Vi publicerer her følgende uofficielle danske oversættelse af 1. del af dokumentet Vedrørende Lenins Tænkning af Komite Røde Fane, som er blevet sendt til os. Dokumentet er oprindelig skrevet som indlæg til nr. 2 af Tidsskriftet Maoisten, der udkommer på spansk. Dokumentet er et væsentligt bidrag til forståelsen af det marxistisk-leninistisk-maoistiske begreb »vejledende tænkning« og indeholder hidtil ukendte uddrag af Perus Kommunistiske Partis værker.
Proletarer i alle lande, forén jer!
Vedrørende Lenins Tænkning [1]
Der findes dogmatisk marxisme og kreativ marxisme. Jeg går ind for sidstnævnte.
– Stalin –
I det nærværende dokument forsøgte vi at vise, hvordan Lenins tænkning udvikledes, fra den russiske revolutions vejledende tænkning til leninismen, den anden etape af marxismens udvikling. Nogle ville måske sige at sådan en anstrengelse er unødvendig og kun har historisk interesse, men vi mener at sådanne folk tager fejl, fordi den korrekte forståelse af hvad en vejledende tænkning er, er et spørgsmål om liv og død for verdens kommunister, et spørgsmål om sejr og nederlag.
Uden den kreative anvendelse af marxismen-leninismen-maoismens, hovedsageligt maoismens, almengyldige sandhed, til hver revolutions konkrete betingelser, er det umuligt at afslutte revolutionen, om den så har demokratisk, socialistisk eller kulturel karakter, og at fortsætte denne march til Kommunismen. De, der går imod denne marxistiske bekræftelse, påstår ikke sjældent at den kinesiske erfarings tilfælde, eller for at formulere det mere nøjagtigt, det kinesiske proletariats og Kinas Kommunistiske Partis (KKP) kampproces, der frembragte Formand Mao og hans vejledende tænkning, der senere blev til maoismen, var et særtilfælde fra hvilket man ikke kan uddrage en almindelig lov; disse folk påstår at »Marx havde ingen tænkning, ej heller Lenin«. De tager på dybtgående vis fejl og det følgende viser dette med Lenin som eksempel.
For at fortsætte med dette problem betragter vi det som nødvendigt at begynde med at have »et fælles sprog« – som Formand Mao sagde – eftersom der er så megen forvirring om hvad en vejledende tænkning er, så vi begynder dér.
Hvad er vejledende tænkning?
Det er nødvendigt at definere de begreber vi bruger for at håndtere marxismens udvikling, så lad os se på hvad forskellen er mellem linje, vejledende tænkning og »-isme«.
En linje er et struktureret system af standpunkter – vi skelner mellem opfattelser, kriterier, tilgange og standpunkter. Standpunkter er er tilgange (at tage stilling) overfor konkrete problemer. Beslutninger, der definerer handlingen, i vort tilfælde kommunisternes og de revolutionæres, i områderne ideologi, politik og organisation, økonomi, militære spørgsmål og så videre. Ethver standpunkt er udtryk for en verdensanskuelse, for en ideologi og derfor har det klassekarakter. Når en række standpunkter systematiseres i et fuldkomment system, er det en struktureret linje (før summen af standpunkterne systematiseres, er det en ustruktureret linje).
Ved at anvende marxismen-leninismen-maoismens, hovedsageligt maoismens, almengyldige sandhed til en konkret revolution, om det så er i et specifikt land eller verdensrevolution, etableres programmet for revolutionen i dens generelle politiske linje, den kommunistiske kamp for at etablere lovmæssighederne der styrer klassekampen i den specifikke sammenhæng.
Vedrørende disse punkter ved vi, at der er forholdsvis stor enighed i den Internationale Kommunistiske Bevægelse (IKB).
Ethvert Kommunistisk Parti har sit program og sin generelle politiske linje – begge uddybet til forskellig grad afhængigt af udviklingen af anvendelsesprocessen af det internationale proletariats ideologis almengyldige sandhed til hver revolutions konkrete betingelser, henholdsvist; udtrykkende udviklingsgraden af processen af konstituering eller rekonstituering af hvert Parti, men uden program og generel politisk linje er der intet Kommunistisk Parti. Selv da, når vi ser på IKBs historie og nuværende situation, kan vi se at det ikke er nok – men at den korrekte generelle politiske linje, som sytematiserer lovmæssighederne for den specifikke revolution, kun kan findes hvis den er udtryk for en vejledende tænkning.
