VIGTIGT DOKUMENT: »For den Generelle Reorganisering af Perus Kommunistiske Parti som en del af udviklingen af Folkekrigen for at erobre magten i hele landet! Grib Gonzalo tænkning for at løse nye problemer!« (2011)

Oversætterens Note

I anledning af 40-året for indledningen af Folkekrigen i Peru den 17. maj 1980, publicerer vi hermed denne uofficielle danske oversættelse af dokumentet: „For den Generelle Reorganisering af Perus Kommunistiske Parti som en del af udviklingen af Folkekrigen for at erobre magten i hele landet! Grib Gonzalo tænkning for at løse nye problemer!“, af Forbundet Nyt Demokrati i Tyskland, oprindelig publiceret i oktober 2011.

Hvorfor oversætte og udgive et næsten 10 år gammelt dokument? Fordi Folkekrigen i Peru er en lysende fakkel for det internationale proletariat, verdens folk, den Internationale Kommunistiske Bevægelse (IKB) og den Proletariske Verdensrevolution. Det var Formand Gonzalo, den største nulevende marxist-leninist-maoist på Jordens overflade, der rekonstituerede Perus Kommunistiske Parti, indledte Folkekrigen i Peru, sammenfattede maoismen som den nye, tredje og højere etape af proletariatets ideologi, skabte den Nye Magt og førte Folkekrigen frem til den strategiske ligevægt, inden han blev arresteret i september 1992. Hvad der er sket med Partiet og Folkekrigen siden 1992, hvorfor Folkekrigen i Peru i lang tid ikke har været på alles læber, som den var i 1980erne og ’90erne ― det er spørgsmålet som dette dokument besvarer ved at belyse udviklingen i Perus Kommunistiske Parti og dets skabte organisation til udlandsarbejdet, Folkebevægelsen Peru, fra arrestationen af Formand Gonzalo i september 1992, til kuppet mod Centralkomiteen i juli 1999 og frem til usurpationen af det internationale tidsskrift „Røde Sol“ i maj 2011.

Men dokumentet er ikke blot vigtigt for at kunne forstå udviklingen i Folkekrigen i Peru. Partiets skabte organisation til sit udlandsarbejde, Folkebevægelsen Peru, var med til at udbrede offentlig mening for Folkekrigen i Peru, fremmede den Proletariske Verdensrevolution og støttede udviklingen af IKB. Problemerne i Peru, det mislykkede forsøg på at ødelægge og usurpere Folkebevægelsen, har i sidste ende ført til store problemer for IKB. Dette påvirkede sammenbruddet af Studiekredsen Røde Sol, der indtil sommeren år 2000 hejste maoismens røde fane i Danmark. Dette dokument viser tydeligt, at udviklingen i Folkekrigen i Peru og udviklingen i IKB, hænger uløseligt sammen. Derfor resulterer de nuværende fremskridt i Folkekrigen i fremskridt i IKB, og omvendt.

Analysen og teserne fremsat af Forbundet Nyt Demokrati i dette dokument er fuldkommen korrekte og retfærdige og er med til at give et indblik i Folkekrigens og IKBs udvikling siden 1990erne; et indblik, der er fuldstændig nødvendigt for alle revolutionære, såvel i Danmark som internationalt. Revisionismen er hovedfaren for kommunisterne og må bekæmpes uforsonligt. Folkekrigen er den eneste vej til proletariatets og verdens folks befrielse. Perus Kommunistiske Parti er den røde fraktion i IKB. Og det er, som det blev etableret for længe siden af Formand Gonzalo ― Folkekrigen er dømt til at sejre.

Proletarer i alle lande, forén jer!

For den Generelle Reorganisering af Perus Kommunistiske Parti som en del af udviklingen af Folkekrigen for at erobre magten i hele landet!

Grib Gonzalo tænkning for at løse nye problemer!

De forsøger at ødelægge proletariatets ideologi for at udslette alt, der er Partiet, alt, der er den revolutionære vold, alt, der er Folkekrigen, fællesdiktaturet, proletariatets diktatur. Dette stammer fra den ondsindede revisionist Teng, at hver eneste gang udvikle kapitalisme på mere vild vis, at opbygge den borgerlige magtstruktur og bortfeje alt hvad der er rødt. De ophæver marxismen absolut, de indledte angrebet imod Formand Mao og ophævede maoismen, derefter ophævede de Lenin og ophævede også Marx. … På dén måde ønsker imperialismen, social-imperialismen og hele revisionismens og reaktionens muletog at bortfeje alt, der så meget som lugter af marxismen-leninismen-maoismen fra vores sind. Men det er åbenlyst at deres kontra-revolutionære plan … synker ned i alvorlige problemer, ligesom Marx lærer os, den gamle muldvarp er vovende. …

… Mere end noget andet baserer vi os på nødvendigheden af Folkekrigen, dens proces og dens lærdomme, at kun gennem Folkekrigen kan man erobre og forsvare den Nye Magt; dét behøver at blive en virkelighed i de undertrykte nationer, i de imperialistiske lande og også for at knuse genoprettelsen, i sidste ende er det altid med os, i alle typer af revolutioner: den demokratiske, den socialistiske og kulturrevolutionerne og at træde ind i vores endemål, Kommunismen. Vi har aflagt eden om ikke at nedlægge vores våben indtil Kommunismen. Vi genbekræfter os i at krigen er fortsættelsen af politikken med andre midler, at den følger politikken, at den har klassekarakter, at Folkekrigen er modsvaret på verdenskrigen.¹

Vi udtrykker vores faste og betingelsesløse hilsen og underkastelse til Formand Gonzalo, Fører af Partiet og revolutionen, den største nulevende marxist-leninist-maoist på Jordens overflade, fortsætter af Marx, Lenin og Formand Mao, Partiets Enhedscentrum og garanti for triumf indtil Kommunismen; til vores almægtige ideologi, marxismen-leninismen-maoismen, Gonzalo tænkning, hovedsageligt Gonzalo tænkning, almægtig fordi den er sand; til den heltemodige kæmper, der leder revolutionen, Perus Kommunistiske Parti (PKP), især i anledning af 83-året for dets grundlæggelse; til principperne om at befaleren aldrig dør, at når fanen først er hejst må den aldrig sænkes, og Folkekrig til Kommunismen; til den I. Partikongres, en marxistisk Kongres, en marxistisk-leninistisk-maoistisk, Gonzalo tænknings, hovedsageligt Gonzalo tænknings, Kongres, der gav os vores Partiets Enhedsbasis med dens tre elementer, ideologien, marxismen-leninismen-maoismen, Gonzalo tænkning, hovedsageligt Gonzalo tænkning, Programmet og den Generelle Politiske Linje med dens centrum, den Militære Linje, til Centralkomiteens III. Plenum, et glorværdigt Plenum, historisk og transcendentalt, og Formand Gonzalos tale den 24. september 1992, og vi fejrer dens 19-år, der skinner sejrrigt og kraftfuldt over for verden som et kampvåben. Vores glødende hilsen til Partikomiteerne, til de kommunistiske ledere, kadrer og militanter, til Folkebefrielseshærens kæmpere og til den Nye Magts masser, såvel som til proletariatet og hele Perus folk, som forsvarer Partiets og revolutionens principper, som holder Folkekrigens fane højt imod imperialismens, reaktionens og revisionismens koncentrerede angreb.

Vi genbekræfter at revolutionen er hovedstrømningen i historien og politikken og er det desto mere hver eneste dag; tjenende udviklingen af den Nye Store Bølge af den Proletariske Verdensrevolution. Vi hilser det Internationale Proletariat, verdens folk og den Internationale Kommunistiske Bevægelse (IKB) og, i den, den Revolutionære Internationalistiske Bevægelses (RIB) Partier og Organisationer, og brændemærker Avakians og Prachandas nye revisionisme, der har forsøgt at likvidere RIB med ønsket om at bortfeje ethvert fremskridt.

Vi udtrykker vores koncetrerede klassehad imod den højre-opportunistiske linjes, revisionistisk og kapitulationistisk, elendige rotter, der fremsætter den fede reaktionære løgn om „Fredsforhandlingerne“; elendige rotter, der ubetinget arbejder for Yankee-CIA, HOL opretholdes og næres af de reaktionære væbnede styrker. Elendige rotter, der åbent ophæver Formand Gonzalos Førerskab og Gonzalo tænkning og skamløst siger at de følger den og forsvarer den. Vi afviser, benægter, fornægter og brændemærker med dybt klassehad også den elendige rotte, der hed José, hans undersåtter og lakajer, og alle de, der sammensværger med ham, om en del af imperialismens plan inden for dens strategi om „lavintensitetskrig“. For at knuse Folkekrigen hejser de endnu en højre-opportunistisk linje, også revisionistisk og kapitulationistisk. Elendige rotter der fuldkommen ophæver marxismen, de begynder at angribe Formand Gonzalo og Gonzalo tænkning og gentager ordret alle reaktionens angreb for at ophæve maoismen og derpå ophæve Lenin og også Marx. Vi knuser denne kræftsvulst af renegater, elendige forrædere, der har arbejdet for at fuldføre denne imperialismens sorte plan, handlende på servil vis som sande agenter for revisionismen i vores rækker.

