Uncategorized

Imperialismen i krise: Afvisningens Voksende Strøm og Krisen i Parlamentarismen

Uofficiel dansk oversættelse af artiklen fra CI-IC.org.

Proletarer i alle lande, foren jer!

Imperialismen i krise: Afvisningens Voksende Strøm og Krisen i Parlamentarismen

2022 italienske parlementsvalg

“… den historiske hovedtendens er sammensmeltningen af Folkekrigen ledet af Partiet,med den store strømning repræsenteret af millioner af ikke-registrerede, ikke-stemmeberettigede og disse blanke eller nul-stemmere; dette er den strømning, som Partiet er med til at strukturere som en del af det hav af masser, der nødvendigvis vil feje den gamle orden af udbytning og undertrykkelse væk.”

– Perus Kommunist Parti, “Valg, nej! Folkekrig, ja!”, 1990

Valg er metoden hvorpå regerings administrationen for bourgeoisiets diktatur fornyes, i.e. dets mæglere fornyes. Som Marx passende pointerer: “De underkuede klasser får med flere års mellemrum lov til at afgøre, hvilken repræsentant for den herskende klasse der i parlamentet skal ud- og undertrykke deres krav!” De borgerlige partier er instrumenter som tjener vedligeholdelsen af den etablerede orden, dets bevarelse og udvikling.


Under imperialismen, skiftede nationerne fra at være hovedsageligt politiske enheder til at være hovedsageligt økonomiske enheder. Denne ændring af indhold medførte en krise i den politiske omstændighed.


Imperialismen er kapitalismens højeste og sidste stadie, men den har også sine under-stadier, og i dag er den i et fremskredent stadie af forrådnelse og i dens generelle og endelige krise, hvor den vil blive fejet bort. Den Proletariske Verdensrevolution er i den Strategiske Offensive stadie. Dette er karakteristisk udtrykt i tendensen til, at de undertrykte nægter at leve som før, og at de overstående er ude af stand til at reagere som før.


D. 25 september, blev der afholdt parlamentsvalg i Italien, en valgfarce, der er karakterisk udtryk for den epoke vi er i. Den fandt sted i konteksten af den cykliske krise og af den generelle og endelige krise for imperialismen, som er i et fremskredent stadie af forrådnelse – og dermed krisen i parlamentarismens uddybning. Valget var et såkaldt snap valg, afholdt efter fiaskoen og dødvandet af den foregående regering ledet af Mario Draghi, og
efterfølgende parlamentets opløsning. Fremstående som den farceagtige “sejrherre” med påstanden om såkaldt flertal, er partiet “Italiens Brødre” ledet af Giorgia Meloni, med 26% af stemmerne, hvilket svarer til blot 15,8% af den samlede stemmeberettigede befolkning.


Valgets udfald er i overensstemmelse med den generelle tendens til stemmespredning og ubestemthed. Endnu vigtigere er det dog, at resultaterne viser den højeste fraværsprocent i Republikken Italiens historie, med 36,1 %, der undlod at stemme. Sammen med de nul- eller blanke stemmer på 4,45 % svarer det til svimlende 40,57 %. Det betyder, at 24,77 % flere undlod at stemme eller afgav nul- eller blanke stemmer end stemte på det “sejrrige parti”.Dette illustrerer klart den farceagtige og demagogiske karakter af denne såkaldte “sejr” for “flertals”-afstemningen og det borgerlige såkaldte “repræsentative demokrati”.

Udvalgte statistikker fra valgresultatet for Deputeretkammeret den 25. september 2022

Det bekræfter på ny den manglende legitimitet af den italienske imperialistiske stat og dens borgerlige regering i massernes øjne, og den viser massernes afvisning, ligegyldighed eller fornægtelse af de farceagtige valg og den borgerlige stat. Det er symptomatisk for krisen i parlamentarismen, som manifesterer sig på globalt plan. Krisen i parlamentarismen i Italiens tilfælde ses tydeligt i rækken af ​ begivenheder op til parlamentsvalget den 25. september, i en periode præget af afmagt fra hængte parlamenter, ubestemthed, spredning og fraktionskamp,
samt udnævnelser og afskedigelser af kabinetter samt ledere inden for forskellige partier.

Parlamentsvalget i 2018 resulterede i et hængt parlament, det vil sige, at intet parti var i stand til at opnå et såkaldt klart flertal. Først efter langvarige forhandlinger var det muligt at etablere en ny regering, ledet af Guiseppe Conte. Dette nye flertal kunne imidlertid ikke holde stand mod tendensen til kamp og spredning. Der skete et spring i den nye regerings interne modsigelse, og i august 2019 annoncerede vicepremierminister Matteo Salvini fra Lega Nord-partiet et mistillidsvotum mod Conte.

Premierminister Conte fratrådte sin post til Sergio Mattarella, og Mattarella indledte konsultationer med de parlamentariske grupper. Resultatet af konsultationerne var vagt, og derfor blev en anden runde igangsat, som resulterede i, at Conte endnu en gang fik opgaven med at danne et nyt kabinet. Det nye kabinet blev annonceret den 4. september 2019.

I januar 2021 trak partiet Italia Viva støtten til Contes regering tilbage, hvilket udløste en regeringskrise, hvor Conte ikke var i stand til at opnå et klart flertal i senatet. Efter at forhandlingerne om at danne et tredje kabinet ledet af Conte mislykkedes, blev Mario Draghi, tidligere præsident for Den Europæiske Centralbank, udnævnt til premierminister den 13. februar. Han dannede et kabinet bestående af forskellige uafhængige teknokrater og politikere fra de forskellige partier, hvor Brothers of Italy var det eneste store parti i oppositionen.

