For en Forenet Maoistisk International Konference!

Det er med klassestolthed at vi hermed udgiver en uofficiel dansk oversættelse af udtalelsen fra den Koordinerende Komité for den Forenede Maoistiske Internationale Konference, publiceret på Kommunistisk Internationale Internetavis (ci-ic.org).

For en Forenet Maoistisk International Konference! – Forslag angående den Internationale Kommunistiske Bevægelses balance og dens nuværende Generelle Politiske Linje – Kommunistisk Internationale

Proletarer i alle lande, foren jer!

“to hele”Forslag angående den Internationale Kommunistiske Bevægelses balance og dens nuværende Generelle Politiske Linje

I. INTRODUKTION

Som kommunister er vi sønner og døtre af én enkelt klasse i verden, det internationale proletariat, som har sin skæbne unægtelig sammensvejset – kommunismen – som enten alle eller ingen træder ind i. Derfor underkaster vi os selv den proletariske internationalisme som et grundlæggende princip for IKB, vi udfolder vores magtfulde og udødelige lmma, som blev etableret i det Kommunistiske Kommunistiske Partis Manifest fra Marx og Engles: “Proletarer i alle lande, foren jer!”

Kommunismen er historiens ubønhørlige mål, menneskeheden marcherer hen imod den, og dette uudslettede mål vil blive nået uanset de omskiftelser, vi står over for i dag.

Kommunisternes hovedopgave er at tilpasse sig og udvikle sig som et marxistisk-leninistisk-maoistisk Kommunistisk Parti for at indlede og udvikle Folkekrigen for at erobre magten – som vi er nødt til at udvikle i overensstemmelse med hvert lands særegenheder – og tjene den Proletariske Verdensrevolution til nå vores endelige mål: kommunismen. Eksistensen af et Kommunistisk Parti er afgørende for at lave den proletariske revolution i den nye æra, hvor i vi udvikler os. Uden et marxistisk-leninistisk-maoistisk Kommunistisk Parti kan revolutionen ikke gennemføres, og den kan heller ikke udvikle sig til at erobre og forsvare den Nye Magt.

Den Internationale Kommunistiske Bevægelse er det internationale proletariats fortrop. Det hovedsalige problem i dag for IKB er spredningen af dens styrker, og den største fare er stadig revisionismen. Dens enhed er bygget på marxismens grundlag og vejledning – i dag marxismen-leninismen-maoismen, hovedsagligt maoismen – og dens anvendelse på den konkrete revolutions praksis i hvert land og på verdensrevolutionens proces.

Formand Mao fortalte os: “den Internationale Kommunistiske Bevægelses historie viser os, at proletarisk enhed konsolideres og udvikles i kampen mod opportunisme, revisionisme og divisionisme”. Den nuværende spredning opstod med den kapitalistiske genopretning i USSR og i Folkets Kina, og den blev forværret af fremkomsten af den højre opportunistiske linje, revisionistisk og kapitulationistisk (HOL R&K) i Peru, det revisionistiske forræderi af “prachandismen” i Nepal og den “avakianitiske” likvidationistiske revisionisme i Revolutionary Internationalist Movement (RIM), blandt andre manifestationer af ny revisionisme i forskellige Partier og organisationer. Splitteisme og den følgende spredning var resultatet af den nye revisionismes forræderi mod marxismens grundlæggende principper i den proletariske bevægelse.

Afgrænsningslinjen mellem marxismen og den nye revisionisme består i: 1) at anerkende eller ikke at anerkende maoismen som marxismens tredje, nye og højere etape og nødvendigheden af at bekæmpe revisionismen og al opportunisme; 2) at anerkende eller ikke at anerkende nødvendigheden af revolutionær vold – som Folkekrigen – for at lave revolution i sit eget land; 3) at anerkende eller ikke at anerkende nødvendigheden af at ødelægge det gamle statsapparat og erstatte bourgeoisiets diktatur med proletariatets diktatur; 4) at anerkende eller ikke anerkende nødvendigheden af proletariatets revolutionære parti.

Den IKB kan ikke tage et eneste skridt hen imod sin genforening uden at bekæmpe revisionismen og al opportunisme uforsonligt og uadskilleligt fra kampen mod imperialismen og al reaktion. Det er derfor, vi baserer os på princippet om “tolinjekamp som drivkraft for partiudviklingen“, som er afgørende for at formulere og forsvare den røde proletariske linje og for at bekæmpe de andre ikke-proletariske linjer, dvs. holde Partiet rødt.

Den generelle kontrarevolutionære offensiv, der blev udløst i begyndelsen af 90’erne af det forrige århundrede, hovedsageligt af yankee-imperialismen, er ved at blive besejret af den marxistiske-leninistiske-maoistiske revolutionære modoffensiv gennem Folkekrigene, kampene for national befrielse og kampene udviklet af proletariatet og verdens undertrykte folk. Vi hilser de heroiske Folkekrige i Indien, Peru, Tyrkiet og Filippinerne og de væbnede kampe for befrielse af de nationer, der er besat af imperialismen.

Klassekampen i den proletariske verdensrevolutions æra og imperialismens generelle krise og dens afvikling, den æra, som vi udvikler os i, følger folkets logik, som blev etableret af Formand Mao Tsetung, ifølge hvilken der ikke er nogen endegyldigt nederlag for proletariatet. Således kan de kapitalistiske genopretninger i USSR (1956) og i Kina (1976) ikke stoppe det internationale proletariats revolutionære march på dets vej til at etablere sin magt endegyldigt. Disse nederlag er kun øjeblikke i udviklingen af modsætningen mellem revolution og kontrarevolution, hvorfra vi drager erfaringer for at forhindre genopretninger i fremtiden. De få årtier med proletariatets diktatur – som startede opbygningen af socialismen i mere end en tredjedel af verden – producerede de største sociale præstationer for masserne i menneskehedens historie, som aldrig var blevet nået før.

Slutningen på det socialimperialistiske USSR i begyndelsen af 90’erne repræsenterede ikke marxismens nederlag eller socialismens fiasko, men den nedbrydende revisionisme og socialimperialismens fallit. Marxismen – i dag marxismen-leninismen-maoismen, hovedsagligt maoismen – er den mest komplette, progressive og rationelle doktrin i hele menneskehedens historie; den repræsenterer det nye, fordi det er verdensbilledet, ideologien for den sidste og mest avancerede klasse i historien: proletariatet; klassen, der er bevidst om sin historiske rolle som kapitalismens og dermed hele klassesamfundets begraver. Maoismen er modstander af al den dekadente og forældede borgerlige ideologi og dens revisionistiske afvigelser.

I løbet af mere end 170 år fra Det Kommunistiske Partis Manifest i 1848 er proletariatets ideologi opstået og har udviklet sig i klassekampens smeltedigel i tre faser: 1) marxismen, 2) marxismen-eninismen og 3) marxismen-leninismen-maoismen. Maoismen er det internationale proletariats almægtige videnskabelige ideologi, den er almægtig, fordi den er sand; marxismens tredje, nye og højere etape; den nuværende marxisme, som vi ophøjer, forsvarer og hovedsagligt anvender.

Den nye revisionsime af HOL i Peru, af den såkaldte “prachandaisme” og “avakianisme” osv., fungerer inden for den internationale proletariske bevægelse som en del af den generelle kontrarevolutionære offensiv, som en anti-maoistisk modstrøm, der forsøger at holde den proletariske verdensrevolution nede. Den nye revisionisme ophæver marxismen, Partiet, socialismen og proletariatets diktatur. Imidlertid er centrum for dets angreb fortættet i negationen af Folkekrigen, som et væsentligt spørgsmål om maoismen – et spørgsmål, der er uadskilleligt fra den.

Det grundlæggende i maoismen er magten, med andre ord magten til proletariatet, magten til proletariatets diktatur, magten baseret på en væbnet styrke ledet af det Kommunistiske Parti. Navnlig: 1) Magt under ledelse af proletariatet inden for den demokratiske revolution; 2) Magt til proletariatets diktatur inden for den socialistiske revolution og de efterfølgende kulturelle revolutioner; 3) Magt baseret på en væbnet styrke ledet af det Kommunistiske Parti, erobret og forsvaret gennem Folkekrigen.

Formand Mao etablerede verdensrevolutionens strategi og taktik. Udviklingen af verdensrevolutionen er det vigtigste aspekt for at forhindre den imperialistiske verdenskrig, og hvis den starter, må vi kommunister modsætte os den med Verdensfolkekrigen. Dette kræver, at vi leder Folkekrigen for at stå over for de imperialistiske aggressionskrige mod de undertrykte nationer i Asien, Afrika, Latinamerika og endda i selve Europa. Selv uden den imperialistiske aggression må vi lede Folkekrigen til at lave revolution i alle slags lande, omfattende lande og kontinenter, indtil vi rykker mod Verdensfolkekrigen, hvormed vi vil feje imperialismen og reaktionen væk fra jordens overflade. Det svarer således til, at vi laver verdensrevolutionen gennem Folkekrigen, og grundlaget for den udgøres af de undertrykte nationer.

Derfor er det grundlæggende aspekt af maoismen magt. Folkekrig og magt for klassen er en væsentlig del af maoismen og et uadskilleligt aspekt af den, nemlig proletariatets politiske og militære opfattelse: Magt erobret og forsvaret af den væbnede styrke ledet af det Kommunistiske Parti. Partiet udtrykker proletariatets politiske, militære og konstruktionsstrategi i henhold til de tre slags revolutioner.

