Den proletariske feminisme er i selve hjertet af marxismen-leninismen-maoismen. Vi har tidligere publiceret et vigtigt dokument fra østrigske kammerater: “Leve den proletariske feminisme! Uddrag”. Nu publicerer vi et kort uddrag af Carol Andreas’ bog, “Når kvinder gør oprør: Folkefeminismens opståen i Peru”, fra dens 6. kapitel: “Indfødt genopstand og revolution”. Bogen er fra 1985.
Den Kvindelige Folkebevægelse i Peru, skabt organisation af Perus Kommunistiske Parti, der leder Folkekrigen i Peru, har tydeligt bevist over for verden, at den proletariske feminisme kun er mulig som marxistisk-leninistisk-maoistisk feminisme, som en feminisme for revolutionen, konkret Folkekrigen. Et klip fra Perus fængsler, hvor den Kvindelige Folkebevægelse organiserede politiske fanger og krigsfanger, kan ses her.
Den Generelle Politiske Linje for Perus Kommunistiske Parti siger:
Kvinderne som er halvdelen af verden, og udvikle kvindebevægelsen for kvindens frigørelse, en opgave som er kvindernes eget arbejde, men under ledelse af Partiet; bekæmp bourgeois-tesen om kvindens befrielse. Kvinderne kæmper imod de voksende leveomkostninger som rammer klassens og folkets fysiske integritet; mobilisér de kvindelige arbejdere, bønder, intellektuelle, osv… .
Guerillaen
Det var i amtet Ayacucho at det sidste slag imod spanierne blev udkæmpet i Sydamerika. Hundreder af år tidligere, ifølge ayacuchoanerne, bekæmpede deres forfædre Inkarigets herredømme, hvilket efterlod navnet: Aya-cucho, som på quechua betyder “de dødes hjørne”. Historier om disse slag noterer altid at kvinderne sloges vildt side om side med mændene.
Nogle kvinder fra Ayacucho og Apurimac deltog aktivit i guerillabevægelserne i 1960erne, som havde deres centrum i Cuzco, der ligger i nærheden. Kvinderne gjorde også oprør sammen med mændene imod Juan Alvarado Velascos militærregering, da de blev skuffet over de lovede reformers fremskridt. I juni 1969 døde 40 ayacuchoanere på én dags kampe imod godsejernes herredømme på landet; tre dage senere fremsatte regeringen en jordreform. Inden for et år protesterede en gruppe af mødre og gymnasieelever imod en ny lov, der ville have krævet et særligt gebyr fra studerende som genindtrådte i skolen efter midlertidigt fravær. Det lykkedes dem at tilbagekalde loven. Imidlertid døde 12 studerende i løbet af kampen om dette problem. Ayacuchos gader bærer deres navne og de æres som martyrer i hele regionen.
San Cristóbal de Huamangas Universitet, der befinder sig i byen Ayacucho, var i mange år et intellektuelt og kulturelt centrum, der tiltrak folk fra hele verden med interesse for andesfolkenes historie og filosofi. Det var på dette universitet, at en social bevægelse blev født i de tidlige 1970ere, som i dag er blevet til den største udfordring for den peruanske regering siden oprøret imod spanierne i det tidlige 19. århundrede. En splittelse i Perus Kommunistiske Parti (PKP), anført af en filosofilærer på universitetet, resulterede i dannelsen af en studenterorganisation, den Revolutionære Studenterfront, for Mariáteguis Lysende Sti.
