Fælles international udtalelse: Rejs Pariserkommunens røde fane som et våben til kamp!

Vi bringer en uofficiel dansk oversættelse af den fælles internationale udtalelseI i anledningen af 150-året for Pariserkommunen.

Proletarer i alle lande, forén jer!

Rejs Pariserkommunens røde fane som et våben til kamp!

I dag den 18. marts fejrer det internationale proletariat og verdens folk 150-året for begyndelsen på den heroriske Pariserkommune. Den var proletariatets første forsøg på at storme himlen, den gav fødsel til den første arbejderrepublik i historien. Ti dage efter den folkelige opstand, erklærede den nye revolutionære regering sin uafhængighed fra den gamle borgerlige magt baseret i Versailles.

Det er kommunardernes heltemod, som ved at holde magten i proletariatets hænder i 71 dage i Paris, gjorde menneskeheden bekendt med en ny form for stat: proletariatets diktatur.

Den 30. maj, to dage efter de sidste kæmpere i kommunen havde faldet til fjendens overlegne styrker, udpegede Karl Marx det universelle historiske syn på kommunens erfaringer, at: ”Kommunen… var … den endelig opdagede politiske form, under hvilken arbejdets økonomiske befrielse kunne foregå.” (Borgerkrigen i Frankrig, Marx’ artikel læst på d. 30. maj 1871 foran det Det Internationale Generelråds adresse – IWA).

Denne praktiske erfering, med dens foregående Februarrevolution fra 1848, markerede et spring i forståelsen af revolutionens love, som Marx definerede med disse ord: ”Navnlig har Pariserkommunen leveret bevis for, at ”arbekderklassen ikke simpelthen kan tage den færdige statsmaskine i besiddelse og sætte den i bevægelse for sine egne formål” (Se Borgerkrigen i Frankrig. Det Internationale Generelråds Adresse, Tysk udgave, s. 19, hvor dette punkt bliver uddybet mere.)” (Forord til den tyske 1872 udgave af Manifestet)

Kommunens arbejde, var ifølge Engels: ”Denne sprængning af den hidtidige statsmagt og dens erstatning med en ny, virkelig demokratisk statsmagt… Men i virkeligheden er staten ikke andet end en maskine, med hvilken den ene klasse undertrykker den anden, og det ikke mindre under den demokratiske republik end under monarkiet; og i bedste fald er den et onde, der går i arv til proletariatet, når dette har sejret i kampen om klasseherredømmet, og hvis værste side det lige så lidt som Kommunen vil kunne undgå straks at beskære så meget som muligt, indtil et slægtled, der er opvokset under nye, frie samfundsforhold, bliver i stand til at kaste hele den lurvede stat fra sig.

Den socialdemokratiske filister har for nylig igen fået sig en gavnlig forskrækkelse over ordet: proletariatets diktatur. Nuvel, mine herrer, vil I vide, hvordan dette diktatur ser ud! Se på Pariserkommunen. Det var proletariatets diktatur.” (F. Engels’ ”Indledning til K. Marx’ ”Borgerkrigen i Frankrig”, 1891).

På trods af Paris’ proletariats gloværdige og utrættelige kamp for at forsvarre den proletariske magt, blev det besejret af den Versaillianske reaktion i borgerskabets, godsejerne, alle tyve, og alle parasitter i det gamle samfunds skøds tjeneste. Borgerskabets folkemorderiske barbari blev afsløret i fuldt dagslys under den ”blodige uge” (21-28 maj 1871).

Pariserkommunens nederlag i maj 1971, signalerede langt fra arbejderklassens nederlag, den var en historisk milepæl af stor betydning, ”det gloværdige tegn på det nye samfund”, som er blevet markeret i det internationale proletariats kamp for evigt. Pariserkommunen er den første store milepæl i den Proletariske Verdensrevolutions process, den første gang proletariatet erobrede magten, og derfor skilder standpunktet til den og dens fine balance marxismen fra revisionismen.

