Vi publicerer hermed en uofficiel dansk oversættelse af dokumentet: “Nye opgaver og nye kræfter” af Lenin, 23. februar 1905. Dokumentet er skrevet i begyndelsen af den Russiske Revolutions generalprøve og betegner en situation, der er meget lig den nuværende på verdensplan. Vi opfordrer alle kammerater til grundigt at studere dette dokument og tænke over hvordan at anvende det — især forbundet til den nuværende politiske konjunktur, der er rammende forudset og beskrevet i den Fælles Internationale Deklaration af den 1. maj 2020.
Proletarer i alle lande, forén jer!
NYE OPGAVER OG NYE KRÆFTER
Udviklingen af en massearbejderklassebevægelse i Rusland i forbindelse med udviklingen af Socialdemokratiet1 kendetegnes ved tre bemærkelsesværdige overgange. Den første var overgangen fra de snævre propagandistiske cirkler til bred økonomisk agitation blandt masserne; den anden var overgangen til politisk agitation på stor skala og til åbne gadedemonstrationer; den tredje var overgangen til faktisk borgerkrig, til direkte revolutionær kamp, til den væbnede folkeopstand. Hver af disse overgange blev forberedt, på den ene side, af socialistisk tænkning, der hovedsageligt arbejdede i én retning, og på den anden side, af de dybtgående forandringer der var fundet sted i livsvilkårene og i hele arbejderklassens mentalitet, såvel som af den kendsgerning, at bredere og bredere lag af arbejderklassen blev rejst til mere bevidst og aktiv kamp. Sommetider fandt disse forandringer sted ubemærket, hvor proletariatet samlede sine kræfter bag ved scenerne på sensationsløs vis, sådan at de intellektuelle ofte tvivlede på massebevægelsens vedvarende kvalitet og livskraft. Så ville der blive et vendepunkt, og hele den revolutionære bevægelse ville, tilsyneladende pludseligt, rejse sig til en ny og højere etape. Proletariatet og dets fortrop, Socialdemokratiet, ville blive konfronteret af nye praktiske opgaver at håndtere, nye kræfter ville dukke op, tilsyneladende stampet frem af jorden, kræfter hvis eksistens ingen havde forestillet sig kort før vendepunktet. Men alt dette fandt ikke sted på én gang, uden vaklen, uden en kamp imellem strømningerne i selve den socialdemokratiske bevægelse, uden tilbageslag til uddslidte synspunkter, der for længe siden betragtedes som døde og begravede.
Socialdemokratiet i Rusland gennemgår igen en sådan periode med vaklen. Der var en gang, hvor den politiske agitation måtte bryde igennem opportunistiske teorier, da det var frygtet at vi ikke ville være tilsvarende de nye opgaver, da overdreven gentagelse af tillægsordet „klasse“ eller en bagtropsforståelse af Partiets indstilling til klassen, blev brugt til at retfærdiggøre den kendsgerning, at socialdemokraterne sakkede bag ved proletariatets krav. Bevægelsens kurs har bortfejet alle disse kortsigtede frygter og tilbagestående synspunkter. Det nye opsving nu ledsages endnu en gang, omend i en lidt anderledes form, af en kamp imod forældede cirkler og strømninger. Tilhængerne af „Arbejdersagen“ er blevet genoplivet i tilhængerne af det nye „Gnisten“. For at tilpasse vores taktik og vores organisation til de nye opgaver, må vi overvinde modstanden fra opportunistiske teorier om „en højere type af demonstration“ (planen for Zemstvo-kampagnen) eller som „organisation som proces“; vi må bekæmpe den reaktionære frygt for opstandens „rette tid“ eller frygten for proletariatets og bondestandens revolutionært-demokratiske diktatur. Endnu en gang benyttes overdreven (og ofte meget tåbelig) gentagelse af ordet „klasse“ og nedgørelse af Partiets opgaver vedrørende klassen til at retfærdiggøre den kendsgerning, at Socialdemokratiet sakker bag ved proletariatets akutte behov. Parolen: „Arbejdernes uafhængige aktivitet“, misbruges endnu en gang af folk, der tilbeder de lavere aktivitetsformer og ignorerer de højere former for virkeligt socialdemokratisk uafhængig aktivitet, selve proletariatets virkeligt revolutionære initiativ.
