Vi har modtaget dette læserbrev fra en tidligere gymnasieelev, der beskriver hans tid i det borgerlige uddannelsessystem på stærkt kritisk vis. Vi publicerer det uredigeret og hilser kammeratens indsats i at skrive dette læserbrev. Vi opfordrer til enhver tid læsere af vores blog til at tage kontakt og fortælle os om deres problemer, som vi med glæde vil dele i indlæg som dette.
Foto: Sukketoppen Gymnasium i Sydhavnen/Valby i København. Et naturvidenskabeligt gymnasium med mange elever af proletarisk klassebaggrund.
Hej, jeg er lige blevet student og jeg skriver til jer, fordi jeg gerne vil fortælle om, hvordan jeg har oplevet min tid med 3 år på min gymnasielle uddannelse.
Mit gymnasieliv har været en stor blanding af oplevelser, nogle gode, andre dårlige. Jeg har fået mange gode venner, og mine karakterer har for det meste været ok.
Når jeg tænker tilbage på min tid på gymnasiet, så er det helt klart de venner, jeg har fået, og de sociale oplevelser jeg har haft, som har været det hovedsagelige ved gymnasietiden for mig.
1. Få ressourcer
På den anden side af min gymnasietid har der selvfølgelig været selve skolen og skolearbejdet. Jeg er den første årgang på den nye gymnasiereform, som bl.a. giver færre ressourcer i hænderne på lærene. Kommuner har fået besked på at skære ind til benene på flere skolebudgetter landet over. Den linje jeg ville have valgt var blevet skåret fra, da jeg startede, og jeg var derfor tvunget til at vælge en anden linje, som jeg senere fortrød jeg havde valgt.
De manglene ressourcer hos lærene har betydet at vi ikke har kunnet få feedback på de dusinvis af afleveringer, vi har skulle afleveret hvert år. I løbet af vores gymnasietid har vi skulle lave flere afleveringer især i løbet af 2 g. i form af ”fordybelsestid”, som er ekstra moduler, der ligger udenfor skoletiden, men som alligevel giver fravær som alle andre moduler, hvis man ikke afleverer opgaver til tiden. Denne ”fordybelsestid” er bare lagt oven i de sedvanlige afleveringer.
Som resultat har mine klassekammerater og jeg oplevet flere afleveringer i løbet af vores gymnasietid, men samtidig mindre til ingen feedback på afleveringerne.
Nogle gange står der bare en karakter på tilbagemeldingen på opgaven og ingen konstruktiv kritik, så elever går hen og bliver frustrerede og kan ikke forbedre sig, da de ikke får hjælp til at finde ud af, hvad de gør forkert i opgaver.
2. Fremmedgørelse
Dette har gjort at stort set alt skolearbejde er fremmedgørende, da man tilsyneladende bare afleverer afleveringer, fordi at linjen man har valgt har et kvote af afleveringer, som den skal opfyldes.
Derudover, bliver der sat vægt på de helt forkerte ting ved afleveringerne, som især kommer til større udtryk ved den mindre feedback man får for sine afleveringer.
Der bliver nemlig sat alt for høj vægt på karaktererne.
Når jeg taler om et fokus på at elever skal have gode karakterer, taler jeg ikke nødvendigvis om at være god til de enkelte fag, men at karaktererne er sat i utroligt stort fokus under uddannelsen på et gymnasium.
Danmark er et af de land i verdenen, hvor karakterer betyder mest for, hvilke uddannelser man kan fortsætte på.
Alligevel siger karakterer intet om, hvor dygtig man er til et fag i praksis, de kan være under indflydelse af alle mulige årsager, f.eks. depression, som mange elever lider af, strenge lærere eller censore eller bare dårligt held til en prøve.
Desuden sætter karakterer et dårligt eksempel at stræbe efter. Folk stræber ikke efter at blive gode til fag og andre ting, folk stræber efter at ”præstere” til prøver og over for lærere, folk stræber efter karakterer, ikke efter at skulle blive dannede mennesker. Folk bliver kun dannedede som et biprodukt af den her fremmedgørende fabrik, som lærer folk at blive mekaniske røvslikkere overfor et system, som så måske giver dem et småborgerligt job til gengæld, hvor de kan leve små og trygge liv indtil den dag, hvor alle os andre har fået nok.