Folkekrigen er den overlegne form for kamp, hvorigennem revolutionens grundlæggende problemer løses, alt, hvad der er godt, kommer for folket, kommer fra det; det er den militære strategi, der svarer til den politiske strategi (magtens erobring) om at transformere samfundet til fordel for klassen og folket; det er den vigtigste kampform, og Folkehæren er den vigtigste organisationsform, en hær af en ny type, der kæmper, mobiliserer, politiserer, organiserer og bevæbner masserne og producerer. Folkekrigen er en massekrig ledet af det Kommunistiske Parti for at erobre den Nye Magt, som materialiseres i folkekomitéerne og baseområderne for erobringen af Magten i hele landet.

For at gennemføre Folkekrigen er det nødvendigt at have fire grundlæggende problemer i tankerne: 1) proletariatets ideologi, marxismen-leninismen-maoismen, anvendt på den konkrete praksis og revolutionens særlige forhold i hvert land, både undertrykte lande eller imperialistiske lande; 2) nødvendigheden af det Kommunistiske Parti, der leder folkekrigen; 3) specificering af den politiske strategi for den demokratiske eller socialistiske revolution og dens vej; 4) baseområderne. Den Nye Magt, eller Front-Nye Stat, der er dannet i baseområderne, er kernen i Folkekrigen.

For at etablere baseområderne opstillede Formand Mao tre grundlæggende krav: 1) at have væbnede styrker, 2) at besejre fjenden, 3) at mobilisere masserne. Det vil sige at udvikle guerillakrigsførelsen, hvilket betyder at udslette fjendens levende kræfter og dermed skabe et magttomrum for at etablere, konstruere og forsvare den Nye Magt, ødelægge de gamle sociale produktionsforhold og opbygge Nye. Ud fra det udvikles modsætningen Ny Magt/Ny Stat mod Gammel Stat gennem forskellige genetablerings- og kontragenetableringsmomenter, i overensstemmelse med krigens flydende karakter.

Imperialismen er kapitalismens overordnede og sidste stadie, den er monopolistisk, parasitisk og rådnende og pinefuld. Den er i en generel og sidste krise, og på grund af denne situation er den chikaneret af dens uundgåelige cirkulerende krise, som i stigende grad forværres og fordybes. Derfor skal den altid forsøge at komme sig over værre forhold, kun for at blive revet med af verdensrevolutionen.

Imperialismen er tendensen til reaktion og krig ad hele linjen. Imperialismen og verdensreaktionen vil kollapse midt i et kompleks af krige af enhver art, de vil blive fejet væk fra Jordens overflade med Folkekrigen, og socialismen vil opstå. Formand Mao fastslog, at “Yankee-imperialismen er en kolos med lerfødder”, og at “imperialismen er en papirtiger, som skal foragtes strategisk og tages i betragtning taktisk”

Den proletariske verdensrevolutions proces, som vi udvikler os i, er inden for rammerne af de “50 til 100 år”, hvor imperialismen og verdensreaktionen vil blive fejet bort fra Jordens overflade, som forudset af Formand Mao. Således er revolution blevet den vigtigste historiske og politiske tendens i den nuværende verden.

Alle de grundlæggende modsætninger i denne epoke forværres, den vigtigste er modsætningen mellem undertrykte nationer og imperialismen. De objektive forhold har aldrig før været så modne til revolution. Udviklingen af de subjektive forhold skrider frem, knuser den faldende generelle modoffensiv og knuser pessimisme og kapitulationisme spredt af revisionismen. Betingelserne er hver dag mere gunstige for revolution.

Flere Folkekrige er nødvendige for at udvikle den proletariske verdensrevolution. Det er nødvendigt at konstituere eller rekonstituere de Kommunistiske Partier – alt efter hvert enkelte tilfælde – i hvert land for at udvikle nye Folkekrige. Ved at anvende Lenins lære “gå længere ind blandt de dybeste masser”, “uddan dem i praksis med revolutionær vold” og “feje den enorme bunke af affald væk, mens ubønhørligt at bekæmpe opportunisme og revisionismen.”

II. GRUNDLAGET FOR AT ETABLERE DEN GENERELLE POLITISKE LINJE FOR IKB

Ved at anvende marxismen-leninismen-maoismen på den konkrete revolutions praksis i hvert land og verdensrevolutionen, påpeger vi følgende grundlag for etableringen og udviklingen af den generelle politiske linje for den Internationale Kommunistiske Bevægelse:

1. NY ÆRA

Med imperialismens fremkomst blev verden delt mellem en håndfuld undertrykkende nationer på den ene side og et stort antal undertrykte nationer på den anden side, hvilket modnede betingelserne for verdensrevolutionen.

Den Store Socialistiske Oktoberrevolutions triumf i 1917 ledet af den Store Lenin og det Bolsjevikiske Parti markerede en ekstraordinær bedrift i universel historie – afslutningen på den borgerlige verdensrevolution og åbningen af den nye æra, æraen for den Proletariske Verdensrevolution og Proletariatets Diktatur. Der var mange revolutioner før den Store Oktoberrevolution, hver af dem gav ny impuls til samfundet. Disse revolutioner erstattede dog kun et udbytningssystem med et andet.

Den Store Socialistiske Oktoberrevolution (SSOR) var den første revolution, der blev udtænkt og gennemført for at etablere et samfund frit for udbytning og undertrykkelse – et klasseløst samfund. Den Socialistiske Oktoberrevolution repræsenterede et radikalt vendepunkt i menneskehedens historie. Den åbnede en ny æra på den skinnende og lange vej, der fører til socialisme og kommunismen.

Den SSOR forstærkede revolutionær vold som et uundværligt våben til at transformere hele verden. Lenin sagde: “I Oktoberrevolutionen … var revolutionær vold en strålende succes.” Han antog det marxistiske princip om revolutionær vold som en universel lov. Vi bekræfter os selv i det, som Formand Mao har fastslået, at “Magt vokser udaf geværløbet“, og at “vi går ind for teorien om revolutionær krigs almengyldighed.”

For at vurdere verden i denne Nye Æra ser vi, at fire grundlæggende modsætninger er udtrykt: 1) modsætningen mellem kapitalisme og socialisme – modsætningen mellem disse to radikalt forskellige systemer vil vare gennem hele denne periode, og den vil være en af de sidste til at blive løst, og den vil vare selv efter magtens erobring; 2) modsætningen mellem bourgeoisi og proletariat – det er modsætningen mellem to modsatrettede klasser og vil også forblive efter magtens erobring, den manifesterer sig i forskellige ideologiske, politiske og økonomiske former indtil sin forløsning, når vi går ind i kommunismen; 3) de interimperialistiske modsætninger – disse er modsætningerne mellem imperialisterne for verdenshegemoni, den foregår mellem supermagterne, mellem supermagterne og de imperialistiske magter og mellem de imperialistiske magter. Denne modsigelse vil blive løst i perioden af de 50 til 100 år; 4) modsigelsen mellem de undertrykte nationer og imperialismen – det er kampen for befrielsen af de undertrykte nationer for at knuse imperismen og reaktionen, dens løsning er også indkluderet indenfor de 50 til 100 år. Den er den historiske hovedsaglige modsigelse gennem hele denne tidsæra; dog kan en hver af de fire grundlæggende modsigelse blive hovedsagelige i forhold til klassekampens specifikke forhold, midlertidigt, eller i visse lande, men den historiske hovedsaglige modsigelse vil igen udtrykke sig således indtil dens endelige løsning.

Vi, marxister-leninister-maoisterne, er nødt til at gennemføre tre slags revolutioner for i perspektiv at nå vores endelige mål, kommunismen: 1) demokratisk revolution – den borgerlige revolution af en ny type, ledet af proletariatet i tilbagestående lande etablerer det fælles diktatur for proletariatet, bønderne og småborgerskabet og (under visse betingelser) mellemborgerskabet, alt sammen under proletariatets hegemoni gennem dets Kommunistiske Parti; 2) socialistisk revolution – i de imperialistiske lande, som etablerer proletariatets diktatur; 3) de kulturelle revolutioner – de udføres for at fortsætte revolutionen under proletariatets diktatur, for at underkaste og eliminere hele generationen af kapitalisme og for at kæmpe mod forsøgene på kapitalismens genoprettelse, de tjener til at styrke proletariatets diktatur og til at marchere mod kommunismen.

Formand Mao lærte os, at “erstatningen af det gamle med det nye er en universel, evig og uundgåelig lov”. Det er en historielov, som klasserne i kampen for etableringen af det nye samfundssystem ikke kan påtvinge sig i ét enkelt forsøg, i ét enkelt slag, og det kan ikke være anderledes for proletariatet. De kapitalistiske genoprettelser i USSR (1956) og i Kina (1976) er en del af modsætningen mellem socialisme og kapitalisme – den historiske kamp for at erstatte det gamle med det nye.

Lenin advarede om, at de udbyttende klasser aldrig ville træde tilbage efter at være blevet besejret og eksproprieret. Deres had og bestræbelser på at genoprette kapitalismen ville blive hundrededoblet ved deres nederlag. Det er derfor, de skal underkastes proletariatets diktatur for at skabe betingelserne for klassernes udryddelse. Lenin erklærede: “At likvidere kapitalismen og dens spor og indføre principperne for den kommunistiske orden udgør indholdet af den nye epoke i hele verdens historie, som nu er begyndt . .”