Navnet, som de studerende valgte til organisationen, ærede José Carlos Mariátegui, der i 1924 grundlagde det, der ville blive til Perus Kommunistiske Parti. Selvom Mariátegui kun levede til han blev 35, gjorde hans aktiviteter som redaktør, skribent og koordinator af arbejderkampe og indfødte bevægelser i Peru ham til amauta (lærer) for alle peruanske revolutionære. Mange barriadas, boghandler, publikationer og folkelige organisationer i hele landet prydes af hans navn. Blandt den Lysende Stis første publikationer var et hæfte om Mariáteguis feminisme og et genoptryk af Aleksandra Kollontajs essay, “Kærlighed i et Kommunistisk Samfund”1. Mariátegui havde skrevet et essay i 1920erne, der beskrev feminismen som en progressiv bevægelse, som kommunisterne burde helhjertet omfavne. Han skelnede imidlertid mellem udtryk for feminismen, som han kaldte borgerlig, småborgerlig og proletarisk.2 Den Lysende Sti påtog sig Mariáteguis opfattelser og organiserede en Kvindelig Folkebevægelse. De begyndte at arbejde blandt minearbejdernes hustruer for at hjælpe med at oprette hjemmeindustrier, så kvinderne kunne forbedre deres livsvilkår i minebyerne. De fremhævede de problemer, som kvinderne stod overfor pga. deres økonomiske afhængighed af mændene. Medlemmer af bevægelsen deltog i offentlige diskussioner, hvor de udfordrede andre maoister, der insisterede på at “kvindespørgsmålet” ikke var den opmærksomhed værd, som den Lysende Sti gav det. Så tidligt som 1973 publicerede den Lysende Sti et program for kvinderettigheder. Senere organiserede de en National Studenterkonference om Kvindens Frigørelse. I 1975 afholdt de et Landsmøde for Arbejderkvinder; det var den første begivenhed af sin type i landet.
Efter disse første års aktivisme blandt studerende og kvinder, blev den fløj af Perus Kommunistiske Parti, der var centreret i Ayacucho, kendt som den Lysende Sti. Studenterbevægelsen havde lidt under alvorlig repression, da regeringstropper overtog universitetet, og Partiet blev midlertidigt desorienteret af landets økonomiske og politiske situations forværring og af forandringer der fandt sted i Kina efter Maos bortgang.3 Mange af dets medlemmer vendte hjem til deres lokalsamfund for at leve som bønder eller søgte andet arbejde i landområderne. De delte den samme elendighed, sprog og skikke, som de uden tvivl fattigste i Peru.
Frustreret over fiaskoen af de reformer, der blev proklameret i Lima, og af stagneringen af en økonomi, der blev ledet af bankinteresser uden for landet, besluttede et flertal af den Lysende Sti, at en tilbagevenden til borgerlig regering ikke ville betyde nogen forbedring i situationen. De besluttede sig for at boykotte valgene i 1980, som den militære regering organiserede. Delvist nægtede den Lysende Sti at deltage i valgene, fordi det ville have tvunget dem til at indgå i en alliance med venstrepartier, der næsten udelukkende ledtes af mestizos og som, i nogle tilfælde, var forbundet ideologisk til regeringerne i både Kina og Sovjetunionen, som de betragtede som bureaukratiske eller “revisionistiske”. Samtidig besluttede de sig for at give minfre opmærksomhed til uddannelsen og organiseringen af de kvindelige arbejdere for at dedikere sig selv til at forberede den væbnede kamp. Perus Kommunistiske Parti – Den Lysende Sti – blev en højst disciplineret, klandestin organisation, men det opgav aldrig sin forpligtelse over for lighed mellem kønnene inden for Partiet. Nogle kvinder forlod organisationen på dette tidspunkt, fordi de troede at militariseringen af Partiet var et tilbageskridt fra feminismen, som de følte kun kunne skride fremad, hvis den interne kamp imod mandsherredømme blev støttet af en bevidst kvindelig massebevægelse. Uanset hvad, har den Lysende Sti siden dengang udført tusinder af militære aktioner og dermed bevist sig parat til at føre en langvarig krig, der omringer byen militært, samtidig med at svække den indefra. De forventer fremmed intervention fra både Sovjetunionen og USA og siger deres mål er at opnå statsmagten endegyldigt inden år 2000.
Eskalering af militære sammenstød
Kvindernes dominans i den fattige bjergegn, hvor den Lysende Stis bevægelse først blomstrede, hjalp til med at garantere, at organisationen ikke ville blive domineret af mænd. Selvom den hovedsagelige grundlægger var en mand, og bevægelsen tiltrak andre mænd, der var bondeledere fra Andahuaylas (Apurimac), har de fremtrædende militære befalere været kvinder. Organisationen rekrutterer for det meste fra gymnasier, ved at afholde Folkeskoler, hvor det berettes at de fleste studerende er kvinder.