Der er ikke den mindste tvivl om at bevægelsen i løbet af sin kurs endnu en gang vil bortfeje disse overlevende, forældede og livsløse synspunkter. En sådan bortfejning bør imidlertid ikke reduceres til simpel afvisning af de gamle fejl, men, hvad der er umåleligt vigtigere, den bør tage form af revolutionært opbygningsarbejde for at opfylde de nye opgaver, for at tiltrække til vores Parti og benytte de nye kræfter, der nu træder ind på revolutionens mark i sådanne vide masser. Det er disse spørgsmål om revolutionært opbygningsarbejde, der bør være det hovedsagelige emne i overvejelserne på den kommende III. Partikongres; alle vores partimedlemmer bør koncentrere deres lokale og generelle arbejde om disse spørgsmål. Hvad angår de nye opgaver, der konfronterer os, har vi talt i generelle vendinger om disse mere end én gang. De er: At udvide vores agitation til nye lag af de fattige i byen og på landet; at opbygge en bredere, mere fleksibel og stærkere organisation; at forberede opstanden og at bevæbne folket; og, tjenende disse formål, at færdiggøre aftaler med de revolutionære demokrater. At nye kræfter er opstået til at opfylde disse opgaver tydeliggøres desto mere af rapporterne om generalstrejker i hele Rusland, om strejkerne og det revolutionære humør blandt ungdommen, blandt den demokratiske intelligens generelt og endog blandt mange af borgerskabets lag. Eksistensen af disse meget friske kræfter og den positive forvisning om, at kun en lille del af hele det store lager af brændbart stof iblandt arbejderklassen og bondestanden indtil nu er blevet påvirket af den nuværende, revolutionære gæring uden fortilfælde i Rusland, er sikkert bevis for, at de nye opgaver kan og vil ufejlbarligt blive opfyldt. Det praktiske spørgsmål, der nu konfronterer os, er, for det første, hvordan at benytte, lede, forene og organisere disse nye kræfter; hvordan at fokusere det socialdemokratiske arbejde på dagens nye, højere opgaver, uden ét øjeblik at glemme den gamle, normale mængde opgaver, der konfronterer os, og vil fortsætte med at konfrontere os, så længe den kapitalistiske udbytnings verden fortsætter med at eksistere.
For at udpege adskillige metoder til at håndtere dette praktiske spørgsmål, vil vi begynde med en et individuelt, men for os meget kendetegnende, eksempel. For kort tid siden, i forgården til revolutionens udbrud, berørte det liberalt-borgerlige „Befrielse“ (nr. 63) spørgsmålet om socialdemokraternes organisatoriske arbejde. Ved tæt at følge kampen mellem Socialdemokratiets to strømninger, benyttede „Befrielse“ hver eneste mulighed til igen og igen at udnytte det nye „Gnistens“ tilbagevenden til økonomismen, for at fremhæve (i forbindelse med det demagogiske hæfte skrevet af „En Arbejder“) dets egen dybtfølte sympati med økonomismens principper. Denne liberale publikation påpegede på korrekt vis, at hæftet (om dette emne, se „Fremad“ nr. 22) indebærer en uundgåelig negation eller latterliggørelse af det revolutionære Socialdemokratis rolle. Ved at henvise til „En Arbejders“ fuldkomment ukorrekte påstande om at siden de ortodokse marxisters sejr, er den økonomiske kamp blevet ignoreret, siger „Befrielse“:
Det nuværende russiske Socialdemokratis illusioner ligger i dets frygt for uddannelsesarbejde, legale metoder, økonomiske, såkaldt ikke-politiske former for arbejderbevægelsen, og i dets mangel på forståelse af at kun uddannelsesarbejde, legale og ikke-politiske former, kan skabe et tilstrækkeligt stærkt og bredt fundament for en arbejderklassebevægelse, der virkelig ville være værdig til at bære navnet: revolutionær.
