Proletarer i alle lande, forén jer!
Om pandemien, den økonomiske krise og fascismens generalprøve i Danmark
Det er blevet tydeligt at vi befinder os i en ny økonomisk krise. Den har fået betegnelsen „corona-krisen“, som om den skyldtes den nuværende covid-19 pandemi, og har givet anledning til enorm militarisering og korporativisering af det danske samfund, ligesom det tidligere er blevet beskrevet i artikelen: „Coronavirussen, reaktioniseringen af staten og den økonomiske krise“. Vi anbefaler et kort kig på dén artikel inden læseren giver sig i kast med den nærværende.
Vi vil nu tage et dybere kig på de økonomiske og politiske betingelser for den nuværende reaktionisering, der er et hovedproblem for de revolutionære og masserne i Danmark, der lige nu står ansigt til ansigt med et slags prøveforsøg med fascisme her i landet.
Covid-19 pandemien og Regeringens tiltag
Indledningsvis ønsker vi at anføre et citat fra en artikel om „corona-krisen“, skrevet af kammerater fra Østrig:
„De globale begivenheder i løbet af coronavirussen afslører den herskende klasses dybe politiske krise og skærper i massiv grad de krisefyldte modsigelser, der allerede findes i økonomien. Dermed kendetegnes den nuværende globale politiske situation af en yderst hurtig og omfattende skærpelse af kapitalismens generelle krise. Kendsgerningen at den herskende klasse i krisens kølvand også forstærker tendensen til fascisme og i stigende grad anvender overvågning og repression som midler til „bekæmpelse af krisen“, at den i de seneste år har udført et angreb uden fortilfælde mod de grundlæggende demokratiske rettigheder, viser tydeligt at den nuværende skærpelse af den generelle krise også har skærpet modsigelsen mellem proletariatet, der er allieret med masserne, og borgerskabet.“1
Vedrørende selve covid-19 epidemien: Virussen SARS-cov-2 opstod i Kinas Hupeh-provins i december 2019, hvorfra den spredte sig til resten af Kina og derpå en række andre lande. Italien blev det hårdest ramte land i verden, men det er nu USA, der er hårdest ramt. I skrivende stund er mere end 1.800.000 mennesker i hele verden smittet og mere end 113.000 er døde. Selve virussen SARS-cov-2 er en coronavirus, dvs. en form for virus der rammer især luftvejene, der fremkalder sygdommen covid-19. Andre typer af coronavirus inkluderer alt mellem nogle slags almindelig forkølelse og sygdomme som MERS og SARS. I Danmark er omkring 6.500 personer smittet og omkring 300 døde.
Under dække af at bekæmpe pandemien, har myndighederne verden over inført en lang række repressive tiltag for at neddæmpe smittefaren, sådan at hospitalerne er i stand til at følge med antallet af smittede. USA var et af de første lande til at lukke for alle sine grænser. Tyskland har forbudt forsamlinger på mere end 2 personer og lukket alle sine grænser. Peru har indført undtagelsestilstand og militæret patruljerer Limas gader i kampvogne. I Brasilien har der været et militærkup, fordi generalstaben ikke mente at Præsident Bolsonaro levede op til forventningerne om at redde økonomien fra virussen (og Agrarrevolutionen!). Og i Danmark indførte Regeringen gennem brug af epidemiloven og en række nødlove, der i høj grad gik uden om Folketinget, tiltag såsom forbud mod forsamlinger på mere end 10 personer, lukning af offentlige institutioner, militær grænselukning, lukning af virksomheder, hjemsendelse fra „ikke-essentielle“ jobs, osv. osv.
Det er nu blevet annonceret at Regeringen gradvist vil „genåbne“ Danmark. Deres oprindelige mål var udtalt: At forhindre sundhedsvæsenet i at blive overbelastet, fordi en overbelastning af sundhedsvæsenet ville betyde en humanitær katastrofe, der ville medføre en fuldkomment økonomisk sammenbrud, meget værre end den nuværende økonomiske krise. Ligesom regeringerne i alle de andre borgerlige stater, var det Mette Frederiksen-regeringens hovedsagelige opgave at formindske skaden for borgerskabets profit så meget som muligt. Som vi vil se senere, gik det ikke helt, men de er nu i stand til at genåbne gradvist. Samtidig har de lært vigtige erfaringer om hvordan at indføre fascisme i dette land (også mere om dette senere).
Men imidlertid ― „genåbningen“ er ikke alfa og omega, den er begrænset, den er betinget, og masserne betaler prisen. Hvorfor det? For det første, grænserne er stadig lukket, hvilket betyder et totaltstop for indvandring og flygtning, færre penge der skal bruges på „integration“, er vi overraskede over at de holder grænserne lukkede? Nej, Dansk Folkeparti og de andre legusterfascister har villet lukke grænserne i årtier! For det andet, man kan stadig ikke gå på arbejde, tusinder af mennesker har mistet deres arbejde midlertidigt eller permanent, og hvad får de til gengæld? Krummer fra A-kassen eller jobcentret, krummer fra et brød de selv har bagt, merværdien, skatterne. For det tredje, der er ikke plads nok i børnehaverne og vuggestuerne til alle børnene, så kvinderne må stadig blive hjemme, og samtidig betale for en tom plads derhenne eller i bedste fald en frokost der aldrig serveres. For det tredje, forsamlingsforbuddet, de har afskaffet rettighederne i deres egen „Grundlov“, de forsøger at aflyse vores klasses kampdag, den 1. Maj ― det må de ikke få lov til. Vi kunne blive ved og ved, men pointen er at reaktioniseringen fortsætter, „genåbning“ eller ej.
