Evig hæder til Formand Gonzalo

Uofficiel dansk oversættelse af udtalelsen af Perus Kommunistiske Parti og Brasiliens Kommunistiske Parti.

Proletarer i alle lande, foren jer!

“Til sidst hører vi følgende: Som vi kan se verden over, skrider maoismen uafbrudt fremad, for at lede den nye bølge af den proletariske verdensrevolution. Forstå dette godt og begrib det! Dem som har ører, skal bruge dem og dem som har evner til at begribe – hvad vi alle har – skal håndtere dette. Nok med tåbeligheder! Nok med uklarheder! Dette må vi forstå! Hvad vil udvikle sig i verden? Hvad har vi brug for? Vi har brug for at maoismen bliver legemliggjort, sådan som det allerede sker. Vi har brug for at maoismen skaber nye Kommunistiske Partier til at styre og lede den Nye Store Bølge af den proletariske verdensrevolution, som går os i møde.” (Formand Gonzalos tale, 1992)

Da Formand Gonzalo for 30 år siden holdt sin mesterlige tale den 24. september 1992, drømte hans fjender, at dette ville blive solnedgangen for hans arbejde, men dette frygtløse samlingsråb var mere en stråle af gryende solskin. I dag, tredive år efter hans tale, er hans statur og betydning i historien ikke holdt op med at vokse.

Vi lever gennem en ekstraordinær periode i verdenshistorien, resultatet af denne konfrontation mellem revolution og kontrarevolution, et produkt af det internationale proletariats hårde kamp, fortid og nutid, som vi kæmper for at påtvinge maoismen som den eneste befaler og vejleder for verdensrevolutionen. Formand Gonzalo påpegede, at vi er i fase af Den Strategiske Offensiv af Den Proletariske Verdensrevolution, og inden for den er vi i dens defensive fase, og at det derfor er op til os at gå videre til den strategiske balance inden for scenen af den Strategiske Offensiv. Vi understreger, at udviklingen af modsætningen mellem revolution og kontrarevolution finder sted på grundlag af imperialismens generelle krise, fordi imperialismen, som er kapitalismens sidste fase, også har faser, og vi er i den sidste af dem.

Dette er en kontekst, hvor den objektive situation og de subjektive forhold, som er tilbøjelige til at udvikle sig med stormskridt, mødes, som i få andre øjeblikke i historien. I den objektive situation med imperialismens hidtil usete krise, der på formidabelt vis forværrer den bureaukratiske kapitalismes krise i landene i den Tredje Verden, lancerer den millioner af masser i eksplosive oprør, præget af en ujævn udvikling af den revolutionære situation over hele verden. Tre årtier tidligere sagde Formand Gonzalo, der analyserede verdenssituationen under imperialismens generelle krise, at en kontrarevolutionær offensiv af generel karakter ville blive sluppet løs og så, som en ørn af bjergene, at imperialismen havde brug for sådan offensiv for at forlænge udbytningen og undertrykkelsen af proletariatet og nationerne og verdens folk, for at afværge sin kollaps og revolutionen, og det vil sige, som allerede kan ses, ville generere massernes eksplosivitet, i en ny situation, og at verdens kommunister skal stræbe for at påtvinge maoismen som den eneste befaler og vejleder for den Proletariske Verdensrevolution, gennem rekonstitueringen/konstitueringen af militariserede kommunistiske partier, ved at væbne det internationale proletariat med strategien af at udløse flere og flere folkekrige indtil de bliver transformeret om til verdensfolkekrig.

Hvis vi ser på den internationale situation som helhed, stiger imperialismens forrådnelse for hver dag, der går, hvilket bekræfter, at den er i sit endelige sammenbrud og kun skal fejes væk af verdensrevolutionen gennem folkekrigen, når revolutionen er blevet den vigtigste historiske og politiske tendens i verden i dag, og verdensrevolutionen er gået ind i fasen af sin strategiske offensiv.

Imperialismen, hovedsagelig Yankee-imperialismen, som den eneste hegemoniske supermagt, i hemmeligt samarbejde og kamp med sine imperialistiske rivaler, udvider og uddyber mere og mere sin angrebs- og plyndringskrig for de undertrykte nationers bytte og for at erobre stillinger for at sikre sit verdenshegemoni. Men imperialismen marcherer kun fra fiasko til fiasko i lyset af modstanden fra de undertrykte folk og nationer i kamp for revolution, befrielse og suverænitet, som blev demonstreret ved udvisningen af dens invaderende tropper og allierede med jern og ild fra afghansk territorium af nationale modstandskræfter og ved massernes øgede eksplosivitet. Derudover fortsætter modstandskrigene i de besatte lande i Mellemøsten, Asien og Afrika og folkekrigene i Indien, Peru, Filippinerne og Tyrkiet.

