Heltemodets Dag, den 19. juni 1986, blev det mest storslåede udtryk for Perus proletariats og folks heroisme. Formand Gonzalo sagde: „Den 19. juni er en dag, der viser for vort folk og hele verden, hvad standhaftige kommunister og konsekvente revolutionære er i stand til at gøre, for det var ikke kun kommunister der døde, den største del var revolutionære. Det er udfra dette at dagen er blevet et symbol, fordi det er en specifik dato, mens det generelle folkemord fandt sted over to år, med mange spredte begivenheder. Den 19. juni er en begivenhed med stor genklang og er et eksempel der rystede Peru og verden. Derfor har vi gjort den 19. juni til ’Heltemodets Dag’.“1 (Vores fremhævning).
På denne dag hvert år mindes det internationale proletariat og verdens folk de faldne i kampen for friheden, for socialismen, for Kommunismen ― for den verden, „hvor solen altid stråler smukt“, som „Internationalen“ siger. Og fordi marxismen-leninismen-maoismen kræver af os, at vi gør kreativ anvendelse af ideologien, af det generelle, til vores egen revolutions konkrete vilkår, må vi undersøge proletariatets historie i Danmark, dette land hvori vi selv befinder os, og i anledning af denne helligdag uddrage og fremhæve det heltemod, som vores kontingent af det internationale proletariat og vores folk har gjort, det blod som vi selv har udgydt i kampen for vores frigørelse. Dette tjener rekonstitueringen af Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) til Folkekrigen, det tjener den Proletariske Verdensrevolution.
Studiekredsen Røde Sol etablerede i september 1995: „I 1940 bliver Danmark besat af Tyskland. Det er i disse 5 år under besættelsesmagten, et fascistisk diktatur med dets danske landsudsælgende håndlanger-regering, at det danske proletariat og folk, ledet af DKP, viser sin mest heltemodige kampgejst og offervilje i dette århundrede. DKP er den egentlige initiativtager til og ledelse i den organiserede modstandskamp og bliver udsat for den stærkeste forfølgelse og undertrykkelse. ’Kommunist-loven’ vedtages med forbud imod kommunistisk organisation og propaganda og giver mulighed for forvaring ved mistanke om ’at ville deltage i kommunistisk virksomhed eller agitation’. Tyskland forlanger 70 kommunister anholdt og får af den danske ’samarbejdsregering’ og det danske politi mere end 400 danske kommunister udleveret i stedet. Dette sker på selvsamme dag som Sovjetunionen angribes af Tyskland, den 22. juni 1941. Nogle af disse kommunister sendes sammen med mange andre sønner og døtre af det danske folk til sygdom og død i de tyske arbejds- og koncentrationslejre gennem de 5 års besættelse af vort land. Udbytningen og undertrykkelsen af proletariatet og folket intensiveres med arbejdsloven der bl.a. forbød strejker, men det danske folk rejser sig til modværge og i august 1943 udbryder folkestrejkerne, med opstande der tvinger den danske landsudsælgende kapitulations-regering til at gå af.
I løbet af 2. Verdenskrig og med befrielsen fra den tyske besættelse i maj 1945, opnår DKP den største prestige iblandt det danske proletariat og folk, som det socialistiske Sovjetunionen og den Røde Hær under ledelse af Kammerat Stalin gjorde det i hele verden. Men i tiden kort efter 2. Verdenskrig, viser der sig nogle alvorlige problemer i DKP der indgår i ’befrielsesregeringen’ og forsøger at skabe et enhedsparti med Socialdemokratiet, der dagen før var på Tysklands side. DKP udviser en alvorlig mangel på forståelse af grundlæggende marxistiske principper bl.a. vedrørende bourgeoisiets kontra proletariatets diktatur, brugen af parlamentet, socialdemokratiets klassekarakter og ved at fremføre en ’mulig fredelig overgang til socialismen’.“2 (Vores fremhævning).
Denne Modstandskamp, denne sabotagekrig, er det hidtil højeste udtryk for proletariatets og folkets, de revolutionæres og kommunisternes, heltemod i dette land, et heltemod og en offervilje som vi må fejre på denne dag: Heltemodets Dag. Formand Gonzalo sagde på 1-året for Heltemodets Dag: „Folkets uudtømmelige skød ernærede dem med beskeden næring og lærte dem at gå; klassekampen formede deres sind; og Partiet, som den første og højeste samfundsform, hævede deres politiske bevidsthed ved at væbne dem med marxismen-leninismen-maoismen, vejledende tænkning, forøgede deres kampevne ved at organisere dem i Folkeguerillahæren og sammensmelte dem med de fattige bondemasser, og hærdede deres krop og sjæl i Folkekrigens uudslukkelige esse. Da de blev krigsfanger gik de aldrig ned på knæ men fastholdt stædigt at kæmpe, mobilisere og producere, og gennem ihærdige kampe forvandlede de den udslidte og rådne peruanske stats usle fangehuller til Lysende Kampskyttegrave. […]
Således fortsætter krigsfangerne, som historiens personligheder, med at vinde slag hinsides døden, fordi de lever og kæmper i os ved at erobre nye sejre; vi mærker deres kraftige, uudslettelige, levende og lysende tilstedeværelse der lærer os at give livet for Partiet og revolutionen i dag, i morgen og altid. Hæder og ære til Heltemodets Dag!“3 (Vores fremhævning).
