Sverige: Masserne gør oprør

Vi deler en uofficiel dansk oversættelse af artiklen fra Kommunistisk Internationale Netavis (CI-IC.ORG) omkring massernes oprør i Sverige.

Flere dage i træk, har masserne deltaget i heltemodige kamplystne protesteer i adskillige byer og proletariske nabolag over hele Sverige, sigtet mod politiet og et tournerende cirkus af fascistiske klovne. Indtil videre, har masserne kæmpet i Linköping, Norrköping, Stockholm, Örebro, Landskrone og Malmø.

Den Dansk-Svenske fascistiske klovn Rasmus Paludan, lederen af det danske parti “Stram Kurs” og hans cirkus af medskyldige har påbegyndt på en tourné i Sverige denne påske for at propegere imperialistisk chauvanisme, rascisme og fascisme, og for at brænde Koranen. Dette med den de-facto velsignelse fra den Svenske stat gennem de de-jour “tilladelser” så vel som politibeskyttelsen. En beslutning, som med sikkerhed er en bitter en, for deres skødehunde, politiet. De frygter for deres liv, fordi de er blevet målet for massernes vrede og raseri. De prøver desperat at ungå massernes vrede, og det er tydeliggjort af det faktum at det svenske politi den 20. april, efter dages optøjer, annoncerede at de ville rejse tiltale imod Paludan for at brænde koranen.

Fascisterne er blevet forhindret eller forstyrret fra at holde deres demonstrationer. Masserne har hoppet over barrikaderne og kastet sten. De har ødelagt politibarrikader og rejst deres egne. De har beslaglagt politiudstyr. De har beslaglagt, smadret og nedbrændt politibiler. Adskillige politimænd er røget på hospitalet. Politiet, usle, reaktionære og kujonagtige som de er, har åbnet ild imod masserne, og i Norrköping, skød og sårede politiet tre personer, den 17. april.

“Stram Kurs” forfægter bandlysningen af islam og deporteringen af alle muslimer, der tydeligt afslører deres fascistiske karakter. Bandlysningen af islam ville i essencen betyde afskaffelsen af religionsfriheden, og i essencen gøre indgreb i tankefriheden, af tanker og tro. Deporteringen af muslimer ville være en umulig gråzone, som i essencen ville betyde deportationen af folk fra Mellemøsten, Asien og Afrika – og dette kan kun bane vejen for en ting; en etnostat. Tag ikke fejl, det er ikke religion de kritiserer. Under påskuddet om “religionskritik” forfægter de imperialistisk chauvanisme og rascisme imod folk fra undertrykte nationer, især fra Mellemøsten. I de sidste par år har et lignende rejsende cirkus fundet sted i Norge, der kalder sig “SIAN” (“Stop islamiseringen af Norge”), også der, har politiet og fascisterne blevet mødt af kæmpende modstand.

Masserne tyer til alskens obskurantisme over for desperationen og håbløsheden. I fraværet af håb, må vi give det til dem. Som Marx skriver: “Religiøs lidelse er, på en og samme tid, udtrykket af reel lidelse og en protest imod reel lidelse. Religion er sukket af den undertrykte skabning, hjertet af en hjertløs verden, og sjælen af sjælløse betingelser. Det er folkets opium.” Derfor har graden af hengivenhed til obskurantisme en tendens til at sammenfalde med graden af udbytning og undertrykkelse, og særligt i de undertrykte lande, dette skal ses i relation til den halv-feudale natur af beureaukratisk kapitalisme.

