Vi publicerer hermed denne uofficielle danske oversættelse af den Fælles Internationale Deklaration af den 24. september 2020, i anledning af 28-året for Formand Gonzalos tale. Fejl og mangler i oversættelsen er helt og holdent vores ansvar.
Proletarer i alle lande, forén jer!
Lær af Formand Gonzalo!
Formand Gonzalos tale stråler overfor verden som et almægtigt kampvåben. På denne nye årsdag for denne historiske begivenhed hilser vi, hele verdens marxistisk-leninistisk-maoistiske Partier og Organisationer, vor klasse, det internationale proletariat, og verdens folk, med revolutionær optimisme i disse stormfulde tider, vi lever i.
Vi betragter det som en nødvendighed, som det er vor pligt at imødegå, i disse tider med så meget kaos, at genbekræfte os i Formand Gonzalos tales fuldgyldighed og i marxismen-leninismen-maoismen, hovedsageligt maoismen, med Formand Gonzalos almengyldige bidrag, for dermed at bidrage til forsvaret af Formand Gonzalos liv og helbred, hvilket er uløseligt forbundet til kampagnen for maoismen, som en del af og til tjeneste for den Proletariske Verdensrevolution.
Vi ønsker og må fremhæve Formand Gonzalos storslåede fremsyn, der kom til udtryk i hans tale, hvordan han på retfærdig og korrekt vis beskriver udviklingen af den Nye Store Bølge af den Proletariske Verdensrevolution. Han forudser, hvordan maoismen vil blive befaler for denne Nye Store Bølge i de kommende årtier og hvordan den mere og mere vil blive legemliggjort, ved at flere og flere kommunister frembringer deres Kommunistiske Partier i flere og flere lande, hvordan den vil blive til en materiel kraft, når den legemliggøres i verdens folk.
„Til sidst hører vi følgende: Som vi kan se verden over, skrider maoismen uafbrudt fremad, for at lede den nye bølge af den Proletariske Verdensrevolution. Forstå dette godt og begrib det! Dem som har ører, skal bruge dem og dem som har evner til at begribe — hvad vi alle har — skal håndtere dette. Nok med tåbeligheder! Nok med uklarheder! Dette må vi forstå! Hvad vil udvikle sig i verden? Hvad har vi brug for? Vi har brug for at maoismen bliver legemliggjort, sådan som det allerede sker. Vi har brug for at maoismen skaber nye Kommunistiske Partier til at styre og lede den Nye Store Bølge af den Proletariske Verdensrevolution, som går os i møde.
Alt det som de sagde til os, den tomme og dumme sludder om den berømte ‚nye etape for freden‘, hvad bliver der tilbage? Hvad sker der med Jugoslavien? Og de andre lande? Det hele politiserede sig, det er en løgn. I dag findes der kun en realitet. De samme modstandere fra den 1. og 2. verdenskrig, er igang med at forberede den 3. verdenskrig. Det må vi vide og vi som sønner og døtre af et undertrykt land, er en del af krigsbyttet. Dette må vi ikke tillade! Nok med den imperialistiske udbytning! Vi må ødelægge den! Vi er fra den tredje verden og den tredje verden er basis for den Proletariske Verdensrevolution, med en betingelse: De Kommunistiske Partier må holde deres bannere højt og føre dem! Det er hvad der må gøres!“.1
Er det ikke lige sådan det er? Det er det! Uanset hvad begrænsningerne måtte være, uanset den revolutionære situations ulige udvikling i vore henholdsvise lande, ser vi, hvordan maoismen i Latinamerika er gået fra gnist til præriebrand. Vi ser i USA, hvordan en ung garde skuldrer den store kamppligt i hjertet af den eneste hegemoniske imperialistiske supermagt, og skrider fremad ved fast at være forbundet med masserne. Vi ser i det hamle Europe, hvordan Partier og Organisationer udvikler sig i retning af at tage et spring i rekonstitueringen af de Kommunistiske Partier og udvikle de nødvendige dybe rødder i masserne. Og vi ser, hverken sidst eller mindst, men først og fremmest, Folkekrigene i Peru, Indien, Tyrkiet og på Filippinerne — glorværdige fakler af marxisme-leninisme-maoisme for det internationale proletariat og verdens folk. Maoismen er befaler for den Nye Store Bølge af den Proletariske Verdensrevolution og bliver det mere og mere. Vi ser, hvordan udbytning og undertrykkelse skaber modstand, det er en lov, vi ser mere og mere hvordan nødvendigheden af at bortfeje imperialismen og reaktionen fra Jordens overflade imødegås.
