Vi deler videoen af fattigbøndernes modstand imod Brasiliens gamle stats forsøg på at smide fattigbønderne ud fra områderne Tiago Campin dos Santos og Ademar Ferreira, samt en uofficiel dansk oversættelse af en artikel fra avisen ”A Nova Democracia”.
Stor modstand: hvordan bønderne vendte tilbage til Tiago dos Santosregionen
D. 27 oktober vendte hundredvis af familier, som var blevet fordrevet fra Tiago Campin dos Santos og Ademar Ferreiraområderne, tilbage til deres land efter at have opsat en enestående modstand overfor den åbne krigsoperation, som blev udført af mere end 3000 soldater fra Militærpolitiet af Rondônia (MP-RO) af Marcos Rocha og af Bolsonaros folkemorderiske militærregerings Nationale Offentlige Sikkerhedsstyrke. Indenfor territorierne afholdte bønderne en folkeforsamling, hvor de genbekræftede deres beslutsomhed om at fortsætte med at kæmpe for deres land.
Familiernes tilbagevenden fandt sted omkring en uge efter den officielle start på Operation Nova Mutum, som blev udmeldt af de repressive styrker, som en evakueringsoperation, men i virkeligheden blev den udført med alle procedurerne, som man kan forvente en krigsoperation har imod et fjentligt kontingent, med kujonagtige og terroristiske midler. Denne aktion mobiliserede støttende styrker af repression, men var allerede blevet offentliggjort af Bolsonaro selv og iscenesat af de reaktionlre væbnede styrker.
I midten af krigsførslen imod bønderne, blev flere forbrydelser begået af tropperne, hvilket inkluderede ulovlige beslaglæggelser, som forhindrede adgang til mad, og alle former for misbrug, som er forkastelige selv i tider af konventionel krigsførsel. Som modsvar, under operationen som varede mere end to uger (og som forblev i sine styrker selv efter STFs beslutning om at suspendere udsmidningen), udviste familierne mod og organiserede sig. Kun en del af de 800 familier, som lever i Área Tiago Campin dos Santos, blev smidt ud midt om natten. Denne aktion fandt sted med politiets bevæbnede magt, som støttede terroren imod arbejdernes masser. Tropperne nåede ikke engang til den anden del af familierne pga. forskellig modstand.
D. 26 og 27 oktober, blev en Solidaritetsmission, med deltagere fra flere organisationer for forsvaret af folket, advokater og anklagere fulgte med bøndernes tilbagevenden til deres ejendomme. AND deltog også med at hold, og siden d. 25 oktober fulgte vores hold, direkte fra Nova Mutum Paraná, arbejdernes hårde modstand og resultatet, der kulminerede genbesiddelsen af landområdetne.
Familierne er ulovligt under belejring
Bondefamilierne, som der bliver i de improviserede sheltere ved Santa Juliaskolen forlod d. 26 mah i en stor konvoj med flere motercykler, biler, vogne, busser lastvogne, sammen med støtterne af Solidaritetsmissionen hen mod området af Tiago Campin dos Santos.
Da de ankom ved indgangen til området, stod de overfor en ulovlig og kriminel militær belejring. Foran dusinvis af politibetjente bevæbnede med rifler og uden identifikation, begyndte bønderne på en modstand, der besejrede alle forsøg på opdelning og intimidering begået af militærpolitiet og de nationale væbnede styrker.
Der var en politilejr i området. Basen blev påtvungent sat op i en lille butik med flere fartøjer, som der husede omkring 16 politibetjente. Tungt bevæbnede, blev de opstillet foran mængden af bønder og udgjorde en linje, der var en fysisk barriære for adgangsvejen til området.
Hundredevis af familier ankom, et hav af mennesker formede sig, og råbte parolerne: landet, landet til dem, som dyrker det! Og længe leve den agrariske revolution! Efter at have sunget Fattigbøndernes Forbunds at Besætte Landet.
Ved indgangen til forbindelsen lukkede militærpolitiet vilkårligt kun advokater og Raphael Bevilaqua, anklageren, som fulgte med missionen. Med tid ankom fartøjer indenfra området af, sammen med tropper fra Roraimas Militærpoliti, de Nationale Væbnede Styrker, den Mobile Taktiske Patrulje (Patamo), Grænsegardens Specialgruppe (Gefron) og endda en helikopter fra Kærnen af Luftoperationer (NOA).
Under mødet demonstrerede bønderne en gejst og beslutsomhed for at vende tilbage til deres land, mens de sang sange som O risco og også paroler som ”Nem que a coisa engrossa essa terra é nossa! Ødelæg Latifunfium! og Gå til kamp uden frygt, at våge at kæmpe, at våge at vinde! Aktionens kommandør, som tilsyneladende var blevet rystet af demonstrationen og arbejdernes styrke og mod, bad advokaterne om at beordre en ende på sangene. Militærpolitiets helikoptere fløj over mængden, som bræstede med beslutsomhed og latterliggjorde forsøget på intimidering.
