Kommunalvalget er lige rundt om hjørnet, og det kan man mærke blandt de revisionistiske borgerlige partier. Socialdemokratiet har kommet med et udspil om at bygge 20.000 boliger i Danmark, hvor hovedparten skulle være i Hovedstadsområdet og Enhedlisten er også kommet med et forslag. For at forstå dette emne mere dybdegående, vil det være nyttigt at kigge på, hvilken rolle de almene boliger spiller og Socialdemokratiets historiske rolle.
De almene boliger og boligpolitikken
Der er en udbredt misforståelse om at de almene boliger er drevet uden profit til bourgeoisiet, dvs. adskildt fra produktionsforholdenene, for selvom at almene boligselskaber ikke drives som almindelige virksomheder, så skal gælden for opførslen af boligen tilbagebetales til kreditorerne. Lånets hovedstol indeholder betalingen til entreprenøren der har stået for opførslen, hvilket vil sige også den merværdi som entreprenørernes aktionærerne putter i lommen og så skal der jo også betales renter på lånet. Så bourgeoisiet snylter altså også her på det arbejdende folk, ved at en del af huslejen ikke går til nødvendige produktive aktiviteter, der sikrer opførslen og vedligeholdet af boligerne, men i stedet ryger i lommerne på bourgeoisiet gennem deres kapitaludlån og ejerskab af produktionsmidlerne. Misforståelsen er skabt af socialdemokraterne, som vil fremstille det, som om det er den socialdemokratiske “velfærdsstat”, der har opført boligerne som en belønning for at stemme på dem, mens det i virkeligheden har været gennem hård klassekamp, at bourgeoisiet har været nødsaget til at opføre ordentlige boliger til arbejderne. Det bliver koblet op med den revisionistiske tese om at der i Danmark eksisterer både kapitalisme og socialisme, side om side, hvad enten udtrykt som den socialdemokratiske “blandingsøkonomi”, forræderen Aksels Larsens “folkesocialisme”, eller det nye skud på stammen “nordisk socialisme”, i alle fald den samme forbistrede økonomisme.
Det er vigtigt at understrege, at de almene boliger er opstået på basis af kampe ledt af proletariatet, og derfor var en sejr vristet fra bourgeoisiet, og der blev også vundet fremskridt i forhold til andre boligformer. Men hvad der er i vundet i kamp, kan også mistes i kamp, hvis fjenden ikke er besejret. Her kan nævnes omdannelsen af mere end 100.000 lejelejligheder til ejerlejligheder i 1960’erne, indførslen af den fri huslejesætning i 1992 og den varige nedgang i opførslen af almene lejeboliger fra omkring år 1990. I Københavns Kommune var det den Socialdemokratiske overborgmester, Jens Kramer Mikkelsen, som påstår at han “løste” kommunens økonomiske problemer der opstod i 1980’erne, gennem den nye boligpolitik i kommunen. Han var med til at oprette Ørestadsselskabet i 1993, med Københavns Kommune og Staten som ejer, og som i dag delt op i By og Havn, og Metroselskabet. I 1994 lavede overborgmesteren, en aftale med Finansministeren og partifællen Mogens Lykketoft, om at Kommunen skulle frasælge 19.000 almene boliger og sælge Kalvebod Brygge til Ørestadsselskabet, grundene blev solgt til højest bydende, uden nogen egentlige krav til hvad der kunne opføres.
Dette statsligt ejede Ørestadsselskab skulle blive broen til at sikre uhæmmet adgang for den ikke-statslige monopolkapital til at udplyndre Københavnerne, gennem ejendomsspekulation og huslejestigninger. Efter salget af Kalvebod Brygge, forsatte salget af kommunens grunde. Modellen blev at opføre kollektiv transport i form af Metroen, ikke for at tilgodese så mange københavnere som muligt med forbedret kollektiv transport, men for at kunne hæve ejendomspriserne i blandt andet Ørestaden, så man derefter at kunne sælge grundene, for at kunne betale metrogælden tilbage igen, gennem grundsalg, og stigninger i grundskyld og ejendomsværdiskat. Så ikke nok med at disse nybyggerier står som sviende øjenbæer den dag i dag, er de også det konkrete udtryk for at København gik fra at være en by hvor arbejdere og andre almindelige mennesker kunne få en bolig til en rimelig pris, til at være et matadorspillebræt, hvor der snart er bygget hotel på hvert felt.
