Om 80-årsdagen for sejren i slaget ved Stalingrad

Internationalt Kommunistisk Forbund udtalte korrekt i sin ‘Politisk erklæring og Internationalt Kommunistisk Forbunds principper’: »Vi indtager Formand Maos standpunkt om kammerat Stalins rolle, at han var en stor marxist. Desuden skal vi huske på, at det var ham, der på glimrende vis definerede leninismen. Vi, kommunisterne, har i dag til opgave at påtage os forsvaret af hans rolle i Anden Verdenskrig inden for Den Kommunistiske Internationale, især dens 7. Verdenskongres.«Sidstnævnte vil være centralt for denne artikel, der fejrer den enorme sejr i slaget ved Stalingrad.

Vægten og betydningen af dette store og heroiske slag blev korrekt fastslået af Formand Mao Tsetung: »Dette slag er ikke kun vendepunktet i den sovjetisk-tyske krig eller endog i den nuværende antifascistiske verdenskrig, det er vendepunktet i hele menneskehedens historie.«

Den krig, som Sovjetunionen udkæmpede, var, som det helt korrekt blev defineret, en stor fædrelandskrig krig, en retfærdig forsvarskrig. Ud over det glorværdige og heroiske forsvar, hvor Sovjetunionen under ledelse af kammerat Stalin måtte anvende brændt land for at forsvare sit territorium, for at forsvare det socialistiske fædreland, hvilket kostede mere end 25 millioner liv, udviklede den antiimperialistiske kamp sig voldsomt i de undertrykte nationer i denne periode.

Formand Mao Tsetung tænkte os retfærdigt og korrekt: »Sovjetunionens hellige modstandskrig mod den fascistiske aggression føres ikke kun til forsvar for Sovjetunionen, men til forsvar for alle de nationer, der kæmper for at befri sig fra fascistisk slaveri. For kommunister i hele verden er opgaven nu at mobilisere folk i alle lande og organisere en international enhedsfront for at bekæmpe fascismen og forsvare Sovjetunionen, forsvare Kina og forsvare alle nationers frihed og uafhængighed.«

Verdens folkeslag rejste sig for den retfærdige sag og udgød deres dyrebare blod ikke kun i krigen mod aksen, men også mod deres respektive imperialistiske herrer, hvilket indledte den store antikoloniale kamp i anden halvdel af det 20. århundrede.

I vinteren 1941/42 havde Sovjetunionen under ledelse og kommando af kammerat Stalin allerede med succes afvist et ondsindet nazi-tysk angreb på den vestlige del af landet med henblik på at indtage hovedstaden Moskva. Den nazistiske Værnemagt, der ikke kunne forstå, at ethvert forsøg på at knuse det bolsjevistiske stål, der var hærdet af den store Lenin og Stalin, var dømt til at mislykkes, indledte en offensiv mod det sydlige Rusland i sommeren 1942. De satte deres sigtekorn på Stalingrad, fordi byen fungerede som et industrielt centrum i Rusland, der blandt andet producerede vigtige varer, bl.a. artilleri til landets tropper. Volga-floden, som løber gennem byen, var også en vigtig skibsrute, der forbandt den vestlige del af landet med de fjerne østlige regioner. Nazisterne ønskede, at Værnemagten skulle besætte Stalingrad, da de så dens værdi i propaganda, da den bar Stalins navn. Af lignende moralske grunde var der et særligt behov for at forsvare den. Værnemagtens 6. armé begyndte deres angreb den 23. august 1942.

Kammerat Stalin udstedte personligt, som øverste kommando, i slutningen af juli 1942 ordre 227 for at hæve de væbnede styrkers offervilje og kampgejst til folkets niveau:

»Fjenden kaster nye styrker til fronten uden hensyn til store tab og trænger dybt ind i Sovjetunionen, indtager nye områder, ødelægger vore byer og landsbyer og krænker, plyndrer og dræber den sovjetiske befolkning. Kampen fortsætter i regionen Voronej, nær Don, i syd og ved portene til det nordlige Kaukasus. De tyske angribere trænger ind mod Stalingrad, til Volga og ønsker for enhver pris at fange Kuban og det nordlige Kaukasus med deres olie og korn. […] En del af tropperne på sydfronten har fulgt panikmagerne og forladt Rostov og Novochercassk uden alvorlig modstand og uden ordre fra Moskva, idet de dækker deres faner med skam.

