Fælles Udtalelse: »Vov at kæmpe, vov at sejre!«

Proletarer i alle lande, forén jer!

Vov at kæmpe, vov at sejre!

På denne 1. Maj hilser de marxistisk-leninistisk-maoistiske Partier og Organisationer fra hele verden vor klasse, det internationale proletariat, og de undertrykte folk og nationer, som midt i voksende fattigdom, sult, imperialistisk terror og aggression, kæmper imod imperialismen, verdensreaktionen og revisionismen. Vi genbekræfter endnu engang vor ed om aldrig at hvile, så længe der findes udbytning på Jorden og at hejse vore røde faner med hammer og segl til endnu større højder, indtil menneskeheden er trådt ind i Kommunismen.

I dag, på dagen for proletarisk kamp på hele planeten, går vi på gaderne og marcherer opfyldt af glæde og stolthed som kæmpere, bærende den lyse fremtid i vore hænder, det er en dag hvor vi må samle vore styrker og evaluere status for kampen mellem revolution og kontra-revolution i verden.

Imperialismens generelle krise fordyber sig

Verden er i krise. Imperialismens generelle og sidste krise skærpes i ulige udvikling. Den er blevet mere monopolistisk, mere snyltende eller i forrådnelse og døende. Alle modsigelser skærpes. Imperialismen er kræft. Som et dødeligt såret bæst fører den aggressionskrige imod den Tredje Verdens nationer og disse rejser sig i en magtfuld bevægelse for national befrielse med væbnede kampe og Folkekrig. Proletariatet, ansporet af den størrre udbytning og undertrykkelse i de forskellige imperialistiske lande, rejser sig fra sin lange letargi ved at skuldre vigtige dagskravskampe der rejser sig til at blive politisk kamp. Imperialisterne diskuterer i akut ledtog og strid der viser, at der iblandt dem ikke findes venner, men kun rivaler.

Endnu før de har løst problemerne fra verdenskrisen i 2008, udråbte de imperialistiske institutter selv, at verdensøkonomien står over for nye problemer. De siger at økonomien »har mistet drivkraft«, at de »politiske usikkerheder« og »økonomiske usikkerheder« omkring Brexit vil få den økonomiske væksthastighed til at »decelerere bemærkelsesværdigt dette år i sammenligning med de forrige to år«. USA-imperialismens relative BNP-vækst er kun blevet opnået på bekostning af en stærk finansiel drivkraft, der bidrager til at fordybe underskuddet i handelsbalancen. OECD annoncerer at »væksten bliver svækket meget mere end man havde forudsagt i Europa« og advarer om at »en mere udtalt formindskelse i enhver af de hovedsagelige regioner kunne ødelægge aktivitet i hele verden«.

Rapporterne indikerer at Tyskland og Japan farer vild. Kina går fremad i sin forrådnelse og vil ende med at gå bankerot uden at have opnået den revisionistiske drøm om at blive en global magt. Før denne nye cykliske krise inde i den generelle krise der vil komme uanset hvad, vil de imperialistiske økonomier ikke være i stand til at drive deres økonomier fremad gennem større gæld, fordi gælden i dem alle sammen allerede har nået rekordstørrelse.

Dette leder de imperialistiske nationer, i ledtog og strid med hinanden, til at lægge krisens vægt mere og mere over på deres egne landes arbejderes rygge, og især på de undertrykte nationers økonomier, gennem deres halvkoloniale og halvfeudale karakter, på hvilken en bureaukratisk kapitalisme udvikler sig, yderligere forværrende udbytningen og forarmelsen af de enorme masser i bondestanden, arbejderklassen, småborgerskabet og det nationale borgerskab i vore lande.

Således er alle hovedmodsigelserne i den nuværende verden skærpet: den første modsigelse, mellem de undertrykte nationer og imperialismen; den anden modsigelse, mellem borgerskabet og proletariatet i de imperialistiske lande; og den tredje modsigelse, mellem de imperialistiske supermagter og magter.

