proletarian feminism here. We instead recommend the document: „Long live proletarian feminism! Excerpts“, by the Committees for the Foundation of the (Maoist) Communist Party of Austria (2016), which has been translated into Danish on the blog socialistiskrevolution.wordpress.com

2Karl Marx: „General Rules of the International Workingmen’s Association“, 1864.

3Letter from Karl Marx to Dr. Kugelmann, 12th of December 1868.

4Quoted from the Communist Party of Peru: „Marxism, Mariátegui and the Women’s Movement“, 1973.

5J. V. Stalin: „International Women’s Day“, 1925.

6Quoted from the Communist Party of Peru: „Marxism, Mariátegui and the Women’s Movement“ (1973).

7For more on the change of course of Social-Democracy under Mette Frederiksen, which in reality represents the triumph of the social-fascist faction of the party, see the article on demvolkedienen.org: „Wahlsieg der Sozialdemokraten in Dänemark“ (8. juni 2019).

8Quoted from the Communist Party of Peru: „Instructions“, 1994.

9Association New Democracy: „For the General Reorganization of the Communist Party of Peru as part of the development of the People’s War to conquer Power in the whole country! Grasp Gonzalo Thought to solve new problems!“, 2011.

10Frederik Dreier: „A View of the World-Historical Work „Clara Raphael“ and the thereby Generated Ladies’ Litterature“, 1851.

11Aksel Larsen began as a revolutionary and played a key role in imposing Marxism-Leninism and bolshevization in the CPD. Until 1938, he was very revolutionary. But at the CPD Conference in Odense 1938, revisionist positions emerge, from which a direct line can be drawn to the capitulation of the armed struggle in 1945, the revisionist Programme of 1952, the right-liquidationist formation of the „Socialist People’s Party“ in 1959 and Aksel Larsen’s later career as an agent of the Yankee-imperialist CIA. This does not change the principally positive historical role which he played before the Armed Resistance Struggle.

Nørrebro: Oplæg om den proletariske feminisme

Vi deler her et billede fra et oplæg om den proletariske feminisme, der blev afholdt den 3. marts 2020 i Folkets Hus på Nørrebro. Oplægsholderne var Fælles Aktion København, en revolutionær masseorganisation, og fandt sted i anledning af 110-året for Arbejderkvindernes Internationale Kampdag den 8. marts i år.

Oplægget handlede om behovet for en klasselinje i kvindebevægelsen, patriarkatets oprindelse og nuværende funktion under imperialismen, de forskellige klassers standpunkt til feminismen, den proletariske feminismes historie og dens anvendelse i dag, samt om nogle store kvindelige revolutionære ledere gennem historien. Særligt kammeraterne Clara Zetkin, Inger Gamburg, Chiang Ching, Kammerat Norah og Sandra Lima blev fremhævet, sammen med organisationer som Folkekvindebevægelserne i Peru, Brasilien og Ecuador, de Røde Kvindekomiteer i Tyskland og Østrig og opnåelserne for kvinderne i Folkekrigen i Indien. Der var også et infobord med litteratur til salg, bl.a. en ny udtalelse af Røde Bølge (som vi publicerer snart på vores blog) og »Leve den proletariske feminisme!« i dansk oversættelse.

Fælles Aktion København har også indkaldt til en manifestation den 8. marts kl. 17:00 foran Tingbjerg Kirke, under parolen: »Proletarisk feminisme for Kommunismen!«.

Tingbjerg: Aktion for den proletariske feminisme!

Vi har modtaget rapport om en aktion i det proletariske nabolag Tingbjerg, der er udført i starten af denne uge til støtte for Arbejderkvindernes Internationale Kampdag den 8. Marts. Parolen: »Køkken, mand, fædreland — vores svar: modstand!« og et hammer og segl er malet på en mur i kvarterets butiksgade.

Det er lige op ad Tingbjerg Kirke, hvor Fælles Aktion København har indkaldt til manifestation søndag den 8. Marts kl. 17:00. Der er også oplæg om den proletariske feminisme i Folkets Hus på Nørrebro tirsdag den 3. marts kl. 19:00.

Kalender februar-marts 2020

Følgende begivenheder finder sted i de kommende uger, som vi på Socialistisk Revolution helhjertet anbefaler alle revolutionære at deltage i.


Den 27. februar afholdes en antifascistisk demonstration mellem 17:00 og 21:00 foran Finansministeriet, for at demonstrere imod den fascistiske organisation “Generation Identitær”, der er inviteret til paneldebat på Christiansborg.

Den 1. marts afholdes en demonstration i anledning af 13-året for rydningen af Ungdomshuset. Den begynder kl. 17:00 på Blågårds Plads.

Den 3. marts afholder Fælles Aktion København et oplæg om den proletariske feminisme i Folkets Hus på Nørrebro.

Den 7. marts udføres en aktion imod salg af almene boliger i Mjølnerparken. Det finder sted fra kl. 15:00 til 17:00. Der afholdes også en anti-imperialistisk fejring af Arbejderkvindernes Internationale Kampdag på Kapelvej 44, der begynder kl. 16:30.

Den 8. Marts er det Arbejderkvindernes Internationale Kampdag, der fejres verden over med aktioner og demonstrationer, også i Danmark. I den anledning har Fælles Aktion København inviteret til en revolutionær manifestation, der begynder kl. 17:00 foran Tingbjerg Kirke.