Befolkningen i vort land, som elsker og respekterer Den Røde Hær, begynder at blive modløs i hende og mister troen på Den Røde Hær, og mange forbander Den Røde Hær for at have efterladt vort folk under de tyske undertrykkeres åg og selv flygter mod øst. Nogle dumme mennesker ved fronten beroliger sig selv med snak om, at vi kan trække os længere mod øst, da vi har et stort område, meget jord, meget befolkning, og at der altid vil være meget brød til os. De ønsker at retfærdiggøre den berygtede opførsel ved fronten. Men en sådan snak er løgn, som kun hjælper vores fjender.

Hver kommandant, soldat i Den Røde Hær og politisk kommissær bør forstå, at vores midler ikke er ubegrænsede. Sovjetstatens territorium er ikke en ørken, men mennesker – arbejdere, bønder, intelligentsia, vores fædre, mødre, hustruer, brødre, børn. Sovjetunionens territorium, som fjenden har erobret og har til hensigt at erobre, er brød og andre produkter til hæren, metal og brændstof til industrien, fabrikker, anlæg, der forsyner hæren med våben og ammunition, jernbaner. Efter tabet af Ukraine, Hviderusland, de baltiske republikker, Donetzk og andre områder har vi meget mindre territorium, mange færre mennesker, brød, metal, fabrikker og fabrikker. Vi har mistet mere end 70 millioner mennesker, mere end 800 millioner pund brød om året og mere end 10 millioner tons metal om året. […] At trække sig yderligere tilbage – betyder at vi spilder os selv og samtidig spilder vores moderland. Derfor er det nødvendigt at fjerne snakken om, at vi har evnen til at trække os uendeligt meget tilbage, at vi har et stort område, at vores land er stort og rigt, at der er en stor befolkning, og at der altid vil være rigeligt med brød. En sådan snak er falsk og parasitær, den svækker os og gavner fjenden, hvis vi ikke holder op med at trække os tilbage, vil vi være uden brød, uden brændstof, uden metal, uden råstoffer, uden fabrikker og anlæg, uden jernbaner. Dette fører til den konklusion, at det er på tide at stoppe tilbagetrækningen. Ikke et skridt tilbage! […] Det er umuligt at tolerere, at kommandanter og kommissærer tillader enheder at forlade deres stillinger. Det er umuligt at tolerere kommandanter og kommissærer, der indrømmer, at nogle panikslagere bestemte situationen på slagmarken og førte andre soldater med sig i afgang og åbnede fronten for fjenden. Panikmagere og kujoner skal udryddes på stedet.

Fremover bør den faste lov om disciplin for hver kommandant, soldat i Den Røde Hær og kommissær være kravet – ikke et eneste skridt tilbage uden ordre fra den højere ledelse. Kompagni-, bataljons-, regiments- og divisionskommandanter og de relevante kommissærer, der trækker sig tilbage uden ordre fra højere kommando, er forrædere af moderlandet. Dette er vores moderlands ordrer. At udføre denne ordre – betyder at forsvare vores land, at redde moderlandet, at udrydde og besejre den forhadte fjende.«

Vores heltemodige røde soldater var i første omgang i stand til at bremse Værnemagtens fremrykning under en række kampe nord for Stalingrad, og ofrede mere end 200.000 liv, og de holdt med succes de nazistiske horder tilbage. Det blev besluttet ikke at flygte, men at holde stand og derfor ikke at evakuere de mere end 400.000 indbyggere i byen. Mændene og kvinderne, selv de yngste, i Stalingrad blev inddraget i krigsrelaterede aktiviteter – kamp, byggeri, spionage, forsyning osv. Selv da Stalingrads mure sprang i luften på grund af Luftwaffes konstante bombardementer eller de tunge artilleriangreb, stod befolkningen fast.

Operation Uranus under ledelse af Georgy Zhukov og Aleksandr Vasilevsky organiserede russiske tropper i bjergene nord og vest for byen. Herfra indledte de et modangreb. Ved at betale den nødvendige pris var den Røde Hær i stand til at omringe byen i slutningen af november 1942 og fange de næsten 300.000 tyske og aksetropper (hovedsageligt italienske og rumænske), kvæle de fjendtlige styrker fra livsvigtige forsyninger og i det væsentlige omringe dem i en stadig strammere løkke.