Vi genbekræfter os meget især i vores ed om at give livet for at forsvare vores Førerskab, Formand Gonzalo, imod ethvert angreb, uanset hvor det kommer fra, og at tjene den Peruanske Revolution som en del af og tjenende den Proletariske Verdensrevolution.

Om Folkekrigen og to-linje kampens situation i Partiet

Ved at gå ud fra fornyelsen af vores ed og vores genbekræftelse i alt det foroven sagte, er det nødvendigt at specificere situationen som vi befinder os i, en kompleks og vanskelig situation, fordi imperialismen, gennem dens agenter i landet og udlandet, har frembragt en sådan mængde forvirring og mangel på forståelse på internationalt plan om den sande situation, som vores Parti og Folkekrigen i Peru befinder sig i. Dermed er det nødvendigt at afmaskere de sande indvolde af den anden opportunistiske linje, der fremsætter sig selv åbent og vildt angriber vores Førerskab, Formand Gonzalo, Gonzalo tænkning, Partiet og Folkekrigen. Det er dermed falskt at der er „en ny venstre-opportunistisk linje“, det er ikke klassens sandhed, men udgør selve revisionismens værk. Det der findes er endnu en højre-opportunistisk linje, revisionistisk og kapitulationistisk; den tredje HOL, siden den, der gik imod at indlede Folkekrigen. En tredje højre-opportunistisk linje, der har struktureret sig inden for Partiet i årevis, i selveste Centralkomiteen, og som har bemægtiget sig, blandt andre appparater, Partiets Hovedregionalkomite, størstedelen af Folkebefrielseshæren og har likvideret de hovedsagelige Støttebaser. I spidsen for den tredje højre-opportunistiske linje står den, der plejede at hedde José, og dens krop er hovedsageligt i Hovedregionalkomiteen. Disse rotter præsenterer sig selv som „væbnede til tænderne“, men de er kun „en håndfuld støv“, ligesom det er etableret: „De er gået for langt og når højre går over stregen, begynder masserne at reagere og de tillader sig ikke at blive snydt igen. Verden er hverken stille eller fredelig, vindene blæser og stormene rejser sig til gavn for verdensrevolutionen.“² De, der siger at denne linje er „ny“, ønsker at narre det internationale proletariat og forsøger at kaste støv i øjnene på Perus kommunister og revolutionære, sådan at de ikke påtager sig den afventende opgave. I Peru er der siden 2009 ingen, der ikke allerede kender til denne linje og enhver der er forbundet til Partiets apparater har kendt til den siden meget længere siden. Siden 2006 har denne HOLs monstrøsiteter, underskrevet „PCP M-L-M“³, cirkuleret, siden 2003 har vi haft fortsatte rapporter om „forandringen i den Lysende Stis diskurs i VRAE“ og endog meget tidligere, i december 1999, rapporterede avisen „Clarin“ i Buenos Aires at „den Lysende Sti tager ud til landsbyerne og selvkritiserer for fejlene begået under „Gonzalos“ ledelse“. Og for at ingen bliver overrasket, stammer det dokument, som Josés lakaj i udlandet præsenterer, fra den folkemorderiske Brigadegeneral Eduardo Fourniers bog („„Feliciano“ Captura de un senderista rojo“, NRC Corporacion Grafica S.A.C., Lima, Peru, august 2003). Så i mere end et årti kendte han til hvem de var og hvad deres historie er, så han kan ikke opføre sig overrasket for at skjule sin kontra-revolutionære handling.

Kun ved at anerkende den virkelige situation, som Partiet står overfor, med klassens sandhed, ligesom det er, væbnet med vores ideologi, marxismen-leninismen-maoismen, Gonzalo tænkning, hovedsageligt Gonzalo tænkning, kan vi håndtere de afventende opgaver for at overvinde krumningen, hvilket vil sige: at reorganisere Partiet som en del af udviklingen af Folkekrigen for at erobre magten i hele landet. At reorganisere Partiet kræver dristig kamp imod revisionismen, at sprænge denne højre-opportunistiske linje i luften med Folkekrigen, ligesom det gjordes med forgængeren; vi har erfaringer i hvordan at håndtere lignende situationer. Vi kommunister frygter intet og intet kan bryde vores faste beslutsomhed i vores sags retfærdighed og dens uundgåelige triumf. Vi efterlader de, der mangler den ideologiske styrke, de, der ikke stoler på vores almægtige ideologi, som ikke stoler på Partiet og masserne, til at falde ned i fortvivlelsen. Forvirringen tjener imperialismen; den tjener til at så tvivl og er passende for de, der ønsker at sprede pessimisme. Lyset, klarheden tjener revolutionens fremgang, tjener at udvikle Folkekrigen. Formand Mao lærer os: „Sandheden tjener folket“.

Rotten José og hans kulds og andre lakajers Højre-Opportunistiske Linje

Det er nødvendigt at se hvad Josés og hans kulds højre-opportunistiske linje fremsætter nøjagtigt, for at kunne nedrive og bortfeje alle konvergenserne med denne højre-opportunistiske linje. Dens indhold er feudalt-imperialistisk, det går imod Formand Gonzalos Førerskab, det går imod marxismen-leninismen-maoismen, Gonzalo tænkning, det går imod Partiet og imod Folkekrigen. De aspirerer til at fremføre de fire forandringer: forandring i befaling, fornægtende at Partiets enhedscentrum er vores Førerskab; fremsættende Centralkomiteen som et såkaldt Partiets enhedscentrum, ophævende det som blev fremsat på den I. Partikongres omkring Formand Gonzalos rolle, i stedet for en proletarisk ledelse forsøger de at gennemtvinge krigsherrernes ledelse; forandring i linjen, ophævende den Generelle Politiske Linje og dens centrum, den proletariske Militære Linje, de ønsker at gennemtvinge deres revisionistiske „nye program“ og deres borgerlige militære linje, ophævende PKP som et marxistisk-leninistisk-maoistisk, Gonzalo tænknings, militariseret Parti ― forsøgende at gennemtvinge deres „Militariserede Parti“, der ikke er andet end en variant af den aborterede „politisk-militære organisation“ hos MRTA-rotterne⁴; og de ønsker at forandre Folkekrigen til en lejesoldaterkamp til tjeneste for den højest bydende.

På det ideologiske plan gør José og hans kuld ikke noget andet end at gentagne det, der kommer tilbage fra borgerskabet i deres angreb mod marxismen, de „bidrager“ ikke med noget som helst nyt. De angriber Gonzalo tænkning som „dogmatisk“, „sekterisk“, „ultra-venstre“ ligesom revisionister af alle slags har gjort, endda siden før indledningen af Folkekrigen. De sætter også sig selv på bølgelængde med deres uægte fader, agenten for Yankee-CIA, Gustavo Gorriti og løgnene fra Sandheds- og Genforsoningskomiteen, forsøgende at give Partiet skylden for folkemordet begået af Yankee-imperialismen og den gamle jordbesidder-bureaukrat stat imod vores folk og Partiet. Men de er magtesløse imod marxismen, fordi den er proletariatets, den sidste og mest fremskredne klasse i historien, videnskabelige ideologi, og pga. dette tyer de til at tilføje tillægsord, de siger meget men kan ikke vedligeholde det. I stedet for den kreative anvendelse af marxismen-leninismen-maoismen, hovedsageligt maoismen, til den Peruanske Revolutions specifikke betingelser, Gonzalo tænkning, fremsætter de en karikatur af maoismen, som viser at de har forrådt proletariatets standpunkt, metode og verdensanskuelse. Det er nok at se på deres opkast om „super-imperialisme“, „koloni og samtidig halvkoloni“ osv., indtil dens mest absurde udtryk i deres forslag om et nyt „Generalprogram“, som beviser på at disse militarister ikke engang forstår marxismens grundsætninger. Som ofre for deres egne reaktionære fordomme, for deres feudal-imperialistiske ideologi, afviser de endda nødvendigheden af at forklare deres eget affald. De tilhænger den nye revisionisme, men de kan ikke engang gentage vel, hvad deres herrer dikterer. De virker mere som vulgære strissere end som påståede kommunister.

På det politiske plan ophæver José og hans kuld den Generelle Politiske Linje og dens centrum, den Militære Linje, Programmet og alt der er etableret i Partiets Planer, de går fuldkommen imod den IV. Strategiske Udviklingsplan for Folkekrigen for Magtens Erobring og den VI. Militære Plan for Opbygningen af Magtens Erobring ― Planer godkendt af Centralkomiteens III. Plenum og inden for disse, er etableret Centralkomiteens seneste Plan: „Forén folket imod det fascistiske, folkemorderiske og landsudsælgende diktatur!“ fra 1998, en Plan der ikke blev fuldført, nøjagtig pga. disse elendiges sabotage i sammensværgelse med reaktionen. De ophæver det Konkrete Program („de Tre For og Tre Imod“) som blev etableret af Partiet, i stedet fremsætter de „forbund“ med de „uforbederlige anti-kommunister“, politik til gavn for det bureaukratiske borgerskab og godsejerne, de praktiserer et sådant „forbund“ med gamonalernes magt imod bønderne, hovedsageligt fattigbønderne. De ødelægger ikke den gamle godsejer-bureaukrat, tjenende imperialismen, stats lokalmagt, i stedet arbejder de, med deres egne ord, sammen med distrikts- og provinsmyndighederne. Hvad betyder dette? Det betyder at de deltager i det gamle statsmaskineri gennem disse „demokratiske“ myndigheder, at slæbe masserne efter de „gode repræsentanter“. Dét er parlamentarisk kretinisme på skamfuld manér, men som alle revisionisterne tror de på det reaktionære eventyr, at „borgmestrene er gode fordi de vælges direkte af folket“.