Mange elever er nødt til at søge om lektiehjælp hos ekstralærere hos forskellige selvskaber. Hvis man har svært ved skolearbejdet, kan man selvfælgelig bare betale en lille sum af 15000 kr for en privat hjælpelære ude for skolen, som mange gymnasielever, dem der har råd selvfølgelig, er nødt til for at kunne følge med.
Vi praler i Danmark af at vi har et velfærdssystem, der gør os ”lige”, som sikrer ”lige muligheder” for alle, men efter hvad jeg har oplevet i løbet af min gymnasietid, så er det dem, der har råd til esktra hjælp, som klarer sig bedre end dem, mig selv inkluderet, som ikke har råd til ekstra undervisning. Dette viser, hvordan klassekampen især også præger folks uddannelser.
3. Utilfredshed blandt unge
Men det her uddannelsessystem bliver i høj grad også mødt med modstand. Folk er ikke glade for den måde, der bliver undervist på. Stort set alle medstuderende jeg kender er utilfredse over fratagelsen af ressourcer, forringelsen af kvaliteten af undervisningen, hele systemet med karakterer, prøver og for mange lektier.
Folk bliver deprimerede af det her skolesystem. Der er en grund til at gymnasieelever er blandt en af de største grupper af mennesker, som begår selvmord hvert år. Der en grund til at depression opleves af hver fjerde gymnasieelev. Dovenskaben blandt elever sker på grund af fremmedgørelse, på grund af fokus på karakterer, som åbenbart skal beskrive ”hvor dygtig man er”.
Hvis man melder sig syge, og sygdom kommer i mange former, stress og depression er især også sygdomme, så bliver man straffet med fraværd, hvor hvis man får for meget man sin mister sin SU eller skal op til endnu flere prøver, får værre karakterer af lærerne og risikerer endda at blive smidt helt ud.
Mange af mine venner har selv måtte droppe ud fordi at presset er blevet for stort, ikke fordi at de er dovne personer eller fordi de ”ikke duer til nogett”, men fordi at presset fra karakterer og fravær gør alle sindsyge.
Endnu værre blev det midt i mit andet år, da rotter højt oppe i bureaukratiet besluttede at det ville være en god idé at straffe allerede balastede elever med 100% fravær for hvert modul, en elev kommer for sent til, om det er 5 minutter eller 20 minutter gør ingen forskel.
Jeg husker ved et skolepanel, hvor en politiker fra Liberal Alliance blev spurgt om, hvad gymnasieelever skulle gøre, hvis offentlig transport blev forsinket, hvor politikeren kynisk svarede at ”elever bare må stå tidligere op” og ”at de skal tage højde for eventuelle forsinkelser om morgnen”.
Dette blev selvfølgelig heller ikke modtaget godt af mine klassekammerater og andre elever fra mit gymnasium, som efterlod politikeren fra LA med en anspændt stemning ved resten af skolepanelet.
Jeg håber at det her giver, hvem der end læser det her en bedre indsigt i de problemer, som vores uddannelsessystem lider under. Jeg kan huske, da der blev talt en masse om folkeskolereformen, da den blev indført, men jeg synes ikke at gymnasiereformen har fået den samme opmærksomhed. Mange politikere snakker om, hvordan de vil sætte en stopper for folkeskolereformen, ofte for at score billige point, da jeg hører alle tale om det, men uden at noget bliver gjort selvfølgelig.
Jeg synes at det er uacceptabelt at så mange unge, skal have det dårligt under deres uddannelse, at de ikke har adgang til ordentlig lærehjælp, at man er nødt til at betale for sine muligheder i et samfund der praler af dets lighed blandt befolkningen, jeg er træt af at de her problemer bare bliver gemt væk og jeg håber at gymnasieelever snart tager kampen op imod det her rottevælde, som hver dag skærer vores uddannelser ind til benene.
socialistiskrevolution.wordpress.com 