„Befrielse“ tilskynder sine tilhængere til „at selv påtage sig initiativet i at opbygge en fagbevægelse“, ikke i modsætning til Socialdemokratiet, men hånd i hånd med det; og det drager paralleller mellem denne situation og dén, der fandtes i den tyske arbejderbevægelse under virkningen af Undtagelsesloven Imod Socialisterne.3
Dette er ikke dette rette sted til at håndtere denne sammenligning, der ellers er fuldkommen fejlagtig. For det første er det nødvendigt at genfastslå sandheden om socialdemokraternes indstilling over for arbejderklassebevægelsens legale former. „Legaliseringen af ikke-socialistiske og ikke-politiske arbejderforbund i Rusland er allerede påbegyndt“, skrev vi i 1902 i „Hvad må der gøres?“4. „Og vi kan herefter ikke undlade at regne med denne nye strømning.“ Hvordan skal vi regne med den? ― spørgsmålet rejses dér og besvares af en henvisning til behovet for at afsløre, ikke blot Zubatov’ernes teorier, men også alle liberale, harmoniske taler om „klassernes fredelige samarbejde“. (I sin invitation til samarbejde med Socialdemokratiet anerkender „Befrielse“ fuldt ud den første opgave, men ignorerer den anden.) „Men at gøre alt dette“, fortsætter hæftet, „er ikke ensbetydende med at glemme, at arbejderbevægelsens legalisering til syvende og sidst gavner netop os og absolut ikke Zubatov’erne“. Ved at afsløre zubatovismen og liberalismen på offentlige møder, skiller vi klinten fra hveden. „Hveden, det er, at endnu bredere arbejderlags, også de mest tilbageståendes, opmærksomhed rettes mod sociale og politiske problemer, det er, at vi, de revolutionære, frigøres for funktioner, som i realiteten er legale (distribution af legale bøger, ydelse af hjælp osv.), og hvis udvikling uvægerligt vil give os mere og mere agitationsmateriale.“
Det følger tydeligvis af dette, at hvis nogen lider under „illusioner“ vedrørende spørgsmålet om at „frygte“ bevægelsens legale former, er det „Befrielse“. Langt fra at frygte disse former, påpeger det revolutionære Socialdemokrati tydeligt eksistensen af såvel klint som hvede inde i dem. „Befrielses“ argumenter tjener derfor kun til at skjule de liberales virkelige (og begrundede) frygt for, at det revolutionære Socialdemokrati vil afsløre liberalismens klassevæsen.
Men det, der interesserer os mest, fra de nuværende opgavers synspunkt, er spørgsmål om at befri de revolutionære for nogle af deres funktioner. Selve den kendsgerning, at vi nu oplever begyndelsen på revolutionen, gør dette til et særdeles relevant og meget betydeligt spørgsmål. „Jo mere energisk vi fører den revolutionære kamp, des mere vil regeringen være tvunget til at legalisere en del af det ’faglige’ arbejde og dermed befri os for en del af vor byrde“, sagde vi i „Hvad må der gøres?“.5 Men den energiske revolutionære kamp befrier os for „en del af vor byrde“ på mange andre måder end denne. Den nuværende situation er gjort mere end blot „legalisere“ meget af, hvad der før var ulovligt. Den har udbredt bevægelsen til en sådan grad, at uanset regeringens lovgivning er meget, der engang blev betragtet som og faktisk udelukkende var inden for revolutionæres rækkevidde, er trådt ind i praksissens område, er blevet vanligt og tilgængeligt for masserne. Hele Socialdemokratiets historiske udviklingskurs kendetegnes af den kendsgerning, at over for alle forhindringer, har det vundet sig stigende aktionsfrihed, på trods af tsaristiske love og polititiltag. Det revolutionære proletariat omgiver sig faktisk med en vis atmosfære, der er utænkelig for regeringen, af sympati og støtte, både inden for arbejderklassen og inden for andre klasser (der selvfølgelig kun er enige i en lille del af arbejderklassedemokraternes krav). I bevægelsens første etaper måtte en socialdemokrat udføre en hel del af nærmest kulturelt arbejde, eller koncentrere sig næsten udelukkende om økonomisk agitation. Nu overgår disse funktioner, en efter den anden, til nye kræfters hænder, til bredere lag, der slutter op om bevægelsen. De revolutionære organisationer har mere og mere koncentreret sig om at udføre den virkelig politiske ledelses funktion, funktionen at uddrage socialdemokratiske følgeslutninger fra arbejderprotesterne og folkevreden. I begyndelsen måtte vi lære arbejderne ABC, både bogstaveligt talt og i