I anledning af 100-året for “Genforeningen” af Danmark og Nordslesvig publicerer vi hermed en mindre samling af dokumenter af Friedrich Engels til belysning af det nationale spørgsmål i Danmark, specifikt i Sønderjylland.
TRE NYE FORFATNINGER
20. februar 1848
Vores profetier om bourgeoisiets kommende triumfer går sandelig hurtigere i opfyldelse, end vi kunne have ventet det. På mindre end 14 dage forvandler tre enevældige monarkier sig til konstitutionelle stater: Danmark, Napoli og Sardinien.
(…)
I den helt anden ende af Europa, i Danmark, dør en konge (Chr. d. 8., o.a.). Hans søn (Fr. d. 9., o.a.), en grov, jovial svirebror, sammenkalder straks en forsamling af notabiliteter, et permanent udvalg, for at rådslå om en fælles forfatning for Hertugdømmerne (Slesvig og Holsten, o.a.) og Danmark. Og for at sikre, at tyskerne gør sig til grin alle steder, ser Hertugdømmerne sig nødsaget til at erklære, at de ikke vil have denne forfatning, fordi de dermed ville blive revet løs fra deres samlede fædreland!
Det er virkelig for latterligt. Hertugdømmerne har en betydelig mindre befolkning end Danmark, og alligevel skal de have det samme antal repræsentanter. Deres sprog skal være ligeberettiget i forsamlingen, i protokollen, alle steder. Kort sagt, danskerne gør tyskerne alle mulige indrømmelser, og tyskerne holder stædigt fast ved deres smagløse nationalegoisme. Tyskerne har aldrig været nationale, når de nationale interesser faldt sammen med fremskridtets; de har altid været det, når det nationale vendte sig imod fremskridtet. Når det gjaldt om at være national, spillede de rollen som kosmopolitter; når det gjaldt om ikke umiddelbart at være national, var de nationale indtil det smagløse. – Og i alle tilfælde gjorde de sig til grin.
Enten er beboerne i Hertugdømmerne dygtige folk og mere fremskredne end danskerne; så vil de få overtaget i stænderkammeret og vil ikke have noget at beklage sig over. Eller også er de tyske syvsovere og bagud over for danskerne i industriel og politisk udvikling, og så er det på høje tid at de bliver taget på slæb af danskerne. Men det er virkelig for absurd, at disse plumpe slesvig-holstenere tigger de 40 millioner tyskere om hjælp mod danskerne og vægrer sig ved at stille op på en slagmark, hvor de har samme fordele mod deres modstandere; det er for absurd, at de tilkalder Det tyske Forbunds politi mod en forfatning.
(…)
KRIGSKOMEDIEN
5. juni 1848
Slesvig-Holsten. Historiens samlede annaler kan sandelig ikke fremvise et felttog, et så slående vekselspil mellem våbenmagt og diplomati, som vores al-tysk-nationale krig med det lille Danmark nu gør det! De store heltegerninger hos den gamle rigsarmé med dens sekshundrede anførere, generalstabe og krigsråd, de gensidige chikanerier mellem anførerne for koalitionen af 1792, ordrerne og kontraordrerne fra den salige kongelige og kejserlige hofkrigsråd – alt der et seriøst, gribende og tragisk sammenlignet med den krigeriske komedie som den nye tyske forbundshør for tiden opfører i Slesvig-Holsten, ledsaget af hele Europas larmende latter.
Lad os kort beskrive forløbet af intrigen i denne komedie. Danskerne rykker frem fra Jylland og anbringer tropper i Nordslesvig. Preusserne og hannoveranerne besætter Rendsborg og Ejderlinien. Danskerne – trods alle tyske pralerier et friskt og modigt folk, angriber hurtigt og kaster efter et slag den slesvig-holstenske hær tilbage til preusserne. Disse følger begivenhederne i ro og mag.
