Proletarer i alle lande, foren jer!
Boykot Kommmune- og Regionsrådsvalget!
“Med hensyn til parlamentarisk kretinisme, som blev fordømt af Marx var Lenin overordenligt klar: “Bernsteinianerne accepterede og accepterer marxismen minus dens direkte revolutionære side. De betragter ikke den parlamentariske kamp som et af de våben der er særligt egnet for bestemte historiske perioder, men som hovedformen og næsten den eneste form for kamp, der gør “magt”, “erobring”, “diktatur” unødvendige.” Og “Kun slyngler og enfoldige kan tro, at proletariatet må vinde flertallet ved de valg, der foregår under bourgeoisiets åg, under lønslaveriets åg, og at det bør vinde magten bagefter. Dette er højdepunktet af tåbelighed eller af hykleri; det betyder at sætte stemmeafgivning under det gamle system og med den gamle magt i stedet for klassekamp og revolution.” Og at det er “den reneste og mest banale opportunisme, at give afkald på revolutionen i gerning, samtidig med at man bekender sig til den i ord.””1
Den 16. november er der valg til kommunalbestyrelserne og regionsrådene i Danmark, det vil sige de 98 kommuner og 5 regioner, som er nedsatte af den danske stat til at varetage bestemte opgaver for sig. Historisk havde kommunerne rollen af at tage sig af de fattige, ældre og svage, og formynder stadigt størstedelen af disse opgaver i dag, men kun inden for rammerne der er fastsat fra Christiansborg. Regionerne er et udhulet genfærd af de gamle amter, og har sin primære eksistensberettigelse i at administrere sygehusvæsenet.
På trods af kommune- og regionsrådsvalgets mindre betydning, sammenlignet med parlamentsvalget, er begge disse statsorganer ledt af den samme skare af korrupte politikere, som ofte har ambitioner om selv en dag at kunne komme ind og sidde på Christiansborg. På denne måde kan dette valg bruges til at prøve kandidater af, og se hvordan de klarer sig i kommunerne og regionerne. Der er 205 medlemmer af regionsrådene, og er der hele 2520 medlemmer af kommunalbestyrelserne, så der er en stor andedam at fiske i, når der er brug for udskiftning på Christiansborg.
Selvom det er politikerne på Christiansborg, der er det højeste udtryk for bourgeoisiets diktatur i Danmark, så er det stadigt værd at fordømme og afsløre alle den danske stats politiske organer gennem valgboykot og at agitere for revolutionen i stedet for.
Revisionisterne, som bliver ved med at hælde gammel vin på nye flasker, kan ikke korrekt analysere den nuværende nationale og internationale politiske situation med det internationale proletariats ideologi: marxismen-leninismen-maoismen, hovedsagligt maoismen med Formand Gonzalos almengyldige bidrag, dvs. Gonzalo tænkning, og fornægter derfor den strategiske vigtighed af at boykotte de borgerlige valg, som et våben imod bourgeoisiets diktatur.
De borgerlige valg understøtter den danske imperialisme
Det borgerlige demokrati tjener et væsenligt formål for bourgeoisiet: nemlig at legitimere dets magt.
Bourgeoisiet forsøger ihærdigt at skabe en så stor tilslutnining til de borgerlige valg som muligt, for at skabe en illusion om folkelig opbakning, til deres “demokrati”, som i følge dem er hævet over klasserinteresser. I virkeligheden er det en cirkusmanege, hvor bourgeoisiet administrerer sit diktatur, som skal tjene til at distrahere masserne.
Vi er i den strategiske offensiv af den proletariske verdensrevolution, udtrykt gennem at hovedtendensen i verden i dag er revolution, som ses i en revolutionær situation i ulige udvikling i verden. Vi ser, hvordan imperialismens generelle kontrarevolutionære offensiv, hvor marxismen, proletariatets diktatur og socialismen er erklæret døde, tydeligt viser hvor bange imperialismen er for revolution. Revisionismens totale bankerot og underkastelse for imperialismen, har ledt masserne til at afvise denne falske marxisme i endnu højere grad. Den proletariske verdensrevolutions fremmarch, udtrykt i forberedelsen af den Forenede Internationale Maoistiske Konference, Folkekrigene i Peru, Indien, Tyrkiet og Filipinerne, kampene for konstitueringen eller rekonstitueringen af de Kommunistiske Partier, de nationale befrielses bevægelser, viser at magtens erobring kun kan gennemføres væbnet under proletariatets ledelse.