Hver eneste krise der opstår i landene med bureaukratisk kapitalisme fra Latinamerika til Afrika og Asien, ender med den samme falske propaganda om de famøse sejre i »kampen imod fattigdom« i »Årtusindmålene«, fordi med formindskelsen af krummerne som godsejer-bureaukrat Staterne opnår, nedgår mængden af penge der er skæbnebestemt til de såkaldt »sociale programmer« og fattigdommen stiger igen til himmels; dette viser at udbytningen vokser, men at der ingen økonomisk udvikling er, fordi imperialismen, halvfeudaliteten og den bureaukratiske kapitalisme holder disse landes produktivkræfter tilbage og kun producerer mere elendighed.

I de imperialistiske nationer vokser udbytningen af proletariatet også. I USA vokser uligheden og kapitalisternes udbytningsrate af proletariatet, som er mere udtalt end i Europa. I de 30 år før krisen i 2008 stagnerede lønningerne i USA, og uligheden voksede. Blandt de 1% af de rigeste tjener man mere på en uge end nogen iblandt de 20% fattigste tjener på et år. Blandt de 0.1% af de rigeste tjener man mere på halvanden dag end nogen iblandt de fattigste 90% tjener på et år. Og sammenlagt tjener de 20% rigeste mere end de fattigste 80%. Merarbejdstiden for arbejderen, som kapitalisten tjener sin merværdi på, stiger i forhold til den nødvendige arbejdstid.

Desuden stiger yankee-Statens repressive styrkers voldelige undertrykkelse, med brutal undertrykkelse, massiv fængsling, selv med systematisk mord der varer ved imod de fattigste masser. Dette er en del af krigen imod proletariatet og det nordamerikanske folk, især imod den sorte befolkning og indvandrere fra den Tredje Verden. Overfor undertrykkelsen rejser masserne sig i oprør, i voksende og kæmpende protester fra de mest udbyttede og undertrykte masser.

Ulighed har ikke blot at gøre med indtægt, men genspejles også i levestandarden, i problemet om arbejdspladsernes sikkerhed og på sundhedsområdet. Dette er meget værre for »socialt svage husstande«. En erosion finder sted i »middelklassen«.

På denne globale økonomiske basis skærpes de grundlæggende modsigelser, hvilket yderligere fremmer den objektive situations ulige udvikling, den revolutionære situation i ulige udvikling i verden.

Yankee-imperialismen er den eneste hegemoniske supermagt og hovedfjenden for verdens folk

For at sikre sin status som sådan indtager yankee-imperialismen rollen som verdens kontra-revolutionære gendarm, der anvender »del og hersk« imod sine konkurrenter og, tagende i betragtning at Rusland er svagt og på grænsen til at fortsætte sit sammenbrud, sigter efter at gøre en ende på dettes stilling som atomsupermagt, tagende i betragtning at anvendelsen af en formindskelse af stridighederne ville være naivt, fordi dette ville forsinke Ruslands sammenbrud. Annulleringen af SALT II aftalen er et meget tydeligt eksempel på denne politik. Trump er ikke »idiot«. Han står i spidsen for yankee-imperialismen og følger ikke andre strategiske mål end sine forgængere. Obama-Clinton søgte at forstærke stridighederne og provokere Rusland, ved at behandle det som en regional magt. Hvilket forklarer Ruslands indblanding i det sidste præsidentvalg, til gavn for Trump og imod Clinton.

USA, søgende at påtvinge hele kloden sin vilje, har opbygget sin »Ny Forsvarsstruktur«, der har inddelt hele verden i seks underkommandoer for dets væbnede styrker. Under hvis kommando det stræber efter at inkorporere hærene fra hovedsageligt de halvkoloniale lande i Europa, Asien, Amerika, Afrika osv. I Eurasien sættes denne struktur ovenpå NATO’s struktur. Alt dette finder sted i intens ledtog og strid med dets imperialistiske konkurrenter.