Den vejledende tækning som en anvendelse af maoismen, der er almengyldig, sigter på særegenhederne ved vor specifikke revolution, det der er specifikt og særligt ved den, fordi hvis vi ikke griber det specifikke, vil vi håndtere denne revolution, som Partiet leder, dårligt. Men eftersom Partiet er et væsen bestående af et system af organisationer, gør det dette gennem sine ledere, sine kadrer, sine militanter, der sætter alle resten af organisationerne i bevægelse. Kun på denne måde tjener vi til at indlede og udvikle Folkekrigen, ifølge det specifikke tilfælde, med erobringen af magten i hele landet i perspektiv. Disse er meget stærke praktiske årsager, årsager med afventende og nødvendige krav, revolutionens behov [2].
Fortsættende, den vejledende tænkning har en ideologisk basis der nærer den, fordi uden ideologisk basis er der ingenting. Fordi en tænkning også indebærer opbygning. Selvfølgelig indebærer den også opbygning og uden ideologisk basis – hvilken opbygning kan der så findes?
Vedrørende teorien: »hvordan den håndterer og anvender marxismen-leninismen-maoismens, hovedsageligt maoismens, tre integrerede bestanddele«, har vi her et godt eksempel at fremhæve på, at det ikke er nok at have en generel politisk linje og et program, hvis man i den politiske økonomi ikke forstår problemet om den bureaukratiske kapitalisme (i et land domineret af imperialismen). Eller problemet om at forstå ansvaret over for ens egen revolution som en del af og til tjeneste for verdensrevolutionen, som vi vil se forneden i Tysklands tilfælde. Disse er problemer som mange Partier står overfor, når de skal udvikle den egentlige vejledende tænkning, som er grundlaget for ethvert Førerskab.
Et andet spørgsmål følger: en vejledende tænkning har et indhold. Hovedsageligt udtrykt i den generelle politiske linje og dens centrum, den militære linje. Det er problemet om specificeringerne, især af den generelle politiske linje og den militære linje. Sigtende på spørgsmålet om magten. I landet, selv som en tænkning der udfolder sig inden for marxismen-leninismen-maoismen, er det nødvendigt at den »forbindes uløseligt til erobringen af magten for proletariatet i hele landet«, uden hvilket den ikke ville være kommunistisk, ikke ville – i geometrisk forstand, så man bedre forstår det – inden for marxismen-leninismen-maoismen og en vejledende tænkning, der vedligeholder programmets kurs.
Nogle ord om dette. Det er den mest indholdsrige og mest udviklede del af den generelle politiske linje, om dette må vi være meget tydelige. Læg mærke til: På denne tænkning næres linjen og dens fem bestanddele og i sidste ende den militære linje som dens centrum. Det vil sige: Hvordan, hvorfor næres linjen af tænkningen og kan en generel politisk linje udvikles?
Et tredje spørgsmål: Programmet, fordi den vejledende tænkning »fast vedligeholder programmets kurs«, er dette tydeligt? Dette er de tre spørgsmål der skal fremhæves.
Nøglespørgsmålet i problemet er når man ser hvordan denne proces finder sted i den praktiske klassekamp og to-linje kampen om anvendelsen. Der er problemet at forstå springet som dette indebærer for at virkeliggøre den vejledende tænkning.
Det var Formand Gonzalo der fremhævede disse tre spørgsmål på PKPs I. Kongres i sin tale vedrørende gonzalo tænkningen og som vi har præsenteret her i et kort resume, ved at henvise os til den vejledende tænkning, og vi fortsætter forneden med det der blev etableret i denne del af Perus Kommunistiske Partis I. Kongres.