I Danmark kan vi se, hvordan bourgeoisiets diktatur udvikler sig i en mere og mere reaktionær retning. Hver gang der bliver indsat en ny regering, er politikken endnu mere reaktionær end den sidste, uanset hvilken fraktion af bourgeoisiet der står i spidsen for statsmagten. Vi ser, hvordan den danske stat gør alt hvad den kan, for at fordybe sin imperialistiske udbytning af de undertrykte nationer, helst med “ulandsbistand” og bestikkelse af lokale reaktionære landsudsælgende bureaukrater. Men den er også mere og mere opsat på at deltage i invasioner af andre lande for at varetage sine interesser, bare man sørger for at finde et godt påskud: hvad enten det er “beviser om masseødelæggelsesvåben”, “bekæmpelse af terrorisme”, eller at “bringe demokrati og menneskerettigheder til lande”, osv.
Bourgeoisiet er også nødt til at øge sin udbytning: planer om at “øge arbejdskraftsudbuddet”, for at sænke lønningerne; unødvendigt renovere eller nedrive helt almindelige arbejderboliger, for at boligpriserne skal stige endnu mere; flere arbejdere tvinges til at være daglejere, hvad enten det hedder; vikarer, 0-timers kontrakter eller “uafhængige tjenesteydere”; det kollektive sygehusvæsen, børnepasning, skolesystem, arbejdsløshedssikring (herunder dagpenge) og andre rettigheder, som proletariatet og folket har kæmpet for at opnå, udhules i stigende grad for at give skattelettelser til de rigeste.
Dette bliver fulgt op med øget undertrykkelse: den imperialistiske chauvanisme bliver drevet frem gennem alle bourgeosiets propagandakanaler; ytringsfrihed, foreningsfrihed, forsamlingsfrihed og andre borgerlig-demokratiske rettigheder bliver rullet tilbage; regeringen, med statsminister Mette Frederiksen i spidsen, styrker sin direkte kontrol over statsapperaterne; fagforeningstoppen splitter proletariatet op og bekymrer sig kun om arbejderaristokratiet.
Imperialismens forrådnelse og krampeagtige forsøg på at holde sig ved magten, er ikke årsag til pessimisme og kapitulation, tværtimod giver det de revolutionære gunstige betingelser for at indlede en marxistisk kontraoffensiv, som en del af den nye store bølge af den proletariske verdensrevolution. Masserne gider ikke imperialismen, i nogen som helst afskygning, de er blevet bedraget og narret så mange gange, at bedrageriet ikke har nogen effekt mere, for den eneste vej ud af dette udbyttende og undertrykkende samfund er at bekæmpe imperialismen direkte og uforsonligt, uadskilligeligt med kampen imod revisionismen.
Det kan være svært at nå til erkendelsen at hele det samfundssystem, som vi fra barnsben har fået fortalt er “demokratisk” og “retfærdigt”, i virkeligheden blot er til for at understøtte den imperialistiske udbytning, som kapitalisterne lever af. Hele det “demokratiske” system er til for at holde bourgeoisiet ved magten, og valgene fornyer blot bourgeoisitets repræsentanter på Christiansborg og de underlæggende statsorganer. Partierne, som repræsenterer forskellige fraktioner af bourgeoisiet, kæmper kun om, hvordan de skal øge deres udbytning, og hvor stor en del af “kagen” forskellige dele af bourgeoisiet skal nyde godt af.
