Om yankee-imperialismens besøg til Danmark
Den 22. juli besøgte yankee-imperialismens udenrigsminister, Mike Pompeo, Danmark. Han mødtes med bl.a. statsministeren og udenrigsministeren for at diskutere væsentlige internationale politiske spørgsmål. Bl.a. Hongkong og de arktiske lande Grønland og Færøerne stod på dagsordenen.
Mødet fandt sted i den internationale kontekst af striden mellem yankee-imperialismen, verdens eneste hegemoniske supermagt, og den kinesiske social-imperialisme, der stræber efter at blive en supermagt, bl.a. gennem stigende kontrol med det Arktiske Ocean. Den russiske imperialisme, atomsupermagt og “den tynde køter”, har også længe arbejdet for at kontrollere Arktis mere.
Mike Pompeos besøg til Europe gik udelukkende til Storbritannien og Danmark. Disse to imperialistiske stater er blandt USAs kerneallierede på det europæiske kontinent. Besøget til Danmark havde en særlig betydning – USA har længe søgt at fravriste den danske imperialisme dens to arktiske kolonier, Grønland og Færøerne, hovedsageligt af militære årsager. Det lykkedes allerede i 1945 yankee-imperialismen, i ledtog med den engelske imperialisme, at omdanne Island fra en dansk koloni til en halvkoloni. Dette styrkede massivt USAs tilstedeværelse i Arktis.
Grønland og Færøerne er danske kolonier. Men den bureaukratiske kapitalisme på disse øer ønsker i stigende grad at udvide sit virkefelt, at blive halvkolonier, så der kan handles med andre imperialistiske magter end blot Danmark (og de allierede, som Danmark “lukker ind” i kolonierne). Derfor ser man allerede kinesisk økonomisk indblanding i spørgsmål såsom lufthavnsbyggeri og fiskeri. Yankee-imperialismen er udelukkende militært interesseret i Grønland – den er derfor nogenlunde tilfreds med at beholde Thule Air Base, hvis den kan fortsætte med at øve sit supermagtspres over for den danske imperialisme for at udvide sine militære interesser.
Eftersom det er blevet tydeligt oven på responsen på Donald Trumps tilbud om at “købe Grønland” i august 2019, at den danske imperialisme ikke ønsker at skille sig af med sine koloniale besiddelser, har yankee-imperialismen i stedet påtaget sig sin gamle taktik: direkte forhandling med den danske imperialisme for at udvide yankee’ernes militære tilstedeværelse på Grønland og Færøerne.
De grønlandske og færøske bureaukratisk-kapitalistiske koloniadministrationer sad formelt med til bordet, men kun under en del af forhandlingerne, og eftersom den danske imperialisme kontrollerer deres militær, politi og udenrigsrelationer (i overensstemmelse med “Rigsfællesskabets” betingelser). Imidlertid – disse lakajer og støvleslikkere, der kaster sig på knæ for alle imperialistiske supermagter og magter, der viser den mindste interesse for at udbytte det grønlandske og færøske folk, har ikke den mindste indflydelse. Derfor viser de deres sygelige tandsmil, hver gang de må sidde med til bordet, selvom den grønlandske udenrigsminister måtte spise sin frokost alene, imens Mike Pompeo og Jeppe Kofod holdt deres “uformelle” frokostmøde.
For os revolutionære i Danmark gælder det, som Lenin for længe siden fastslog: “Hvis for det andet historien afgør sagen til gunst for den storrussiske stormagtskapitalisme, så følger deraf, at det storrussiske proletariats socialistiske rolle som hovedmotor i den kommunistiske revolution, kapitalismen avler, bliver så meget større. Men til proletariatets revolution kræves der lang tids opdragelse af arbejderne i den mest fuldstændige nationale ligeberettigelses og broderskabets ånd. Altså må man netop ud fra det storrussiske proletariats interesser gennem lang tid opdrage masserne til på den mest beslutsomme, konsekvente, dristige og revolutionære måde at kæmpe for fuldstændig ligeberettigelse og selvbestemmelsesret for alle de af storrusserne undertrykte nationer. Storrussernes (ikke-slavesindede) nationalstolthed falder sammen med de storrussiske (og alle andre) proletarers socialistiske interesser. Vort forbillede er og bliver Marx, som efter at have levet årtier i England blev halvvejs englænder og krævede Irlands frihed og nationale uafhængighed af hensyn til de engelske arbejderes socialistiske bevægelse“.1
Og specificeret til danske forhold, Danmarks Kommunistiske Partis standpunkt i begyndelsen af 1930erne, da den norske imperialisme forsøgte at fravriste Grønland fra Danmark: “Hverken Norges Kommunistiske Parti eller Danmarks Kommunistiske Parti ønsker, at Grønland skal lægges ind under de norske aktivister, men vi ønsker heller ikke, at det skal forblive under dansk herredømme. Vi ønsker hverken, at danske eller norske kapitalister skal udplyndre den grønlandske befolkning for de kolossale summer, det drejer sig om, men at grønlænderne selv skal være bestemmende over de grønlandske forhold og over, hvorledes deres eget land skal regeres“.2