Vi ser alt dette, hvis blot vi ikke lukker vore øjne. Vi hører kampråbet: „Det er rigtigt at gøre oprør!“, fra milliarder af verdens folks omkvæd, folk, der ikke ønsker at leve som før, hvis blot vi ikke vender det døve øre til dem.
Vi hører kampråbet i de nationale befrielseskampe, der føres i Vestasien (det Udvidede Mellemøsten) og Afrika. Vi ser det i Latinamerikas massers eksplosivitet. Vi hører det i opstandene mod den kinesiske social-imperialisme og den russiske imperialisme. Vi hører det i kampene og demonstrationerne, der finder sted i yankee-imperialismens hjerte. Vi hører det i ungdommens kampe i de forskellige europæiske lande, der blusser op igen og igen. Vi hører det i arbejderbevægelserne, strejkerne og massernes enorme protester i de forskellige europæiske lande, der blusser op igen og igen.
I Indien er massernes lidelser og repressionen imod dem nået til et uudholdeligt niveau. Imod denne situation har Indiens Kommunistiske Parti (Maoister) beslutsomt udviklet den Nydemokratiske Revolution gennem den uovervindelige Folkekrig for at knuse den gamle, reaktionære stat, imperialismen, den bureaukratiske kapitalisme og halvfeudalismen. I Latinamerika frembringer krisen nye bølger af masseprotester, der fremskubber de sande, marxistisk-leninistisk-maoistiske revolutionære i konstitueringen/rekonstitueringen af de militariserede Kommunistiske Partier, hvilket forbereder nye, kraftfulde spring.
Vi træder ind i en ny revolutionsperiode! En ny periode inden for den Proletariske Verdensrevolutions Strategiske Offensiv, der blev åbnet med Folkekrigen i Peru. Kendetegningen af denne nye situation, som den internationale klassekamp træder ind i, forstår vi som meget favorabel for verdensrevolutionen, frembragt fordi det blot er en konkretisering af forholdet mellem udviklingen af den objektive situation og fremskridtene i opgaven om at rekonstituere det Kommunistiske Parti, hvilket nødvendigvis tager form i indledningen af nye Folkekrige og den sejrrige udvikling af den Nye Store Bølge af den Proletariske Verdensrevolution.
Opgaven forud er at forene de to store styrker: Det internationale proletariats bevægelse, der finder sted i hele verden, og den nationale befrielsesbevægelse, frembragt i de undertrykte nationer, for at løsslippe en kraftfuld storm, der vil kulminere i Verdensfolkekrigen og begrave imperialismen. I dette må man altid trodse faren for at konvergere med den ene eller den anden imperialistiske magt. Dermed er det nødvendigt at bekæmpe imperialismen, verdensreaktionen og revisionismen utrætteligt og uforsonligt.
Det er ubenægteligt at dette system går mod sin undergang. Imperialismens forrådnelse skrider fremad dag for dag. Imperialismen i hele verden er i sin generelle krise. Dens råddenskab er endnu mere skærpet i de undertrykte nationer, hvor halvkolonialismen, den bureaukratiske kapitalisme og halvfeudalismen i stigende grad er under pres og er mindre og mindre i stand til at være det imperialistiske verdenssystems nødvendige støtte.
