CI-IC: ET GLIM PÅ PALÆSTINA

Uofficiel dansk oversættelse af artiklen fra CI-IC.org

Proletarer i alle lande, foren jer!

ET GLIMT PÅ PALÆSTINA

“Efter Anden Verdenskrig brugte USA og britisk imperialisme zionismen som et redskab til ekspansion i Mellemøsten. I 1947 vedtog FN’s Generalforsamling, manipuleret af USA, en resolution om at oprette en arabisk stat og en jødisk stat i Palæstina. Israel blev formelt oprettet i det følgende år. Mere end en million arabere blev drevet ud af deres hjem. Fra da af har USA brugt Israel uophørligt til at udøve aggression mod og true de arabiske lande.”

“Facts on File: The United Nations – Tool of US Imperialist Aggression”, Peking Review, nr. 3, 15. januar 1965

De reaktionære israelske væbnede styrker udførte en “forebyggende” serie af luftangreb mod Gaza i begyndelsen af august og hævdede at stoppe et gengældelsesangreb, en “øjeblikkelig trussel” efter anholdelsen af en leder af Islamisk Jihad. Mindst 49 mennesker, heriblandt 17 børn, er rapporteret døde, efter at de israelske væbnede styrker sigtede efter lejlighedsbygninger, gader og en moské, fuld af mennesker, børn og ældre, der passede deres hverdag. Kort før angrebet afbrød Israel transporten af brændstof til Gaza, hvilket forårsagede lange strømafbrydelser og satte hospitalernes funktion i fare, en sand folkemorderisk handling. Endnu en gang står folket i Gaza tilbage med deres hjem og levebrød i ruiner, med den reaktionære stat Israel, der udfører anti-folkeangreb for at “forsvare” sig selv. Angreb, der strider imod bourgeroisiets internationale love, for at slukke yankee-imperialismens blodtørst, som græder krokodilletårer for fred og demokrati, mens den er gennemblødt i de undertrykte nationers blod. På grund af disse seneste feje angreb fra de reaktionære israelske væbnede styrker vil vi hermed præsentere en indledende analyse af situationen.

Verden har været vidne til en genopblussen af turbulens i Palæstina, som kun er den seneste række af begivenheder i, hvad der har været årtiers smertefuld besættelse og folkedrab mod det palæstinensiske folk. For at have en korrekt holdning til spørgsmålet må vi basere os på proletariatets videnskabelige ideologi, almægtig, fordi den er sand: marxismen-leninismen-maoismen, hovedsageligt maoismen. Ved at bekræfte loven om modsigelse som den eneste grundlæggende lov for alle ting, ser vi, at for virkelig at forstå spørgsmålet om Palæstina, er det også nødvendigt at forstå den anden side af modsigelsen, nemlig Israel. Derfor har vi til hensigt med denne artikel at give et indblik i visse aspekter af Israels karakter.

Israel er en relativt ung stat (dets grundlag blev erklæret i 1948) og derfor blev det grundlagt i imperialismens tidsalder, en tidsalder, hvor bourgeoisiet som klasse ikke længere er en progressiv kraft, men en retrogressiv en. Desuden bekræfter vi igen, at imperialismen er rådden til sin kerne, og i dag er den i et avanceret stadie af forrådnelse, i sin sidste krise. På grund af imperialismens natur og efterfølgende dens egen karakter, som den har bevist for den universelle historie, er bourgeoisiet ikke længere i stand til at føre, lede og fuldende den borgerlige demokratiske revolution, og så – i de lande, hvor den ikke fandt sted, hvor den ikke er blevet fuldført – er opgaven og pligten påhvilet proletariatet som den ledende kraft med bønderne som base, at gennemføre den demokratiske revolution af en ny type; revolutionen af Nyt Demokrati. Dette, uafbrudt efterfulgt af den Socialistiske Revolution, efterfulgt af Kulturrevolutioner, hele vejen med Folkekrig indtil Kommunismen.

