Imperialisme i krise: Afvisningens voksende strøm og krise i parlamenterismen – 2022 svensk Rigsdagsvalg

Uofficiel dansk oversættelseaf artikel fra CI-IC.org

Proletarer i alle lande, foren jer!

»[…] den historiske hovedtendens er sammensmeltningen af Folkekrigen ledet af partiet, med den store strømning repræsenteret af millioner af ikke-registrerede, ikke-stemmeberettigede og disse blanke eller nul-stemmere; dette er den strømning, som partiet er med til at strukturere som en del af det hav af masse, der nødvendigvis vil feje den gamle orden af udbytning og undertrykkelse væk.«

– Perus Kommunist Parti, »Valg, nej! Folkekrig, ja!«, 1990

Valg er metoden hvorpå regerings administrationen for bourgeoisiets diktatur fornyes, i.e. dets mæglere fornyes. Som Marx passende pointerer: »De underkuede klasser får med flere års mellemrum lov til at afgøre, hvilken repræsentant for den herskende klasse der parlamentet skal ud- og undertrykke deres krav!« De borgerlige partier er instrumenter som tjener vedligeholdelsen af den etablerede orden, dets bevarelse og udvikling.

Imperialisme er kapitalismens højeste og sidste stadie, det er reaktion fra enden til anden. Denne ændring i indhold med bragte sig en krise i regerings formen. Idag er imperialismen i et udviklet forrådnelsenstilstand og i dets sidste krise hvori den vil blive feget bort, det står overfor dyb cyklisk krise siden sent 2019 og alt dette forværrer yderligere dets politiske krise.

Verdens proletariske revolution er på fremmarch og verden ser højvande i den nationale befrielses bevægelse. Almen historie er påvej ind i en ny periode af revolutioner og i overensstemmelse med denne situation marchere kommunisterne i dag fremmad mod den forenede maoistiske internationale konference og proletariatets nye internationale organisation.

Disse er de generelle forhold for modsigelsens to aspekter, vores kræfters forhold og vores fjendes, vores bakkers og deres. Vi er i perspektiv og essens det magtfulde og hovedsaglige aspekt. Vi ser at vi er fremadgående på grund af vores tids kendetegn, som afgør resultatet; det internationale proletariats uundgåelige historisk bestemte sejr. Vi ser det karakteristisk udtrykt i tendensen till, at de undertrykte nægter at leve som før og de der regerer ikke kan regere som før, og dette manifesterer sig konkret blandt andet i strømmen af masser som fornægter og afviser de borgerlige valg farser på den ene side, og parlamenterismens krise på den anden side, og dette, ligesom alting, følger loven om ulige udvikling.

Den 11 september fandt, rigsdagens, kommunernes og regionernes valg i Sverige sted samtidigt. Det ubeslutsommer esultat krævede forlæmgede forhandlinger før indgående svenske statsminister og leder af »Moderaterne« Ulf Kristersson var i stand til at bekendtgøre kabinettets formering d. 18 oktober, bestående af »Moderaterne (M)«, »De liberale (L)«, »Kristendemokraterne (KD)« og med støtte fra »Sverigedemokraterne (SD)« i pralementet.

Udvalgte statestikker fra det svenske 2022 Rigsdagsvalg

Valgresultatet er en del af den generelle tendens til krisen i parlamentarismen, og er i overensstemmelse med dens særligt udtryk i Sverige i de seneste år, som set i sidste valgperiode fra 2018-2022.

Resultatet af folketingsvalget i 2018 gav også anledning til en kompliceret situation. Socialdemokraterne med Stefan Lövfen i spidsen dannede først Lövfen I-mindretalsregeringen, men tabte et mistillidsvotum den 25. september, tvingende en rigsdags afstemning om en ny regering.

En langvarig proces var nødvendig før en ny regering kunne dannes. Til sidst fik Lövfen til opgave at danne en ny regering, men hans forslag blev afvist i rigsdagen. Endeligt blev der i januar 2019 »januaraftalen« indgået og den nye Lövfen II-regering blev dannet.

Fra utilfredshed og uenighed med resultaterne og konsekvenser af januar -aftalen blev en afstemning om mistillid rettet mod Lövfen II -regeringen, som resulterede i, at »Alliancen« der består af fire af store partier som havr eksisteret siden 2004 blev effektivt opløst på et nationalt niveau. På trods af afstemningen om mistillid, ville Lövfen II-regeringen fortsætte med at styre under Covid-19 pandemi.

I juni 2021 blev endnu en afstemning om mistillid udløste, hovedsageligt på grund af uenighed om et forslag om husleje kontrol foreslået af »januar partierne«. Som et resultat af mistillid afstemningen blev Lövfen II-regeringen bragt ned, og for første gang i svensk historie, blev statsministeren væltet i et mistilidvotum.

Rigsdagens formand Andreas Norlén foreslog, at Lövfen dannede en ny regering, og i juli blev Lövfen genvalgt statsminister og Lövfen III -regeringen blev dannet bestående af socialdemokraterne og det grønne parti. I November 2021 trak Lövfen sig fra alle politiske poster, og blev hurtigt efterfulgt af Magdalena Andersson.