Ved at analysere imperialismens krise i begyndelsen af 2020’erne som symptomer på et hidtil uset spring i dens nedbrydning og sammenløbet af alle disse faktorer, forestiller vi os, at verdenshistorien er gået ind i en bestemt situation, hvor en ny periode med revolutioner er åbnet, et nyt øjeblik af Den Proletariske Verdensrevolution, som falder inden for de “50 til 100 år”, som er forudset af Formand Mao og fremhævet af Formand Gonzalo.

I denne situation og på tidspunktet for de kommende år og årtier vil maoismen rykke frem for at lede Den Nye Store Bølge af Den Proletariske Verdensrevolution, konfrontere verdens kontrarevolutionen, forberede og udløse flere og flere folkekrige, ved at bære på denne nye store bølge til højderne for at afværge en ny verdenskrig og i tilfælde af at den bryder ud, kæmpe for at transformere folkekrigene til en Verdensfolkekrig for at knuse den, i hvad vi allerede prædiker som et magtfuldt kampparole. Med udgangspunkt i loven om materiens ulige udvikling og ved at anvende den på den proletariske verdensrevolutions proces, forstår vi, at der i verdensrevolutionens proces altid sker en efterfølgende overførsel af verdensrevolutionens centrum, hvor problemer og deres løsninger akkumuleres, hvor ledere bliver produceret i overensstemmelse med hvert øjebliks historiske krav.

Verdensrevolutionens centrum er konstitueret som hovedmodsigelsen, hvor det kvalitative spring finder sted; Dette betyder ikke, at der ikke er andre spændings- og brudpunkter, mindre og sekundære, men vigtige, som er en del af og kan antage hovedvægt, alt efter udviklingen af klassekampen. Som det blev præsenteret dengang, forholdet mellem den Tyske Revolution og den Store Socialistiske Oktoberrevolution i Rusland, mellem Forsvaret af USSR under den Store Fædrelandskrig og den Kinesiske Revolution og som en del af dem, de antifascistiske krige på Balkan, Spanien, Frankrig, Italien osv. Igennem de sidste to årtier, primært Latinamerika, som er en af klodens revolutionære stormzoner, bliver det svageste led i den imperialistiske kæde af dominans og udtrækker i en koncentreret form verdens eksplosion af masserne og det kraftfulde centrum for den verdensrevolutionære storm.

I betragtning af dybden og kompleksiteten af den bureaukratiske kapitalismes krise i Latinamerika og det faktum, at Latinamerika er ” baghaven” for den eneste hegemoniske supermagt USA, forværres situationen med alle de implikationer, som disse objektive og subjektive forhold repræsenterer.

I Peru er Folkekrigen blevet centrum for Den Proletariske Verdensrevolution, centrum for den ideologiske kamp mellem marxisme og revisionisme, som kampen for at påtvinge maoismen som det nye, tredje og højere stadie af marxismen, fuldt gyldigt i hele verden, glimrende etableret og ledet af Formand Gonzalo. Helt konkret i Peru opstod og tog den mest avancerede ideologi og den, der truer imperialismen allermest, som er Gonzalos tænkning og dens almengyldige bidrag, form.

Det ideologiske spørgsmål, det vil sige kampen mellem marxisme og revisionisme, er mere end nogensinde blevet det grundlæggende spørgsmål i kampen i IKB, og det handler om at øge forståelsen, assimileringen og legemliggørelsen af marxismen-leninismen-maoismen, hovedsagligt maoismen, med Formand Gonzalos almengyldige bidrag, som en forberedelse til de største ideologiske og politiske storme under Den Proletariske Verdensrevolution.

Var dette ikke også tilfældet med den ideologiske kamp i IKB om den store kammerat Stalins rolle efter hans død og om den kapitalistiske genoprettelse udløst af Khrusjtjovit-klikens kup og SUKP’s 20. kongres? For at angribe marxismen-leninismen vil sovjetrevisionisterne tilskrive kammerat Stalin de mest berygtede forbrydelser og anklage hans faste ledelse for “personkult”, “tilhængerskab”, “sekterisme” osv. Hermed vil de sovjetiske revisionister kaste sand ind i kommunisternes øjne for at revidere marxismen-leninismen og erstatte det kommunistiske program med de borgerlige paroler om frihed, lighed og broderskab , løfte deres rådne “To Hele” og “Tre Fredelige” og forsøge at påtvinge de rådne revisionistiske, borgerlige og socialimperialistisk linje på IKB.

