1. maj: international fælles erklæring

Vi deler en uofficiel dansk oversættelse af den internationale fælles 1. maj erklæring fra Kommunistisk Internationale Netavis (CI-IC.ORG)

Proletarer i alle lande, foren jer!

DEN GAMLE VERDEN ER I FORRÅDNELSE, SPÆND KRÆFTERNE FOR AT OPNÅ DET NYE!

”Vi oplever historiske øjeblikke. Enhver må gøre sig det klart, at det er sådan, vi må ikke bedrage os selv. I disse øjeblikke må vi anstrenge os af alle kræfter, for at modstå vanskelighederne og fortsat løse vore opgaver, for at opnå målet! Sejren! Dette må vi gøre.”

Formand Gonzalo, tale 1992.

Det imperialistiske verdenssystems krise fordybes hver dag mere i de “historiske øjeblikke”, vi lever igennem. Ud over de seneste års kriser er det i dag en krise, der tydeligere og stærkere viser, at verdens proletariet, og med dem, alle kommunister og revolutionære kræfter, står i en ny situation og går nye tider i møde. Imperialismens forrådnelse og tilbagegang er indlysende. Og ligesom imperialismens nedbrydning og forfald er historisk nødvendig og uundgåelig, så er modstanden, kampen og revolutionen, udført af folkemasserne, under ledelse af proletariatet og dets Kommunistiske Partier. Og det er vigtigt, at vi indser dette, for formand Mao Tse-Tung understregede, “Alt reaktionært er det samme; hvis du ikke slår det, falder det ikke.“. Lige meget hvor langt imperialismens nedbrydningsproces vil gå, hvor dyb dens krise end vil udvikle sig: der det kun gennem den proletariske revolution, kun gennem at smadre de gamle statsapparater, kun gennem de nye demokratiske og socialistiske revolutioner til etablering af det fælles diktatur under proletariatets og dets Partis ledelse og proletariatets diktatur, at den vil blive fejet bort fra jordens overflade!

Konkret står kommunisterne i alle verdens lande over for forskellige opgaver, som i hvert enkelt tilfælde er bestemt af revolutionens konkrete situation i hvert land. Men til virkeliggørelsen af revolutionen – såvel som for konstitueringen eller rekonstitueringen af det proletariske Parti mod imperialismen og dets røvere, bødler og krigspyromaner – har kommunisterne fælles, generelle opgaver, som de skal påtage sig i retning af og i tjenesten af den Proletariske Verdensrevolution, det internationale proletariat og den Internationale Kommunistiske Bevægelse. Vi bekræfter det Kommunistiske Partis nødvendighed for, at proletariatet skal lede nye demokratiske, socialistiske og kulturelle revolutioner med Folkekrige. Dette skal være klart for os, det er garantien for sejren. På denne 1. maj 2022, Proletariatets Internationale Kampdag, som finder sted i så turbulente tider, udtrykker vi vores beslutsomhed og optimisme om, at kommunisterne i de forskellige lande har klarhed over disse opgaver, ikke tøver med at handle og gribe de respektive opgaver an med beslutsomhed. Vi hylder kommunisterne og deres kampe, det lederskab de giver og kæmper for, over hele verden, ligesom vi i anledningen af 1. maj ønsker at mindes heltene og heltinderne i rækkerne af verdensproletariatets hær. De bar livet på fingerspidserne og gav det for det store mål, hvorunder vi forenes og kæmper for at opnå den evigt gyldne kommunisme.

Selv den store Friedrich Engels efterlod ingen tvivl om den karakter, som den 1. maj, som proletariatets internationale kampdag, må have for kommunisterne, idet han udtrykkeligt kaldte det et “hærshow” af proletariatet, hvor ” i dets . kampstyrker …, mobiliseret som én hær, under ét flag, med ét umiddelbart mål .” Det er kommunisterne, der kan give et større perspektiv til masserne, det er kommunisternes organiserede og planlagte ledelse, der skal til for at rette massernes uudtømmelige og gigantiske kraft mod imperialismen. Det er masserne, der skaber historien, og kommunisterne skal altid være de “mest fremskredne af proletariatet”, som Formand Mao Tse-Tung sagde.