Endelig giver Berlin befaling om at rykke frem. De forenede tyske tropper angriber danskerne og tværer dem ved hjælp af deres overmagt ud ved Slesvig. (…) Slesvig er atter erobret og Tyskland jubler over sin hærs heltedåd.
I mellemtiden opbringer den danske flåde – der alt i alt tæller færre end tyve skibe af betydning – de tyske handelsskibe, blokerer alle tyske havne og dækker overfarten til øerne, som hæren har trukket sig tilbage på. Jylland bliver prisgivet og delvist besat af preusserne, der udskriver en kontribution på 2 millioner specier..
Men inden så meget som en daler er kommet i hus, fremlægger England mæglingsforslag på grundlag af et tilbagetog og Slesvigs neutralitet og Rusland udsender truende noter. Hr. Camphausen hopper rigtigt på limpinden, og på hans befaling trækker de sejrsberusede preussere sig tilbage fra Vejle til Kongeåen, til Haderslev, til Åbenrå, til Flensborg. Straks er de hidtil forsvundne danskere tilbage; de forfølger preusserne dag og nat, de bringer kludder i deres tilbagetog, de lander tropper allevegne, slår tropperne fra de 10. forbundskorps ved Sundeved og viger kun for overmagten. (…) De tyske indbyggere flygter sammen med preusserne, hele Nordslesvig er prisgivet til ødelæggelser og plyndringer, i Haderslev og Åbenrå vejer Dannebrog atter. Man ser, at de preussiske soldater af alle grader parerer ordre lige så godt i Slesvig som i Berlin.
Med ét kommer så befalingen fra Berlin: Preusserne skal rykke frem igen. Nu går det atter lystigt fremad op mod nord. Men komedien er langtfra færdig. Vi afventer, hvornår preusserne denne gang vil få ordre til tilbagetog.
Kort sagt, det er en sand kontradans, en krigerisk ballet, som ministeriet Camphausen lader opføre til sin egen fornøjelse og den tyske nations berømmelse.
Men lad os blot ikke glemme, at scenelyset kommer fra brændende slesvigske landsbyer, og koret dannes af hævnråbene fra danske marodører og friskaremænd. (…)
VÅBENSTILSTANDEN MED DANMARK
22. juli 1848
Köln, 21. juli. Som vore læsere ved, har vi altid betragtet den danske krig med den største koldblodighed. Vi har lige så lidt istemt de nationales øredøvende bravader som den falske slesvig-holstensk-havomkransede begejstrings evige melodi. Vi kendte vort fædreland for godt, vi vidste, hvad det ville sige at forlade sig på Tyskland.
Begivenhederne har til fulde retfærdiggjort vor holdning. Danskernes uhindrede erobring af Slesvig, landets generobring og marchen til Jylland, tilbagetrækningen til Slien, hertugdømmets fornyede erobring til Kongeåen – denne fuldstændigt ubegribelige krigsførelse fra først til sidst har vist slesvigerne, hvilken støtte de kan vente fra det revolutionerede, store, stærke, enige, osv. Tyskland, fra det angiveligt suveræne folk på 45 millioner. Men for at de skulle miste enhver lyst til at blive tyske, for at den “danske undertrykkelse” skulle blive dem langt kærere end den “tyske frihed” – derfor har Preussen i Det tyske Forbunds navn forhandlet sig til en våbenstilstand, som vi i dag bringer i fuld ordlyd.
Ved en våbenstilstands indgåelse har det hidtil været almindeligt, at begge hære beholdt deres stillinger, og at der højst blev lagt en smal, neutral stribe land mellem dem. I denne våbenstilstand, det første resultat af den “preussiske våbenære”, trækker de sejrrige preussere sig mere end 20 mil tilbage, fra Kolding til på denne side af Lauenburg, mens de slagne danskere beholder deres stillinger ved Kolding og kun opgiver Als. Og mere endnu: Dersom våbenstilstanden bliver afblæst, rykker danskerne igen frem til de stillinger, de indtog den 24. juni, dvs. de besætter igen, uden sværdslag, en 6-7 mil bred stribe af Nordslesvig, hvorfra de to gange er blevet slået tilbage, mens tyskerne kun atter må rykke frem til Åbenrå og omegn. Således bliver de “tyske våbens ære holdt i hævd”, og Nordslesvig, der er udmattet efter fire gange at være blevet overskyllet af tropper, får en femte og en sjette invasion stillet i udsigt!