Debatten omkring NATO mellem USA og dets »allierede« såvel som den om EU’s fælles forsvarsstyrker finder sted inden for disse rammer. I denne er Brexit et hårdt slag for Frankrigs og Tysklands krav. Obamas og dernæst Trumps krav om at deres »partnere« skal bruge mere på forsvaret, sigter efter at give drivkraft til yankee-økonomien gennem militære køb fra deres »partnere«.

Handlende med arrogance og en imperiel attitude, har yankee-imperialisterne, med deres politik om »Amerika Først«, lanceret deres såkaldte »handelskrig« gennem hvilken de – under truslen om »stigende importtold« – stræber efter at påtvinge mere gunstige reguleringer for yankee-finanskapitalen i Europa, Japan osv. og stræber i Kinas tilfælde efter at åbne dens økonomi skridt efter skridt for den dybeste og mest omfattende dominering af landets økonomi. Alt under banneret: liberalisering af Kinas økonomi, for at følge den vestlige form for kapitalisme, der drives af dens tendens til demokratisk-borgerlig form og tilsidesættelse af den fascistiske bureaukratiske fraktion.

De økonomiske sanktioner der anvendes imod Iran, Rusland, Nordkorea og Venezuela ruinerer ikke alene disse landes økonomier, men påvirker deres imperialistiske konkurrenters handel, industri og finans. Imod dette kan ingen af dem gøre noget, på grund af yankee-finanskapitalens hegemoni, der udtrykkes i USA’s finansielle systems dominans, hvor New York er verdens hovedsagelige bank- og finanscentrum, efterfulgt af London, udtrykt af dollarens dominans som verdensmøntfod. De økonomiske sanktioner påtvunget af yankee-imperialisterne udtrykker yankee-finanskapitalens dominans frem for de andre, vedligeholdt af dens enorme diplomatiske og militære apparat, med global rækkevidde.

De kinesiske social-imperialister, som udviklede genoprettelsen i association med yankee-imperialismen, betaler nu prisen og er nu, underlagt yankee-imperialisterne, blevet tvunget til at vedtage en ny lov om udenlandsk investering for at tillade yankee-imperialismen en større grad af indtrængen og handleområde. USA arbejder hårdt for at splitte EU og påtvinge sine diktater på BRD angående – blandt andet – hvorvidt Vesteuropas hovedimperialist må eller ikke må købe gas fra de russiske imperialister.

Yankee-imperialisterne intensiverer sine forsøg på at knække den russiske imperialismes rygrad ved at så tvivl om dens domæner, fremprovokerende borgerkrige som i Ukraine og Syrien. Og den søger at destabilisere det tidligere USSR’s asiatiske republikker.

Yankee-imperialismen, i kraft af dens stilling som den eneste hegemoniske supermagt og verdens gendarm, lancerer i ledtog og strid med de andre imperialistiske magter sin aggressions- og plyndringskrig imod de undertrykte nationer, skærpende hovedmodsigelsen og ansporende revolutionen i den Tredje Verdens lande, der rejser sig i brændende væbnede kampe og Folkekrige.

Den nuværende aggression imod Venezuela søger at påtvinge en marionetregering i stedet for Maduros nuværende regering, hvilket ville ændre landets halvkoloniale status til en kolonial en, for at udøve eksklusiv økonomisk monopol over landets økonomi. Således rejser yankee-imperialismen skamløst sin »Monroe-doktrin«. I dette udtrykkes, for det første, den hovedsagelige historiske tendens, det vil sige modsigelsen mellem de undertrykte nationer på den ene side og de imperialistiske supermagter og magter på den anden side. Dette bidrager til et fremskubbe den anti-imperialistiske kamp imod yankee’erne på kontinentet.