På denne måde påpegede Lenin, at denne opgave ville tage lang tid, og at for fuldstændigt at likvidere klasserne er det ikke kun nødvendigt at eliminere de udbyttende klasser, men også at fjerne forskellene mellem by og land, arbejdere og bønder, manuelt og intellektuelt arbejde og andre.

Denne modsigelse vil kun blive løst gennem en lang og kompleks proces af genoprettelse og kontragenoprettelse, indtil proletariatets diktatur og socialismen er konsolideret i hele verden – som baner vejen for​ alle samfundsklassers forsvinden, med hvilke staten også udslukkes, og menneskeheden går ind i den evigt skinnende gyldne kommunisme. Formand Mao belærte, at: “socialismen vil med tiden erstatte det kapitalistiske system; Dette er en objektiv lov, uafhængig af menneskets vilje. Så meget de reaktionære end forsøger at stoppe historiens hjul, vil revolutionen før eller siden finde sted og uden tvivl triumfere.”

2. VERDENSREVOLUTIONENS PROCES

Der er to kræfter, der opererer i den revolutionære bevægelse i hele verden: den internationale kommunistiske bevægelse og den nationale befrielsesbevægelse, den første er vejledning og den anden er basen.

Den nationale befrielsesbevægelse af den kraft, der opererer i de nationer, der er undertrykt af imperialismen og reaktionen. I årtiet af 1910 lagde Lenin maksimal opmærksomhed på kampen i Indien, Kina, Persien, idet han fremførte, at den socialistiske revolution ikke enestående og udelukkende ville være proletariatet mod deres bourgeoisi, men for alle kolonier mod deres undertrykkere. Han sagde, at der er en sammensmeltning af kræfter: den internationale proletariske bevægelse, der agerer i hele verden, og de undertrykte nationers nationale befrielsesbevægelse, og i betragtning af, at masserne i de undertrykte nationer er størstedelen af den globale befolkning, vil være en afgørende vægt i verdensrevolutionen. Han når til den konklusion, at revolutionen flytter sig mod de undertrykte nationer, men fornægter ikke revolutionen i de imperialistiske lande, desuden viser han, at en socialistisk stat – ligesom USSR var – kunne udvikle sig midt i den imperialistiske belejring. Sådan fungerer loven om ujævn udvikling af revolution i verden.

Ved at videreudvikle Marx, lagde Lenin grundlaget for verdensrevolutionens strategi for at underminere imperialismen, forene kampen for national befrielse med den internationale proletariske bevægelses kampe og udvikle revolution. Selvom “Proletarer i alle lande, foren jer!” er lemmaet for kommunisterne, fremfører han, at det lemma, der skal lede de to kræfters kamp, bør være “Proletarer i alle lande og verdens folk, foren jer!”. Sidstnævnte forener den proletariske bevægelse til opbygning af socialismen i de imperialistiske lande med kampene for national befrielse i de koloniale og halvkoloniale lande, et lemma, der blev accepteret af Den Kommunistiske Internationale.

Formand Mao, udviklede verdensrevolutionens strategi og taktik, han specificerede dette lemma i henhold til opgaverne på det tidspunkt: “Marxist-leninister i alle lande, foren jer! Revolutionære folk i hele verden, foren jer; vælt imperialismen, den moderne revisionisme og alle de forskellige landes reaktionære!” Således sammensmelter han den nationale befrielsesbevægelse med den Internationale Kommunistiske Bevægelse, og disse to kræfter driver udviklingen af verdenshistorien.

Den internationale proletariske bevægelse er det internationale proletariats teori og praksis. Proletariatet kæmper i tre sfærer – ideologisk, politisk og økonomisk – og da det [for første gang] i historien optræder som den sidste klasse, gør det det kæmpende. Følgende bedrifter skiller sig ud: 1848, da det Kommunistiske Manifest skrevet af Marx og Engels etablerer grundlaget og programmet for proletariatet; 1871, Pariserkommunen, hvor proletariatet for første gang tager magten; 1905, revolutions generalprøve; 1917, Oktoberrevolutionens triumf i Rusland, etablerer klassen proletariatets diktatur og åbner en ny æra; 1949, den Kinesiske Revolutions triumf, de revolutionære klassers fælles diktatur ledet af proletariatet og det uafbrudte skridt ind i den socialistiske revolution er løst, det ændrer kræfternes sammenhæng i verden; og tiåret af 1960 med den store proletariske kulturrevolution, ledet af Formand Mao Tsetung, fortsætter revolutionen under proletariatets diktatur i en skarp kamp mellem genoprettelse og kontragenoprettelse.

Vi må udvikle kampen for krav, der tjener magtens erobring. Proletariatet genererer fagforeningen og strejken inden for dets kamp for krav, som ikke kun er instrumenter for kampen for krav, men de “smeder klassen til de store kampe, der skal komme”. Strejken er det vigtigste instrument i kampen for krav, og generalstrejken er et supplement til opstanden.

Proletariatet genererer politiske apparater: det Kommunistiske Parti, som er totalt modsat og adskilt fra de andre partier, det har som mål at erobre den politiske magt, således definerede Marx. Lenin etablerede Partiets karakter af en ny type, da han bekæmpede den hindrende indflydelse fra den gamle revisionisme, som skabte borgerlige arbejderpartier baseret på arbejderaristokratiet, fagforeningsbureaukratiet, parlamentarisk kretinisme, og som er tilpasset den gamle orden.

Formand Mao Tsetung udviklede Partiets opbygning omkring geværet og fremlagde den indbyrdes forbundne konstruktion af de tre instrumenter: det Kommunistiske Parti, Hæren af en ny type og den Rrevolutionære Enhedsfront, blandt hvilke centrummet er det Kommunistiske Parti.

Proletariatet genererer ideologi: marxismen-leninismen-maoismen, hovedsagligt maoismen, for den proletariske verdensrevolution.

Marxismen blev hovedsageligt grundlagt af Marx. Marx og Engels samler det bedste, der blev frembragt af menneskeheden: tysk klassisk filosofi, engelsk politisk økonomi og fransk socialisme, for at grundlægge proletariatets ideologi. Marxismen har aldrig taget et skridt i livet uden at kæmpe mod fejlagtige holdninger. Derfor skal den konfrontere Proudhon og anarkismen, de højreorienterede afvigelser og den formodede kreative udvikling i Dühring, de opportunistiske positioner, der opstår inden for det tyske socialdemokratiske parti.

Vores udødelige grundlæggere Marx og Engels har gennem videnskabelig analyse vist kapitalismens sammenbrud og dens uundgåelige ændring til kommunismen – hvor der ikke længere vil eksistere nogen menneskelig udnyttelse. De etablerede missionen for proletariatet i alle lande: at rejse sig i revolutionær kamp mod kapitalismen og samle alle arbejdere og udbyttede i denne kamp.

Den gamle revisionisme ville udvikle sig efter Engels død – med Bernstein og Kautsky – og Lenin vil bekæmpe og besejre dem. Kort sagt vil marxismen etablere marxistisk filosofi eller dialektisk materialisme og videnskabelig socialisme.

Lenin udvikler marxismen og hæver den til et andet stadie, marxismen-leninismen. Dette gjorde han i en indædt kamp mod gammel revisionisme – som fornægtede marxistisk filosofi ved at sige, at man skulle basere sig i neokantisme, som er idealisme og ikke dialektisk materialisme. I den politiske økonomi benægtede de den voksende pauperisering, således bekræftede de at imperialisme, kapitalisme, opfyldte proletariatets krav; de benægtede merværdi og imperialisme. I den videnskabelige socialisme pegede de ud mod klassekamp, mod revolutionær vold og spredte pacifisme og parlamentarisk kretinisme.

Lenin lærte, at proletariatets revolutionære politik blev lavet gennem dets fortropsparti. Uden sin generalstab, det Kommunistiske Parti, kan proletariatet ikke opfylde sin hovedrolle i omdannelsen af verden. Takket være eksistensen af et revolutionært parti af en ny type, skabt og ledet af Lenin, kunne det russiske proletariat drage fordel af den revolutionære situation og besvare den imperialistiske krig med revolutionær borgerkrig. Formand Mao sagde: “med fødslen af revolutionære partier af denne art har verdensrevolutionens fysionomi ændret sig”.

Revisionisme er at revidere de marxistiske principper ved at påberåbe sig nye omstændigheder. Lenin sagde, at revisionisme er bourgeoisiets kontingent i proletariatets rækker, og at for at kæmpe mod imperialismen er det nødvendigt at kæmpe mod revisionismen, fordi de er to ansigter af samme mønt. Lenin fremhæver, at revisionismen forsøger at splitte fagbevægelsen og proletariatets politiske bevægelse og genererer socialismens splittelse. Inden for denne fejlfrie og uforsonlige kamp mod revisionismen fremlægger Lenin endvidere at omdanne den imperialistiske krig til revolutionær krig i formodningen om Første Verdenskrig, og dermed afsløre de gamle revisionister som socialpatrioter og socialchauvinister; han fremfører, at det i revolutionstider er nødvendigt at lave nye organisationer, fordi reaktionen angriber de lovlige organisationer, og vi må samle hemmelige apparater, inklusive til massearbejde. Derefter forsyner han Oktoberrevolutionen med et Kommunistisk Parti og gennem oprør.

Kammerat Stalin ville fortsætte Lenins arbejde, og i processen med opbygningen af socialismen i USSR vil han kæmpe mod opportunisme og Trotskijs, Zinovievs, Kamenevs og Bukarins forræderi. Stalin udviklede denne kamp i 13 år, og det passer ikke, at han løste tingene administrativt.