I deres indflydelsessfærer, deres kolonier og halvkolonier, forgriber de imperialistiske stater forhold, der stammer fra tilbagestående produktionsformer (den forsinkede kapitalisme og feudalisme, der eksisterede i disse lande), og udvikler på dette grundlag en særlig tilbagestående form for kapitalisme: bureaukratisk kapitalisme– afhængig og underordnet udenlandsk imperialistisk kapital. Marxismen lærer os, at på dette økonomiske grundlag opstår overbygningen af distinkte og ejendommeligt dannede følelser, illusioner, tankemåder, regeringssystemer, love osv. Sammen med Formand Maos tese om den bureaukratiske kapitalisme forstår vi, at den halvfeudalitet af store-godsejer-bureaukratstater og dets sammenhængende ufuldstændighed af den demokratiske revolution kommer til udtryk i overbygningen på et utal af forskellige måder. Det mest slående i Israels tilfælde er: mangel på forfatning (dvs. fravær af en forfatning), fravær af flere grundlæggende demo-liberale rettigheder samt en ufuldstændig eller upassende tredeling og balance mellem den lovgivende, udøvende og dømmende magts afgræninger i staten.

Oprettelsen af en forfatning er en opgave, der ikke er afsluttet, eller “udskudt”, siden 1950 – altså i over 70 år. Israel har vedtaget, hvad det kalder et sæt “grundlæggende love”, men disse er blot en hul erstatning. I disse “grundlove” er flere grundlæggende demo-liberale rettigheder fraværende, nemlig: Ytringsfrihed, Forsamlingsfrihed, Religionsfrihed og Pressefrihed. Forsamlingsfrihed og ytringsfrihed er anerkendt af Højesteret, men uanset hvad – alle disse deler et fælles problem. De er ikke af samme kvalitet som demoliberale grundlovssikrede rettigheder, da de kan ændres eller afskaffes inden for rammerne af retsvæsenet, altså uden udenretslige foranstaltninger. Denne mangel på basale, kardinale borgerligt-demokratiske rettigheder og friheder er også karakteristisk for korporativismen. Formand Gonzalo forklarer:“Det vi forstår ved korporativisme, er etableringen af staten på grundlag af korporationer, hvilket indebærer fornægtelsen af parlamentarismen”^I. Disse selskaber er på en måde feudalistiske eller feudalagtige; de er reminiscens af eller de facto modelleret efter de feudale laug. Afhængig af den generelle kvalitative grad af korporativisme kan dette også være tegn på fascisme (sammen med en fascistisk politisk retning). Ens er Histadrut, officielt titlen “General Organisation of Workers in Israel”, der præsenterer sig selv som den nationale sammenslutning af fagforeninger i ord. Pinhas Lavon, generalsekretær for Histadrut tilbage i tiden, definerede Histadrut som: “Vores Histadrut er en generel organisation i sin kerne. Det er ikke en arbejderforening”^II. Som et selskab plejede den at have en større, mere grundlæggende rolle i organiseringen af det israelske samfund, i koordinering med staten – på sit højeste omfattede den 75-85% af arbejdsstyrken. Stort set alle de store lovlige fagforeninger er stadig underordnet Histadrut.

Israel har to sameksisterende retssystemer; civile domstole og religiøse domstole. De rabbinske domstole har eksklusiv myndighed over spørgsmål om ægteskab og skilsmisse for dem, der anerkendes som jøder, og gennem denne rolle har det patriarkalske rabbinat karakter af statsagentur. I de rabbinske domstole er sagerne udover civilret også underlagt ”Halakha” (jødisk religiøs lov). Derudover er der en udbredelse af ”Shidduch” blandt en ukendt del af det israelske samfund (især blandt, men sandsynligvis ikke begrænset til, de ortodokse). Shidduch er et system til matchmaking, hvor en religiøs matchmaker spørger ind til status og religiøse aspekter af to potentielle partnere, konsulterer forældre og arrangerer en håndfuld møder som en del af en proces med (i det mindste på papiret) frivilligt arrangeret ægteskab.

