FOLKEBEVÆGELSEN PERU: Om at kulminere dannelsen af den peruanske nation

Proletarer i alle lande, forén jer!

OM PKPs PROGRAM

8. AT KULMINERE DANNELSEN AF DEN PERUANSKE NATION

Folkebevægelsen Peru
Juli 2020

OM PKPs PROGRAM
8. AT KULMINERE DANNELSEN AF DEN PERUANSKE NATION

Som Mariátegui fastslog, er vi en nation under dannelse ligesom de andre lande i Latinamerika. Har vi haft den samme dannelse og udvikling som Kina? Nej. Har vi dannet en nation som Kina? Nej. Endvidere mener vi, at det er revolutionen gennem Folkekrigen, der vil udgøre rygraden i den peruanske nation. Desuden mener vi ikke at vi bør tillade den gamle tvist om nationaliteter. Der udtrykkes skadelige opfattelser, der fra tid til anden vender tilbage som i ’60erne og ’70erne, der taler om Quechua-nationalitet, Aymara-nationalitet og kysten? Og regnskoven? Det tjener ikke nationens integritet, det er imod dannelsen af nationen.

I korte træk skal man tage højde for vor situation som en nation under dannelse, det er Folkekrigen, der vil strukturere den peruanske nation, hvilket vil være muligt under hensyntagen til at basis er Quechua, Aymara osv. Det, vi foreslår, er at se vort eget land, her, hvad der eksisterer, det er: et land med en stat, hvor en nation udvikler sig og ikke kan gøres uden denne Quechua- og Aymara-basis.

„8. AT KULMINERE DANNELSEN AF DEN PERUANSKE NATION VED RIGTIGT AT FORENE LANDET, FOR AT FORSVARE DET IMOD ENHVER IMPERIALISTISK OG REAKTIONÆR AGGRESSION, VED AT BESKYTTE MINDRETALLENES RETTIGHEDER.“¹

Hvorfor fremsætte det således? Fordi den peruanske nation er en nation under dannelse og national dannelse brygger i lange år, i århundreder, og ikke kan opdeles i en quechua-nation, en aymara-nation eller snesevis af regnskovsnationer.

[…]

Nation under dannelse, det tilsvarende er at kulminere dannelsen af den peruanske nation, dvs. at vi enten forbliver opløst eller at der ingen peruansk nation konkretiseres. Til gengæld siges det at virkelig forener landet, fordi det ikke er forenet, kun vi kan gøre det, både at kulminere nationens dannelse og virkelig forene landet. For at forsvare den mod al imperialistisk og reaktionær aggression, siges der og det er meget vigtigt; der er vores „anti-patriotisme“. Hvem poserer som denne, hvem taler om den peruanske nation? Han anses allerede for at være indviet, etableret, og på denne måde følger de en fascist som Víctor Andrés Belaunde, fordi han startede med det sang, som den peruanske nation allerede eksisterer, i hans „berømte modbevisning“ af de syv essays², modbevisning i drømme, en tom skal kunne aldrig modbevise noget. Det har dybt indhold, og det har virkelighed. For at gentage: vi er en nation, der er under dannelse, landet er ikke samlet, det skal blive samlet, hvorfor? For at forsvare det, må vi forsvare det, hvorfor? Man vil blive angrebet eller udsat for aggressioner på forskellige tidspunkter, imperialistisk eller reaktionær. Naturligvis er dette land et af de mest let delbare, man skal passe på, fordi de kan drage fordel af udviklingen af revolutionen, sammenbruddet af den gamle stat, at vi ikke takler hele landet for at forsøge at opdele den: Ecuador i ledtog med Chile, Brasilien med sin jævnlige appetit til at gå ud i Stillehavet og De Forenede Stater, imperialismen, søger at bruge dem.

Her udtrykker vi en autentisk patriotisk sans, og det kan ikke andet end forene dem, der har en følelse af hjemland, fra jorden er dette hjemland, hjemland er intet andet end stedet for de forældre, vi er født fra, det betyder intet andet; det er en marxistisk patriotisme, der ikke er i konflikt med — men komplementerer — den proletariske internationalisme. Revisionismen forstår ikke hjemland eller nation, de drømmer, hvis de tror at de har forstået, hvad Manifestet siger. Derfor kommer vi til at se betydningen af nationen for os, at forene og forsvare vort fædreland, og der er elementer, der har den nationale ånd, om forening af landet, af patriotisme, de har det, kammerater, der også tjener til at samle.

Og den sidste del siger at beskytte mindretallenes rettigheder, selvfølgelig, fordi man således forener nationen, hvor landet forenes er der mindretalsforskelle, der skal beskyttes; de har krav som det er nødvendigt at tilfredsstille; For eksempel, vil vi forbyde quechua-sproget?, skal vi forbyde Aymara-sproget eller mangfoldigheden af regnskovssprog? Det kan vi ikke kammerater, det kan vi ikke kammerater: det er hvad der menes.

Dette er hvordan vi må se på det nationale spørgsmål, den peruanske nations spørgsmål.

PKPs I. Partikongres sammenfatter i den Militære Linje vort folks historiske proces og viser, at det altid har kæmpet, at

„„folket er opvokset og har gjort fremskridt med den revolutionære vold. Det er med denne i forskellige former og grader at vort folk har erobret dagskrav, rettigheder og friheder, eftersom intet er faldet ned fra himlen eller er blevet foræret til dem, ‘forbandet være det forræderne siger’, alt har folket i sidste ende erobret med revolutionær vold, i glødende kamp imod den reaktionære vold. Således blev de 8 arbejdstimer erobret, således blev jorden erobret og forsvaret, således blev rettighederne tilkæmpet og man har styrtet tyranner. Derfor er den revolutionære vold selve essensen af vor historiske proces… Det er let at forstå at udviklingen og triumfen af den peruvianske revolution, af vor demokratiske revolution, af folkets og klassens frigørelse, kun kan opnås gennem vort folks mest storslåede revolutionære krig, ved at rejse masserne væbnet gennem Folkekrigen“.