Under verdenskrigen måtte USSR under ledelse af kammerat Stalin anvende afbrændt jord for at forsvare sit territorium, forsvaret af det socialistiske moderland kostede 25 millioner mennesker livet. Midt i en kompleks og vanskelig situation, under ledelse af kammerat Stalin, blev proletariatets diktatur og socialismens triumf konsolideret. De fem årsplaner, der blev anvendt i femogtyve år, førte til den største transformation i produktionsforholdet og til den hidtil mest magtfulde udvikling af produktivkræfterne i historien.

Vi indtager samme standpunkt som Formand Mao om kammerat Stalins rolle, at han var en stor marxist. I betragtning af at han desuden var den, der på glimrende vis definerede leninismen. Vi, kommunisterne, har i dag til opgave at lave en fyldestgørende analyse af Anden Verdenskrig, vurderingen af Den Kommunistiske Internationale og især at studere dens 7. kongres godt, inden for denne kammerat Stalins rolle, revisionismens handling i Frankrig, Italien osv.

Formand Mao Tsetung, mens han udviklede marxismen-leninismen-maoismen, hæver marxismen til sit højeste punkt og forvandler proletariatets teori til marxismen-leninismen-maoismen. Han opfyldte denne opgave midt i en ihærdig og vedholdende kamp, hvor han smadrede højreopportunistiske linjer inden for Kinas Kommunistiske Parti – her fremhæver vi at smadre Liu Shao-chis og Teng Siao-pings revisionistiske linjer; og på internationalt plan ledede han kampen og besejrede Khrusjtjovs moderne revisionisme. Den leverede den Demokratiske Revolution i Kina, det uafbrudte skift til den Socialistiske Revolution og den Store Proletariske Kulturrevolution (SPK).

Den SPK er den mest transcendentale aspekt af marxismen-leninismen i historisk perspektiv, som blev udført af Formand Mao; den er løsningen på det store verserende spørgsmål om fortsættelsen af revolutionen under proletariatets diktatur; “den repræsenterer et nyt stadie, endnu dybere og bredere, i udviklingen af den socialistiske revolution”.

Lad os fremhæve to spørgsmål: 1) den SPK indebærer en bedrift i udviklingen af proletariatets diktatur hen imod at rodfæste proletariatet til magten, hvilket blev konkretiseret med de revolutionære komitéer; og 2) genoprettelsen af kapitalismen i Kina, efter det kontrarevolutionære kup i 1976, er det ikke en negation af den SPK, men blot en del af striden mellem genoprettelse-kontragenoprettelse og, tværtimod til at være en negation, viser den os den transcendentale historisk betydning, som den SPK har i menneskehedens ubønhørlige march mod kommunismen.

Under disse forhold blev den mest jordrystende politiske proces frembragt og den største massemobilisering nogensinde set på Jorden, som Formand Mao definerer målene for den som følger: “Den nuværende Store Proletariske Kulturrevolution er fuldstændig nødvendig og meget aktuel for at konsolidere proletariatets diktatur, for at forhindre genoprettelsen af kapitalismen og for at opbygge socialismen”.

Formand Mao bekræftede, at ikke at have et korrekt ideologisk-politisk synspunkt svarer til ikke at have sjæl, og at den SPK er en stor revolution, der har til formål at ændre menneskers sjæl, med andre ord verdenssynet, ideologien, hæve proletariatet og de brede masser for kampen om magten, forsvaret af proletariatets diktatur, verdensrevolutionen og kommunismen.

Således har vi kommunister tre store sværd: vores grundlægger Marx, den store Lenin og Formand Mao Tsetung, vores store opgave er at opretholde, forsvare og anvende marxismen-leninismen-maoismen, hovedsagligt maoismen, og gøre den til verdensrevolutionens befaler og vejleder.

Ved at anvende loven om modsigelse på verdensrevolutionens proces, processen for at feje imperialismen og reaktionen bort fra Jordens overflade, er der tre øjeblikke – fordi modsigelse hersker over alt, og enhver modsigelse har to kæmpende aspekter, i dette tilfælde , revolution og kontrarevolution. Disse øjeblikke er: 1. strategisk defensiv; 2. strategisk ligevægt;og 3 Verdensrevolutionens strategiske offensiv. Verdensrevolutionens strategiske defensiv, som er i modsætning til kontrarevolutionens offensiv, trækker sig ud siden 1871 med Pariserkommunen og ender i Anden Verdenskrig; den strategiske ligevægt finder sted med den Kinesiske Revolutions triumf indtil den Store Proletariske Kulturrevolution og udviklingen af den magtfulde bevægelse for national befrielse; bagefter går revolutionen ind i verdensrevolutionens strategiske offensiv, det øjeblik ville være omkring årtiet af 1980, hvor vi ser krigen Iran-Irak, Afghanistan, Nicaragua, indledningen af Folkekrigen i Peru, og den modvirker den kontrarevolutionære offensiv af generel karakter. Epoken inden for de “næste 50 til 100 år”; derfra vil modsætningen mellem kapitalisme og socialisme – hvis løsning vil bringe os til kommunismen – udvikle sig.

Formand Mao lærte os, at vejen er snoet, men perspektiverne er strålende. Formand Mao fastslog, at imperialismen “Skaber problever, fejler, skaber problemer igen, fejler igen. . . indtil deres undergang; det er imperialisternes logik”, da folkets logik er at “Kæmpe, fejle, kæmpe igen, fejle igen, kæmpe igen . . . indtil deres sejr; det er folkets logik”. Revolutionen vil sejre i hele verden, og kommunismen vil skinne over Jorden før end senere, afhængigt af kommunisternes handling.

3. INTERNATIONAL SITUATION

Med udgangspunkt i Lenins tese anslås det, at imperialismens økonomiske relationer udgør grundlaget for den nuværende internationale situation. Gennem hele det 20. århundrede var denne nye fase af kapitalismen, dens overlegne og sidste fase, fuldstændig defineret. Og at opdelingen af ​​verden i undertrykte og undertrykkende lande er et særkende for imperialismen. For at forstå den nuværende situation kan vi således ikke tage udgangspunkt i kapitalismens fundamentale modsigelse, fordi vi er i dens overlegne og sidste fase, imperialismen.

Der er tre grundlæggende modsætninger i nutidens verden:

Første modsigelse: mellem undertrykte nationer på den ene side og imperialistiske supermagter og magter på den anden side. Dette er den hovedsagligemodsigelse i det nuværende øjeblik og på samme tid epokens principielle modsigelse. Verden er delt, i den ene del er der et stort antal undertrykte nationer, som er koloniale eller semi-koloniale lande, sidstnævnte har kun formel suverænitet eller uafhængighed, de er økonomisk, politisk og kulturelt underlagt imperialismen; i den anden del er der en håndfuld imperialistiske magter, supermagter eller magter, i begge tilfælde er de undertrykkende nationer. I de imperialistiske magters del er yankee-imperialismen den eneste hegemoniske supermagt. Rusland er stadig en atomart supermagt, og der er en håndfuld andenrangs imperialistiske magter.

Yankee-imperialismen er den største eksportør af kapital i verden, hvilket kommer til udtryk i enorm ubalance i dens økonomi. For at bevare sit hegemoni er imperialismen tvunget til at udføre mange krige på samme tid, på trods af at den har militær tilstedeværelse på alle kontinenter. Dette fører til enorme økonomiske omkostninger for at vedligeholde dets enorme militærmaskineri og spionage, omkostningerne ved kreditter fra tidligere krige og de nuværende krige, støtte til krigsveteranerne; for ikke at nævne de høje sociale omkostninger, der forårsages i deres eget land, foragt for massernes liv og værdighed fra de undertrykte nationer (den tredje verden), det folkedrab, de anvender for at underlægge dem, hvilket nærer klassehad fra alle verdens folk.

Den Tredje Verden huser den største og fattigste del af befolkningen, de er underlagt imperialistisk undertrykkelse, de lever under forhold, der ikke passer til det udviklingsniveau, menneskeheden har opnået, de lider under undergangen af deres levevilkår, af det naturlige miljø, og de er ramt af imperialismens og deres lokale lakajers systematiske plyndringskrige.

En bureaukratisk kapitalisme udvikler sig på en semifeudal og semikolonial basis i disse lande. Den genererer de tilsvarende politiske og ideologiske genrer og forhindrer systematisk national udvikling, udbytter proletariatet, bønderne og småborgerskabet og begrænser mellemborgerskabet.

Hvis man ikke anerkender de undertrykte landes semifeudale karakter og dermed nødvendigheden af en aggrarkrig for at løse den, ender man med at benægte nødvendigheden af den Demokratiske Revolution i disse lande, nødvendigheden af at udvikle Folkekrigen som en enhedskrig, hvori landområderne er det vigtigste, og byen er en nødvendig komplementær, for at gøre en ende på imperialismen, bureaukratisk kapitalisme og semifeudalismen.

Verdenskrisen vil fortsætte med at losse på de undertrykte lande, og så længe de holder denne betingelse, vil de stadig være byttet for den imperialistiske opdeling. Imperialismens politik er yderligere reaktion og vold mod de undertrykte nationer for en yderligere national underkastelse af plyndringskrige og bytte. Imperialisternes plan er opdelingen af landene i den nye opdeling, baseret på forholdet mellem militær styrke og fremskridt i besættelsen af strategiske stillinger. Det, de søger, er ikke fred, men at underlægge folkene gennem kapitulation med “fredsaftaler”, som de kun formaliserer, hvad de opnåede på slagmarken.

