I takt med at den såkaldte folkeafstemning omkring afskaffelsen af ”Forsvarsforbeholdet” den 1. juni i år nærmer sig, udgiver Socialistisk Revolution denne artikel om standpunktet de revolutionære må antage overfor det imperialistiske bourgeoisis diktatur og dets indbyrdes kamp.
Modsigelserne blandt det danske imperialistiske bourgeoisi
Forsvarsforbeholdet er et af de forbehold, som det danske bourgeoisi indgik som en betingelse af at ratificere Maastrict-traktaten som omdannede EF til EU, da der i første omgang blev stemt nej til Maastricht-traktaten den 2. juni 1992. Men siden det var det danske bourgeoisis hovedsagelige ønske at indtræde i EU, blev afstemningens udfald i 1992 afvist. Dette ledte i 1993 til et kompromis, som ”Socialistisk Folkeparti” var hovedarkitekten af og gik sammen med ”Kristendemokraterne” over til at anbefale et ja, en justering af denne aftale blev den 11.-12. godkendt i Edinburgh af EF’s stats- og regeringschefer, aftalen er også kendt som ”Edinburgh-aftalen”, dette ledte til endnu en afstemning den 18. maj i 1993, som denne gang gik igennem.
Processen af Danmarks indtrædelse i EU afslørede karakteren af den liberal-demokratiske facade overfor masserne i Danmark. Den første afstemning var blevet afvist og den anden afstemning blev tvunget over hovedet på folk. Dette resulterede i folkeligt oprør, især udtrykt i demonstrationen den 18. maj 1993 på Nørrebro, hvor politiet for første gang siden besættelsen af Danmark åbnede ild mod demonstranter.
Siden den dag er EU blevet afsløret overfor masserne i højere og højere grad.
Med denne kontekst i vores tanker og ved at huske hvad Lenin har lært os om staten: at ”… enhver stat, hvori der findes privatejendom til jorden og produktionsmidlerne, og hvor kapitalen hersker, er en kapitalistisk stat, så demokratisk den end måtte være; den er et maskineri i kapitalisternes hænder til at holde arbejderklassen og de fattigste bønder nede. Valgret, en konstituerende forsamling, et parlament, er kun formen, en slags veksel, som ikke rokker en tøddel ved sagens kerne.”1. Vi lever under bourgeoisiets diktatur, hvilket vil sige det danske imperialistiske bourgeoisis herredømme og ikke proletariatets. Det er allerede bevist utallige gange at lovgivning, valg osv. i den borgerlige stat kun tjener bourgeoisiets interesser og at deltage i disse valg med håbet om at kunne indføre folkets vilje er en negation af denne kensgerning. Staten kan aldrig være en ”hele folkets stat”, og den vil aldrig tillade en anden klassevilje end hos den herskende klasses at lade sig komme til udtryk ved dens valg. Ved at fornægte at staten har en klassekarakter understøtter man i sidste ende bourgeoisiets propaganda, som ophøjer staten til noget ”overnaturligt”, noget over klasser, som forsøger at skjule statens karakter som en klasses diktatur over en anden.
De primære årsager hos det danske bourgeoisi for at være med i EU er økonomiske. De økonomiske interesser har hovedsageligt foregået gennem EU med Tyskland som Danmarks vigtigeste handelspartner. Imens har Danmark på samme tid har haft forbehold overfor Tysklands og Frankrigs supermagtsprojekter gennem imperialisterne i EUs militære ”alliance”. Danmark har derimod foretrukket at samarbejde militært hovedsageligt med USA-imperialismen og Storbritannien. På grund af de interimperialistiske modsigelser såvel som modsigelserne blandt det danske imperialistiske bourgeoisi blev ”Forsvarsforbeholdet” en del af de forbehold, som Danmark indtrådte i EU med.
Nu bruger Mette Frederiksens regering den Russiske imperialismes aggression mod Ukraine, til at sætte gang i en massiv oprustning af de væbnede styrker og forbedrede mulighederne for at sætte disse styrker ind i ledtog med andre imperialistiske magter (såsom NATO og EU’s forsvarssamarbejde), som hovedsageligt skal bruges til at sikre den danske imperialismes udplyndring af den tredje verden.
Partierne i parlamentet, som er repræsentanter for forskellige fraktioner af det danske imperialistiske bourgeoisi, holder igen deres berygtede valgcirkus, hvor fokuset fjernes fra det grundlæggende problem, som er den danske imperialisme, over på detajler om hvordan denne imperialistiske magt, skal bevæbne sig og udbytte verdens folk.
Den danske imperialismes interesser
En retorik der ofte bliver brugt omkring EU er at det er en ”overstatslig stat”, der hæmmer Danmarks selvstændige udvikling.
Denne retorik lader til at indirekte fremstille Danmark som en form for undertrykt nation. Dette er ikke tilfældet. I stedet for må vi huske hvad Formand Mao siger om mindre imperialistiske magter: de klynger sig til større imperialistiske magter og supermagter i midlertidige ”alliancer” med håbet om selv en dag at blive supermagter.
Den danske imperialisme har selv valgt at indgå i den Europæriske Union, som er domineret af en sammenslutning af vesteuropæriske imperialistiske magter i deres indbyrdes strid og ledtog om at udbytte de undertrykte nationer og for at styrke deres stilling som imperialister.
Den danske imperialisme handler udelukkende ud fra sine egne interesser, når den vælger sine internationale ”samarbejdsfæller”, ændringer i modsigelserne mellem de imperialistiske magter og supermagter, samt ændringer i modsigelser inden for det danske bourgeoisi, kan ændre disse ”alliancer”, men under alle omstændigheder tilpasser den danske imperialisme sig blot til hvordan den bedst kan udbytte og undertrykke mest muligt, men det passer ikke at udefrakommende magter undertrykker den danske imperialisme. Danmark er et lille imperialistisk land, men det er stadig imperialistisk og er en særdeles aktiv spiller, når det gælder anvendelsen af militær magt overfor undertrykte nationer, for at sikre den imperialistiske udbytning, især gennem bekæmpelsen af nationale befrielsesbevægelser.