Men det er stadig ikke alt. Selv under våbenstilstanden bliver en del af Slesvig besat af danske tropper. Slesvig skal ifølge artikel 8 besættes af kernen af de regimenter, der er udskrevet i hertugdømmerne, dvs. dels af de slesvigske soldater, der har taget del i bevægelsen, dels af dem, der på det tidspunkt var garnisoneret i Danmark, har kæmpet mod den provisoriske regering, bliver kommanderet af danske officerer og i enhver henseende er danske tropper. De danske aviser ser også sagen fra dette synspunkt.
“Fädrelandet” fra den 13. juli skriver:
“upaatvivlelig vil nemlig de troe slesvigske Troppers Nærværelse i Slesvig betydelig styrke den Folkestemning, som nu, efter at Landet har prøvet krigens Ulykker, med Kraft vil rejse sig mod disse Ulykkers Ophavsmænd.”
Og nu selve den slesvig-holstenske bevægelse. Den bliver af danskerne kaldt et oprør og af Preussen behandlet som et oprør. Den provisoriske regering, som Preussen og Det tyske Forbund har anerkendt, bliver nådesløst ofret: alle love, forordninger osv., der er udstedt siden Slesvigs uafhængighed, bliver sat ud af kraft; de ophøvede danske love bliver derimod igen virksomme. Kort sagt, det svar vedrørende Wildenbruchs berømte note, som hr. Auerswald vægrede sig ved at give – det svar ligger her i artikel 7 i udkastet til våbenstilstand. Alt det i bevægelsen, der var revolutionært, bliver hensynsløst tilintetgjort, og i stedet for den af revolutionen fremkomne regering træder en legitim, at tre legitime fyrster udnævnt forvaltning. De holstenske og slesvigske tropper bliver igen kommanderet på dansk og pryglet på dansk, de holstenske og slesvigske skibe forbliver som tilforn “Dansk Ejendom” på trods af den provisoriske regerings nyeste forordning.
Og den påtænkte regering sætter sluttelig kronen på værket. Man kan høre “Fädrelandet”:
“Der er ingen Rimelighed for, at vi indenfor vor indskrænkede Valgkreds kunne finde den Forening af Energi og Talent, af Intelligens og Erfaring, som Preussen paa sin Side uden Vanskelighed vil kunne tilvejebringe”, dette er ikke afgørende. “Bestyrelsens Medlemmer skulle vistnok vælges iblandt Hertugdømmernes Befolkning; men Ingen forbyder at tilforordne dem Secretairer og Medhjælpere, som ere fødte og bosatte andre Steder end netop der… I valget af disse Secretairer eller Regeringsraader kan man altsaa uden locale Hensyn vælge efter Dygtighed og Talent, og det er ikke usandsynligt, at disse Mænd ville have en betydelig Indflydelse paa Administrationens hele Aand og Gang. Heller ikke er det at befrygte, at selv høitstaaende danske Embedsmænd ville undslaa sig for at overtage en saadan med Hensyn til Embedsrangen underordnet Post, fordi de skulde staae under mindre fremragende Individualiteter; enhver god Dansk vilde under nærværende Forhold gjøre sig en Ære af en saadan Stilling.”