Denne 1. maj 2022 er det internationale proletariats første kampdag, siden reaktionen i Peru, under kommando af amerikansk imperialisme og med aktiv hjælp fra HOL, implementerede sin skumle plan om at myrde Formand Gonzalo. Denne skafulde handling vakte forargelse over hele verden, og kommunisterne udtrykte, i anledning af dette drab på en titan, deres forargelse, deres afsky og deres retfærdige klassehad i sammenslutninger, kampagner, erklæringer og aktioner blandt masserne. Ved denne lejlighed bekræfter vi os selv den almægtige sandhed om marxismen-leninismen-maoismen bevist af Formand Gonzalo om Folkekrigens uovervindelighed. Det er denne 1. maj 2022, der viser os, at den proletariske hærs rækker voksede i det forløbne år, at den fortsatte med at organisere sig, at kommunisterne var i stand til at gøre fremskridt, hvor de fører Folkekrige eller transformerer den væbnede kamp til en Folkekrig, på trods af ofte komplekse forhold, og hvor de kæmper for rekonstitueringen af deres partier, forenede sig mere med masserne og med rejste kraftfuldt behovet for genopbygningen af det Kommunistiske Parti overfor masserne.

Imperialismens krise, dens forrådnelse og forfald afspejles tydeligst i de problemer, som USA-imperialismen i stigende grad er kastet ud i. Ikke desto mindre er USA-imperialismen stadig den eneste hegemoniske imperialistiske supermagt på verdensplan. USA-imperialismes arrogance i forsøget på at påtvinge sit verdenshegemoni ved at opdele verden i seks USA-kommandoer, og hvordan den opretholder eller udsender sine militære styrker og masseødelæggelsesvåben ikke kun i undertrykte lande, også i selve Europa, men også i mange imperialistiske lande som er en del af NATO-styrkerne og i Japan. Den arrogance, hvormed den bruger sin finansielle og monetære dominans til at påføre økonomiske sanktioner, der påvirker ikke kun dem, der er det direkte mål, men også dets egne “partnere” eller “allierede”, og hvordan det overtræder sine forpligtelser viser, at USA-imperialismen ingen venner har, men kun fjender. Deres hegemoni er tydeligvis i problemer, mister styrke og er i stadig dybere modsætninger med verdens folk og undertrykte nationer, med proletariatet og masserne i deres eget land, såvel som med dets imperialistiske konkurrenter. USA-imperialismen fungerer som en selverklæret kontrarevolutionær verdensgendarm og er stadig verdens folks hovedfjende. I massernes tænkning og følelser er imperialismen enormt afsløret, naturligvis især USA-imperialismen, men ikke kun imperialismen som verdenssystem. Samtidig er de dele af masserne, blandt hvilke småborgerlige ideologier og teorier havde stor resonans, ved at falde i forvirring. Dette er også et tegn på imperialismens krise, som udfolder sin omfattende ideologiske krise, en del af dette er reformismens og revisionismens krise. Det må kommunisterne se meget tydeligt, for opportunismen vil forsøge at give sig selv “nye” masker og vil forsøge at indgyde masserne på en “ny” måde. Men kommunisterne vil drage fordel af imperialismens ideologiske krise og vide, hvordan de også her skal kæmpe for lederskab, kæmpe mod deres generelle kontrarevolutionære offensiv ved at opretholde, forsvare og anvende marxismen-leninismen-maoismen, for at skabe en bred front af masser under ledelse af proletariatet med dets Kommunistiske Parti, for at trække disse småborgerlige dele af masserne tilbage fra de reaktionæres indflydelse og gøre dem til en allieret kraft af proletariatet. Revisionismen er stillet op bag imperialismens stafet, for det er dem, som der rejser kampagner til fordel for den russiske imperialisme og den kinesiske socialimperialisme for at forvirre proletariatet, men deres diskurs er svag, ligesom deres bourgeois ideologi, som forsvinder, når proletariatet anvender marxismen-leninismen-maoismen.