Hvorfor fandt denne pandemi i det hele taget sted, og hvorfor er borgerskabet så bekymrede? Lad os tage et kig på hvad ideologien, marxismen-leninismen-maoismen, lærer os. For Friedrich Engels analyserede dette spørgsmål for længe siden, vedrørende kolera- og tyfusepidemierne i London i det 19. århundrede:
„Den moderne naturvidenskab har påvist, at de såkaldte „dårlige kvarterer“, som arbejderne presses sammen i, er arnesteder for alle de epidemier, der fra tid til anden hjemsøger vore byer. Kolera, tyfus, kopper og andre hærgende sygdomme spreder deres kim i disse arbejderkvarterers forpestede luft og forgiftede vand; de dør næsten aldrig der, men udvikler sig, så snart omstændighederne tillader det, til epidemier og trænger så ud over deres arnesteder, ind i de mere luftige og sunde bydele, der bebos af de herrer kapitalister. Kapitalisternes herredømme kan ikke ustraffet tillade sig den fornøjelse at afstedkomme epidemiske sygdomme blandt arbejderklassen; følgerne falder tilbage på dem selv, og morderengelen raser lige så hensynsløst mellem kapitalisterne som mellem arbejderne.
Så snart dette engang var videnskabeligt fastslået, flammede de menneskevenlige bourgeois’er op i ædel kappestrid for arbejdernes sundhed. Der blev stiftet selskaber, skrevet bøger, stillet forslag, debatteret love og vedtaget love for at tilstoppe kilderne til de stadig tilbagevendende epidemier. Arbejdernes boligforhold blev undersøgt, og der blev gjort forsøg på at afhjælpe de mest skrigende mangler. Navnlig i England, hvor man havde de fleste store byer, og hvor storborgerne derfor var alvorligere truet end andre steder, blev der udfoldet stor virksomhed; der blev nedsat regeringskommissioner for at undersøge arbejderklassens sundhedsmæssige forhold; deres beretninger, der prisværdigt udmærkede sig ved nøjagtighed, fuldstændighed og upartiskhed frem for alle kilder på fastlandet, afgav grundlag for nye mer eller mindre dybtgående love. Så ufuldkomne disse love end er, så er de uendelig højt hævet over alt, hvad man hidtil har set i denne retning på fastlandet. Og alligevel frembringer den kapitalistiske samfundsordning stadig de elendige tilstande, som kuren tager sigte på, med en sådan nødvendighed, at kuren selv i England næsten ikke har gjort det mindste fremskridt.“2
Vi kan tydeligt se hvordan en kolera-epidemi, der kan udspringe af noget så simpelt som kloakker og brønde der er for tæt sammen, kan sammenlignes med covid-19 pandemien, der formentlig udsprang i Wuhan gennem for tæt kontakt mellem dyr og mennesker og derfra spredte sig imellem menneskene. Sig os, kapitalister: Har rige mennesker uden boligproblemer tit direkte, tæt kontakt med vilde dyr i deres egne nabolag? Det tror vi ikke. Kapitalismen er altså årsagen til at covid-19 kunne sprede sig som den har gjort.
Og hvordan har det imperialistiske system forberedt masserne på denne pandemi? Har man opbygget et stærkt sundhedsvæsen, der tjener folket, med læger i tæt forbindelse til masserne, og mobiliseret masserne til kamp imod epidemier, ligesom man gjorde i Kinas Folkerepublik under Formand Mao Tse-tung?3 Nej, i stedet har det imperialistiske Danmark, ligesom en lang række andre imperialistiske lande, nedrustet det sundhedsvæsen, som masserne har betalt for gennem sine skatter (og indirekte, via sin merværdi, gennem skatterne på de rige!). Vi anfører følgende eksempel: Antallet af hospitalssengepladser per 1.000 personer i Danmark er faldet fra 4,3 i år 2000 til kun 2,6 i år 2015. Danmark er det land i EU, der har næstfærrest hospitalssengepladser per person. De har skabt et mareridt af nedskæringer som knapt nok kan håndtere dagligdagen på hospitalerne ― spørg enhver sygeplejerske eller portør! Kort sagt: Borgerskabet har forrådt os dobbelt, og nu vil de bilde os ind, at det er vores ansvar at stoppe pandemien? Den tror vi ikke på.