Masserne fra de undertrykte nationer flygter fra den tunge byrde af de tre bjerge: imperialismen, halvfeudalismen og beureakrat kapitalismen. De flygter krige og uro igangsat af imperialisterne og deres lakajer. De flygter fra fattigdommen der stammer fra imperialistisk udbytning. Så de tager deres chancer, risicierne, i håbet om et bedre liv i de imperialistiske lande. De begiver sig ud på utrolige rejser, står overfor enorme strabadser, risikerer ofte menneskehandel eller døden. Alt dette, for at som oftest at ende blandt de laveste rækker blandt proletariatet i de imperialistiske lande, i de lavest betalte job, i proletariske nabolag, stærkt stigmatiserede af de borgerlige medier, gentagende chikanerede af politiet – og prikken over I’et: en fascist får statens velsignelse til at komme til deres nabolag og spytte dem i ansigtet, brænde koranen og, samtidgt symbolsk for de pågældende masser, også brænde deres håb.

I en rapport fra Norrköping og Linköping publiceret på hjemmesiden Kommunistiska Föreningen, skriver kammeraterne: “Skäggetorps och Navestads modiga folk gjorde helt rätt i sitt bemötande av den fascistiska handlingen. Polisen fick vad de förtjänade för att ha beskyddat och gett stöd till fascisterna. Borgerlig media använder dock händelsen för att stärka sin rasistiska propaganda. De menar att det svaret som polisen och fascisterna fick för sina handlingar är oacceptabelt. Att våld inte har någon plats i en demokrati. Även justitieministern ställer sig på fascisternas sida. … Skäggetorps och Navestads modiga folk har förstått detta. De förstår på vems sida staten och polisen står. De förstår att man inte kan bekämpa fascismen med passivitet utan endast genom att sätta ned foten och slå tillbaka hårt mot fascismen. De bör hyllas för detta. Genom deras handling lyckades de sätta stopp för koranbränningen i Norrköping, och de visade riktigheten i att alla reaktionärer är papperstigrar.”

Det er åbenlyst, men værd at notere at det ikke kun er masserne, der er målet for chikanen, der kæmper imod fascisterne. De dybeste og bredeste masser hader fascisme, især når det viser sit grimme ansigt i deres eget nabolag. “Stram Kurs” har faktisk med vilje sigtet efter nabolagene hvor de dybeste og bredeste masser bor, typisk områder hvor en stor andel, hvis ikke flertallet, har en invandrerbaggrund. Dette er for at provokere masserne, og bruge dette i et forsøg på at “bevise” at multikulturalisme ikke virker, og endeligt at invandring er problemet. Politiet som allerede er hadet af de dybeste og bredeste masser, har essencielt stillet sig på fascisternes side, og dermed blevet det ultimative og større mål for massernes kamp. Men dette er ikke den eneste årsag – det er måske dråben der fik bægeret til løbe over.

Sammenfaldende med den cykliske overproduktionskrise, og imperialismens generelle krise, som er i et advanceret stadie af forfald, pauperisme er på vej frem verden over, og Sverige er ingen undtagelse; faktisk, kløften mellem rig og fattig i Sverige har vendt tilbage til samme niveau som det var i 1940. I Sverige, ejer de rigeste 10%, 78% af husholdningsindkomsten, og de rigeste 1% ejer 42%. Sverige har også den højeste grad af relativ børnefattigdom i de nordiske lande, inden for hvilket en ud af fem børn forventes at vokse op i fattigdom. Dette mærkes i særdeles stærkt i de proletariske nabolag, de proletariske forstæder. Pladsen for de hårdeste kampe.