I historien kan vi se, at selv når man har et program og en generel politisk linje, og fortræffelige betingelser for at videreføre revolutionen, når de specifikke problemer for revolutionen i hvert land ikke løses og man ikke går ud over de generelle formler, fejlede kommunisterne i at opfylde deres ansvar over for proletariatet og verdens folk. I Tyskland har vi et meget sigende eksempel, hvor vi havde det Kommunistiske Parti, det andet største i verden dengang, der havde et højt udviklet og klandestint militært apparat, Kammerat Ernst Thälmann [3] og andre ledere af Tysklands Kommunistiske Parti (TKP), fordi de forblev inden for den Kommunistiske Internationales generelle retningslinjer og fejlede i at tilstrækkeligt udvikle anvendelsen af marxismen til den konkrete virkelighed af revolutionen i Tyskland, på kreativ vis for at løse nye problemer, fejlede i at indlede og vedligeholde den revolutionære væbnede kamp, og som resultat blev Partiet praktisk talt tilintetgjort og kunne ikke opstille en større modstand imod den tyske imperialismens fascistiske bæst, som så var i stand til at starte sin krig imod verdens folk. I den nuværende situation ser vi at der er mange Kommunistiske Partier, der ikke går fremad i opfyldelsen af deres mål, som ikke tager de nødvendige spring i den revolutionære kamp, om det så er for at indlede eller udvikle den væbnede kamp, altså Folkekrigen, fordi de ikke går fremad i processen af kreativ anvendelse af det internationale proletariats almegyldige ideologi, som løser nye problemer for den specifikke revolution. Det ville være forkert at kalde hele verden for »revisionister«, for selv hvis der i forskellig grad og på forskellige måder er problemer med revisionisme, så mener vi at problemet generelt er med det nye, at forstå og kreativt anvende det nye, marxismen-leninismen-maoismen, med maoismen som den nye, tredje og højere udviklingsetape, til hver revolutions specifikke betingelser.
Det var Formand Mao og KKP, der introducerede begrebet »tænkning« for at beskrive en højere udviklingsetape af det Kommunistiske Partis linje. På dets VII. Kongres påtager KKP sig mao tse-tung tænkningen (og bruger i det givne øjeblik betegnelsen »mao tse-tungs opfattelser«) og på dets IX. Kongres kendetegner det den som almengtldig – definerende den som »marxismen-leninismen i den æra, hvor imperialismen går imod sit fuldkomne sammenbrud og socialismen går fremad til sin sejr i hele verden«, men officielt gik KKP ikke så langt som at definere, at hver revolution må frembringe sin egen specifikke vejledende tænkning.
Det var Formand Gonzalo der udarbejdede den marxistiske forståelse af hvad en vejledende tænkning er, ved at tage det som udgangspunkt der blev fremsat af Formand Mao og KKP selv.
På Perus Kommunistiske Partis I. Kongres blev det defineret:
Enhver revolution skaber i sin udviklingsproces, gennem proletariatets kamp som ledende klasse og frem for alt gennem det Kommunistiske Partis kamp som hejser dets ufrasigelige klasseinteresser, en gruppe førere og hovedsageligt én som repræsenterer og leder den, en Fører med anerkendt autoritet og indflydelse; i vor virkelighed er dette blevet konkretiseret, af historisk nødvendighed og tilfældighed, i Formand Gonzalo, Fører af Partiet og revolutionen.
Men endvidere, og dette er ethvert Førerskabs fundament, skaber revolutionerne en tænkning som vejleder dem, det er resultatet af anvendelsen af det internationale proletariats ideologis almengyldige sandhed til de konkrete betingelser af enhver revolution; en vejledende tænkning som er uundværlig for at opnå sejren og erobre den politiske magt, og endvidere, for at fortsætte revolutionen og altid holde kursen mod det eneste storslåede mål, Kommunismen; vejledende tænkning som, når den har nået til et kvalitativt spring af afgørende betydning for den revolutionære proces som den leder, identificerer sig med navnet på den person som teoretisk og praktisk har formet den. I vor situation blev denne foreteelse først specificeret som vejledende tænkning, senere som Formand Gonzalos vejledende tænkning og siden hen som gonzalo tænkning; fordi det er Formanden der har frembragt den, ved skabende at anvende marxismen-leninismen-maoismen til de konkrete betingelser i den peruvianske virkelighed, og således forsynede han Partiet og revolutionen med et uundværligt våben som er garanti for triumf.