Den Lysende Stis militære operationer begyndte i Chuschi, en lille by i Ayacucho amt, hvor valgurnerne blev brændt den 18. maj 1980, og den Lysende Sti overtog borgmesterens kontor. […]
Når guerillaen ankommer til en landsby for at udøve folkeretfærdighed imod de, der opkøber fattigbøndernes jord og dermed truer med godsejervældets tilbagevenden, adresserer de landsbyboerne fra et tag ved landsbyens torv, hvorfra de taler med dem i timevis om deres grunde til at føre krig mod regeringen og opfordrer andre til at gå med dem. Sommetider, efter at have tvunget dem, der ikke støtter dem, til at trække sig fra stillinger i landsbyens regering, og efter at have fordelt lokalsamfundets jord og varer og annulleret fattigbøndernes gæld, fester den Lysende Sti sammen med landsbyboerne. Når de trækker sig ud, klatrer de op ad bjergstierne til de høje regioner, hvor de kan beskytte sig mod regeringens tropper, de samme regioner, hvor mange af dem ville leve deres liv, om der så var krig eller ej.
Efter at have stort set overtaget området omkring Chuschi, indledte den Lysende Sti en kampagne for at begrænse import og eksport fra regionen; deres mål var at oprette en selvstændig økonomi, som basis for fremtidige aktioner. Guerillaen organiserede landsbyboere for at gøre op med småkriminalitet og prostitution i områderne under deres kontrol. I marts 1982 angreb den Lysende Sti det statslige fængsel i Ayacucho og befriede 360 fanger, hvoraf mange var politiske fanger. Aktionen viste regeringens impotens overfor guerillaen, eftersom ingen af de befriede nogensinde blev fundet igen af regeringen. Det viste også guerillaorganisationens tro på sine kvindelige ledere, eftersom aktionen blev anført af en kvinde. I løbet af resten af det år, udførte den Lysende Sti hundreder af angreb mod regeringens infrastruktur, ved at slynge dynamit med hjemmelavede slangebøsser. Dynamitten blev stjålet fra minerne og automatvåben stjålet fra politiet – sommetider af unge kvinder, der lurede dem væk fra posten og dernæst afvæbnede dem.
I slutningen af 1982 havde guerillaen kontrol over en stor del af den centrale bjergkæde. Selv når regeringen var i stand til at fange nogle af guerillalederne, kunne de ikke beholde dem i fængsel. Dette var tilfældet med Edith Lagos, en kvinde på 19 år, der havde anført angrebet mod fængslet i Ayacucho såvel som mange andre guerillaaktioner. Regeringen forsøgte uden held at indespærre hende adskillige gange. Hun blev imidlertid fanget i september 1982 og senere erklæret død af myndighederne. Hendes familie tvivlede på at hun var blevet dræbt under slaget, men at hun var blevet tortureret og snigmyrdet efter at være blevet tilbageholdt. Deres mistro blev bekræftet, da de fik hendes lig. Da de bragte liget fra Andahuaylas til Ayacucho, mødte menneskemængder dem langs hele vejen, for at vise respekt for hende. Ifølge en artikel i “Wall Street Journal”, der beskrev begivenhederne:
Mere end 30.000 deltog i Ediths begravelse, hvilket svarede til halvdelen af Ayacuchos befolkning og mere end det dobbelte af de turister og lokale, der plejede at flokkes til byens berømte fasteoptog.
På trods af den belejringstilstand, der fandtes i provinsen, blev Ediths lig iklædt hendes grønne guerillauniform og røde beret, hendes poesi blev læst højt af hendes søster, den lokale radiostation blev overtaget for at fordømme regeringens aktioner, og medlemmer af kommunalrådet, der havde deltaget i Folkeaktionen (Præsident Belaúndes parti), trådte tilbage fra sine stillinger og partimedlemskab.
Ét af de digte, der blev læst højt af Ediths søster under hendes begravelse, slutter med de følgende ord, som udtrykker bjergkædefolkets enhed i liv og død, med de vilde blomster, himlen, bjergene og stenene:
Vildblomst, duftende og ren, følg mig på min rejse.
Du er min trøst og min tragedie, du vil blive min egen duft og hæder.
Du vil blive min ven, når du vokser på min grav.
Der, må bjerget skænke mig varme,
må himlen blive mit spejlbillede,
og må alting blive husket, ristet i stenene.
1Kollontajs essay var et produkt af den russiske arbejderklassebevægelse ved århundredeskiftet.
2Se José Carlos Mariátegui: “Uddannelsens Temaer”, side 123-33.
3Den Lysende Stis organisation støttede aktivt “Firebanden”, der blev fængslet af de, der kom til magten i Kina efter Maos bortgang.
socialistiskrevolution.wordpress.com 