Vi ser mere og mere knusningen af fejlslutningen af de “fredelige udviklede lande”, en opfattelse som er udbredt med hensyn til europæiske lande generelt, men især med hensyn til de nordiske lande. I de nordiske lande, er denne løgn brugt som brændstof for den mest bedrageriske nationalisme, forfægtet især af social-chauvanisterne. “Velfærdsstaten” er generelt set tilståelsen af at systemet af lønarbejde i sig selv ikke kan opfostre sine egne slaver, fordi lånene ikke er nok til at reproducere arbejdsstyrken, så velfærd er nødvendig. Det er også brugt blot som et narrende borgerligt udtryk for hvad der faktisk er, på den ene side, blot indrømmelser fra bourgeoisiet, opnået gennem årtiers hård klassekamp, såvel som gennem mere indirekte pres fra frem- og tilbagegangene i klassekampen i nabolandene. På den anden side, er det også, som Lenin hart lært os, krummerne fra de imperialistiske superprofitter, tilegnet gennem blodet, sveden og tårene af de knoklende masser i de undertrykte nationer, brugt til at kultivere opportunisme i de imperialistiske lande ved at bestikke et lag af befolkningen, arbejderaristokratiet, og gennem dette forsøge at stikke en kæp i klassekampens hjul. Dette manifesterer sig som “borgerlige arbejderpartier” og tilknyttede gule fagforeninger. Lenin lærer os at dette er: “uundgåeligt og typisk i alle imperialistiske lande; men i lyset af de desperate kampe de kæmper for opdelingen af udbyttet er det usandsynligt at et sådan parti kan herske længe i en række lande. For fondene, finansoligarkiet, høje priser, osv., alt imens de tillader bestikkelsen af en håndfuld i de øverste lag, forøger undertrykkelsen, knusningen, ruineringen og torturen af massen af proletariatet og halv-proletariatet. De såkaldte “fredelige udviklede lande” er ikke anderledes i karakteren, end nogen anden kapitalistisk, imperialistisk stat, de er også klassediktaturet at monopolbourgeoisiet.

Holland som typisk bliver set som et af de “progressive” og “fredelige udviklede lande”. Men også her, blev der givet et afgørende slag imod denne fejlslutning; for kun 5 måneder siden, under bølgen af protester mod de korporativistiske såkalde “coronarestriktioner”, åbnede politiet ild mod masserne, sårede tre. Nu, endnu engang, som massernes kampe bliver mødt af reaktionens bly, denne gang i det “fredelige socal-demokratiske paradis Skandinavien”. Det er på tide at begrave denne fejlslutning, en gang for alle. Ydermere, det demonstrerer endnu engang et spørgsmål af afgørende betydning, som er meningsløst at benægte længere: De skyder folket. Vi lever i krigstider.

Den Nationale Politikommisær Anders Thornberg, i et forsøg på at miskreditere massernes kamp, påstod at det faktisk blot var angreb fra kriminelle bander imod lov og orden, og demokratiet. Jimmie Åkesson, lederen af “Sverigedemokraterne” – det tredjestørste parti i det svenske parlament, modsagde dette narrativ ved at udtale at: “Der var bandekriminelle der, men der var også alt fra gamle damer til små børn, der hjalp med at kaste sten.” Åkessons motivation for at udtale dette er selvfølgeligt på ingen måde ærligt eller nobelt, for at søger at udnytte den heltemodige kampvillighed af masserne fra alle dele af samfundet, til at nære imperialistisk chauvanisme, ved at portrættere folk fra de undertrykte nationer som barbariske i natur og dermed “retfærdiggøre” begrænsningen af indvandring.

Ydermere har “Sverigedemokraterne” udnyttet massernes oprør til at fremme korporativisering og militarisering. De har fremsat et 30 punkts program, som forslår vedtagelsen af alsidige reaktionære love, der blandt andet ville: indføre muligheden for at påtvinge undtagelsestilstand og udgangsforbud; udvide arsenalet og bevæbningen af politiet; anvendelsen af AI-teknologi, overvågningskameraer og dataindsamling for kortlægningen af individer i problemområder, dvs. i de proletariske nabolag; indføre muligheden for at inddrage sociale ydelser til familier der ikke er “tilpassede” eller “intregrerede ordentligt”; muligheden for at inddrage opholdstilladelser til hele familier, alt efter “alvoren af den begåede forbrydelse”; og måskemest rammende, en højere mulighed for, at lavere grænse for, involveringen af militæret til at støtte politiet i at opretholde voldsmonopolet.