Ved slutningen af mødet, sent om aftenen, delte advokaterne de repressive styrkers forslag, og bønderne begyndte et folkemøde for at diskutere om måder at fortsætte modstanden. Familierne besluttede sig for at blive hvor de var og indtræde i området om morgenen. Flere paroler blev råbt mens arbejderne skød med kanonslag.
Beboerne fra området, som støttede familiernes tilbagevenden, donerede en okse for at fodre mængden. Bønderne organiserede og forberedte et måltid der, den eneste kilde til mad, indenfor nogle få timer.
Teltene blev snart udvidet i den tidlige aften d. 26 oktober, hvor familierne skiftede sig til at hvile sig og tage sig af de syge og sørge for familiernes sikkerhed. Tropperne kastede lys fra bilerne og lod gyrofonen stå tændt for at angribe familierne.
Mødrerne og børnene blev ”inviteret” af militærpolitiet til at tilbringe natten i deres lejr på den betingelse af at de ikke måtte forlade huset under hele natten og ikke måtte have kontakt med resten af familierne eller med andre bønder. Men bondekvinderne nægtede, og udtalte at de ikke stolede på politiet, som der angreb dem dagligt med krigsoperationer. Bønderne fordømte også at politiaktionen var absurd.
Flere tropper ankom om morgenen d. 27 oktober; termometere viste allerede 40 grader og flere folk blev syge og dehydrerede. Militærpolitiet nægtede at give vand til familierne, selvom de havde adgang til det i deres baseområde, som forværrede den dårlige helbredsbetingelse, især for de ældre og børnene, eftersom dehydrering var sammensat af forgifting fra drikkevandet fra shelteret, som var i en forurænet tilstand.
Efter omkring 24 timer af modstand, ankom familierne om eftermiddagen d. 27 oktober. Mens de stod overfor et uundgåeligt nederlag, fortsatte de vrede tropper deres ulovlige handlinger, ved at samle fotografier, RG- og CPF-numrer, og jordlodder, hvor hver bpnde levede, som en betingelse for at komme ind. De gennemrodede med misbrug og vold alle fartøjer, tasker og også bønder, hvilket indkluderede børnene.
En bondes kone rapportede, ”Barnet er sygt, han ligger ude i solen, han har ingenting, medicinen er ikke blevet givet, taskerne er blevet efterladt. Naboens barn er desperat. Hvad der sker for er fortvivlende og umenneskeligt”.
En anden bonde fordømte under gennemsøgningen, hvad de kalder ”baculejo”, foren politiet, som gennemsøgte deres ejendele: ”Dette er en ydmygelse for det arbejdende folk. Hvorfor jager politiet ikke banditter? Jeg er en arbejder, vi har vores hænder fyldte med med vabler, vi er ikke banditter. Dette er en stor ydmygelse. Folk er syge, gravide kvinder, børn, uden vand, uden mad. Statens lederskab burde skamme sig, det er manglen på skam fra statens lederskabs side.” Og han konkluderede med at sige, ”Vi har indtrådt på dette område og vi vil ikke forlade det! Vores motto er: besæt, modstå og producér! Landet er vores. Det er land for dem, som lever og arbejder på det!
I dette fejlede forsøg på at forhindre bønderne i at vende tilbage til deres lend, selv Sikkerhedssekretæren, Hélio Cysneiros Pachá, var indvolveret (kendt for hans optræden som leder af polititropperne i Slaget for Santa Elina i 1995, som gjorde ham fortjent til øgenavnet ”Slagteren fra Santa Elina” blandt bønderne). Pachá fløj personligt til stedet i en helikopter, talte med kommandøren og trak sig tilbage.
Alligevel var der intet, der forhindrede familierne i at vende tilbage, og som et resultat af den vedvarende organiserede kamp siden begyndelsen af d. 26 oktober, var alle i ”skur” af området, hvor mødet blev afholdt.
En sejrrig tilbagevenden
Da de ankom til området, mødtes masserne af bønderne, stolte og fulde af gejst og sejr, med andre, som ikke var blevet smidt ud og begyndte at forberede mad. Arbejderne, hvis’ huse som var blevet ødelagte, fandt ly i barakker, det samme gjorde de folk, som tilhørte Solidaritetsmissionen. Maden og medicinen, som var blevet indsamlet under solidaritetsaktioner blev fordelt til familierne.
Om morgenen d. 10/28 begyndte et højtaler system. Familierne sang endnu angang kraftigt visen ”Erobr Landet,” mens de anerkendte dem store modstand, som de havde udvist og erklærede at de ville forberede sig på fremtidige slag, og genbekræftede at de havde erobret dette land.
Se AND-holdets billeder:
(Fotoer: AND database)
socialistiskrevolution.wordpress.com 