Disse rotter er imod maoismen, de er imod ødelæggelsen af fjendens lokalmagt og opbygningen af den Nye Magt i dens ruiner. Pga. dette er Folkekrigen for dem „folkemord“ og „terrorisme“. Dette er højre-opportunisme og ikke „venstre“, som nogle siger. De, der siger at disse er venstre-opportunister, gør det fordi de synes bedre om denne form, denne „bløde“ form for parlamentarisk kretinisme; frem for den åbne og mere afslørede form hos de andre rotter (Miriam, Morote, Cox) fra den II. Højre-Opportunistiske Linje, der tilhører MOVADEF⁵. Hvorfor? Fordi de, som alle revisionister, sætter sig selv på linje med Mussolinis princip: „Alt gennem staten (borgerlig, vores note), intet imod staten“. Dette betyder konkret: „væbnet kamp“ for ens eget feudale herredømme inden for den gamle stat; godsejer-bureaukrat stat, der bliver mere og mere reaktionær, med feudaliseringen af landet og den absolutte centralisering af magten, som udtryk for dens sidste og afgørende krise, bag hvilken står de reaktionære væbnede styrker under imperialismens befaling, baseret på myndighedernes og de regionale og lokale lederes hierarki. Disse revisionistiske og kapitulationistiske rotter ønsker at være en del af denne proces. At blive anerkendt som en „faktisk magt“ med deres egne væbnede styrker og som repræsentanter for denne godsejer-bureaukrat magt, underlagt imperialismen i regionen „VRAE“. Hvis vi ser på tingene således, kan vi ikke adskille processen, som disse rotter vil følge indtil de ligger i deres sorte grave, fra den gamle stats generelle sammenbrudsproces, som vil blive fuldbyrdet af Folkekrigen. Dette er den særegne form for integration af denne højre-opportunistiske linje i den gamle stats proces siden 1980, det er på denne måde at de specificerer deres revisionistiske natur, i samme stil som revisionisten Teng; ligesom forræderne fra den II. Højre-Opportunistiske Linje, som demonstrerer deres revisionisme ved at sige at de følger Formand Gonzalo imens de fornægter hans Førerskab og hans Tænkning. De forsøger at integrere sig selv i den gamle stat gennem amnesti og valg, på denne måde udtrykkes deres parlamentariske kretinisme. Men når det kommer til klassenaturen, tjener begge højre-opportunistiske linjer den samme sag. De er kun rotter af forskellige imperialistiske kuld. Derfor er rotten Josés, hans kulds og lakajers kamp en lejesoldaterkamp for „krigsherrerne“ for den højest bydende. Senere vil det også være for anerkendelse, „dialog“, „fredsforhandlinger“, og hvem står bag alt dette? Yankee-imperialismen.

Vi fortsætter med lederen, José, og hans kuld, de fornægter at hovedmodsigelsen i Folkekrigen vedbliver at være masserne-feudalismen, de bruger den stigende yankee-intervention som en undskyldning for at retfærdiggøre deres „nationale modstandsfolkekrig“, dermed har de „en undskyldning“ for ikke at bekæmpe feudalismen og ikke anvende politikken om „jorden til den, der dyrker den“. De anvender „dagskravskamp-isme“ (væbnet revisionisme), der på landet ikke betyder andet end at forsvare storbøndernes interesser og i byen er det pampernes samme gamle reformistiske politik. Ikke blot dét, men de påtager sig også offentligt forsvaret af „stofproducenterne“. Så de går ind for at beholde bondestanden under godsejernes og storborgerskabets kontrol og myndighed. Hvem er det, der vil beholde kontrollen over såningen, høsten og produktionen af stoffet? Så de anerkender godsejernes og storborgerskabets de facto overhøjhed over jorden ― og dermed også deres politiske overhøjhed. De ønsker at narre folk til at tro, at narkoproduktionen er en småbondeforretning og ikke storborgerskabets og godsejernes produktion på stor skala, som tvinger bondestanden til at arbejde under halvfeudale vilkår og producere hovedsageligt for det imperialistiske marked. På denne måde er det nemmere og sødere for disse revisionistiske rotter at fremsætte deres kapitulation overfor den hjemlige reaktion og dens imperialistiske herre. Med disse har de underordnede modsigelser, og når de taler tydeligt og efter deres interesser, udtrykker de sig sådan her: hvis man ikke intervenerer „for at udrydde“ osv., så er det „storslået“, „alt er ordentligt under Himlen“ og vi kan „leve i fred“. Dette er en opsynsmand, der drømmer om en forstående chef.

Fra det ovenstående er deres modstand til Partiets Militære Linje åbenlys. Det kunne ikke være anderledes, eftersom de er hvad de er, kapitulationistiske og revisionistiske renegater, eftersom den Militære Linje er centrum for den Generelle Politiske Linje. Dermed er det i forhold til dén, at de mere tydeligt udtrykker deres revisionistiske linje, specifikt fornægter de kernen af Folkekrigen, Støttebaserne, med deres „Mobile Folkekomiteer“, som ikke er andet end „omstrejfende bander“ som intet har at gøre med den Nye Magts flydende karakter, men de permanentliggør en midlertidig tilstand (forflytning), det er derfor der ikke findes nogle Åbne Folkekomiteer længere. De fornægter Enhedsfolkekrigen, nødvendigheden af at udfolde Folkekrigen i byen som et komplement, og de går vildt imod periodens korrekte politik, dvs. „at udfolde en gradvis fremgang ved at søge at smelte Folkekrigen sammen med proletariatets klassekamp og folkemasserne fra kvartererne og slumkvartererne, ved til hver en tid at håndtere de to bakker og lægge grundlag for opstanden.“⁶, her udtrykker de deres modstand til den kommende forflytning af tyngecentret til byen. I særdeleshed har de udtrykt deres fuldkomne modstand til at udføre aktioner i Lima, med dens tre kendetegn som hovedstad, arbejdscentrum og en stor tromme, som er væsentlig for at frembringe offentlig mening til gavn for Folkekrigen, både hjemme og i udlandet. Dette er hvordan disse militaristiske revisionister følger en borgerlig militær linje og er imod Partiets og Formand Gonzalos militære linje.

I to-linje kampen bruger de beskidt kamp, bagtalen og løgne imod Formand Gonzalo og imod de, der forsvarer hans røde linje. De bruger administrative metoder imod venstre. De vulgariserer to-linje kampen til sådan en grad, at i stedet for at sikre at venstre gennemtvinges, forbliver det blot „diplomatiske aftaler“ mellem høvdinger. Det er meget nemt at lægge mærke til, hvordan de insisterer på Partiets indre liv, at det, der betyder noget, i overensstemmelse med deres uægte kriterier, er stillinger; hvis man ikke er enig i „systematiseringen“ af sekretæren/den politiske befaler/ansvaret ift. niveauet, „stiller man spørgsmålstegn ved befaleren“ og underkastes metoder. Så i stedet for at styre to-linje kampen, hvilket tilsvarer en marxistisk-leninistisk-maoistisk, Gonzalo tænknings forståelse, anvender de fascistiske metoder. Se hvordan disse elendige, hvad de selv indrømmer, råber op om nødvendigheden af at „forsvare befaleren“ samtidig med at de har indført i systemet, hvad de gjorde for at usurpere ansvaret fra Feliciano ― der dengang stod i spidsen for Centralkomiteen ― deres praksis om at angive venstre til reaktionens hænder, ligesom den elendige forræder i Huallaga, rotten Julio. Se hvordan disse problemer allerede blev udtrykt i Partiet midt i 90erne: „Gør brug af uretfærdige metoder for småproblemer uden at underkaste sig til principperne eller normerne, et feudalt kriterium for personlig magt, der også udtrykket i en personlig befaling og ikke klassens, åbenlys overskridelse af beslutninger, at lyve over for kritik, at undervurdere kvindens rolle i revolutionen, at lade tingene stå til, strid, at insistere i fejl og skænderier, forkert behandling eller ubetimelig behandling af problemer, „tvetunget“ indstilling, osv. …“⁷. Det er nu tydeligt at disse elendige, da de blev knust i den indre kamp, angav Feliciano og andre medlemmer af ledelsen for at usurpere Partiet.

