Vi har modtaget følgende læserbrev fra en arbejder i hjemmeplejen om forholdene under “corona-krisen”, som vi naturligvis bringer med glæde.
Her under ”coronakrisen” er der mange der arbejder hjemmefra. Der er også mange der ikke gør. Vi er håndværkere, kasseassistenter, renovationsarbejdere, leveringsbude, buschauffører og mange andre. Jeg er hjemmehjælper. I hjemmeplejen hjælper vi mennesker med fysiske og psykiske handicap til at kunne blive boende i eget hjem. Vi hjælper med rengøring, personlig hygiejne, medicin, mad og andet praktisk som feks at læse breve fra kommunen. Det er et kritisk erhverv der ikke kan udføres hjemmefra og som heller ikke kan udskydes til et tidspunkt med lavere smitterisiko, for vi arbejder med en sårbar gruppe mennesker der har brug for den hjælp de modtager. Hvis hjælpen ikke gives er der mennesker der får liggesår af ikke at blive flyttet mellem positioner, mennesker der falder tilbage til misbrug af ikke at få deres metadon, mennesker der bliver smidt ud af deres bolig grundet skadedyrsproblemer. Vi arbejder uden værnemidler.
På en almindelig arbejdsdag kommer jeg i et sted mellem seks og tolv forskellige hjem og i flere af disse er jeg nødt til at have tæt fysisk kontakt med mine borgere. Her er der ikke nogen mulighed for to meters afstand eller at mødes udenfor. Så at arbejde uden maske, visir eller nogen form for kittel giver en høj smitterisiko for både mig, mine kollegaer og mine borgere. Både jeg selv og flere af mine kolleger har allerede haft 14-dages sygeforløb med vejrtrækningsproblemer. Der har jeg selv og de andre smittede selvfølgelig holdt fri, men som timelønnet der ikke får løn under sygdom er det ikke nogen let beslutning at tage at skulle gå glip af en halv månedsløn. Og i hjemmeplejen er vi rigtig mange timelønnede, fordi det er billigere for kommunen. En sygemelding kan også først laves 30 minutter før man skulle have mødt. Det betyder at der ikke kan nås at skaffe vikarer, så hver sygemelding betyder at kollegaerne skal dække en hel arbejdsdag ekstra.
For mange af mine kollegaer er vilkårene blevet hverdag. Man vænner sig til at spritte sine hænder så ofte at man får eksem. Og man vænner sig til angsten for selv at blive smittet, angsten for at tage smitte med hjem til sin familie og angsten for at komme til at smitte borgerne. Selv alle de af mine kollegaer der har astma. Og det er der mange der har efter et langt arbejdsliv med kontakt med store mængder rengøringsmidler, støv og røg på arbejdspladsen. Man bliver træt af at snakke om frygt. Det der så er tilbage er at være vred på dem der ”ikke gør nok for at reducere smitte”. Men egentlig giver der jo rigtig god mening at folk vælger at mødes tre venner i en park. Først og fremmest kan det være rigtig svært at navigere i de officielle udmeldinger omkring corona, der er uklare, rigtig svære at udføre i praksis og jævnligt også er modstridende. Især når flere af tiltagene ikke kan begrundes sundhedsfagligt. Men mere centralt så giver det bare ikke rigtig mening for alle os der stadig arbejder at vi godt otte timer dagligt må have kontakt til et utal af mennesker, uden skærming, men så snart vi får fri må vi pludselig ikke. Især når det ikke kun er os i kritiske erhverv der arbejder, men at massere af private arbejdspladser også forventer at medarbejderne kommer på arbejde for at produktiviteten ikke påvirkes negativt.
Noget der især ramte mig var da regeringen besluttede at åbne op for erhverv som frisører og tatovører og udmeldingen fra sundhedsstyrelsen var at dette var forsvarligt fordi der selvfølgelig ville blive båret maske. I hjemmeplejen har vi fået at vide at der er mangel på værnemidler og at det er derfor vi i ugevis har arbejdet uden beskyttelse. Og det er stadig udmeldingen. Der er det at det begynder at føles som om at hensynet til en kapitalistisk økonomi bliver prioriteret over sikkerheden for os i kritiske erhverv. Og alle dem vi har kontakt med.
socialistiskrevolution.wordpress.com 