Det halv-officielle blad stiller altså ikke blot hertugdømmerne en oversvømmelse af danske tropper i udsigt, men også af danske embedsmænd. En halv-dansk regering vil oprette sit sæde i Rendsborg på anerkendt tysk forbundsterritorium. Dette er våbenstilstandens fordele for Slesvig. Fordelene for Tyskland er ligeså store. Der bliver ikke sagt ét ord om Slesvigs optagelse i Forbundet, tværtimod bliver forbundsbeslutningen formelt tilsidesat gennem den nye regerings sammensætning. Det tyske Forbund vælger for Holsten. Kongen af Danmark på Slesvigs vegne. Slesvig står altså under dansk, ikke under tysk jurisdiktion.
Tyskland kunne i denne danske krig virkelig have indlagt sig fortjeneste ved at gennemtvinge ophævelse af Sundtolden, dette gammelfeudale røveri. De tyske havnebyer, der blev hårdt ramt af blokaden og af opbringningen af deres skibe, ville gerne have båret denne byrde længere endnu, hvis man havde opnået ophævelse af sundtolden. Regeringerne meddelte også overalt, at ophævelsen af sundtolden under alle omstændigheder ville blive gennemtvunget. Og hvad korn der ud af dette praleri? England og Rusland ønsker sundtolden bibeholdt, og det lydige Tyskland giver naturligvis afkald.
At de forsyninger, der blev rekvireret i Jylland. skal tilbagebetales til gengæld for skibenes tilbagelevering, siger sig selv ud fra den grundsætning, at Tyskland er rigt nok til at betale for sin hæder.
Dette er de fordele, som ministeriet Hansemann byder det tyske folk i dette udkast til våbenstilstand! Det er frugterne af tre måneders kamp mod et lille folk på 1½ million! Det er resultatet af alle vore nationale avisers, vore gevaldige dansker-haderes storpralerier!
Det siges, at våbenstilstanden ikke bliver gennemført. General Wrangel har, opmuntret af Beseler, på det bestemteste vægret sig ved at underskrive den, på trods af alle bønner fra grev Pourtales, der bragte ham Auerswalds befaling om at underskrive, trods alle henvisninger til hans pligt som preussisk general. Wrangel erklærede, at han frem for alt står under den tyske centralmagts kommando, og at denne ikke vil indvillige, hvis ikke hærenes nuværende stilling bliver bevaret og den provisoriske regering bliver siddende til fredsafslutningen.
Det preussiske udkast bliver således næppe ført ud i livet; men det er stadig interessant som bevis på, hvordan Preussen, når det stiller sig i spidsen, forstår at tage vare på Tysklands ære og interesser.
DEN DANSKE VÅBENSTILSTAND
7. september 1848
Köln, 7. september.
“Hvad skal der blive af Tyskland, når Preussen ikke længere står i spidsen for det, når Preussens hære ikke længere beskytter Tysklands ære, når Preussens magt og indflydelse som stormagt er gået under i en imaginær tysk centralmagts fantastiske styrke!”
Således praler det preussiske parti, partiet af helte med Gud for konge og fædreland, det kontrarevolutionære ridderskab fra det bagerste Pommern og Uckermark.
Nuvel – Preussen har stået i spidsen, Preussen har skærmet Tysklands ære – i Slesvig-Holsten.
Og hvad blev resultatet? Efter en række af lette, uberømmelige sejre over en svag fjende, efter en krigsførelse, der blev lammet af det mest kujonagtige diplomati, efter de mest forsmædelige tilbagetog overfor en besejret hær, så endelig – en våbenhvile, så vanærende for Tyskland, at selv en preussisk general fandt en undskyldning for ikke at underskrive den.
(Engels opsummerer våbenhvilens indhold ud fra Det tyske Forbunds oprindelige betingelser:)
Den første betingelse skulle garantere, at den slesvig-holstenske (tyske) linje skulle være i overvægt overfor den danske i den nye regering. Men hvad gør Preussen? Man accepterer, at chefen for det danske parti i Slesvig-Holsten, Karl Moltke, bliver ny regeringschef, og at Danmark får tre stemmer i regeringen mod to til slesvig-holstenerne.