Rotterne fra Josés og hans kulds revisionistiske og kapitulationistiske højre-opportunistiske linje ophæver det store opbygningsprincip: „Ovenpå den ideologisk-politiske basis, opbyg samtidigt det organisatoriske, midt i klassekampen og to-linje kampen, alt indenfor, i forbindelse med og til tjeneste for den væbnede kamp for erobringen af den politiske magt“⁸. Og de anvender en militaristisk indstilling. Angående Partiet har de forsøgt at ødelægge systemet med Partikomiteer, at gennemtvinge en fascistisk struktur med høvdingers „uafhængige riger“, konkret at „geværet styrer Partiet“. Om Folkebefrielseshæren: De har likvideret de særlige delinger, delingerne og militsen i byen, på landet har de likvideret lokalstyrkerne og basestyrkerne, omdannende alt til „hovedstyrker“ ― deres „omstrejfende bander“ ― og i deres aktioner udtrykkes en ekstrem konservatisme, hvor de omdannes til guerillakamp og ikke udfører de andre af de fire aktionstyper, hvilket udtrykker en omstrejfende militarisme. Angående Fronten/den Nye Stat, har de likvideret de skabte organisationer, med den undskyldning at „de, der går ind for Fredsaftalen“ har „usurperet deres navne“ (samtidig med at sige at „den højre-opportunistiske linje ikke har taget så meget som ét Partiapparat“), men i virkeligheden er det pga. deres modstand til Partiets masselinje, og hovedsageligt til dets proletariske militære linje, de følger en borgerlig militær linje og de har likvideret Støttebaserne for at erstatte dem med deres forbryderiske udtænkning om „Mobile Folkekomiteer“; de går vildt imod fællesdiktaturet og efterlade den gamonale magt intakt, i byen går de imod den 6. form for den Nye Magt, Folkekampkomiteen, og siger at den var udtryk for „eventyrpolitik“ og „ultravenstre“ og dersom de ikke opbygger magten i byen, opbygger de intet som helst dér.

Denne højre-opportunistiske linje, som rotten José står i spidsen for, benægter proletariatets rolle som ledende klasse i den demokratiske revolution. Selv når de taler om „de brede folkemasser“, taler de om alle („borgerskabet, det nationale borgerskab, købmænd, transportarbejdere, bygningsarbejdere, studerende, intellektuelle, fremmede industrialister der undertrykkes og begrænses“), men uden at nævne proletariatet, de benægter arbejder-bonde forbundet under ledelse af proletariatet som den demokratiske revolutions faste krop, og fattigbondestanden som revolutionens hovedkraft. I deres tekster erklærer de det, som i mange år har været deres daglige praksis, et forbund med godsejerne („mellemstore og små“) og de når så langt ud som at fremsætte „vi respekterer storborgerskabet og de feudale godsejere, der er pro-nordamerikanske, men ikke bekæmper revolutionen“. Disse tilståelser fra de elendige selv viser, at de ikke indeholder et spor af proletarisk fortrop, intet spor af det Kommunistiske Parti som leder Folkekrigen for at virkeliggøre den demokratiske revolution, men at de er en militaristisk gruppe, en bande af lejesoldater. Dens feudal-imperialistiske karakter udtrykkes også meget tydeligt i dens ærke-reaktionære udtænkning af kvindens rolle i revolutionen, for disse rotter er de kvindelige kammerater andenrangs kæmpere, mændenes tjenere og denne udtænkning har de forsøgt at gennemtvinge i et Parti, der havde den højeste procentdel af kvindelig deltagelse i verdenshistorien, det Parti der frembragte den største procentdel af kvindelige ledere, kadrer, militanter, kæmpere og masser i den Internationale Kommunistiske Bevægelses historie, de ønskede at gennemtvinge dette i det Parti, der skabte Kammerat Norah, Partiets og revolutionens største heltinde, en stor kommunistisk leder og utrættelig anti-revisionistisk kæmper.

José og hans kuld har usurperet Partiets Centralkomite, i hvilken han har gennemtvunget sig selv som befaler ved geværets magt. Ved sin side har han sine faste følgere, høvdinger, sine nære og kære, han er en discipel af Teng, som absolut ophæver marxismen, og absolut ophæver marxismen-leninismen-maoismen, Gonzalo tænkning. De har regnet med reaktionens direkte kollaboration for at „løse interne problemer“. De havde de bedste tjenere, der søgte at forsone det uforsonlige, marxismen og revisionismen, for at gå til Komite efter Komite for at overtage Partimaskineriet, og dem, som de ikke kunne overtage gennem en frontalangreb, har de i stedet infiltreret med deres standpunkter, revisionistiske forfininger, ved at bruge den svære situation i Komiteerne og deres interne modsigelser til at planlægge intriger og maskinationer. I alt dette regner de med reaktionens hjælp, nøjagtig som den elendige forræder i Huallaga. Blandt disse tjenere er deres lakajer. De anvender bureaukratiske metoder, modstiller det organisatoriske til det ideologiske og politiske for at ødelægge komitesystemet og den demokratiske centralisme.

Alvoren af situationen i to-linje kampen har ført til en situation, hvor organisatoriske problemer er blevet absolut underordnede, det hovedsagelige på dette tidspunkt i kampen må være det ideologiske, fordi det som er på spil er farven af Partiet som helhed. Uden enhed i forståelsen, uden enhed i ideologien, er der intet grundlag for enheden i Partiet. Det er mere nødvendigt end nogensinde at gribe Gonzalo tænkning for at løse nye problemer.

Vi må se at der er andre erfaringer i IKBs historie, der giver os lærdomme at tage i betragtning. Vi deler ikke måden hos disse elendige, såsom Josés hovedsagelige lakaj i udlandet i særdeleshed, der udnytter begrænsningerne som andre Partier har eller kan have i forståelsen af maoismen og indtager en oppustet og arrogant indstilling over for disse Partiers kampe. Dette er et udtryk for empirisme, at man kun er begrænset til sin egen „erfaring“, og ydermere afslører dette hans sande degeneration, fordi en sådan indstilling er et udtryk for chauvinisme, der tilsvarer APRAs „nationalisme“, men som intet har at gøre med en kommunistisk indstilling. I Indiens tilfælde så vi hvordan kammeraterne i begyndelsen af ’80erne var spredt i et stort antal fraktioner, i adskillige tilfælde etableret på basis af forskellige Regionalkomiteer, og det tog mere end 20 år at opnå enhed i Partiet gennem en hård og indviklet kamp, hvor der var en række blodige hændelser, kapitulationer og forræderier, men dersom de stod fast i kampen for enheden uden at opgive våbnene, lykkedes kommunisterne i at etablere enhed i Partiet. På Filippinerne mistede det Kommunistiske Parti deres hovedbase (Mindanao) og gennemgik en intern proces, hvori revisionisterne dræbte mere end 1.000 kammerater, men gennem udførelsen af et stort rettelsesfelttog er det igen lykkedes kommunisterne at generobre det tabte. De tyrkiske kammerater har mistet et stort antal ledende medlemmer af Centralkomiteen, den ene efter den anden, og kammeraterne fra MKP⁹ blev også hårdt ramt, mistende ikke blot Generalsekretæren og Undersekretæren, men det meste af deres Centralkomite som helhed, men de har på intet tidspunkt lagt våbnene ned og de er stået ved Folkekrigens vej. Om forsonernes ondsindede rolle, har vi et meget tydeligt negativt eksempel i Nepals tilfælde, hvor det såkaldte venstre har sikret overgivelsen og skabt en masse forvirring blandt nogle delinger af IKB. Alle disse erfaringer bør holdes for øje for at løse situationen, vi nu står overfor. Når vi knuser revisionismen og kapitulationen, uden nogensinde at opgive våbnene, vi står fast ved at udvikle Folkekrigen og placerer enheden på basis af principperne ― i vores tilfælde, bør det gentages, marxismen-leninismen-maoismen, Gonzalo tænkning, hovedsageligt Gonzalo tænkning ― i første række, så er det muligt at overvinde vanskeligheder og tage store spring fremad i Folkekrigen.

Forsvaret af Partiets apparat for udlandsarbejdet

Ud fra det foroven udtalte, udviklingen af Partiets nuværende situation, på det nationale og internationale plan, i overensstemmelse med fuldførelsen af vores ed til klassen, kræves det af de, der har aflagt denne ed i Partiets udlandsarbejde, at påtage sig forsvaret af Folkebevægelsen Peru, knusende rotten Josés, hans kulds og lakajers revisionistiske og kapitulationistiske højre-opportunistiske linje ― især den kontra-revolutionære agent som agerer som repræsentant for en „Centralkomite“, der ikke eksisterer i Peru ― tjenende den akutte opgave om den generelle reorganisering af Perus Kommunistiske Parti som en del af dets opgave om at lede sejrrige udviklinger i Folkekrigen for at fuldføre den demokratiske revolution, magtens erobring i hele landet, tjenende den Proletariske Verdensrevolution og dens uerstattelige endemål, den evigt skinnende Kommunisme.