Israels økonomi er karakteristisk for en semi-koloni, for en bureaukrat kapitalistisk økonomi. Dette er tydeligt på flere måder, men man kan få et indtryk af dette faktum selv ved et simpelt glimt af borgerlige statistikker. Israels The Foreign Direct Investment (FDI) tilstrømning er mere end det dobbelte af udstrømningen, hvilket betyder, at investeringen fra udenlandsk kapital i Israel er mere end det dobbelte af investeringerne fra israelsk kapital (det er bureaukratisk, hvilket betyder skabt af udenlandsk imperialistisk kapital) i andre lande. I 2019 var FDI-udstrømningen $8,5 milliarder, mens FDI-tilstrømningen var $18 milliarder. Israels vigtigste såkaldte eksport- og importpartner er yankee-imperialismen (26 % af eksporten, 12 % af importen) efterfulgt af kinesisk socialimperialisme (9 % af eksporten, 11 % af importen).

Den let tilgængelige borgerlige statistik indikerer allerede dette faktum, men når vi ser dybere, bliver det fast klart, at Israels økonomi er stærkt afhængig af yankee-imperialismen, i dag verdens eneste hegemoniske supermagt. Af de fem store banker i landet har den ene en betydelig tilstedeværelse af yankee-kapital blandt sine aktionærer, mens de to af de andre direkte er domineret eller kontrolleret af yankee-kapital ^III.Tilstedeværelsen af yankee-kapital er dog ikke begrænset til bankvirksomhed. Den største virksomhed i landet er Teva Pharmaceutical Industries, som er et datterselskab af Pharmaceutical Research and Manufacturers of America. Den tredjestørste er yankee-virksomheden Intel. Faktisk har Israel af alle landene i det vestlige Asien og det nordlige Afrika den største tilstedeværelse af yankee-kapital, og desuden kommer intet andet land i regionen i nærheden af^IV . Nogle af de rigeste borgere i Israel er faktisk yankee-monopolister, hvilket ikke er overraskende i betragtning af, at Israel er et af verdens “mest generøse skattely” – ordene fra Israels skattemyndigheds generaldirektør Moshe Asher. ^V

Indtil 1979 brugte yankee-imperialismen Commodity Import Program (CIP) på Israel, et program, der finansierer indkøb af USA råvarer – hvilket sikrer yderligere afhængighed. I 1979 blev CIP erstattet af en direkte kontantoverførsel til gengæld for oprettelsen af det israelske “Agency for International Development” med garantien “at dollarniveauet for Israels ikke-forsvarsimport fra USA ville overstige niveauet for økonomisk bistand givet Israel i et givet år.” ^VI Desuden er Israel faktisk verdens største modtager af yankee-“grant funding” siden Anden Verdenskrig. I perioden fra 1948 til 2019 blev staten Israel understøttet af svimlende 243,9 milliarder dollars af yankee-imperialismen.

I dag sender yankee-imperialismen årligt 3,8 milliarder dollars i militærfinansiering til Israel. Oven i det giver yankee-imperialismen yderligere finansiering efter anmodning, som en yderligere $1 milliard over tre år til Israels “Iron Dome” missilforsvarssystem ^VII. På denne måde opretholder yankee-imperialismen Israels militære kapacitet som en bastion af yankee militære tilstedeværelse i “Mellemøsten”, og sikrer, at dens lakaj er tilstrækkelig i stand til at udføre sine militære ærinder i regionen. Israel er af afgørende strategisk betydning for yankee-imperialismen, som spiller rollen som den kontrarevolutionære verdensgendarme. Som det er skrevet i artiklen “China Backs Arab People’s Just Struggle” i Peking Review, af 19. marts 1965 :“Israel er et aggressionsredskab skabt af amerikansk imperialisme og en dolk, der peger mod hjertet af den arabiske verden.“

I Israel har yankeerne en radarstation for tidlig missiladvarsel på bjerget Keren, kendt som Diamona Radar Facility ^VIII . I 2017 etablerede yankeerne deres første offentlige permanente militærbase i Israel – en luftforsvarsbase inde i det israelske luftvåbens Mashabim Air Base vest for byerne Dimona og Yerucham ^IX. Derudover har yankeerne angiveligt seks eller flere hemmelige militærbaser i hele Israel, inklusivt i Ben Gurion Lufthavn og en anden i Herzliya Pituh^X. Den nøjagtige placering af disse baser, fem af dem kaldes Sites 51, 53, 54, 55 og 56, er dog strengt klassificeret og er de jure hemmelige. I disse baser har yankeerne angiveligt “præpositioneret” køretøjer, militærudstyr, et militærhospital, luftvåbens jagerfly og bombefly samt ammunition til en værdi af hundredvis af millioner dollars^XI.