Ligeledes forholder det sig med proletariatets og folkets martyrer i Danmark. De kommunistiske militanter, kadrer og ledere, som led under de værst mulige betingelser i Det Tredje Riges udryddelseslejre; de røde og demokratiske partisaner fra „BOPA“ og de øvrige væbnede organismer, der gav livet for folkets frihed; masserne som gav husly og mad fra egne læber til frihedskæmperne under jorden, der blev ofre for schalburgtage, Gestapo, HIPO og landsudsælger-regimets egne KZ-lejre; disse kammerater ofrede sig for at gøre Danmark frit igen. At revisionismen solgte deres kamp for taburetter i „Befrielsesregeringen“ spiller ingen rolle i at undergrave deres heltemod og offervilje.
Proletariatet og folket i Danmark vil for altid huske Aage Nielsen, der blev tortureret ihjel af Gestapo; Harry Plambech, der gav livet så hans kammerater kunne undslippe politiet; Svend Rasmussen, den første som blev henrettet i Ryvangen; Arno Hansen, skudt af tyskerne under en aktion; Victor Larsen, dræbt i et bagholdsangreb; Martin Andersen, dræbt i baghold; Kammerat Chang, henrettet efter aktionen mod „Globus“; Erik Hagens, partisanerlæge, dræbt under tilbagetog fra en aktion; de 11 krigsfanger fra Shellhuset, der blev henrettet på Ringsted vejen; Kammerat Erik, dræbt under en guerillaaktion; Kammerat Thomsen, død på tysk arbejdskommando; Kammerat Mogens Thagaard, der tog 2 Gestapo-svin med sig i døden; Kammerat Peter, død i KZ-lejren Neuengamme; Kammerat Anders, død efter angrebet på Hærens Våbenarsenal; kammeraterne Freddy og Jørgen, dræbt af HIPO-landsforræderne; Kammerat Lille Sven, der døde i spidsen for sine kammerater under en aktion; kammeraterne James og Willy, tortureret af Gestapo og dræbt sammen i Ryvangen; Helge Emil Frederiksen, død under en sabotageaktion på Nørrebro; Kammerat Per, falden under aktion imod et tysk ammunitionstog; Kaj Jensen, overmandet af 50 tyskere, men kæmpede til det sidste; Kammerat Terkel, dræbt af en stikker; Bjarne Louis Hansen, der reddede sine kammerater under et bagholdsangreb; Kammerat Frants, dræbt af tyske miner efter Befrielsen; og de utallige øvrige militanter, partisaner og masser, som måtte lade livet i Ryvangen, i de danske og tyske KZ-lejre og under den tyske imperialismes udbytning og undertrykkelse af proletariatet og folket.
Deres offervilje, hengivenhed og heltemod over for deres fædreland, og som partisaner under ledelse af DKP, først og fremmest over for Kommunismens sag, kom til sit højeste udtryk gennem geværløbet. Det var med geværer at Partiet, „BOPA“ og masserne løftede Danmark af hængslerne. Ikke blot det ― deres blod, som blev udgydt i kampen for Danmarks frihed og for socialismen, smeltede sammen med hele verdens folks udgydte blod i den fælles kamp imod den tyske imperialisme, hovedfjende for verdens folk, og for forsvaret af proletariatets diktatur i Sovjetunionen. Deres kamp rettede værdifulde slag imod nazi-imperialismens bæst, der aktion efter aktion blev drevet tilbage i sin rede i Berlin, hvor den Røde Hær kunne give den dødstødet. Det var, som Kammerat Stalin havde sagt: „Krigen mod det fascistiske Tyskland må ikke betragtes som en almindelig krig. Den er ikke blot en krig mellem to hære. Den er samtidig hele sovjetfolkets store krig mod de tysk-fascistiske tropper. Målet for denne folkets fædrelandskrig mod de fascistiske undertrykkere er ikke blot at fjerne den fare, vort land svæver i, men også at hjælpe alle de nationer i Europa, der stønner under den tyske fascismes åg. I denne befrielseskrig kommer vi ikke til at stå alene. I denne store krig vil vi få trofaste forbundsfæller i Europas og Amerikas folk, deriblandt også det tyske folk, der er trælbundet af de hitleristiske førere. Vor krig for vort fædrelands frihed vil smelte sammen med den kamp, som Europas og Amerikas folk fører for deres uafhængighed og demokratiske friheder. Det bliver en sluttet front af folk, der forsvarer friheden mod slaveri eller truende slaveri under Hitlers fascistiske hære. […] Vi må med alle vore kræfter støtte vor heltemodige Røde Hær, vor berømmelige Røde Flåde! Alle folkets kræfter må sættes ind for at knuse fjenden! Fremad til sejren!“4.
Lad os på denne Heltemodets Dag huske de kammerater, de revolutionære kæmpere, de heltemodige masser, der verden over har givet livet og blodet for frihedens, socialismens og Kommunismens sag. Hver dag fortsættes dette blod og disse liv med at blive givet i Folkekrigene i Peru, Indien, Tyrkiet og på Filippinerne, for at virkeliggøre den nye verdens idealer, for at skabe den fremtid, som er værd at kæmpe for. Lad os på denne Heltemodets Dag huske de kammerater, der gav livet for Danmarks frihed og for Danmarks Folkerepublik, som en dag vil blive rejst og illuminere dette land, tjenende den Proletariske Verdensrevolution. Lad os gøre denne Heltemodets Dag til en mindedag for de faldne, en håbets dag for den fremtid, de gav livet for at udforme, og en fejringsdag for den kamp, som vi fortsætter og i hvilken de lever videre til evig tid.
HÆDER OG ÆRE TIL HELTEMODETS DAG!
1Perus Kommunistiske Parti: „Interview med Formand Gonzalo“, 1988.
2Studiekredsen Røde Sol: „Kort oprids af Danmarks Kommunistiske Partis historie“, 1995.
3Formand Gonzalo: „Giv livet for Partiet og Revolutionen“, 1987.
4J. V. Stalin: „Radiotale 3. juli 1941“, 1941.
socialistiskrevolution.wordpress.com 