Han uddrager den lektion, at det er de politiske og militære begivenheder der har defineret de store forandringer i vort land, han fortæller os at først indtræffer den militære begivenhed og derefter den politiske forandring. Således genbekræfter han sig i at krigen er fortsættelsen af politikken med andre midler. Han lærer os hvordan vore folkemasser har kæmpet imod udbytterne, således har masserne siden det 7. århundrede, i hvilket staten opstår i Peru, kæmpet imod undertrykkelsen og udbytningen. Han lærer os at inkariget fastslog dets dominans gennem erobringskrige, og dets overherredømme defineredes i slaget på Yahuarpampa imod Chanca’erne, for senere at udbredes gennem krige; dette var en politisk og militær begivenhed.

Erobringen gennemført af det spanske kongedømme var en anden politisk og militær begivenhed, der påtvang sig ved at knuse de indfødtes modstand og gøre brug af de erobredes indre kampe; imidlertid bør Manko Inkas kamp fremhæves, han ledte et oprør imod spanierne.

Påtvingelsen af Vicekongedømmet var en anden politisk og militær begivenhed der knuste de selvsamme erobrere, og som for at sikre dets opretholdelse skulle konfrontere store bondeoprejsninger som Juan Santos Atahualpas; og i 1780 Túpac Amarus mægtige bevægelse der nåede at rejse 100.000 mand, og som udbredte sig fra Cusco og Puno til Bolivia, bragte vicekongedømmets herredømme i alvorlig fare og gav genklang i Argentina, Colombia og Mexico og rystede Amerika; bevægelsen blev besejret men rystede og undergravede Vicekongedømmet og forberedte således betingelserne for Frigørelsen; men det skal huskes at Túpac Amaru var høvding, for at kunne se hans klassekarakter.

Frigørelsen er en anden politisk og militær begivenhed der har tre øjeblikke: Første øjeblik, det 18. århundredes bondeoprejsninger, for eksempel Túpac Amaru; andet øjeblik, opstande i byer, såsom Zelas i Tacna og guerillaerne, blandt hvilke dem fra Cangallo og Yauyos udmærkede sig; tredje øjeblik, konfrontation mellem store hære hvor de forskellige befriende bedrifter bliver beseglet med San Martín og Bolívar i spidsen, og som afgøres med slaget i Ayacucho i 1824. Det skal forstås at selvom frigørelsen blev ledet af kreolerne, havde den den fortjeneste at bryde med den spanske krones herredømme; at San Martín var en stor militær strateg og Bolívar beviste egenskaber som politisk og militær strateg. Begge kæmpede for at frigøre flere lande i Amerika, uden at søge nogen fortjeneste og viste dermed, at for at tjene en stor sag skal man altid sætte den generelle interesse først og aldrig den personlige, og dette gjorde de uden at være kommunister.

I republikken fortsatte godsejerne med at bestemme, men de var nødt til at konfrontere de store bondekampe med ild og sværd, blandt dem Atusparias og Uschco Pedros eller Llaccollas i Ocros. Her har vi krigen imod Chile, som er et sort kapitel i historien, hvor de to lande blev spillet ud imod hinanden drevet af englændernes og franskmændenes interesser, der søgte vore guano og salpeter rigdomme; en krig der bremsede den spirende kapitalistiske udvikling i landet og viste de herskende klassers beskidte rolle, fra hvilke en del kapitulerede overfor Chile; men man skal fremhæve massernes heroiske modstand imod den indtrængende fjende, til forsvar for folket og den territoriale integritet, en modstand som specielt havde styrke i det center-sydlige af bjergkæden, hvor guerillaerne blev dannet; Cáceres, der var en godsejer militærmand, spillede under disse omstændigheder en vigtig rolle.

Krigen imod Chile der fandt sted fra 1879 til 1883, førte til den peruanske økonomis sammenbrud; for først i 1895 at gå ind i den bureaukratiske kapitalismes begyndelse, der indleder det moderne peruvianske samfunds udvikling. I det 19. århundrede går vi fra at være koloni til at være halvkoloni og fra at være feudalt til at være halvfeudalt, og den bureaukratiske kapitalisme begynder at udvikle sig bundet til yankee-imperialismen, der overtager englændernes plads. Det moderne proletariat opstår og ændrer den politiske kamps begreber.

Ud af hele denne historiske proces kan følgende lektioner uddrages: at folket altid har kæmpet, det er ikke pacifistisk og anvender den revolutionære vold med de midler som det har til rådighed; at det er bondekampene der har rystet samfundets grundvold mest, og at disse ikke har kunnet triumfere eftersom de manglede proletariatets ledelse, repræsenteret af det Kommunistiske Parti; og at de politiske og militære begivenheder bestemmer de store sociale forandringer.

Udfra den Militære Linje har det moderne peruanske samfund tre øjeblikke knyttet til proletariatets opståen, der grundlægger dets Parti for at tage magten gennem den revolutionære vold, ved at specificere dets vej, hvilket sammenfattes i Partiets Militære Linjes proces.“³

Folkebevægelsen Peru
Juli 2020

1Perus Kommunistiske Parti: „Grundlæggende Dokumenter“, 1988.

2Der henvises til José Carlos Mariáteguis „Syv fortolkende essays om den peruanske virkelighed“.

3Perus Kommunistiske Parti: „Generel Politisk Linje“, 1988.