I Venezuela er modsigelsen mellem den undertrykte nation og imperialismen blevet den hovedsagelige. Domineringen af Latinamerika er den strategiske basis for dens verdenshegemoni. Den imperialistiske aggression finder sted midt i ledtog og strid med dens imperialistiske konkurrenter (tredje modsigelse, sekundær i landets nuværende situation). De imperialistiske konkurrenter skifter og placerer sig til forsvar for sine allerede etablerede interesser og fremtidige forventninger. Rusland søger at garantere sine investeringer og kapitalisere på situationen for at se ud som en forsvarer af Maduros styre og blive betragtet som neutrale i en mulig forhandlet »løsning«, der vil være til gengæld for løsere yankee-sanktioner eller for en ændring i Ukraine, osv. Kina vedligeholder sine forventninger uden diplomatisk støtte. Tyskland, Spanien og andre imperialistiske EU-lande der modvilligt gik med i »anerkendelsen« af marionetten Guaidó, distancerer sig fra en militær invasion.

For den venezuelanske nations folk er det passende at gøre modstand og afvise kapitulationen under dække af en »forhandlet løsning«. Vi kan forstå klassebegrænsningerne der objektivt er til stede i kampen imod imperialistisk aggression, men vi må bekæmpe kapitulation og forræderi.

De undertrykte nationer er basis for verdensrevolutionen

De dybeste og bredeste masser kæmper hver dag, fordi det er den eneste vej ud af dette helvede, som samtidig er paradis på jord for borgerskabet og dets storborgerlige og godsejer lakajer i de undertrykte nationer.

Vi ser dette verden over, både i de undertrykte nationer og i de imperialistiske lande. Men de undertrykte nationer er basis for verdensrevolutionen på grund af massernes vægt og fordi de største revolutionære storme opstår hos dem, fordi deres leveomstændigheder ikke svarer til civilisationens og det sociale arbejdes produktivkræfters nuværende udviklingstrin.

Det er nødvendigt at bedre forstå den rolle de spiller, og problemet er at det ses således: at fordi de fører demokratiske revolutioner, som om de er tilbagestående, så er de mest fremskredne de socialistiske revolutioner. I virkeligheden tager demokratiske revolutioner af ny type form i de undertrykte nationer. Disse er revolutioner anført af proletariatet gennem dets Kommunistiske Partier med Folkekrig, ligesom i de socialistiske og kulturrevolutionerne, som vi må anføre indtil vi alle træder ind i kommunismen.

Tag i betragtning at den Tredje Verden består af de undertrykte nationer i Asien, Afrika, Latinamerika og endda selve Europa. I alle disse lande genaktiveres bondestandens kamp for jorden og imod den fratagelse af ejendom de er påtvunget for at udvikle store mine- eller landbrugsprojekter, for at genfremskubbe den bureaukratiske kapitalisme på landet, og denne kamp udgør den nødvendige basis som maoisterne må opløfte til den politiske kamp for magten, ved at inkorporere dem i opgaven at kæmpe for konstitueringen eller rekonstitueringen af de Kommunistiske Partier, der leder opbygningen af hæren af ny type og fronten af alle revolutionære klasser, for at indlede Folkekrige og yderligere udvikle de igangværende Folkekrige.

På Balkan stiger massemobiliseringerne. I Mellemøsten forsøgte yankee-imperialismen at balkanisere hele området – som tidligere i Irak – fra Syrien, men led et tilbageslag overfor den russiske imperialisme. Fra Tyrkiet til Afghanistan kæmper masserne på forskellige niveauer af væbnet kamp. Der ser vi Folkekrigen i Tyrkiet og de nationale befrielseskrige i Irak eller Afghanistan imod imperialisterne og deres lakajer, som fører deres aggressionskrige imod disse undertrykte nationer, hvor bondestanden udgør hovedmasserne i disse kampe.

Oprøret imod yankee’ernes folkemorderiske zionistiske lænkede hund i Palæstina optændes. I Yemen troede yankee-marionetten al Saud, at han ville vinde spillet nemt, men nu er det blot en gigantisk udryddelseslejr hvor masserne dør for imperialistiske interesser.