I nærheden af Stalingrad vandt Den Røde Hær vigtige slag, bl.a. i Rostov-on-Don, ca. 250 miles fra Stalingrad. Således blev de fjendtlige styrker tyndet ud og strakt ud på den del af fronten, og operation Lille Saturn vest for Stalingrad var en succes. Med mænd, ikke våben, hvilket endnu en gang beviste, at det marxistiske princip om, hvad der er vigtigst, var korrekt, kvalte de angriberne til døde og udkæmpede det største krigsslag i byer, der nogensinde er set. Det var en krig ikke kun fra gade til gade, heller ikke fra hus til hus eller fra kælder til kælder, ikke engang fra etage til etage, men fra rum til rum, der frembragte de mest heroiske, kapitler, der har rystet verden.

Om betydningen af slaget ved Stalingrad for hele krigens forløb udtalte Formand Mao: »…i denne nuværende krig er angrebet på Stalingrad udtryk for fascismens sidste desperate kamp for selve fascismen. Også på dette vendepunkt i historien er mange mennesker i den antifascistiske verdensfront blevet vildledt af fascismens glubske fremtoning og har ikke forstået dens væsen. I 48 dage rasede der en hidtil uset bitter kamp uden sidestykke i menneskehedens historie – fra den 23. august, da hele den tyske styrke krydsede Don-flodens bue og indledte det totale angreb på Stalingrad, over den 15. september, da nogle tyske enheder brød ind i industrikvarteret i den nordvestlige del af byen, og helt frem til den 9. oktober, da det sovjetiske informationsbureau meddelte, at den Røde Hær havde brudt den tyske omringningslinje i dette kvarter. I sidste ende blev denne kamp vundet af de sovjetiske styrker. I løbet af disse 48 dage greb nyheden om hvert eneste tilbageslag eller hver eneste triumf fra denne by utallige millioner af menneskers hjerter, og nu bragte den dem ængstelse, nu vakte den dem til begejstring. Dette slag er ikke kun vendepunktet i den sovjetisk-tyske krig eller endog i den nuværende antifascistiske verdenskrig, det er vendepunktet i hele menneskehedens historie. I løbet af disse 48 dage har verdens befolkning fulgt Stalingrad med endnu større bekymring, end de fulgte Moskva i oktober sidste år. […] efter slaget om forsvaret af Stalingrad vil situationen være helt anderledes end sidste år. På den ene side vil Sovjetunionen iværksætte en anden vintermodoffensiv i stor skala, Storbritannien og USA vil ikke længere kunne forsinke åbningen af den anden front (selv om den nøjagtige dato endnu ikke kan forudsiges), og Europas befolkninger vil være klar til at rejse sig som svar. På den anden side har Tyskland og dets europæiske medskyldige ikke længere styrke til at iværksætte store offensiver, og Hitler vil ikke have andet valg end at ændre hele sin politik til strategisk defensiv.«

Vi ved alle, og vi skal huske, at den fascistiske offensiv, der blev ledet af nazisterne, og som de italienske og spanske fascister samt andre som rumænerne, ungarerne og også Banderas flok rotter fra Ukraine bidrog til, og som brugte hele det underkuede Europas økonomiske styrke, kastede millioner over millioner, cremen af den tyske hær, 75 % af dens luftvåben, ind i invasionen. Men kammerat Stalin havde klogt håndteret diplomatiet med stor finesse.

Det er værd at bemærke den sovjetiske efterretningstjenestes skarpsindighed og gennemslagskraft. Sikke en efterretningstjeneste. De kendte den nøjagtige dag for nazi-invasionen.

Sovjetunionen anvendte et strategisk forsvar sammen med brændt jord, så de ikke efterlod andet end bar jord, mudder, aske og de mest modige, beslutsomme og resolutte partisaner bag fjendens linjer. De havde den frækhed og det mod at sprænge monumentale værker som f.eks. den berømte dæmning, der forbinder Volga og Don, som har krævet så mange års indsats, i luften. Tyskerne drømte aldrig om, de troede, at dette værk ikke ville blive sprængt i luften, fordi det var for vigtigt og havde kostet meget.

