Vi publicerer hermed en uofficiel dansk oversættelse af et dokument fra Perus Kommunistiske Parti, oprindelig afholdt som tale af Formand Gonzalo ved en fejring af 40-året for den Kinesiske Revolution.
Proletarer i alle lande, forén jer!
TIL FEJRINGEN AF
40-ÅRET FOR DEN KINESISKE REVOLUTION
Centralkomité
Perus Kommunistiske Parti
1990
Tale af Formand Gonzalo på et møde for ledere og kadrer i anledning af 40-året for den Kinesiske Revolution, 30. september 1989.
TIL FEJRINGEN AF 40-ÅRET FOR DEN KINESISKE REVOLUTION
Punkter at refleketere over for anspore os til mere dybtgående at opfylde vor forpligtelse som kommunister.
I. Den Kinesiske Revolution
Tydeligvis har den Kinesiske Revolution haft vidtrækkende konsekvenser for menneskeheden, og dette skyldes flere årsager. Én er det decideret enorme antal af mennesker, der deltog: 400 millioner i begyndelsen og 800 millioner på Kulturrevolutionens tid. Det var en region med jordrystende kampe, med en vid tradition af konflikter involverende bønderne, hvis kampe gik tilbage til den mest antikke tid, og krige som f.eks. Opiumskrigen 1840. Under Kulturrevolutionen blev det sagt, for at opsummere Kinas lange historie, at et kendemærke ved landets historie var den måde, hvorpå dets udvikling var kendetegnet ved mange forskellige væbnede kampe. Dette er den kontekst, der affødte Kinas Kommunistiske Parti (KKP) og Formand Mao, marxismens tredje førende lys og højdepunkt. Alt dette tjente til at skabe meget særlige betingelser i Kina og det, der fandt sted dér, løftede verden af hængslerne.
Overvej den demokratiske revolution: Det er i essensen en revolution, en klasses omstyrtning af en anden gennem Folkekrigen, gennem volden. Dette er en almengyldig lov, særlig vigtig i dag, hvor nogle personer forsøger at bortkaste den som forældet. Den demokratiske revolution i Kina er en model, en prototype for en revolution imod imperialismen, feudalismen og den bureaukratiske kapitalisme. Den demokratiske revolution leder uundgåeligt frem til en anden revolution, og således kræver den Kinesiske Revolution af os, at vi ikke blot overvejer den demokratiske revolution, men også hvordan den overgik uafbrudt til socialistisk revolution. I et land som vort er den socialistiske revolution ikke muligt uden først at gennemføre den demokratiske revolution. Formand Mao viste os, at den socialistiske revolution er en fortsættelse af den demokratiske revolution og ydermere, at i form af kulturrevolutionen er den en fortsættelse af revolutionen under proletariatets diktatur baseret på Folkehæren, der kan forsvare den Nye Stat, baseret på de brede masser. Han gjorde det tydeligt, at opgaven med den socialistiske opbygning opstår med selve revolutionen, og at denne proces er yderst indviklet og langvarig; ydermere sagde Formand Mao, at vi kommunister stadig manglede en gennemført og fuldkommen forståelse af socialismens lovmæssigheder og at en sådan forståelse ville tage lang tid at opnå. Der ville blive skarp og voldelig klassekamp, sagde han, og konfrontationen mellem to forskelle veje: den kapitalistiske vej og den socialistiske vej; spørgsmålet om, hvilken der ville sejre, var ikke løst. Selvfølgelig tvivlede han aldrig på, at socialismen på langt sigt ville triumfere, men han fremhævede i særdeleshed den skarpe klassekamp om proletariatets diktatur.
Han lærte os, at socialismen krævede at støtte sig på de brede masser, bønderne, proletariatet og folket, for at udvikle det nye og undgå den gamle, kapitalistiske vej, som revolutionen havde besejret og ville føre bort fra den socialistiske vej. Socialismen måtte frembringe nye former. Han gjorde det tydeligt, at klassekampen ville fortsætte med at være på en spids, at kampens centrum er slaget om proletariatets diktatur, som støtter sig på de brede masser.
Men ydermere har den Kinesiske Revolution vist nødvendigheden af kulturrevolution, en vild, men nødvendig kamp for at fortsætte revolutionen under proletariatets diktatur. Tydeligvis udgør den Store Proletariske Kulturrevolution en verdenshistorisk revolutionsepik, et sejrrigt højdepunkt for verdens kommunister og revolutionære, en uforgængelig opnåelse. Selvom vi har en hel proces foran os, efterlod dén revolution os store lektioner, som vi allerede anvender, som f.eks. det punkt at ideologisk omdannelse er grundlæggende for at vor klasse kan erobre magten, hvilket i dag vil sige at foretage et ideologisk spring for at erobre statsmagten.