I Algeriet og i hele Nordafrika kæmper folket, men manglen på proletarisk ledelse er noget man lægger mærke til, og dermed tjener denne kamp storborgerskabets og godsejernes interesser for at løse deres uenigheder. I Libyen må folket lære at leve med konsekvenserne af NATO-krigen.

Slag for slag imod besættelsesmilitæret går Malis folk imod de fremmede aggressorer. De franske, tyske osv. imperialister agerer også i ledtog og strid for at påtvinge deres interesser, imens de fortsætter folkemordet på masserne af migranter på tværs af Middelhavet. Borgerkrigen fortsætter i Somalia, Congo og mange andre lande. Yankee’erne, med deres Afrika Kommando, var aldrig i stand til at etablere deres »orden« dér og ledtog og strid med den franske imperialisme fortsætter.

På hele kontinentet udkæmper masserne en væbnet kamp, selvom det foregår under reaktionære faner. Det Kommunistiske Parti er nødvendigt for at give kampen en ny retning, dermed betydningen af maoisternes nye internationale organisation.

I Ukraine føres en krig i hvilken yankee-imperialismen indblander sig i en zone der anses for strategisk for den russiske imperialisme, hvilket lukker belejringen imod den. Masserne i dette land massakreres af en krig mellem disse imperialister. Masserne i de såkaldte Folkerepublikker i Østukraine viser også deres had imod revisionismens bankerot i Sovjetunionen, og rejser den store Lenins og Kammerat Stalins fane og billeder.

I det social-imperialistiske Kina genaktiveres proletariatets og bondemassernes kamp til forsvar for de få rettigheder der stadig findes fra den socialistiske periode. De viser også tegn på at genoptage Formand Mao og rekonstituere hans parti for at udføre kontra-genoprettelsen gennem Folkekrig.

Revolution og kontra-revolution i de vestlige imperialistiske lande

I alle vestlige imperialistiske magter, følgende den borgerlige stats reaktionariseringsproces, er det parlamentariske demokrati i krise, som påvist ved at valgdeltagelsen er faldet til et kritisk niveau. »Svaret« er opståelsen af de såkaldt »populistiske partier«.

De såkaldt »populistiske partier« præsenteres som et alternativ, som noget nyt, men de kan ikke være andet end til tjeneste for borgerskabets diktatur, de venter på udviklingen af den revolutionære situation i landet for at løse deres ambivalente situation og med støtte fra de mest åbne repræsentanter for finansoligarkiet og de væbnede styrker samt andre af Statens repressive apparater, for at anvende åben fascisme.

Gennem disse »populistiske partier« udtrykkes kendsgerningen at undertrykkerne ikke kan fortsætte med at regere som før, fordi Statens politiske basis er ødelagt. Indtil videre forhindres de parlamentariske institutioner i at fungere som de plejede. Dette er synligt i forskellige lande, såsom Sverige og Tyskland, hvor partierne længe efter valget var ude af stand til at danne en regering, eller i det Forenede Kongerige, hvor den såkaldte Brexit gør at parlamentet mister kontrollen.

Masserne er ikke dumme, de er klar over dette og vil ikke blive snydt igen og igen. Selv i Canda har kalenderdrengen Trudeau, »liberal, moderne og progressiv«, afsløret sig som værende korrupt.

Glem ikke at den borgerlige stat i sin proces står overfor faren at konfrontere revolutionen, hvilket tvinger den til at optage flere metoder for at begrænse og kvæle kampene. De borgerlig-liberale springer ikke til fascismen; rettere sagt banes vejen af de restriktive love.

Den Nye Store Bølge af den Proletariske Verdensrevolution vokser i styrke dag for dag

I Frankrig er de gule veste på gaderne i tusindvis og har kæmpet i adskillige måneder, hver eneste uge, i kampen imod den franske imperialisme. I hele landet, fra Paris til Marseille og dusinvis af mindre eller større byer, rejser masserne sig ikke blot for at kæmpe imod stigende udbytning, men imod selve systemet.