I årtier har den såkaldte “velfærdsstat” i de nordiske lande, været i en forrådnelsestilstand, og bliver gradvist afviklet. Indrømmelserne fra bourgeoisiet, erobrede af masserne gennem kamp, bliver gradvist afvilket eller fjernet. Massernes erobringer vil blive tabt i den næste krise, som Marx har lært os, og ydermere hvis masserne ikke kæmper og yder modstand, vil de tabe endnu mere. Samtidigt, massernes fornyede kamp bliver udnyttet af reaktionen som et påskud for yderligere reaktionærisering, korporativisering og militarisering. Dette er karakteristisk for epoken vi lever i – imperialismen, som i dag er i et advanceret stadie af forfald. Den rådner og går i betændelse. Som konsekvens, ser vi at imperialismens generelle krise fortsætter med at fordybe sig.

På den ene side, skal militariseringen af reaktionen ses som et varsel for stormen der kommer, og i et forgæves forsøg på at konsolidere deres magt, som bliver mere og mere umuligt i lyset af tilskærpelsen af modsigelserne, parlementarismens krise, massernes oprørsvilje og revolutionen som hovedtendensen i verden – det andet aspekt, det hovedsagelige. Dette er blevet en global tendens, som genbekræfter at betingelserne for revolution er fortræffelige, og er karekteristisk for den Strategiske Offensiv af den Proletariske Verdensrevolution. I dokumentet “LAD OS UDVIKLE DEN VOKSENDE FOLKEPROTEST!” skriver Perus Kommunistiske Parti at: “Lenin definerede hvad en revolutionær situation er, hvad er de objektive betingelser af revolutionen og sammenfattede dem i to: 1) at dem under ikke ønsker at leve som før og 2) at dem over ikke kan fortsætte med at administrere og regere som før”

På den anden side: de imperialistiske magter sliber deres sabler, planlægger, intrigerer, med de ultimative ambitioner om at indgå i direkte strid for genopdelingen af byttet der er de undertrykte nationer. Som Lenin lærte os, det er en uungåelighed, en af imperialismens love. Militarisering tjener disse mål. Særegenhederne og rollen af de nordiske lande i dette spørgsmålet er opridset i en fælles finsk-norsk udtalelse ved navn: “Bekjemp militariseringen av de nordiske imperialistiske statene!” [LINK: https://tjen-folket.no/index.php/2022/04/30/bekjemp-militariseringen-av-de-nordiske-imperialistiske-statene/] (21. april 2022) hvor de skriver “alle de nordiske imperialistiske statene uten unntak, at de militariserer seg og øker samarbeidet for sine felles interesser, i tjeneste for yankee-imperialismens mål … På denne måten håper “våre” imperialister i de nordiske landene på å vinne noe for seg selv, som åtseldyr på byttet for yankee-imperialismen. Vi må likevel ikke glemme at … Det er altså ingen ekte enhet mellom tyver, bare samarbeid basert på felles interesser sammen med konkurransen. Samarbeidet er relativt, konkurransen er absolutt. På dette grunnlaget er planene deres dømt til å mislykkes.”

I Opbygningslinjen af dets Generelle Politiske Linje, skriver Perus Kommunistiske Parti: “Vi kan se hvordan reaktionen militariserer sig mere og mere, de militariserer de gamle stater, deres økonomi, udfører aggressionskrige, misbruger folkets kampe og sigter mod en verdenskrig, men eftersom revolutionen er hovedtendensen i verden, er opgaven for de Kommunistiske Partier at hejse revolutionen ved at udføre hovedformen for kamp: folkekrigen”

“Formand Gonzalo forelægger militariseringen af de Kommunistiske Partier og den koncentriske opbygning af de tre instrumenter. Militariseringen af de Kommunistiske Partier er et politisk direktiv der har strategisk indhold, eftersom det er helheden af forvandlinger, ændringer og tilpasninger der er nødvendige for at lede folkekrigen som hovedformen for kamp, der frembringer den nye stat”. Derfor er militariseringen af de Kommunistiske Partier nøglespørgsmålet for den demokratiske revolution, den socialistiske revolution og kulturrevolutionerne.”