overført forstand. Nu er den politiske videns standarder opløftet så kæmpemæssigt, at vi kan og bør koncentrere alle vores anstrengelser om de mere direkte socialdemokratiske mål, der sigter mod at give den revolutionære strøm en organiseret retning. Nu gør de liberale og den legale presse en hel del af det „forberedende“ arbejde, på hvilket vi hidtil har brugt så mange kræfter. Nu har den åbne propaganda for demokratiske opfattelser og krav, der ikke længere forfølges af den svækkede regering, spredt sig så bredt, at vi må lære at justere os selv til dette, bevægelsens helt nye omfang. Naturligvis er der både klint og hvede i dette forberedende arbejde. Naturligvis vil socialdemokraterne nu være nødt til at bruge mere opmærksomhed på at bekæmpe de borgerlige demokraters indflydelse over arbejderne. Men selve dette arbejde vil have meget mere virkeligt socialdemokratisk indhold end vores tidligere aktiviteter, der hovedsageligt sigtede mod at vække de politisk ubevidste masser.
Jo mere folkebevægelsen spreder sig, des mere tydeligt vil det sande væsen af de forskellige klasser blive afsløret, og des mere presserende vil Partiets opgave være i at lede klassen, i at blive dets organisator, i stedet for at rende i halen på begivenhederne. Jo mere den uafhængige revolutionære aktivitet af alle slags udvikler sig overalt, des mere åbenlyst vil „Arbejdersagens“ flosklers hulhed og meningsløshed stå frem, floskler, der så ivrigt tages op af det nye „Gnistens“ tilhængere, om uafhængig aktivitet generelt, des mere betydelig vil meningen af socialdemokratisk uafhængig aktivitet blive, og des større vil blive kravene, som begivenhederne rejser over for vores revolutionære initiativ. Jo bredere samfundsbevægelsens nye strømme bliver, des større bliver vigtigheden af en stærk socialdemokratisk organisation, der er i stand til at skabe nye kanaler til disse strømme. Jo mere den demokratiske propaganda og agitation udføres uafhængigt af os virker til vores fordel, des større bliver betydningen af en organiseret socialdemokratisk ledelse til at sikre arbejderklassens uafhængighed fra de borgerlige demokrater.
En revolutionær epoke er for socialdemokraterne det samme som hvad krigstid er for en hær. Vi må udvide vor hærs kadrer, vi må gå frem fra fredsstyrke til krigsstyrke, vi må mobilisere reserverne, genindkalde dem på orlov, og danne nye korps, enheder og værn af hjælpetropper. Vi må ikke forglemme at i krig må vi nødvendigvis og uundgåeligt stille og med mindre trænede afløsere, meget ofte erstatte officerer med menige soldater, og fremskynde og forenkle forfremmelsen af soldater til officersrang.
For at sige det uden metaforer, må vi betydeligt forøge medlemskabet af alle parti- og partiforbundne organisationer for at være i stand til i en vis grad at holde trit med strømmen af folkelig revolutionær energi, som er blevet hundredfold styrket. Dette, det siger sig selv, betyder ikke at pålidelig træning og systematisk instruktion i de marxistiske sandheder skal efterlades i skyggen. Vi må imidlertid huske på at i den nuværende tid må langt større betydning tillægges de militære operationer når det gælder træning og uddannelse, fordi de underviser de utrænede præcist og helt i vor ånd. Vi må huske at vor „doktrinære“ trofasthed til marxismen, nu forstærkes af de revolutionære begivenheders udvikling, som overalt leverer konkrete lektioner til masserne og at alle disse lektioner præcist bekræfter vort teorem. Derfor taler vi ikke om at opgive vort teorem, eller slække vor mistroiske og mistænksomme holdning til de uldne intellektuelle og åndløse revolutionære. Tværtimod. Vi taler om nye metoder for at undervise i teoremet, metoder som det er utilgiveligt for en socialdemokrat at glemme. Vi taler om vigtigheden for vor dag af at anvende de store revolutionære begivenheders konkrete lektioner, for at kunne viderebringe — ikke til studiekredse, som før i tiden, men til masserne — vor gamle, „dogmatiske“ lektioner, som f.eks. at det er nødvendigt i praksis at forbinde massernes oprør med terror, eller at bag de uddannede russiske samfunds liberalisme må man være i stand til at skelne vort borgerskabs klasseinteresser (jævnfør vores polemikker med de social-revolutionære om dette spørgsmål i „Fremad“ nr. 36).
