Sygeplejeskernes sejr

Hvis det stod til den »danske model«, havde sygeplejeskerne ikke en chance imod Kommunernes Landsforening og Danske Regioner. Fagforeningsbeureaukraterne støttede loyalt op om forhandlingsforslaget og anbefalede et ja til afstemningen, men til trods endte det med et nej på grund af sygeplejeskernes egen mobilisering.

Ledelsen i Dansk Sygeplejeråd måtte, efter afvisningen af overenskomstensforslaget, så alligevel modstridigt sætte gang i en strejke, og formanden Grete Christensen gjorde så også et ihærdigt forsøg på, at fremstå som om hun hele tiden havde sygeplejeskernes bedste interesser for øje.

Christensen sagde, at afstemingens resultat overbevidste hende, om at det var rigtigt at strejke alligevel, hvilket blot er en indrømmelse af ikke at ane, eller i hvert fald gå op i, hvilke problemer sygeplejeskerne rent faktisk står over for. Det er tydeligt når fagforeningsbeureaukraterne vender på en tallerken, som resultat af et valg, at det blot er et udtryk for principløs taktisk maneuvrering så de ikke mister for meget anseelse og dermed risikerer at blive væltet af pinden, ligesom en hver anden borgerlig politiker. Og den åndsløse ledelse af strejken fra fagforeningstoppens side var da også tydelig, med deres tomme og useriøse fraser for at passivisere strejken, agitationen de fremsatte var useriøs og banaliserede problemerne, sådan at det blot virkede som spil for galleriet, mens Christensen og co. ventede på et regeringsindgreb til at standse den, for dem, uønskede tilstand af strejke og at Regeringen Mette Frederiksen skulle finde den pisk eller gulerod, som skulle få sygeplejeskerne til at klappe kaje. Fagforeningernes fuldstændige underkastelse for bourgeoisiets dikatatur.

Massernes klassebevidsthed styrkes af pampernes forræderi

Midt i dette pamperiske virvar voksede vreden vældigt, først og fremmest overfor de statsapperater, som har mandatet til at forhandle sygeplejeskernes løn og arbejdsvilkår (Danske Regioner), men siden det er tydeligt at problemet stammer fra de højeste statslige organer, har vreden i højere og højere grad, især efter regeringsindgrebet, været rettet imod regeringen og parlamentet. Efter regeringsindgrebet blev det dog også meget tydeligt at ledelsen i Dansk Sygeplejeråd ikke ønskede at kæmpe imod staten og var ligeglade med at opnå nogen sejre for sygeplejeskerne.

Det er på denne baggrund at en lang række sygeplejesker, uden om Dansk Sygeplejeråds ledelse, igangsatte punktstrejker på et stigende antal hospitaler, og dermed viste deres modstand mod denne påtvungne overenskomst. Disse strejker er kommet fuldstændigt bag på pamperne og på christiansborgpolitikerne – det var ikke meningen at de skulle fortsætte med at strejke. I stedet for den tomme opbakning, som den legale strejke fik fra Dansk Sygeplejeråd tidligere, har den fortsatte strejke fået langt mere betydningsfuld opbakning fra arbejdere fra flere forskellige fag. Den korporativistiske lodrette forbindelse (et element af tradeunionisme), mellem arbejdere (i ét fagområde)-fagforeningsbeureukrati-bourgeoisi svækkes, mens den klassebevidste vandrette forbindelse mellem arbejdere på tværs af fag uden om bourgeoisiet styrkes.

Både en økonomisk sejr for sygeplejeskerne og en stragisk sejr for arbejderbevægelsen