Fortsættende det grundlæggende i det samme dokument fremsatte PKP:
Gonzalo tænkningen har smedet sig gennem mange års intens, urokkelig og uophørlig kamp for at hejse, forsvare og anvende marxismen-leninismen-maoismen, for at genoptage Mariáteguis1 vej og udvikle den, for at rekonstituere Partiet og hovedsageligt for at indlede, fastholde og udvikle folkekrigen i Peru til tjeneste for verdensrevolutionen og for at marxismen-leninismen-maoismen, hovedsageligt maoismen, såvel i teorien som i praksis skal være dens eneste befaler og vejleder.
Det er en væsentlig nødvendighed for Partiet at studere gonzalo tænkningen, for en mere retfærdig og korrekt forståelse af den generelle politiske linje og hovedsageligt af den militære linje, med det formål at uddybe den peruvianske revolutions ejendommeligheder, det specifikke og særegne som Formand Gonzalo mesterligt har fremhævet; således vil vi tjene »den store plan for at udvikle baser«, folkekrigens udvikling og perspektivet om at erobre den politiske magt i hele landet.
Vi skal studere gonzalo tænkningen ved at gå ud fra den historiske kontekst som har skabt den; se på det ideologiske grundlag som understøtter den; præcisér dens indhold, som er mere væsentligt udtrykt i den generelle politiske linje og den militære linje som er dens centrum; der skal sigtes mod det grundlæggende i den, magtspørgsmålet, at erobre den politiske magt her i Peru, uløseligt forbundet med proletariatets erobring af den politiske magt i hele verden; og skænk meget opmærksomhed til dens smedning i to-linje kampen.
Ved at specificere den historiske sammenhæng fremsatte det, vedrørende den internationale sammenhæng:
Men nøglespørgsmålet er at se hvordan gonzalo tænkningen, i denne storslåede klassekamp på verdensplan, anser at der opstår en tredje etape i proletariatets ideologi: først som marxismen-leninismen, mao tse-tung tænkning; senere marxismen-leninismen-mao tse-tung tænkning; og for senere hen at definere den som maoismen ved at forstå dens almengyldighed; og på denne måde at nå til marxismen-leninismen-maoismen, hovedsageligt maoismen som marxismens nuværende udtryk.
Vedrørende den historiske nationale kontekst:
Her er grundlæggende hvordan gonzalo tænkningen dybtgående forstår det peruvianske samfund, ved at centrere i det afgørende problem, den bureaukratiske kapitalisme, indser nødvendigheden af at rekonstituere Partiet og erobre og forsvare den politiske magt med Folkekrigen.
Vedrørende dens ideologiske grundlag, fremsætter PKP:
Uden marxismen-leninismen-maoismen kan man ikke forestille sig gonzalo tænkningen, fordi denne er den kreative anvendelse af marxismen-leninismen-maoismen til vor virkelighed. Nøglespørgsmålet i dette punkt ligger i forståelsen af proletariatets ideologis historiske udviklingsproces, af dens tre etaper udformet i marxismen-leninismen-maoismen og maoismen som den hovedsagelige; væsentligt er, hovedsageligt, dens anvendelse af marxismen-leninismen-maoismen som almengyldig sandhed til den peruvianske revolutions konkrete betingelser; derfor er gonzalo tænkningen specifikt hovedsagelig for Perus Kommunistiske Parti og den revolution som det leder.
PKP understreger også:
I gonzalo tænkningen skal vi fremhæve den bemærkelsesværdige opfyldelse af de krav der blev rejst af Formand Mao: teoretisk soliditet, forståelse af historien og en god praktisk styring af politikken.
Så vi ser: Et system af strukturerede standpunkter er en linje. En generallinje i et Kommunistisk Partis program må svare til revolutionens generelle lovmæssigheder. En vejledende tænkning kommer til at findes når nye specifikke og konkrete problemer, som man står overfor, løses i processen af et Kommunistisk Parti og en specifik revolution, gennem Partiets og proletariatets kamp, midt i to-linje kampen og klassekampen, og med dette gøres der bidrag til marxismens udvikling, med nye elementer. Denne proces tager form, materialiserer i kampen i Partiet og dets ledelse, som udøves af en gruppe af ledere, blandt hvilke – som følge af loven om modsigelse – én vil træde frem, som bliver Fører af Partiet og revolutionen.