Vi bør ikke kun fejre denne store milepæl, vi bør studere den i lyset af proletariatets almægtige ideolgi, almægtig fordi den er sand, marxismen-leninismen-maoismen, hovedsagligt maoismen. Vi må starte fra titanen Karl Marx’ udødelige værk, Borgerkrigen i Frankrig, med de talrige teoretiske og praktiske, hovedsagligt praktiske bidrag siden 1871, som uafbrudt har udviklet vores kommunistiske ideologi, politik og organisation. De andre titaners bidrag, Lenin og Formand Mao, men også den store Engels, kammerat Stalin og Formand Gonzalo, tillader os at sætte Pariserkommunens bidrag ind i den brændende virkelighed i den nye æra og det tredje øjeblik af den Proletariske Verdensrevolutions process, indenfor de ”50 til 100 år” hvori imperialismen og reaktion vil blive fejet bort fra Jordens overflade.

Denne epoke, markeret af imperialismens kollaps, som genererer spændinger og oprør over hele verden, er den stratetiske offensivs tid af den Proletariske Verdensrevolution. Formand Gonzalo fremlægger at verdensrevolutionens process for at feje imperialismen og reaktion bort fra Jordens overflade har tre øjeblikke: 1. stratetisk defensiv; 2. stratetisk ligevægt; 3. stratetisk offensiv af verdensrevolutionen. Kommunen indledte det første øjeblik, den revolutionens stratetiske defensiv, som, ved at anvende loven om modsigelse på alt, har sin modpart, kontra-revolutionens offensiv.

Karl Marx opfatter, at den største fortjeneste af kommunarderne, er at de forsøgte for første gang i historien at sabe en proletarisk stat. Han fastslår, på brilliant vis, at proletariatet ikke blot kan overtage det eksisterende statsmaskineri og sætte det efter sine egne behov, men at de er nødt til at ødelægge det. Lenin understregede at kommunen var et skindende eksempel på, hvordan proletariatet ”var i stand til at løse demokratiske opgaver, som bourgeoisiet kun kunne hævde at have løst.” (Lenin, Kommunens Erfarnger). Ved at analysere de sociale og økonomiske foranstaltninger, som blev brugt af de parisiske arbejdere i Borgerkrigen i Frankrig, lagde Marx vægt på idéen at, lige meget hvor sky foranstaltningerne var, var deres hovedsaglige tendens at ekpropriere ekspropriatørerne.

Det var ved at tage Marx’ lærdomme om Pariserkommunen i brug at det Russiske proletariat, under det Bolsjevistiske Partis lederskab, under Lenins førerskab, triumferede med den Store Socialistiske Oktoberrevolution fra 1917, som opbyggede sovjetmagt, proletariatets diktatur, som en sand fortsættelse af kommunen. Sovjetterne var den højeste form for organisation, gennem hvilke proletariatets diktatur blev ledt af den store Lenin og kammerat Stalin og blev opbygget, baseret på arbejder-bondealliancen, som forenede de mest tilbagestående og fortvivlede og hårdtarbejdende og udbyttede masser, der sikrede den uafbrudte overgang fra den borgerlig-demokratiske revolution til den socialistiske revolution.

Da masserne, ledt af Formand Mao Tse-Tung og under det Kommunistiske Partis lederskab erobrede magten i Kina i 1949, var det kommunens erfaringer sammenfattet af Marx og udviklet af Lenin, som tjente som basen for udviklingen af den socialistiske revolution og proletariatets diktatur indenfor Folkerepublikken Kina.

Og senere under den Store Proletariske Kulturrevolution (SPK), den store og højeste milepæl i den Proletariske Verdensrevolution. Det var de tre-i-en Revolutionære Komitéer, det nye magtorgan, der blev grundlagt som fortsættere af kommunens erfaringer.

