Om valget til det imperialistiske Folketing

Folketingsvalget 2019 er nu afgjort. Vi publicerer denne korte analyse af valget, set ud fra proletariatets standpunkt.

Valgdeltagelsen

Valgdeltagelsen ved folketingsvalgene nåede et højdepunkt I 2011 og siden da har tendensen været nedadgående, fra 87,7% i 2011, til 85,8% i 2015 og nu 84,6% ved valget i 2019.

Resultaterne

Partierne kan deles ind i 3 kategorier efter størrelse:

De store partier: Socialdemokratiet (48 mandater, +1) og Venstre (43 mandater, +9).

Socialdemokratiet har ikke forbedret sit stemmetal fra sidste år, faktisk faldt deres andel af stemmerne med 0,4% og de fik således kun en ekstra mandat, pga. det store andel stemmer på partier under spærregrænsen.

Venstre er gået frem med 9 mandater, dette skyldes nok primært Dansk Folkepartis og Liberal Alliances tidligere vælgere, der ikke har fundet disse partier tilstrækkelige, og så derfor vælger at stemme på det klassiske regeringsparti i stedet. Venstre har specifikt sørget for at sætte ministre ved magten til at appellere til disse vælgere: Inger Støjberg til DF vælgerne, Tommy Ahlers til LA vælgerne (det er anden gang de forsøger at opstille en erhvervsmand som minister, som ikke engang har været valgt ind i nogen del af staten).

De mellemstore partier: Dansk Folkeparti (16 mandater, -21), Radikale Venstre (16 mandater, +8), Socialistisk Folkeparti (14 mandater, +7), Enhedslisten (13 mandater, -1), og Konservativt Folkeparti (12 mandater, +6).

Dansk Folkeparti har oplevet den største tilbagegang i mandater, dette kan være et tegn på at arbejderne i udkantsområderne indser at løsningen på deres økonomiske problemer, ikke kan løses gennem indvandringspolitik, og at dette blot er et røgslør for deres fortsatte udbytning. Deres tidligere vælgere er primært gået over til Venstre og i mindre grad til Socialdemokratiet, det skal dog også bemærkes at valgdeltagelsen i mange af deres højborge er faldet generelt, og dermed ser det ud til at mange af disse folk har mistet troen på det parlamentariske system (se »Udkantsområderne«).

Radikale Venstre er gået betydeligt frem, en lille del af dette kan forklares ud fra indvandrermasser der af desperation har stemt på dem, for at modvirke den direkte undertrykkelse de bliver udsat for af den danske stat, og med to nye, mere yderligtgående partier, Nye Borgerlige og Stram Kurs, har mange parlamentarisk kretinister i disse nabolag mobiliseret til deltagelse i valget (se om de proletariske nabolag). Den største årsag er dog at Alternativet, som udsprang af RV og tog en del af vælgerne med sig, nu er så bankerot, at selvsamme vælgere, allerede efter ét valg, nu vender tilbage.

Socialistisk Folkeparti fordobler sit mandatantal til 14, dette er dog kun en genoprettelse fra det katastrofale valg de havde i 2015, men det er stadigt under hvad 2011 og 2007 valget præsterede. Pia Olsen Dyhr ser ud til at have poleret på SF’s image og forsøger igen at hvidvaske historien af dette renegat parti, deres SFU darling, Jakob Mark, overhalede deres egen partileder i stemmeantal. Magtfordelingen og konsolideringen af ledelsen er stadigt ikke gennemført efter deres krise i S-RV-SF regeringstiden, og der vil være fortsatte kampe om hvem der bestemmer partiets linje og stå i spidsen for ledelsen, nu hvor de indgår i bestræbelser efter regeringsmagten igen.

Enhedslistens stagnerende politik, ses også i deres stagnerende stemmetal. Et parti som mange hævder er radikalt og »revolutionært«, er nået et stadie, hvor det er så moderat at det næsten virker som et rent socialdemokratisk parti, der blot ønsker mildere undertrykkelsesformer af befolkningen og en lidt blidere imperialisme. De vælgere som nu ser at selv de mest avancerede revisionister der stiller op til valget, ikke er 5 potter pis værd, vil måske genoverveje hvordan en grundlæggende omformning af samfundet reelt finder sted.

Konservativt Folkeparti, ligesom Venstre, udmærker sig ikke ved at prøve at gøre noget som helst. De har indtaget en forsvarsposition, mens Liberal Alliance har ydmyget sig selv og fejlet i at tilfredsstille borgerskabet, så kan Konservative høste de vælgere der nu ser dem som de mere »fornuftige«.

