Prisstigning i offentlig transport

Lørdag den 6. april forrige uge lod DSB alle rejse gratis med S-tog, dette for at fejre 90-årsdagen for S-togenes drift i hovedstaden. Et helt stunt bestående af orkesterspil, dekorationer og uddeling af gratis hindbærsnitter på Københavns Hovedbanegård fulgte også med.

Men disse herligheder har ikke været andet end et spil fra galleriet og en facade, der har skulle dække over den gradvise forringelse af den offentlige transport, og de stigende billetpriser, med fødselsdagsflag og orkesterspil.

I virkeligheden er der ikke meget at fejre for den store del af Københavns befolkning, der hver dag er afhængige af S-tognettet for at pendle til og fra arbejde, når den offentlige transport fra starten af året har oplevet historiske prisstigninger.

Fra den 21. januar i år steg priserne på offentlig transport med 11,6% vest for Storebælt, 12,8% øst for Storebælt og op tk 13,9% i gennemsnit for kortere rejser. Dette er den den største prisstigning siden 2008.

S-tognettet blev grundlagt i 1934 og fulgte et mønstret af 5-fingerplanen i 1947 for Københavns byudvikling. Dvs. at S-togenes linjer A og E, B og Bx, C og H kører ud fra Københavns centrum i »fem udstrakte fingre« fra bymidten. Disse S-toglinjer benyttes dagligt af hundredtusindvis af arbejdende og studerende, da linjerne forbinder proletariske nabolag med mange arbejdspladser.

Siden 2008 er priserne på offentlig transport steget med 42,3% og ture indenfor 2 zoner er steget med 36% i løbet af 6 år.

Prisstigningerne retfærdiggøres af Trafikstyrelsen med inflationen, men disse prisstigninger er samtidig ude af proportion med den generelle stigning i inflationen, selv tilbage fra 2022.

Prisstigningerne er groteske og ude af proportion og de vil ramme de i samfundet med færrest midler. De som pendler hver dag til og fra København med den offentlige transport kan nu forvente at skule betale endnu flere penge for bare at komme på arbejde eller i skole. Dette leder til, viser prognoser, at flere der har muligheden vil vælge den offentlige transport fra til fordel for biler. Dette smadrer samtidig facaden om »den grønne omstilling«, som værende intet andet end et slør som bliver kastet ud over politikker, der kun gavner monopolvirksomhederne. Men dem, der bliver hårdest ramt er dem som ikke har råd til at skifte over til bil. De bliver underlagt de voksende priser, som ikke kun omhandler transporten, men også huslejen, maden, elektriciteten og gassen.

Fejringen af 90-årsdagen for S-togene distraherer altså i virkeligheden over den generelle forværring af både prisen og kvaliteten på den offentlige transport. Priserne får også flere til at køre uden billet, hvilket i stedet for at få Trafikstyrelsen til at kigge indad, får dem til at indsætte flere kontrollører til at antagonisere forbrugerne af den offentlige transport.

Trafikselskaberne benytter sig nu oftere og oftere af kontrollører klædt i civilt for bedre at kunne snige sig op på folk. Nogle gange går de endda civilt iklædte betjente rund med dem, som står klar på spring for at tilbageholde folk, der prøver at flygte fra bøden. Disse massefjendske taktikker kendetegner en degenerering af den offentlige transport, der kun jager profit. Forrådnelsen af det offentlige transportsystem er et udtryk for den generelle forrådnelse af samfundet i Danmark og kendetegner et system, der ikke tager sig af massernes problemer, men i stede søger at profittere på ting som folk ikke kan undgå at skulle betale for.