Landene i den tredje verden fra Asien, Afrika og Latinamerika, som påpeget af Formand Mao, er zonerne for revolutionære storme og grundlaget for den proletariske verdensrevolution. Det er nødvendigt at understrege, at den tredje verden strækker sig endda til selve Europa.

Vi bekræfter igen, at den sande nationale selvbestemmelse kun kan opnås gennem revolutionen af Nyt Demokrati eller Socialistisk Revolution, alt efter hvert tilfælde, gennem udviklingen af Folkekrigen, hvortil det er nødvendigt at konstituere eller rekonstituere Kommunistiske Partier af en ny type, marxistiske-leninistiske-maoistiske Partier, der er i stand til at føre revolutionen til dens ende. Formand Mao har mesterligt sammenfattet alle kampene i de undertrykte nationer ved følgende store retningslinje: “Landene ønsker deres suverænitet, nationerne ønsker deres befrielse og folkene ønsker revolution!”

Anden modsigelse : mellem proletariat og bourgeoisi i de imperialistiske lande.

Den økonomiske krise i 2008, der begyndte som en finanskrise i USA, blev losset ned over masserne i de imperialistiske lande selv og i de undertrykte nationer. Således har den ramt proletariatet i de imperialistiske lande, som indledte skarpe kampe for forsvaret af de resultater, de erobrede gennem det 20. århundrede . Konsekvenserne af denne krise blev ikke overvundet, det er derfor, at genopretningen af beskæftigelsen er på bekostning af dårligere kvalitet, lavere lønninger og længere arbejdsdage. Det at komme sig er på bekostning af at øge overudnyttelsen af klassen.

Modsigelsen proletariat-bourgeoisie forværres også som følge af migrationsbølgerne af tusinder af krigsflygtninge og almindelige fattige mennesker, der – på flugt fra den imperialistiske krig og den voldsomme udbytning og undertrykkelse i halvkolonierne – fortykker proletariatets rækker i de imperialistiske lande. Disse migrationsbølger er en konsekvens af selve systemet og den “humanitære tragedie”, som de fører til gavn for monopolerne i de imperialistiske lande ved at reducere produktionsomkostningerne på grund af nedsættelsen af lønningerne med denne arbejdsstyrke, der ikke har kostet dem noget.

Samtidig udsender imperialisterne selv kynisk faren for disse immigranters “terrorisme” i deres medier og fremmer chauvinistisk hysteri, nærer racisme og nationalisme. Imperialismen anvender sin chauvinistiske reaktionære politik med at dele klassen mellem indfødte arbejdere og indvandrerarbejdere for at forhindre proletariatets forenede klassebevidste handling. At forhindre den i at organisere sig som en enkelt klasse med de samme interesser med en enkelt ideologi, en enkelt politik og et enkelt parti – det Kommunistiske Parti.

Modsigelsen i de imperialistiske lande er også mellem revolution og kontrarevolution, det er ikke et spørgsmål om at ændre det ene eller det andet politiske regime – med andre ord det borgerlige diktaturs styreform – men at sætte en stopper for bourgeoisiets diktatur over proletariatet og folket gennem Socialistisk Revolution, som gennemføres gennem Folkekrigen.

Modsigelsen bourgeoisie-proletariatet og alle de andre modsætninger inden for de imperialistiske nationer skærpes. Også fordi alle de former for berygtelser, der udføres af de imperialistiske stater mod de undertrykte nationer, især af USA-imperialismen, i stigende grad giver tilbageslag i de imperialistiske lande selv – dette er et træk ved den nuværende fase af dens nedbrydning. Den imperialistiske krig må nødvendigvis vende hjem.

Ydermere, i deres eget land er det systematiske og kontinuerlige mord på medlemmer af de fattigste masser af de undertrykkende kræfter i yankee-staten en del af krigen mod det amerikanske proletariat og folk, især mod de sorte og immigranter fra den tredje verden og deres efterkommere. Over for undertrykkelse er tendensen, at masserne rejser sig i oprør og vender de våben, de fik for det massive folkemord i de undertrykte nationer, mod deres egne undertrykkere. De udtryk, der bekræfter en sådan tendens, har allerede fundet sted.

Sammenfattende er princippet, at bevægelsen mod den imperialistiske krig vil vokse sammen med oprøret mod udbytning og undertrykkelse af klassen og massernes stigende fattigdom. Dette finder sted i alle imperialistiske lande.

Tredje modsigelse : interimperialistisk. Ligesom Lenin lærte os, er imperialismen ikke én, der er forskellige imperialistiske lande. Med andre ord er der imperialistiske magter og supermagter, som deler verden mellem sig i overensstemmelse med deres forhold af økonomisk, politisk og militær styrke; styrkeforhold, der ændrer sig hele tiden og udvikler sig gennem samordning og strid.

USA bærer i øjeblikket betingelsen som den eneste hegemoniske supermagt. Efter opløsningen af ​​det social-imperialistiske USSR i 1991 blev den økonomiske vægt af det imperialistiske Rusland reduceret, og det samme gjorde deres militære magt, men den bevarer stadig sin karakter af atomart supermagt. Til gengæld er de andre imperialistiske magter, som Tyskland, England, Frankrig, Japan, Kina, Østrig, Holland, Australien, Sverige, Canada, Italien, Spanien, osv., tilsammen også en håndfuld undertrykkende lande. Siden årtiet af 1990 kæmper de for en ny opdeling af de undertrykte lande, der var underlagt det social-imperialistiske USSR. Siden da har alle begivenheder af en eller anden relevans, hvad enten de er krigerisk eller ikke-krigsagtig, i Østeuropa, i de tidligere sovjetrepublikker i Centralasien, det såkaldte Amplificerede Mellemøsten (Den Persiske Golf, Irak, Afghanistan, Syrien, Nordafrika, etc.) er indkluderede i denne strid for en ny genopdeling af disse lande.

Den nuværende verdenssituation er præget af Yankee-imperialismens plan om at udvikle sin aggressionskrig gennem blod og ild. Deres strategiske hovedmål er at frarive Rusland den atomare supermagts tilstand, holde det social-imperialistiske Kina nede og presse det til at åbne sin økonomi lidt efter lidt. Alliancer med andre imperialistiske magter bruges til det formål, efter bekvemmelighed, som med Tyskland, Frankrig, England osv., til at undergrave orden i de indflydelseszoner, der har en høj strategisk værdi for Rusland og pålægger økonomiske sanktioner som en trussel mod alle imperialistiske magter. På sin side bestræber Rusland sig på at bevare sine indflydelseszoner, især i Ukraine, Syrien og Iran.

Hvad imperialisterne angår, hvad enten de er alene eller i koalitioner, de er imod et undertrykt land eller mange af disse lande fra den tredje verden, i dette øjeblik kommer ikke kun den principielle modsigelse til udtryk, men også den tredje modsigelse – blandt imperialisterne selv. Yankee-imperialismen bruger “opdel og hersk” mod andre imperialistiske magter. Imperialisterne bryder som de ønsker deres egne traktater, deres egne internationale regler – princippet om ikke-aggression – fordi loven er op til den anden at følge. Dette er grunden til, at fred og harmoni mellem imperialister er gamle historier fortalt igen, som dem om “superimperialisme” og “ultraimperialisme”, der spreder reaktionære begreber som “neoimperialisme”, “neokolonialisme”, “neoliberalisme”, “globalisering”, “geopolitik” , etc., det er pseudo-teorier, der hovedsageligt peger imod demokratisk revolution og kampene for national befrielse og bruges af både imperialister selv og af revisionister.

Den imperialistiske strid i absolut og samordning er relativ. Dette bestemmer de imperialistiske alliancers omstændige og midlertidige karakter; det er derfor, man ikke kan tale om “imperialistiske blokke”, det er revisionisme. Den Europæiske Union er således ikke en blok eller en “europæisk imperialisme”, men en alliance af lande i Europa, under Tysklands hegemoni, i kamp og samarbejde med Frankrig, der forsøger at øge sin magt, for at stoppe Yankee-imperialismen.

De imperialistiske magter i anden lag kæmper for at konvertere sig selv til nye supermagter og begynde at kæmpe for verdenshegemoni for at indtage det sted, der i dag vises af Yankee-imperialismen og gennem en ny verdenskrig at påtvinge en ny opdeling af verden, der allerede er opdelt i en ny verdensorden.

Med hensyn til modsigelsen mellem socialisme og kapitalisme , som svarer til hele den proletariske verdensrevolutions æra, kommer i den nuværende situation til udtryk og udvikler sig i det ideologiske og historiske terræn.

Fra reaktionens terræn viser denne modsætning sig som den generelle kontrarevolutionære offensiv, der er ved at svækkes og i øjeblikket peges mod de nationale befrielseskrige gennem den såkaldte “krig mod terrorisme”. Vi modarbejder det med den marxistisk-leninistiske-maoistiske revolutionære modoffensiv, som udvikler sig med Folkekrigen. I revolutionens terræn kommer modsætningen mellem socialisme og kapitalisme til udtryk i, at socialismen lever som en idé i proletariatets og verdens befolkningers kampe, i de igangværende kampe og folkekrige i Indien, Peru, Tyrkiet og Filippinerne. , og den rastløse propaganda og stigende to linjers kamp blandt de marxistisk-leninistiske-maoistiske partier og organisationer for at forene IKB under vejledning af maoisme og anvendelsen af Folkekrigen.