Den israelske havn i Haifa er den vigtigste anløbshavn i det østlige Middelhav for yankeerne Sjette Flåde, og desuden yder Israel logistisk og vedligeholdelsesstøtte til yankee-styrker i regionen ^XII. Den amerikanske senator Jesse Helms kaldte med rette Israel for “Amerikas hangarskib i Mellemøsten” og sagde, at det strategiske militære fodfæste, de har i Israel alene, retfærdiggør den årlige militære bistand fra yankeerne ^XIII. Derudover er det indlysende, men ikke desto mindre vigtigt at bemærke, at Israel langt fra er det eneste land med yankee-militære faciliteter i regionen, da der er andre i det mindste i Egypten, Jordan, Saudi-Arabien, Oman og Golfstaterne.

Det er bemærkelsesværdigt, at de zionistiske agenturer over hele verden bruges til at træne og hjælpe anti-folkeregimerne i, hvilken slags undertrykkende foranstaltninger eller hvid terror, der kunne anvendes, og hvordan man udfører det. Her nævnte vi lige sagen om Peru.

Der er endnu en imperialist, BRD, der skal håndteres i denne sammenhæng. Det har spillet og spiller stadig en afgørende rolle. Dette er blevet fordømt af Peking Review:

Bonns beslutning om at etablere diplomatiske forbindelser med Israel er ikke kun et spørgsmål om at gøre det muligt for Vesttyskland at hævde at være “det tyske folks eneste repræsentant”, som Bonn-myndighederne og den USA’s regering hævder. Det er et seriøst skridt fra USA-imperialismes side i at intensivere sin aggression mod de arabiske lande.

[…]

USA’s udenrigsminister, Dean Rusk, indrømmede for nylig, at “vi [USA] har en meget vigtig interesse i Israels sikkerhed.” Af denne grund har USA altid stærkt fremmet Israel politisk, økonomisk og militært. Vesttyskland forsyner Israel med våben og ammunition efter USA’s bud. Som USA-avisen Christian Science Monitor rapporterede. USA’s “pres” var den “afgørende faktor” i den vesttyske beslutning.

[…]

Ved at støtte Vesttysklands yderligere samarbejde med Israel ønsker USA åbenlyst at optrappe bevæbningen af Israel ved hjælp af Vesttyskland og oprette en tredobbelt aggressionsstyrke bestående af USA-imperialisme, tysk militarisme og zionisme, og dermed udgøre en stor trussel mod uafhængigheden og de arabiske staters sikkerhed.”^XIV

For at konkludere, er det tydeligt, at Israel er en halvkoloni, der hovedsageligt er domineret af yankee-imperialismen. Den er især afhængig af yankee-imperialismen, og i dens snedige design som verdens eneste hegemoniske imperialistiske supermagt og som verdens kontrarevolutionære gendarme, tjener den en særlig rolle. Desuden er de palæstinensiske områder underlagt israelsk besættelse derfor områder underordnet yankee-imperialismen. Masserne i Palæstina og Israel er undertrykt af imperialisme, feudalisme og bureaukratisk kapitalisme, og den arabiske befolkning står over for det zionistiske folkemord i ¾ af et århundrede.

Israels bosætterkarakter og at befolkningen af europæisk oprindelse derfor lever under meget andre omstændigheder end araberne, skaber en stor ujævnhed. Denne opdeling af folkemasserne er meget vigtig.