Proletariatets diktatur stod på spil, revolutionen stod på spil, vi kan ikke stoppe op med at tænke, og vi kan heller ikke bare lade os hindre, som Formand Mao sagde, af forsvaret af tommer jord. De slog ned ved portene til Leningrad, ved portene til Moskva og Stalingrad; men ikke kun kun brændt jord blev udført, men guerillaer og selv enkle individuelle mænd og kvinder med deres geværer, deres ammunition og deres vodka ventede på fjenden. For at tilintetgøre en af disse modige helte og heltinder mistede tyskerne i gennemsnit 10 mand.

Den fascistiske offensiv var en militær plan af meget høj kvalitet, og derfor udarbejdede de højeste og mest oplyste tyske militærledere denne plan, og den tyske skole har en mange gange bevist krigstradition: på tre måneder planlagde de at erobre Sovjetunionen.

Kammerat Stalins fremsynethed, han havde allerede truffet foranstaltninger siden 1930’erne, da der skete en stor omdannelse af landområderne og industrien, de havde allerede flyttet fabrikker ud over Ural og forudså endda muligheden for at gå så langt som til Moskva, for det er sandt, alt var allerede på plads, hvis de i sidste ende ikke kunne forsvare Moskva, selv om det var den beslutning, der blev truffet, det var allerede planlagt at flytte ledelsen og centret til Ural; Så det første, der blev gjort, var at træffe foranstaltninger til Lenins overførsel, for han kunne ikke falde i de usle helvedsønners beskidte hænder, han kunne ikke falde.

Men ordren, efter at de var trængt ind til ovennævnte porte, var ordren, at de ikke måtte trække sig længere tilbage! Det er meget mindeværdigt, og vi skal altid huske, hvordan de den 7. november, på årsdagen for revolutionen, ikke havde noget sted at fejre den, og det blev anset for umuligt at gennemføre den; kammerat Stalin sagde: »Men der er ingen perron der, der er ingen pladser der«, kammerat Stalin trådte op på en kasse og talte til fejring af revolutionen og sagde: »Hvor mange af os var der, da vi greb magten, hvilke kræfter havde vi, da vi slog den imperialistiske aggression tilbage umiddelbart efter oktoberrevolutionen? Vi vil knuse dem, og vi vil tilintetgøre bæstet i dets egen hule, i Berlin.«

Det er ting, man skal huske, for at forstå kammerat Stalin skal man se på Anden Verdenskrig. Vi ved alle, hvordan dengang den store modstand kom, hvordan de tyske linjer blev brudt, hvordan belejringen af Stalingrad kom, hvor de tyske kommandanter, Hitler selv, beordrede dem til ikke at trække sig tilbage for disse underlegne undermennesker. Disse undermennesker, barbarerne, mongolerne, jagtede dem som rotter, og de måtte overgive sig.

Det er altid godt at gentage dette: Stalin, den dygtige og kloge krigsforvalter, tog altid hensyn til det moralske element, og han lod alle de besejrede, overgivne nazister gå i parade og smed deres flag, deres ørne og deres hagekors ved foden af Lenins mausoleum; ikke kun et stort militært nederlag, men også et stort moralsk nederlag! Den nazistiske arrogance var blevet sænket i mudderet og trampet ned, det var det største moralske slag, den nogensinde havde fået, og det var begyndelsen til den nazistiske Værnemagts sammenbrud.

I februar 1943 analyserede kammerat Stalin: »For tre måneder siden indledte Den Røde Hærs tropper deres offensiv ved indfaldsvejene til Stalingrad. Siden da er initiativet i de militære operationer forblevet i vores hænder, og tempoet og slagkraften i den Røde Hærs offensive operationer er ikke blevet svækket. I dag rykker Den Røde Hær under hårde vinterforhold frem over en front på 1.500 km og opnår praktisk talt overalt succeser. I nord, nær Leningrad, på den centrale front, ved indgangen til Kharkov, i Donets-bækkenet, ved Rostov, ved Azovhavet og Sortehavet, slår den Røde Hær slag efter slag mod Hitlers tropper. I løbet af tre måneder har den Røde Hær befriet Voronezj- og Stalingrad-regionerne, de tjetjensk-engelske, nordossetiske, kabardino-balkarske og kalmykiske autonome republikker, Stavropol- og Krasnodar-territorierne, de tjetjenske, karatjaksiske og adygeisuistiske autonome regioner og næsten hele Rostov-, Kharkov- og Kursk-regionen fra fjenden.