Således er det ikke et spørgsmål om at slække vor socialdemokratiske fordringsfuldhed og vor ortodokse uforsonelighed, men om at styrke begge via nye veje, via nye træningsmetoder. I krigstid bør rekrutter få deres træningslektioner direkte fra militære operationer. Så grib de nye træningsmetoder mere dristigt an, kammerater! Fremad, og organisér flere og flere tropper, send dem i kamp, rekruttér flere unge arbejdere, udvid alle partiorganisationers normale rammer, fra komiteer til fabriksgrupper, fagforeninger og studenterkredse! Husk på at ethvert øjebliks forsinkelse i denne opgave, vil falde i hænderne på socialdemokratiets fjender. For de nye strømme søger et omgående udløb, og hvis de ikke finder en socialdemokratisk kanal, vil de strømme ind i en ikke-socialdemokratisk kanal. Husk på at ethvert praktisk skridt i den revolutionære bevægelse, uundgåeligt giver de unge rekrutter en lektion i socialdemokratisk videnskab. For denne videnskab er baseret på en objektiv korrekt vurdering af de forskellige klassers styrker og tendenser, mens revolutionen selv ikke er andet end tilintetgørelsen af de gamle overbygninger og de forskellige klassers uafhængige aktioner, der hver især strides om at rejse den nye overbygning på sin egen måde. Men forring ikke vor revolutionære videnskab til et niveau af rent bogligt teorem, vulgarisér den ikke med usle fraser om taktik-som-proces og organisering-som-proces, med fraser der sigter mod at retfærdiggøre forvirring, vaklen og mangel på initiativ. Giv mere spillerum til alle de forskelligartede gruppers og kredses forskellige virksomhed, ved at huske på at bortset fra vor tilrådning og uanset dette, vil den ubarmhjertige nødvendighed at de revolutionære begivenheders march, holde dem på den rette kurs. Det er et gammelt maksime at i politik må man ofte lære af fjenden. Og i revolutionære øjeblikke påtvinger fjenden os altid retfærdige konklusioner på en særlig lærerig og hurtig måde.
For at sammenfatte, må vi forene den voksende bevægelse, der er forøget hundredefold, med arbejdets nye tempo, med den friere atmosfære og det bredere virkefelt. Arbejdet må tildeles et helt anderledes omfang. Træningsmetoderne bør omfokuseres fra fredelig instruksion til militære operationer. Unge kæmpere bør rekrutteres mere dristigt, bredere og hurtigere ind i rækkerne af alle og hver eneste type af vores organisationer. Hundreder af nye organisationer bør oprettes til dette formål uden et øjebliks forsinkelse. Ja, hundreder; dette er ingen overdrivelse, og ingen må sige til mig, at det er „for sent“ at håndtere en sådan bred organisatorisk opgave nu. Nej, det er aldrig for sent at organisere. Vi må bruge den frihed vi får af loven og friheden vi erobrer trods loven, til at styrke og forøge antallet af Partiets organisationer af alle varianter. Uanset revolutionens kurs eller resultat, uanset hvor tidligt den kan blive sat i skak af den ene eller anden omstændighed, vil alle dens virkelige opnåelser kun blive sikre og troværdige, så vidt proletariatet er organiseret.
