Vi publicerer her en uofficiel dansk oversættelse af udtalelsen fra Redaktionen på Tidsskriftet Klassestandpunkt i anledning af 100-året for den fejlede Novemberrevolution i 1918.
Lad os begribe proletariatet lærdom og styrke vores indsats for rekonstitueringen af Tysklands Kommunistiske Parti
Dette år er hundredeåret af en af de vigtigste erfaringer i proletariatets historie i Tyskland – Novemberrevolutionen. En af de få øjeblikke i historien af dette land i hvilket arbejderklassen rækkede efter magten og forsøgte at gøre ende på det udbyttende og undertrykkende system af imperialisme. I første verdenskrigs bølge, i hvilket imperialismen viste for første gang i fuld skala dets menneskeædende og destruktive groteske ansigt og den gigantiske brodermord af proletariatet, det forårsagede arbejderklassen i Tyskland til at rejse sig til at ende nedslagtningen. Motiveret af overtagelsen af magten af proletariatet i det tsariske Rusland under den Store Socialistiske Oktoberrevolution, prøvede de at gøre ligesom deres russiske brødre og søstre i sovjetterne. Imperialisterne skælvede og de tyske revisionister – som havde forseglet deres forræderi af proletariatet i 1914 med deres godkendelse af den massive nedslagtning – var nødt til at udklække adskillige intriger for at styre de kæmpende på rolig kurs. Novemberrevolutionen i den seneste analyse var ikke en sejrrig kamp for proletariatet i Tyskland på vejen mod socialisme med den skinnende kommunisme som sit mål. Men de heroiske proletariske kæmpere er en uvurderlig del af den revolutionære historie af vores klasse, de rejser parolen: Det er rigtigt at gøre oprør! Nu ved hundredeåret for denne store historiske begivenhed, foruden revisionister af alle slags, også borgerlige historikere, liberale og sågar anarkister kaster sig selv mod denne del af vores historie. Det er af denne årsag nødvendigt at hejse, forsvare og anvende de principper der var genbekræftede af Novemberrevolutionen til at tilsvare revolutionens krav i de proletariske revolutionære i dette land.
Da matroserne for 100 år siden, natten efter den 29. oktober begyndte deres oprør foran Wilhelmshaven var der et par dusin og deres aktioner havde ingen umildbar success. Men gnisten af deres heltemod antændte en præriebrand som spredte sig over hele Tyskland. Et par dage efter var den første soldatersovjet konstitueret i Kiel og 40.000 arbejdere, matroser og soldater tog byen. I Bremen, Hamburg, Leipzig, Chemnitz, München og Gotha grundlagde arbejderne og soldaterne sovjetiske republikker, men de kunne ikke modstå reaktionen. Selv hvis masserne ikke manglede kampånd og fordi den igangværende Første Verdenskrig manglede de ej heller våben, proletariatet manglede dog en meget afgørende ting for at virkeligt at kunne rejse dets diktatur i Tyskland. Det manglede ledelse. Ledelse i form af dets organiserede fortrop, det Kommunistiske Parti. I evalueringen af Pariserkommunen sagde Marx og Engels:
»I dens kamp imod den kollektive magt af de ejendommelige klasser, kan arbejderklassen ikke optræde som klasse, bortset fra ved at konstituere sig som et politisk part, forskelligt fra og modsat alle gamle partier skabt af de ejendommelige klasser.«