Det er nødvendigt at bemærke den meget vigtige skelnen, som Formand Gonzalo og PKP gør mellem »vejledende tænkning«, »vejledende tænkning identificeret med navnet på Føreren af revolutionen« og »tænkning«, fordi alle disse tre begreber udtrykker en forskellig udviklingsgrad, ifølge hvor mange nye elementer den indebærer, som er blevet bekræftet i Partiets og den revolution som det leders praksis, til marxismens udvikling. Formand Gonzalo og PKP fremsætter ikke at enhver revolution nødvendigvis vil frembringe en vejledende tænkning der når den udviklingsgrad som for eksempel selve gonzalo tænkningen har haft, der identificeres med den der frembragte den, en udvikling som det ikke er muligt at finde sted i enhver vejledende tænkning3, men hver revolution må udvikle en kreativ anvendelse der løser de specificerede problemer, håndterer hver specifik virkeligheds specifikke love, hvilket indebærer et spring i den specifikke anvendelse.
Hvad vi må gøre er at definere forskellen mellem en vejledende tænkning i dens mest udviklede form, som er tilfældet med gonzalo tænkningen, og en »-isme«. For at håndtere denne definition korrekt, tager vi det som udgangspunkt som PKP etablerede i dokumentet Om marxismen-leninismen-maoismen:
Dog, imens marxismen-leninismen har opnået anerkendelse af dens almengyldighed, er maoismen ikke anerkendt fuldstændigt som tredje etape; for mens nogen simpelthen fornægter dens tilstand som sådan, når andre kun til at anerkende den som »mao tse-tung tænkning«. Men i essensen, i begge tilfælde, med de indlysende forskelle der findes mellem dem, fornægter de den generelle udvikling af marxismen gjort af Formand Mao Tse-tung; ikke at anerkende dens »isme« karakter som maoisme, er at fornægte dens almengyldighed og som følge heraf dens tilstand af at være den tredje, nye og højere etape af det internationale proletariats ideologi: marxismen-leninismen-maoismen, hovedsageligt maoismen som vi hejser, forsvarer og anvender. […]
Marxismen har tre dele: marxistisk filosofi, marxistisk politisk økonomi og den videnskabelige socialisme; en udvikling i dem alle som frembringe et kvalitativt spring for marxismen som helhed, som enhed til et højere niveau, indebærer en ny etape. Følgelig, det essentielle er at vise at Formand Mao har frembragt, som det kan ses i både teorien og praksis, et sådant kvalitativt spring. […]
… det er med den Store Proletariske Kulturrevolution at den intenst bliver udbredt og dens prestige stiger kraftfuldt, og Formand Mao bliver anerkendt Fører af verdensrevolutionen og skaber en ny etape af marxismen-leninismen; …
Så forskellen mellem en vejledende tænkning, i særdeleshed i dens mest udviklede form, såsom gonzalo tænkningen, hvilket vil sige »et stort kvalitativt spring i marxismen som helhed, som en enhed« og »-isme« er ikke at den første kun er af meget specifik betydning, specifik for den konkrete virkelighed i ét land – fordi ved at løse nye problemer, gør den bidrag til marxismens skattekammer generelt – men at den ikke har gjort »et stort kvalitativt spring i marxismen som helhed, som en enhed«, dette vil sige en udvikling i dens tre integrerede bestanddele, hvilket ville sige at vi stod overfor en ny udviklingsetape af marxismen. Når en tænkning gør dette store kvalitative spring, antager den karakter af »-isme« for at påpege dens samlede almengyldighed som en ny etape af marxismen.