Ud over disse to punkter, har den Kinesiske Revolution vist os, hvordan revolutionen finder sted inden for konteksten af en proces med genoprettelse og kontra-genoprettelse (en modsigelse med to aspekter). Ingen klasse har nogensinde erobret magten på én gang; tværtimod har hver klasse måttet konfrontere en genoprettelse af den gamle magt og har måttet slås ihærdigt for kontra-genoprettelsen, indtil klassen endelig erobrede magten til sidst. Proletariatet har allerede faret ad størstedelen af denne vej.
Dermed byder den Kinesiske Revolution os at overveje den demokratiske revolution, den socialistiske revolution, den Store Proletariske Kulturrevolution og genoprettelser og kontra-genoprettelser, eller i essensen, den uafbrudte revolution, som Marx kaldte vor klasses stormfulde march fremad for at opnå Kommunismen gennem proletariatets diktatur.
I dag, mere end nogensinde før, udråber vi at vort mål er at virkeliggøre Kommunismen, og ingenting kan stoppe vor march fremad mod den fremtid. Denne ustandselige march må gennemgå vanskelige etaper og processer, hver etape vil indebære nye og vanskeligere problemer, men vi kommunister besidder den mest magtfulde ideologi. Vi genbekræfter at som kommunister må dette være vort endemål, uanset hvor store vanskeligheder vor klasse, proletariatet, må sønderslå. Problemerne, vi oplever i dag, genoprettelserne i Kina og Sovjetunionen, ophæver ikke dette mål, men understreger tværtimod længden og indvikletheden af processen med marchen fremad til Kommunismen. I dag, når nogle personer udråber at Kommunismen er færdig, så lad os fatte den Kinesiske Revolution og lad vort Parti, som en del af verdensrevolutionen, tjene dens mål: Kommunismen.
Vi uddrager dette fra den Kinesiske Revolution og Formand Maos rolle.
II. Maoismen
Dette er det afgørende spørgsmål. Formand Mao lærer os, at den ideologiske og politiske linje afgør alt, og vi har kun én ideologi: marxismen-leninismen-maoismen, hovedsageligt maoismen. Vi vil ikke opridse marxismen i det hele taget her, ej heller er det nødvendigt; vor pointe her er at se proletariatets ideologi som en storslået virkelighed, der udvikler sig gennem spring og etaper. Dens første etape var marxismen, dens anden leninismen og dens tredje etape, dens højeste og største udtryk, er maoismen. Dermed er marxismen for os kommunister en uimodståelig og levende kraft, der altid skubber sig fremad og udvikler sig. Nøjagtig når tåberne erklærer dens død, udvikler den sig yderligere og gendriver dem på en måde, der giver genlyd. Selv på Marx’ tid spredtes den slags nonsens, det samme var tilfældet på Lenins tid og ligeledes i dag. Det bør ikke være nogen overraskelse, når disse selverklærede marxismens bedemænd udruller sine løgne. De retter snu og ondsindede angreb mod maoismen, fordi maoismen er menneskehedens mest fremskredne verdensanskuelse.
Det er nøjagtig når vore Kommunistiske Partiets ideologi når højere punkter, at den angribes, ophæves og erklæres forældet — alt dette affald om marxismens såkaldte død er kun forgården til en ny udvikling af marxismen, som på Marx’ og Lenins tider. Maoismen er den mest fremskredne, videnskabelige ideologi, og derfor den mest forandrende virkelighed. Den opstod af materien og er et materielt udtryk, fordi ånden blot er en form for materie. Vi er blevet skænket menneskehedens mest fremskredne ideologi: maoismen.
Vi må genbekræfte vor store parole fra 1979: „Hejs, forsvar og anvend marxismen-leninismen-maoismen, hovedsageligt leninismen!“ (Denne parole er blevet opdateret, eftersom vi dengang sige Mao Tse-tung tænkning). De, der tror at de kan ophæve den, drømmer!
Maoismen er ny, og det nyfødte er aldrig blevet accepteret nemt. Dets autoritet er blevet fastslået gennem ihærdig kamp af proletariatets ledelse i revolutionen, de Kommunistiske Partier. Lenin kaldte marxismen for livets træ og idealismen en simpel parasit; i dag er idealismen, der bliver udbredt, simpelthen en parasit på maoismen, som er livets levende træ. Vi er overbeviste om maoismens storhed og vi skylder den alting, fordi vi uden den ikke engang ville være samlet her. Uden maoismen kunne der ikke gives nogen Folkekrig, ej heller kunne denne Folkekrig være en lysende flamme, der stod fast mod vind og vejr.
