Dokument: »Kort oprids af DKPs historie« (Studiekredsen Røde Sol — 1995)

Vi reproducerer hermed et vigtigt dokument af Studiekredsen Røde Sol vedrørende Danmarks Kommunistiske Partis historie.

---

Dette korte oprids af Danmarks Kommunistiske Partis historie, blev skrevet af Studiekredsen Røde Sol efter en forespørgsel fra det internationale tidskrift Sol Rojo, og derefter bragt deri.

Kort oprids af

Danmarks Kommunistiske Partis Historie

Indledning:
Vi, Studiekredsen Røde Sol, tager til os og fastholder det afgørende standpunkt; det er en påtrængene nødvendighed at rekonstituere de kommunistiske partier der blev ødelagt af Khrustjof og hans efterfølgeres moderne revisionisme.

Det er en historisk opgave at danne eller rekonstituere Danmarks Kommunistiske Parti (DKP), for at fuldføre den store opgave at erobre den politiske magt for proletariatet og folket i vort land, tjenene den proletariske verdensrevolution. For at vores socialistiske revolution kan konvergere med de sejrende demokratiske og socialistiske revolutioner i hele verden og i et sandt triumftog af vajende røde faner over hele jorden, gennem adskillige kulturrevolutioner marchere hele vejen til vort uerstattelige endemål, kommunismen.

I Danmark har den katastrofale mangel gennem mange år, på et ægte Kommunistisk Parti til at hejse, forsvare og anvende marxismen-leninismen-maoismen, stå i spidsen for det danske proletariats og folks kamp, ført til let spil for imperialismens, revisionismens og reaktionens offensiver, idag en generel kontra-revolutionær offensiv ledet af yankee-imperialismen.

Den internationale og nationale situation skriger i dag på fuldførelsen af denne historiske opgave og i vort kapløb med tiden, er vi nået til det punkt hvor vi må indlede vore studier. Vi vil her indlede med at skitsere DKP’s historie, for på længere sigt at nå frem til at fastslå, på en retfærdig og korrekt vis, om hvorvidt DKP skal dannes eller rekonstitueres.

Kort oprids af DKP’s historie
DKP’s historie må indledes med et tilbageblik på forløbet op til den egentlige grundlæggelse: I 1871 dannedes Internationale i Danmark med direkte forbindelser til Marx’s I. Internationale der allerede var blevet dannet i 1864. Internationale i Danmark blev dannet i de kæmpemæssige efterdønninger fra Pariserkommunen hvor proletariatet for første gang i historien erobrede den politiske magt.

I Danmark derpå, fulgte også en styrkeprøve mellem det voksende og kæmpende proletariat ledet af Internationale og på den ande side bourgeosiet og dets reaktionære stat; dette var »Slaget på Fælleden« der fandt sted i maj 1872. Dette slag var endnu ikke et forsøg på at erobre magten, men en heltemodig kamp og den første alvorlige styrkeprøve for proletariatet med sit parti, der med sine manifestationer blev slået hårdt ned på. Ved denne begivenhed anholdtes ledelsen af Internationale og det blev samtidigt startskudet til dens opløsning.

Det umidelbare nederlags erfaring rigere, dannedes Det Danske Socialdemokratiske Arbejderparti på dets 1. Kongres i 1876. Dette parti tilsluttede sig i 1899 det nyoprettede II. Internationale ledet af Engels, men efter hans død og den gamle revisionismes bersærkergang, gik socialdemokratiet bankerot i takt med II. Internationale under 1. verdenskrig. Da det som sine internationale ledere, såsom Kautsky og Bernstein, i stedet for at kæmpe imod den imperialistiske krig og vende den til revolution, støttede denne udplyndringskrig og sit eget bourgeoisi og på denne måde blev social-chauvinister.

Således stemte Socialdemokratiet for Danmarks nye grundlov i 1915, der med den nye finanslov udløste store militære bevillinger. I neutralitetens navn blev den danske stat og Socialdemokratiet bundet til den tyske imperialisme, krigen blev udnyttet til yderligere undertrykkelse af proletariatet og folket og til en stor økonomisk gevinst. Fra da af indledes Socialdemokratiets sorte rolle i Danmarks historie.

Det var Bolsjevikerne under ledelse af Lenin, der under disse internationale forhold gennemførte Oktoberrevolutionen i Rusland og i 1919 grundlage III. Internationale, Kommunistisk Internationale (Komintern). Således knuste Lenin i hård kamp den gamle revisionisme og det var under disse store begivenheder på verdensplan og med denne ledestjerne at de danske kommunister, der i adskillige grupper og organisationer havde adskilt sig fra og bekæmpede det kapitulerende Socialdemokrati, grundlagde DKP. I 1919 først som Venstre Socialistisk Parti, der fra sin dannelse tilknyttede sig Komintern, og i 1920 som Danmarks Kommunistike Parti (Sektion af Kommunistisk Internationale). Dette som følge af vedtagelsen på Kominterns 2. Kongres af de 21 betingelser (moskva-teserne) for optagelse i Komintern, deriblandt beslutningen om at ændre de tilsluttende partiers navn til Kommunistiske Partier. Dette skete i Danmark under de forudgående omstændighedder af kampen imod et kortvarigt og mislykket kup af den danske konge.