[…] alene i vinteren 1942-43 mistede tyskerne over 7.000 kampvogne, 4.000 fly, 17.000 kanoner […] siden krigens begyndelse har sat omkring 9.000.000 tysk-fascistiske officerer og mænd ud af spillet, hvoraf ikke mindre end 4.000.000 blev dræbt på slagmarken.

[…] for det første er den tyske hærs svaghed manglen på mandskabsreserver, og følgelig ved man ikke, hvorfra disse tab vil blive erstattet. […] den Røde Hær er blevet en rutineret hær. […] millioner af mænd i den røde hær er blevet mestre i deres våben […]

Det kan ikke betragtes som en tilfældighed, at Den Røde Hærs Kommando ikke blot befrier sovjetisk jord fra fjenden, men ikke lader fjenden forlade vores jord i live, idet den gennemfører så vigtige operationer som omringning og tilintetgørelse af fjendtlige hære, der godt kan tjene som eksempler på militær kunst. Dette er utvivlsomt et tegn på vores kommandørers modenhed.

Der kan ikke herske tvivl om, at kun den korrekte strategi fra Den Røde Hærs Kommando og den fleksible taktik hos vores kommandanter, der udfører den, kunne have resulteret i en så fremragende kendsgerning som omringningen og tilintetgørelsen ved Stalingrad af en enormt opsamlet hær af tyskere på 330.000 mand.«

Vores brasilianske kammerater påpegede: sejren over fascismen i Anden Verdenskrig er en af de store historiske begivenheder i den Proletariske Verdensrevolutions proces, den imperialistiske lejr fandt sig selv dybt slået, tre vigtige imperialistiske magter blev besejret – Tyskland, Japan og Italien – hvilket skal studeres seriøst for at få en retfærdig og korrekt forståelse, det skal fremhæves og fejres.

Kinas Kommunistiske Parti bekræftede, hvad angår evalueringen af denne historiske erfaring:

»For det første viser historien om den antifascistiske krig, at det socialistiske system har en enorm vitalitet, der kan modstå den hårdeste prøvelse, og at en stat med proletariatets diktatur er uovervindelig.

For det andet viser den antifascistiske krigs historie, at imperialismen er kilden til alle krige i moderne tid, at imperialismens aggressive natur ikke vil ændre sig, og at det derfor er nødvendigt at fortsætte kampen mod imperialismen for at forsvare verdensfreden.

For det tredje viser den antifascistiske krigs historie, at folkekrigen er sikker på at vinde, at det er helt muligt at besejre de imperialistiske aggressorer, at imperialismen er en papirtiger, der tilsyneladende er stærk, men i virkeligheden er svag, og at atombomben også er en papirtiger, og at det er folket og ikke våbnene, uanset klasse, der afgør krigens udfald.

For det fjerde viser den antifascistiske krigs historie, at det for at besejre den imperialistiske aggressor er bydende nødvendigt at stole på de revolutionære folkekræfternes enhed i alle lande, at trække alle de kræfter, der kan vindes, til vores side, at danne den bredest mulige internationale enhedsfront og koncentrere vores slag mod verdens folkeslags hovedfjende.«

Under den glorværdige Røde Hærs kanoner blev Nazi-Tyskland knust, socialismen og proletariatets diktatur opstod i hele Østtyskland. Det Kommunistiske Parti og Sovjetunionens røde banner, der vajer over den skyggede og ødelagte tyske rigsdag, er et ubestrideligt stort øjeblik for det internationale proletariat, der symboliserer hele det heroiske og glorværdige epos om kampen mod fascismen til forsvar for Sovjetunionen og for udviklingen af Den Proletariske Verdensrevolution. Den sætning, som kammerat Dimitrov udtalte, da han gik i gang i retning af USSR efter den store sejr i nazi-tribunalet i Leipzig, blev således fuldført: »Vi vil gøre Tyskland sovjetisk!«.