Maoismen har den mest vidtrækkende betydning for det internationale proletariat og verdens folk. Derfor forbliver det en nødvendig opgave at kæmpe for at gøre den til befaler og vejleder for verdensrevolutionen. Overvej den enorme magt, som maoismen har i sit indre, al magten med hvilken den kan bevæbne proletariatet og folket. Formand Mao sagde at vi i vanskelige tider må overveje vor almægtige ideologi: at vi har maoismen. Han havde ret i at sige, at proletariatet havde den mægtigste atombombe: Mao Tse-tung tænkning, som man sagde dengang.
Lad os dermed genbekræfte vor maoisme, det glorværdigste højdepunkt.
III. Den nye kontra-revolutionære offensiv,
som Gorbatjov og Teng udfører i hele verden
Tydeligvis udfører de denne offensiv i ledtog med den sorteste verdensreaktion, imperialismen, fordi det tjener deres konvergerende interesser.
Gorbatjovs og Tengs nye offensivs ondsindede og perverse natur bliver mere tydelig dag for dag. De ophæver de mest grundlæggende punkter. Dermed fremsætter Tengs kinesiske revisionistiske tilhængere den idé, at kapitalismen gennemgår fire etaper — fosteretapen, den primære etape, den sekundære etape og den højeste etape — og at kapitalismen siden den II. Verdenskrig er nået sin højeste etape. De ophæver Lenins centrale tese om imperialismen; ydermere siger de, at kapitalismen er langt fra forældet, at den har tilstrækkelig styrke til at overvinde sine vanskeligheder. Artikler i den internationale presse hævder, at det verdenskapitalistiske system, USAs system, modbeviser Marx’ idéer, at Marx i essensen tog fejl i at mene, at overproduktionen frembringer kriser under kapitalismen, eftersom sådanne kriser i dag kan styres og derfor ikke betyder at systemet er forældet. Samtidig indrømmer de at en overproduktionskrise kan opstå og modsiger derfor sig selv. Pointen her er at de kinesiske revisionister og imperialisterne er i ledtog imod marxismen.
Vedrørende Kirkens rolle: En peruansk iværksætter, et medlem af storborgerskabet med bånd til imperialismen, hovedsageligt yankee-imperialismen, siger at landets økonomi uværgeligt går frem mod en eksplosion, og at de derfor sammen med Kirken udfører spil for at bremse den eksplosion. Velgørenhedsspillet „Fællesskab i Aktion“, som Caritas styrer, er en del af disse anstrengelser for at stoppe revolutionen og traffikere med massernes sult. I Kina kalder de i dag på anerkendelse af Kirkens nye rolle; de siger at under socialismen, er religionen ikke opium for folket. Denne er en åbenlys ophævelse af Marx, som retfærdiggøres med den falske påstand, at Marx’ bedømmelse blev gjort inden marxismen havde opdaget en videnskabelig analyse af religionens rolle. Dette er også et eksempel på, hvordan revisionismen konvergerer med reaktionen. Vi er meget tydelige hvad Kirkens rolle angår. Vi har fremsat vore synspunkter førhen, ved at skelne mellem præstevældets klasseinteresser og folkets religiøsitet; hvem kunne ydermere nogensinde glemme Pavens rasende trusler, da han advarede os om at „ændre jeres attitude“ imens han velsignede de reaktionære væbnede styrker? Hvorend der er problemer, dukker Paven altid op for at spille sin kontra-revolutionære rolle. Polen er endnu et eksempel på dette.
Dermed antager revisionismens ophævelse af marxismen specifikke former og dette leder til dens egen død og tilintetgørelse.
Vort Parti sagde at der ville komme en dag, hvor man måtte udkæmpe et stort slag til forsvar for marxismen på ethvert område. Denne tid er inde; det er tid til at forsvare marxismen-leninismen-maoismen, hovedsageligt maoismen. Dette vil sige at vi bør studere revisionismen grundigt, som man studerer fjenden, fordi vi er fanget i en krig til døden med den. Vi bør studere den og flå dens indvolde ud, så hele verden kan se dens ækle indre. Vi må vise, hvordan revisionismen, imperialismen og verdensreaktionen er i ledtog for at stille spørgsmålstegn ved marxismen og gendrive den.
