Efter det palæstinensiske folks heltemodige Nationale Modoffensiv den 7. oktober har verdens folk, efter snart 3 måneders intensiveret krig, fortsat med at vise deres ubetingede støtte til det palæstinensiske folks heltemodige Nationale Modstandskamp. Protester fortsætter, hvor millionvis af masser går på gaden verden over. Det samme sker i Danmark, hvor solidaritetsdemonstrationer og utallige aktioner fra masserne fortsætter. Regeringen, der til at starte med, har fordømt og sortmalet det palæstinensiske folks modstand, mens den samtidig har lovprist Israel, har været ude af stand til at udøve effektiv propaganda overfor befolkningen i Danmark. Dette blev især kendetegnet ved en demonstration i København, hvor mere end 50.000 marcherede i solidaritet med Palæstina i en flere kilometer lang demonstration.
Dette har været et massivt nederlag for statens propaganda og regeringens legitimitet. Den har derfor været nødt til at ændre sin taktik.
Staten Israel undergår en intensiverende fordømmelse og modstand, som er sammenlignelig med den apartheidstyret i Sydafrika mødte inden dens sammenbrud. Israel er udelukkende afhængig af imperialisternes økonomiske og militære støtte for ikke for længst at have endt som et ondt minde i det palæstinensiske folks sind.
På grund af afsløringen af Israel, og den danske regerings aktive støtte til folkedrabet mod det palæstinensiske folk, har regeringen været nødt til at tilpasse sin propaganda. Da den ikke har kunnet undertrykke støtten til Palæstina på samme måde som reaktionen i Tyskland eller Frankrig her gjort, har den nu følt sig nødsaget til at forsøge at udvande den brede bevægelse. Samtidig fokuserer den undertrykkelsen mod dem, som specifikt hylder den væbnede palæstinensiske modstandskamp.
Regeringen gør dette nu ved at udnytte opportunister og nyttige idioter i bevægelsen, for at vildlede masserne. I spidsen står Socialdemokratiet, som har mere end 100 års erfaring i at opdele og splitte masserne i folkelige bevægelser.
Det er derfor ikke noget tilfælde at Socialdemokratiet nu selv tager initiativ til at lede »solidaritetsdemonstrationer« med børn i Gaza. Et eksempel er demonstrationen på Rådhuspladsen i slutningen af december sidste år, hvor tusind stearinlys blev tændt for Gazas børn. Samtidig holdte selveste Københavns socialdemokratiske overborgmester Sophie Hæstorp Andersen en tale.
Det er derfor heller ikke noget tilfælde at Statsministeren Mette Frederiksen i sin nytårstale opfordrede: »at israelerne stopper de ulovlige bosættelser.«.
Lenin lærte os at bourgeoisiet benytter revisionismen til at forsvare sit diktatur:
»Til slut – en yderst vigtig årsag til divergenser mellem deltagere i arbejderbevægelsen er ændringerne i den taktik, som benyttes af de herskende klasser i almindelighed og af bourgeoisiet i særdeleshed. Hvis bourgeoisiets taktik altid var ens i formen eller i det mindste altid ensartet, så ville arbejderklassen hurtigt få lært sig at svare igen med en lige så ens eller ensartet taktik. Bourgeoisiet i alle lande udarbejder uvægerligt i praksis to systemer at regere med, to metoder at kæmpe for sine interesser og at hævde sit herredømme med; snart afløser disse to metoder hinanden, snart bruges de samtidigt i forskellige kombinationer. Det er for det første den metode, der benytter magt, afviser enhver indrømmelse til arbejderbevægelsen, støtter alle gamle og udlevede institutioner og uforsonligt afviser reformer. Dét er indholdet i den konservative politik, der i Vesteuropa i stadig højere grad går over fra at være de jordbesiddende klassers politik til at blive en variant i bourgeoisiets generelle politik. Den anden metode er »liberalismen«, skridt i retning af større politiske rettigheder, i retning af reformer, indrømmelser osv.