I lyset af tilbagevendende kriser med overproduktion, den voksende pauperisering af masserne og den stadigt stigende ophobning af kapital, leder sidstnævnte febrilsk efter nye investeringsmuligheder for at fortsætte sin produktive udnyttelse, som inkluderer den påståede “grønne” og “bæredygtige” energi, der aflaster dens større omkostninger over massernes skuldre, og samtidig intensiverer den udnyttelsen af den lønnede arbejdsstyrke, øger den absolutte og relative merværdi og plyndringen af folket gennem eksport af kapital, gælden, inflationen og reduktionen af offentlige tjenester til de brede masser, samtidig med at alle former for subsidier og infrastrukturer for virksomhederne i de store monopoler af finanskapital øges. Men vi så oprørene i Chile antændt af prisstigningerne på offentlig transport, i Colombias masseoprør mod “skattereformen”, vi så protesterne fra de gule veste i Frankrig, der fandt en vigtig årsag i brændstofprisstigningerne, og også i det nuværende øjeblik konfronteres imperialisterne med massernes retfærdige svar mod at overdrage krisens byrde. Samtidig skylles verden af bølger af massekampe om spørgsmålet om generelle prisstigninger og sundhedspleje, for omfattende sundhedspleje til masserne og mod de antidemokratiske foranstaltninger, som imperialisterne og deres lakajer forsøger at påtvinge under dække af at “bekæmpelse af pandemien”. I forbindelse med denne internationale bølge af folkekampe stiger modstanden i stigende grad mod reaktionariseringstendenserne, som afhængig af de konkrete forhold, kan være absolut centralisering i den udøvende græn eller præsidentielle absolutisme eller fascisme og militarisering.

Det er utvivlsomt: bourgeoisiet kan ikke længere blot fortsætte som før, de folkelige masser konfronterer enhver større bekymring og fører ofte sejren over de reaktionære! Fremragende eksempler på massernes kamp, og samtidig signallysene til den nye periode med revolutioner inden for den nye æra, er bondemassernes kampe. I Indien og Brasilien ser vi således deres enorme bevægelser og magtfulde demonstrationer. I Indien deltog over 250 millioner i den store generalstrejke, og bevægelsen var den længstvarende bondebevægelse i landets historie. De undertrykte nationer kæmper med dem, og derfor har masserne i Mali påført imperialisterne i den såkaldte Europæiske Union (EU) store nederlag. Formanden Mao fastslog:“Uanset hvilke klasser, partier eller individer i en undertrykt nation slutter sig til revolutionen, uanset om de er bevidste om dette punkt eller ej, uanset om de forstår det på det subjektive plan eller ej, er det nok, at de kæmper mod imperialismen for deres revolution for at være en del af den proletariske socialistiske verdensrevolution, og dem selv, allierede af den.”(Mao Tse-Tung: Om nyt demokrati). Men selv i de imperialistiske lande gør de undertrykte nationaliteter oprør og kæmper. Således fortsætter Irland med at råbe på national enhed og en ende på besættelsen, på Korsika gik tusinder igen på gaden for at gøre oprør mod den franske klasseretfærdigheds beslutninger. Således ser vi, at den proletariske verdensrevolutions hovedkræfter kaster deres rækker ind i kampen mere og mere resolut, og også deres ledende kraft, proletariatet, går åbenbart ind i en ny, stor cyklus af klassekamp. Kampene for dets daglige interesser får større omfang og skarphed, mange af disse stridigheder gør spring ind i politiske kampe, såsom strejker af italienske havnearbejdere for at forhindre forsendelser af imperialistisk krigsmateriale til Ukraine. Oftere og oftere, er sektorer af proletariske masser, der handler uafhængigt fra hinanden, i stand til at bryde løs fra reformismens gamle greb: et klart tegn på revolutionens subjektive betingelser.

I denne nye situation vil proletariatets kampe blive grebet af en ny bevidsthed om dets store, politiske opgaver, hovedsagelig den forestående og foreløbige opgave af konstitueringen eller rerekonstitueringen af Kommunistiske Partier. Vi ser, at kommunisterne øger deres indsats for at slå dybe rødder i arbejderklassen og vil også give alt for at tage dette spring med arbejderklassen. I alle disse kampe og bevægelser, blandt masserne af de undertrykte nationer, blandt bønderne og masserne af proletariatet og folkene åbner folkekrigene i Indien, på Filippinerne, i Tyrkiet og i Peru brudet for den vej, som Den proletariske verdensrevolution skal gå igennem. De giver tillid til kommunisterne, vækker optimisme og giver vigtige lektioner og inspiration til den Internationale Kommunistiske Bevægelse. Kommunisterne gør alt, der er muligt, for at propagandere deres eksempel, som skal følges med væbnede kampe og andre former for kamp, der eksisterer i verden for at støtte dem og sprede den Proletariske Internationalisme med deres eksempel.