Imidlertid, vil I høre vores krav, så lyt, for masserne kan godt håndtere problemet. Men det kræver i sidste ende at I overdrager den politiske magt, og det vil kun ske gennem Folkekrigen. Men i mellemtiden vil masserne kunne klare sig med følgende: et kollektivt selvhåndteret sundhedsvæsen, styret af masserne gennem sine egne demokratiske organer, finansieret fuldkommen af borgerskabet gennem staten ― uden at de rige har noget at skulle have sagt. Ikke gennem reaktionære politiske tiltag, der begrænser massernes frihed. Der er store historiske eksempler (f.eks. i Østrig 1918-19) på at dette ikke bare er ønskværdigt, men særdeles muligt og at masserne er fuldt ud i stand til selv at bestyre et kollektivt selvhåndteret sundhedsvæsen ― selvom den historiske erfaring samtidig var, at de socialdemokratiske forrædere snød masserne og placerede dette sundhedsvæsen under den borgerlige stats myndighed.
Blev den sidste økonomiske krise forudset?
„Borgerskabet og dets forsvarer bærer ekstrem frygt og had for de videnskablige konklusioner angående kapitalistiske økonomiske kriser der er opnået af marxismen. De har grublet for at opfinde adskillige løgne i et nyttesløst forsøg på at afkoble kriserne med det kapitalistiske system, for at snyde det arbejdende folk og fastholde det kapitalistiske udbyttende system. Eksempelvis vil nogle af dem tilskrive kilden til kriserne som ’underforbrug’ og foreslå at bruge ’forbrugsstimulering’ for at eliminere kriser. Faktisk, underforbrug af det arbejdende folk kom ikke til efter fremkomsten af kapitalismen. Det har eksisteret lige siden menneskesamfundet blev opdelt i udbyttende og udbyttede klasser. Men overforbruget opstår kun i kapitalistiske samfund. Det er, derfor, nemt at se at økonomiske kriser ikke kan forklares af ’underforbrug’.“4
Under den sidste økonmiske krise så vi en enorm benægtelse af den tiltagende krise. De økonomiske beregninger blev kun revideret efter at skaden var sket, dermed var deres „prognoser“ intet mere end et øjebliksbillede, fremskrevet ud fra forudsætningen at der ingen yderligere ændringer ville ske i økonomien end dem der allerede havde forekommet. Under regeringen af Statsminister Anders Fogh Rasmussen var den økonomiske politik procyklisk i perioden med opsving, hvilket gik imod anbefalingerne fra Det Økonomiske Råds „Vismandsrapport“ og ignorerede den økonomiske udvikling som begyndte i sommeren 2007 (hovedsageligt i USAs finanssektor) og den tydelige effekt som den fremskridne økonomiske krise havde på Nationalbankens rentetilpasning for at vedligeholde fastkurspolitikken med Euroen.
„Alt i alt deler jeg ikke den pessimisme, som visse økonomer giver udtryk for. Jeg glæder mig faktisk over, at dansk økonomi er så stærk, at vi nu igen har set et fald i ledigheden. Jeg tror, der er økonomer, som må begynde at overveje at skrive lærebøgerne på universiteterne om, fordi det er meget lang tid siden, at økonomerne begyndte at advare om, at nu var ledigheden nået så langt ned, at nu ville det hele gå grassat. Det er faktisk ikke sket endnu.“5
Den procykliske politik blev også kritiseret og hovedparten af borgerlige økonomer beskrev at den økonomiske vækst ikke ville kunne fortsætte i samme tempo. Fra „Vismandsrapporten“ foråret 2008:
„Udviklingen i dansk økonomi har været usædvanligt gunstig de senere år, men opsvinget er begyndt at klinge ud. Sidste år faldt væksten til 1,8 pct., og i prognosen ventes væksten at aftage yderligere. […] Flere år med høj vækst og faldende ledighed har ført til tiltagende lønstigninger, højere inflation og forværring af betalingsbalancen. Samtidig har den fordelagtige konjunkturudvikling medført, at BNP skønnes at ligge omkring 2 1⁄2 pct. over det normale niveau. En normalisering af konjunktursituationen vil kræve en længere periode med lav vækst og stigende ledighed.“6
Skriftligt indlæg til rapporten fra Finansminsteriet:
„Det er et centralt budskab, at svagere vækst de næste år og en vis opgang i ledigheden ikke skal ses som et krisetegn, men som en nødvendig tilpasning i forhold til udbudsforholdene i økonomien – især arbejdsmarkedet og den meget lave ledighed. Selv om væksten bliver svag de næste år, vil kapacitetsudnyttelsen således fortsat være så høj, at der er opadgående pres på lønningerne.“7
Ligeledes fra Finansrådet:
„Finansrådet er i øvrigt enig i beskrivelsen af den finansielle krise. Den danske finansielle sektor er relativt upåvirket.“ „Formandskabets understregning af, at lave vækstudsigter for 2009 ikke bør føre til en ekspansiv finanspolitik, kan Finansrådet bakke op om. Manglen på arbejdskraft udgør fortsat en væsentlig risiko for dansk økonomi.“8
Der var således klart at den financielle politik ikke tilsvarede den egentlige økonomiske situation, men denne situation skulle blot „normaliseres“ ved en periode af lavere vækst. Der var således ikke tale om at den økonomiske vækst ville stoppe eller blive negativ, kun at den ville blive langsommere. Øget arbejdsløshed blev heller ikke forventet, tværtimod er der et stort fokus på manglen på arbejdskraft.