Den anden betingelse skulle gennemtvinge, at Danmark anerkendte – om end ikke den provisoriske regering, som Forbundsdagen har anerkendt – så dog dens hidtidige virksomhed. Dens beslutninger skulle stadig være gyldige. Men hvad gør Preussen? Under påskud af, at jo også Danmark lader sine illusoriske beslutninger, som man fra København af har truffet for hertugdømmerne, falde – beslutninger, der aldrig fik skyggen at lovkarakter, med undtagelse for øen Als – under dette påskud indvilliger det kontrarevolutionære Preussen i at sløjfe alle de beslutninger, som den provisoriske regering fik taget.
Og endelig skulle den tredje betingelse medføre, at man foreløbigt anerkendte hertugdømmernes enhed og deres indlemmelse i Tyskland; den skulle forpurre danskernes forsøg på at smugle de slesvigere tilbage til Slesvig, der gjorde tjeneste i den danske hær, idet nemlig alle de tropper, der blev stående i Slesvig og Holsten, skulle stå under den tyske øverstbefalendes kommando. Og Preussen? Preussen gå med til at splitte de slesvigske tropper fra de holstenske, at frigøre dem fra den tyske feltherres overkommando og simpelt hen stille dem til rådighed for den nye regering, der er 3/5 dansk.
Desuden var Preussen kun befuldmægtiget til at indgå en tre måneders våbenhvile (artikel 1 i det oprindelige udkast), indgik imidlertid på grundlag af egen magtfylde en syv måneders aftale; dvs., at man gav danskerne ro i vintermånederne, hvor deres hovedvåben, flåden, var nytteløst i forsøg på at blokere de tyske og slesvigske kyster, og hvor frosten ville have tilladt tyskerne at gå over isen på Lillebælt, at erobre Fyn og begrænse Danmark til Sjælland.
Kort sagt, Preussen har på alle tre punkter trådt sin fuldmagt under fode. (…)
DEN DANSK-PRØJSISKE VÅBENHVILE
9. september 1848
Köln, 9. september. Vi vender endnu engang tilbage til den danske våbenhvile…
Krigen i Italien har hele tiden været upopulær i det demokratiske parti, og selv hos demokraterne i Wien har den i længere tid været upopulær. Den preussiske regering formåede kun at holde stormen af offentlig modvilje mod udslettelseskrigen i Posen tilbage i få uger ved hjælp af falsknerier og løgne. Gadekampene i Prag fremkaldte, trods allehånde anstrengelser i den nationale presse, kun sympati for de besejrede hos folk, ikke for sejrherrerne. Men krigen i Slesvig-Holsten har lige fra begyndelsen været populær også i befolkningen. Hvordan kan det være?
Mens tyskerne i Italien, i Posen, i Prag bekæmpede revolutionen, understøttede de revolutionen i Slesvig-Holsten. Den danske krig er den første revolutionskrig, som Tyskland fører. Og derfor har vi lige fra begyndelsen, uden på nogen måde at føle noget som helst slægtskab til den havomkransede borgerlige værtshusentusiasme, erklæret, at vi gik ind for, at den danske krig blev ført med energi.
Slemt nok er det for Tyskland, at dens første revolutionskrig er den mest komiske krig, der nogensinde er blevet ført!
Til sagen. Danskerne er et folk, der står i det mest ubegrænsede kommercielle, industrielle, politiske og litterære afhængighedsforhold til Tyskland. Det er kendt, at Danmarks faktiske hovedstad ikke er København, men Hamborg, at den danske regering i et helt år efterabede alle Forenede-Landdags-eksperimenter, der stille var sovet hen på barrikaderne i Preussen, at Danmark modtager alle sine litterære levnedsmidler, lige så vel som sine materielle, fra Tyskland, og at den danske litteratur – med undtagelse af Holberg – er en svag efterligning af den tyske.