Imperialisterne søger en udvej af deres situation, de slår ud i desperat elendighed, dvs. mere ledtog og strid. De bruger coronapandemien til at konfrontere den kommende, gigantiske økonomiske krise og massernes eksplosivitet gennem økonomiske tiltag og undtagelsestilstande erklæret i hele verden, uden præcedens, hvilket skaber en faktisk krigstilstand. Imens de forskellige landes reaktionære frembringer en stærkere centralisering af den absolutte magt i eksekutiven gennem „bistand til firmaer“ og „sundhedsprotokoller“, rammer pandemien særlig hårdt helbreddet og livet for millioner af de dybeste og bredeste masser, pga. selve systemet, privatiseringspolitikken i de sidste årtier og deres egne „sundhedsprotokoller“. Imperialismens folkemorderiske karakter bliver således endnu tydeligere: Dens utænkelige ondskab og vilje til at gøre hvad som helst. Samtidig står imperialismen imidlertid overfor en gigantisk krise, større end den Store Depression i 2008. Endnu mere reaktionisering og militarisering af den reaktionære stat. Mere vold, mere terror, mere afskaffelse af friheder, rettigheder, ydelser og andet, som masserne har erobret i vild kamp. Mere centralisering af den reaktionære statsmagt, for at bruge den imod revolutionen. Dét er de økonomiske og politiske relationer, der udvikles som en del af imperialismens forrådnelsesproces. Verdensrevolutionens stormcentrer er de undertrykte nationer, vi må altid holde dette for øje, og de opfylder denne rolle mere og mere bevidst. Massernes vægt vil afgøre revolutionen og denne vægt ligger i de undertrykte nationer, hvilket svarer til revolutionen som hovedstrømningen og til hovedmodsigelsen.
Yankee-imperialismen rammes særlig hårdt af den generelle krise og den nuværende overproduktionskrise, da den er den eneste hegemoniske supermagt. Modsigelserne dér, som alle andre steder, skærpes mere og mere og modsigelsen masserne-den imperialistiske stat udtrykkes som modsigelsen masserne-regeringen. Derfor er det kommende valg livsvigtigt for yankee-imperialismen. De har brug for en ny regering, der har (tilsyndeladende) „legitimitet“, med højere stemmeprocent end førhen. I denne sammenhæng er det vigtigt at understrege, at Donald Trump er en frastødende reaktionær, men han er ikke idiot. Lad os ikke glemme, at der er kontinuitet inden for Trumps regering, især Finansminister Mnuchin. Dette er det politiske bevis for at Trump ikke er sindssyg, men repræsentant for en fraktion af yankee-finanskapitalen. Han leger nu med ilden for at vinde valget. Dét er hans måde at mobilisere masserne til valget. Hans modvægt Biden gør intet andet, og støttes direkte af revisionister og opportunister af alle farver, såsom Bob Avakian og andre, men han forsøger at sælge andre eventyr til masserne. For USAs proletariat og folk, især sorte folk, kvinder og migranter, er det endnu en gang kun et spørgsmål om at vælge, hvem der skal træde på dem i de næste par år.
I Hviderusland ser vi et fascistisk styre, som masserne gør oprør imod — massernes retfærdige oprør bruges, når det ikke har ledelse, til at gennemtvinge reaktionære mål — økonomisk, politisk og militært afhængigt, hovedsageligt domineret af Rusland, halvkoloni af den russiske imperialisme og essentiel for den. Så det er tydeligt, at det imperialistiske Rusland står alene i Østeuropa: Efter Georgien, Moldavien, Ukraine og nu Hviderusland, undergraves dets hegemoniske rolle i dets regionale miljø. Den tidligere Sovjetunionens opløsningsproces gennem revisionismens bankerot er langt fra overstået. Oven i dette er der vanskelighederne i deres egne indenrigsaffærer: Deres egne protestbevægelser i Sibirien og andre områder, de kommende regionalvalg og de endeløse omkostninger for deres intervention på Krim og situationen i Donbas. NATO-alliancen, ledet af yankee-imperialismen, forfølger en langsigtet strategi om at omringe Rusland. Enhver russisk-imperialistisk manipulering af konfliktzonerne langs den russiske imperialismes indre linjer må ses som modtiltag mod denne strategi. Dette er vigtigt. Den russiske imperialisme kan ikke opgive Hviderusland uden at lide et strategisk nederlag, der ville true dens eksistens. I overensstemmelse dermed er en løsning på dette spørgsmål umulig uden krig. Yankee‘erne og desuden Tysklands Forbundsrepublik (BRD), såvel som resten af NATOs medlemsstater, har ingen interesse i en krig med den russiske imperialisme på nuværende tidspunkt. Vi forstår følgende: Enhver demagogi om forsvaret af „demokrati og menneskerettigheder“ kan ikke medføre andet end relative fremskridt i den taktiske stilling for yankee-imperialismen, den tyske imperialisme og den franske imperialisme. Derfor er overførelsen af yankee-tropper til Polen også en manøvre inden for en langsigtet plan og ikke en taktisk manøvre for at fremprovokere en øjeblikkelig krig.