I et forgæves forsøg på at overvinde krisen på længere sigt, tyer bourgeoisiet til en delvis afslutning af den økonomiske politik kaldet “nyliberalisme” og fremmer en økonomisk politik med øget statslig indgriben i økonomien som udtryk for statsmonopolkapitalisme. Dette er en lov om krigsforberedelse, og imperialisterne forbereder sig på en stor krig for ny genopdeling. Fordi den gamle, eneste hegemoniske supermagt, USA, må hævde sin overhøjhed, mens den kinesiske socialimperialisme forbereder sig mere og mere på at føre en kamp for genopdeling, sin drøm om at blive en supermagt og en kamp om verdenshegemoni. Det imperialistiske Rusland søger desperat at forsvare eller, alt efter omstændighederne, genetablere semi-kolonialstyret og socialimperialismens indflydelseszone, idet de vifter med banneret for de gamle tsarer i “Storrusland”. Denne kamp for en ny opdeling fandt sine blodige udtryk i den seneste tid i Jugoslavien, Afghanistan, Irak, Libyen og Syrien. Nu viser det sig med en ny fase af krig i Ukraine. Den nyere historie med semi-kolonial og kolonial undertrykkelse og udbytning af Ukraine går tilbage til revisionismen, som genoprettede kapitalismen i Sovjetunionen og skal forstås i processen med forrådnelse og fallit af den sovjetiske socialimperialisme fra 60’erne til 80’erne.

Bagefter, i løbet af 90’erne, bliver det en semi-koloni, hovedsageligt af russisk imperialisme, og fra 2000’erne skærpes den imperialistiske strid om at snuppe dette styre af yankee og tyske imperialister osv. yderligere med begivenhederne i “Maidan” og regimeskiftet i Ukraine til fordel for et regime, der er gunstigt for yankee-imperialismen fra og med 2014. Således ændrer Ukraine sig fra at være et semi-kolonialistisk afhængigt hovedsageligt af russisk imperialisme politisk, økonomisk, militært osv. til at være et semi-kolonialt hovedsageligt afhængigt af USA imperialismen og den imperialistiske strid om Ukraine går ind i en krigssituation.

Med Ruslands imperialistiske aggressionskrig går denne krig ind i en ny fase. Situationen i Ukraine udtrykkes grundlæggende i to modsætninger: Nation-imperialisme (hovedmodsigelsen) og inter-imperialistisk modsigelse (sekundær modsigelse); og tre styrker: de invaderende russiske imperialister og deres allierede i og uden for Ukraine, de amerikanske og tyske imperialister (NATO) med deres ukrainske lakajer, blandt dem nynazistiske styrker, og den undertrykte nation Ukraine. De imperialistiske røvere og blodhunde har det til fælles, at de ønsker at varetage deres interesser på ryggen af det ukrainske folk, forhindre udviklingen af Ukraine som nation og forsøge fuldstændig at underordne landet deres stridende interesser. Masserne gør heroisk modstand mod det imperialistiske udenlandske herredømme, de kæmper for et selvbestemmende, frit Ukraine, mod imperialistisk indblanding og slaveri, imod den USA-støttede putschistter i Ukraine, men hovedsagligt imod den russiske invasion.

