Vi deler hermed et kort uddrag af V. I. Lenins værk, “Proletariatets opgaver i vor revolution” (1917), vedrørende den proletariske internationalisme kontra social-patriotisme. Det er særlig vigtigt for revolutionære i Danmark, der er et imperialistisk land med kolonier, at forstå nødvendigheden af et virkeligt, proletarisk-internationalistisk standpunkt.
Stillingen i den Socialistiske Internationale
16. Den russiske arbejderklasses internationale forpligtelser kommer netop nu særligt stærkt i forgrunden.
Kun de ugidelige sværger ikke til internationalismen i vore dage; selv forsvarsvennerne, chauvinisterne, selv d’herrer Plekhanov og Potresov, selv Kerenskij, kalder sig internationalister. Det er derfor så meget mere nødvendigt, at det proletariske parti fuldkommen klart, præcist og bestemt stiller internationalismen i gerning op mod internationalismen i ord.
Hule opråb til arbejderne i alle lande, tomme forsikringer om hengivenhed for internationalismen, forsøg på direkte eller indirekte at fastsætte »rækkefølgen« af proletariatets revolutionære aktioner i de forskellige krigsførende lande, krampagtige forsøg hos socialisterne i de krigsførende lande på at slutte en »overenskomst« om den revolutionære kamp, postyr med socialistiske kongresser for at føre kampagne for fred osv., osv. – alt dette er objektivt set kun ordskvalder, hvor oprigtige ophavsmændene til disse ideer, forsøg eller planer end er, i bedste fald uskyldige, fromme ønsker, som kun er egnede til at dække over chauvinisternes bedrageri mod masserne. De franske socialchauvinister, som er de mest drevne og erfarne med hensyn til parlamentarisk svindel, har for længst slået rekorden, hvad angår brugen af store og buldrende pacifistiske og internationalistiske fraser, samtidig med at de stemmer for kreditter eller for lån (som Tjkheidse, Skobelev, Tsereteli og Steklov har gjort det i de seneste dage i Rusland) og modvirker den revolutionære kamp i deres eget land osv., osv.
De gode folk glemmer ofte den atmosfære af grusomhed og vildskab, som den imperialistiske verdenskrig medfører. Denne atmosfære tåler ikke fraser, den bryder sig pokker om uskyldige og smukke ønsker.
Internationalisme i gerning – det er ét og kun ét: selvfornægtende arbejde for at udvikle den revolutionære bevægelse og den revolutionære kamp i ens eget land, støtte (ved propaganda, sympati og materiel hjælp) til en sådan kamp, til en sådan linje og den alene, i alle lande uden undtagelse.
Alt andet er bedrageri og dagdrømmeri.
Der har i alle lande vist sig tre strømninger i den internationale socialistiske bevægelse og arbejderbevægelse i de godt to år krigen har varet. Enhver, der forlader det reale grundlag for bedømmelsen af disse tre strømninger, for analysen af dem, det konsekvente forsvar for den strømning, der repræsenterer internationalismen i gerning – han dømmer sig selv til magtesløshed, hjælpeløshed og fejltagelser.
Disse tre strømninger er følgende:
1) Socialchauvinisterne, dvs. socialister i ord, chauvinister i gerning. Folk, som godkender »fædrelandsforsvaret« under den imperialistiske krig (og fremfor alt under den nuværende imperialistiske krig).
Disse folk er vore klassefjender. De er gået over til bourgeoisiet.
Sådan er flertallet af de officielle ledere af det officielle socialdemokrati i alle lande. D’herrer Plekhanov og co. i Rusland, Scheidemann og hans lige i Tyskland, Renaudel, Guesde, Sembat i Frankrig, Bissolati og co. i Italien, Hyndman, fabianerne og »Labour«-folkene (lederne af »arbejderpartiet«) i England, Branting og co. i Sverige, Troelstra og hans parti i Holland, Stauning og hans parti i Danmark, Victor Berger og andre »fædrelandsforsvarere« i Amerika osv.
2) Den anden strømning er det såkaldte »centrum«, folk, som vakler mellem socialchauvinisterne og internationalisterne i gerning.
Hele »centrum« sværger og kalder gud til vidne på, at de er marxister, internationalister, at de er tilhængere af fred, af at lægge alt muligt »pres« på regeringerne, af at stille alle mulige »krav« til deres regeringer for at få dem til at »forkynde folkets vilje til fred«, at de er tilhængere af alle mulige kampagner for fred, tilhængere af fred uden anneksioner osv., osv. og af fred med socialchauvinisterne. »Centrum« er for »enhed«, »centrum« er mod splittelse.
»Centrum« er tumleplads for skikkelige, småborgerlige talemåder, internationalisme i ord, fej opportunisme og behagesyge over for socialchauvinisterne i gerning.
Kernen i sagen er, at »centrum« ikke er overbevist om nødvendigheden af revolutionen mod ens egen regering, ikke virker for den, ikke fører selvfornægtende, revolutionær kamp, men udspekulerer de fladeste, ærke-»marxistiske« klingende udflugter for at slippe uden om den.
