Socialdemokratiet er et socialfascistisk parti – socialistisk af navn, men fascistisk af gavn. Hvorfor vi mener dette, har vi allerede tidligere analyseret ifm. indførelsen af “nedlukningen” af Danmark, i vores indlæg: “Om pandemien, den økonomiske krise og fascismens generalprøve i Danmark“. I dette indlæg belyste vi spørgsmålet om den fascistiske tendens i den socialdemokratiske regering, og hvordan den fejlagtigt benævnte “coronakrise” er blevet benyttet som midlertidig “Rigsdagsbrænd” for at omdanne Danmark, omend midlertidigt, til en borgerlig-fascistisk regeringsform.
Selvom “genåbningen” nu er i fuldt sving, er det udelukkende for at redde økonomien. Covid-19 findes stadigvæk og der har været regelmæssige mindre udbrud – ligesom f.eks. på et plejehjem i Hjørring, hvor en del mennesker måtte lade livet. De politiske tiltag, der har forøget den udøvende magts beføjelser, forbliver, imens de økonomiske tiltag, der skulle redde forsyningslinjerne gennem den midlertidige nedlukning, forgår. Tendensen er stadig til reaktionisering af den danske stat, omend den korporative økonomiske styring ikke længere anvendes.
Vi kan altså definere, at “fascismens generalprøve” er forbi, men reaktioniseringen fortsætter som før.
Lad os tage et nærmere kig på reaktioniseringen, dvs. styrkelsen af eksekutiven, i den nuværende situation.
I indlægget nævnt foroven skrev vi:
“Vi kan nævne den enorme oprustning af politiet, militæret og Danmarks grænser, der er fundet sted i de seneste år. I skrivende stund bemandes grænsen til Tyskland og Sverige af Forsvaret, lufthavnene patruljeres af Rigspolitiet, masserne får bøder for at være udenfor i parker og gader sammen, forsamlingsfriheden er ophævet, osv. osv. (og dette er udelukkende i forbindelse med „corona-krisen“!). Ud over dette kan vi nævne den permanente grænsekontrol til Tyskland pga. „flygtninge-krisen“ bemandet af Hjemmeværnet, de eksisterende koncentrationslejre („deportationscentre“) med kummerlige forhold for flygtningemasser, den enorme oprustning af overvågningsapparatet og efterretningsvæsenet siden 2001, osv. osv. Altså tydeligvis opbygningen af en „mere udstrakt og raffineret terror“.
Om personligheden Mette Frederiksen kan vi sige, at hun vil være Danmarks „jernlady“, „nationens fører“, hun vil være vor tids Stauning eller Anker, som hun altid har set så meget op til. Disse socialfascistiske personligheder er de perfekte forbilleder for en sådan ondsindet politiker. Stauning, der hyldede Karl Marx i 1933, men blot 7 år senere faldt på knæ for Hitler og indtrådte i „Anti-Komintern Pagten“ under ledelse af den tyske fascisme, Stauning, der i 1920 forrådte generalstrejken og reddede Kongen fra indførelsen af republikken, Stauning, der forrådte II. Internationales anti-krigs resolution og støttede den I. Imperialistiske Verdenskrig i 1914, … vi kunne blive ved. Anker, denne sorte person, der stod til II. Internationales Verdenskongres i Lima 1986 og hyldede fascisten Alan García midt imens denne nedslagtede hundredevis af proletariatets kæmpere i de Lysende Kampskyttegrave. Disse er hvem „førerinden“ Frederiksen ser op til! Socialdemokratiet er i sandhed fascismens tvilling, ligesom Kammerat Stalin for længe siden fastslog.
Sammenfattet er det tydeligt at Socialdemokratiet længe har udviklet sig i en fascistisk retning, der antager en socialistisk form for at narre masserne, og at denne proces under Mette Frederiksens regering har nået sit højdepunkt siden Stauning. Socialdemokratiet er nu et fascistisk parti, der lige nu forsøger sig med hvordan at omdanne Danmarks regeringssystem til borgerlig fascisme. Regeringens politik over for „Corona-krisen“ beviser dette tydeligere end noget andet. Denne proces er endnu ikke fuldendt og det borgerlige demokrati består endnu, men den imperialistiske klasse lærer vigtige erfaringer som det vil benytte sig af i fremtiden. „Corona-krisen“ er fascismens generalprøve i Danmark.”