De tre-i-en Revolutionære Komitéer, som stammede fra den tætte kamp indledt og ledt af Formand Mao Tse-Tung imod kapitalistisk genoprettelse, var et uundværligt instrument i den SPK, gennem hvilke millionvis af masser tog statslige, politiske, militære, kulturelle, produktionsmæssige, osv. anliggender i deres egne hænder og omvæltede borgerskabets repræsentanter, som havde forskanset sig i Partiet, Folkets Befrielseshær og staten, som forhindrede den kapitalistiske genoprettelse i Kina i 10 år.

Under kommunen har vi den væbnede konfrontation mellem to stater af radikalt forskellige typer, udtrykket af den nye og den gamle verden. Dette er hjertet af magt, af al slags magt, våben. Kommunen bekræftede den revolutionære volds nødvendighed og viste borgerkrigens kraft, som etablerede det praktiske bevis af det marxistiske princip, som ville blive udviklet af Formand Mao, tilsvarende ”al magt løber ud af geværløbet” og at ”uden en folkehær, har folket intet”. Det ”spøgelse som går gennem Europa” er blevet en reel trudsel. Marx specificerede at ”Det væbnede Paris var den eneste alvorlige hindring på den kontrarevolutionære sammensværgelses vej. Paris måtte altså afvæbnes.” (Marx, Borgerkrigen i Frankrig) Magten blev ikke kun erobret med våben, den blev også opretholdt med revolutionær vold. Denne første erfaring viste, at vi kun kan forhindre kapitalistisk genoprettelse gennem vold, hvilket i dag er Folkekrig, og hvis klassen har mistet magten, er det nødvendigt at anvende Folkekrigen til kontra-genoprettelse.

Aldrig opgiv Nationalgardens våben, det er hvad kommunarderne råber 150 år senere!

Hvad fortæller kommunens erfaring os om lederskab og partilederskab? I denne forstand udpeger Marx i hans udveksling og korrespondance med Kugelmann d. 12 april 1871, kommunardernes fatale fejl: 1) Offensiven mod Versailles skulle havde blevet udført med det samme, da fjenden var i panik og ikke havde nogen tid til at koncentrere sine styrker. Denne mulighed blev ikke nået; 2) Central Komitéen var for hurtig i at frasige sig sin magt for at bane vejen for Kommunen.

Marx fremsætter nødvendigheden af at proletariatet skal have et forenet Parti i stand til at lede klassekampens tumulter. Prevariceringen af kommunarderne opdelt i flere ”partier” var fatalt for kommunen. Kun et forenet Parti, som praktiserer demokratisk-centralisme, som er vejledt af proletariatets ideologi, har kapaciteten til at føre krig rigtigt og til sejr.

Ved at følge kommunens lærdomme etablerer maoismen: magten er grundlæggende. En ”magt baseret på en væbnet styrke ledt af det Kommunistiske Parti, erobret og forsvaret gennem Folkekrig”. (CPP, Om Marxismen-Leninismen-Maoismen) Kommunens erfaring analyseret af den brilliante Marx, beviste allerede denne nødvendighed, intet mere! Hvem kan benægte at maoisterne er de trofaste fortsættere af de heltemovide kommunarder, ingen andre end revisionisterne og dem som forklæder marxismen. Denne nødvendighed sat af kommunen er udtrykt dagligt i vores retfærdige og urokkelige vilje til at rekonstituere/konstituere/reorganisere de Kommunistiske Partier og for at forberede/indlede Folkekrigen. Og i dette specifikke tilfælde af de svære og komplekse problemer, som Folkekrigen i Peru stadig gennemgår, for at komme ud af denne situation, hvad der tilsvarer at reorganisere Partiet med og for Folkekrig, ved at knuse de elendige rotter fra den revisionistiske og kapitulationistiske højre-opportunistiske linje (HOL). HOL-rotterne, som følger imperialismens og reaktionens plan og kalder på ”forsoning” og trygler reaktionen om tilgivelse, og lader som om, for at få os til at tro at ”Folkekrigen er blevet besejret”. Formand Gonzalo har lært os at selv hvis der kun er én kommunist tilbage, er det hans pligt at gøre det hele igen forfra og fortsætte ad den uovervindelige Folkekrigs vej.

