I anledning af 34-året for Heltemodets Dag, den 19. juni 1986, reproducerer vi en artikel fra særnummeret den 1. november af “Land og Folk”, klandestint centralorgan for Danmarks Kommunistiske Parti under den Væbnede Modstandskamp, om Kammerat Aage Nielsen. Kammerat Nielsen var en militant af DKP og rød kæmper i BOPA, den nationale befrielseskamps væbnede styrker, indtil sin død i oktober 1943. Han var kommunist fra barndommen af og Spaniensfrivillig, før han trådte ind i Modstandsbevægelsens rækker. Hans begravelse tiltrak tusindvis af masser og han blev et symbol på den Væbnede Modstandskamp og Danmarks proletariats og folks heltemod og offervilje. Kammerat Aage Nielsen lever i kampen — Kammerat Aage Nielsen er udødelig!
FRIHEDSKÆMPEREN
Jord- og betonarbejder Aage Nielsen
DRÆBT AF GESTAPO
Onsdag den 22. september arresterede Gestapo jord- og betonarbejder AAGE NIELSEN på Nørrebros Runddel. Han kom for at aflevere noget sprængstof til Mekaniker Jens Olsen, Husum, som havde anmodet Aage Nielsen og hans kammerater om at assistere ved en sabotagehandling mod automobilfirmaet Lystrup, men i mellemtiden havde forrådt frihedskæmperne til Gestapo.
Jens Olsen fik kort tid efter den skæbne, han havde fortjent, og som enhver, der udleverer danskere til de tyske bødler, udsætter sig for. Han blev den 6. oktober fundet i Husum Mose med et skud gennem hovedet.
Det var en rankrygget frihedskæmper, Gestapo takket være den usle forræder fik i sine klør: Aage Nielsen fødtes i et arbejderhjem på Nørrebro den 8. august 1918 som søn af maskinarbejder C. V. Nielsen.
Fra sine tidligste år var han levende interesseret i samfundsspørgsmål, og i sit korte liv var han altid at finde der, hvor der kæmpedes mod undertrykkelse, der, hvor kampen for frihed og folkets elementære rettigheder stod. ―
Det var for ham en ganske naturlig sag, at han i august 1936, to dage efter at være fyldt 18 år, sammen med sine to brødre Kaj og Harald som de første danskere begav sig til Spanien for at kæmpe for demokratiet og folkets sag på det spanske folks side. De tre brødre skyede ingen anstrengelser for at opfylde hvad de betragtede som deres simple pligt som frihedselskende mennesker. De cyklede gennem Tyskland, men da pengene var små, måtte cyklerne sælges, og hele turen gennem Frankrig tilbagelagdes til fods.
I 18 måneder kæmpede Aage Nielsen i Spanien.
Først kom han til Nordfronten, hvor han i Centuria Thälmann deltog i kampene ved Saragossa. Derfra forflyttedes han til en maskingeværgruppe og deltog som maskingeværfører i kampene ved Madrid under Hans Beimlers ledelse.
Under en af de seneste kampe om universitetsbyen var regimentets fane i fare for at gå tabt, men Aage Nielsen stormede alene frem og bjergede den.
Aage Nielsen og hans to brødre modtog som de første i den Internationale Brigade Ordenen af Blodets Fane.
I Spanien kæmpede Aage Nielsen sammen med frihedselskende mennesker af alle politiske afskygninger. Selv var han fra 13 års alderen knyttet til den kommunistiske bevægelse, først gennem Børneorganisationen, senere gennem Ungdomsforbundet og ved sin død som medlem af Danmarks Kommunistiske Parti. Gennem sin politiske udvikling lærte han hurtigt, hvilken betydning samarbejdet mellem folkene og i særdeleshed arbejderklassens enhed har for kamen mod fascismen, og i nogle artikler i „ARBEJDERBLADET“ i 1937, skrevet i Spanien, beklagede han bittert, at ledende socialdemokrater her i landet gik imod enhedsfrontsdemonstrationen på 1. Majdagen. I klare og jævne ord manede den unge Aage Nielsen til samling. Han kunne gøre det med så meget desto større vægt, som han netop under kampene i Spanien havde erfaret, hvilken styrke arbejderklassen og folket besidder, når det er enigt.