„Vismandsrapporten“ blev udgivet blot 44 dage før det blev kendt at Roskilde Bank var på fallittens rand og samtidigt med den historisk lave arbejdsløshed i maj/juni 2008. Dermed var denne analyse baseret på en økonomisk situation hvor Danmark var på afgrunden til at gå ind i den økonomiske krise og hvor udviklingen i den internationale økonomiske situation allerede havde forestået begivenhederne i Danmark. På trods af dette kunne de kun komme med en meget begrænset analyse, med en ansvarsfraskrivelse om at „usikkerheden omkring konjunktursituationen vurderes at være større end normalt“.9
Forventningerne om væksten i BNP (bruttonationalproduktet) blev sat til 1,3% for 2008 og 0,8% i 2009, mens at realiteten viste en ændring på -0,5% i 2008 og -4,9% i 200910! Antallet af arbejdsløse blev projekteret til at falde i 2008 med 18.000, og derefter gå stige med 18.000 i 2009, realiteten blev en stigning i arbejdsløshed på 46.000 i 2008 og 154.000 i 2019!!11
Et udvalg nedsat af rotten Ole Sohn, som var Erhversminister i Helle Thorning-Schmiths regering, fik til opgave at udarbejde en redegørelse over hvad årsagerne var til finanskrisen, den såkaldte Rangvid-rapport der blev udarbejdet i løbet af 2012 og 2013. Resultatet var en ynkelig ansvarsfralæggelse, en lang række problemer nævnes og hvordan de forværrede krisen, men intet grundlæggende om hvorfor krisen skete.
„Finanskrisen i Danmark opstod som konsekvens af et kompliceret samspil mellem en række forudgående forhold, herunder en forholdsvis høj og tilsyneladende holdbar økonomisk vækst, der medførte en udbredt optimisme og deraf følgende generel undervurdering af risiko, procyklisk (konjunkturmedløbende) finanspolitik, procyklisk regulering af den finansielle sektor, lempelige finansielle vilkår, risikosøgende kreditinstitutter og utilstrækkelig selskabsledelse i en række pengeinstitutter. Årsagen til finanskrisen er således en kombination af mange faktorer – både internationale og nationale – der spillede sammen, og det er derfor ikke muligt at udpege én årsag eller én skurk bag den finansielle krise.“12
Det var dog i sidste ende særligt spekulative „sub-prime“ lån i fast ejendom og et par „brodne kar“ der fik skylden for den økonomiske krise. Denne pointe blev propegeret på mange platforme, herunder en film med de største Hollywood skuespillere, som omhandlede et par kapitalister der tjente penge på den økonomiske krise („The Big Short“). Disse historier bliver fremhævet for at distrahere fra det virkelige problem at kapitalismens økonomiske kriser er overproduktionskriser, som er et udtryk for kapitalismens generelle krise.
„Kilden og årsagen til de økonomiske overproduktionskriser ligger i selve det kapitalistiske system. Kilden til krisen ligger i modsigelsen mellem produktionens samfundsmæssige karakter og den kapitalistiske ejendom til produkterne.“13
Om den nuværende økonomiske krise
„Kriser rammer ofte pludseligt. Før deres ankomst, er der udpræget falsk velstand i markedet, og forretningen trives i forskellige industrier. Selvom produktionen allerede overskrider faktisk behov, kører fabrikkerne stadigt på fuldt tryk for at fylde lagre og opfylde ordrer på grund af kreditsystemet og spekulative aktiviteter. Lige pludseligt, ankommer den økonomiske krise, på grund af en forflytning i et af leddene i den kapitalistiske økonomi. Når først overproduktionen i ét område er afsløret og salg bliver besværligt, er andre områder snart påvirket, som leder til en kædereaktion. […]
For at bremse de faldende priser, kan kapitalisten endda ty til at ødelægge store mænger af varer. Under slaget fra langsommeligt salg og faldende priser, går mange små og mellemstore virksomheder fallit og mange banker lukker. De fabrikker der fortsætter med at være åbne, reducerer skalaen af deres produktion. I denne tid, stiger antallet af arbejdsløse arbejdere fra alle industrier hastigt og hele den økonomiske situation forværres hastigt.“14
En af de første borgerlige økonomer som forudså den nuværende krise, var Nouriel Roubini, der i september 2018, fremsatte 10 årsager til at „betingelserne vil være modne for en finanskrise i 2020“. Han forsøger rent faktisk at medtage den politiske udvikling i hans forståelse af økonomien, i stedet for at kun udtale sig på baggrund af den forudgående økonomiske situation. Roubini nævner handelskrigen med Kina og nævner udbruddet af nye krige som en medvirkende faktor i den økonomiske krise.
„Eftersom Trump allerede har indledt en handelskrig med Kina og ikke ville vove på at angribe det atombevæbnede Nordkorea, ville hans sidste og bedste mål være Iran. Ved at fremprovokere en militær konfrontation med dét land, ville han udløse et enormt geopolitisk chok, ikke ulig olieprisens spring i 1973, 1979 og 1990. Det er unødvendigt at nævne at det ville gøre den kommende globale recession endnu mere alvorlig.“
Observationen omkring en potentiel udplyndringskrig mod Iran er også meget vigtig, selvom Roubini kun kan se konsekvenserne af stigende oliepriser. I virkeligheden er den tiltagende kamp om kontrol med den 3. verden mellem imperialistiske lande en konsekvens af imperialismens generelle forrådnelse.