Palæstina står over for undertrykkelse i århundreder. Siden de tidlige nye tidsaldre indtil den første fjerdedel af forrige århundrede var Palæstina underlagt det osmanniske riges regeringstid. Britisk imperialisme blev grådig og i 1. verdenskrig blev lokale jøder derfor indrulleret i den britiske hær, Zion Mule Corps blev etableret i 1915 og de afgav Balfour-erklæringen i 1917, hvori den britiske regering annoncerede støtte til etableringen af et “nationalt hjem for det jødiske folk” i Palæstina, hvilket fik en bølge af jøder til at tilslutte sig den imperialistiske krig på briternes side og dannelsen af den jødiske legion i den britiske hær. Briterne og franskmændene efter krigen samarbejdede og delte regionen indbyrdes, hvor briterne underkastede Palæstina under deres koloniale kontrol som “Palæstinamandatet”. Britiske imperialister etablerede det “jødiske hjælpepoliti”, “det jødiske bosættelsespoliti” og “Special Night Squads” i begyndelsen af det, der er kendt som “Det store oprør” (1936-1939), hvor araberne i Palæstina rejste sig imod britisk imperialisme. Den britiske koloniautoritet, tro mod deres natur, undertrykte brutalt opstanden og dræbte utallige. Ifølge en estimering blev 10 % af den voksne mandlige palæstinensisk-arabiske befolkning mellem 20 og 60 dræbt, såret, fængslet eller forvist. David Ben-Gurion udtrykte forholdet mellem briterne og de zionistiske bosættere: “Af politiske grunde bør vi ikke opføre os som araberne … Araberne kæmper mod England, og deres politiske interesse er at bekæmpe England, fordi de ønsker at forvise det fra det land, de mener tilhører dem. Vi ønsker ikke at forvise England, tværtimod, vi ønsker at bringe det tættere på dette land, tiltrække det, få det til at købe dette land og hjælpe os med at vende tilbage til Israels Land.” Det Palæstinas Kommunistiske Parti, sektion af den Kommunistiske Internationale, karakteriserede korrekt zionismen som “en bevægelse af det jødiske bourgeoisi allieret med britisk imperialisme”. Anden Verdenskrig førte til afslutningen på det britiske imperium, og yankeerne blev den eneste hegemoniske supermagt. I denne forstand bekendtgjorde de britiske imperialister deres hensigt om at trække sig ud af Palæstina i februar 1947. I maj blev der afholdt en særlig session i FN om spørgsmålet om Palæstina og opløsningen af det britiske mandat for Palæstina. Repræsentanten for Sovjetunionen udtalte klart: “Både den jødiske og arabiske befolknings interesser i Palæstina kan kun beskyttes behørigt gennem etableringen af en uafhængig, dobbelt, demokratisk, homogen arabisk-jødisk stat.” og enedes om “opdelingen af Palæstina i to uafhængige autonome stater” kun under specifikke betingelser. I hvert fald var Sovjetunionen den første til at –de jure – faktisk anerkende staten Israel, tre dage efter dens uafhængighed. Dette har at gøre med forskellige aspekter. Det ene er det feudale arabiske klansamfund på den ene side og på den anden side en hel del progressive jøder, der bor i Palæstina, som deltog i den spanske borgerkrig og i Anden Verdenskrig. Et andet punkt er den internationale situation, hvor man håndterer det, der har været den antifascistiske verdensfront på en måde, så man undgår isolationen af Sovjetunionen efter krigen, ikke tillader en atmosfære, der sætter imperialisterne i stand til at angribe, og det var eksplicit klart for alle og en hver, at Sovjetunionens statspolitikker ikke var bindende på de Kommunistiske Partier.

Det palæstinensiske folk kæmper. Over hele verden, især i de undertrykte nationer, er der kun få ord, der har så faste og stærke konnotationer til oprør i lyset af uretfærdighed og undertrykkelse som ordet Palæstina. Gennem årtiers besættelse har det palæstinensiske folk bestået på trods af utålelige forhold, og gennem store opstande, intifadaer, demonstreret deres modige og oprørske ånd, og desuden permanent sat deres præg i historien og i sindet hos mennesker over hele verden som et folk der nægter at blive knust. At det palæstinensiske folk er underlagt den mest grusomme og skrupelløse besættelse og folkemord fra staten Israels hænder, og at det palæstinensiske folks kamp er retfærdig, så meget er indlysende.

