I anledning af 34-året for Heltemodets Dag, den 19. juni 1986, reproducerer vi hermed en udtalelse af Studiekredsen Røde Sol fra 1995.
Proletarer i alle lande, foren jer!
HÆDER OG ÆRE TIL HELTEMODETS DAG
19. JUNI 1986!
DET BLOD DER HER MÅTTE FLYDE VIL ALDRIG BLIVE GLEMT!
19. juni er en mærkedag for folkekrigen i Peru. På denne dag i 1986 kæmpede hundredvis af krigsfanger under ledelse af Perus Kommunistiske Parti (PCP) for at forsvare sig imod en planlagt massakre på fangerne i de 3 fængsler: El Fronton, Lurigancho og Callao. Krigsfangerne gjorde oprør for at modstå en plan om at myrde dem, en plan som var blevet forberedt gennem en massiv kampagne imod fangerne i medierne. De erobrede en håndfuld våben og forskansede sig i deres afdelinger af fængslet og krævede en garanti fra regeringen om at respektere deres liv. Regeringens svar var en massakre. Militæret angreb et af fængslerne på øen El Fronton med krigsskibe og kamphelikoptere. De andre fængsler blev angrebet af svært bevæbnede soldater der bl.a. brugte granater. Fangerne forsvarede sig heltemodigt med slynger, spyd og andre hjemmelavede våben. På trods af overmagten lykkedes det fangerne at holde stand i flere dage. Over 300 kammerater blev myrdet ved hærens og politiets afskyelige og skændige massakre, iværksat af Alan Garcias fascistiske og korporativistiske APRA-regering. Det heltemod som fangerne i de 3 fængsler udviste vil skinne for evigt overfor verden, som et storslået eksempel på faste og beslutsomme kommunister der intet frygter, heller ikke døden og som urokkeligt kæmper for at afskaffe al klasseudbytning og undertrykkelse, i kampen for vort endelige mål – kommunismen.
Formand Gonzalo skriver om de faldne kammerater:
“Da de blev krigsfanger gik de aldrig ned på knæ men fastholdt stædigt at kæmpe, mobilisere og producere og gennem ihærdige kampe forvandlede de den udslidte og rådne peruvianske stats fangehuller til Lysende Kampskyttegrave…. de lærer os at give livet for Partiet og revolutionen i dag, i morgen og altid. Hæder og ære til Heltemodets dag!”.
MAJ 92 MASSAKRE I CANTO GRANDE, EN HELTEMODIG MODSTAND
Video optagelser fra 1992 af krigsfangerne fra Canto Grande fængslet i Lima der er gået verden rundt, viser hvordan fængslerne forvandles til Lysende Kampskyttegrave. Fangerne nægter at lade sig nedbryde, men hejser forsvarer og anvender marxismen-leninismen-maoismen, Gonzalo tænkningen og fortsætter med at tjene revolutionen på bedst mulig måde. Trods militærets optællinger, ransagninger og regelmæssige angreb på fangerne, organiserede de et kollektivt liv – fælles mad, studier, kultur, sport, sundhed, håndarbejde og fejrede det internationale proletariats, Partiets og folkekrigens mærkedage med optog og parader. På fængselsmurene lavede de store vægmalerier, de producerede for ikke at være en byrde og selv jorden i fængselsgårdene blev udnyttet til at dyrke grøntsager. Med bevidstheden om at en ny massakre var under forberedelse gjorde fangerne oprør. Det strakte sig fra den 6-9. maj 1992. Under oprøret angreb hæren afdelingerne med de omkring 500 krigsfanger på ordre fra folkemorderen og landsudsælgeren Fujimori. Fangerne kæmpede i 4 dage hvorefter de stoppede deres aktion. De forlod deres afdelinger og kom ud mens de holdt hinanden i hænderne og sang de kendte kampsange. De blev derefter tvunget til at ligge på maven i fængselsgården i flere dage, mens hæren efter en liste udpegede og derefter henrettede dem som de mente var lederne. Påskuddet for at udføre endnu en afskyelig massakre var det sædvanlige, at fangerne skulle have overtaget fængslet, at de planlagde at flygte osv. Omkring 100 fanger blev myrdet under og efter kampene. De viste os hvad det vil sige at leve for en sag og også at dø for den, deres heltemodige liv fortjente en heltemodig død.