Socialchauvinisterne er vore klassefjender, bourgeois’erne i arbejderbevægelsen. De repræsenterer visse arbejderlag, grupper, dele, der objektivt er bestukket af bourgeoisiet (bedre lønninger, æreshverv osv.) og som hjælper deres bourgeoisi med at plyndre og kvæle de små og svage folkeslag og føre krig om fordelingen af det kapitalistiske bytte.
»Centrum« består af vanemennesker, som er gennemsyret af rådden lovlighed, fordærvet af parlamentarismens atmosfære osv., embedsmænd, som er vant til lune poster og »roligt« arbejde. De udgør fra et historisk og økonomisk synspunkt ikke noget særligt socialt lag, de repræsenterer kun overgangen fra en nu tilbagelagt fase i arbejderbevægelsen, perioden 1871-1914, som de gav meget værdifuldt, navnlig den for proletariatet nødvendige kunst at udføre langsomt, støt, systematisk, organisatorisk arbejde i stor, meget stor målestok – til en ny periode, der blev objektivt nødvendig fra og med udbruddet af den første imperialistiske verdenskrig, som indledte den sociale revolutions æra.
»Centrum«s førstemand og vigtigste repræsentant er Karl Kautsky, en overmåde anset autoritet inden for II Internationale (1889-1914). Siden august 1914 har han været en levende illustration på marxismens fuldstændige sammenbrud, et billede på uhørt karakterløshed, på ynkelig vankelmodighed og forræderi. »Centrum«s retning tegnes af folk som Kautsky, Haase og Ledebour, det såkaldte »arbejdsfællesskab« i rigsdagen; i Frankrig er det Longuet, Pressemane og overhovedet de såkaldte »minoritaires« (mindretalsfolk); i England er det Philip Snowden, Ramsay MacDonald og mange andre ledere af Det Uafhængige Arbejderparti og en del af Det Britiske Socialistiske Parti; det er Morris Hillquit og mange andre i Amerika; Turati, Treves, Modigliani m.fl. i Italien; Robert Grimm m.fl. i Svejts; Victor Adler og co. i Østrig; Organisationskomiteens parti, Akselrod, Martov, Tjkheidse, Tsereteli m.fl. i Rusland osv.
Det er klart, at enkelte personer undertiden, uden selv at vide det, går fra socialchauvinismens standpunkt til »centrums« og omvendt. Enhver marxist ved, at klasserne adskiller sig fra hinanden, selv om personer frit kan gå over fra den ene klasse til den anden; de politiske strømninger adskiller sig ligeledes fra hinanden, selv om personer frit kan gå fra den ene til den anden, og trods de forsøg og anstrengelser der gøres for at få dem smeltet sammen.
3) Den tredje strømning er internationalisterne i gerning; de får deres bedste udtryk i Zimmervald-venstre (vi aftrykker som tillæg deres manifest fra september 1915, for at læseren kan lære denne strømnings oprindelse af kende ved et autentisk dokument).
Dens hovedkendetegn er, at den fuldstændigt bryder med både socialchauvinisterne og »centrum«. Selvfornægtende revolutionær kamp mod ens egen imperialistiske regering og ens eget imperialistiske bourgeoisi. Princippet er: »Hovedfjenden står i dit eget land.« Ubarmhjertig krig mod socialpacifisternes smukke fraser (socialpacifisten er socialist i ord, borgerlig pacifist i gerning; de borgerlige pacifister drømmer om evig fred uden at bryde kapitalisternes åg og herredømme) og mod alle mulige udflugter, der skal benægte, at proletariatets revolutionære kamp og den proletariske socialistiske revolution er mulig eller betimelig eller belejlig i forbindelse med den nuværende krig.
De mest markante repræsentanter for denne strømning er: i Tyskland Spartakusgruppen eller Internationales gruppe, som Karl Liebknecht tilhører. Karl Liebknecht er en af de mest navnkundige repræsentanter for denne strømning og for den nye, ægte, proletariske Internationale.
Karl Liebknecht har opfordret arbejderne og soldaterne i Tyskland til at vende våbnene mod deres egen regering. Det har han gjort åbent, fra rigsdagens talerstol. Derefter gik han med illegalt fremstillede flyveblade til demonstration på Potsdamerplatz, et af de mest befærdede steder i Berlin, og udslyngede sin appel: »Ned med regeringen!« Han blev arresteret og idømt tugthus. Han sidder nu i tugthus, ligesom hundreder eller måske tusinder af sande socialister i Tyskland sidder i tugthus for deres kamp mod krigen.
Karl Liebknecht har i breve og taler ubarmhjertigt bekæmpet ikke blot sine egne Plekhanov’er og Potresov’er (Scheidemann, Legien, David og co.), men også sine egne centrumfolk, (Kautsky, Haase, Ledebour og co.).