Så afmægtigt Tyskland end har været gennem tiderne, så har det dog den tilfredsstillelse, at de skandinaviske nationer og navnlig Danmark er kommet ind under dets herredømme, og at det sammenlignet med dem endda synes revolutionært og progressivt.
Savner I beviser? Læs polemikken mellem de skandinaviske nationer, efter at skandinavismens idé er dukket op. Skandinavismen består af en begejstring for den brutale, snavsede, sørøveragtige, gammelnordiske nationalitet, for denne dybe inderlighed, der ikke kan udtrykke sine overspændte tanker og følelser i ord, men godt nok i handlinger, nemlig som rå opførsel over for kvinder, permanent fordrukkenhed og berserkergang afvekslende med tårestrømmende sentimentalitet.
Skandinavismen – det havomkransede slesvig-holstenske stammeslægtskab – dukkede op samtidigt i den danske konges lande. De hører sammen; de har gensidigt fremkaldt hinanden, bekæmpet hinanden og derved holdt hinanden i live.
Skandinavismen var danskernes form for appel til svenskerne og nordmændene om understøttelse. Men som det altid går for sig i den kristelig-germanske nation: Straks udbrød der et skænderi om, hvem der mon var den sande kristne germaner, den virkelige skandinaver. Svenskeren stemplede danskeren som “fortysket” og afsporet, nordmanden gjorde det samme mod svenskeren og danskeren, og islændingen gjorde det mod dem alle tre. Naturligvis, jo mere rå en nation, jo nærmere dens skikke og livsstil var den gammelnordiske, desto “skandinaviskere” var den.
Foran os ligger “Morgenbladet” fra Christiania den 18. november 1846. Dette yndefulde småblad rummer i en artikel om skandinavismen følgende lystige passager:
Efter at artiklen har skildret hele skandinavismen som et dansk forsøg på at sætte bevægelse i gang i egen interesse, siger den om danskerne:
“Hvad har dette muntre og livsglade Folk med den gamle alvorlige og vemodsfulde Kjæmpeverden at bestille? Fremdeles: hvorledes kan denne Nation med sin – som en dansk Forfader tilstaar – bøjelige og sagtmodige Villie tro at staa i Aandens Slægtskab med den gamle Fortids djærve, kraftfulde og energiske Mand? Og hvorledes kunne disse Mennesker med den sydligtbløde Udtale indbilde sig at eie et nordisk Tungemaal? Og skjønt det er et hovedtræk baade ved vor Nation og ved den svenske, ligesom ogsaa ved de gamle Nordboer, at Følelserne mere trække sig tilbage til Sjælens Inderste uden at lade sig videre tilsyne i det Ydre, saa tro disse følsomme og hjertelige Mennesker, der saa let forbauses , bevæges, henrykkes, hvis Aandsbevægelser saa hurtigt og tydeligt afpræge sig i deres Ydre – at de ere støbte i nordisk Form og at de ere af beslægtet Natur med de andre to skandinaviske Nationer?”
“Morgenbladet” forklarer nu denne degenerering med forbindelsen til Tyskland og udbredelsen af det tyske væsen i Danmark. Tyskerne har godt nok
“tabt sin helligste Eiendom, sit nationale Præg, … (men) saa kraftløs og mat den tydske Nationalitet end er, saa gives der dog i Verden en, som er endnu kraftløsere og endnu mattere, nemlig den danske. (…) Mens tydsk Sprog og tydsk Leveviis blandt Elsadserne og Waadtlænderne i Schweitz, ja selv ved Sammentræf med Slaverne er blevet trængt tilbage, vandt den tydske Nation i Norden, hvor den støder sammen med den danske, en fuldstændig Sejr.”
Danskerne havde nu været nød til at sætte en nationalitet op imod tyskerne og havde til det formål opfundet skandinavismen; den danske nationalitet havde været uden modstandskraft,
”thi den danske Nation var, som anført, skjønt den vel ikke havde antaget det tydske Sprog, dog væsentligen fortydsket. Forfatteren har seet selv et dansk Blad erkjende dette, at den danske Nationalitet ikke er væsentlig forskjellig fra den tydske.”