Alle disse forræderiske angreb blev afsløret og smadret af Formand Mao midt i dødskampen mod de højreorienterede kapitalistiske vejfolk i KKP ledet af den kinesiske Khrusjtjov Liu Shao-chi. Formand Mao har fast forsvaret kammerat Stalin og marxismen-leninismen og formuleret den generelle politiske linje for IKB og afvist enhver form for forsoning af den revisionistiske højrefløj. I denne kamp mod revisionismen har den understreget, at sloganet “mod personlighedsdyrken” er i modsætning til Lenins omfattende teori om “det indbyrdes forhold mellem ledere, parti, klasse og masser” og underminerer “princippet om partiets demokratiske-centralisme”. (Om Spørgsmålet angående Stalin– 1963). I denne kamp, fastholdte ikke få partier opportunistisk et vist forsvar af Stalin for at skjule fornægtelsen af marxismen-leninismens grundlæggende principper, som de selv snart afslørede og derefter fortsatte med at angribe Formand Maos holdninger. I kor med de sovjetiske revisionister, såsom den forræderiske revisionist Hohxa, som disse partier ville overdrage til deres tilbedere.

Imperialismen, reaktionen og revisionismen måtte koncentrere deres mest rasende angreb mod kammerat Stalin, fordi han stod som den vigtigste teoretiske og praktiske leder af IKB og Den Proletariske Verdensrevolution. Det var kammerat Stalin, der i en hård tolinjet kamp mod revisionismen og alle højrepositioner i USSR’s Kommunistiske Parti og i Den Kommunistiske Internationale, mod de højreorienterede og revisionistiske holdninger, som forsøgte at trække leninismen fra en russisk partikularisme, mesterligt definerede, forsvarede og anvendte marxismen-leninismen. Var der ikke andre, der vovede at postulere en holdning i modstrid med kammerat Stalin ved at postulere deres egen definition af “leninismen”? Ja, som den berygtede akrobat Trotskij eller rotten Zinoviev, da den store kammerat Stalin definerede at “Leninismen er marxismeni imperialismens og den proletariske revolutions æra. For at være mere præcis er leninismen teorien og taktikken for den proletariske revolution i almindelighed, teorien og taktikken for proletariatets diktatur i særdeleshed.”. Dette var et ideologisk spring, et produkt af klassekampen for opbygningen af socialismen i USSR og den tolinjekamp i SUKP(B) mod Trotskij, Bukharin, Zinoviev, Kamenev og andre, såvel som i udviklingen af den Internationale Kommunistiske Bevægelse og udviklingen af Den Proletariske Verdensrevolution.

Denne definition er, blandt så mange andre almengyldige bidrag fra den store Stalin, har repræsenteret hans vigtigste bidrag til udviklingen af Det Internationale Proletariats ideologi. Kun gennem dette mesterlige teoretiske og praktiske arbejde kunne det internationale proletariat anerkende og assimilere leninismens universelle sandheder. Derfor er det fra dette store spring kun muligt at være marxist-leninist (i dag marxist-leninist-maoist) ved at antage den teoretiske og praktiske definition lavet af kammerat Stalin og anerkende hans store rolle i historien.

Vi spørger, er det muligt for enhver kommunist i verden at adskille leninismen fra kammerat Stalins definition af leninismen? Ingen sand kommunist kan benægte den rolle, som kammerat Stalin spillede i det teoretiske og praktiske forsvar af leninismen, det vil sige marxismen-leninismen, i dag marxismen-leninismen-maoismen.

I forhold til maoismen er spørgsmålet det samme. Dets etablering som et nyt, tredje og højere trin finder dog ikke sted i selve KKP. Det højeste punkt, som denne definition har nået i Kina, var med den glorværdige niende kongres, da det blev fastslået, at KKP’s ideologi var marxisme-leninisme-Mao Tsetung Tænkning. Den niende kongres i 1969, midt i Den Store Proletariske Kulturrevolution, korrigerede KKP’s højre afvigelse på dens ottende kongres i oktober 1956, da definitionen fastlagt af den syvende kongres i 1945, som definerede KKP’s ideologi som marxisme-leninisme, ideer fra Mao Tsetung Tænkning, blev afskaffet. Allerede den tiende kongres, der blev afholdt i 1973, repræsenterede en sammensætning af proletariske revolutionære positioner med en vis genopretning af revisionistiske positioner, et fald i den SPKR og en tilbagevenden af Teng Siao-pings magt til centralkomiteen. Den niende kongres var derfor højdepunktet i KKP’s egen formulering af den udvikling, som proletariatets ideologi havde frembragt.