„Jo mere udviklet kapitalismen er, og jo mere følelig råstofmanglen er, jo mere akut konkurrencen og jagten på råstofkilder er, des mere fortvivlet er kampen om at erhverve kolonier.
[…] da hele verden var delt, da begyndte uundgåeligt den monopolistiske kolonibesiddelses æra, og følgelig en særlig skærpet kamp om opdeling og nyopdeling af verden.“15
Ud over de politiske betragtninger, omhandler den øvrige analyse at en krise ville blive forårsaget af en forkert finanspolitik, mest af alt den „overophedning“ af økonomien som den procykliske politik som USAs Præsident Donald Trump fører.
„[…] de finansstimulerende politikker, der lige nu skubber de Forenede Staters årlige vækstrate op over dens potentiale på 2 pct., er ikke bæredygtige.“ (Fra Roubini)
Her beskriver han imperialismens indre modsigelser og forrådnelsesproces, men kun overfladisk set i forhold til konsekvenserne i finanspolitikken. Dermed kun symptomerne og ikke den egentlige årsag.
Det er desuden først nu for alvor at den danske stat indrømmer at vi er på vej i en ny krise.
Denne gang har borgerskabet fået deres nye undskyldning serveret på et sølvfad, og da corona-epidemien er noget som masserne i høj grad bliver påvirket af, er det nemt at gå all-in på „corona-tiltagene“, for at dække over den grundlæggende årsag til krisen. Dette er deres bedste våben for at kunne forsvare bevarelsen af profitterne på borgerskabets hænder, på bekostning af den forøgede udbytning af arbejderklassen. Hvad end de inddrager statlige midler, hvoraf værdien stammer fra arbejderne, til kompensation af virksomheders indtjening; de tager feriedagene fra arbejdere på „lønkompensation“; osv. osv.
Vi kan se med den forrige økonomiske krise („Finanskrisen“), at kædereaktionen i økonomien bredte sig langsommere, arbejdsløsheden forøgede sig i et konstant tiltagende tempo, så en særegenskab ved den nuværende krise er at corona-epidemien har eskaleret krisens fremskridning og dermed har arbejdsløsheden eksploderet. Resultatet er i sidste ende det samme, uanset om udviklingen sker over kortere eller længere tid, den væsentlige forskel er dog at krisen vil blive endnu hårdere end den sidste, som følge af kapitalismens generelle krise.
Et nyt notat fra Det Økonomiske Råd reviderer deres „vismandsrapport“ fra efteråret 201916, i to nye scenarier, et „optimistisk scenarie“ baseret på de økonomiske effekter af det nuværende corona-udbrud og et „pessimistisk scenarie“ baseret på en nye smittebølge i efteråret. I deres oprindelige beregning fra efteråret var BNP (bruttonationalproduktet) beregnet til at stige med 1,3% og arbejdsløsheden falde med 8.400 personer, mens i deres nye „optimistiske scenarie“ er det ændret til et fald i BNP på 3,5% og en stigning i arbejdsløsheden på 80.000 personer, i det „pessimistiske scenarie“ forventes BNP at falde med 5,5% og arbejdsløsheden til at stige med 110.000! I begge scenarier er der ikke noget tidspunkt i 2020 hvor antallet af arbejdsløse vil falde, det vil sige at selv når corona-tiltagene er afskaffet vil der ikke ske nogen genopretning i beskæftigelse, der vil bare være en mindre grad af fyringer. Det viser tydeligt at der ikke er tale om et midlertidigt problem, som vil løse sig når corona-epidemien går væk, men en krise som i tiltagende grad vil blive forværret i løbet af 2020.
At krisen bliver en af de hårdeste i historien indrømmer flere og flere økonomer også. Direktøren af den Internationale Valutafond beskriver det som den største potentielle krise siden 1929. Dette er i fuldstændig modsætning til hvad de udtalte for få måneder siden, hvilket viser at de kun konkret på baggrund Corona-epidemien indrømmer et problem, men ikke vil indrømme et generelt problem med kapitalismen. Deres konjukturmodeller kan ikke forklare hvorfor der gang på gang udbryder nye kriser, som deres konjukturmodeller ikke kan forklare.
Et studie i socialfascisme
Vi vil nu bevæge os videre til den danske regerings politiske proces ― altså det skifte i politikken af den danske stat, der er indtruffet med skiftet til en socialdemokratisk regering under ledelse af Statsminister Mette Frederiksen. Denne proces har stor betydning, da Frederiksen repræsenterer en fløj i Socialdemokratiet, der ikke tidligere har haft megen indflydelse, og da denne fløjs måde at håndtere „corona-krisen“ er radikalt anderledes end man ville have set under Helle Thorning-Schmidts eller Lars Løkke Rasmussens regeringer.