Ligeledes indlysende er den totale mangel på et korrekt lederskab, men forrædere overalt ved hånden. For eksempel i slutningen af 2001 havde Den Palæstinensiske Myndighed (PA), ikke som en undtagelse, men som et imperialistisk lakajregime, arresteret over 60 PFLP-medlemmer på tværs af Vestbredden, inklusive den nye påståede leder af PFLP (efter mordet på Abu). Ali Mustafa), Ahmad Sadaat. Den 1. maj 2002 indgik præsidenten for Den Palæstinensiske Myndighed, Yasser Arafat, en aftale med Israel om at udlevere Sadaat og fem andre fængslede PFLP-medlemmer. ^XVMen stadig brød PFLP ikke helt op med “Palestinian Liberation Organisation” (PLO) eller PA. Generelt skal de kammerater, der går ind for PFLP, være klar over, at de udviklede sig som et appendiks til det social-imperialistiske Sovjetunionen, og hvordan disse skumle revisionister handlede:

” […] i oktober 1973, da det arabiske folk brød igennem tilstanden af “ingen krig, ingen fred”, som blev pålagt dem af de to supermagter og rejste sigi modstand mod de israelske aggressorer nægtede de sovjetiske revisionister ikke blot at forsyne de arabiske nationer med ammunition, men gav også grønt lys til de jøder, der ønskede at emigrere fra Sovjetunionen, med det resultat, at immigrationen af sovjetiske jøder til Israel nåede et rekordhøjt niveau. Mange blev rekrutteret til aggressorhæren, så snart de satte deres fod på den israelske soμ. De israelske aggressorer var dybt tilfredse med denne generøse hjælp fra de sovjetiske revisionister og roste den voldsomt. Efter Oktoberkrigen afbrød et stort antal tredjeverdenslande de diplomatiske forbindelser med Israel og lovede støtte til det arabiske folks retfærdige kamp. De israelske aggressorer befandt sig i alvorlige vanskeligheder og i en værre tilstand af isolation end nogensinde før. Lige på det tidspunkt.”^XVI

Yasser Arafat, i modsætning til at fremme modstand, underskrev Oslo-fredsaftalen, forhandlet af yankee og norske imperialister. Til gengæld tildelte norsk imperialisme ham “Nobels fredspris” i 1994 for hans forræderi.

Bare sidste år arresterede PA adskillige personer for deltagelse i protester mod udsættelsen af indbyggerne i Sheikh Jarrah i det besatte Østjerusalem og det israelske bombardement af Gaza^XVII.

Selvom Hamas kan lide at fremstille sig selv som mere militant i sin modstand mod Israel, er det også forræderisk og imod massernes kamp. Den bekræftede sin sande karakter meget tydeligt i 2019, da den gennemførte hård undertrykkelse, arrestation og tortur mod masserne, mens de protesterede mod den økonomiske situation og levevilkårene.^XVIII Endnu mere, når vi ser deres frigørelse mod de nylige slagtninger, hvor de fejtigt nægtede at deltage i modstanden.

Massernes kamp, i mangel af ægte kommunistisk ledelse, er og vil blive udkæmpet under reaktionære bannere, som vi har set Afghanistan, i Vestasien og i Afrika, og som vi har set i Palæstina, og som vi ser i dag. For nylig, den 27. marts, angreb to skytter, der blev præsenteret for at have troskab til “Islamisk Stat”, israelsk politi i byen Hadera, nord for Tel Aviv, og dræbte to og sårede seks.

Nogle kammerater bruger udtryk som ”det palæstinensiske folk gør modstand mod kampvogne med sten”, og der er sikkert denne form for modstand, men disse kammerater glemmer alt om den meget mere avancerede slags væbnede aktioner, såsom selvmordsbomber, morterangreb, missiler – håndlavede eller “scud” – der passerer “jernkuplen”, samt knivstik eller skyderi som nævnt ovenfor. Hvad de utilsigtet gør, er på en måde at ophæve den allsidige militære modstand, der eksisterer, denne undervurdering er udtryk for en chauvinistisk holdning, der er bredt udbredt i de imperialistiske lande.