Igen, i det vi netop forklarede kan vi se, at nøglen til at skelne mellem vejledende tænkning, gonzalo tænkning og »-isme« eller en ny etape af proletariatets almengyldige ideologi, er at forstå springet, og springet er nøglen til modsigelsen. Fordi enhver løsning på et nyt problem i den proletariske verdensrevolution betyder et bidrag til marxismen-leninismen-maoismen, uanset hvilken vejledende tænkning gør dem, for ellers er den ikke sådan, i dens mest udviklede form gør den vigtige bidrag, hvilket er tilfældet med gonzalo tænkningen, der er vigtige bidrag til proletariatets almengyldige ideologi, og derfor har disse bidrag også almengyldig karakter og, fordi de er løsninger på nye problemer, bidrager til en ny udvikling af marxismen og derfor til en ny etape, men er stadig ikke en »-isme«, fordi disse almengyldige bidrag ikke har betydet en ny udvikling i enhver af dens tre integrerede bestanddele og derfor i dens helhed, som har opløftet marxismen til en ny etape. Som vi vil se i de dele som vi senere citerer i Formand Gonzalos præsentation vedrørende gonzalo tænkningen på den I. Kongres (det ikke-offentlige dokument):
Men det er vigtigt at i denne sidste del (Vedrørende gonzalo tænkningen), hvor der står: »… nøglespørgsmålet er at se hvordan gonzalo tænkningen, i denne storslåede klassekamp på verdensplan, anser at der opstår en tredje etape i proletariatets ideologi: først som marxismen-leninismen, mao tse-tung tænkning; senere marxismen-leninismen-mao tse-tung tænkning; og for senere hen at definere den som maoismen ved at forstå dens almengyldighed; og på denne måde at nå til marxismen-leninismen-maoismen, hovedsageligt maoismen som marxismens nuværende udtryk.«.
Vedrørende gonzalo tænkningen:
Nøglespørgsmålet til dette punkt ligger i forståelsen af den proletariske ideologis historiske udviklingsproces, i dens tre etaper formet i marxismen-leninismen-maoismen og med maoismen som den hovedsagelige; og, hovedsageligt, er det anvendelsen af marxismen-leninismen-maoismen som almengyldig sandhed til den peruanske revolutions konkrete betingelser; dermed er gonzalo tænkningen specifikt hovedsagelig for Perus Kommunistiske Parti og den revolution som det leder. (…) »forståelsen af proletariatets ideologis historiske udviklingsproces«, dette er nøglen, hvordan det internationale proletariats ideologis proces forstås, hvilket leder os til: hvad? Maoismen som hovedsagen. Dette er grundlaget der nærer den, derfor er den hovedsagen. Uden den er der ingenting. Og derefter (…) »anvendelsen af marxismen-leninismen-maoismen som almengyldig sandhed til den peruanske revolutions konkrete betingelser«. Dette er det væsentlige, det er ikke nok at sige at det hovedsagelige er at tage marxismen-leninismen-maoismen op, hvis man ikke tilføjer at det væsentlige er hovedsageligt anvendelsen til de konkrete betingelser, for uden den, ville gonzalo tænkningen ikke give mening, man bliver nødt til at se de to ting, og dette i streng anvendelse af hvad Formand Mao har lært os. Marxismens problem ligger i dens anvendelse, og det er hvad Lenin lærte os og hvad Marx lærte os. Jeg mener at denne del skal holdes rigtig meget for øje og hvad der er væsentligt; fjerne man det, fjerner man gonzalo tænkningens essens, den står uden essens.
Derefter, man skal bekymre sig om hvad der står: konsekvent, tag dette grundlag, maoismen, fra denne anvendelse som er væsentlig: hvad leder den til? »således er gonzalo tænkningen specifikt hovedsagelig for Perus Kommunistiske Parti og revolutionen det leder«. Her er ordet »specifikt«, det er hvad man skal fange her. Fordi hvis der ikke stod »specifikt hovedsagelig« ville kammeraterne ophæve at det hovedsagelige er marxismen-leninismen-maoismen. Forstår I hvad jeg gerne vil sige? Det ville være ikke at se dens almengyldighed, og det må vi ikke. At være kommunist vil først og fremmest sige at være marxist-leninist-maoist, og eftersom vi agerer i dette land der kaldes Peru, er det væsentligt at anvende den her i Peru, men uden det første har man ikke det andet. Af dette følger: gonzalo tænkningen er hovedsagelig for Partiet, ja. Specifikt: hvad vil det sige? Vedrørende anvendelsen, vedrørende vor revolutions nødvendighed, i dette specifikke tilfælde, til dette konkrete spørgsmål; på denne måde kan man på ingen måde tilsidesætte marxismen-leninismen-maoismen, fordi den er den almengyldige sandhed og kilden vi altid må drikke af.
Ved at grave dybere ned i relationen mellem vejledende tænkning og maoisme, siger Formand Gonzalo:
»(…) man kan ikke fremsætte en tænkning uden at holde den almengyldige sandhed for øje, der er en integreret del«.