“De reaktionære forsøger forgæves at skade vor ubesejrede moral, de drømmer om at drukne revolutionen i blod, men imod dette subjektive ønske lyser folkekrigen sejrrigt, den er fyrtårn for verdensrevolutionen – jo mere modbydelige handlinger de udfører, jo mere graver de reaktionære deres egen grav. Partiet har smedet os i at trodse døden, det er på denne måde vor Formand Gonzalo har smedet os. Vi har en kompromisløs kommunistisk holdning. Intet kan stoppe os. Intet…. Vi bekræftiger os påny i at kun folket fælder dom over folkemorderne! Domfældelsen kan tage lang tid, men til sidst vil den komme. Ingen folkemordere kan undslippe folkets retfærdighed. Alle folkemordere og deres medskyldige vil blive fejet bort af revolutionen”.
Krigsfangerne fra Canto Grande, december 1992.
HÆRENS NEDERLAG PÅ SLAGMARKEN HÆVNES MED ANGREB OG MASSAKRER PÅ KRIGSFANGERNE
Dette gentager sig gang på gang i Peru. Folkebefrielseshæren under ledelse af PCP forsvarer med succes den Nye Stat der findes i store dele af Peru. Den Nye Stat udgøres af Folkekomiteer og støttebaser hvor den tidligere halvfeudale udbytning og undertrykkelse er blevet knust. De væbnede styrkers omringelses og tilintetgørelses kampagner bliver slået tilbage en efter en. De kan ikke besejre folkebefrielseshæren, fordi den har massernes støtte og derfor bevæger sig blandt masserne som fisk i vandet. Når den reaktionære hær bliver besejret på slagmarken, vender den sig “modigt” imod de afvæbnede krigsfanger. Det er udfra dette historiske mønster af gentagelser, at vi advarer om en ny massakre imod krigsfangerne der er under forberedelse.
Lige siden folkekrigens indledning og især efter Fujimoris selvkup 5. april 1992 har imperialismen, hovedsageligt yankee imperialismen i ledtog med revisionismen og reaktionen forgæves forsøgt at bekæmpe folkekrigen. De har tilfangetaget Formand Gonzalo og med egne ord skabt et”lille Vietnam” i Perus jungler, med bombninger af landsbyer og store militær offensiver imod støttebaserne, de har konstrueret et hav af løgnehistorier og kampagner imod PCP og folkekrigen, som en del af den psykologiske krigsførelse indenfor lav-intensitetskrigen. Med den største af disse løgnehistorier: at Formand Gonzalo opfordrer til en fredsaftale fra fængslet, har de forsøgt at sværte Formand Gonzalo til, de har forsøgt at få deres sorte drøm om PCP’s kapitulation til at gå i opfyldelse. Men alt dette er slået fejl. Folkekrigen fortsætter sin fremgang og har på denne måde knust hver eneste kontrarevolutionære offensiv, hver eneste løgnehistorie. Når vi således kan se at imperialismen, revisionismen og reaktionen trods alle anstrengelser, endnu engang har lidt nederlag må vi advare imod at krigsfangerne fra PCP og i særdeleshed Formand Gonzalo er i en faretruende situation og at regimet forbereder en ny massakre.
FORMAND GONZALO OG KRIGSFANGERNE KÆMPER I LYSENDE KAMPSKYTTEGRAVE
Fujimori har erklæret at Formand Gonzalo er “meget syg og deprimeret” og at “han vil dø inden 3 år”. Fujimori praler med at “ingen lever længe i det fængsel hvor han bliver holdt fanget”. Fujimori siger nu åbent at Formand Gonzalo vil dø af psoriasis, som kun er livstruende hvis man befinder sig under sådan uudholdelige betingelser og ikke får medicinsk behandling. Dette er et alvorligt forsøg på at slå Formand Gonzalo ihjel og det viser samtidig at alle Fujimoris påstande om at Formand Gonzalo opfordrer til en fredsaftale er løgn. Hvis det var tilfældet hvorfor holdes han så stadig i total isolation, hvorfor lader han ikke Formand Gonzalo stå frem og tale for sig selv? Hvis han opforderer til en fredsaftale hvorfor straffes han så på denne måde? Sandheden er at Formand Gonzalo ikke er knækket, at han kæmper en hård kamp, at han har forvandlet sit rådne fangehul til en Lysende Kampskyttegrav. Han lærer os at give livet for Partiet og revolutionen og aldrig at nedlægge våbnene før vi når til kommunismen og han efterlever dette i denne den største af alle Lysende Kampskyttegrave.