Parolen: „Organisér jer!“, som flertallets tilhængere ønskede at proklamere i fuld formulering på den II. Partikongres, må nu bruges øjeblikkeligt. Hvis vi ikke lever op til at vise dristigt initiativ i at oprette nye organisationer, må vi betrage påstanden om en fortropsrolle som grundløs og opgive den. Hvis vi stopper hjælpeløst op foran komiteernes, gruppernes, mødernes og cirklernes opnåede grænser, former og rammer, vil vi blot bevise vores egen handlelammelse. Tusindvis af cirkler springer nu op overalt uden vores hjælp, uden noget defineret program eller mål, simpelthen under begivenhedernes vægt. Socialdemokraterne må gøre det til deres opgave at etablere og styrke direkte kontakt med det størst mulige antal af disse cirkler, at assistere dem, at give dem sin egen videns og erfarings fordele, at vække dem med deres eget revolutionære initiativ. Lad alle sådanne cirkler, bortset fra de, der er erklæret ikke-socialdemokratiske, enten direkte træde ind i Partiet eller rette sig efter Partiet. I sidstnævnte tilfælde må vi ikke forlange at de accepterer vores Program eller nødvendigvis træder ind i organisatoriske relationer med os. Deres protesthumør og symapti for det internationale revolutionære Socialdemokratis sag er i sig selv tilstrækkelige, så længe socialdemokraterne arbejder effektivt iblandt dem, for at disse sympatisørcirkler under begivenhedernes vægt kan omdannes til først demokratiske hjælpere og dernæst overbeviste medlemmer af arbejderklassens Socialdemokratiske Parti.
Der er masser af folk og vi mangler folk; denne modsigelse har længe udtrykt modsigelserne mellem det Socialdemokratiske Partis organisatoriske liv og organisatoriske behov. I dag er denne modsigelse mere fremtrædende end nogensinde før; vi hører ofte fra alle sider følelsesladede appeller om nye kræfter, klager over manglen på kræfter i organisationerne, samtidig med at vi overalt har utallige tilbud om tjeneste, en vækst i de unge kræfter, især blandt arbejderklassen. Den praktiske organisator, der klager over manglen på folk under sådanne betingelser, bliver offer for den illusion, som Madame Roland led under, da hun i 1793, på den Store Franske Revolutions højdepunkt, skrev, at Frankrig ingen mænd havde, kun dværge. Folk, der taler på denne måde, ser ikke skoven for bare træer; de indrømmer at de er blændet af begivenhederne, at det ikke er dem, de revolutionære, der styrer begivenhederne i sind og dåd, men begivenhederne der styrer dem og har overvældet dem. Sådanne organisatorer burde gå på pension og overlade marken til de yngre kræfter, der ofte gør op for med livfuldhed, hvad de mangler i erfaring.
Der er ingen folketørke; aldrig har det revolutionære Rusland haft så store mængder af folk som nu. Aldrig har en revolutionær klasse haft så gode vilkår hvad angår midlertidige allierede, bevidste venner og ubevidste tilhængere, som det russiske proletariat i dag. Der er masser af folk; alt vi behøver er at slippe af med bagtropsopfattelser og -forskrifter, give initiativet og iværksætteriet, „planerne“ og „projekterne“ fuldt omfang, og dermed vise os selv som værdige repræsentanter for den storslåede revolutionære klase. Da vil Ruslands proletariat gennemføre hele den store Russiske Revolution så heltemodigt, som det har påbegyndt den.
23. februar 1905
V. I. LENIN
1Som i alle tilfælde skal „Socialdemokratiet“ læses som „det Kommunistiske Parti“. O.A.
2Se V. I. Lenin: „Smukke ord smører ikke pastinakker“, 1905.
3Undtagelsesloven Imod Socialisterne blev udråbt i Tyskland i 1878. Loven undertrykte alle det Socialdemokratiske Partis organisationer, arbejderklassens masseorganisationer og arbejdspressen; socialistisk litteratur blev konfiskeret; og forvisningen af socialister begyndte. Loven blev annulleret i 1890 under pres fra arbejderklassens massebevægelse.
4Se V. I. Lenin: „Hvad må der gøres?“, 1902. Kapitel IV, afsnit B: „Dilettanteri og økonomisme“.
5Se V. I. Lenin: „Hvad må der gøres?“, 1902. Fodnote til kapitel IV, afsnit F: „Det lokale og det landsomfattende arbejde“.
6Se V. I. Lenin: „Fra narodnisme til marxisme“, 1905. Første artikel.
socialistiskrevolution.wordpress.com 