Vi må dog begynde med at forklare vores brug af begrebet „socialfascisme“, der kan virke rent polemisk. Grundlæggende vil socialfascisme sige en politik, der i essensen er fascistisk, men antager en „socialistisk“ form. Hvad er fascismen? Formand Gonzalo har identificeret dens essens, at den har tre aspekter:
1) Om ideologien, erstatningen af de borgerlig-demokratiske principper med dens egen eklektiske filosofi: „For os er fascismen fornægtelsen af de demokratisk-liberale principper, det er fornægtelsen af de borgerlig-demokratiske principper, som fødtes og blev udviklet i Frankrig i det 18. århundrede. […] På det ideologiske plan anser vi også fascismen for et eklektisk system. Den har ikke en defineret filosofi, den er et filosofisk standpunkt udgjort af brudstykker. Den tager lidt her og dér, som det nu passer den.“17
2) Om den politiske økonomi, erstatningen af parlamentarismen med korporativismen, at basere staten på det tvungne klassesamarbejde: „Det vi forstår ved korporativisme, er etableringen af staten på grundlag af korporationer, hvilket indebærer fornægtelsen af parlamentarismen. Det er et essentielt spørgsmål som allerede Mariátegui fremhævede i „Verdenskrisens historie“. Han fortalte os at det borgerlige demokratis krise kommer tydeligt til udtryk i parlamentarismens krise. Hvis man ser på parlamentet [i Peru], så er det ― selvom det er rigtigt at det gennem de sidste årtier er den udøvende magt der har vedtaget landets vigtigste love ― under denne APRA-regering at den udøvende magt har hamstret alle de væsentlige love, der er blevet vedtaget, til eget formål. Parlamentet har ikke vedtaget nogen betydningsfulde love, det er realiteterne og alt har handlet om at give den udøvende magt flere beføjelser, til det den vil eller ikke vil gøre. Alt dette er fornægtelsen af parlamentarismen.“18
3) Om det militære spørgsmål, at udvikle en mere udstrakt, mere raffineret form for terror: „Angående spørgsmålet om identificere fascisme med terror, med repression, så mener vi at det er en fejl. I dette tilfælde er sagen som følger: hvis man husker på marxismen, så er staten den organiserede vold — det er den definition som klassikerne har givet os — og alle stater benytter vold, fordi de er diktaturer. Hvis det ikke er tilfældet, hvordan skulle de så undertrykke og udbytte, det ville de ikke være i stand til. Sagen er derfor at fascismen udvikler en mere udstrakt, mere raffineret, mere nedrig vold. […] Vi må forstå at fascismen er en mere raffineret vold og at den udvikler terrorisme, ja, men det er ikke alt, fascismen er en bestanddel, det er blot en måde at udfolde den reaktionære vold på.“19
Vi må forstå at Socialdemokratiet gennem dets seneste årtiers proces har udviklet sig gennem kampen mellem to fraktioner i dets indre: en nyliberal fraktion, tidligere repræsenteret af Statsminister Thorning-Schmidt; og en fascistisk fraktion, i dag repræsenteret af Statsminister Frederiksen. Disse fraktioner har rejst forskellige kriterier og med Mette Frederiksens udpegning som formand har de fascistiske kriterier sejret. Vi vil bevise dette standpunkt med et kort oprids af Regeringens politik.
Vedrørende ideologien: Socialdemokratiet påstår selv at være politisk neutralt: „Det er afgjort forkert at forstå Socialdemokratiet som et venstrefløjsparti. […] For en socialdemokrat er det nok at være socialdemokrat.“20 Alligevel kaldte Mette Frederiksen sig så sent som 2019 for socialist! Denne eklekticisme er ikke ny. Partiet benyttede indtil 1970erne det principprogram, der var skrevet af Kammerat Gerson Trier, som i 1916 udtrådte af partiet og gav startskuddet til konstitueringen af Danmarks Kommunistiske Parti. Partiet talte om at være „marxistisk“ så sent som 1933. Selv den dag i dag synges „Internationalen“ på partiets kongresser ― dog den fordanskede, pacifistiske udgave, da den oprindelige syntes for „radikal“. Denne forfalskede pseudosocialisme er et røgslør for masserne, en løgn for at opretholde idéen om at den statslige monopolkapital som Socialdemokratiet er en del af, på én eller anden måde skulle være „socialistisk“.
Benito Mussolini, fascismens fader, skrev i sin „Fascismens Doktrin“ (1932) om fascismens modstand til individualismen: „Fascismen ser i verden ikke blot de overfladiske, materielle aspekter som mennesket optræder i som individ, stående alene, selvcentreret, underkastet naturens lov, der instinktivt påskynder et liv i den selviske kortvarige nydelses tjeneste; den ser ikke blot individet, men nationen og fædrelandet; individer og generationer bundet sammen af en moralsk lov, med fælles traditioner og en mission, […]“. Lad os nu sammenligne dette med Socialdemokratiets principprogram (2017): „Vi tror på fællesskabet. Det er gennem stærke forpligtende fællesskaber, at vi bedst sikrer den enkeltes mulighed for at leve et godt liv og udfolde sit eget personlige potentiale. I et solidarisk fællesskab gør enhver sit bedste, og vi hjælper hinanden. De bredeste skuldre bærer det tungeste læs. I Danmark holder vi sammen. Vi afviser myten om, at enhver er sin egen lykkes smed. I stedet tror vi på, at alle mennesker har et ansvar for hinanden, og at det ansvar er særlig stærkt i forhold til de mest sårbare.“ Den filosofiske essens er tydeligvis den samme.