Normalt trækkes overenskomsterne i Danmark over hovedet på arbejderne, som har så lidt tiltro til »den danske model«, at for det meste kun er de mest pampertro, der overhovedet gider stemme, og selv hvis det ender med en afvisning af overenskomsten, vil de ofte alligevel blive gennemtvunget, på grund af de grupper, som fagforeningerne er en del af (som eksempel både Malernes og Dansk Jernbaneforbunds Nej til Overenskomstforhandlingerne i 2020, der blev forvandlet til et ja pga. et overordnet ja i CO-Industri), således kan de påstå at overenskomsterne er »demokratiske« og »godkendte af arbejderne«. Dette vises netop også af at selvom at Dansk Sygeplejeråds afstemning endte med et nej, og selvom at Dansk Sygeplejeråd ikke er en del af et »kartel« i Overenskomstforhandlingerne 2021, så blev overenskomstforslaget alligevel trukket over hovedet på sygeplejeskerne ved lov, så der kan man se, hvordan afstemningerne kun står ved magt, når deres resultat understøtter bourgeoisiets planer og den eneste måde at opnå sejre på er ved at kæmpe for rettighederne selv – ikke troen på at de kommer dalende fra himlen, blot ved at man sætter krydset det rigtige sted.

Og så alligevel vover de »uafhængige” borgerlige medier at kalde strejkerne for »ulovlige« og »overenskomststridige«, selvom der end ikke er det mindste påskud for at påstå, at sygeplejeskerne skulle have accepteret overenskomsten.

Hvorfor skal man følge en overenskomst, der ikke er blevet stemt ja til? Overenskomsten blev fra statslig side dikteret, hvad med deres såkaldte »danske-model«? Ja det var ikke regeringens ønske at lave et regeringsindgreb, deres egen korporativistiske fælde fejlede, og regeringsindgrebet var derfor socialdemokratiets paniske forsøg på at få situationen under kontrol, og dette har nu givet bagslag. Ikke nok med at strejken har fortsat, det socialdemokratiske fagforeningssystem har mistet al kontrol over strejken, og regeringen har afsløret at deres »danske model« kun er til for at undertrykke faglig kamp, især gennem bestikkelse af pamperne. Dermed har sygeplejeskerne vundet en strategisk politisk sejr, ved at afsløre dette usle korporativistiske trepartsforhandlingssystem, og bevist i praksis, at det kan betale sig at gøre oprør.

For sygeplejeskerne har fortsættelsen af strejken også været en sejr økonomisk. Sygeplejeskerne ignorerede truslerne om bod og straf fra arbejdsretten og trusler om fyringer fra regionerne, fordi de ikke er bange for at miste noget de ikke har, som en sygeplejeske udtalte »Bare prøv at fyre os – så vil sundhedsvæsnet jo kollapse«, ligesom i Kejserens Nye Klæder havde regionerne ikke noget tøj på, det hele var bare et stort bluffnummer.

Det er tydeligt at regionerne står i lort til knæene. Den i forvejen fuldstændigt udspændte arbejdstidsdisponering af sygeplejeskerne, viser tydeligt hvordan årtiers nedskæringer på sundhedssektoren har ledt til en kritisk underbemanding i sygehusvæsenet, i 2020 blev dette bortforklaret med at coronavirus var en ekstraordinær situation de ikke kunne forbederede sig på (selvom det da også er uansvarligt ikke at være forberedt på epidemier), men nu hvor coronavirussen ikke er gangbar som et påskud mere, er det pludseligt et udbrud af RS-virus i efteråret 2021 der skulle lede til en fortsat akut mangel. Det er tydeligt at især Regionerne er tvunget til at imødekomme en lang række af sygeplejeskernes krav, men de gør alt for at bortforklare det, så de ikke indrømmer at fortsættelsen strejken var en success for sygeplejeskerne. Og hvis det lykkes at få uddannet og vedholde flere sygeplejesker, vil det også lede til en bedre bemanding og bedre kvalitet i sygehusvæsenet, hvilket knuser et hvert argument om at sygeplejeskernes strejke skulle havde været »uansvarlig« eller »egoistisk«, sygeplejeskerne har i alle tilfælde ret til ordentlige løn- og arbejdsvilkår, men det er også en nødvendighed for at sikre et ordentligt sygehusvæsen.

Hvad vi kan lære af hele forløbet er derfor at sejren ikke kom af, at der blev stemt nej ved den officielle afstemning, ej heller af den ceremonielle strejke som fagforeningsbeureaukraterne ledte, men at sygeplejeskerne trodsede hele trepartsforhandlingssystemet (»den danske model«) og fortsatte kampen på egne kræfter.