Reorganiseringen af Partiet er den afventende opgave fremsat i Planen: „Overvind krumningen ved at udvikle Folkekrigen“ fra juli 1995, som efter den henholdsvise justering skulle have været videreudviklet i den følgende Plan fra 1998: „Forén folket imod det fascisrtiske, folkemorderiske og landsudsælgende diktatur, ved at udvikle Folkekrigen endnu mere!“. Denne opgave er ikke blevet legemliggjort, fordi som vi har sagt tilspidsedes to-linje kampen i Partiet, fordi den III. Højre-Opportunistiske Linje med CIAs og dets lakajers, den peruanske reaktion, hjælp, havde betingelserne for at strukturere sig inde i Partiet, og gik videre til at erobre Partimaskineriet, først i VRAE, dernæst usurperingen af Hovedregionalkomiteen og med denne, Partiets ledelse.

Fra selve de forræderiske rotters mund, José, Raúl og Alipio og deres lakajer, ved vi at de den 14. juli 1999 foretog et kontra-revolutionært kup imod Partiets ledelse, angivende Partiets befaler og andre af Centralkomiteens ledere til CIA og den gamle folkemorderiske stats væbnede styrker. Revisionismen udførte med CIAs og den peruanske reaktions hjælp dette kontra-revolutionære kup for at halshugge Partiet og de usurperede det med denne kontra-revolutionære aktion. Derpå opdelte de det blandt sig i feudale riger, specifikt opdelte de det usurperede Partimaskineri mellem de to kulds rotter; VRAE og Hovedregionalkomiteen til rotten José og hans kuld, og Huallagas Regionalkomite til rotten Julio, der lænede sig op ad de andre rotters kuld, Miriam, Morote, Pantoja, Cox, osv.

Hvem er Josés lakajer?

På det III. Plenum behandlede Formand Gonzalo meget strengt spørgsmålet om den indre kamp, og han så det, der ville komme, den II. Højre-Opportunistiske Linje, og eftersom det var op til ham at gøre, rejste han de konkrete former og metoder man skulle anvende for at overvinde problemet og hvordan at knuse de revisionistiske standpunkter. I dette er det meget vigtigt at håndtere Formand Maos „fem enheder“ og Stalins tese (at linjen er grundlaget for alting og at det organisatoriske følger fra den, osv.). Det er derfor i særdeleshed nødvendigt at huske hvad Formand Gonzalo forklarede:

… Husk hvad Stalin sagde, enheden er „vores øjenæble“; at gå imod enheden er at gå imod Partiet, fordi i sidste ende har Formanden sagt, hvad er enhederne? Enhed i forståelsen, enhed i politikken, enhed i Planen, enhed i befalingen, enhed i handlingen, at handle, som Lenin sagde, som en knyttet næve. Var det ikke det, han sagde? Derfor leger man ikke med enheden. Formanden talte, da han fremsatte de fem enheder, han talte om de fem enheder vi behøver, for det første enhed i forståelsen, for det andet enhed i politikken, for det tredje enhed i Planen, for det fjerde enhed i befalingen, for det femte enhed i handlingen; det er de fem enheder, fem måder hvorpå vi forener os for at opnå enhed og handle som én knyttet næve, ligesom Lenin forklarede det, så jeg gentager at dette er „vores øjenæble“, og hvem forstår så ikke hvad vores øjenæble er, ikke sandt? Det er noget så udtrykkeligt. At gå imod enheden er at gå imod selve sjælen, imod Partiet, problemet er at denne enhed har en akse, dvs. det ideologisk-politiske.¹⁰

Dermed er det tydeligt, at de, der sigter mod enheden i forståelsen, som spreder forvirring, uenigheder, løgne og intriger, direkte tjener den kontra-revolutionære plan, der søger at sprænge Partiet i luften. Derfor er de lakajer for fjenden, som forsøger at tildække naturen og processen af den højre-opportunistiske linje, som rotterne José og hans kuld står bag. De, der siger at disse rotter er en „Venstre-Opportunistisk Linje“, man bør holde for øje at de ikke har aflagt en politisk rapport siden 1999, ej heller en rapport om den nye reaktionære regering under ledelse af den fascistiske, folkemorderiske og landsudsælgende Humala, der blev indledt af Fujimori-regimet med hans selvkup den 5. april 1992. Frem for en alvorlig rapport om den politiske situation og den nuværende situation, henviser de kun forbigående til den og går ikke ud over det, som de reaktionære medier siger om den nye regerings første skridt, for så at lade som om de er levet op til deres pligt. De aflægger ingen ideologisk og politisk rapport, hverken om opbygningen, to-linje kampen, dens proces, og derfor heller ikke om Folkekrigen eller massernes kamp. I stedet for at aflægge en Partirapport om det kontra-revolutionære kup imod ledelsen den 14. juli 1999, fremstiller de en illustreret rapport fra reaktionen, et uddrag af bogen af den tidligere SIN-general Fournier, udgivet i 2002. Ingen Partirapport om Huallaga, ingen rapport om rotten Julio i mere end 12 år. Ingen rapport om vores bakke eller om de Lysende Kampskyttegrave, men i stedet stilnes krigsfangernes heltemodige kamp. Der er ingen politisk rapport om forsvaret for Førerskabet eller hvad de gør i denne sammenhæng. Kun at man skal „bruge ethvert hul i loven for at kunne lytte til ham“, altså vente indtil reaktionen har overset noget. Dén sindssyge snak kan kun stamme fra reaktionære kriterier, der forsøger at påstå at de er for hans forsvar! Forventer vi en mere åben tilståelse om at de ikke tilhører vores bakke?! For at bruge ét eksempel mere, omkring naturen og den faktiske tilstedeværelse af denne „Centralkomite“ og dens „kejserlige udsending“, aflægger de ingen rapporter om massernes kampe, masserne som de påstår at lede, eftersom de ikke leder nogen. De fremsætter i deres „Partidokumenter“, næsten originalerne af de reaktionære organisationers rapporter om „lavintensitetskrigen“, såsom rapporten fra „Ombudsmanden for Samfundsmæssige Konflikter“, uden at fortælle noget om karakteren af denne organisation. Alle de nævnte mangler, anmærker vi, er politiske beviser for at denne „Centralkomites“ natur og eksistens er uvirkelig, dét er den eneste faste følgeslutning man kan drage. Derudover kunne vi lave en endeløs liste, der fordyber dette emne, f.eks. deres opkald om at „bekæmpe den venstre-opportunistiske linje“ uden at sige hvordan. Hvad kunne de sige? Eftersom det, der skal gøres, er at sprænge denne HOL i luften med Folkekrigen, ligesom det blev gjort med dens forgænger. Dette viser at opkaldet om at „bekæmpe den Venstre-Opportunistiske Linje“ og deres pludselige „forsvar for Førerskabet“ blot er en intention om at tildække ikke-eksistensen af „Centralkomiteen“ og at skjule deres „kejserlige udsendings“ sorte, kontra-revolutionære handlinger.

Hvorfor er det at de, der siger at de bekæmper den „nye venstre-opportunistiske linje“, gør det adskilt fra den nationale og internationale klassekamp? Hvorfor forbinder de den ikke til den nuværende politiske konjunktur eller til den nye reaktionære regering og dens tre reaktionære opgaver? Fordi det ikke gavner dem at aflægge nogen rapporter og de er endnu mindre i stand til at aflægge en rapport ud fra det marxistisk-leninistisk-maoistisk, Gonzalo tænknings standpunkt, synspunkt og anskuelse, eftersom de er lakajer af denne rotte vil de ikke sætte ham i forbindelse med processen af den gamle stat, den nye reaktionære regerings politiske situation og de reaktionære opgaver. Det er derfor disse venner af den III. Højre-Opportunistiske Linje foretrækker kun at „bekæmpe“ den „nye venstre-opportunistiske linje“ med dumheder, der stammer fra den fantastiske bevægelse inde i deres egne hoveder, fordi de ønsker en kamp imod „don Quixotes vindmøller“, at vildlede kampen. Det er derfor de ikke siger noget om den person, der er blevet sat til at lede „dialogen“ på vegne af Humala-regeringen, for at fuldføre den tredje reaktionære opgave om at tilintetgøre Folkekrigen, søgende at ødelægge Partiet og vildlede masserne. Med andre ord, den nye formand for den Nationale Kommission for Udvikling og Liv uden Narkotika, Ricardo Soberón, organisationen udpeget til „udryddelsen af koka-bladet“ ved at anvende yankee-imperialisternes gennemtvungne anti-narkotika aftale. Hvorfor fordømmer de ikke at Soberón-Gorriti er knudepunktet i CIAs plan, af hvilken dele blev udført: for det første, et oplæg for nationalt og internationalt TV af rotten José, sidst i maj måned 2009, og derefter interviewet med rotterne Raúl og Alipio i juli dette år? Fordi de er lakajer af disse rotter, og på denne måde tjener CIAs plan, inden for dets „lavintensitetskrig“ imod Førerskab, Partiets Enhedsbasis og Partiet, for at tilintetgøre Folkekrgien. De ønsker ikke at håndtere Soberń, som pga. sin personlige historie, ord og dåd er CIA-agent, som tjener at CIA fortsætter med at lede den yankee-imperialistiske intervention som „lavintensitetskrig“ med en begrænset tilstedeværelse af rådgivere og yankee-tropper, fordi, ifølge denne imperialistiske agent, ville en større stigning i mængden af yankee-tropper i landet skabe vidunderlige betingelser for at Partiet kunne lede kampen imod det, som han ville betragte som en direkte invasion af Yankee-imperialismen. Ydermere er det pga. dette, at de, der siger, at det hele handler om at bekæmpe „en ny venstre-opportunistisk linje“, forsøger at tildække Gorritis hovedaspekt, som er at være agent for Yankee-imperialismen, og sammenblander det med et underordnet eller tillagt aspekt vedrørende ham, altså at han også kan være „agent for MOSAD“. De, der nu påstår at „bekæmpe den nye venstre-opportunistiske linje“ og søger at fremsætte sig selv som pludselige store forsvarere for Førerskabet og Gonzalo tænkning, er de samme, der siden 2006 ikke har sagt noget som helst om dette eller udtalt sig imod de åbne angreb fra rotten José og hans kuld, der blev underskrevet som „PCP (M-L-M)“ og til hvem de er fortsat med at erklære deres „villige og ubetingede hilsen og underkastelse“ og spreder deres revisionistiske renegatstandpunkter gennem deres løbesedler. Så det er tydeligt hvem de er og hvem de har tjent, nemlig disse renegat- og forræderlakajer, som tjener CIAs plan om at tilintetgøre Førerskabet. De er imod at bekæmpe revisionismen for reorganiseringen af Partiet som en del af opgaven om at udvikle Folkekrigen, for at opbygge magtens erobring i hele landet, og er imod udviklingen af RIB og IKB. De går ikke ind for udviklingen af Folkekrigen som en del af og tjenende den Proletariske Verdensrevolution.