Det grønlandske og færøske folk lever som fremmede i deres eget land. De lever under imperialismens åg. En omdannelse til halvkoloni under hovedsageligt yankee herredømme, ville ikke være et skridt fremad – det ville ikke medføre virkelig national selvbestemmelse. Ligesom Engels sagde i det polske forord til “Det Kommunistiske Manifest”: “Adelen kunne hverken vedligeholde eller genopnå den polske uafhængighed; i dag er borgerskabet, for at sige det mildt, uinteresseret i den. Alligevel er den en nødvendighed for de europæiske nationers gensidige samarbejde. Den kan kun opnås af det unge polske proletariat, og i dets hænder er den sikker. For resten af Europas arbejdere har lige så meget brug for Polens uafhængighed, som de polske arbejdere selv“.3
Kun proletariatet på Grønland og Færøerne kan opnå national uafhængighed, virkelig selvbestemmelse. Det samme gælder for den islandske halvkoloni, der stadig, til trods for sin formelle politiske uafhængighed, er komplet militært domineret af USA, økonomisk domineret af England og kulturelt domineret af Danmark. Kun gennem konstitueringen af deres Kommunistiske Partier, som marxistisk-leninistisk-maoistiske, militariserede Partier til at lede Folkekrigen, vil disse lande blive frie af imperialismen. De vil have en strålende fremtid foran sig som socialistiske Folkerepublikker.
Nogle indtryk af kampen mod Mike Pompeos besøg
Ligesom da Donald Trump forsøgte, på den mest skamløst supermagts-arrogante vis, at købe Grønland i august 2019, blev der tydeligt vist modstand.
For at vise modstand mod yankee-imperialismens besøg til Danmark, der tydeligvis ikke har at gøre med andet end at forøge yankee-dominansen i Arktis og presse det danske folk til at føje sin ondsindede vilje, mødte danske revolutionære og anti-imperialister op for at fordømme Mike Pompeos besøg. Det skete under parolen: “YANKEE GO HOME!”.
Demonstrationen imod Mike Pompeo var, for uden de revolutionære, af udpræget småborgerlig, identitetsopportunistisk karakter. Den var ledet af “Black Lives Matter Denmark”, en lille og topstyret gruppe, stort set identisk med lederen Bwalya Sørensen, der ikke får opbakning fra venstrefløjen pga. sin politik, men fordi de danske småborgere, fulde af jantelovsmentalitet og leflen for “mere undertrykte folk”, ikke ønsker at fremstå som “racister” for at rejse kritik af sorte mennesker, selvom deres politik er forkert. BLM Denmark er på ingen måde som BLM i f.eks. USA, der faktisk er en bred massebevægelse, som kampvillige kræfter agerer inden for. Sørensen og hendes leflende håndlangere forsøgte under hele demonstrationen at kontrollere kampråbene og fremsatte sådanne politikker som “sorte mennesker, kom op forrest og lad ikke de hvide bære jeres bannere”. Ikke desto mindre var de revolutionære til stede og fordømte med en fast stemme yankee-imperialismens besøg.
Hen mod demonstrationens afslutning afbrændtes et yankee-flag af de revolutionære. Dette fik opbakning fra nogle af masserne, der bl.a. klappede og hujede. Men opportunisterne kunne ikke klare det. Nogle selverklærede “revolutionære” og “progressive” løb hen for at gøre de revolutionære opmærksomme på, at de “skadede demonstrationens omdømme” (som om identitetsopportunismen ikke allerede er bankerot i de dybeste massers øjne) og “risikerede at politiet greb ind” (politiet, der var til stede med Sørensens og hendes lakajers opbakning!). Politiet greb da også ind, men udelukkende overfor de revolutionære – de harmløse BLM-folk gjorde jo ikke noget for tydeligt at bekæmpe Pompeo og hans imperialistiske overherre.
De revolutionære viste ved deres tilstedeværelse, at der findes folk i Danmark, der tydeligt bekæmper imperialismen – både den danske imperialisme, den yankee-imperialistiske supermagt og alle andre imperialistiske magter. Og at de nægter at lade sig stoppe af hverken reaktionen eller opportunismen, der arbejder i ledtog for at forhindre enhver form for kampvillig modstand. De revolutionæres råb blev et tydeligt signal på maoismens livsenergi. Må deres røst give genlyd i hele verden:
YANKEE GO HOME!
1V. I. Lenin: “Om Storrussernes Nationalstolthed”, 12. december 1914.
2Aksel Larsen: “Kommunisternes Mål”, 9. december 1932.
3Friedrich Engels: Forord til den Polske Udgave af “Det Kommunistiske Partis Manifest”, 10. februar 1892.
socialistiskrevolution.wordpress.com 