Vedrørende den politiske økonomi: Regeringen har styrket sin egen lovgivende magt gennem nødlove ifm. „corona-krisen“ uden at inddrage de øvrige imperialistiske partier21. Statsministeren har sat sig selv i fokus uafbrudt for at styrke synet på sig selv som „samler af nationen“22. Gennem en ekstraordinær aftale23 mellem staten-kapitalen-pamperne er der indført hjemsendelse med løn for arbejderne, 75% af hvillen betales af staten, 25% af virksomhederne og arbejderne opgiver 5 feriedage (samtidig skal man huske at staten og kapitalisterne får „deres“ andel gennem merværdien og skatten, dvs. fra arbejderne selv!). Pga. epidemiloven er man reelt gået over fra at støtte sig på Folketinget for at indføre love, til at støtte sig på trepartsforhandlingerne, der reelt er en korporativ institution.
Vi vil igen citere Mussolini, denne gang om korporativismen, for at tydeliggøre den fascistiske essens af Regeringens politiske økonomi: „Ingen individer eller grupper (politiske partier, kulturforeninger, fagforeninger, samfundsklasser) uden for Staten. Fascismen er derfor imod socialismen, for hvilken enhed inden for Staten (der sammenkoger klasserne i én økonomisk og etisk virkelighed) er ukendt, og som ikke ser andet end klassekampen i verdenshistorien. Fascismen er ligeledes imod fagforeningen som klassevåben. Men inden for Statens rammer, anerkender fascismen behovene som frembragte socialismen og fagforeningen, og giver dem tilstrækkelig vægt i det lagsmæssige eller korporative system, hvori afvigende interesser koordineres og harmoniseres i Statens enhed.“ Er det ikke tydeligt at trepartsforhandlingerne udgør et fascistisk element?
Vedrørende det militære: Vi kan nævne den enorme oprustning af politiet, militæret og Danmarks grænser, der er fundet sted i de seneste år. I skrivende stund bemandes grænsen til Tyskland og Sverige af Forsvaret, lufthavnene patruljeres af Rigspolitiet, masserne får bøder for at være udenfor i parker og gader sammen, forsamlingsfriheden er ophævet, osv. osv. (og dette er udelukkende i forbindelse med „corona-krisen“!). Ud over dette kan vi nævne den permanente grænsekontrol til Tyskland pga. „flygtninge-krisen“ bemandet af Hjemmeværnet, de eksisterende koncentrationslejre („deportationscentre“) med kummerlige forhold for flygtningemasser, den enorme oprustning af overvågningsapparatet og efterretningsvæsenet siden 2001, osv. osv. Altså tydeligvis opbygningen af en „mere udstrakt og raffineret terror“.
Om personligheden Mette Frederiksen kan vi sige, at hun vil være Danmarks „jernlady“, „nationens fører“, hun vil være vor tids Stauning eller Anker, som hun altid har set så meget op til. Disse socialfascistiske personligheder er de perfekte forbilleder for en sådan ondsindet politiker. Stauning, der hyldede Karl Marx i 1933, men blot 7 år senere faldt på knæ for Hitler og indtrådte i „Anti-Komintern Pagten“ under ledelse af den tyske fascisme, Stauning, der i 1920 forrådte generalstrejken og reddede Kongen fra indførelsen af republikken, Stauning, der forrådte II. Internationales anti-krigs resolution og støttede den I. Imperialistiske Verdenskrig i 1914, … vi kunne blive ved. Anker, denne sorte person, der stod til II. Internationales Verdenskongres i Lima 1986 og hyldede fascisten Alan García midt imens denne nedslagtede hundredevis af proletariatets kæmpere i de Lysende Kampskyttegrave. Disse er hvem „førerinden“ Frederiksen ser op til! Socialdemokratiet er i sandhed fascismens tvilling, ligesom Kammerat Stalin for længe siden fastslog.
Sammenfattet er det tydeligt at Socialdemokratiet længe har udviklet sig i en fascistisk retning, der antager en socialistisk form for at narre masserne, og at denne proces under Mette Frederiksens regering har nået sit højdepunkt siden Stauning. Socialdemokratiet er nu et fascistisk parti, der lige nu forsøger sig med hvordan at omdanne Danmarks regeringssystem til borgerlig fascisme. Regeringens politik over for „Corona-krisen“ beviser dette tydeligere end noget andet. Denne proces er endnu ikke fuldendt og det borgerlige demokrati består endnu, men den imperialistiske klasse lærer vigtige erfaringer som det vil benytte sig af i fremtiden. „Corona-krisen“ er fascismens generalprøve i Danmark.
Kæmp og gør modstand!
Overfor denne reaktionisering af den danske stat, korporativiseringen af masserne og militariseringen af hele samfundet, er det nødvendigt endnu engang at rejse Formand Mao Tse-tungs store devise: DET ER RIGTIGT AT GØRE OPRØR! Massernes oprør er altid retfærdigt, det driver verdenshistoriens hjul fremad, og det er kun reaktionære og kujoner, der er bange for om oprøret skal løbe over sine bredder.