I udlandet præsenterede den reaktionære lakaj af rotten José og hans kuld sig selv sidst i 1999, som værende en udsending for rotten Julio, til hvem han udtrykte sin „hilsen og ubetingede og fuldkomne underkastelse“ og så, da det var blevet umuligt at vedblive med at vedligeholde en sådan ting, forandrede han det til at udtrykke det til en anonym „NN“ og efter et stykke tid begyndte han at udtrykke på meget alvorlig og „fast“ vis sin „hilsen og ubetingede og fuldkomne underkastelse til Kammerat José, der leder hele Partiet“, og dette uden førhen at have udtrykt sin hilsen og fuldkomne, ubetingede og villige underkastelse til Formand Gonzalo, Fører af Partiet og revolutionen, den største nulevende marxist-leninist-maoist på Jordens overflade, Partiets enhedscentrum osv., UTROLIGT!, men sandt. For denne elendige infiltrator er det muligt at forene marxisme og revisionisme, som infiltrator kan han ikke engang skelne mellem dem. Ydermere regnede han med den største skamløshed med at have tilfangetaget den „eneste“ angivelige kanal til den såkaldte „ledelse af Partiet“, eller i det mindste troede han det. I begyndelsen af maj 2009 fortalte han os om et af de berømte „direktiver“ fra denne „Ledelse“, i hvilket der stod: „Vores Partis Enhedsbasis er marxismen-leninismen-maoismen, hovedsageligt maoismen“, og at man i hilsenen ikke længere skulle sige at Formand Gonzalo er Partiets enhedscentrum, men i stedet at Centralkomiteen er. Venstre afviste denne revisionistiske påtvingelse og forlangte at nogen fra ledelsen skulle „sendes ned“ for at forklare dette. Men i stedet for selvkritik, modtog vi som svar en selvhøjtidlig reaktion, påstående at hvad vi gjorde var det samme som „at rette geværet mod vores bryst for at tvinge nogen til at rejse hertil“. De gik ikke ind for at aflægge rapporter og afgive forklaringer vedrørende problemer, som de ikke har nogen anelse om. Derfor tyede de til criollo-indstillingen om at spille fornærmet, sådan at de ikke skulle sørge for os, og dermed kom der i mere end 12 år ingen fra Peru for at sørge for Partiets udlandsarbejde. Listen over disse berømte „direktiver“, der udtrykker rotten Josés højre-opportunistiske linjes standpunkt er lang, og hvert af de omfattede punkter fra denne linje angriber Førerskabet, Gonzalo tænkning, Partiets Enhedsbasis, den Generelle Politiske Linje og den Militære Linje. Ligesom deres opfordring til „en ny Kongres“ for at gendrive den I. Partikongres, og deres „første militariserede Centralkomite“, som det om at „Yankee-imperialismens dominans er brudt i Latinamerika“, om at rejse „det 21. Århundredes socialisme“ fra folk som Chavez, Morales og Correa ― Humala var der ikke endnu, ellers ville de have tilføjet ham til listen. De tydelige tegn på disse revisionistiske „direktiver“ i modsætning til Førerskabet og Partiets Enhedsbasis osv. kan nemt findes ved at læse og analysere dokumentationen publiceret på hjemmesiden for „Sol Rojo“ / „Røde Sol“ fra begyndelsen af det nye århundrede og frem til i dag. Men selve dette dokument ― som vi nu publicerer ― og forsvaret for Formand Gonzalo, Gonzalo tænkning, Partiets Enhedsbasis, Partiet, Folkekrigen, for apparatet og principperne, som vi og andre kammerater, organisationer, Partier og grupper i udlandet har påtaget os, viser: At endnu engang er reaktionen og revisionismen i deres ledtog slået fejl og de kunne ikke fratage eller sprænge hele organisationen. De troede at de kunne overtage den som helhed, med alting, og at de ville sprænge alt, der ikke ville adlyde dem i deres sorte og ondsindede formål og de laveste og mest foragtelige kontra-revolutionære instinkter hos disse kontra-revolutionære agenter for de væbnede bander organiseret af CIA og den gamle folkemorderstat for at bekæmpe Partiet og Folkekrigen som det leder.

Den afventende opgave om reorganiseringen af Partiet opstod ud af nødvendigheden af at forsvare Partiet, den heltemodige kæmper der leder revolutionen, før den fælles aktion udført af CIA, reaktionen og den revisionistiske og kapitulationistiske højre-opportunistiske linje under ledelse af Miriam, Morote, Cox, Pantoja osv. (den II. Højre-Opportunistiske Linje), som efter arrestationen af Formand Gonzalo (det første mål for deres ondsindede og skumle plan) var at „forsøge at overtage Partiets fort fra indersiden“ og i september 1993 går de videre til at tjene CIAs planer imod vores Førerskab med „fredsbrevene“ for at lave „en aftale der gør en ende på Folkekrigen“. Efter at have fejlet i planen om at disse rotter skulle overtage Partiorganisationerne, fortsatte CIA og reaktionen deres plan om at overtage Partiorganisationerne. Med informationen og kollaborationen fra disse rotter, forsøgte reaktionen ikke blot at infiltrere forskellige Partiorganisationer, men de skabte også falske Partiorganisationer. Tilfangetagelsen af rotterne Nancy og Roldan¹¹ i 1995 gav dem en mulighed for at give et nyt fremskub til reaktionens og revisionismens ondsindede plan: at ødelægge Formand Gonzalos Førerskab og hans almægtige tænkning, og at fjerne alt det, der er Partiet, alt det, der er den revolutionære vold, alt det, der er Folkekrigen. At vildlede Partiet og at likvidere det fra indersiden og skabe en række strømninger, forvirring og demoralisering, der skulle gøre opgaven om reorganiseringen af Partiet umulig og i stedet skabe et „Kommunistisk Parti“ der er revisionistisk, som åbent fremsættes af den højre-opportunistiske linje, og fordi det ville blive dødfødt er det ikke tilstrækkeligt, så de tilstræber at så demoralisering og overtage Partiet fra indersiden med hjælp fra kollaboratører og infiltratorer. Disse to højre-opportunistiske linjer er begge revisionister og kapitulationister, de er to sider af den samme mønt, nemlig CIAs plan om at tilintetgøre Partiet, og med det, Folkekrigen, og forsøge at slette Formand Gonzalos og Folkekrigens bidrag til den Proletariske Verdensrevolution, som en del af den kontra-revolutionære plan om „endeløsningen“.