Gennem indflydelse fra den SPKR var mange partier og organisationer i verden dem, der har antaget sig selv for at være “Mao Tsetung Tænkning” eller endda “maoister”. Selvom venstrelinjen i KKP har spillet en vigtig rolle i forsvaret af maoismen, især kammerat Chiang Ching og kammerat Chiang Chung-Chao, begge arresteret og dræbt i fængslet af det socialfascistiske Teng-diktatur, kunne de ikke, midt i klassekamp i socialismen og tolinjekampen i KKP, etablerer maoismen som et nyt stadie af det internationale proletariats ideologi.

Maoismen, Formand Maos og KKP’s arbejde, skabt i løbet af den glorværdige Kinesiske Revolution som en del af og i tjeneste for Den Proletariske Verdensrevolution og dens stadier i løbet af femogtyve års væbnet kamp i klassekampen, i opbygningen af socialismen, afsløringen af Khrusjtjovs revisionisme i IKB og af Den Store Proletariske Kulturrevolution, den højeste milepæl, som proletariatet allerede opnåede i på vejen til den lysende kommunisme. I mellemtiden var dens definition og etablering, som et stort spring i de tre konstituerende dele af marxismen som en enhed, en historisk nødvendighed, som blev formuleret af Formand Gonzalo, den store leder af PKP, midt i den Langvarige Folkekrig i Peru.

Definitionen af maoismen som den nye, tredje og højere etape i det internationale proletariats ideologi var Formand Gonzalos vigtigste almengyldige bidrag. Det faldt på Formand Gonzalo, i en hård kamp mod revisionismen, i og uden for Peru, der bekæmpede de fremvoksende avakianistiske holdninger for at optrevle essensen af maoismen, og demonstrere, at essensen af maoismen er magten:“Det grundlæggende i maoismen er den politiske magt. Den politiske magt for proletariatet, den politiske magt for proletariatets diktatur, den politiske magt baseret på en væbnet styrke ledet af Kommunist Partiet. Mere udtrykkeligt: 1) Den politiske magt under proletariatets ledelse i den demokratiske revolution; 2) Den politiske magt for proletariatets diktatur i den socialistiske revolution og kulturrevolutionerne; 3) Den politiske magt baseret på en væbnet styrke ledet af Kommunist Partiet, erobret og forsvaret gennem folkekrigen.”

Vi tager udgangspunkt i marxismen-leninismen-maoismen, hovedsagligt maoismen, med de Formand Gonzalos almengyldige bidrag, hvorfor hovedsagligt maoismen? Fordi maoismen er det højeste stadie i marxismens udvikling, er det marxismen-leninismen-maoismen, uden marxismen-leninismen ville der ikke være nogen maoisme. Maoismen er nutidens marxisme, defineret af Formand Gonzalo som “ophøjelsen af marxismen-leninismen til et tredje, nyt og højere stadie i kampen for proletarisk ledelse i den demokratiske revolution, udviklingen af socialismens opbygning og fortsættelsen af revolution under proletariatets diktatur som en Proletarisk Kulturrevolution; når imperialismen fordyber sin forrådnelse, og revolutionen er blevet historiens vigtigste tendens, midt i de mest komplekse og største krige nogensinde set og den utrættelige kamp mod moderne revisionisme.

I mellemtiden hævder nogle, at Gonzalos tænkning kun er den kreative anvendelse af marxismen-leninismen-maoismen på de konkrete betingelser i Peru. Denne påstand er kun en del af sandheden. Gonzalo Tænkning er den kreative anvendelse af disse almengyldige sandheder til den konkrete virkelighed i Peru og dens integration med praksis fra den peruvianske revolution, som i otte års folkekrig kunne blive sanktioneret i den historiske Første Kongres, PKP’s, og Folkekrigen det førers, barn. Det vil sige, at Formand Gonzalo kreativt anvendte marxismen-leninismen, Mao Tsetung Tænkningen på Perus særlige karakter, definerede maoismen og udviklede den , derfor er Gonzalo Tænkningen en del af og udviklingen af maoismen. Denne udvikling er Formand Gonzalos almengyldige bidrag.

Derfor er marxismen-leninismen-maoismen, hovedsageligt maoismen, med Formand Gonzalos almengylduge bidrag, marxismen i perioden med den mest fremskredne forrådnelse af imperialismen og folkekrigene, af verdenshistoriens mest stormfulde epoke, af den Strategiske Offensiv af Den Proletariske Verdensrevolution, om den mest uforsonlige og ubønhørlige kamp mod alle former for revisionisme og opportunisme og om imperialismens mest desperate og voldelige kamp, hvor den vil blive fejet væk med al reaktion fra jordens overflade af Verdensfolkekrigen.

