Imens at Folkekrige stadig raser i Indien, Peru, Tyrkiet og på Filippinerne, hvor revolutionære dør for frihed og for opbyggelsen af Ny Magt, så formår mange organisationer i Danmark som kalder sig for enten ’socialistiske’ eller ’kommunistiske’ end ikke at organisere en fremtræden på 1. maj. Smittetalene for corona er faldende, så hvad forhindrer diverse opportunister og revisionister i at fejre 1. maj, Arbejdernes Internationale Kampdag?
I sidste ende vil grunden altid lande på deres egne interne modsigelser, og det lader til at deres småborgerlige frygt for coronavirus formår at overskygge alle andre hensyn, ”lad blot arbejderen i Nemlig og vikaren (altså dagslejeren) lide, revolutionen den kommer, men den er ikke tæt på nok til at vi vil afholde 1. maj fysisk” det er det indtryk man får når man læser diverse udtalelser fra forskellige organisationer ift. 1. maj.
Det har tydeligt vist sig at klassekampen ikke er ophørt under coronaepidemien, og at staten stadig er borgerskabets instrument til at undertrykke arbejderklassen. Så der er ingen undskyldning for ikke at ville demonstrere, den eneste det går ud over når man bliver hjemme er arbejderen, borgerskabet elsker det.
Og problemet med ’bliv hjemme’ holdningen er at Danmark allerede er et land modnet til revolution. Masserne er ikke bange for at gå på gaden for at kæmpe for deres ret (også med vold). Og hvis der ikke er et kæmpende parti som leder dem på gaden, så finder de hurtigt et eller andet, om det så er Black Lives Matter, Men in Black eller dusinvis af andre organisationer som i sin tid har haft success, men som nu er forsvundne som dug for solen.
Coronavirussen og den overproduktionskrise som fulgte i tæt trop, har hurtigt skilt fårene fra bukkene. Enten så er man en konsekvent revolutionær organisation, som vil gøre alt for at opretholde sin klandestinitet og sin kontakt med masserne. Eller også så vakler man og begynder på alverskens distraktioner fra klassekampen, såsom zoommøder, internetforedrag, modvillighed til at gå på gaden for at uddele løbesedler og snakke med masserne og så videre.
Kun én gang før disse to år er 1. maj blevet aflyst, det var i foråret 1940 hvor Danmark netop var blevet besat af Tyskland. Kun DKP’s medlemmer fra dengang kan vide de præcise årsager til dette, men hvis man stadig afholdte 1. maj på trods af udfordringer såsom den spanske syge så må vi antage at grundene til aflysningen i 1940 måtte have været gode. Masserne respekterer kun et kæmpende parti som kæmper ligesom DKP gjorde dengang, dvs. uden forbehold og altid i folkets tjeneste. Og kun hvis et så aktivt og vedholdende parti leder klassekampen vil vi nogensinde komme til at se en revolution i Danmark.
Derfor fremfører vi parolen for rekonstitueringen af Danmarks Kommunistiske Parti, en parole som er særlig vigtig at fremhæve og arbejde for nu. Kun ved at vise masserne at man tager deres problemer alvorligt, og at man nægter at sidde foran sin computerskærm, kan man vinde deres respekt og opbygge et rekonstitueret DKP. Et DKP som med massernes støtte vil kunne indlede en successfuld Folkekrig, som en del af og til tjeneste for den Proletariske Verdensrevolution. Det bliver således en 1. maj hvor masserne hurtigt finder ud af hvem der leder deres kampe, hvem der sakker bagud og hvem der går for langt frem.
socialistiskrevolution.wordpress.com 