Vi ser at ligesom i Peru, præsenterer den højre-opportunistiske linje sig selv ved at sige, at den havde instrukser fra Formand Gonzalo og sådan forsøgte de at erobre vores apparat, men på hurtig vis har vi knust dette, samme dag i året 1993 som det blev kendt at „fredsbrevene“ var falske, under vejledning af Centralkomiteen, som en del af Folkekrigen, i forsvaret for vores organisation; vi underkaster os fast og ubetinget til vores Førerskab og til den almægtige Gonzalo tænkning, til Partiets Enhedsbasis, til vores heltemodige kæmper Perus Kommunistiske Parti og til alle Partiets beslutninger og dokumenter. I sådanne situationer, hvad kan reaktionens og revisionismens fælles aktion så fokusere på, med hjælp fra uforbederlige højre-folk, foragtede og tvetungede individer, infiltratoragenter og endda „Partiorganisationer“ oprettet af reaktionen selv? Eftersom de ikke var i stand til at forandre Folkebevægelsens farve, forsøgte de i stedet at likvidere vores basisenheder og organisationens ledelse, såvel som kammerater, der uselvisk og under Partiets Enhedsbasis arbejder i udlandet til tjeneste for Folkekrigen som en del af og tjenende den Proletariske Verdensrevolution. Det var derfor, der i de sidste måneder af 1999 ankom en elendig, der sagde at han var sendt af Kammerat Julio, angiveligt den der ledte Centralkomiteen, men, som vi har set, aldrig påtog sig sit ansvar. Med dette „organisatoriske hverv“ usurperede han hvervet som ansvarlig for vores organisation, og lige fra sin ankomst begyndte på misgerninger imod de kvindelige kammerater og organisationens økonomi og påbegyndte den systematiske ødelæggelse af den skabte organisation, usurperingen af ledelsen og at fremsætte, gennem de berømte „direktiver“, rotten Josés og hans kuld i den højre-opportunistiske linjes standpunkter, ved blot at forandre deres udseende og navn og derpå gennemtvinge dem i de offentlige dokumenter og i begivenhederne, som kan tjekkes, som vi allerede har nævnt, på hjemmesiden for „Sol Rojo“ / „Røde Sol“ og desuden i Folkebevægelsens trykmateriale. Vedrørende dette må det anmærkes at disse „direktiver“ aldrig var i overensstemmelse med Partiets metode og stil og at Josés lakaj her i udlandet, imens han lovpriste disse „direktiver“ som var de profetier fra én af hans guruer, på den mest pjalteagtige måde simpelthen sagde: „Jeg tørrer min røv med Partiets direktiver“ ― henvisende til Partiets direktiver fra før rotten José usurperede ledelsen. Siden han ankom til udlandet, gjorde han det til sin opgave at isolere PKP fra IKBs og RIMs Partier og Organisationer, ved at bruge provokation, intriger og hans påtagede hverv.

Ydermere publicerede denne lakaj af rotten José i udlandet, lojalt over for sin praksis, et dokument i „Sol Rojo“ / „Røde Sol“ i navnet af hans såkaldte „Centralkomite“, hvor han kaster sig imod andre Partier fra den Internationale Kommunistiske Bevægelse, hvis teori og praksis aldrig interesserede ham. Han har hverken studeret dem eller endnu mindre har han rejst for at lære om dem på nært hold. Hvad kan man forvente? Et tydeligt eksempel på hans kyniske indstilling (som dominerer hvert eneste aspekt af hans væsen) er at han i sin udtalelse den 24. september dette år, siger til Partierne, der leder Folkekrige, at man bør: „Forlange at de tydeliggør hvordan de skaber Ny Magt, hvor og hvordan? Har de en strategisk plan for hele landet, for at stoppe imperialismen og reaktionen fra at opdele landet i to, når den skrider fremad?“. Fint. Disse spørgsmål bør man stille. Men så ville man, hvis man havde nogen som helst ærlighed, begynde med at aflægge rapporterne fra Partiet, som vi har talt om førhen. Og man bør også svare: Hvordan og hvornår opbygger deres såkaldte „Centralkomite“ den Nye Magt i Peru I DAG? Og ikke blot sige: „Nu er der kampe i La Cordillera Negra“. Der er virkelige kampe derovre, men de er spontane. Hvem forsøger de at narre med den slags snak? Og angående deres andet spørgsmål: „Har de en strategisk plan for hele landet, for at stoppe imperialismen og reaktionen fra at opdele landet i to, når den skrider fremad?“. Så bør de fortæller os, hvad det faktiske navn på planen fra deres „Centralkomite“ er, hvad dens politiske mål er og hvad evalueringen er af det sidste årti eller de seneste felttog. Det eneste de har bekendtgjort er nogle få løse udtalelser fra evalueringen foretaget af deres „nye ledelse“, dvs. rotterne José, Raúl og Alipio, der siger: „Vi har løst nye ting, der aldrig er blevet gjort før“ (i årtiet 1999-2009). Og det er „den første militariserede Centralkomite“. Dette er at gentage revisionistiske løgne imod Formand Gonzalo og Partiet. Hvis de stiller disse spørgsmål til andre Partier, bør de i det mindste være i stand til at besvare dem selv, hvad angår virkeligheden i Peru. Og når de alligevel er ved det, kunne de fortælle hvor mange Regionalkomiteer der følger deres „Centralkomite“. I Huallaga læner ingen sig op ad dem eller underkaster sig til dem, ej heller i Hovedregionalkomiteen. Det er tilstrækkeligt at se listerne af aktioner, publiceret førhen i „Sol Rojo“ / „Røde Sol“, for at anerkende hvor mange væbnede aktioner der er blevet udført uden for disse to Komiteer for at drage følgeslutninger. I virkeligheden er det, som de vil tildække med deres himmelråben og „fordømmelser“, at de ikke repræsenterer nogen Partikomite. Fordi hvad der eksisterer i Peru er Partikomiteer, -celler og -medlemmer, såvel som kæmpere og masser, men der er intet centraliseret organiseret arbejde på nationalt plan, der er underkastet den I. Partikongres, Partiets Enhedsbasis og planerne etableret på Centralkomiteens III. Plenum. Hvis situationen var anderledes and dét, ville det være meget nemt at vise det. Folkekrig er krig, som er fortsættelsen af politik med andre midler, en højere form for kamp med krigsaktioner. Hvemend der siger „Folkekrig“ uden væbnede aktioner, foreslår ikke andet end den højre-opportunistiske linjes „politiske krig“ med „fredsaftalen“. I hele landet gør masserne oprør og mange steder, som det bekræftes af enhver der har rejst i landet i de seneste år, er der kammerater, der venter på muligheden for at genindmelde sig. Problemet er ikke manglen på objektive betingelser, de er ekstraordinære for at udvikle Folkekrigen; problemet er heller ikke i manglen på styrker der kunne blive organiseret hurtigt, det er der allermest af; problemet er at ingen udfører ledelsens arbejde; der er ingen national ledelse, der fastholder Formand Gonzalos Førerskab og udvikler Folkekrigen i overensstemmelse med Partiets beslutninger og planer. At vide dette er nødvendigt for at kunne yde støtte til at en sådan ledelse kan frembringes i Peru, fra udlandet kan vi ikke have intentionen om at lede, men vi kan hjælpe med at muliggøre kammeraternes arbejde, tjene udviklingen af Folkekrigen i Peru. Arbejdet, som lakajen af rotten José i udlandet har udført, med at ødelægge Folkebevægelsens apparater og forsøge at forandre farven af resterne af den, sprede misinformation, intriger, løgne, og dette i mere end et årti, og at han siden maj 2011 har gjort det med højhastighed efter at han afspaltede sig fra Folkebevægelsen og usurperede navnet på organisationen og „Sol Rojo“ / „Røde Sol“, kan kun være en del af reaktionens plan i sammensværgelse med José og hans rottekuld, tjenende oprørsbekæmpelseskrigen, tjenende den kontra-revolutionære krig og imod verdensrevolutionen, IKB og RIB.

Deres spørgsmål afslører at de er nøjagtig ligesom den højre-opportunistiske linje, der fremsatte løgnen om „fredsaftalen“. Lad os huske at for de, der gik ind for „fredsaftalen“ sagde: „RIB ― Kun Partier af navn“. Er det ikke det samme, der fremsættes af Josés lakajer i udlandet? Se deres indstilling i årenes løb, i særdeleshed fra året 2005, til RIB og IKB som helheds Partier og Organisationer; de var ikke engang enige i at kalde Folkekrigen i Indien en Folkekrig. De gik vildt imod aktionerne udviklet som en del af den internationale aktionsuge i april i år, og det var kun muligt at udføre aktioner visse steder imod de elendiges vilje.

Så det er en proces af mere end et årtis kamp inden for Folkebevægelsen mellem venstre og højre, hvor højre ledes af denne kontra-revolutionære agent som vi fordømmer, hvis standpunkt og instrukser stammer fra rotterne af denne III. Højre-Opportunistiske Linje, og han er underkastet til deres ledelse. En proces der endte i maj dette år, hvor de endelig usurperede apparatets ledelse og hjemmesiden „Sol Rojo“ / „Røde Sol“. Dette er hvorledes denne elendige, der overraskede nogle få, endegyldigt afspaltede sig fra apparatet, med den falske opfattelse at han allerede har dræbt det og gjort en ende på det marxistisk-leninistisk-maoistisk, Gonzalo tænknings, hovedsageligt Gonzalo tænknings, Partiarbejde og at han ville være i stand til at portrættere sig selv som repræsentant for Partiet og regne med en falsk organisation og en falsk stemme, for således at vedblive med at usurpere PKPs og Folkebevægelsen Perus navn og tjene sine herrers, reaktionen og revisionismen, kontra-revolutionære mål. Ydermere tror han at han kan leve komfortabelt hvor han er, som statsborger i et af de imperialistiske lande han hævder at hade. Men intet gives til folk af hans lave slags, og han vil aldrig være i stand til at leve et liv i fred, dét er frugten af hans kontra-revolutionære ondskab.

