Den russiske imperialismes invasion af Ukraine har snart varet 6 måneder siden dens begyndelse. Den russiske imperialisme besætter i dag store dele af det østlige Ukraine, samtidig med at landsudsælgeren Zelenskyj og hans fascistiske legioner fortsat varertager hovedsagligt yankee-imperialismens interesser i det meste af landet. Vores klassebrødre og-søstre og det ukrainske folk kæmper tappert og selvopofrende på trods af at de, pga. manglen på det Kommunistiske Parti, må kæmpe under Zelenskyjs sorte fane. Af denne årsag – massernes modstand – har den russiske imperialisme kun opnået dele af sine strategiske planer ved invasionen af Ukraine, men har hverken kunnet opnå den hurtige og afgørende sejr, som de ellers havde håbet på, eller at udskifte regimet i hele landet til dens fordel.
Så længe imperialismen stadig eksisterer, vil der også eksistere imperialistiske krige, fordi det er sådan imperialisterne opdeler verden imellem sig. Yankee-imperialismen har i dag to hovedsaglige opgaver foran sig, hvis den ønsker at opretholde sin status som den eneste hegenomiske supermagt: At omringe den russiske imperialisme og fravriste den sin status som atomsupermagt; og at holde den voksende kinesiske socialimperialisme nede og tvinge den til at åbne op for sin økonomi.
Krigen i Ukraine skal forstås ud fra denne kontekst, men Nancy Pelosis statsbesøg i Taiwan er også et udtryk for det sidstnævnte.
Nancy Pelosi er Formand i Repræsentanternes Hus i USA, et af de to kamre i USA’s kongress, hvilket gør hende til den tredjemest magtfulde person i USA efter præsidenten og visepræsidenten. Hendes besøg i Taiwan er en klar provokation overfor Kina fra USA’s side og en tilskærpelse i striden mellem yankee-imperialismen og den kinesiske socialimperialisme.
Formand Mao Tsetung fremlagde korrekt at Taiwan er en del af den kinesiske nation og skal befries sammen med resten af Kina. Men dette historiske krav bliver i dag fordrejet af revisionisterne i det socialimperialistiske Kinas strid mod hovedsagligt yankee-imperialismen, for selv at blive en imperialistisk supermagt.
Kina betragter Taiwan som en del af Folkerepublikken Kina, og et officielt statsbesøg hos Taiwan fra USA’s side undergraver dette syn. Men det er ikke kun Kina der har dette syn, både USA, FN og Danmark anerkender ikke officielt Taiwan som sin egen nation. Taiwan betegner endda sig selv som ”Republikken Kina”.
Årsagen til dette er at Taiwan er en del af den kinesiske nation og er ikke sin egen nation. Øen Taiwan blev Koumintangs og landsudsælgeren Chiang Kai-Sheks tilflugtssted i 1949 efter den Demokratiske Revolutions sejr på hele det kinesiske fastland, ledt af Formand Mao Tsetung og Kinas Kommunistiske Parti, da de befriede sig selv fra imperialismen. Koumintang, bakket op af yankee-imperialismen har siden da regeret på Taiwan og giver hovedsagligt yankee-imperialismen en militær strategisk position overfor Kina.
Dette er den historiske baggrund. I dag er Kina, siden revisionisternes tilranelse af magten og kapitalismens genoprettelse i 1976, et socialtimperialistisk land, dvs. socialistisk kun i navn og imperialistisk i dens essens.
USA gør nu i dag det samme, ved at bevæge sig tættere på officielt at anerkende Taiwan, som de på hyklerisk vis beskylder den russiske imperialisme for at gøre i Donbassregionen i Ukraine for at legitimere deres militære tilstedeværelse i stillehavet.
Kina har svaret igen med at fordømme Pelosis statsbesøg og iværksætte omfattende militærøvelser omkring Taiwan, hvor bl.a. ballistiske missiler bliver affyret.
Denne konflikt har været undervejs i lang tid, og det er ikke noget nyt at imperialisterne begynder at forberede den nye imperialistiske krig, der kan blive sluppet løs i Stillehavet. Det har været USA, Japans og Sydkoreas politik længe at opruste og øge deres militære, økonomiske og politiske tilstædeværelse i Stillehavet.
Også den danske imperialisme har haft forberedt sig på den mulige krig, der kan blive sluppet løs i stillehavet.
Dette kan bl.a. ses i statsminister Mette Frederiksens tale ved Det Udenrigspolitiske Selskabs 75års Jubilæum tilbage i 2021:
”verden har brug for et stærkt USA”, og at Danmark har brug for et USA, ”som står vagt om vores fælles værdier – demokrati, frihed og menneskerettigheder.” Danmark skal ”samarbejde med ligesindede lande. Først og med fremmest med USA. Men også med Indien, Sydkorea, Australien, Japan.”
Her bliver der i talen bl.a. også beskrevet en ”ny fjende”, som ud fra talen må forstås som Kina. Alle de før nævnte lande befinder sig desuden i eller har en kraftig tilstædeværelse i eller omkring Stillehavet.
Men imperialisterne kan ikke slippe deres krig ud endnu. De imperialistiske supermagter og magter er i konstant strid, men også i ledtog, hvilket gør dem afhængige af hinanden. USA’s og bl.a. Danmarks økonomi afhænger på samme tid af Kina, hvilket ikke gør det lige til at overmande Kina gennem en konventionel krig endnu. Lige så meget som Danmark ønsker at flå Kina ned i ledtog med yankee-imperialismen, har de også brug for et handelssamarbejde med Kina.
Krigen i Ukraine samt andre som Golfkrigen, krigen i Afghanistan mm. Viser hvor komplekst det imperialistiske verdenssystem er, og de genbekræfter at vi, som Formand Mao Tsetung definerede i 1962, befinder os i perioden af de 50-100 år: ”De næste 50 til 100 eller således, fra i dag vil være en stor epoke af radikal forandring i det sociale system i verden. En epoke der vil ryste jorden, en epoke som ingen tidligere historisk epoke kan sammenlignes med. Ved at leve i sådan en epoke må vi være klar til at udkæmpe en stor kamp, hvis form vil tage mange forskellige karaktertræk fra fortiden.”
Epoken, hvor imperialismen, revisionismen og verdensreaktion vil blive fejet bort fra jordens overflade af Folkekrig sammen med en kompleks serie af forskellige slags krige. Vi ser hvordan krigen i Ukraine har haft omfattende betydning for det imperialistiske verdenssystem, hvordan den har rystet det imperialistiske verdensmarked og den mølædte søjle i imperialisternes bundrådne hus. Den har demonstreret at være netop en af sådanne forskellige komplekse krige. En krig i Stillehavet vi have lignende gennemløbende konsekvenser for det internationale proletariat og verdens folk.
Konflikten genbekræfter også at hovedmodsigelsen og den vigtigeste modsigelse i dag er mellem undertrykte nationer og de imperialistiske supermagter og magter.
Imperialisterne kæmper konstant imellem hinanden for hvem der skal have lov til at udbytte de undertrykte nationer, og de forbereder sig på en ny genopdeling af verden i form af en tredje imperialistisk verdenskrig. Enten vil denne tredje verdenskrig blive forhindret af Folkekrig, ellers må vi overfor den, som Formand Gonzalo fastlagde, først må fordømme den og forhandle den til Verdensfolkekrig.
socialistiskrevolution.wordpress.com 