En koalitionsregering af socialdemokraterne og det grønne parti var forventet, men det grønne parti trak deres støtte som et resultat af en uenighed med det stillede budgetforslag. Det nye kabinet var forventet at være blevet sat i gang den 26. november, men på grund af ændringen i regeringens sammensætning, trak Andersson sig.

En bekræftelsesafstemning blev indledt af taleren Norlén i hvilken Adersson stemme, og derfor blev Andersson -kabinettet dannet, en minoritetsregering af socialdemokraterne, der tiltrådter den 30. november. Det var den mindste svenske regering siden 1979, der byggede på 100 af de 349 parlamentsmedlemmer (28,65%).

De interne modsigelser i den borgerlige stat, det øgede samspil og kamp mellem de parter, der repræsenterer de vigtigste respektive fraktioner af det svenske bourgeoisie, er et resultat af det pres, de står overfor. Med situationen alvorlighed kæmper de mere for at opnå relativ enhed over metoder for at bevare og udvikle den gamle orden. På den ene side er det en manifestation af parlamentarismens krise, et udtryk for imperialismens generelle krise. På den ene side i perioden siden 2018 generalvalg, skal det også ses som en konsekvens af pres fra den cykliske krise, hvis påvirkninger stadig er ugrænsende til stede i den svenske økonomi. I dette øjeblik, den svenske økonomi er på vej ind i en recession og inflation på næsten 10%.

Vi ser også i Sverige manifestationen af den generelle tendens af stemmefald og deraf følgende valgubeslutsomhed, hvilket med den øgede samarbejde og kamp, der følger, har en tendens til at resultere i parlamentariske låsninger. Tendensen af stemmefald er karakteristisk for den proces, hvor sektioner af masserne gennemgår forskellige kvalitative stadier fra tabet af tro i det borgerlige valgsystem til afvisning og til sidst til gendrivelse. De tidlige stadier af dette proces manifesterer sig først i tab af tro i det væsentlige, traditionelle partier, og vi ser dette på verdensplan med hurtig stigning og sædvandlige fald af nye »alternativ« partier, som uundgåeligt viser for de masser, der kaster deres stemme til fordel for dem, at de er i substans det samme som alle partierne i parlamentet – repræsentanter af forskellige fraktioner eller sektioner af det store, monopol, imperialistiske bourgeoisie i samarbejde og kæmper for rollen som mæglere af det borgerlige diktatur.

Valgdeltagelsen i valget i 2018 var 87,18%, det højeste i 33 år. Toppen var i 1976 med 91,76 % og i rigsdagsvalget 2022 faldt det med 2,97% til 84,21% (minus 1,27% null eller blank, dvs. 82,94% reel valgdeltagelse). Dette bekræfter loven om ulige udvikling. Udvikling er aldrig lige, lineær og jævn. I Sverige ser vi i modsigelse at aspektet af parlamenterismens krise er mere udviklet end aspektet af undladelse strømning, afvisning og gendrivelse, som også udvikler sig. I øvrigt, udviklingen af det første af aspekterne, hvor impotensen i det parlamentariske system afslører sig selv, vil drive udviklingen af det andet. I alle fald den del af befolkningen, der ikke stemte for et af de borgerlige Partier kunne stadig udgøre det næststørste »parti« (med 17,06% ligger de før Sverigedemokrater med 17,01% og bag socialdemokrater med 25,15%). Og vi må ikke glemme midlertidigt vellykket reaktionær mod-strøm oprettet af bourgeoisiet ved hjælp af sverigedemokrater, som de ligeledes gjorde for eksempel i Østrig med »FPÖ«, i Tyskland med »AFD« eller i Italien med »Italiens brødre«.

Med krisen i parlamentarisme, svækkes grundlaget for den gamle svenske stat, og det vil ligesom alle andre stater stole mere og mere på dets blotte væbnede og undertrykkende kræfter til opretholde sit styre, og det vil også afgrænse sig selv og dens karakter endnu mere, hvilket driver afvisningen af den gamle borgerlige stat. Illusionerne om fredeligt og frivilligt demokrati vil blive knust, da det afsløres klart for alle at se, at rygraden i enhver stat er de væbnede styrker.

Med hvert valg beviser den borgerlige valgfarse sigselv igen og igen for hvad det er, f.eks. i den nylige valgkampagne, ingen talte et ord om at Sverige sluttede sig til NATO og afslutter det århundreder lange “neutralitetspolitiske” siden Karl XIIIs regeringsperiode. Derfor et stykke af Masserne går videre i større eller mindre grad gennem stadierne af denne proces og gennem denne proces vokser afvisningens og gendrivelsens strømning. Det er op til kommunisterne at tage denne ubevidste og spontane strømning op, løft den og give det tilbage til masserne, likvidere alle hvile af parlamentariske illusioner, der tjener de kort-, midt- og langtidsopgaver. Dette udtrykkes endnu en gang i behovet for proletariat til at rekonstituere sit kommunistparti, en presserende og forfaldt opgave.

Advertisement