I det Udvidede Mellemøsten, efter yankee-imperialismens nederlag i Syrien, hvor de beholder kontrollen over et militær-strategisk relevant, olieproducerende område ved støtte fra deres lokale lakajer, for at undgå en direkte konfrontration med den russiske imperialismes tropper, falder de tilbage på deres gamle imperialistiske politik, ved at følge politikken: „Lad de indfødte slå de indfødte“, ved samtidig at gå fremad i omringningen af Iran for at prøve at udvikle krigen mod Iran som en religiøs krig mellem de lokale lakajer („sunnier“) imod Irans „shiaer“, dets allierede i regionen såsom Syrien, osv.
Inden for EU fortsætter BRD med at udvikle sig som en ledende imperialistisk magt. Det er økonomisk dominerende og opnår derfor en vis indflydelse i udviklingen af klassekampen i Vesteuropa. Dette er særlig sandt for håndteringen af den nuværende overproduktionskrise, hvor den tyske imperialisme forbereder sig på at yderligere udvikle sin ledende rolle på bekostning af dens konkurrenter og de undertrykte nationer, der er inkorporeret i selve EU.
I Kinahavet udfører USA-imperialisterne deres plan for at begrænse de kinesiske socialimperialisters krav for at gøre Kina til en regionalt hegemonisk magt. De forsøger bevidst at undergrave Kinas evne til atommodangreb. Sammen med deres allierede i regionen, har de stationeret et stigende antal atombevæbnede flåde-, ubåds- og luftstyrker på militærbaser i nærheden af Kina. Siden INF-traktaten slog fejl i 2019, har De Forenede Stater søgt at anvende konventionelle, jordbaserede, kort- og mellemdistancemissiler i Asien- og Stillehavsregionen for at svare igen på Kinas såkaldte anti-adgangs og områdebenægtelses (A2AD) evner. En sådan udstationering ville, hvis den blev udført, rejse bekymringer i Kina om dets atomstyrkers overleelse, da sådanne USA-missilers udstationering i nærheden af Kina ville forbedre USAs mulighed for at udføre et konventionelt angreb mod de kinesiske atomstyrker, inklusive mobile styrker. Disse er betingelserne for at Trump opfordrer den russiske imperialisme, den kinesiske socialimperialisme og andre atommagter til en ny aftale, „Begrænsning af atomvåben og ballistiske projektiler“. Han søger at påtvinge ved forhandlingsbordet, hvad de havde vundet på andre måder.
Én ting må udtales tydeligt: De internationale betingelser er vidunderlige! Hvad der må gøres er at sætte politikken som befaler, altså at anvende det internationale proletariats ideologi: marxismen-leninismen-maoismen, hovedsageligt maoismen, med Formand Gonzalos almengyldige bidrag, i klassekampen. Virkeligheden kræver skabende anvendelse for at besvare nye spørgsmål. Dette betyder også, at kammeraterne må tænke mere for at kunne besvare disse spørgsmål. Det kræver fleksibilitet i mange henseender og samtidig fasthed i principperne.
Der er en stor uorden i verden. Det er vidunderligt! Fordi kun ud af en stor uorden, kan en ny, storslået orden opstå, og det vil den.
Leve 28-året for Formand Gonzalos tale!
Forén jer under maoismen!
Lær af Formand Gonzalo!
24. september 2020
Perus Kommunistiske Parti
Revolutionær Kerne for Rekonstitueringen af Mexicos Kommunistiske Parti (NR-PCM)
Komitéer for Grundlæggelsen af det (Maoistiske) Kommunistiske Parti i Østrig
Brasiliens Kommunistiske Parti (Rød Fraktion)
Chiles Kommunistiske Partis Røde Fraktion
Ecuadors Kommunistiske Parti — Røde Sol
Maoistisk Komité i Finland
Tjen Folket — Norges Kommunistiske Forbund
Colombias Kommunistiske Parti (Rød Fraktion)
Komité til Rekonstitueringen af USAs Kommunistiske Parti — CPUSA (CR)
Komité Røde Fane — BRD
1 Perus Kommunistiske Parti: „Formand Gonzalos tale stråler sejrrigt og kraftfuldt over for verden!“, 1992.
socialistiskrevolution.wordpress.com 