De retfærdige og store mål for denne kamp vil helt sikkert blive opnået, hvis der kan skabes en demokratisk, patriotisk front, der kan smide de russiske imperialister og deres lakajer ud af landet og forhindre andre imperialisters indgriben, som under påskud af at hjælpe Ukraine, har til formål at erstatte den russiske imperialistiske angriber med deres eget imperialistiske styre over landet. Imperialisterne forsøger at skabe forvirring blandt masserne ved hjælp af hysteri, i navnet af en forestående atomkrig foruden planlægning og tricks fra side til side. De forsøger at lamme masserne for at trække dem ind i deres skumle krigsplaner. Men som formand Mao Tse-Tung lærer, selv “atombomben er en papirtiger”og kommunisterne, især på nuværende tidspunkt, må basere sig fast på princippet om, at enten vil revolutionen afværge imperialistisk krig, eller også vil den imperialistiske krig opildne revolutionen. Og det er kommunisternes pligt at kæmpe for at forhindre verdenskrig, hvilket kun er muligt gennem den revolutionære kamp for at vælte de imperialistiske regeringer og deres lakajer, at føre revolutionær krig til imperialistisk krig. Formand Mao opfordrede os til at være parate til at stå over for den imperialistiske angrebskrig, de imperialistiske krige, den imperialistiske verdenskrig med atomvåben, han opfordrede os til at gøre alle forberedelser til at møde alle de vanskeligheder, der måtte opstå, udvikle revolutionen med Folkekrigen, som indebærer at gennemføre de nye demokratiske revolutioner, de socialistiske revolutioner og endda de kulturelle revolutioner. Med Folkekrigen kan vi stå over for alle vanskelighederne og have svaret for det præcise øjeblik, hvor de opstår, ellers vil vi være prisgivet begivenhederne. Med Folkekrig vil vi feje imperialisme og reaktion bort fra jordens overflade inden for“periodenaf de 50 til 100 år” fra begyndelsen af 1960’erne, forudset af Formand Mao. Vi maoister ved, hvad vi skal gøre, og hvad vores opgave er i den nuværende situation i verden og i den nye periode med revolutioner, som verdenshistorien er på vej ind i.

Året der er gået siden sidste 1. maj bragte store opgaver for kommunisterne over hele verden og stillede dem over for vigtige udfordringer. De objektive betingelser fortsatte med at modnes, og tilsvarende udviklede de subjektive betingelser for revolution sig gunstigt altid efter loven om ulige udvikling, og det er nødvendigt for kommunisterne, som i dag betyder marxister-leninister-maoisterne, at påtage sig de opgaver, der ligger foran dem med den nye situation. Dette inkluderer, især i de imperialistiske lande, at overvinde cirklismen som en af de store opgaver, at skabe fronten i overensstemmelse med opgaverne med at rekonstituere det Kommunistiske Parti, som skal lede. Vi understreger vores forståelse af, hvad Formand Mao Tse-Tung lærer os, at kommunister og revolutionære søger enhed, mens revisionisme og opportunisme søger splittelse. Vi insisterer på etableringen af rød proletarisk enhed gennem diskussion og tolinjekamp og forstår denne opgave ikke kun som en opgave, som kommunister står over for nationalt, men også internationalt. Fordi vores opgave er at sætte den proletariske verdensrevolutions røde fane og marxismen-leninismen-maoismen i spydspidsen for proletariatets og verdens folks kampe. Det er, hvad masserne kræver af os. Men hertil skal vore rækker forenes, hertil har vi brug for et sammenhold, der sætter os i stand til at tage nye, fastere og højere skridt. Kommunisternes enhed er så vigtig, det er derfor, vi er nødt til at realisere Den Forenede Maoistiske Internationale Konference, fordi vi fra dette tidspunkt ønsker at marchere frem til en Ny Organisation af Det Internationale Proletariat. Det er det, der kræves af os. Vi kan tackle denne opgave med sikkerhed og tillid, fordi dens nødvendighed er indlysende, omstændighederne råber på det. Proletariatet og folkene kræver det med deres faste vilje. Til dette formål, lad os bruge den 1. majs “hærshow”, lad os bruge proletariatets “mobiliserede kræfter” og lad os forene os under dette ene mål – lad os forene os under maoismen!

LEVE DEN 1. MAJ, REJS DEN UOVERVINDELIGE RØDE FANE HØJT!

NED MED DEN IMPERIALISTISKE KRIG! LÆNGE LEVE FOLKEKRIGEN!

FOREN JER UNDER MAOISMEN!

FREMAD TIL FORENEDE MAOISTISKE INTERNATIONALEKONFERENCE!

Underskrivere:

Perus Kommunistiske Parti

Brasiliens Kommunistiske Parti (Rød Fraktion)

Ecuadors Kommunistiske Parti – Røde Sol

Colombias Kommunistiske Parti (Rød Fraktion)

Komité Røde Fane – BRD

Komitéen for stiftelsen af Østrigs (maoistiske) Kommunistiske Parti

Maoistisk Kommunistisk Parti – Fransk Stat

Maoistisk Kommunistisk Parti – Spansk Stat

Maoistisk Komité Finland

Tjen Folket – Norges Kommunistiske Forbund

Rød Fraktion af Chiles Kommunistiske Parti

Røde Bølge (Danmark)