Borgerkrigen i Frankrig, er et af Internationalens meget vigtige politiske dokumenter, den bevæbnede det internationale proletariat i hele verden med Kommunens erfaringer, og demonstrerede fremragende Marxismens ideologiske sejr over alle præ-Marxistiske varianter af socialisme. ”Ved slutningen af den første periode (1848-1871), stormenes og revolutionernes periode, ligger den førmarxske socialisme på dødslejet.” (Lenin, Marxismens historiske skæbne) Denne strålende syntese af Kommunens historiske erfaringer var særligt vigtig i kampen mod de småborgerlige ideologer, som benægtede nødvendigheden af et proletariatets diktatur.

I borgerkrigen i Frankrig definerede Marx tydeligt disse opportunistiske elementers rolle i arbejderbevægelsen, han viste at den revolutionære arbejderbevægelse, i dens modsætningsfyldte udvikling, og som et direkte resultat af dens handlinger, oplagrer hvad Engels kaldte ”En kolossal dynge af skrald”. Hver krise, hvert øjeblik hvor klassekampen skærpes, er et øjeblik hvor vi kan og skal bortfeje revisionismen og opportunismen.

Den gigantiske krise som ryster verden nu, er en af de store øjeblikke hvor sandheden triumferer. Endnu mere netop nu, hvor imperialismens og den bureaukratiske kapitalismes krise skærpes overalt i verden, alle modsætningerne skærpes og en revolutionær situation, som udvikler sig ujævnt kloden over, modnes mere og mere, med massernes store aktivitetsniveau. Dens eksplosivitet får alle reaktionære og deres reaktionære lakajer til at skælve; den manifestiserer sig overalt, og marcherer mod aldrig før sete eksplosioner. Denne objektive tilstand bliver støt mødt af den subjektive faktors udvikling, hovedsageligt som de Kommunistiske Partiers forløb, som Marxist-Leninist-Maoistiske hovedsageligt maoistiske partier af ny type, militariserede for indledelsen af de nye Folkekrige. Dermed åbnes et nyt moment eller en ny periode med revolutioner, som en del af den Proletariske Verdensrevolutionens nye store bølge, indenfor perioden på ”50 til 100 år” hvor verdensrevolutionens strategisk offensive periode står indskrevet. Den viser at revolutionen er den historiske og politiske hovedtendens i verden i dag. Denne situation fastsætter verdens Kommunistiske Partiers opgaver, strategier og taktikker.

Det ville kun tage ét reaktionært valg i USA, før at den ”rigtige” marxismens falske forsvarere såsom Bob Avakian og andre ledere, viser deres sande ansigt til verdens proletariat ved at forsvare den reaktionære og imperialistiske Bidens sejr.

Ud af disse kriser viser sandheden sig, den ”kolossale dynge af skrald” vil blive fejet bort af proletariatets handlinger.

Revisionisterne og opportunisterne vil ikke se at intet er snorlige, at alt udvikler sig ujævnt, og at man er nødt til at falde for at lære at gå. Dem som ikke accepterer Folkekrigen i Perus massive erfaringer under påskuddet, som er uden grundlag, og propegeret af imperialister og reaktionære, om at ”Folkekrigen endte med nederlag”, ville utvivlsomt have spyttet på Komunens erfaringer. På trods af Kommunens nederlag sagde Marx at: ”Arbejdernes Paris med sin Kommune vil til evige tider blive fejret som den berømmelige bebuder af et nyt samfund. Dens martyrer gemmes i arbejderklassens store hjerte.” (Marx, Borgerkrigen i Frankrig)

Som Lenin bemærkede i Staten og Revolutionen: ”Han så i den revolutionære massebevægelse, skønt den ikke nåede sit mål, et historisk forsøg af uhyre rækkevidde, et skridt fremad for den proletariske verdensrevolution, et praktisk skridt, som er vigtigere end hundreder af programmer og betragtninger. At analysere dette forsøg, at udvinde en taktisk lære af det, at gennemprøve sin teori på grundlag af dette forsøg – det var den opgave, Marx stillede sig.”