Den første tid i DKP var præget af voldsomme fraktionskampe, skift i ledelsen og i den ideologiske og politiske linie. DKP var stadig præget af Socialdemokratiets gamle revisionisme og også af den syndikalistiske bevægelse, der i Danmark havde været relativ stærk i denne periode. Dette fik Kominterns Eksekutiv Komite (EKKI) til at gribe ind for at styrke DKP og undgå en splittelse. I 1923 ved at nedsætte en komite der tog sig af spørgsmålet og i 1929 med et »Åbent Brev« til DKP, hvor udslag af højre-opportunisme bliver kritiseret og hvor Komintern skriver at det er nødvendigt »at skabe et vendepunkt i jeres partis historie«, »overgangen fra opportunistisk passivitet til bolsjevikisk aktivitet«.

I 1932 tager den dominerende skikkelse i DKP’s historie, dets mangeårige formand Aksel Larsen, ledelsen af partiet og samme år bliver det for første gang repræsenteret i folketinget med 2 medlemmer. I 1935 afholder Komintern sin 7. Verdenskongres hvor politikken om »folkefront imod fascisme og krig« vedtages. DKP tilslutter sig denne og fra da af arbejder DKP hovedsageligt på at fuldføre denne opgave. I samme periode sendes også mange frivillige, især mange unge kommunister, afsted til Spanien for at bistå de spanske kommunister under den spanske borgerkrig. Det er denne kerne der senere kommer til at spille en væsentlig rolle i organiseringen af modstandskampen.

I 1940 bliver Danmark besat af Tyskland. Det er i disse 5 år under besættelsesmagten, et fascistisk diktatur med dets danske landsudsælgende håndlanger-regering, at det danske proletariat og folk, ledet af DKP, viser sin mest heltemodige kampgejst og offervilje i dette århundrede. DKP er den egentlige initiativtager til og ledelse i den organiserede modstandskamp og bliver udsat for den stærkeste forfølgelse og undertrykkelse. »Kommunist-loven« vedtages med forbud imod kommunistisk organisation og propaganda og giver mulighed for forvaring ved mistanke om »at ville deltage i kommunistisk virksomhed eller agitation«. Tyskland forlanger 70 kommunister anholdt og får af den danske »samarbejdsregering« og det danske politi mere end 400 danske kommunister udleveret i stedet. Dette sker på selvsamme dag som Sovjetunionen angribes af Tyskland, den 22. juni 1941. Nogle af disse kommunister sendes sammen med mange andre sønner og døtre af det danske folk til sygdom og død i de tyske arbejds- og koncentrationslejre gennem de 5 års besættelse af vort land. Udbytningen og undertrykkelsen af proletariatet og folket intensiveres med arbejdsloven der bl.a. forbød strejker, men det danske folk rejser sig til modværge og i august 1943 udbryder folkestrejkerne, med opstande der tvinger den danske landsudsælgende kapitulations-regering til at gå af.

I løbet af 2.Verdenskrig og med befrielsen fra den tyske besættelse i maj 1945, opnår DKP den største prestige iblandt det danske proletariat og folk, som det socialistiske Sovjetunionen og den Røde Hær under ledelse af kammerat Stalin gjorde det i hele verden. Men i tiden kort efter 2. Verdenskrig, viser der sig nogle alvorlige problemer i DKP der indgår i »befrielsesregeringen« og forsøger at skabe et enhedsparti med Socialdemokratiet, der dagen før var på Tysklands side. DKP udviser en alvorlig mangel på forståelse af grundlæggende marxistiske principper bl.a. vedrørende bourgeoisiets kontra proletariatets diktatur, brugen af parlamentet, socialdemokratiets klassekarakter og ved at fremføre en »mulig fredelig overgang til socialismen«.

Med Khrustjofs kontra-revolutionære kup i Sovjetunionen, genoprettelsen af kapitalismen påny og Sovjetunionens Kommunistiske Partis (SUKP’s) 20. Parti Kongres, træder DKP frem som en åben forsvarer af den moderne revisionisme og af bagvaskelsen af kammerat Stalin. I 1958 splittes partiet da dets hidtidige formand igennem 26 år, Aksel Larsen, ekskluderes og danner Socialistisk Folkeparti. Dette var desværre ikke et opgør med den moderne revisionisme i forsvar for marxismen-leninismen, men et yderligere skridt i revisionistisk forrådnelse. I Danmark sker der trods forskellige tilløb, ingen alvorlige forsøg på dette. På SUKP’s 22. Parti Kongres i 1961 systematiseredes den moderne revisionismes holdninger og blev fra da af også DKP’s.

I stedet kommer Kommunistisk Arbejder Parti (KAP) til verden ved en dødfødsel i 1976. Efter Formand Maos død bliver dette parti åbent vedhæng til Teng Hsiao-ping og forsvarer af Tengs opportunistiske og revisionistiske forvridning af Formand Maos teori om at tre verdener tegner sig. Ligeledes dannes DKP/ML i 1978, fejt angribende maoismen og i et såkaldt opgør med den moderne revisionisme. Dette Hoxha-parti eksisterer stadig den dag i dag, flygtende fra deres egen fortid og de »principper« som de påstod de forsvarede.

I 1985 overtager Gorbatjov taktstokken i Sovjetunionen og i Danmark sætter dette sine tydelige spor. DKP bryder fra da af helt sammen, fuldstændig bankerot, som den moderne revisionisme illustreret ved det social-imperialistiske Sovjetunionens sammenbrud. I dag eksisterer DKP stadig formelt i en »Enhedsliste«, med trotskister, »venstresocialister«, tjenere af Teng og andet revisionistisk affald, hylene med de ulve de er iblandt.

Studiekredsen Røde Sol, september 1995