“Militariseringen af Partiet har sit udspring i Lenin og i Formand Mao, men det er et nyt spørgsmål udviklet af Formand Gonzalo, der tager klassekampens nye omstændigheder i betragtning, og det skal forstås at der vil rejse sig nye spørgsmål som gennem erfaring vil blive løst. … Det er militariseringen af Partiet der har gjort det muligt for os at indlede og udvikle folkekrigen; og vi anser denne erfaring for at have almengyldighed, og at det derfor er et krav og en nødvendighed at verdens Kommunistiske Partier militariserer sig.”

Den tredje verden er den Proletariske Verdensrevolutions stormcenter, og vi kan se at en mægtig storm brygger. Vi ser en ny flodbølge af nationale befrielseskampe der udvikler sig. Dette er alt sammen en del af udviklingen af den nye store bølge af den Proletariske Verdensrevolution, der begynder at udfolde sig. I den Proletariske Verdensrevolution er der to strømninger: den internationale proletariske bevægelse, som er ledende, og den nationale befrielsesbevægelse, som er basis. I de imperialistiske lande ser vi at de dybeste og bredeste masser, masserne med baggrund fra de undertrykte nationer, også i særdeleshed den proletariske ungdom, længes efter kamp. De kaster sig ind i det med hovedet først.

Som Formand Mao pointerer, unge mennesker er fulde af kraft, og er “den mest aktive og vitale kraft i samfundet. De er mest ivrige for at lære og de mindst konservative i deres tænkning”, og som oftest, som vi ser igen og igen igennem historien og over hele verden, de første til at råbe på, de første til at række ud efter, vital og kreativ marxisme. I dag er det marxisme-leninisme-maoisme, med de underveselt gyldige bidrag af Formand Gonzalo – ideologien af proletariatet i imperialismens epoke i dets avancerede stadie af forfald, ideologien af proletariatet i den Strategiske Offensiv af den Proletariske Verdensrevolution.

De dybeste og bredeste masser er gennemsyrede af had mod reaktionen, den borgerlige stat og dets skødehunde. Masserne gør oprør med en kraftig ånd – de råber på lederskab. Som Formand Gonzalo formulerer det: “Lige siden gammel tid har masserne været underlagt undertrykkelse og udbytning og de har altid gjort oprør, det er en lang og uudtømmelig historie … Altid, lige siden masserne startede med at kæmpe, har de råbt på organisering af deres oprør, af deres bevæbning, af deres oprejsning, at de skulle ledes og styres. Det har altid været sådan og det vil det blive ved med”

Vi ved at kammeraterne vil påtage sig deres historiske rolle. Denne opgave vil ikke være foruden prøvelser og trængsler – det er den aldrig. Som Formand Mao sagde: “Selvom vejen foran os er bugtet, er fremtiden lys.” Vi er imidlertid sikre på at kammeraterne vil overvinde og lykkes. Vi ved at de vil. For vi er dømt til at sejre. Det er ikke i fraværet af modgang, men gennem det, at kadrer vil blive smedet. Kadrer der kan konstituere eller rekonstituere de Kommunistiske Partier, i dag nødvendigvis som et militariseret marxistisk-leninistisk-maoistisk Kommunistisk Parti, og ultimativt indlede og føre Folkekrigen, opbygge den nye magt og etablere gennem den socialistiske revolution proletariatets diktatur, efterfulgt at store proletariske kulturrevolutioner og folkekrigen indtil vores endemål: Kommunismen. Lad massernes kamp være en impuls til denne kamp.

Vov at kæmpe, vov at vinde!

Det er rigtigt at gøre oprør!

Masserne er skaberne af historien!

Brug massernes kamp som en impuls til kampen for konstitueringen og rekonstitueringen af de Kommunistiske Partier!