Karl Liebknecht og hans ven Otto Rühle har ene to blandt 110 rigsdagsmænd brudt disciplinen, knust »enheden« med »centrum« og chauvinisterne, de gik imod dem alle. Liebknecht alene repræsenterer socialismen, den proletariske sag, den proletariske revolution. Hele resten af det tyske socialdemokrati er et stinkende lig, et træffende udtryk, der stammer fra Rosa Luxemburg (som også er medlem og en af lederne af Spartakusgruppen).
En anden tysk gruppe af internationalister i gerning er gruppen omkring bladet Arbeiterpolitik i Bremen.
I Frankrig er det Loriot og hans venner, der står internationalisterne i gerning nærmest (Bourderon og Merrheim er gledet over til socialpacifismen), og ligeledes franskmanden Henri Guilbeaux, som udgiver tidsskriftet Demain i Geneve; i England er det bladet The Trade-unionist og en del medlemmer af Det Britiske Socialistiske Parti og Det Uafhængige Arbejderparti (f.eks. Russell Williams, som åbent kræver et brud med de ledere, skolelærer Maclean, der er dømt til tugthus af den borgerlige engelske regering for sin revolutionære kamp mod krigen; hundreder af engelske socialister sidder i fængsel for den samme forbrydelse. De, og de alene, er internationalister i gerning; i Amerika Det Socialistiske Arbejderparti og de elementer i det opportunistiske Socialistiske Parti, som siden januar 1917 har udgivet bladet The Internationalist; i Holland »tribunisternes« parti, som udgiver bladet Tribune (Pannekoek, Herman Gorter, Wijnkoop og Henriette Roland-Holst, som hørte til Zimmervalds venstre, men nu har sluttet sig til os); i Sverige De Unges eller Venstrefolkenes Parti med ledere som Lindhagen, Ture Nerman, Carleson, Ström og Z. Höglund, som personlig var i Zimmervald ved grundlæggelsen af Zimmervald-venstre, og som nu er idømt fængsel for sin revolutionære optræden mod krigen; i Danmark Trier og hans venner, som har forladt det nu fuldstændig borgerlige »socialdemokrati« der ledes af »minister« Stauning; i Bulgarien de »snæverhjertede«; i Italien er de, der står os nærmest, partisekretæren Constantino Lazzari og Serrati, redaktøren af partiets centralorgan Avanti; i Polen Radek, Hanecki og andre ledere af socialdemokratiet, samlet i »landsstyrelsen«, og Rosa Luxemburg, Tyszka og andre ledere af socialdemokratiet, samlet i »hovedstyrelsen«; i Svejts de venstrefolk, som har affattet motiveringen for »referendum’et« (januar 1917) til bekæmpelse af socialchauvinisterne og »centrum« i deres eget land, og som på den socialistiske kongres for kanton Zürich, der afholdtes i Toss den 11. februar 1917, fremsatte en principfast, revolutionær resolution mod krigen; i Østrig Friedrich Adlers unge venstrevenner, som til dels har virket i klubben »Karl Marx« i Wien, som nu er blevet lukket af den ærkereaktionære østrigske regering, der vil gøre det af med Friedrich Adler på grund af det heltemodige, om end lidet overvejede skud, han rettede mod en minister osv., osv.
Det kommer ikke an på de nuancer, som findes også mellem venstrefolkene. Det kommer an på retningen. Sagen er den, at det ikke er let at være internationalist i gerning under den frygtelige imperialistiske krig. Af den slags mennesker er der ikke mange, men det er kun hos dem hele socialismens fremtid ligger; kun de er massernes førere, og ikke massernes forførere.
Forskellen mellem reformister og revolutionære blandt socialdemokraterne, i det hele taget blandt socialisterne, måtte med objektiv nødvendighed undergå forandringer under den imperialistiske krig. Den, som nøjes med at »kræve«, at de borgerlige regeringer skal slutte fred eller »forkynde folkenes vilje til fred« osv., han glider i gerning over i reformisme. For spørgsmålet om krigen kan objektivt set kun løses ad revolutionær vej.
Hvis man vil opnå en demokratisk fred, ikke en voldsfred, hvis man vil opnå at befri folkene for et renteslaveri på milliarder til d’herrer kapitalister, der beriger sig »på krigen«, så er der ingen anden udve j end den proletariske revolution.
Man kan og skal kræve alle mulige reformer af de borgerlige regeringer, men man kan ikke uden at henfalde til dagdrømmeri og reformisme kræve af disse folk og disse klasser, der er indspundet i den imperialistiske kapitals tusinder af tråde, at de skal sønderrive disse tråde; hvis de imidlertid ikke sønderrives, er al tale om krig mod krigen tomme, bedrageriske fraser.
»Kautskyanerne«, »centrum«, er revolutionære i ord, reformister i gerning, de er internationalister i ord, men socialchauvinismens håndlangere i gerning.
(Fra V. I. Lenin: “Proletariatets opgaver i vor revolution”, 10. april 1917. Fra “Lenin Udvalgte Værker”, Forlaget Tiden 1949.)
socialistiskrevolution.wordpress.com 