Vi sande Marxister drager lære fra hver erfaring, og vi bekræfter at Folkekrigen i Peru var den proletariske verdensrevolutions strategiske offensivs første gerning. Lad blot imperialisterne, de reaktionære og deres lakajer i den højre-opportunistiske linje som følger fupnummeret ”fredsbrevene”, fortsætte med deres hyænedrømme; for hverken Formand Gonzalo, eller PCP, eller de ægte kommunister, eller PLA’s kombatanter, eller den Nye Magts masser, har nogensinde overgivet deres våben, og ej heller har de accepteret Yankee-CIA’s ”fredsaftaler”. Som kommunarderne, er de blevet ved med at føre Folkekrig. Demoralisering af arbejderklassen ville i sidstnævnte tilfælde have ført til langt større ulykke, end afviklingen af et hvilket som helst antal af ”ledere”.

De komplekse og svære problemer som Folkekrigen i Peru gik ind i, var hovedsageligt pga. de revisionistiske og kapitulationistiske højre-oppurtnistisk linje følgende rotters forræderi, de infiltrerede, med reaktionens hjælp, partikomiteerne og tyede til at kaste den menige mod lederskabet, og at overgive lederne som holdt ved, på trods af deres fejlslagne kald på at overgive våben og ende Folkekrigen. Den højre-opportunistiske linje konspirerede alt det ovenstående i bytte for benådelse for revolutionens udbyttere og undertrykkere, de afstod Maoism, Formand Gonzalo, Gonzalo Tænkningen og Folkekrigen. Latterlige personer som, i reaktionens hænder, lagde krop og sjæl i at lade som om at de forhandlede med reaktionen. Hvad kunne de forhandle? Intet! Kun forræderi ved at foreslå at udskifte sig selv i bytte for at tjene den berygtede Forand Gonzalo med deres eget forræderi for at tilintetgøre Partiet og Folkekrigen.

Maoismen som Formand Mao definerede den, er blevet valideret af ild og kendsgerning siden Folkekrigens begyndelse i Peru, ligesom Marxismen blev valideret af kommunardernes blod. Både de Peruvianske kommunister og kommunarderne fremviste sine historiske initiativer og selv-opofrelse, som Marx omtalte i Borgerkrigen i Frankrig. I dag, holder kommunisterne i Peru fast om Formand Gonzalos lederskab og Marxismen-Leninismen-Maoismen, Gonzalo Tænkning, for at stå ved for at overvinde situationen, som Folkekrigen befinder sig i pga. Formand Gonzalos arrestation, og i fuldstændig isolation siden 1992, og den højre-opportunistiske linjes forræderi som var organiseret i fængslerne med CIA-reaktionens hjælp.

I en tid hvor reaktionen prøver at mobilisere masserne for at forberede deres imperialistiske krigsplaner, er et andet af Kommunens principper som vi må stå fast ved og efterleve internationalismen. Som Marx sagde, så er ”Kommunens banner Verdensrepublikkens banner” og hverken mere eller mindre. Ved at udnævne en tysk Arbejdsminister og en polak som chef for Paris’ forsvar, bekræftede Kommunen foran verden at proletarerne i alle lande må forene sig for at bekæmpe sine fjender.

Formand Mao sagde det meget godt, internationalisme er kommunismens ånd! Fra et organisatorisk sysnpunkt, har erfaringerne fra den resolutte og aktive støtte som Den Internationale Arbejdersammenslutning (1. Internationale) ydede Kommunen skærpet kampen mod det anarkistiske syn på den.

Marx og Engels bekræftede i Den Internationale Arbejdersammenslutnings kongres efter Kommunen, at Generelråddet ikke er et enkelt informationskontor som anarkisterne ønsker det var, men at det var et ægte proletariatets generelråd. Siden Kommunen, har borgerskabet bemærket faren ved de internationalt organiserede arbejdere. Denne irrationelle frygt bliver til skræk efter oprettelsen af den Tredje Internationale efter den sejrrige Store Oktoberrevolution i 1917. I dag er mere end nogensinde før en af vores mest presserende opgaver at rekonstituere proletariatets Generelstab!