Masserne påvirkes enormt negativt af Regeringens reaktionære „corona-tiltag“, som vi tydeligt har set. Den økonomiske krise og pandemien blandes sammen og resulterer dermed i endnu mere militarisering af samfundet, endnu mere korporativisering af masserne, endnu mere reaktionisering, og det er masserne der betaler prisen for det hele. Den nuværende „corona-krise“ er fascismens generalprøve i Danmark, for Socialdemokratiet har lært meget værdifulde erfaringer om hvordan at indføre den borgerlige fascisme uden at fremprovokere et massivt oprør med det samme. Men vi ved at masserne kæmper, vi ved at de ikke vil acceptere at blive korporativiseret og behandlet som kvæg ― spørgsmålet er bare om Regeringen ved det samme.
Vi afviser nedrustningen af sundhedsvæsenet og opfordrer masserne til at kæmpe for deres eget sundhedsvæsen, gratis at benytte, totalt finansieret af staten og med komplet demokratisk kontrol fra folket, ikke Regeringen. Vi afviser kapitalisternes krisetiltag, fyringerne, 3-parts aftalerne osv., og opfordrer masserne til at kæmpe for arbejde eller fuld løn for alle uden undtagelse. Og vi afviser reaktionseringen, denne socialfascistiske politik, og opfordrer masserne til at kæmpe for Regeringens afgang.
Men disse er kun dagskrav. De er kun skridt på vejen, hvad vi har brug for er at gøre en ende på hele dette rådne system, gennem den socialistiske revolution. Den kan kun føres af Danmarks Kommunistiske Parti, der skal rekonstitueres på basis af marxismen-leninismen-maoismen, hovedsageligt maoismen, med Formand Gonzalos almengyldige bidrag, dvs. Gonzalo tænkning, for at føre Folkekrigen; Folkekrigen der vil bringe os til socialismen, Folkekrigen der vil forsvare os imens vi gennem de proletariske kulturrevolutioner kæmper os fremad, Folkekrig helt til Kommunismen, „hvor solen altid stråler smukt“, altid ved at forstå den Danske Revolution som en del af og til tjeneste for den Proletariske Verdensrevolution.
Imod nedrustningen af sundhedsvæsenet
― for massernes kollektive selvhåndtering af pandemien!
Imod den korporative krisepolitik
― lad de rige betale for massernes velfærd!
Ned med den socialfascistiske regering
― kæmp og gør modstand!
Vores klasses, Proletariatets Internationale Kampdag, kan aldrig aflyses
― gå på gaden den 1. Maj!
Leve marxismen-leninismen-maoismen, hovedsageligt maoismen,
med Formand Gonzalos almengyldige bidrag, dvs. Gonzalo tænkning!
For rekonstitueringen af Danmarks Kommunistiske Parti!
Folkekrig til Kommunismen!
1Tidsskriftet Bebuderen: „Corona-pandemien og klassekampen i spørgsmålet om sundhedsvæsenet“, marts 2020.
2F. Engels: „Om Boligspørgsmålet“, 1872.
3Se New Epoch Media: „Kampen imod epidemier i det revolutionære Kina“, 08.04.2020.
4„Grundlæggende viden om politisk økonomi“, Folkets Forlag (Shanghai), 1975
5Anders Fogh Rasmussen, interviewet i TV2 Nyheder, 03.12.2007
6Det Økonomiske Råd: Dansk Økonomi, forår 2008
7Samme sted
8Samme sted
9Samme sted
10Danmarks Statistik, Statistikbanken: NAN1: Forsyningsbalance, bruttonationalprodukt (BNP), økonomisk vækst, beskæftigelse mv. efter transaktion og prisenhed.
11Danmarks Statistik, Statistikbanken: LBESK22: Lønmodtagere (sæsonkorrigeret efter enhed og brance) (DB07 10-grp.)
12Erhvervs- og Vækstministeriet: Den Finansielle Krise i Danmark – årsager, konsekvenser og læring
13J. V. Stalin: „Centralkomiteens Politiske Beretning til Sovjetunionens Kommunistiske Parti (Bolsjevikkernes) XVI. Partikongres“, 1930.
14„Grundlæggende viden om politisk økonomi“, Folkets Forlag (Shanghai), 1975
15V. I. Lenin: „Imperialismen som kapitalismens højeste stadie“, 1916.
16Det Økonomiske Råd: Corona-scenarier for dansk økonomi og de offentlige finanser, 6. april 2020
17Interview med Formand Gonzalo, 1988.
18Samme sted.
19Samme sted.
20Bjarne Corydon, citeret af „Netavisen Pio“, 06.05.2013.
21Se dr.dk: „Partiledere kritiserer manglende inddragelse: ’Vi lever i et demokrati, ikke et etparti-styre’“, 07.04.2020.
22Se dr.dk: „Mette Frederiksens popularitet er fordoblet under corona-krisen“, 05.04.2020.
23Se fm.dk: „Trepartsaftale skal hjælpe lønmodtagere“, 15.03.2020.
socialistiskrevolution.wordpress.com 