De gør dette på trods af alle den franske stats anstrengelser, om det så er gulerødder, som Macrons tilbud, eller kæppen, som gennem den løsslupne politivold. Og midt i denne vilde kamp vajer den røde fane med hammer og segl. Dette viser nødvendigheden af at udvikle dagskravskampen til tjeneste for magten. Det er et politisk princip for massearbejdet der har stor betydning for rekonstitueringen af det Kommunistiske Parti og forberedelsen til indledningen af Folkekrigen.

Dagskravskampen er nødvendig, men vi må anvende den på kommunistisk vis – med politik der går direkte imod den opportunistiske eller revisionistiske politik, anvender en klasselinje og ophøjer den gennem aktioner. Udvikl dagskravskampen til tjeneste for magten!

Den irske nationale befrielsesbevægelse slår igen til imod de engelske imperialister, ved at genoplive det irske folks væbnede kamp, der aldrig forsvandt. I den spanske stat styrkes kampen for selvbestemmelse forskellige steder, såsom i Baskerlandet eller Katalonien.

Folkekrigene i verden er en lysende fakkel der oplyser de væbnede kampe der vil befrie masserne

Vendende tilbage til den Tredje Verden, ser vi Folkekrigene i verden, i Indien, Peru, Filippinerne og i Tyrkiet som en lysende fakkel der oplyser de væbnede kampe, som masserne allerede fører forskellige steder imod imperialismen. I disse Folkekrige, under ledelse af proletariatet og dets parti, er bondestanden hovedkraften. For at gøre en ende på de tre bjerge der undertrykker folket og nationerne (imperialismen, den bureaukratiske kapitalisme og halvfeudalismen) og udføre den demokratiske revolution, gennem Folkekrigen, er det nødvendigt at opløfte bønderne i væbnet oprør for at erobre den nye Magt, følgende vejen at omringe byerne fra landet, og ved at anvende Enhedsfolkekrigen, hvor landet er den hovedsagelige scene og byerne et nødvendigt komplement. Med Folkekrigene der allerede er i gang og som vil blive mødt af de der er på vej, vil vi bevæge os til Verdensfolkekrigen, med hvilken vi vil bortfeje imperialismen og verdensreaktionen fra Jordens ansigt.

Det heltemodige forbillede: kommunisterne, kæmperne og masserne, der giver livet i disse Folkekrige imod den folkemorderiske kontra-revolutionære krig, er et fyrtårn for alle kommunister. Der skriges på at hjælpe dem på enhver mulig måde, det tilsvarende er at indlede Folkekrigen i ens eget land.

Kort sagt: Alle verdens grundlæggende modsigelser skærpes, revolutionen er hovedstrømningen – historisk og politisk – og masserne forlanger at deres oprør organiseres. Den nye store bølge af den proletariske verdensrevolution, der udvikler sig i den strategiske offensivs etape, tager til i styrke hver eneste dag.

De undertrykte nationer demonstrerer at de er basis for verdensrevolutionen og centrum for den revolutionære storm, på grund af massernes vægt hvor hovedstyrken udgøres af bondestanden med dens tidsløse dagskrav: »Jorden til den der dyrker den«.

Bondekampen skærpes i Peru, Filippinerne, Brasilien, Mexico, Chile, Colombia, Ecuador, Paraguay, asiatiske lande og i Afrika.

Modsigelsen mellem de undertrykte nationer på den ene side og imperialismen på den anden, er den hovedsagelige. Den skærpes på den ene side af de intensiverende aggressionskrige og på den anden side af massernes væbnede nationale modstand, især af Folkekrigene i Peru, Indien, Filippinerne og Tyrkiet.