De historiske erfaringer
At bruge de borgerlige valg til agitation for revolutionen er noget, som der kan findes bred enighed for, og som har været fast praksis i den internationale kommunistiske bevægelse. Nogle fejlrepræsenterer dog dette, til at betyde at man bør undergrave den demokratiske centralisme, og i stedet underlægge sig bourgeosiet spilleregler, for at kæmpe for at blive det største “røde” parti på Christiansborg. Nogle ender med at blive vildledte til, at tro at det skulle være et leninistisk princip at deltage i de borgerlige valg, og forskellige revisionistiske organisationer bruger dette som et belæg for at støtte op om borgerlige partier, eller sågar selv stille op til valgene, og bruger mange kræfter på dette.
Vi må tage de konkrete erfaringer, som var grundlag for at Lenin valgte at deltage i eller boykotte valgene til Dumaen (han gjorde begge dele) og den historiske kontekst, som den russiske revolution fandt sted under, og de konkrete betingelser, som han selv lagde vægt på vigtigheden af altid at analysere:
Taktikken maa bygges paa en nøgtern, strengt objektiv Vurdering (…) og tillige paa en Vurdering af de revolutionære Bevægelsers Erfaringer.”2
“Opportunisterne nøjes med at behandle alle Tilfælde med en og samme Skabelon, der er kopieret efter en særlig periode i den tyske Socialisme. Vi bør udnytte de repræsentative Forsamlinger – Dumaen er en repræsentativ forsamling – følgelig er boykot anarkisme, og man maa gaa ind i Dumaen. En saadan barnligt simpel Følgeslutning var altid Kærnen i alle Betragtninger, som vore Mensjevikker og især Plekhanov anstillede over for dette Tema.”3
Denne artikels omfang indbefatter ikke at redegøre for og analysere erfaingerne fra den russiske revolution, men det ovenstående bør gøre Lenins insisteren på, at vi tager de konkrete betingelser i betragtning og ikke dogmatisk anvender marxismen som en skabelon.
Dem som højest proklamerer vigtigheden af at deltage i og promovere valgene er revisionisterene, der skal forsvare deres tætte bånd til den borgerlige stat. Fordi det hænger sammen med selve formålet med revisionismen, nemlig at sprede bourgeoisiets standpunkter i arbejderbevægelsen.
Erfaringerne fra dengang Danmarks Kommunistiske Parti var et marxistisk parti, var at det ikke var valgene, der hævede klassekampen og øgede Partiets indflydelse, det var deres massearbejde, især i fagforeningerne, der gav det den indflydelse og respekt, som det opnåede i 1930’erne, valgene og deltagelsen i parlamentet var af begrænset betydning. Det var da, også da Partiet blev tvunget i illegalitet og smidt ud af Christiansborg, at det gennem væbnet kamp opnåede dets største sejre, som Partiet ledte og denne tendens blev først brudt, da partiet lagde våbnene ned og underlagde en meget stor del af arbejdet til at omhandle valgene. Partiet var og skal igen blive et kampparti, ikke et Christiansborg-parti, og skal gennem klassekampen og tolinjekampen, opnå resultater for klassen og i sidste ende revolutionens sejr.
“Den voldelige revolution er et universelt princip af den proletariske revolution. (…) Historiske erfaringer viser at hvis proletariatet og et undertrykt folk havde muligheden for at erobre magten og lede deres revolution til sejr, opnåede de dette, uden undtagelse, med våben, under ledelsen af et proletarisk parti, i henhold til de konkrete betingelser i deres eget land og, på grund af omfattende mobilisering af masserne til at kæmpe, gradvist opbygget folkets væbnede styrker, udkæmpede folkekrig, og vedholdende kæmpede imod imperialismen og de reaktionære. Dette var uden undtagelse tilfældet i Kina og revolutionerne i Albanien, Vietnam, Korea og andre lande.
(…)
Mange kommunistiske partier har taget del i valg og parlamenter i næsten et århundrede, men ikke et eneste parti har kunne etablere proletariatets diktatur på denne måde. Selv hvis et kommunistisk parti vinder flertal i parlamentet og er repræsenteret i regeringen, betyder det ikke at den borgerlige karakter af staten har ændret sig, endnu mindre at det gamle statsmaskineri er blevet knust. De reaktionære herskende klasser kan invalidere valgene, opløse parlamentet, eller simpelthen tvinge det kommunistiske parti ud.