I 1962 indikerede Formand Mao: “De næste 50 til 100 år eller deromkring, fra i dag, vil være en stor epoke med radikal forandring af det sociale system i verden, en epoke , der vil ryste jorden, en epoke med som ingen anden tidligere historisk epoke kan sammenlignes. Når vi lever i sådan en epoke , skal vi være klar til at kæmpe en stor kamp, ​​hvis former vil have mange forskellige karakteristika fra fortiden.”

Alt dette tilskynder på den ene side til den større reaktionarisering af den borgerlige stat (storgodsejer-bureaukratisk stat, der tjener imperialismen i de undertrykte lande) for at imødegå den revolutionære situation i ujævn udvikling i hele verden. Dens udtryk er fremskridtet mod den absolutte centralisering af magten i den udøvende magt – det være sig som præsidentens absolutisme eller som fascisme – alt efter de forskellige landes særlige forhold. Centraliseringen af magten for at møde revolutionen og for den imperialistiske angrebskrig.

Den objektive situation på verdensplan udvikler sig grundlæggende som en forværring af imperialismens generelle krise – hvilket selv reaktionen må erkende. Det er uddybningen af dets sammenbrud. Den enorme rigdom, der produceres socialt, vokser ustandseligt, efterhånden som den private tilegnelse af en sådan rigdom foretages af en håndfuld imperialister og de store borgerlige og godsejere i den tredje verden. Resultatet af alt dette er skarpere krise og kortere cyklusser inden for imperialismens generelle og sidste krise, som presser alle de imperialistiske stater til at føre plyndringskrige for en ny opdeling.

Ligesom Formand Mao har påpeget i 1958, “imperialismen er stadig i live, og yankee-imperialismen, som den eneste hegemoniske supermagt og kontrarevolutionære verdensgendarme, er verdens folks hovedfjende; den gør stadig, som den vil i Afrika, Asien og Latinamerika; den besætter stadig kolonier med magt, etablerer sine militærbaser i alle dele af verden og påtvinger en plyndringskrig; det fortsætter med at undertrykke folkets masser i sit eget land”. Alt det er endnu mere akut nu 60 år senere. Men den samme situation bliver også yderligere uudholdelig, og det er uundgåeligt, at før eller siden vil mere end 90% af verdens befolkning rejse sig mod imperialismen og de reaktionære. Alt det i hård kamp og i ulige udvikling, foregår det allerede som en ny stor bølge af den proletariske verdensrevolution.

inden for perioden af de “50 til 100 år”, som omfatter verdensrevolutionens strategiske offensiv. Denne situation bestemmer opgaverne, strategien og taktikken for de Kommunistiske Partier i hele verden.

4. DEN INTERNATIONALE KOMMUNISTISKE BEVÆGELSE

Vi bekræfter os selv i den fulde gyldighed af Det Kommunistiske Partis Manifest fra 1848 (inklusivt alle dets forord og noter skrevet af Marx og Engels, især forordet fra 1872), som er starten på den Internationale Kommunistiske Bevægelses fødsel og dens hjørnesten. Den etablerede de proletariske revolutionæres grundlæggende principper og program. I betragtning af at vores store grundlæggere, Marx og Engels, lavede det store kald og lemma “Proletarer i alle lande, foren jer!”, det lemma for kamp inspirerer proletariatets kampe i hele verden og vejleder dem gennem frigørelsens vej. Revolutionens flammer, som blev startet af Marx og Engels, har sat verden i brand og permanent ændret verdenshistoriens gang.

Marx sagde: ”Fortidens erfaringer lærer os, at det at glemme de broderlige bånd, der skal eksistere mellem arbejderne i de forskellige lande, og som bør tilskynde dem til at støtte hinanden i alle deres kampe for frigørelse, straffes med fælles nederlag for dets isolerede indsatser. ”

Lenin fastslog, at ægte proletarisk internationalisme kræver: “for det første, at den proletariske kamps interesser i et land underordnes interesserne i denne kamp på verdensplan; for det andet, at den nation, der er ved at nå triumfen over bourgeoisiet, er i stand til og villig til at yde de største nationale ofre for at vælte international kapital.” Formand Mao rejste internationalismen i sin dybeste betydning, da han bekræftede: ”den er kommunismens ånd”.

Således er Historien om den Internationale Kommunistiske Bevægelse en glorværdig kampproces, gennem hvilken verdens kommunister har kæmpet og kæmper for at forene sig selv for at tjene opnåelsen af det uforanderlige mål: det kommunistiske samfund.

Tre internationaler blev bygget i denne heroiske kamp:

Den Første Internationale, eller Den Internationale Arbejdersammenslutning (IAS), blev grundlagt af Marx og Engles i 1864 i en indædt kamp mod anarkismen, blanquisterne og andre holdninger for at fastslå, at proletariatets ideologi kun var én – marxismen – den er solid og videnskabeligt sammensvejset med proletariatets og dets revolutionære Partis internationale natur, lagde det ideologiske grundlag for den proletariske revolution. I det øjeblik Internationalen blev infiltreret og omgivet af opportunister, der forsøgte at tilrane sig den, fremførte Marx, at det ville være bedre at slutte med IAF, end at se den myrdet af enhed uden principper.

Den Anden Internationale, baseret på marxismen, blev grundlagt af Engels i 1889 og tjente mangfoldigheden af arbejdernes socialistiske organisationer og partier, især i Europa og Nordamerika. Efter Engles død angreb Bernsteins og Kautskys revisionisme ledelsen af ​​Anden Internationale og den udartede sig til opportunisme, den blev endelig bankerot under Første Verdenskrig, da deres ledere modsatte sig selv at kæmpe mod den imperialistiske krig under påskud af defensivisme (forsvar af moderlandet). De nægtede at gøre den til revolution, de støttede den imperialistiske krig og bourgeoisiet i deres lande, de stemte for krigskreditter i parlamentet, blev til socialforrædere, socialchauvinister.

Grundlæggelsen af Den Tredje Internationale i marts 1919 var resultatet af en lang kamp fra venstrefløjen af IKB, som blev udviklet under Lenins og Bolsjevikpartiets Førerskab. En kamp mod al revisionisme og opportunisme hos Anden Internationales medlemspartier – som var tilpasset den gamle orden. Lenin udtænkte og grundlagde Den Tredje Internationale som en krigsmaskine til at gennemføre den proletariske verdensrevolution og opbygningen af proletariatets diktatur. Grundlæggelsen af Den Tredje Internationale udgør et stort spring i den Internationale Kommunistiske Bevægelses historie.

Den Tredje Internationale – Kommunistisk Internationale (KI) eller Komintern – eksisterede i 24 år, syv verdenskongresser blev afholdt i den periode indtil dens opløsning i 1943. Den måtte udvikle sig i en kompleks kontekst repræsenteret ved tabet af dens grundlægger og hovedsaglige leder – den Store Lenin – i 1924, de store udfordringer ved opbygningen af socialismen i USSR, fascismens fremgang til magten i mange lande i verden – især i Europa – og begyndelsen af Anden Verdenskrig.

Dens eksistens var stærkt påvirket af den intense og hårde tolinjekamp, der blev udviklet inden for det Bolsjevikiske Parti, som varede 13 år, hvor venstrefløjen under ledelse af kammerat Stalin ihærdigt måtte kæmpe for at afsløre og smadre trotskisme, bukarinisme og den højre opportunistiske klike af Kamenev-Zinoviev, blandt andre bander og sorte linjer, imod bestræbelserne på at underminere proletariatets diktatur i USSR, deres forsøg på at tilrane sig ledelsen af KI og kontrollere apparater til at påtvinge deres politik i mange sektioner – ondskabsfulde handlinger, der forårsagede alvorlig skade.

På grund af det led KI højre og “venstre” afvigelser – især i perioden mellem den 5. og den 7. kongres – og den har udstedt nogle fejlagtige råd og direktiver, der har forårsaget nogen skade på revolutionære Partier og processer. Princippet var imidlertid, at kammerat Stalin førte – udviklede tolinjekampen – venstrefløjen i Den Kommunistiske Internationale, der forhindrede den revisionistiske tilraning og smadrede den trotskistiske og zinovjeistiske indflydelse på dens ledelse. Under kammerat Stalins korrekte og berettigede ledelse beholdte den sin røde farve, marxismen-leninismen sejrede, og revisionismen kunne ikke løfte hovedet.

Den 7. kongres i 1935 var af særlig transcendens på grund af øjeblikkets omstændigheder og de udfordringer, den stod over for. Denne vigtige kongres skulle svare på nye og vidtrækkende problemer midt i en vanskelig og kompleks situation.

Den 7. kongres etablerede Verdens Antifascistiske Fronts og Folkefrontens taktik for at forsvare proletariatets diktatur og udvikle den proletariske revolution, samtidig med at man bekæmper fascismens kontrarevolutionære offensiv. Dermed kunne det internationale proletariat og folkemasserne i hele verden for første gang i IKBs historie forenes under samme flag, samme politik, samme plan og under samme ledelse, med en enkelt kamphær, der giver form til Lenins opgave om at arbejde som en sand krigsmaskine for verdensrevolutionen.

Under hans ledelse har hundreder af millioner af masser rejst sig som en stor strøm af stål mod fascismen, til revolution og til forsvaret af USSR. Den Kinesiske Revolution skiller sig ud, som ændrede kræfternes sammenhæng i kampen mod imperialismen og reaktionen på verdensplan, til fordel for socialismen, proletariatet og det undertrykte folk.