Tendensen til spredning og intern kamp fortsatte og udviklede sig, hvilket til sidst førte til, at partiet “Femstjernebevægelsen” trak støtten til regeringen tilbage den 14. juli i år.
Premierminister Draghi trådte tilbage, præsident Mattarella opløste parlamentet, og snap valget den 25. september blev indkaldt.


Meloni og Italiens Brødre beskyldes af nogle for at være fascistiske. Hvorvidt dette er en nøjagtig karakterisering eller ej, kan kun vurderes gennem en generel analyse af Italiens brødres holdninger, forslag og programmer, men det ligger udenfor denne artikels rammer. Vi ser dog tydeligt reaktionariseringens tendens; af korporatisering og den deraf følgende negation af parlamentarismen – så karakteristisk for imperialismens fremskredne nedbrydningsstadie. Dette baner i perspektiv i retning af fascisme.

Vi fastholder, at vi ikke kan lægge al vægt i statistikken, i kvantitet, selvom det afspejler noget fra kvaliteten. Men ikke alt. Hovedaspektet er kvaliteten, i de borgerlige regeringers afmagt og stridigheder i deres rolle, i kriserne, i de dybeste og bredeste masser, klassen, der nægter at leve som før, i at gøre oprør, i at afvise eller nægte at acceptere valgfarcen og den
borgerlige stat.

Partierne og koalitionerne i de borgerlige regeringer repræsenterer forskellige fraktioner og sektorer inden for bourgeoisiet, og i Italiens tilfælde det imperialistiske (dvs. monopol, stor) bourgeoisie. Især i denne periode, vi befinder os i, kommer dette til udtryk i en forværret tilstand af samordning og kamp, ​øget kamp mellem og inde i parterne, det vil sige kamp om, hvilke metoder man skal bruge for at bevare og udvikle den gamle orden. Deres dage er talte.
De skælver. Med imperialismen er de på et synkende skib, og med dette pres kommer de indre modsætninger blandt dem til udtryk i denne skærpende indre kamp. De interfaktionelle modsætninger i storborgerskabet om de i sidste ende forgæves metoder til bevarelse og udvikling af den gamle orden bliver stadig mere uforsonlige.

Med denne krise i parlamentarismen bliver staten svagere i sit grundlag, og bliver mere og mere nødt til at stole på sine væbnede og undertrykkende styrker, og dermed bliver det tydeligere for folket, at de væbnede styrker er rygraden i staten, og at enhver stat opretholder,forsvarer og udvikler sig selv ved brug af vold, over for hvilket folket har brug for revolutionær vold.


Sammenfattende ser vi, at de reaktionære er nødt til at udvikle deres valgprocesser, som for dem repræsenterer flere problemer, herunder forværret samordning og kamp blandt dem om metoder til at bevare og udvikle den gamle orden. Det får det forfaldne parlamentariske system til at rådne endnu mere op. Den gamle stat mister legitimitet blandt masserne.
Grundlaget for den gamle stat er svækket, og gennem denne proces er den tvunget til at stole på og opretholde sig selv mere og mere på sine væbnede styrker, på afstumpet undertrykkende magt, afsløre dens karakter tydeligere og afgrænse sig fra folket. Svaret på den voldelige reaktion på at opretholde, udvikle og forsvare den gamle orden er og vil blive mødt af dens udviklende modsætning, folkets revolutionære vold for at omstyrte den gamle orden.


Imperialismens rådne natur, det forfaldne borgerlige parlament og dets farceagtige valg kalder på boykot af valget, det kalder på Folkekrig. “Proletariske kommunisters holdning til det politiske undervejs i Italien” er:
“At undlade at stemme er ikke svaret. Det er en objektiv nødvendighed inden for den konkrete analyse af den konkrete situation ved disse valg, men det, der er brug for, er deltagelse, organisering, overgangen fra en passiv position til en aktiv, både generel og kapillær, endda individuel, hvis vi ser på proletariatets og de brede massers bevidsthedstilstand og praksis i vort lands virkelighed. De mest udnyttede sektorer er passive, fabrikkerne er stadig generelt passive, bestemt med arnesteder, der brænder i deres rækker, som skal opretholdes og næres, men denne passivitet har kun ét alternativ, som er aktivitet og ikke blot valgafholdenhed.”

Vi har vores øjne, vi har vores sanser. Alligevel er der dem, der nægter at se. Historien vil
marchere forbi dem, mens de efterlades på historiens affaldsbunke. Stormen kommer. Vinden hyler i tårnet.

“Italiens brødre” har tidligere presset på for et forbud mod “undskyldninger for kommunisme”. De reaktionære hævder, at kommunismen er umulig og forældet, og de erklærede den død for længe siden. Hvorfor opfordrer de så til intensiveret undertrykkelse af dem, der anses for kommunister? Vi er på vej mod vores objektivt nødvendige og historisk definerede mål. Vi lever i den strategiske offensiv af den proletariske verdensrevolution, i en ny periode med revolutioner, hvor imperialisme og reaktion vil blive fejet væk fra jordens overflade. Sæt ikke spørgsmålstegn ved det, spøgelset hjemsøger dem nu mere end nogensinde. Som vores store grundlægger Marx allerede erklærede med vores manifest fra 1848: “Lad de herskende klasser skælve ved en kommunistisk revolution. Proletarerne har ikke andet at tabe end deres lænker. De har en verden at vinde. Arbejdere fra alle
lande, foren jer!”

Advertisement

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s