Krigen i Spanien sluttede, og Aage Nielsen vendte tilbage til Danmark ― ikke for at lægge sig til hvile, men for at fortsætte kampen mod fascismen.
Under hele den tyske besættelse af Danmark har Aage Nielsen været at finde i Modstandsfrontens forreste rækker. Tyskerne var klar over, at han hørte til deres mest uforsonlige modstandere, og under razziaerne i november 1942 blev han sammen med hundreder af andre arresteret, men det lykkedes ham allerede efter 5 måneders forløb på ny at melde sig i frihedskæmpernes rækker.
Hans bedrifter kan ikke i dag fortælles i enkeltheder. Det ville være for værdifuldt materiale at udlevere til Gestapo. Vi må derfor nøjes med at fastslå, at Aage Nielsen har været med og oftest i spidsen for de grupper af uforfærdede folk, som ved deres indsats har vundet hele folkets begejstrede tilslutning og anerkendelse.
Han skildres af sine kammerater som beslutsom og overordentlig modig. Selv ikke Gestapo formåede at knække ham. I næsten en måned befandt han sig i bødlernes kløer og var udsat for deres mest sadistiske forhørsmetoder. Men han gav sig ikke. Hvad han har været udsat for, ved kun Gestapo og han selv, men for os står det fast, at hans mund forblev lukket. Han døde uden at røbe noget som helst om sine kammerater og sit arbejde.
I et brev, som hans forældre først modtog på hans begravelsesdag, ser man, hvor afkræftet denne unge kraftige mand var blevet på mindre end en måned. Håndskriften var rystende og næsten ulæselig. Det stod ham klart, skrev han, at han var døden nær ― og kun derfor havde han fået tilladelse til at skrive dette brev. I mere end en uge før sin død fik han hverken mad eller drikke, og da forældrene så hans lig, kunne de næppe genkende ham, så afmagret var han.
Aage Nielsen begravedes den 24. oktober fra Vestre Kirkegård. Begravelsen var fastsat til kl. 13, men kl. 8:30 meddelte politiet familien, at begravelsen skulle foregå i dybeste hemmelighed allerede kl. 10. Tyskerne ønskede hermed at forhindre det danske folk i at vise en af dets frihedskæmpere den sidste ære, men tyskerne forregnede sig. Længe før kl. 13 var alle sporvogne mod Vestre Kirkegård overfyldt med folk, der ønskede at deltage i højtideligheden, og kl. 13 var der på Vestre Kirkegård forsamlet en mange tusindtallig menneskemængde, som ved graven påhørte mindeord af fagforeningskammerater og sang „Altid frejdig når du går“, „Der er et yndigt land“ og „I flugt går tiden over livets bølger“.
Aldrig har vel sidste vers i den gamle samle:
„Kæmp for alt, hvad du har kært,
dø, om så det gælder,
da er livet ej så svært,
døden heller ikke.“
― passet bedre end ved denne lejlighed. Et væld af kranse og blomster smykkede graven. På de fleste kransebånd stod blot det lille ord, der her betød så meget: TAK! ― Dette lille ord udtrykker i virkeligheden den følelse, som hele folket nærer overfor sin gode søn, Aage Nielsen.
Frihedskampen har ved Aage Nielsens død lidt et føleligt tab, men der er ingen tvivl om, at netop han ved sit eksempel har bidraget til, at det arbejde, som han måtte forlade, vil blive taget op og udført af andre.
Hans indsats vil ikke blive glemt. Hele det danske folk vil stræbe efter en snarlig hævn. Hævn over hans mordere!
DANMARKS KOMMUNISTISKE PARTI
socialistiskrevolution.wordpress.com 