Erfaringerne fra Pariserkommunen og deres evige principper konvergerer frem for alt i dette hensyn med dem af Novemberrevolutionen i Tyskland. Dog var situationen en anden. Erfaringerne fra Pariserkommunen går tilbage over 50 år og var lige blevet impementerede successfuldt i Oktoberrevolutionen. Gennem den Første Verdenskrig opstod en revolutionær situation ikke kun i Rusland og Tysklan, men det var også tilfældet i andre lande. Men de fleste af Partierne af den II. Internationale havde degenereret, ligesom i Tyskland, til revisionistiske og social-chauvanistiske Partier. På trods af kampen af venstre i den Internationale Kommuniske Bevægelse imod det, hovedsageligt legemliggjodt af den store Lenin. Derfor ledelsen af arbejderklassen til kapringen af magten var også ikke-eksisterende i Tyskland i dette øjeblik. Tysklands Social-Demokratiske Parti (SPD) havde en store indflydelse blandt masserne i arbejderklassen i dette øjeblik og var fuldstændigt degenereret. Af denne grund kom en splittelse af Tysklands Uafhængige Social-Demokratiske Parti (USPD), selvom dette var en kombination af Bernstiniansk revisionistisk og proletariske revolutionære – som var repræsenterede af den Internationale Gruppe (på tysk: Gruppe Internationale). Derfor, var der mangel på ideologisk klarhed, altså marxismen og Lenins hidtidige bidrag, hovedsageligt i kampen mod revisionismen. Også de Revolutionære Stewards, som lagde planer for tilkæmpningen af magten på et bestemt tidspunkt, havde ikke funktionen af en anderkendt fortrop af arbejderklassen og de blev i USPD. Tysklands Kommunistiske Parti var først stiftet den 1. januar 1919 af Karl Liebknecht og Rosa Luxemburg. Selv efter dens stiftelse var det en alt for ung kraft i Januar-Kampene der udbrød kort tid efter og det var stadigt nødt til at tilkæmpe sig anderkendelse af arbejderklassen. Bolsjevikkernes kamp for et klandestint Parti i Ruslands ekko var ikke endnu nået Tyskland og derfor legalitet fortsat et udbredt fænomen.
Indflydelsen af det social-chauvanistiske SPD var også udtrykt i sammensætningen af de nystiftede sovjetter. I mange af dem, men ikke helt dem alle havde SPD majoriteten. Dette demonstrerer betydningen af kampen imod revisionismen – som ledte til den social-chauvanistiske degeneration af SPD – som en af de vigtigste opgaver af de proleariske revolutionære. Revisionismen er borgerskabet i arbejderklassens rækker, det er derfor at det er hovedfaren for den proletariske revolution.
Fordi det leder revolutionen på afveje, mens den forsøger at beholde en revolutionær maske. Hvis revisionismen ikke er afsløret permanent foran masserne i teori og praksis er der faren for at den vinder eller beholder indflydelse blandt masserne. På denne måde var det muligt at under Novemberrevolutionen kunne afskum som Ebert, Scheidermann og Noske have stor indflydelse i sovjetterne. Noske af alle mennesker, som havde i januar 1919 under hans berygtede bemærkning »Nogen er nødt til at være blodhunden. Jeg skal ikke fralægge mig det ansvar« oprør i Berlin slagtede og hvem forlod retsagen mod morderne af Karl Liebknecht og Rosa Luxemburg.