De objektive betingelser for et modigt fremskridt, et stort spring, er tilgængelige. Det der er krævet er at kommunisterne fuldfører den afventende strategiske opgave: at rekonstituere det Kommunistiske Parti og tage et skridt fremad i genforeningen af kommunisterne på verdensplan.

At fejre 100-året for Kommunistisk Internationale vil sige at betingelsesløst kæmpe for en Forenet International Maoistisk Konference for verdens maoister og en Ny International Organisation for proletariatet

I året 1919, under borgerkrigen, grundlagde Lenin, i spidsen for verdens kommunister, den III. Kommunistiske Internationale.

Marx og Engels grundlagde den Internationale Arbejderforening. Den II. er den Internationale dirigeret af Engels i hans livs sidste dage. Den III. Internationale, grundlagt af Lenin, har faktisk været den eneste Kommunistiske Internationale. De andre genspejlede stort set Europa.

Kommunistisk Internationale havde et indviklet og svært liv, led under tabet af dens skaber og tabet af storslåede førere, hvilket havde store efterdønninger; førere af en type der ikke blot opstår til alle tider.

Lenin betragtede Internationale som en krigsmaskine for verdensrevolutionen, et Kommunistisk Verdensparti med sine sektioner, udgjort af det Kommunistiske Parti i hvert af landene, et nødvendigt redskab til kampen for frigørelsen af det internationale proletariat og befrielsen af undertrykte folk og nationer.

Under ledelse af Kammerat Stalin måtte Kommunistisk Internationale udvikle sig under de betingelser, at socialismen blev udviklet i et enkelt land, omringet af imperialismen, i en hård intern kamp der varede ved indtil 1937. Derudover opstod fascismen og der var det ondsindede værk udfoldet af Socialdemokratiet, af den rådne Socialistiske Internationale, og svage og uerfarne Kommunistiske Partier, der ikke var i stand til at optage våben, partier med opportunistiske ledere (Togliatti, Thorez osv.). Trotskisternes overløberaktioner, disse billige efterabere, mænd med det hele i munden, der vovede at skabe deres kunstige, Fjerde Internationale.

Under Kammerat Stalins ledelse nåede Kommunistisk Internationale en stor udvikling. Internationale hjalp kommunismen med at sprede sig i verden, at smede Partier af Ny Type, men de var ikke i stand til at assimilere det bolsjevikiske Partis erfaringer, da problemet var hvordan at specificere revolutionen i hvert land. Derfor var Formand Mao Zedong så storslået imod Togliattis og Thorez’ revisionistiske kriterier om fronten, der søgte at vedligeholde ordenen og ikke omstyrte den, og kun at fokusere på kampen imod fascismen.

Det er op til os at foretage en evaluering af Kommunistisk Internationale, i særdeleshed dens VII. Kongres, forbundet til verdenskrigen og Kammerat Stalins rolle. I 1943 blev Internationale opløst og en Informationskomite blev tilbage.

Andre initiativer og især RIM’s erfaring har bidraget positivt til kampen for genforeningen af den Internationale Kommunistiske Bevægelse, men ingen har været i stand til at spille en sammenlignelig rolle til Lenins og Stalins Kommunistiske Internationale. Kommunisterne verden over kæmper for at overvinde denne situation.

Der er Kommunistiske Partier der leder Folkekrige, men det er nødvendigt for kommunisterne i resten af verden at konstituere eller rekonstituere deres Kommunistiske Partier og indlede Folkekrig så snart som muligt. Vi ser fremskridt i retning af at fuldføre denne opgave, hovedsageligt i Latinamerika, i Europa og der er også positive udviklinger i Nordamerika og Asien.

Marxismen-leninismen-maoismens, hovedsageligt maoismens, almengyldige sandhed må anvendes til de konkrete betingelser i hvert land på kreativ vis, frembringende en vejledende tænkning for revolutionen, etablerende de specifikke love der styrer revolutionen i det pågældende land. I den nuværende periode med processen for at rekonstituere partierne, ævler nogle på anklagende vis om »dogmatisme« og »at kopiere«, men de »glemmer« at man, som kommunist, først må anvende marxisme og ikke revisionisme, og at man i praksis’ proces lærer de specifikke love for revolutionen i det land man virker i.