Jo, det lader sig ganske vist ikke bestride, at danskerne er en halvvejs civiliseret nation. Ulykkelige danskere!
Med den samme ret, som franskmændene har taget Flandern, Lorraine og Alsace og før eller siden Belgien med, med samme ret tager Tyskland Slesvig: Med civilisationens ret over for barbariet, fremskridtets over for stilstanden. Og selv ifald traktaterne var på Danmarks side – det er stadigt ret tvivlsomt –, så gælder denne ret mere end alle traktater, fordi det er den historiske udviklings ret.
Så længe den slesvig-holstenske bevægelse forblev at være en ren borgerlig-fredelig, lovlydig filisteragitation, fremkaldte den kun begejstring hos velmenende småborgere. Da f.eks. den nuværende danske konge ved sin tronbestigelse før februarrevolutionen lovede en frisindet forfatning for sine samlede lande med det samme antal medlemmer for Hertugdømmerne som for Danmark, og Hertugdømmerne opponerede mod dette, trådte den slesvig-holstenske bevægelses småborgerlige lokalkarakter ubehageligt frem. Det drejede sig dengang ikke så meget om en tilslutning til og indlemmelse i Tyskland – hvor var der et Tyskland dengang? – som om en udsplitning fra Danmark og dannelsen af en lille selvstændig lokalstat.
Men revolutionen brød ind i begivenhederne og gav bevægelsen en anden karakter. Det slesvig-holstenske parti måtte enten gå til grunde eller selv vove en revolution. Det vovede revolutionen, og det havde ret: De danske tilsagn, der før revolutionen var ret gunstige, var utilstrækkelige efter revolutionen; tilknytningen til Tyskland, før kun en frase, fik nu mening; Tyskland var i færd med en revolution, og Danmark efterlignede den, som altid, på et småby-niveau.
Den slesvig-holstenske revolution og den provisoriske regering, der fulgte den, havde i starten selv endnu en meget spidsborgerlig karakter. Men krigen tvang den snart ind i demokratiske baner. Slesvig-Holsten har gennem denne regering, der udelukkende rummer gammelliberale hædersmænd, tidligere åndsfæller til Welcker, Gagern, Camphausen, fået mere demokratiske love end nogen anden tysk stat. Af alle tyske forsamlinger er Landsforsamlingen i Kiel den eneste, der ikke blot hviler på den almene stemmeret, men også på direkte valg. Forfatningsudkastet, som regeringen har forelagt forsamlingen, er det mest demokratiske, der nogensinde er skrevet på tysk. Slesvig-Holsten, hidtil taget politisk på slæb af Tyskland, er gennem revolutionskrigen pludseligt nået frem til mere fremskredne institutioner end hele det øvrige Tyskland.
Krigen vi fører i Slesvig-Holsten, er således en virkelig revolutionskrig.
Og hvem har lige fra starten stillet sig på Danmarks side? De tre mest kontrarevolutionære magter i Europa: Rusland, England og den preussiske regering. Den preussiske regering førte, så længe den kunne komme afsted med det, en ren og skær krig på skrømt – man erindre sig Wildenbruchs note, beredvilligheden til at befale tilbagetog fra Jylland efter engelsk-russisk indgriben, og endelig den gentagne våbenhvile! Preussen, England og Rusland er de tre magter, der mest må frygte den tyske revolution og dens første følgevirkning, den tyske enhed: Preussen, fordi det dermed ville ophøre at eksistere, England, fordi det tyske marked så ville blive unddraget dets udbytning, Rusland, fordi demokratiet dermed ikke kun vil rykke frem til Wisla, men helt til Dvina og Dnjepr. Preussen, England og Rusland har indgået et komplot mod Slesvig-Holsten, mod Tyskland og mod revolutionen. (…)
socialistiskrevolution.wordpress.com 