På det økonomiske område udråber de, at kapitalismen har fundet på en løsning på sine problemer og derfor ikke går imod sit sammenbrud. De vil have at vi, Jordens folk, proletariatet, skal tro på at kapitalismen er evig. De vil give os skyklapper på, også på det politiske område, når disse tåber forsøger at få os til at tro på, at borgerskabets diktatur ikke er et system på vej mod sin undergang, at borgerskabet ikke er forældet, men har ny livskraft, at borgerskabets diktatur også er evigt. Ideologisk prædiker de en idealisme gennemsyret med den mest reaktionære religion, især Katolicismen, spækket med mere overtro og snyd.
Væbnet med maoismen, som er marxismens højdepunkt, med Folkekrigen, med partiet, ved at mobilisere masserne, må vi afsløre og knuse alle disse spil og frem for alt andet tjene verdensrevolutionens fremskridt.
IV. Perus Kommunistiske Parti
Perus Kommunistiske Parti (PKP) er marxistisk-leninistisk-maoistisk, Gonzalo tænkning. Det Kommunistiske Parti og Folkekrigen, det leder, er bevis på marxismens, marxismen-leninismen-maoismen, hovedsageligt maoismens usårlighed og livskraft, og dette indebærer det største ansvar. Derfor bør vi stræbe efter at udvikle Folkekrigen for at visse maoismens gyldighed og magt og erobre magten.
Magtens erobring vil have vidtrækkende konsekvenser, fordi vi er i en nøgledel af Latinamerika på et tidspunkt, hvor dette kontinent, i sammenligning med Asien og Afrika, gennemgår den mest alvorlige økonomiske, politiske og ideologiske krise, en generel krise uden nogen løsning i sigte i det kommende år. Dette kan ses på den kendsgerning, at imens landene i Asien har en vækstrate på mere end 9%, i Afrika 3% og 2,5% i de tilbagestående europæiske lande, Nordafrika og Mellemøsten, så er Latinamerikas vækstrate 1% og dette bør igen vejes op imod kontinentets høje befolkningstilvækst.
Overvej PKPs rolle og hvad magtens erobring i hele landet ville betyde. Det ville ændre historien. Kendsgerningerne bekræfter vort Partis analyse i denne forbindelse: f.eks. at 1990erne vil blive endnu værre for reaktionen end 1980erne, hvilket de selv indrømmer. Lad os alvorligt analyse USA-imperialismens kampagne, som Bush påstår sigter mod stofferne. Peru er hovedproducenten, Bolivia nr. 2 og Colombia nr. 3. Dette er sandt. Men hvad er USAs mål? At eskalere deres kontra-revolutionære krig i Andeslandene, der er Latinamerikas, især Sydamerikas, rygsøjle. Hvor føres der Folkekrig langs denne rygsøjle? I Peru, under Partiets ledelse og gennem massernes aktioner. Derfor sigter deres kampagne mod os. Hvad vil det sige? Det leder til udviklingen af modsigelsen nation-imperialisme, hovedsageligt USA-imperialismen, uden at glemme den anden supermagt og de andre magter. Det betyder et skifte i modsigelsen. Lad os ikke glemme at andre lande kan bruges i dette; alvorlige komplikationer kunne opstå, især fra Sydperu, fra Brasiliens krav om adgang til Stillehavet gennem havnebyerne Matarani og Ilo, eller den peruanske stats helt igennem afslørede politik om at fjerne sig fra Bolivia og nærme sig Chile. Yankee-agression, om den så er direkte eller indirekte via marionetregeringer, frembringer en national befrielseskrig, og på trods af ofrene og anstrengelserne som det ville kræve, vil der blive en vidunderlig mulighed for at forene 90% af det peruanske folk, på et tidspunkt hvor Partiet kalder på magtens erobring i hele landet, og dette vil sige mere favorable, omend vanskeligere, betingelser for den Peruanske Revolution. Imperialismen drømmer hvis den tror på at den kan kvæle revolutionen, og selvom denne periode vil være yderst vanskelig, indviklet og blodig, vil den lede til folkets triumf og tjene klassens frigørelse og den Proletariske Verdensrevolution og, hvilket er det afgørende, gøre marxismen-leninismen-maoismen, hovedsageligt maoismen, til befaler og vejleder for verdensrevolutionen.
Formand Mao sagde, at kun gennem storslåede storme kan verden forandres. Lad den Kinesiske Revolution anspore os til at opfylde Partiets opgaver her, hvor det er vor pligt at gøre det!
Centralkomité
Perus Kommunistiske Parti
socialistiskrevolution.wordpress.com 