De små partier: Alternativet (5 mandater, -4), Ny Borgerlige (4 mandater) og Liberal Alliance (4 mandater, -9).

Alternativet, Uffe Elbæks pinlige misfoster, fik en stor del af småborgerskabets intellektuelle vælgere ved sidste valg, men nu kan, selv de, ikke udstå partiets ekstreme eklekticisme, deres mangel på politisk sammenhæng overhovedet og Elbæks åbenlyse magtbegær. Flere ord behøves ikke spildes på dette makværk.

Nye Borgerlige kommer ind i folketinget med et beskedent antal mandater og ligger lige over spærregrænsen. De var den fascistiske fløjs fortrukne kandidat, indtil »Stram-Kurs« stillede op og har dermed splittet denne fløj i de mere polerede liberalistisk-fascistiske vælgere på den ene side, og de mest degenererede fascister på den anden side, der helt modsat Nye Borgerlige er helt ligeglade med at fremstå »ordentlige«.

Liberal Alliance har oplevet en ydmygende tilbagegang som følge af at borgerskabet ikke har oplevet at deres interesser er blevet opfyldt, deres ledelse ikke har været god nok til at få deres krav igennem. Det er gået så vidt som at deres egen leder ikke er blevet valg ind og har været nødt til at træde af. Dette er et godt eksempel på hvordan borgerskabet udskifter sine repræsentanter, når de ikke er tilstrækkelige nok. De fleste af disse tabte stemmer er landet i stedet på Venstre, Konservative og det nydannede Nye Borgerlige.

Resterne:

Kristendemokraterne og Stram Kurs har et næsten tilsvarende stemmetal som de små partier, men er de er under 2% som spærregrænsen kræver, og sidder derfor udenfor direkte indflydelse i Folketinget. De kan dog ikke ignoreres fuldstændigt, da de alligevel repræsenterer nogle af de mest reaktionære dele af borgerskabet.

Klaus Riskjær Petersens latterlige parti »Partiet Klaus Riskjær Petersen« nåede kun 0,8 % af stemmerne. Men dette er i virkeligheden en valgets mest snedige sejre, Klaus Riskjær formår nu at svindle sig til et millionbeløb i partistøtte helt legalt og med den mest minimale indsats, dette udstiller både hvor stort et cirkus valget er og hvor moralsk korrupt og skødesløse borgerskabet er i Danmark.

Stemmedeltagelsen i yderområderne

Den største tilbagegang ses i yderområderne, som i høj grad oplever værre fremtidsmuligheder, og som nu måske i højere grad end nogensinde før, mister troen på eksempelvis Dansk Folkepartis ideologi om at indvandrerne i byerne skulle være årsagen til deres økonomiske problemer og undertrykkelsen af dem nødvendigvis måtte betyde bedre forhold for dem, hvilket er tydeligt ikke er sket. Heller ikke den leflende politik om at flytte nogle af statens styrelser ud til landet, som efter sigende, i sig selv, ville løse modsigelserne mellem land og by og skabe arbejdspladser for landbefolkningen, har på ingen måde betydet flere arbejdspladser for proletariatet på landet. Der vises derfor en kraftigt stigende foragt for staten, selvom den nok mest erstattes af generel pessimisme. Derfor er en større del af masserne i udkantsområderne (både landbefolkningen, såvel som de små og mellemstore byer langt væk fra kapitalens koncentrerede centre), bevidste om at intet politisk parti tjener deres interesser og derfor giver dette et grundlag for at agitere i udkantsområderne i det ideologisk vakuum som finder sted, især i de proletariske nabolag og øvrigt blandt proletarerne i de mellemstore byer som: Nykøbing F, Esbjerg, Thisted, Sønderborg, Tønder, Slagelse, Kalundborg, Nakskov, osv.

Det fremmeste eksempel er Lolland gået fra en deltagelse fra 85,8% ned til at have den laveste valgdeltagelse af nogen opstillingskreds med kun 77,4% af stemmerne, en nedgang på 8,4 procentpoint! Dette er bestemt ikke unikt for Lolland og der ses en betydelig tilbagegang i næsten alle udkantsområder.

Der ses en større polarisering blandt de fløje der åbenlyst ønsker at benytte fascistiske metoder mod folket, Nye Borgerlige og Stram Kurs, er et udtryk for et ønske blandt nogle sektioner af borgerskabet om mere åben terror over for proletariatet, hvilket dog ikke er den dominerende strømning blandt borgerskabet, der ønsker den mere skjulte undertrykkelse, som ikke for åbenlyst fremhæver modsigelserne.