Revisionisternes planer
Den nye plan fra Socialdemokratiet er ikke en måde for dem at råde bod på de problemer, som de selv har skabt, tværtimod er det en fortsættelse af boligspekulationspolitikken, blot ved at Socialdemokratiet ønsker at staten skal spille en større rolle i forhold til boligspekulationen. Hvis Socialdemokratiet havde en ambition om billige boliger, hvorfor er de så fuld i færd med at nedrive tusindvis af arbejderboliger som en del af “ghettoloven”, og hvorfor bruger de aktivt landsbyggefonden til at fordyrre lejligheder gennem moderniseringer og nybyggeri. Ejendominvesteringsselskaberne har også udtrykt deres tilfredshed med Socialdemokratiets udspil og eksempelvis i Københavns Kommune, er det alment kendt at Socialdemokraterne har et tæt forhold til bygherrerne og ejendomsspekulanterne. Det er imperialismens logik at forsømme nødvendig vedligeholdelse, indtil gennemgribende rennoveringer er nødvendige eller hele molevitten rives ned, for at man kan bygge nyt. Det er nemlig det deres definition på “økonomisk vækst” er: altså øget udbytning i form af overdrevet nybyggeri, hvor regningen i sidste endes betales af lejerne.
Grunden til at dette forslag kommer netop nu, handler egentligt om at Socialdemokratiet er nervøse for at de ikke længere skulle have flest mandater i Borgerrepræsentationen i Københavns Kommune, hvilket også kan blive en trussel for den meget magtfulde stilling som Overborgmester, som Socialdemokratiet udelukkende har besiddet (med undtagelse af én enkelt dag), selvom de sansynligvis kan beholde den uagtet, om det er det største parti eller ej. Det er også derfor at Enhedslisten har gået i offensiven med deres eget boligudspil, som indeholder at kommunen skulle kaste penge efter en jordfond, der skulle købe grunde fra private firmaer, så man kan kræve at 75% af boliger skal være under en, til dato udefineret, max kvadratmeterpris. Planen er på samme tid uambitiøs og urealistisk, den er uambitiøs fordi den alligevel begunstiger ejendomspekulanterne, som kan tage værdistigninger på ejendommene lige i lommen ved salget, desuden løser tiltaget ikke nogen af de grundlæggende problemer, og vil i bedste fald forsøge at skrue tiden tilbage til tilstandene før aftalen fra 1994, samtidigt er det slet ikke realistisk at forslaget kommer igennem. Det er varm luft som altid fra Enhedslisten, en gratis omgang, fordi de godt ved at det alligevel ikke bliver til noget. Har erfaringerne både på Christiansborg og i Københavns Kommune ikke tydeligt vist at de i praksis understøtter Socialdemokratiet i alt hvad det gør, i bytte for en lille smule indflydelse? De siger et og gør noget andet, og selv hvis de fik lov til at gøre alt hvad de ville, er deres politik alligevel så økonomistisk, at det blot virker som et ekko fra Socialdemokratiet fra Anker Jørgensens tid.
Sejre kan kun opnås gennem klassekampen
Bourgeoisiet kommer ikke til at forære noget som helst til masserne. Der kan kun opnås sejre gennem klassekampen, gennem at kæmpe for bedre boligforhold, støttet på egne kræfter. Alle partierne på Christiansborg og i Kommunerne, har forrådt almindelige menneskers ret til at kunne råde over en ordentlig bolig, og bruger i stedet folks hjem som politiske spillebrikker og spekulationsobjekter. Det er heller ikke nok kun at kæmpe for de almene lejere, for i de store byer er det nærmest et privilegie i sig selv at kunne få en almen bolig, migrantarbejdere tvinges ofte til at betale uhyrlige priser for usle boliger og også mange unge er desperate for at finde en bolig i de store byer, hvor de eneste boliger man kan få, koster det hvide ud af øjnene. Så det er nødvendigt forene alle der kæmper for ordentlige boliger, ikke til at bede om, men til at kræve at der skal sættes en ende for boligspekulationen og et øjeblikkeligt stop for nedrivningen af boliger i forbindelse med “ghettoloven”, som kun kan ophøre gennem ophævelsen af den private ejendomsret.
socialistiskrevolution.wordpress.com 