Efter Pariserkommunen kom Marx og Engels også til konklusionen:
»Men arbejderklassen kan simpelthen ikke tage det færdige statsmaskineri i besiddelse og bruge det til sine egne formål«
I Novemberrevolutionens kurs lavede oprørerne fejltagelsen at smadre apparaterne af den tyske stat. Selvom kejserne var nødt til at træde af, var hele maskineriet der holder staten i live, hæren af tyske statlige embedsmænd kunne fortsætte med at arbejde næsten uforstyrret. Borgerskabet brugte dette til at arbejde mod at etablere SPD som den nye vågende vagthund. Derfor de statlige embedsmænd arbejdede mod SPD og saboterede sovjetterne med det mål at rejse et parlementarisk demokrati og at tage fra oprørerne de successer de havde opnået i kamp. I dag ved det internationale bedre end nogensiden at for at bygge det Nye skal det Gamle først ødelægges. Det Nye kan ikke eksistere som et komplement til det Gamle. Da Lenin hørte nyhederne om de opspringende sovjetmagter i Tyskland var han fuld af glæde. Men efter nederlaget af Novemberrevolutionen havde han også analyseret problemerne kommunisterne skulle kæmpe med den gang:
»Så vidt som jeg kan bedømme, er standpunktet af Tysklands Kommunistiske Parti et særligt svært et. Dette er forståeligt. Først og fremmest, fra slutning af 1918, den internationale position af Tyskland meget hurtigt og skarpt aggreverede hendes interne revolutionære krise og påkaldte fortroppen af proletariatet mod en øjeblikkelig overtagelse af magten. På samme tid, Tyskland og hele det internationale borgerskab, fortræffeligt bevæbnet og organiseret, og belært af den “Russiske erfaring”, kastede sig imod det revolutionære proletariat i Tyskland i en hadsk jagt. […] Da krisen udbrød, dog, manglede arbejderne i Tyskland et oprigtigt revolutionært parti, skyldet det faktum at splittelsen var frembragt for sent, and grundet byrden af den forbandede tradition af »enhed« med kapitalens korrupte (Scheidemanns, Legiens, Davids og andre) og rygradsløse (Kautskyernes, Hilferdings og andre) bande af lakajer.«
I henhold til alt dette var de proletariske revolutionære ikke forberedte til massernes spontane væbnede oprør. Dette er en vigtig erfaring af de proletariske revolutionære i Tyskland i dag. Fordi det er ikke nok at tale omkring forberedelsen af det, i øjeblikket af massernes store kampe begyner, ligesom nogle revisionister stadigt påstår. Man kan ikke begynde med at bygge et klandestint Parti når først de væbnede kæmpe er begyndt, men man er nødt forberede den og det selv. Ligesom Marx sagde, man leger ikke med opstanden altså den skal tages seriøst og på hvilken det gøres bedre end at forberede de revolutionære og masserne ideologisk, politisk og organisatorisk til det. Ellers vil udviklingerne af klassekampen før eller siden overgå de subjektive kræfter af de proletariske revolutionære.
Nåh, i dag det internationale proletariatet har en endnu rigere skatte af erfaringer end i 1918. Vi er bevæbnee med ideologien marxismenleninismen-maoismen, hovedsageligt maoismen og de almengyldige bidrag af Formand Gonzalo dvs. gonzalo tænkningen. Vi har som en del af det den almengyldige militærteori af proletariatet, Folkekrigen. Selvfølgeligt, kan ingen bebrejde de revolutionære og masserne i 1918 for ikke at have dette middel men lektionerne vi kan uddrage Novemberrevolutionen, de principper der var bekræftet der blev genbekræftede igen og igen. Hvad der gælder er at rejse, forsvare og anvende, hovedsageligt anvende det. På denne måde kan de proletariske revolutionære i Tyskland skabe det organisatoriske fundament for den organiserede fortrop af arbejderklassen – for reconstitueringen af Tysklands Kommunistiske Parti – på en korrekt politisk linje. Derfor alt arbejde af de proletariske revolutionære i Forbundsrepublikken i dag sigter mod det, i den tætteste solidaritet med den Internationale Kommunistiske Bevægelse – altid at hejse den proletariske internationalisme. At snakke om at først at vinde masserne og sætte Partiet sekundært er at vende det hele på hvedet og ledder mod revisionistiske standpunkter såsom kvantitet før kvalitet. Vi ville løbe risikoen af at blive marskbeboere – for at parafrasere Lenin. Derfor hunderedeåret for Novemberrevolutionen er endnu en årsag til at rejse parolen: For rekonstitueringen af Tysklands Kommunistiske Parti!
Det er rigtigt at gøre oprør!
Hæder og ære til de faldne helte, leve revolutionen!
Reaktionen på Tidsskriftet Klassestandpunkt
November 2018
socialistiskrevolution.wordpress.com 