For at sammenfatte er det marxismen i perioden med folkekrigene og verdensfolkekrigen. Det er en del af og en udvikling af maoismen i kampen for proletarisk ledelse i genoprettelses-/kontragenopretningskonfrontationen, specifikt hvor proletariatet havde etableret sit diktatur og fælles diktatur og i revolutionerne af nyt demokrati og i de socialistiske revolutioner og på hinanden følgende kulturrevolutioner, når imperialismens forrådnelsen har nået en hidtil uset grad og som sådan nedbrydningen af det naturlige miljø, når det bekræftes, at revolution er blevet den vigtigste historiske og politiske tendens, midt i de mest komplekse krige af enhver art, indenfor perioden forudsagt af Formand Mao af de ”50-100 år” hvor imperialismen og al reaktion vil blive bortfejet fra jordens overflade af den proletariske verdensrevolution, som en verdensfolkekrig.

Derfor var det imod Formand Gonzalo og Perus Kommunistiske Parti, som ingen andre, at imperialismen og reaktionen sigtede og kastede deres hårdeste våben, idet de regnede med revisionismens ondsindede hjælp over hele verden og primært den revisionistiske og kapitulationistiske HOL, for at angribe maoismen og verdensrevolutionen.

De, der ønsker at ignorere denne kendsgerning, Formand Gonzalos afgørende rolle i at definere maoismen, bliver uundgåeligt presset til at reducere maoismen til den kinesiske særegenhed, ligesom alle dem, der modsatte sig kammerat Stalins definition af leninismen, gjorde, og derfor ikke vil være i stand til at forstå og anvende marxismen-leninismen-maoismen korrekt.

Kammerater,

For et år siden var det ukuelige og generøse hjerte af den store titan af det internationale proletariat i den nuværende epoke, fortsætteren af Marx, Lenin og Formand Mao Tse-tung, vor tids største marxist-leninist-maoist, vores respekterede, kære og for evigt elskede Formand Gonzalo, Føreren af PKP og Den Peruvianske Revolution, leder af det internationale proletariat, af den Røde Fraktion af Den Internationale Kommunistiske Bevægelse og af Verdensrevolutionen, holdt op med at slå. På denne dag sørger proletariatet og de undertrykte folk i hele verden, deres hjerter banker af sorg, deres øjne er fulde af tårer, vi, hele verdens kommunister, bøjer igen vores røde flag og vores hoveder i højtidelig ærbødighed i proletarisk og revolutionær hilsen til vores elskede store leder.

På denne dag drømte imperialismens og reaktionens håndlangere, hånd i hånd med revisionister og kapitulationister i HOL, at de havde besejret ham, de var for sent! Da den frygtelige nyhed om hans død blev hørt over hele verden, blev en voldsom storm udløst, og det internationale proletariat rejste gennem sin fortrop et mægtigt krigsråb, der rejste Formand Gonzalos røde fane mod imperialisme, al reaktion og al revisionisme, skrev hans navn for evigt i det internationale proletariats store titaners pantheon.

De niogtyve års absolut isolation fra reaktionens og revisionismens hænder, det USA-imperialistiske monsters jernkløer og atomtænder, sammen med al fascismens terrorblodsudgydelser og al reaktion, var ikke i stand til at knække denne uovervindelige kæmpe af det internationalt proletariat.

Formand Gonzalo smadrede i sin glorværdige kurs som kommunist i mere end et halvt århundrede alle imperialismens, reaktionens og revisionismens planer. Formand Gonzalo er stadig i live, uovervindelig, hans hjerte banker i hjerterne på kommunisterne i hele verden, på det internationale proletariat og på jordens undertrykte masser. Hans store sind fortsætter med at lede det internationale proletariat, absolut og uomtvisteligt, fordi han har smedet sine fortsættere, i mål med sine store opgaver i revolutionen i nutidens dage. Formand Gonzalo er uovervindelig!

Evig hæder til Formand Gonzalo!

Leve den almægtige Gonzalo Tænkning!

Leve Perus Kommunistiske Parti!

Leve Folkekrigen i Peru!

Ned med revisionismen!

Leve marxismen-leninismen-maoismen, hovedsageligt maoismen, med Formand Gonzalos almengyldige bidrag!

Leve den Forenede Maoistiske InternationaleKonference!

Giv fødsel til Proletariatets Nye Internationale Organisation!

Død over imperialismen! Leve den uovervindelige Folkekrig!

Brasiliens Kommunistiske Parti – P.C.B.

Perus Kommunistiske Parti – PCP

Advertisement