Gonzalo tænkningens indhold. a. Teorien. Vi har brug for at vide godt hvordan at udtænke gonzalo tænkningen: den er en specificering af vor revolution, af vort proletariat, af vort Parti, af klassekampen og af krigen som er dens højeste form og den må betragtes således. Hvis vi ser den specifikt på denne måde, er vort problem ikke at sætte den på niveau med marxismen-leninismen-maoismen, fordi det må man ikke, det ville være en dødelig fejltagelse, vi kunne aldrig gøre det, aldrig, kammerater. Vi bør ikke forvirre tingene. Når vi behandler teorien er det vi må gøre at se hvordan den håndteres, hvordan marxismen-leninismen-maoismen anvendes, og dens tre integrerede bestanddele; hvis der er et bidrag, dette er underordnet i dag, kan det være at det udvikles i morgen, men i morgen er ikke i dag. Jeg mener at vi må være meget tydelige og meget konkrete, forstå det bedre, mere, når vi fremsætter teorien, teorien for her kan vi tale om – gentager jeg – den almengyldige sandheds tre integrerede bestanddele og kun her kan vi tale om hvordan den anvendes, hvordan den håndteres; tiden vil vise om der er bidrag. For mig er dette nøglen, kammerater, spørgsmålet om dens indhold er fjernt – dette vil vi se -, der er en forskel. (Opmærksomhed! Se forskellen der er mellem teorien – de tre integrerede bestanddele, hvor man skal se hvordan den anvendes – og gonzalo tænkningens indhold.)
Vedørende teorien, hvad sagde dokumentet? Derfor fremsætter det: »hvordan at forstå og anvende« – det er derfor det sagde -, »hvordan den forstår og anvender marxismen-leninismen-maoismens tre integrerede bestanddele«, det er hvad det siger. Her siges det ikke hvordan den udvikles. Jeg mener at man må være objektiv og ja, der er perspektiver, man kan se perspektiver, men for mig er perspektiv perspektiv, først må perspektivet udføres, så at sige er dette sandheden nu (…) forstå ikke perspektivet som virkeligheden. Men vedrørende teorien, må man være meget forsigtig, fordi den behandler den almengyldige sandhed. Man må være meget snedig og forsigtig og derfor står der »hvordan at forstå og anvende«.
I delen vedrørende indholdet, etablerer Formand Gonzalo selv forholdet mellem gonzalo tænkningens almengyldige bidrag og maoismen. b. »(…) for at nå til punktet om gonzalo tænkningens indhold – vi taler om delen der siger »mest indholdsrige og mest udviklet« er den Generelle Politiske Linje – fordi her er problemet. Hvor er det? I specificeringerne af vor linje, i hvad vi betragter som typisk eller særegent i vor revolution, med alt perspektivet det her eller kan have på nogle punkter. Derfor nummererer vi kun specificeringerne af den Generelle Politiske Linje og bidragene til verdensrevolutionen som vi må fremhæve. Jeg sagde jer at I må sætte det i linjen; kammerater, det første er den almengyldige teori, vær meget forsigtige med dette; hvis der er bidrag, se på dem i den Generelle Politiske Linje, som er den indholdsrige eller mest indholdsrige, mest udviklede. Derfor fremsætter vi det som følger: specificeringer af den Generelle Politiske Linje og bidrag til verdensrevolutionen som vi må fremhæve.« Derefter går det videre til at opremse gonzalo tænkningens almengyldige bidrag til verdensrevolutionen, der indeholdes i de fem bestanddele af den generelle politiske linje, der i sidste ende har den militære linje som sit centrum.
