Efter det seneste modangreb mod Israel, hvor Iran affyrede 350 projektiler mod det israelske militær, er Irans handlinger blevet set af mange som noget revolutionært eller antiimperialistisk. Men virkeligheden er ikke så simpel. Irans aktion refklekterer ikke en ren antiimperialistisk ånd, men en velovervejet agenda, der viser at modangrebet mere var drevet af egeninteresse og pragmatiske overvejelser.
Det er ikke første gang vi ser det i historien, der er utallige eksempler. Tag for eksempel Muammar Gaddafi, som støttede forskellige befrielsesbevægelser, samtidig med at han førte en borgerlig politik og spillede ind i imperialistiske modsætninger. Gaddafis støtte til frihedskæmpere i Irland og Palæstina tjente hans egne interesser og gav ham mulighed for at styrke sin indflydelse globalt. Men denne opportunisme ændrede ikke fundamentalt ved hans status som borgerlig politiker, der var villig til at samarbejde med eller modsætte sig imperialismen, som det passede hans interesser. Der er altså ingen grund til at fordømme hans støtte, men man skal heller ikke danne sig illusioner om at han var en antiimperialist.
På samme måde har den herskende klike i Iran vist en tendens til opportunisme, især når det kommer til diplomatiske forhold. Irans nylige militære angreb mod Israel markerer et tydeligt skift i landets tilgang til regionale konflikter, især som reaktion på direkte trusler mod landets suverænitet. Dette var første gang, Iran direkte angreb Israel, som følge af angrebet på landets ambassade i Syrien. Derfor er det vigtigt at understrege, at Irans angreb skete som reaktion på israelsk aggression mod Iran selv, snarere end som en reaktion på det igangværende folkemord i Palæstina. Derfor kan Irans modsvar ikke sammelignes med de solidariske angreb fra arabiske patrioter i Yemen på samme måde.
Nu, hvor modangrebet er konkluderet, som det blev proklameret af Irans Generalmajor Mohammad Bagheri, ser det ud til, at Iran trækker sig tilbage. Hvilket betyder, at så længe Israel ikke svarer igen, skal Iran nok holde sig tilbage.
Det er vigtigt at skelne mellem: at anerkende fordelene ved de inter-borgerlige og inter-imperialistiske intriger, og helhjertet at se Irans handlinger som grundlæggende antiimperialistiske. Selvom Iran af og til befinder sig på den modsatte side af de imperialistiske magter, betyder det ikke automatisk, at deres handlinger er revolutionære eller antiimperialistiske. Og selvom Irans handlinger kan ses som en form for solidaritet med Palæstina, tjener de som en påmindelse om, at ægte befrielse kræver aktiv inddragelse af det palæstinensiske folk selv. Historien har vist, at det ikke er tilstrækkeligt udelukkende at støtte sig på ekstern intervention for at opnå national befrielse. Hele situationen understreger endnu engang, at palæstinensisk frigørelse ligger i hænderne på palæstinenserne, som må gribe til våben mod deres undertrykkere og kræve deres ret til selvbestemmelse. Kun gennem deres faste modstand og vilje kan Palæstina bryde fri fra den zionistiske besættelse og opnå national befrielse.
socialistiskrevolution.wordpress.com 