Vi har brug for Kommunistiske Partier der er krigsmaskiner, militariserede marxistisk-leninistisk-maoistiske Partier, der midt i aktioner af en fælles og masse karakter, gennemgår alle de omdannelser og forandringer der tillader dem at lede Folkekrigen i deres specifikke land. Kun disse Partier, som er den fuldstændige ophævelse af revisionisternes legalistiske og økonomistiske Partier, er et udtryk for den fulde enhed af maoistisk teori og praksis. Kun disse Partier er i stand til at mobilisere, politisere, organisere og bevæbne masserne, som allerede udvikler sin spontane og uorganiserede modstandskamp overalt imod imperialisterne.

De som ikke ser dette er blinde for massernes kamp. Dermed er det kommunisternes opgave at give denne kamp organiseret form og bevidst karakter ved at tage initiativet ved at udvikle den offensive kamp for magten på planlagt vis, hvilket tillader de revolutionære styrker at gå imod fjendens modoffensiv. Derfor må kommunisterne kalde på masserne: Kæmp og gør modstand!

Kommunisterne må gå fremad i dette, være forbilleder for masserne. Vov at kæmpe og vov at sejre! Det er ånden som hver kommunist må legemliggøre, for at stormen himlen.

Udviklingen af den objektive situation, massernes kampe, de væbnede kampe og fremskridtene i konstitueringen/rekonstitueringen af de Kommunistiske Partier i verden og i at bekæmpe spredtheden i den Internationale Kommunistiske Bevægelse, i foreningen af maoisterne baseret på principperne, to-linje kampen og i klassekampen såvel som i felttogene og de internationale begivenheder, viser et håndgribeligt fremskridt i at forene under maoismen. Så vi er i stand til at tage et yderligere skridt i at genforene Bevægelsen til en ny international organisation, på vejen til en ny Kommunistisk Internationale.

Kaldet på en Forenet International Maoistisk Konference er et vovet kampskrig for at overvinde spredtheden i Bevægelsen og forene den på basis af marxismen-leninismen-maoismen, hovedsageligt maoismen, kampen imod revisionismen og at tjene den proletariske verdensrevolution. Selvfølgelig er denne opgave ikke nem og revisionismen og opportunismen gør alt der er muligt for at skabe problemer, gå i vejen og sabotere alt hvad de kan; men kommunisterne er der for at løse problemer, for at rive murene ned, bevæge bjergene og knuse revisionismen og opportunismen.

Forén jer under maoismen!
Fremad til den Forenede Internationale Maoistiske Konference!
Leve Folkekrigens uovervindelighed!

1. Maj 2019

Underskrifter:
Ecuadors Kommunistiske Parti – Røde Sol
Perus Folkebevægelse (Reorganiserende Komite)
Brasiliens Kommunistiske Parti (Rød Fraktion)
Chiles Kommunistiske Partis Røde Fraktion
Maoistisk Organisation for Rekonstitueringen af Colombias Kommunistiske Parti
Revolutionær Kerne for Rekonstitueringen af Mexicos Kommunistiske Parti
Tyrkiets Kommunistiske Parti/marxister-leninister*
Komite Røde Fane, BRD
Maoistisk Kommunistisk Parti, den franske stat
Kollektivet Røde Fane, Finland
Komiteer for Grundlæggelsen af det (Maoistiske) Kommunistiske Parti, Østrig
Tjen Folket – Kommunistisk Forbund, Norge
Komiteen til Rekonstitueringen af USA’s Kommunistiske Parti

Kommunistisk Kerne Nepal

* TKP/ml anser begrebet den Tredje Verden for at være et ukorrekt politisk begreb, der kun bør bruges med citationstegn.