Hvis et kommunistisk parti ikke arbejder blandt masserne, ikke fører væbnet kamp, men optager sig af parlamentsvalg, så kan det kun narre masserne og korrumpere sig selv. Bourgeoisiet køber det kommunistiske parti gennem parlamentsvalg og forvandler det til et revisionistisk parti, et borgerligt parti – er sådanne tilfælde sjældne i historien?
Proletariatet må erobre statsmagten med våben og forsvare det med våben (…)”4
Brug de borgerlige valg til at agitere for revolutionen
Den faste praksis af at bruge de borgerlige valg til agitation blandt masserne er fast praksis for den internationale kommunistiske bevægelse, der kan spores tilbage til Marx og Engels selv. Spørgsmålet ligger i, hvordan man skal bære sig ad med det.
Formålet med agitationen, som Lenin har defineret er at hæve massernes bevisthed. I Danmark boykotter store dele af masserne allerede valget, deres klasseinstikt fortæller dem, at valgende ikke ændrer på noget, ligemeget hvor de sætter deres kryds, er de stadig undertrykte og udbyttede.
Som Lenin lærer os må vi altid tage de konkrete betingelser i betragtning, og hvad udtrykker de konkrete betingelser i dag? Den proletariske verdensrevolution befinder sig i den strategiske offensiv, det vil sige, at revolution er hovedtendensen i verden i dag, at imperialismen, revisionismen og verdensreaktionen vil blive bortfejet fra jordens overflade af proletariatet med en stålkost, i epoken af de næste “50-100 år” som defineret af Formand Mao.
At tale for valgdeltagelse i dag, hvor revolutionen er hovedtendensen, og hvor masserne dag for dag afviser imperialismen mere og mere, vil ikke hæve deres bevisthed, tvært imod. Det vil kun tjene bourgeoisiet, ved at øge tilslutningen til deres diktatur, gennem legitimeringen af deres valgcirkus, og de revolutionære ville fungere som en hale til masserne og ikke som en fortrop. Valgene i dag skal bruges til agitation blandt masserne, gennem agitation for boykot, for yderligere at afsløre den danske imperialisme, for at vise masserne at man kan afvise imperialismen, og at alternativet er folkekrig.
Masserne gør oprør hver eneste dag og gennem deres oprør råber de på en fortrop, som skal lede dem hen mod magtens erobring: nemlig proletariatets fortrop, det vil sige Danmarks Kommunistiske Parti, som skal rekonstitueres, og som kun kan rekonstituere sig selv, som et marxistisk-leninistisk-maoistisk, hovedsagligt maoistisk med Formand Gonzalos almengyldige bidrag, dvs. Gonzalo tænknings parti, et kæmpende parti, som leder folkekrigen i Danmark, som en del af og til tjeneste for den proletariske verdensrevolution.
Det borgerlige parlament tjener kun til at gennemtvinge bourgeoisiets herredømme, og ingen forandring i sammensætningen af dette parlament vil have nogen indflydelse over, hvor godt de undertrykte kan kæmpe imod undertrykkerne.
Vi må aldrig glemme den strategiske vigtighed, som valgboykottet har for at bidrage til rekonstitueringen af Danmarks Kommunistiske Parti og de Kommunistiske Partier i resten af verden, og at dette er en afgørende skillelinje mellem marxisme og revisionisme, mellem revolution og kontrarevolution. Det tillader os at danne tættere bånd med de dybeste og bredeste masser og er et middel til at knuse de mure, som bourgeisiet prøver at bygge imellem os, og knuse den borgerlige stat med et sandt proletarisk parti. Derfor rejser vi parolerne:
Boykot de borgerlige valg, kæmp og gør modstand!
Ned med den danske imperialisme!
For rekonstitueringen af Danmarks Kommunistiske Parti!
Oktober 2021
1Valg, nej! Folkekrig, ja!, Perus Kommunistiske Parti, maj 1990
2“Radikalismen”, Kommunismens Børnesygdom, Lenin 1920
3Om Boykotten, Lenin 1906
4Peking Review, “Leve proletariatets diktaturs sejr!” Nr. 12/1971
socialistiskrevolution.wordpress.com 