Bourgeoisiet skifter fra den ene metode til den anden, ikke på grund af enkelte personers ondsindede beregninger eller af tilfældighed, men fordi dets egen situation rummer fundamentale modsigelser. Et normalt kapitalistisk samfund kan ikke udvikle sig heldigt uden et fast etableret repræsentativt styre, uden visse politiske rettigheder for befolkningen, som nødvendigvis må udmærke sig ved at stille relativt store krav i »kulturel« henseende. (…)
Ofte opnår bourgeoisiet en vis tid sit mål ved hjælp af en »liberal« politik, der – som Pannekoek med rette bemærker – udgør en »mere snu« politik. En del af arbejderne, en del af deres repræsentanter lader sig undertiden narre af tilsyneladende indrømmelser. Revisionisterne erklærer læren om klassekampen for »forældet« eller begynder at føre en politik, som i praksis frasiger sig klassekampen. Den borgerlige taktiks zigzag-kurs forstærker revisionismen i arbejderbevægelsen og bringer ikke sjældent divergenser i arbejderbevægelsen frem til det punkt, hvor de medfører direkte spaltning.«
Lenin, fra »Divergenser i den europæiske arbejderbevægelse«. (udgivet i »Zvezda« nr. 1, 16. december 1910)
Hvad Lenin lærer os er, at bourgeoisiet og dets øverste repræsentanter i regeringen er nødt til at ændre deres taktikker for at tilpasse sig. De er derfor nødt til at ændre deres propaganda for at fortsætte deres udbytning. Den borgerlige danske stat fortsætter sin aktive støtte til Israels folkedrab mod palæstinenserne, mens den græder krokodilletårer for Gazas mere end 8.600 myrdede børn. Den prøver blot nu at ændre sin taktik for at legitimere dens udbytning.
Regeringen forsøger at forsone sig med de antiimperialistiske masser mens den samtidig prøver at vildlede dem. Den prøver at reducere den palæstinensiske nationale modstand til »en krig mellem Israel og Hamas«. Men i virkeligheden er det en krig mellem det palæstinensiske folk og den zionistiske besættelse. Krigen er for folkets rene eksistens.
Så når statsministeren Mette Frederiksen samtidig i sin nytårstale erklærer: »Det kræver, at palæstinenserne tager afstand fra Hamas. Fra antisemitismen. At de anerkender Israel. Søger freden.«, afslører hun bourgeoisiets hensigter om at tage brodden af bevægelsen. Reaktionen benytter sig nu af en taktik der hedder: at sprede borgerlig humanisme overfor myrdede palæstinensere samtidig med at fordømme den retfærdige væbnede palæstinensiske modstand mod Israels folkedrab.
Samtidig reaktionærises den borgerlige stat gennem angreb på ytringsfriheden. Den tager de »værste« eksempler på »støtte til Hamas« og retsforfølger dem, som har talt positivt om den 7. oktober under anti-terrorparagrafer, samtidig med at den lader folkemorderiske zionister tale frit. Den accepterer derfor støtten til Palæstinas eksistens, bare ikke retten til at kæmpe for den.
At bourgeoisiet har været nødt til at skifte sin taktik er i virkeligheden et tegn på dens svaghed: At den ikke er i stand til at kontrollere folkets støtte til en retfærdig sag. Det er derfor nødt til at benytte sig af revisionister og opportunister for at legitimere dens udbytning. Dette fordi bourgeoisiet for længst har opdaget at revisionister og opportunister er bedre til at legitimere deres udbytning en bourgeoisiet selv. Det er derfor ikke noget tilfælde at Socialdemokraterne leder denne nye taktik overfor folkets støtte til Palæstina, da de har mere end 100 års erfaring med at bekæmpe revolutionære bevægelser her i Danmark. Med sig har de Enhedslisten som sin lille skødehund.
Men folk kan kun blive narret midlertidigt. Det er op til de revolutionære i landet at afsløre bourgeoisiets forsøg på at vildlede masserne. Den eneste udvej for det palæstinensiske folk er den væbnede kamp. Den 7. oktober er et bevis på dette, bourgeoisiet kan i bedste fald kun midlertidigt vildlede folk.
socialistiskrevolution.wordpress.com 