På vejen mod dette, i den nuværende situation, så er de Maoistiske Kommunistiske Partier og Organisationers kald for afholdensen af den Første Forenede Internationale Maoistiske Konference og fødslen af en Ny International Proletariatets Organisation af stor vigtighed.

Kommunen er en del af denne ”Klassekampens epik”, som Formand Gonzalo korrekt sagde. Det er beviset på at ”Kun Klassekampen kan skabe vores ideologi” og kun ”klassekampen, vis center er politik, som erobringen og forsvaret af magten for klassen ved at omvælte andre magter, kun som praksis og undersøgelse, kunne klassen, generere titaner af tanke og handling”.

Marxismen-leninismen-maoismen, hovedsagligt maoismen viser i det daglige liv, dens livlighed som en fortsættelse af proletariatets heltemodige epik for menneskehedens frigørelse. Det viser endnu mere sin fulde sandhed i den utrættelige kamp, som maoisterne fører over hele verden for at styrke Folkekrigene i Indien, Peru, Tyrkiet og Filippinerne, for at indlede nye, for at rekonstituere de kommunistiske partier og begive sig ud for endnu engang at erobre himlen.

I dag er vi nødt til at tage initiativet, vove at kæmpe, og ikke være bange for at give vores blod for den Proletariske Verdensrevolutions store sag. Tvivl, prævalik, er en fejl, når den nye store bølge af revolution udvikler sig og en ny perode af revolutioner er udnævnt, som det positive aspekt af imperialismens og dens afkom, den bureukratiske kapitalismes, gigantiske krise med massernes eksplosion. Vi lever i en tid af store storme, store transformationer over hele verden. Knus revisionismen, afmaskér opportunismen, styrk os selv ideologisk, fordi den Proletariske Verdensrevolutions fremmarch er nødt til at feje ”den store dynge af skrald” bort! Fordøm og konfronter fast de imperialistiske udplyndringskrige med Folkekrig. Lav den demokratiske revolution og den socialistiske revolution med Folkekrig, som hovedformen for at forberede for tilfældet af en imperialistisk verdenskrig. Transformere, ligesom kommunen, den imperialistiske krig til en borgerkrig for eksproprieringen af den kapitalistiske klasse, for proletariatets erobring af den politiske magt for at realisere socialismen.

Lad os være eksemplariske, ligesom de gloværdige kommunarder, led os hæve den Proletariske Verdensrevolution for kommunismen med Folkekrig! Lad os være trofaste til de heltemodige kommunarder, og hæve, forsvarre og anvende marxismen-leninismen-maoismen, hovedsagligt maoismen!

”Arbejdernes Paris med sin Kommune vil til evige tider blive fejret som den berømmelige bebuder af et nyt samfund. Dens martyrer gemmes i arbejderklassens store hjerte. Dem, der tilintetgjorde den, har historien allerede nu naglet til den skampæl, som alle deres præsters bønner ikke vil magte at frelse dem fra.” (Marx, Borgerkrigen i Frankrig)

I dag rejser kun maoisterne kommunens røde banner, som et våben til kamp!

Underskrifter:

Komitéen for rekonstitueringen af de Forenede Staters Kommunistiske Parti

Komitéer for grundlæggelsen af Østrigs (maoistiske) Kommunistiske Parti

Komité Røde Fane – BRD

Brasiliens Kommunistiske Parti (Rød Faktion)

Colombias Kommunistiske Parti (Rød Faktion)

Ecuadors Kommunistiske Parti – Røde Sol

Perus Kommunistiske Parti

Maoistisk Komité i Finland

Maoistisk Kommunistisk Parti (Fransk Stat)

Tjen Folke – Norges Kommunistiske Liga

18. marts 2021