Der er fremkommet flere eksempler på hvordan Mette Frederiksen og hendes parti befæster sin stilling i Statsministeriet og forøger den udøvende magts beføjelser. I “Jyllands-Posten”, den 28. juni 2020, i tillægget “Indblik Weekend”, kan man læse om hvordan Mette Frederiksen leder det danske statsministerium. Vi identificerer en række kendetegn ved den nuværende regeringsførelse.
For det første – ledelse gennem politiske strategier og planer, en centralstyring af embedsværket fra det socialdemokratiske parti: “[…] nye styringsværktøjer: strategipapirer, politiske signaturprojekter og fireårsplaner, der netop skal give en retning til regeringens samlede arbejde – og så har Frederiksen placeret sin stabschef i afgørende regeringsudvalg.” Der er lanceret otte “signaturprojekter” for regeringsperioden og Socialdemokratiet holder sig strengt til dem, for at således styre regeringsførelsen og den offentlige debat.
For det andet – propaganda og agitation for den socialdemokratiske ideologisk-politiske linje inden for embedsværket: “Ledende socialdemokrater taler om, at dansk politik nu går ind i en epoke, hvor intentioner og politisk ideologi skal fylde mere og være mere styrende. […] “udvide det politiske rum” i regeringskontorerne.”
For det tredje – anvendelsen af politiske “kommissærer” til at repræsentere den socialdemokratiske linje på alle niveauer. Her er Martin Rossen, tidl. stabschef, det typiske eksempel. Socialdemokratiet har placeret sine politiske ledere på alle trin af embedsværket, for at kunne ideologisk-politisk lede hele statsmaskineriet, ikke blot regeringen, ikke kun nu, men permanent. Det går i retning af en ét-parti-stat.
For det fjerde – korporativisme: “… stabschef Martin Rossen […] ofte blokerer enkelte ministeriers sager i udvalgene, fordi man for eksempel først skal tage en interesseorganisation i ed, før et udspil eller et lovforslag kan slippe igennem”.
For det femte – propaganda og agitation for “linjen” uden for embedsværket: “Det handler i høj grad om kommunikation i forbindelse med politiske forandringer. Et eksempel var, da Statsminister Mette Frederiksen i februar i et interview med “Berlingske” skød arbejdet med en politireform i gang. Her gik statsministeren i medierne for at problematisere manglen på politifolk i nærheden af, hvor folk bor og lever. Men regeringens konkrete bud på en politireform skulle komme lang senere.”
For det sidste – det handler om en permanent reaktionisering: “[…] de politiske forandringer, den socialdemokratiske regering med Frederiksen i spidsen skal arbejde for, skal ændre samfundet på grundlæggende og varig vis. Det er ikke nok at være kustoder i det bestående system – underlagt et stærkt embedsværk med hang til status quo”.
Vi kan desuden fremhæve aspekter såsom persondyrkelsen af Mette Frederiksen, der promoveres (bl.a. i hendes officielle biografi) som en ny Stauning eller Anker, som af lykkelige skolebørn i Godmorgen Danmark blev udråbt til “Danmarks bedste statsminister!” og som på sine valgplakater (uden for valgperioden!) står “kærligt” med spædbørn.
I den socialdemokratiske regeringsperiode har vi set en generel reaktionisering, der går meget stærkere end under nogen regering siden Anders Fogh Rasmussens. Specificeringen og anvendelsen af “Ghettoloven”, “corona-nedlukningen”, den kommende politireform, udvidelsen af Forsvaret osv. osv., tjener alle som eksempler på reaktioniseringen.
Danmark er ikke fascistisk. Men det reaktioniseres hurtigt under Mette Frederiksens faste ledelse. Vi må ikke være bange for denne udvikling – vi må bekæmpe den ved at kræve forsvaret for massernes demokratiske rettigheder, altid ved at fremhæve, at kun den socialistiske revolution kan bringe borgerskabets diktatur (i sin “demokratiske” eller fascistiske regeringsform) ud af verden og skabe et samfund, hvor proletariatet og folket har magten.
socialistiskrevolution.wordpress.com 