Under ledelse af Den Tredje Internationale gennemførte kommunisterne i snesevis af lande, ikke kun i Europa, men også i Asien, heroiske væbnede kampe som guerillakrig, som i den spanske borgerkrig. I de lande, hvor revolutionen ikke kunne sejre, var årsagen til det primært, at der ikke var tilstrækkeligt modne og forberedte Kommunistiske Partier, baseret på marxismen-leninismen. På trods af det, som historien viser, bidrog dens kamp til fascismens nederlag, og kommunisterne har over for hele verden vist den kommunistiske store tapperhed og heltemod, uden at lade klassens moral blive brudt.

Ved at anvende resolutionerne fra den 7. kongres vidste KKP, ledet af Formand Mao, hvordan man udfører frontpolitikken, der er specificeret til revolutionens behov i Kina, ved at anvende uafhængighed og selvbestemmelse, ved at besejre den japanske fascisme og fortsætte med befrielseskrigen, indtil de tog magten i hele landet, besejrede de lokale herskende klasser og deres imperialistiske herrer og fuldendte revolutionen af Nyt Demokrati, og uafbrudt gik ind i den Socialistisk Revolution. Den kreative anvendelse af marxismen-leninismen og den linje, der blev fastlagt af den 7. kongres til den konkrete praksis af den Kinesiske Revolution førte til udviklingen af en mere omfattende og fuldstændig forståelse af enhedsfronten og fuld udvikling af proletariatets militærteori: Folkekrigen .

De problemer og afvigelser, der fandt sted i mange lande, var primært anvendelsen, hovedansvaret påhviler de Kommunistiske Partier, som er de ansvarlige for anvendelsen af den internationale linje til deres respektive lande. Med afvigelse fra det, der blev fremsat af Formand Mao, er det for at etablere en berettiget vurdering af denne erfaring nødvendigt at trække en klar afgrænsning mellem dem, der stadig var inden for marxismen og dem, der faldt i revisionisme, stadig i den tidligere gruppe, har vi behov for at skelne principfejlene fra de fejl, der begås inden for det praktiske arbejde. Ydermere udvikler Formand Mao enhedsfrontens fem love og vedrørende revolutionens tre grundlæggende instrumenter og deres indbyrdes sammenhæng.

I nogle lande som Italien og Frankrig, på grund af de højreopportunistiske standpunkter i ledelsen af de Kommunistiske Partier, efter at have udført en væbnet kamp af heroisk modstand mod nazi-fascismen, bevægede disse Partier sig væk fra KIs orientering og de grundlæggende principper i marxismen-leninismen, kapitulerede deres lederskab over for deres bourgeoisi, mens de var centreret om forsvaret af det demo-liberale regime og forrådte revolutionen, og degenererede til en yderst ekstrem og rådden revisionisme.

På verdensplan, under ledelse af kammerat Stalin, blev den Antifascistiske Front genialt anvendt, centrum var forsvaret af proletariatets diktatur repræsenteret af USSR. Derved stod proletariatets diktatur over for fascismen, og verdensrevolutionen skred frem. Den antifascistiske krigs sejr var en sejr for socialismen, en sejr for det internationale proletariat og de undertrykte folk i verden over imperialismen og verdensreaktionen, en sejr for marxismen-leninismen over revisionismen.

Med sejren i den antifascistiske krig blev den imperialistiske lejr svækket, og den proletariske revolution voksede sig stærkere. Takket være den røde hærs glorværdige rolle og modstandskrigene har revolutionen udvidet sig gennem Østeuropa og Centraleuropa, den har nået en del af Tyskland, og dermed øget den socialistiske lejr. Det bemærkelsesværdige er, at med den Kinesiske Revolutions sejr i 1949 ændrede kræfternes forhold mellem revolution og kontrarevolution på den internationale arena sig til fordel for verdensrevolutionen, som rykkede ind i et strategisk ligevægt, en magtfuld socialistisk lejr og en magtfuld nationale befrielsesbevægelse i kolonierne og semi-kolonierne opstod.

Det er derfor, vi mener, at den 7. kongres var en vigtig marxistisk-leninistisk kongres, der bevæbnede proletariatet med en berettiget og korrekt politisk linje for at bekæmpe fascismen og gå videre med den proletariske verdensrevolution.

Selvom Den Kommunistiske Internationale og kammerat Stalin begik nogle fejl under kursen, var problemerne med alvorlige afvigelser og forræderi forårsaget af revisionisme i ledelsen af ​​disse Partier, og det kan ikke tilskrives kammerat Stalin, SUKP eller Den Kommunistiske Internationale.

Når vi opsamler IKBs og den proletariske revolutions historie, ser vi, at kammerat Stalin vidste, hvordan man fast og genialt, midt i en kompleks og vanskelig situation, skulle anvende definitionen af Lenin af sand proletarisk internationalisme og underkaste det omstændige og nationale under interesserne for det internationale proletariat som helhed, hvilket sætter forsvaret af den proletariske verdensrevolution og kommunismens sag i første række.

I 1943 opløste KI sig selv, og IKB gik ind i en periode med relativ spredning, som primært blev genereret af den moderne revisionismes splittende og forræderiske handling. Moderne eller samtidig revisionisme var en modstrøm repræsenteret af Browder, Tito, Togliatti, Thorez og hovedsagligt Khrusjtjov og den berygtede 20. kongres i SUKP, hvor hans klike tilranede sig ledelsen af SUKP, degenererede det til et revisionistisk parti og ødelagde proletariatets diktatur, og underminerede de grundlæggende principper for den Internationale Kommunistiske Bevægelses enhed.

Kommunisternes opgave for at forene sig på verdensplan, efter Anden Verdenskrig og kammerat Stalins død, udføres i en hård kamp mod nutidig revisionisme, hvor Formand Mao rejser sig som et voksende Førerskab af verdensrevolutionen.

I 1957 og 1960 finder to internationale konferencer af kommunistiske partier og arbejderpartier sted i Moskva. Erklæringerne fra disse konferencer svarer til udviklingen af den tolinjede kamp i IKB på det tidspunkt, i betragtning af den store vægt, som SUKP havde, og afspejlende den korrekte håndtering af kampen udført af venstrefløjen ledet af Formand Mao og KKP, som anvendte princippet om at handle med fornuft, fordel og ikke at overskride.

SUKPs 22. kongres blev afholdt i 1961, den blev systematiseret den moderne revisionismes holdninger i den. Formand Mao, der leder Kinas Kommunistiske Parti, definerede essensen af ny revisionisme, som han systematiserer i de “tre fredelige” og de “to hele”. Khrusjtjov fordrejede Lenins tese om fredelig sameksistens, som adskiller forholdet mellem stater fra dem indenfor staterne, for at fremsætte en “fredelig sameksistens” som en generel linje for den Internationale Kommunistiske Bevægelse. For Khrusjtjov var problemet at undgå krig, fordi atomvåbnene ifølge ham ikke skelnede udbyttede fra udbyttere, hvorfor mænd måtte slutte sig til hinanden for at forhindre menneskehedens forsvinden. Den “fredelige overgang” fremførte, at revolution ikke behøvede revolutionær vold, men man kunne erstatte et socialt system med et andet gennem den “fredelige måde” , gennem valg, gennem parlamentarisme. Hvad angår den “fredelige emulering”de forsvarede, at for at ødelægge det imperialistiske system, skulle det socialistiske system lave en efterligning for at vise imperialisterne, at det socialistiske system var overlegent, og dermed ville imperialisten ændre sig til socialisme. Den revisionistiske tese om “hele folkets stat” skulle benægte statens klassekarakter og var konkret imod proletariatets diktatur. “hele folks parti” i et andet rænkespil, der benægtede partiets klassekarakter som et proletariatets parti. Khrusjtjov proklamerede således for, at SUKPs 22. kongres var kommunisternes nye program og erstattede det Kommunistiske Manifest med det borgerlige lemma om “frihed” ,“lighed” og “broderskab” . Manifestet er kommunisternes program, og dets benægtelse har sat gang i og skærpet kampen mellem marxismen og revisionisme.

Den 14. juni 1963 udkom “Forslagtil den Internationale Kommunistiske Bevægelses Generelle Linje”, også kendt som det “Kinesiske Brev”, efterfulgt af “De 9 Kommentarer”, hvor Formand Mao og KKP på glimrende vis afslørede og smadrede samtidens revisionisme i alle dens facetter.

Kun med den dybe afgrænsning frembragt af den store polemik, ledet af Formand Mao og Kinas Kommunistiske Parti, var den Internationale Kommunistiske Bevægelse i stand til at rejse genforeningsprocessen omkring Formand Maos Førerskab og hans bidrag til den proletariske verdensrevolution.

Formand Mao udviklede denne kamp samtidig med kampen mod den højreopportunistiske linje inden for KKP, som havde tilranet sig vigtige apparater i Partiet og i staten.

Formand Mao og KKP mente, at det under sådanne omstændigheder ikke var tilstrækkeligt at indordne en ny Kommunistisk Internationale, fordi det ideologiske og politiske grundlag, som burde være marxismen-leninismen-mao tsetung-tænkning dengang, ikke var defineret. Især Albaniens Arbejderparti, ledet af Enver Hoxha, accepterede ikke mao tsetung-tænkningen og ønskede en international udelukkende baseret på marxismen-leninismen uden at tage hensyn til den nye udvikling, det var fordi Hoxha i det væsentlige var modstander af mao tsetung-tænkningen.