Angrebene og massakrerne på krigsfangerne skal ses i sammenhæng med folkekrigens udvikling. I 1982 i El Fronton fængslet blev fangerne angrebet, det var i folkekrigens begyndelse hvor politiet efter knusende nederlag ydmyget måtte trække sig tilbage og militæret blev sat ind. Angreb på fangerne i Lurigancho i 1985, både i juli og oktober. Dette på et tidspunkt hvor militæret havde forsøgt at drukne revolutionen i blod og havde begået et utal af massakrer, men alligevel måtte sande at folkekrigen udviklede sig og Folkekomiteer skød op over store dele af landet. Heltemodets dag 19. juni 1986, hvor PCP efter stor fremgang var ved at indlede den IV Store Strategiske Plan Om At Udvikle Støttebaser. Og Canto Grande fra 6-9 maj 1992 med folkekrigens indtræden i den strategiske ligevægt hvor PCP opbygger magtens erobring i hele landet. Folkekrigen udvikler sig og fangernes kamp er en del af den. Formand Gonzalo siger om kammeraterne i Canto Grande, her er endnu et bevis på hvordan vi er, hvordan vi vil opbygge det nye samfund, hvordan vi fører de nye produktionsforhold ud i livet, hvordan vi organiserer hverdagslivet og dette er et stort eksempel.
Hver eneste massakre har været et politisk, militært og moralsk nederlag for den gamle peruvianske stat. Hvad har de fået ud af dem? Et hårdtslående nederlag. Hvorfor? Fordi enhver militær aktion vejledes af et politisk mål. Men de har ikke opnået et eneste af dem. F.eks. er det eneste Fujimori har opnået at folk endnu mere har forkastet ham og at han har mistet mere prestige end selv forgængeren Alan Garcia. Tænk bare på den internationale kampagne han iværksatte om den såkaldte respekt for menneskerettighederne i Peru fra den gamle stats side. Hæren viser åbentlyst at de er specialister i nederlag og i at bekæmpe afvæbnede krigsfanger og ubevæbnede bønder der støtter revolutionen. Det er her de udråber deres formodede sejre. Men det peruvianske folk er vidne til dette og det kommer til udtryk i deres klassehad imod hæren og det styrker revolutionen endnu mere.
MARXISMEN-LENINISMEN-MAOISMEN, GONZALO TÆNKNING – SEJRENS VÅBEN
Hvad er det der gør fangerne i stand til at fastholde og udvikle kampen i fængslerne, på trods af elendige forhold, massakrer og folkemord? Hvad får den enkelte kæmper til at blive som en bastion i den fæstning som Partiet er? Hvorfor udvikler folkekrigen sig succesrigt og tildeler imperialismen, revisionismen og reaktionen nederlag på nederlag? Fordi kampen ledes af et ægte Kommunist Parti der hejser, forsvarer og anvender det internationale proletariatets videnskabelige ideologi marxismen-leninismen-maoismen, hovedsageligt maoismen. Den almengyldige sandhed der er blevet uddraget og fastslået i klassekampens smeltedigel. Dette mægtige våben der i hænderne på proletariatet og folket gør os i stand til at lave revolutionen. Og Gonzalo tænkningen som den skabende anvendelse af vor almægtige ideologi til Perus specifikke forhold. Gennem mange års kamp har Formand Gonzalo frembragt Gonzalo tænkning som er revolutionens garanti for triumf i Peru og hvis væsentligste bidrag er at have fastslået maoismen som den nye, tredje og højere etape af marxismen. På denne måde forstår vi nødvendigheden af at forsvare hans liv, at støtte folkekrigen i Peru for at revolutionen kan sejre og Perus Folkerepublik indført, som støttebase og kampskyttegrav for verdensrevolutionen.
FORSVAR FORMAND GONZALOS LIV!
LEVE MARXISMEN-LENINISMEN-MAOISMEN, GONZALO TÆNKNING!
LEVE PERUS KOMMUNISTISKE PARTI!
HÆDER OG ÆRE TIL HELTEMODETS DAG, 19 JUNI 1986!
LEVE DE KOMMUNISTISKE OG REVOLUTIONÆRE FANGER I HELE VERDEN DER NÆGTER AT KAPITULERE OG SOM FORTSÆTTER MED AT KÆMPE FOR VERDENSREVOLUTIONEN!
BEKÆMP IMPERIALISMEN, REVISIONISMEN OG VERDENSREAKTIONEN!
socialistiskrevolution.wordpress.com 