At masserne, der råber efter lederskab og kamp, henvender sig til “Islamisk Stat” eller lignende organisationer, kommer ikke som en overraskelse i betragtning af Fatahs, Hamas’ og hele deltagernes forræderiske natur, men endnu vigtigere, fravær af kommunistisk ledelse, er hverken PFLP eller DFLP udtrykkeligt en kraft, der kunne anerkendes som sådan. Selvom massernes kamplyst er underlagt ebbe og flod påvirket af flere faktorer, er det faktum, at de vil kæmpe, en uimodståelig historisk lov. Vedholdenheden i deres kamp, og den grad, hvori deres kamp er i stand til at opnå frigørelse, afhænger af vores tilstedeværelse og lederskab. Vi ser, at masserne råber efter det, og IKB er nødt til at svare på det råb.

Dette opfordrer til og bekræfter den presserende nødvendighed af at konstituere eller rekonstituere det Palæstinas Kommunistiske Parti som et militariseret marxistisk-leninistisk-maoistisk Kommunistisk Parti, fordi kun et sådant parti, bevæbnet med – og anvender – proletariatets almægtige ideologi, har den nødvendige kompetence til at være i stand til at føre klassen og masserne til sejr i den ny-demokratiske revolution i Palæstina og derved opfylde dannelsen af nationen ved at overvinde den absurde og uudholdelige situation med eksistensen af to stater eller statslignende enheder, Israel og PA -områder. Den specifikke analyse af deres samfund og definitionen af den specifikke vej, som Folkekrigen skal gennemgå, er opgaver, som skal overlades til Palæstinas kommunister at udføre.

I PCP, “Interview med Formand Gonzalo”, 1988

II “Moed, published by the Department of Culture and Education of the Histadrut (in Hebrew), 1960, p.3” as cited from “The Histadrut: Union and Boss” by Haim Hanegbi, 10/02/72

III In chronological order: 1. Bank Hapoalim (Significant presence of Yankee capital), 2. Bank Leumi (In 2005, Yankee “Barnea Investments” secured the controlling majority) 3. Mizrahi Tefahot Bank, 4. Israel Discount Bank (In 2006 after the Bank was privatized, Yankee “The Bronfman-Schron group” acquired 26% of the shares. Additionally, the largest shipment of supplies to the bank is from the US.), 5. First International Bank of Israel

IV Bureau of Economic Analysis / US Department of Commerce

V The Times of Israel: “Israel is ‘one of the world’s most generous tax havens,’ complains tax chief”, 06/03/2018

VI Jewish Virtual Library: “US Foreign Aid to Israel: History & Overview”

VII Congressional Research Service: “US Foreign Aid to Israel”, Opdateret 18. februar ²⁰²²

VIII Time Magazine: “How a U.S. Radar Station in the Negev Affects a Potential Israel-Iran Clash”, 30.05.12.

IX The Times of Israel: “In first, US establishes permanent military base in Israel”, 18.08.17

X Arutz7 News: “Top Secret American Military Installations In Israel”, 28.01.04

XI Ibid.

XII United States: External Affairs”, in Jane’s Sentinel: North America 2007. Jane’s Information Group, 2007.

XIII Arutz7 News

XIV “China Backs Arab People’s Just Struggle”, Peking Review, No. 12, March 19th 1965

XV Institute for Palestine Studies: “Interview with Ahmad Saadat: Leading from Prison, Ending Negotiations, and Rebuilding the Resistance”

XVI “What Is Behind Increasing Soviet-Israeli Collusion?”, Peking Review, No. 44 October 31th 1975

XVII Middle East Eye: “In wake of Gaza conflict, Palestinian Authority cracks down on West Bank activists”

XVIII CNN: “Hamas accused of violent crackdown on Gaza protests”, 19.03.19

Advertisement