Med den Store Proletariske Kulturrevolution i Kina udvikler Formand Maos indflydelse sig i stigende grad over hele verden. KKP centrerer sig om meget presserende spørgsmål såsom at genvinde magten i Folkerepublikken Kina fra den revisionistiske tilranelse af Liu Siao-chi og Teng Siao-ping, og om hvordan man kan fortsætte revolutionen under proletariatets diktatur. På den måde, inden for den nationale og internationale klassekamp mod revisionismen, bliver Formand Mao omdannet til proletariatets store mester og til verdensrevolutionens Førerskab, og hans tanke forvandles til marxismens tredje fase, selvom kampen for dens definition og anerkendelse først vil blive givet senere. Den FIMK er et skridt af stor betydning på den samme sti.

Formand Mao dør i september 1976, og de kinesiske revisionister lavede et kontrarevolutionært kup, der angreb Formand Mao og hans tanke. Således trådte marxisternes enhed ind i alvorlige og komplekse problemer. Med Formand Maos død og Tengs og hans medskyldiges revisionistiske overgreb i Kina, blev vi kommunister spredt i verden uden et center eller en base for verdensrevolutionen; kontrarevolutionen har vist sine kløer for at fornægte Formand Mao og gyldigheden af ​​marxismen-leninismen-mao tsetung-tænkningen og udløste det tredobbelte revisionistiske angreb af Teng Siao-ping (kinesisk revisionisme), Hoxha (albansk revisionisme) og Brezhnev (russisk revisionisme).

Det kontrarevolutionære kup i Kina 1976 åbnede en ny periode med dyb spredning i IKB, hvorpå en generel kontrarevolutionær offensiv blev udløst af yankee-imperialismen, der centralt og hovedsageligt centrerede sit angreb mod at snuppe revolutionens sjæl – dens ideologi, marxismen-leninismen-maoismen, hovedsageligt maoismen.

I efteråret 1980 underskrev tretten Kommunistiske Partier og organisationer en erklæring “Til marxister-leninisterne, arbejderne og de undertrykte i alle lande”, som opfordrede kommunisterne til at forene sig omkring marxismen-leninismen og opretholde Formand Mao, men som ikke betragtede det som en ny fase, der således ikke har universel gyldighed, et arbejde, der hovedsageligt blev udført af USA’s Revolutionære Kommunistiske Parti.

I 1984, blev dens 2. konference afholdt, besluttede den at stifte the Revolutionary International Movement (RIM). I sin grundlæggende erklæring blev det bekræftet, at den var styret af marxismen-leninismen-mao tsetung-tænkning.

RIM betød et skridt fremad på genforeningens sti, derfor er det nødvendigt at foretage en korrekt og berettiget vurdering af denne erfaring. Til det er det nødvendigt at analysere processen af tolinjekampen i RIM og den rolle, som hver part spillede. Ligesom enhver revolutionær krop blev venstre, centrum og højre defineret inden for udviklingen af tolinjekampen i dens kerne.

I årtiet af 1980 ophøjede, forsvarede og anvendte Perus Kommunistiske Parti (PCP), under Formand Gonzalos Førerskab, maoismen som den tredje, nye og højere etape af marxismen i den Internationale Kommunistiske Bevægelse. Formand Gonzalos vigtigste bidrag til den Internationale Kommunistiske Bevægelse var at have defineret maoismen på en fuldstændig og videnskabelig måde ved at ophøje, forsvare og anvende den med indledningen og udviklingen af Folkekrigen i Peru, som blev indledt i 17. maj 1980. Denne begivenhed var af fundamental betydning for den proletariske verdensrevolution og den Internationale Kommunistiske Bevægelse, fordi den har bevist gyldigheden af maoismen og Folkekrigen. Efter hans heroiske fald den 11. september 2021, myrdet efter at have modstået 29 år i absolut isolationsregime i imperialismens og reaktionens fangehul, blev hans navn permanent skrevet ind i det internationale proletariats store titaners galleri.

Gennem PCPs handling inden for RIM gik den så langt som at anerkende maoismen som et nyt stadie af marxisme i 1993.

RIM varede lidt mere end 20 år fra dets grundlæggelse i 1984, indtil det gik i likvidation i 2006 på grund af Prachandas forræderi til Folkekrigen i Nepal og RCPUSAs formodning om at gøre dette organ underkastet den revisionistiske “nye syntese” af Avakian. Dens formelle opløsning blev foretaget i 2012. Dens eksistens afspejlede tolinjekampen i den Internationale Kommunistiske Bevægelse. RIM tjente den proletariske verdensrevolution og opgaven med at kæmpe for kommunisternes genforening, da venstrefløjen i hård kamp var i stand til at fastholde kampen for at påtvinge maoismen som verdensrevolutionens eneste befaler og vejleder i dens kerne.

Men med anholdelsen af Formand Gonzalo i 1992 og kort efter de slag, som Folkekrigen i Peru led – som har hindret venstrefløjens handling inden for IKB – konvergerer RCPUSA med den højre opportunistiske linje, revisionistisk og kapitulationistisk (HOL) , udnyttede den komplekse situation til at angribe venstrefløjen og gå videre på sin smålige hegemonisme – først udbredte revisionistiske, modsat marxisme-leninisme-maoisme, såkaldt “ny syntese” i en skjult form, derefter åbenlyst.

RIM var på vej ind i større mangel på sammenhængskraft. Dette blev forværret, da RCPUSA med Avakian i spidsen, i partnerskab med Prachanda, i samordning og strid, efter at have offentliggjort erklæringen: For a Century of People’s Wars from RIM (2000), begyndte de at benægte det, og begge faldt i revisionismens vej, der øger deres angreb mod maoismen, i de følgende år kampen om hegemoniet mellem både revisionistiske strømninger og skikkelser, ikke kun i RIM, men på niveauet af hele IKB, også den ideologiske, politiske og organisatoriske usammenhæng af RIM blev skærpet. Endelig blev de revisionistiske hegemonistiske positioner påtvunget i udvalget, hvis RIM. Som følge heraf ophørte RIM med at spille en positiv rolle og degenererede, og gik bankerot og i likvidation.

I dag, hvor en ny stor bølge af den proletariske verdensrevolution skabes i verden med de igangværende Folkekrige i Indien, Peru, Tyrkiet og Filippinerne, og dens forberedelse i mange andre lande, med national modstands heroiske kampe og folks modstand rundt om i verden dukker op, når imperialismens generelle krise og dens drukning er enormt intensiveret, er det nødvendigt og presserende at hæve den tolinjede kamp i kernen af IKB til et højere niveau for at etablere og udvikle dens nødvendige, retfærdige og korrekte Generelle Politiske Linje og at styrke denne nye store bølge gennem gnisten af ​​revolution med Folkekrig i mange lande og yderligere fremskridt, hvor end de allerede føres, såvel som i den antiimperialistiske revolutionære bevægelse under proletariatets hegemoni.

Det er derfor, det er nødvendigt at uddybe den ideologiske og politiske kamp på grundlaget af den retfærdig og korrekte vurdering af de historiske erfaringer fra den proletariske revolution og proletariatets diktatur generelt. En vurdering, der især sammenfatter oplevelsen af anvendelsen af marxismens tredje etape, som er maoismen.

Kampen for at påtvinge marxismen-leninismen-maoismen, hovedsagligt maoismen som verdensrevolutionens befaler og vejleder, er lang, kompleks og vanskelig. Marxismen har aldrig taget et skridt frem uden en hård kamp, men i sidste ende styrer maoismen den Nye Store Bølge af den Proletariske Verdensrevolution, der allerede er startet og skal impulseres for at feje imperialismen og reaktionen væk fra jordens overflade gennem Folkekrig, for at gennemføre demokratiske revolutioner, socialistiske revolutioner og proletariske kulturrevolutioner – efter hvert enkelt tilfælde – og gå over mod den skinnende og gyldne kommunisme.

Det er især nødvendigt at blive ved med at uddybe kampen mod den nye revisionisme, i dens forskellige udtryk, for selv om de blev afsløret og smadret i IKB, har de stadig indflydelse gennem højre-og “venstre”opportunistiske standpunkter, centerstandpunkter, likvidationsstandpunkter, osv., og de skader IKBs enhed som helhed, fordi de er den største fare for IKB.

5. VI ANTAGER FØLGENDE GRUNDPRINCIPPER

* Modsigelsen – den eneste grundlæggende lov om den uophørlige transformation af evigt materie;

* Masserne skaber historien og det er rigtigt at gøre oprør;

* Klassekamp, proletariatets diktatur og proletarisk internationalisme;

* Integrationen af den almengyldige sandhed om marxismen-leninismen-maoismen med den konkrete praksis af revolution på hvert land;

* Nødvendigheden af det marxistiske-leninistiske-maoistiske Kommunistiske Parti, som fast anvender uafhængighed, egenbeslutning og selvpålidelighed;

* Uadskilleligt og uforsonligt at bekæmpe imperialismen, revisionisme og reaktionen;

* Erobre og forsvare magten med Folkekrig;

* Tolinjekamp som en impulsiv kraft for partiudviklingen;

* Konstant ideologisk transformation og altid at sætte politikken som befaler;

* Tjen folket og den proletariske verdensrevolution;

* Absolut uselviskhed og retfærdig og korrekt arbejdsstil;

* At gå imod strømmen.

Den 1. Forenede Maoistiske InternationaleKonference er en base og marcherer ubønhørligt hen imod genforeningen af kommunisterne i IKB – en krigsmaskine – en kampmaskine, der hejser marxismen-leninismen-maoismens og den uovervindelige Folkekrigs usvindelige flag!!

Den Koordinerende Komité for den Forenede Maoistiske Internationale Konference (KKFMIK)