Valgdeltagelse i de proletariske nabolag

Overordnet set var der kun få steder i landet hvor deltagelsen steg, i de store proletariske nabolag, med en stor andel af invandrere (de såkaldte »ghettoområder«), skete der dog en større mobilisering til dette valg end set tidligere. De største af dem, hvor hele af disse nabolag har sit eget valgsted, i Gellerupparken, Vollsmose og Tingbjerg, ser vi en gennemsnitlig fremgang på 5%, fra 64,3% til 69,3%.

Dette skyldes muligvis fremkomsten af to nye partier som går ind for fascistiske metoder til at forsøge at splitte arbejderklassen og styrke de ideologiske bortforklaringer af udbytningen og den direkte undertrykkelse af proletariatets dybeste og bredeste masser. Det må derfor ses som et tegn på desperation, at man i disse områder har følt sig nødsaget til at stemme for at forhindre yderligere undertrykkelse af de mest udbyttede masser og den offensiv borgerskabet har påbegyndt over for proletariatet, især i forhold til deres boliger med »Ghettopakken« osv. I takt med at den borgerlige stat forsætter sin udbytning, udbreder sin national-chauvanistiske ideologi og forstærker sin mere og mere synlige undertrykkelse af proletariatet, vil det dog blive klart for masserne hvilken rolle staten spiller, uanset hvilken regering der bliver valgt.

Den største fremgang var for Radikale Venstre der i disse områder fik 6-8 gange så mange stemmer som de tidligere har haft. Da de vedkender sig den social-liberale ideologi, påstår de ikke end selv at de varetager proletariatets interesser, så derfor er disse stemmer nok mest af alt et forsøg på at modvirke indflydelsen fra Nye Borgerlige og Stram Kurs, og påvirke den »røde fløj«, som hele valgkampen har set ud til at vinde magten, med Socialdemokratiet i spidsen, til ikke at overgå til direkte statslig terror mod dem.

Alt tyder på at Socialdemokratiet, det mest magtfulde revisionistiske parti i folketinget, vil stå i spidsen for en regering, og intet tyder på at de vil formilde den politik der er blevet ført, uanset hvem de danner regering med. Derfor vil denne øgede valgdeltagelse kun øge den politiske bevidsthed, når de indser hvordan de selv var med til at forny regeringen af den stat der fortsat vil udbytte og undertrykke dem, og at de selv må tage magten i hænderne.

Lignende blev set, da mange afro-amerikanerne i USA stemte på Barack Obama i 2008, i håbet om at det ville skabe den »change« som blandt andet den sorte befolkning i USA havde og stadigt har desperat brug for. Efter 4 år af fortsat reaktionær politik over for proletariatet, en yderligere forrådnelse af Yankee-imperialismen, faldt valgdeltagelsen betydeligt i 2012, hvor en meget stor del af masserne havde indset deres misforståelser, og en gang for alle forstod at uanset hvilken facade som den borgerlige stat påtager, ændrer det ikke på at det er et borgerligt diktatur.

Det samme vil med høj sandsynlighed ske steder som Gellerupparken, Vollsmose og Tingbjerg, når borgerskabet skal forny sin administration næste gang, og valgdeltagelsen vil falde betydeligt igen. Dette forpligter dog også at de revolutionære fortsætter med at udbrede proletariatets ideologi, tager initiativet til kamp og kæmper side om side med masserne. Potentialet er større end det har været i mere end et årti.

Konklusion

Valget er kun den måde hvorpå borgerskabet fornyer dens administration, og pacificerer folkets ved at lade dem deltage i valgcirkusset.

Hvorfor er det et cirkus? Det er ganske vist et valg, ja, men det er ikke valget mellem borgerskabets diktatur og proletariatets diktatur, det er et valg om hvilke undertrykkere man ønsker skal regere borgerskabets diktatur, Kongeriget Danmark.

Nogle er måske mildere i deres undetrykkelsesmetoder end andre, men enhver der retfærdiggører mobiliseringen af proletariatets deltagelse i valget, tager et reaktionært borgerligt standpunkt om at proletariatet skal finde sig i at blive udbyttet og appellere til borgerskabets moral og nåde.

De revolutionære i Danmark må udstille dette og gøre det klart at revisionisterne kun ønsker at udnytte proletariatet og andre progressive lag til deres egen gavn. Samtidigt må vi vise at vi er villige og i stand til at tage initiativet til at lede de dybeste og bredeste folkemasser i deres kamp og politisere masserne så de forstår at forsvare, hejse og anvende marxismen-leninismen-maoismen-gonzalo tænkningen.

Valg, nej! Folkekrig, ja!

Boykot de imperialistiske valg!

Forsvar, hejs og anvend marxismen-leninismen-maoismen-gonzalo tænkningen!