Formand Gonzalo tydeliggør mere, når han knuser nogle udtryk som kunne udtrykkes vedrørende denne relation, som følger: »det er absurd at sammenligne historiske figurer, historiske personligheder; enhver af os udvikler sig i en forskellig og præcis historisk sammenhæng. Vi kunne aldrig modsætte os til til vor glorværdige grundlægger Marx eller Lenin eller Formand Mao, og ikke disse to med den første, og ikke en imod en anden, aldrig, jeg taler om kendsgerninger; for at modsætte den som taler [Formand Gonzalo] til Formand Mao, virkelig!, det virker for mig som en dårlig vittighed og i dårlig smag. Hvordan kan man modsætte specificeringen til ét land til den almengyldige ideologis højeste punkt, hvordan? Det giver ingen mening, kammerater, det er ikke engang rigtig værd at tale om.«
Sammenfattende: »Hvad har gonzalo tænkningen gjort? To ting: a) defineret en tredje, nye og højere etape af marxismen, marxismen-leninismen-maoismen, hovedsageligt maoismen, og b) Folkekrigen, som er hovedsagen?, nuvel, (…) selvfølgelig maoismen.«
Vedrørende indholdet må vi fremhæve de specificeringer som vi fremsætter som et spørgsmål at udvikle, fordi vi må studere mere, men vi må starte et sted. Hvorfor? Fordi det er nøglen til behandlingen af spørgsmålet, vedrørende at det er den mest indholdsrige og udviklede del af gonzalo tænkningen. Men dér er spørgsmålenen specificeringen fra hvilken bidragene til verdensrevolutionen udledes. Det grundlæggende er problemet om erobringen af magten her i Peru, i funktion af proletariatets diktatur i verden, for således at tjene Kommunismen. Det er meget konkret. Hærdningen kalder os simpelthen til dette: at se hvordan gonzalo tænkningen er blevet smedet og udvikles i to-linje kampen; uden denne to-linje kamp er der ingen gonzalo tænkning, den kan ikke udvikles, kun på dén måde opstår og udvikles en tænkning, ikke på nogen anden måde.
Vi spørger: Bør kommunisterne i verden anvende gonzalo tænkningens almengyldige bidrag? Selvfølgelig, som det er blevet defineret af Latinamerikas maoistiske Partier og Organisationer på deres V. Møde, og Europas maoistiske Partier og Organisationer på deres I. Møde, det vil sige: Anvend marxismen-leninismen-maoismen, med gonzalo tænkningens almengyldige bidrag!
… … …
[1] Da vi skrev denne artikel gav nogle kammerater os adgang til nogle dokumenter af Perus Kommunistiske Parti (PKP), der ikke er blevet publiceret af Partiet. I dette afsnit og generelt i teksten baserer vi os på et dokument ved navn Præsentation af gonzalo tænkningens grundlag, der tilhører den ikke-udgivne dokumentation af PKPs I. Kongres. Det udgivne dokument om gonzalo tænkningen: Vedrørende gonzalo tænkningen, er endnu et dokument som vi også henviser til i den nærværende tekst. Hvad angår henvisningerne vedrørende de ikke-offentlige dokumenter, bruger vi uddragene som integrerede dele af vor tekst, eftersom de ikke er blevet redigeret til publicering af selve PKP.
[2] Det er nødvendigt at understrege, at vi ikke anser Kammerat Thälmann for at have været revisionist. Han var en sand forsvarer af Kammerat Stalin, han var en militant af III. Internationale, han udvise stor tapperhed og heltemod ved at give hele sit liv til tjeneste for den proletariske verdensrevolution. Men selv da havde han ikke det som den historiske nødvendighed krævede. Han var ikke den fører, klassen havde brug for, han vidste ikke hvordan han skulle anvende marxismen-leninismen uafhængigt og under hans ledelse antog TKP en række højre-standpunkter; det er nødvendigt at undersøge yderligere for at kunne konkludere om disse udgjorde en struktureret højre-opportunistisk linje eller ej, og dette arbejde er en del af processen i hvilken kommunisterne under dannelse i Forbundsrepublikken Tyskland går fremad med i kampen for rekonstitueringen af vort Parti. I denne forstand er kritikken foretaget af Kammerat Alfred Klahr meget vigtig at holde for øje og giver os gode retninger at følge.
[3] Vi må være opmærksomme på at Formand Gonzalos hovedsagelige bidrag er at have defineret maoismen som den nye, tredje og højere etape af det internationale proletariats ideologi; det var med gonzalo tænkningen at det blev defineret, at være marxist i dag vil sige at være marxist-leninist-maoist, hovedsageligt maoist. Det ville være absurd at forvente, at enhver vejledende tænkning vil gøre sådanne bidrag til marxismens skattekiste, for hvis det var tilfældet, ville vi have en uendelig mængde »-ismer«.
socialistiskrevolution.wordpress.com 