Et eksempel på dette er ”Operation Green Desert” i Irak, hvor Danmark i ledtog med yankee og britisk imperialisme, begik nogle af de værste krigsforbrydelser i nyere tid under invasionen af Irak.
Det er en fejl at tro andet end at Danmark skulle være en ”blidere imperialistisk magt” og at afskaffelsen af ”Forsvarsforbeholdet” vil betyde at Danmark bliver ”mere imperialistiske”. Den danske imperialisme har allerede forsøgt at deltage i tyske og franske kampagner i Mali og andre steder i Afrika med sit forbehold og bryder på samme tid andre aftaler og forpligtelser når det passer den. Danmark er medansvarlig for millionvis af folks nød og sult hver eneste dag.
”Forsvarsforbeholdet” har været og er stadig, for en fraktion af det danske bourgeoisi, et udtryk for deres interesser. Og ved at forsvarre dette med næb og kløer mens man taler om at ”beskytte Danmarks suverænitet overfor EU”, i stedet for at fordømme den danske imperialisme i alle dens udtryk, hægter man sig i stedet på en fraktion indenfor det danske bourgeoisi og man falder man ned i et kriterie af ikke blot en småborgerlig, men direkte borgerlig nationalisme.
Et Nej betyder ikke mindre oprustning
En stor del af dem som overvejer at stemme Nej til afskaffelsen af forbeholdet gør det af antiimperialistiske hensigter og mange forbinder afskaffelsen af ”Forsvarsforbeholdet” med oprustning. Problemet med denne opfattelse ligger bl.a. i det faktum at Danmark allerede er i gang med at opruste. Det er allerede blevet besluttet at 18 milliarder kroner mere om året skal gå til danmarks morderiske væbnede styrker – det såkaldte Forsvar. Udover dette bliver værnepligten udvidet og Danmark har spillet en langt mere aktiv rolle i aggressionskrige gennem de to seneste årtier.
Det er tydeligt at den danske imperialisme forbereder sig på mere krig, krig som ikke kan stemmes væk. Lige meget hvad der bliver stemt på er det enten det ene eller det andet udtryk for imperialistisk politik, derfor er en hvilken som helst stemme i dette valg en stemme på imperialismen.
Farcen af de borgerlige valg
Vi lever under bourgeoisiets diktatur, om der er valg eller ej ændrer ikke på det faktum at det bourgeoisiets diktatur. Formen kan ændre sig, men klassekarakteren af staten forbliver den samme.
Det borgerlige valg har en dobbelt funktion for bourgeoisiet: 1. de er en måde for bourgeoisiets forskellige fraktioner at få deres vilje igennem i en borgerlig lovgivningsproces og for at få fornyet deres rækker; 2. for at opretholde farcen om at vi lever i et demokrati under en stat der er ”hele folkets stat”.
Staten kan aldrig være en ”hele folkets stat” fordi staten er et redskab for at en klasse kan undertrykke en anden. Den liberal-demokratiske facade er vigtig for bourgeoisiet for at legitimere dets udbytning, en ting som det har svært ved at opretholde når det drejer sig om EU anliggender, fordi EU i højere og højere grad bliver afsløret overfor masserne.
De mest klassebevidste arbejdere boykotter valgene, dette er ikke et udtryk for apati eller apolitik, men fordi de indser at dette system aldrig ville kunne tjene dem.
Vi lever i den proletariske verdensrevolutions strategiske offensiv, hvor imperialismen og verdensreaktion er i strategisk defensiv. Dette er bl.a. karakteriseret af masserne, som hver dag afviser imperialismen og bourgeoisiets diktatur mere og mere mens de gør oprør. At kæmpe for tilslutning til disse valg vil være at anerkende at dets udfald på nogen måde vil være i proletariatets og verdens folks interesse og vil være at løbe i hælene på de dybeste og bredeste masser, hvis klassebevidsthed er langt højere. Bourgeoisiet har brug for en høj valgdeltagelse for at give deres beslutning legitimitet, det er derfor til at starte med en stor opgave overhovedet at få folk til at stemme. I følge imperialisternes egne statistikker tager næsten 1/3 af hele den stemmeberettigede befolkning ikke standpunkt til afstemningen1, hvilket er et stort problem for dem, fordi de er netop tvunget til at udskrive valg. Regeringen er ikke lovgivningsmæssigt forpligtet til overhovedet at afholde dette valg, men er politisk set nødt til det for ikke at møde for meget modstand fra befolkingen, hvis de fjernede det uden at opretholde facaden om en demokratisk proces.
De revolutionæres standpunkt overfor dette valgcirkus, hvor bourgeoisiets forskellige repræsentanter kæmper for hvilken form for imperialistiske ”alliancer” de skal indgå, mens de prøver at holde folket for nar, er at indgå i valgboykot.
Det eneste sande antiimperialistiske standpunkt for disse valg er at udnytte valgene strategisk til at agitere for revolutionen og afsløre den danske imperialisme i alle dens facetter og facader og på den måde kæmpe for at opfylde vores pligt overfor det internationale proletariat og verdens folk.
Man kan ikke stemme imperialismen væk, boykot de borgerlige valg!
Ned med den krigsmageriske regering!
Ned med den danske imperialisme!
Ikke én person eller øre til det morderiske militær!
1DR
1V.I. Lenin, Om Staten
socialistiskrevolution.wordpress.com 