Det er nødvendigt at tydeliggøre, at indtil den første uge af maj 2011, var „Sol Rojo“ / „Røde Sol“ en rød fane; gennem lang tid har revisionismen infiltreret med sine standpunkter, derfor kan man vinde eklektiske standpunkter i det, med udtryk for konvergenser og nuancer, men dets grundlæggende karakter har været som en rød fane. Siden maj 2011 er venstre blevet fuldkommen undertrykt i organisationen og ingen modstand til Josés lakajer i udlandet er forblevet, og dermed forandrede „Sol Rojo“ / „Røde Sol“ sin farve og er nu en sort fane. Dét forklarer deres desperate råb og vulgære angreb imod venstre. Derfor er de gået så langt som at sprede en video fra reaktionen, der blev spredt i årenes løb af den elendige „Victor Fernandez“ fra Spanien, de ønsker at male sig selv røde, men deres reaktionære klassestandpunkt gør dem så dumme, at de ikke kan kende forskel på rødt og sort.

Pga. hvor vores apparat findes, både i geografisk og i organisatorisk-systematisk forstand, er det logisk at der er mange ting vi ikke ved. Det forholder sig også sådan hvad angår de Komiteer i Peru, der heltemodigt fortsætter kampen og modstanden for Partiets Enhedsbasis og Folkekrigen. Det ville være latterligt, hvis vi lod som om vi vidste alt. Men de, der lader som om de er „Centralkomiteen“, de er nødt til at vide alt og er forpligtet til at vide det, fordi hvis de ikke ved det, er de ikke den nationale ledelse og ej heller en Centralkomite i andet end navn. Derfor må de, der er forpligtet til det, svare, sætte sig selv på ideologiens og den politiske kamps niveau, og de bør ikke lade som om de kan overraske de uvidende. Det, man bør gøre, er at med fasthed genbekræfte vejen fremad, etablere planer og fuldføre dem ― alt andet er simple eventyr.

Men eftersom vi ikke fremhæver overfladiske illusioner, bør den mest beslutsomme Partikomite midt i Folkekrigens ild påtage sig dens akutte og afventende opgave: Folkekrigen; revolutionen i Peru og verdensrevolutionen kræver det. Dermed må den forsinkede og afventende opgave med den generelle reorganisering af Partiet udføres ved at knuse revisionismen som en del af opgaven at lede Folkekrigen. Denne opgave er mere akut end nogensinde før. Som det er blevet etableret af Partiet:

Eftersom problemet om den indre kamp i Partiets liv er et spørgsmål af allerstørste vigtighed, er det passende at tilføje følgende spørgsmål: Revisionismen er hovedfaren for Partiet og Revolutionen, derfor skal den bekæmpes og knuses uforsonligt. Vort Parti er blevet renset men kampen skal fortsætte, når alt kommer til alt ville den væbnede kamp hverken være blevet indledt eller udviklet i vort land, uden først at bortfeje den højre-opportunistiske linje fra dengang. Og i dag kan vi sige at uden helt og fuldstændigt at bortfeje den højre-opportunistiske linje, revisionistisk og kapitulationistisk, kan vi ikke erobre magten i hele landet. Vi ved udmærket at det som er afgørende er det indre og derfor skal det være meget klart, at når reaktionen har kunnet forårsage nogen skade for revolutionen i vort land siden 1992, så har det været fordi at revisionismen har hjulpet dem, har tjent dem, har gjort tingene lettere for dem. Det er en meget alvorlig lektion som vi aldrig må glemme. Hvis vi derfor bortfejer revisionismen totalt og afslutter udrensningen af vore rækker, ved dybt at legemliggøre Partiets Enhedsbasis midt i Folkekrigen, vil det styrke os og vi vil blive uovervindelige.¹²

Vores kamp er tydeligvis en del af kampen der finder sted på verdensplan mellem revolutionen og kontra-revolutionen. Og i IKB, og som en del af den, RIB, dens udtryk som kampen mellem marxisme og revisionisme. Situationen vi står overfor i dette øjenblik er indviklet og i dette dokument påpegede vi de mest akutte spørgsmål. Der er meget mere arbejde at udføre, at fordybe og udvikle. Man må også se kampprocessen, som vi har gennemgået i apparatet, selvkritikkerne og kritikkerne som vi må foretage over for de, det vedrører; dette er hvad vi vil fortsætte med at gøre. Fortsættende vores daglige arbejde midt i stormen, rivende murene ned, som Formand Gonzalo lærer os:

… hærdningen af kommunisten er sådan, i turbulens og vanskeligheder, aldrig i stille vande. De siger at den, der sejrer, er den, der står imod ét minut længere, og vi ved hvordan at holde fast længere, eftersom vi har den sande ideologi: marxismen-leninismen-maoismen, Gonzalo tænkning, der væbner vores sjæle og arme med den uigendrivelige sandhed. Uligheden, så let eller dyb den end kan være, hærder os, smeder os og gør os til stål; Formand Mao sagde: „I de svære tider må vi holde vores sejre for øje, for at se vores lysende fremtid og forøge vores mod.“ … Hvad vi står overfor er intet andet end en del af uligheden og dette hærder os til de indviklede øjeblikke, som enhver revolution gennemgår; kommunismen lærer os at være beredt på selv nederlaget, Formand Mao sagde at efter to nederlag og to sejre forstod de den Kinesiske Revolutions love. … Kommunistens liv er kamp, svarede Marx til sin datter engang: Hvad er glæde? Det er kamp; år senere lærte Formand Mao: Arbejde er kamp!¹³

Sammenfattet, vores Fører Formand Gonzalo, vores ideologi marxismen-leninismen-maoismen, Gonzalo tænkning, hovedsageligt Gonzalo tænkning, vores Parti og vores apparat for Partiets udlandsarbejde, Folkebevægelsen Peru, står fast, de er ikke kunnet blive sprængt i tusinde stykker og det vil de aldrig kunne blive. Dette er vores historie; dette er hvordan vi legemliggør kampen imod revisionismen helt til døden og den afventende opgave. Fremtiden er vores og vi har en smuk dom, vi er dømt til at sejre.

LEVE FORMAND GONZALO!

KNUS JOSÉS OG HANS LAKAJERS REVISIONISTISKE OG KAPITULATIONISTISKE HØJRE-OPPORTUNISTISKE LINJE MED FOLKEKRIGEN!

FOR REORGANISERINGEN AF PERUS KOMMUNISTISKE PARTI!

GRIB GONZALO TÆNKNING FOR AT LØSE NYE PROBLEMER!

FOLKEKRIG TIL KOMMUNISMEN!

Forbundet Nyt Demokrati
Tyskland, oktober 2011

1Perus Kommunistiske Parti: Resumé af den I. Partikongres, 1989.

2Samme sted.

3„Perus Kommunistiske Parti Marxister-Leninister-Maoister“, i dag kendt som „Det Militariserede Perus Kommunistiske Parti“ (MPCP), eller blot „Militaristerne“. Oversætters Note.

4„Movimiento Revolucionario Túpac Amaru“ ― „Túpac Amarus Revolutionære Bevægelse“. En fokusteoretisk guerillaorganisation, der opererede i Peru mellem 1982 og 1997. Organisationen udviste en eklektisk indstilling overfor yankee-imperialismen og den gamle peruanske stat, der i sidste ende blev dens nederlag, da den allierede sig med det fascistiske regime og derpå blev knust af Folkekrigen. O.A.

5„MOVADEF“, dvs. „Bevægelsen for Amnesti og Grundlæggende Rettigheder“, er organet for den II. Højre-Opportunistiske Linje i Peru. Den strukturerede sig hovedsageligt blandt krigsfangerne og de politiske fanger og forsøgte i samarbejde med Fujimori-regimet og CIA at likvidere Folkekrigen med „fredsforhandlinger“. O.A.

6Perus Kommunistiske Parti: „Overvind krumningen ved at udvikle Folkekrigen“, 1995.

7Centralkomiteen: „Politisk Rapport“, 1996.

8Perus Kommunistiske Parti: „Linje om opbygningen af Revolutionens Tre Instrumenter“, 1988.

9„Maoistisk Kommunistisk Parti“ er en gruppe i Tyrkiet, der splittede fra Tyrkiets Kommunistiske Parti/marxister-leninister i 1990erne, hovedsageligt fra folkehæren TIKKO. MKP anses for at være en progressiv kraft, men ikke længere et Kommunistisk Parti ― den benævnelse tilfalder kun TKP/ML i Tyrkiet. O.A.

10Perus Kommunistiske Partis Centralkomites III. Plenum: „Rapport fra Folkehjælpskomiteen“, 1992. Understregninger stammer fra originalen.

11Da daværende kammerater Nancy og Roldan var henholdsvis 1. og 2. ansvarlige for forbindelsen mellem PKP og Folkebevægelsen Peru. Med deres arrestation i ’95 blev denne forbindelse brudt og Folkebevægelsen overladt til sig selv i en periode. O.A.

12Perus Kommunistiske Parti: „Imod det folkemorderiske og landsudsælgende diktatur, fasthold Folkekrigen!“, 1995.

13Perus Kommunistiske Partis Centralkomites II. Plenum: „Opbyg magtens erobring i hele landet!“, 1991.